At vide eller ikke at vide
Skråsikkerhed. Den kan være stærk eller svag. Nogle kan mene, den er der, mens andre afviser den. »Evidens« bliver brugt som et kvalitetsstempel, men begrebet er ofte så omdiskuteret, at man som borger i videnssamfundet må bruge sin sunde fornuft, når man evaluerer forskningsresultater.
Klimaforskningen bliver af skeptikere beskyldt for ikke at være evidensbaseret, mens klimaaktivister, som her under COP15-topmødet i 2009, mener, at beviserne for menneskeskabt global opvarmning er overvældende. Foto: AFP/ Attila Kisbenedek
Videnskab er et plusord, ikke? Vi hylder den saglige, uvildige forsker som en særlig autoritet i »videnssamfundet«. Og jo mere et udsagn eller et politisk tiltag kan underbygges af »undersøgelser« og legitimeres som »evidensbaseret«, jo bedre.
Den gamle sandhed er imidlertid, at videnskaben og dens domme til stadighed er slagmark for ekspertpositioner, der trods ellers nok så håndfaste forskningsresultater ender i en strid om ikke blot sandt og falsk, men endda godt og skidt. Tag bare polemikken omkring HPV-vaccinen, hvor fortalerne mener, at kritikere lader hånt om den videnskabelige dokumentation for vaccinens uskadelighed i forhold til de påståede bivirkninger. Eller tag tvisten om effekten af forskellige cancerscreeninger i befolkningen. For ikke at tale om den årelange diskussion mellem klimaforskere om effekten af CO2-udledning på de globale temperaturer.
Men hvordan håndterer man det dilemma, at videnskabelige resultater i deres natur påberåber sig objektiv gyldighed og samtidig alligevel kan drages i tvivl og gøres til genstand for debat?
Weekendavisen har opsøgt filosof og lektor på Københavns Universitet Klemens Kappel til en snak om, hvordan vi skal forstå videnskabelighed. Hvad kendetegner videnskabelig praksis? Hvad menes der konkret med begreber som evidens og signifikans? Og hvad stiller vi op med det faktum, at videnskaben ikke er værdifri?
Ifølge Kappel er videnskabelighed helt grundlæggende bestræbelsen på at be- eller afkræfte generelle påstande om verden ved på systematisk måde at indsamle evidens for og imod påstandene og på en systematisk måde vurdere, hvor stærk den samlede evidens er. Videnskaben har udviklet et meget omfattende arsenal af metoder til netop systematisk at indsamle og vurdere evidens, herunder meget vigtige statistiske metoder, forklarer Klemens Kappel:
»Kravet om evidens er helt essentielt for videnskaben. Der har ikke eksisteret videnskab i den forstand, vi taler om nu, før den videnskabelige revolution i løbet af 1600-tallet. Dengang blev det en del af videnskabens selvforståelse, at naturfænomener skulle forstås på grundlag af gentagelige observationer. Disse skulle danne grundlag for mekaniske forklaringer ud fra generelle principper, som kunne formuleres matematisk. Det var en stor omvæltning i forhold til oldtidens begreber om videnskab. Dengang forsøgte man at forstå naturen ud fra teologisk og filosofisk spekulation, og man lavede ikke egentlige systematiske empiriske undersøgelser.«
Men hvad er egentlig evidens? Ifølge Kappel refererer begrebet blot til, at noget tyder på, at noget er korrekt. Eksempelvis er mørke skyer evidens for, at det snart vil regne. En observation er med andre ord evidens for en påstand i den forstand, at den giver os en vis grund til at tro, at påstanden er korrekt.
»Nogle gange refererer det til en observation, der peger på, at en påstand er korrekt. Andre gange refererer det til, at den samlede mængde af observationer gør det meget sikkert, at en påstand er korrekt,« siger Kappel.
Selvom evidenskravet i disse år synes at vinde indpas inden for områder som pædagogik, socialarbejde og offentlig forvaltning, kender vi mest begrebet fra medicinens verden. Førend et præparat som eksempelvis en vaccine kan benyttes imod en infektionssygdom, skal der være indsamlet evidens for, at præparatet dels virker mod den konkrete sygdom, dels at præparatet ikke giver alvorlige bivirkninger. I dag stiller Sundhedsmyndighederne generelt krav om, at behandlinger anbefales og iværksættes på et evidensbaseret grundlag. Det betyder, at for at en behandling kan anbefales, skal dens effekt være ordentligt undersøgt. Den samlede evidens, der er indsamlet, skal altså klart tale for, at behandlingen er bedre end andre behandlinger, der kunne tilbydes.
»Når man inden for sundhedsvidenskaben siger, at ’der er evidens for, at en behandling X virker’, så mener man i virkeligheden, at alle de forskellige observationer, der tilsammen udgør evidensgrundlaget, gør det meget sandsynligt, at X virker. Men vi skal huske, at evidens kan gradueres. Den kan være stærkere og svagere, og der kan være evidens for en påstand, samtidig med at der er evidens imod. Der er altså en flertydighed i betydningen af ordet evidens,« siger Klemens Kappel.
Når forskere strides om gyldigheden af videnskabelige resultater og data, er det altså netop dette, det handler om. Hvor solid er evidensen? Hvilke metodemæssige styrker og svagheder har den undersøgelse eller det eksperiment, der er blevet udført? Er kildematerialet tilstrækkelig stort til, at resultaterne kan generaliseres? Men uenigheden kan også opstå allerede omkring de spørgsmål, der stilles til virkeligheden. Er det eksempelvis relevant at spørge til menneskers religiøse overbevisning, hvis ærindet er at analysere og forstå kulturel adfærd? Eller man kunne, som feministiske kritikere har gjort det, spørge: Har mænd nydt for stor opmærksomhed som kilder på bekostning af kvinder i historieskrivningen?
