Videnskabsteori beskæftiger sig grundlæggende med spørgsmålet: Hvad er virkeligt – og hvordan kan vi vide det? Videnskabsteori er således, kort fortalt, teori om den måde, videnskaben forstår virkeligheden på, og hvilke metoder der er bedst egnede til at undersøge virkeligheden med. Hvis videnskaben ikke forholder sig til videnskabsteoretiske spørgsmål, kan den ikke forholde sig bevidst og aktivt til de grundlæggende antagelser, der indrammer forskning og dermed også i en vis forstand den professionelles praksis.
En større indsigt i videnskabsteoretiske positioner vil være en forudsætning for at forstå de forskellige videnskaber på deres egne betingelser og følgelig medvirke til at udrede diskussioner, konflikter og sammenfald i den videnskabelige verden. Endelig kan videnskabsteoretiske refleksioner over egne undersøgelser, projekter og forskning bidrage til at kvalificere såvel forskningsproces som forskningsprodukt.