Naturligvis skal videnskab kritiseres, men det stiller krav til argumentationen
Hvis man vil kritisere konkrete, veletablerede videnskabelige resultater, så kræver det systematisk dokumentation og en metodisk tilgang. 22. JUL. 2017 KL. 15.26
DAVID BUDTZ PEDERSEN Født 1980. Er professor mso i videnskabskommunikation og videnskabsteori på Aalborg Universitet. Professor i videnskabsteori
Politikens beslutning om at bringe to antividenskabelige indlæg om henholdsvis uverificerede kostråd for autismeramte børn og påståede bivirkninger ved hpv-vaccine har vakt stor opsigt.
I en tid, hvor demokratiet oplever en af sine værste epistemiske kriser, og hvor politikere og meningsfællesskaber på sociale medier synes at have et liberalt forhold til sandheden, forventer mange, at redaktionelle medier er den stenstøtte, der bringer fornuft ind i den offentlige samtale. Debatten har samtidig ført til en vigtig diskussion om, hvornår og på hvilke præmisser forskere og forskningsinstitutioner skal kritiseres. Politikens Ditte Giese skriver i sin klumme (Pol. 14.7.), at »videnskaben er en autoritet, der skal udfordres på samme måde som enhver anden magtinstans«. Denne debat er vigtig, fordi den siger noget om vores nuværende demokrati og de institutioner, der opretholder det.
Naturligvis skal videnskab kritiseres. Der er en række forhold i international forskning, der kalder på kritik. Forskere konkurrerer om at overgå hinanden med spektakulære gennembrud for at få adgang til forskningsmidler. Der foregår en intens kamp om prestige og ansættelser. Internationale forlag har stort set monopol på, hvilken forskning der skal publiceres. Dele af den biomedicinske forskning kan ikke reproduceres. Eksperter udtaler sig på områder, hvor de ikke har specialviden. Og der er generelt lukkethed omkring den videnskabelige proces.
Videnskab er som institution udemokratisk i den forstand, at man ikke kan stemme om, hvilke metoder der skaber mest pålidelig viden
Der er kort sagt mange forhold i forskningsverdenen, der kalder på kritik, og som med fordel bør diskuteres i danske medier. Men der er en vigtig hage.
Når videnskabsfolk midt i virvaret af incitamenter, karrierehensyn og subjektive tilbøjeligheder faktisk lykkes med at etablere resultater, der kan efterprøves, så har disse resultater i kraft af deres metode typisk en større robusthed og pålidelighed end nogen andre videnskilder, vi er bekendt med.
Videnskab har en central norm om organiseret skepticisme: Det vil sige, at alle udsagn og resultater skal kunne udsættes for kritik og gerne med lige så stor omhu, som de oprindelige resultater er fremlagt med.
Kritik i videnskab er ikke noget, man skal tage let på. Det er selve videnskabsfilosoffen Karl Poppers definition af videnskab, at den skal kunne afkræfte vores formodninger. Det vil sige, at formodninger, der principielt ikke lader sig afkræfte gennem eksperimenter eller teoretisk erkendelse, ikke kan betragtes som videnskabelige. Men der er stor forskel på den videnskabelige kritik og den ideologiske kritik. Man kan kritisere alle mulige samfundsforhold ud fra politiske grunde, herunder videnskabens organisering og rolle. Men hvis man vil kritisere konkrete, veletablerede videnskabelige resultater, så kræver det systematisk dokumentation og en metodisk tilgang.
Det er her, sommerens debat tager sit udspring. Skal redaktionelle medier give spalteplads til konspirationer, miskrediteret forskning og uverificerede påstande, når disse påstande strider imod videnskabelig konsensus?
Naturligvis skal videnskabsfolk ikke redigere eller censurere journalistiske medier, og der er mange andre hensyn i debatstoffet end fakta. Alligevel er der en implicit antagelse om, at faktuelle påstande på debatsiderne skal kunne leve op til almindelige faglige normer. Hvis en tilhænger af økologisk landbrug for eksempel argumenterer for en bestemt type fødevarer ud fra etiske eller miljømæssige hensyn, er det fuldt legitimt. Men hvis vedkommende anfører statistik og påstande om konventionelle fødevarer, der ikke har hold i virkeligheden, kan indlægget ikke bringes.
Fakta og holdninger er ikke det samme. Når de to alligevel blandes sammen, skyldes det, at videnskab mange steder bliver politiseret og nogle gange endda bliver politiserende. Det sker, når forskere hører op med at være nøgterne og neutrale formidlere af viden, men bliver alarmister eller utopister på deres forsknings vegne.
Det skyldes samtidig, at der er sket en videnskabeliggørelse af det politiske felt, hvor rationalet om ’nødvendighedens politik’ især inden for økonomi er med til at afspore den almindelige demokratiske samtale. Det er indiskutabelt, at henvisninger til videnskab er blevet et mere udbredt greb i den politiske debat. Antallet af kommissioner og råd, der nedsættes for at udvikle politik, er et klart symptom på denne udvikling.
Derfor er det kun rimeligt at kræve, at den offentlige debat bør kunne drøfte alle spørgsmål og ikke er forpligtet til at holde sig til strengt videnskabelige erkendelser. Tværtimod kan man sige, at det er videnskabens opgave at sørge for, at samfundet er i stand til at navigere i tekniske og ofte komplekse diskussioner, men at det netop er borgerne, der træffer beslutninger.
Videnskab er som institution udemokratisk i den forstand, at man ikke kan stemme om, hvilke metoder der skaber mest pålidelig viden. Det kræver store anstrengelser at finde anomalier i videnskabelige teorier. Og der er ingen kendte eksempler på, at debatindlæg har ført til revision af afgørende videnskabelige modeller. Derfor er det vigtigt med en nuanceret fremstilling af videnskabelig uenighed, ligesom det er vigtigt ikke at viderebringe påstande, der kan give læserne et falsk indtryk af fakta på området.