Et andet parameter, som benyttes til at understrege validiteten af primært sundheds- og naturvidenskabelige forskningsresultater, er signifikans. Signifikans betyder, at et udsagn er statistisk påviseligt, og som sådan kan signifikans eller mangel på samme bidrage til enten at styrke eller underminere evidens.
Lad os antage, at en gruppe forskere vil undersøge en hypotese om, at en ny behandling mod forhøjet blodtryk er mere effektiv end en ældre type medicin. De giver så den nye medicin til én gruppe patienter og den gamle medicin til en anden gruppe patienter, og til sidst sammenholder de resultaterne for hver gruppe. Forskerne finder nu, at den gruppe, der har fået den nye behandling, klarer sig bedre end den anden gruppe. Men sagen er ikke dermed afgjort. Gruppen skal nemlig klare sig markant – eller signifikant – bedre, for at det kan konkluderes, at resultatet ikke skyldes tilfældigheder.
»De forskelle mellem grupperne, som forskerne måler, kan skyldes alle mulige tilfældige biologiske variationer. Signifikans er et mål for sandsynligheden for, at forskellen på de to grupper ikke blot er opstået ved en tilfældighed. Det betyder, at hvis sandsynligheden for, at resultatet er tilfældigt, er mindre end X procent – i dag typisk mellem 2 og 5 – kan resultatet siges at være signifikant og altså ’markant’ eller troværdigt. Man har mange forskellige avancerede modeller til at beregne signifikans, når man laver statistiske analyser af evidens inden for eksempelvis medicin.«
Der er ikke overraskende store forskelle i, hvad der anses for god evidens – altså hvad der anses som acceptable måder at indsamle og fortolke data på. Mens naturvidenskabelige discipliner som eksempelvis matematik, kemi og ingeniørvidenskab sværger til kvantitative metoder, hvor subjektive skøn næsten ingen rolle spiller, benytter humanvidenskaberne
sig af mere kvalitative metoder, der typisk indebærer et element af skøn eller subjektiv vurdering.
Der er også store uenigheder fra felt til felt om, hvor stort et udsnit af virkeligheden der skal undersøges, for at man kan konkludere noget generelt. Skal en ny medicin testes på 25.000 mennesker, eller er det nok med 2500? Ligesom der er forskellige opfattelser af, hvornår et fund kan overføres til en anden sammenhæng end den, som den er gjort i. Hvis man eksempelvis finder, at en bestemt undervisningsmetode har god effekt på en skole på Østerbro, vil den så have lige så god effekt i resten af landet?
»Især inden for humaniora og samfundsvidenskab er det en stående diskussion, hvor robust evidensen skal være. Er kvalitativt indsamlede data brugbare og i så fald i hvor stor udstrækning? Det er vigtigt at huske, at mange aspekter af virkeligheden jo ikke lader sig undersøge med kvantitative metoder. Eksempelvis ville det være svært at bedrive antropologi, hvis en metode som deltagerobservation ikke blev anerkendt som legitim,« forklarer Kappel.
En anden ting, der nærer evidensdiskussionen, er den specialisering, som gennemsyrer videnskaben i dag. Ofte ved forskerne nemlig meget om de metoder, de selv bruger, men meget lidt om metoder, som andre bruger. Og det kan gøre det vanskeligt at mødes i nuancerede overvejelser om styrken af den evidens, som forskellige metoder og fagområder genererer.
Har for eksempel en antropolog og en geofysiker sat sig for at arbejde sammen om at forstå den historiske udbredelse af havisen i Arktis, kan det foregå ved, at antropologen interviewer beboere i området om deres erfaringer med havisen, mens geofysikeren analyserer gamle klimadata og nyere data indsamlet via eksempelvis satellitter. Hvor stor en værdi skal informanternes udsagn tillægges i forhold til de mere objektive kvantitative data?
»Det er blandt andet derfor, at tværfaglige samarbejder kan være vanskelige. En videnskabelig disciplin kan være defineret ved at bruge en bestemt metode, og forskerne inden for denne disciplin vil være meget uvillige til at se kritisk på den og vil måske tilmed være lidt for hurtige til at afvise potentialet i andre metoder. Det skal dog retfærdigvis siges, at mange forskere i dag har en mere pluralistisk tilgang og mener, at mange forskellige metoder, kvalitative som kvantitative, har deres berettigelse,« siger Klemens Kappel.
Selvom den videnskabelige diskussion er evindelig og møjsommelig, skal vi ikke ønske os foruden, siger Kappel. Den løbende samtale om konklusionernes holdbarhed bringer jo ny og forhåbentlig mere sikker viden med sig. Og hvad angår borgerens mulighed for at følge med i og forstå argumenterne, er der ikke meget andet at gøre end at bruge sin egen sunde fornuft.
»I sidste ende er det et spørgsmål om at foretage en vurdering af, hvilke af de konkurrerende ekspertgrupper man sætter mest lid til. Tror man eksempelvis i forhold til klimaforskning på, at den stærkeste evidens er at finde i den lejr, som argumenterer for, at den globale opvarmning skyldes menneskets udledning af CO2? Her er det selvfølgelig vigtigt, at vores myndigheder afvejer og vurderer den samlede mængde viden for at træffe netop evidensbaserede beslutninger,« siger Klemens Kappel.
Jane Benarroch