Fænomenologi betyder læren om det, som viser sig, og er en videnskabsteori, der interesserer sig for, hvordan mennesker i dagliglivet skaber mening om deres sociale verden – eller med et fænomenologisk udtryk: livsverden – der skal studeres så forudsætningsløst som overhovedet muligt. Livsverden er den menneskelige dagligdagsverden, som vi tager for givet og ikke sætter spørgsmålstegn ved. De fleste mennesker accepterer, at "virkeligheden" på forhånd er givet os, og vi handler og tænker derfor om denne "virkelighed", som det mest selvfølgelige i verden. Edmund Husserl (1859-1938) er ophavsmand for denne tænkning, som er udsprunget af den hermeneutiske tradition og positionerer sig som et stærkt kritisk alternativ til positivismen. Mens hermeneutikken lægger vægt på metodisk fortolkning til erhvervelse af viden om menneskelig aktivitet, er fænomenologien fokuseret på det enkelte menneskes erfaringer og oplevelser. Hermeneutikken har til sammenligning et bredere perspektiv, mens fænomenologien har blikket rettet mod mikroprocesser for social interaktion og deres mulighedsbetingelser. Der er her tale om en tilgang, som har til opgave at forstå den umiddelbare skabelse af mening i menneskers intense livsøjeblik. Den fænomenologiske analyse går ud på, så fordomsfrit som muligt, at iagttage de menneskelige erfaringer og handlinger, sådan som de opleves med hele kroppens bevidsthed. Forskeren må derfor sætte sin forforståelse i parentes; dvs. anstrenge sig for at undersøge menneskers livsverden uden forudbestemte antagelser og kategorier om den livsverden, han iagttager. Det er menneskets subjektive oplevelser, som bestemmer, hvordan virkeligheden opleves – ikke forskerens antagelser eller abstrakte teorier om de subjektive oplevelser.