Hermeneutik betyder fortolkningslære – eller fortolkningskunst – og er en videnskabsteori, der historisk set har rødder tilbage til Aristoteles, og i den forstand må siges at være det ældste tankegods om menneskelig erkendelse. Det er dog først samtidig med udviklingen af naturvidenskabens videnskabsteori, at hermeneutikken indskrives som en vigtig del af samfundsvidenskabens erkendelsesgrundlag. Hermeneutikken fremstilles under tiden som et radikalt brud med positivistisk empirisk søgen efter kausale lovmæssigheder, og der er ikke tale om en entydig videnskabsteoretisk position. Hermeneutik har alle former for menneskelig aktivitet som genstand, fordi mennesker handler med bestemte intentioner, som ikke altid er indlysende for iagttageren eller for den iagttagede selv. Med aktivitet menes former som fx tanker, tro, drømme, ideer og følelser, eller "livsytringer". Her til kommer forskellige former for kulturprodukter som fx kunst, arkitektur og arkæologi. Det er således et grundvilkår, at der ligger en mening bag, når mennesker taler, bygger broer eller synger en sang, og det er den bagvedliggende intention, som er den hermeneutiske videnskabs opgave at studere. Gennem en nærmere tilrettelagt fortolkning af de menneskelige handlinger arbejder forskeren hen mod en forståelse af disse menneskelige aktiviteter.