Her mangler viden.
Sygdom og livskrise. Stadig flere får tilskud til at gå til psykolog. Sundhedsstyrelsen ved ikke, om det virker, og ny undersøgelse fra Aarhus Universitet påpeger, at 57 procent af borgerne med angstlignende tilstand ikke har angst, og 58 procent har ingen depression.
Weekendavisen 2 oktober 2015
Danskernes behov for at komme til psykolog med offentlige tilskud i ryggen er stærkt voksende. I løbet af en halv snes år er antallet af borgere med psykiske problemer, som får behandling af en psykolog med bidrag fra sygesikringen, mere end fordoblet. Ifølge de seneste tal får årligt ca. 84.000 danskere tilskud til at gå til en psykolog. Det er næsten 50.000 flere end ti år tidligere. Den stigende trafik af klienter mod psykologernes praksis har samtidig øget de offentlige udgifter. I løbet af en halv snes år er samfundets omkostninger vokset fra 71 til 237 millioner kr.
Det bemærkelsesværdige er, at ingen rigtigt aner, om samfundet eller de mange patienter får gavn af den årligt omtrent kvarte milliard offentlige kroner til de i alt 854 psykologer, som forestår behandlingerne. Det afslører Sundhedsstyrelsen i en ny evaluering, hvor ordningen bliver kulegravet.
Som det bemærkes i rapportens overordnede konklusion:
»Ét af de vigtigste fund i evalueringen har været, at det på en række områder ikke har været muligt at identificere data vedrørende effekt og kvalitet i psykologordningen. Der findes således ingen data om behandlingsresultater, om de konkrete problemstillinger hos de henviste personer samt om de behandlingsmetoder, som psykologerne anvender i konkrete forløb. Derfor har det ikke været muligt at få et tilstrækkeligt overblik over psykologordningens resultater i forhold til andre tilbud.«
Ifølge overlæge Bente Møller fra Sundhedsstyrelsen begrænser indsigten i ordningen sig i dag til registreringer af, hvor mange patienter der bliver behandlet, hvor mange konsultationer de får, og henvisningsårsagen. Andre oplysninger kendes ikke, og det gør det i realiteten umuligt at bedømme, om psykologordningen virker efter hensigten: »Vi har brug for at få blive klogere på, hvor syge patienterne er, hvilke behandlinger de får, og hvordan behandlingerne virker,« tilføjer hun.
At mange psykologer, som har aftale med sygesikringen om at behandle patienterne, tilsyneladende ikke benytter sig af videnskabeligt anerkendte metoder, blev åbenbaret allerede i 2011. Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet udsendte en rapport, der blandt andet beskrev, hvilke behandlingsformer psykologerne fortrinsvis bruger, når de tager imod deprimerede patienter. Svarene fra 586 psykologer viste, at kun tre ud af ti baserer behandlingen på kognitiv adfærdsterapi eller interpersonel terapi, som er de to behandlingsformer, der er bedst evidens for. Svarene fra psykologerne viste desuden, at deres interesse i at deltage i undersøgelser af effekten af deres egne behandlinger er begrænset, selv hvis de honoreres for at medvirke. Kun seks ud af ti psykologer sagde ja.
»Psykologforeningen har stærke meninger om det her og kæmper for, at psykologerne har metodefrihed. Men det er altså kun et mindretal af psykologerne, som tilbyder evidensbaseret behandling, og behandlingerne skulle jo gerne virke,« siger seniorforsker Kaj Sparle Christensen fra Forskningsenheden i Aarhus.
Poul Videbech, professor og overlæge på Psykiatrisk Center Glostrup, finder også psykologernes påberåbelse af metodefriheden problematisk:
»Det betyder, at de kan anvende en hvilken som helst metode, som de finder for godt. Skal man drage en parallel til lægeverdenen, så er for eksempel gynækologerne jo oplært til, at håndspålæggelse ikke er værd at beskæftige sig med. Men hos nogle psykologer er der altså ikke den samme stringens i forhold til, hvad der er videnskabeligt funderede behandlingsmetoder eller ej. Og når man med psykologordningen har åbnet de offentlige kasser, er det selvfølgelig et problem, hvis folk bare gør, hvad der passer dem, for nu at sige det lidt populært.«
Hul i hovedet
Manglen på reel viden om ordningens effekt er påfaldende, eftersom tilbuddet om delvis offentlig støtte til behandlingen hos de privatpraktiserende psykologer gradvist har omfattet en større og større målgruppe.
Forhistorien er, at efter at have kørt som et forsøg i tre år blev ordningen gjort permanent i 1995. I de efterfølgende år var tilskuddet til behandling reserveret borgere med akut opståede psykiske problemer som følge af »en alvorlig livsbegivenhed«: For eksempel mennesker, som har været ofre for vold, voldtægt og trafikulykker, som er blevet ramt af en alvorlig invaliderende sygdom, eller som har oplevet dødsfald i den nærmeste familie. De kunne – og kan fortsat – få samtaler hos en psykolog for at hindre, at problemerne udvikler sig til mere alvorlige psykiske problemer.
Tilskudsordningens vokseværk skyldes, at målgruppen er blevet udvidet i to omgange. I 2008 fik mennesker med let til moderat depression mulighed for at få penge med sig fra sygesikringen, og siden 2011 har også borgere med let til moderat angst fået tilskud til samtaler med privatpraktiserende psykologer.
Konsekvensen er, at i dag er det godt og vel halvdelen af de borgere, som får tilskud for at gå til en psykolog, som er i behandling for depression eller angst.
Det er dog et paradoks, at mensallevoksne med en let til moderat depression kan få tilskud, gælder tilbuddet ikke borgere med angst, hvis de er ældre end 38 år. Den negative forskelsbehandling af patienterne skyldes politisk bekymring for, at ordningen vil blive for dyr, hvis flere borgere med angst kan få tilskud til at gå til psykolog. Ifølge Sundhedsstyrelsens rapport er der bare »ikke en sundhedsfaglig begrundelse for at afgrænse tilskudsordningen for personer med angst til særlige aldersgrupper.«
Poul Videbech er også stærkt kritisk over for aldersbegrænsningen:
»Tænk, hvis man sagde: ’Blodpropper i hjertet vil vi ikke behandle hos personer over 38 år.’ Altså, det er jo fuldstændig hul i hovedet. Men man har været bange for at give det frit af frygt for, at bunden skal ryge ud af statskassen.«
Skal man tro en nyere undersøgelse fra Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet, opfylder de færreste patienter med en henvisning fra deres praktiserende læge faktisk betingelserne for at få psykologbehandling. 57 procent af borgerne med angstlignende tilstand har ikke angst i diagnostisk forstand. Endnu skævere ser billedet ud for borgere, som kommer til psykolog for at få hjælp til at håndtere en depression. 58 procent har ingen depression. Dertil kommer, at 19 procent af de henviste har en svær depression og derfor rettelig bør behandles af en psykiater. Med andre ord er det kun hver fjerde, som henvises til en psykolog på grund af depressive tilstande, der falder ind under henvisningskriterierne.
De nye resultater tyder på, at henvisningskriterierne bliver stadigt mere tilsidesat. I hvert fald var der i 2011, da Forskningsenheden først undersøgte sagen, en tredjedel af patienterne med tilskud til at gå til psykolog på grund af en let eller moderat depression, som faldt ind under henvisningskriterierne.
Ifølge Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening, er undersøgelser som disse politisk bekvemme, fordi de lægger op til at undlade at bruge så mange penge på ordningen, men hun mener, at resultaterne hviler på »et tvivlsomt grundlag«.
Hun peger på, at patienterne er yderst tilfredse med ordningen, og at tidligere beregninger fra Danske Regioner tilbage i 2010 estimerede, at hver en krone til psykologbehandling for depression kommer næsten fem gange igen, fordi hjælpen får sygemeldte hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet.
Samtidig understreger Eva Secher Mathiasen, at psykologerne meget gerne vil have effekten af behandlingerne nærmere undersøgt:
»For vi er ikke bange for konklusionerne. Det kan i høj grad betale sig at putte penge i denne ordning,« tilføjer hun.
HENRIK DØRGE