Citomaniacs hærger
Kronik. Der er ingen genveje til vurdering af videnskabelig værdi, og det er en åbenlyst meningsløs praksis, når man bruger det såkaldte citationsmål som kriterie for, om noget er værdifuld forskning. En meget citeret artikel kan være fremragende, men den er ikke nødvendigvis videnskabeligt særlig værdifuld, måske snarere tværtimod.
Weekendavisen 8/1 2016
Forskerne lever på samme tid i to verdener, en ægte og en falsk. I den ægte verden arbejder de alle – som forskere skal – med videnskab: med at skabe viden, som ingen før har haft. De drives af en uafvendelig nysgerrighed, af et stærkt ønske om at vide mere om virkeligheden end vi allerede ved. I den falske verden hersker citomaniacs, som er forskere, der lider af citomani. De tyranniserer de forskere, der ikke er ramt af citomani, og som er tvunget til at underkaste sig dem.
Hvad er citomani? Det er en manisk optagethed og afhængighed af andre forskeres citation af de publicerede videnskabelige artikler – jo hyppigere og jo tidligere citation, desto bedre. Det er at ligne med en sygelig mental tilstand, en blanding af de kendte obsessive-kompulsive lidelser med tvangsprægede gentagelser af de samme tanker og handlinger på den ene side og en slags narkomani, hvor narkoen er udskiftet med citation, på den anden. I denne falske verden vurderes forskningen og forskere ubønhørligt på, hvor højt de kommer i citationsmålet. Desværre kan de to verdener ikke adskilles.
Der er et stort behov for at vurdere forskningen og forskerne, og det finder sted hele tiden og overalt og udføres både af forskerne selv og det omgivende samfund. Det finder sted, når der skal tages stilling til, om en idé skal videreudvikles til et projekt, om projektet skal støttes med bevillinger, om resultaterne skal publiceres, hvor og hvordan, og om forskeren fortjener forfremmelse, invitation til at give forelæsninger, og hæder for sin forskning. Vurderingen gælder på alle niveauer og sågar for sammenligning af EU og USA. Vurderingerne bestemmer prestigen på alle niveauer.
Det er oplagt, at vurdering af, hvad der hidtil er opnået, og hvad der fremover kan opnås i videnskaben, alene burde ske på grundlag af, om der er skabt ny viden, og om der er planer, der giver udsigt til at skabe ny viden, og hvor værdifuld denne viden er. Sådan ville det være, hvis kun den ægte forskerverden fandtes, men den falske har overtaget. Citomaniacs bestemmer! Hvordan kan det nu gå til, og gør det i øvrigt noget?
Vurderingen af videnskab er indlysende vanskelig. Den kræver sammenligning med, hvad der allerede vides om emnet. Hvis den, der skal vurdere det, ikke selv i forvejen er velbevandret i emnet, er det en ofte uoverkommelig opgave. Vanskelighederne frister selvfølgelig til at søge lettere genveje til vurderingen, og det er det, der har åbnet for citomaniacs’ hærgen.
En let tilgængelig og derfor hyppigst anvendt genvej bygger på citationshyppighed af publicerede videnskabelige resultater i efterfølgende publikationer. Ideen om, at dette kan erstatte en vurdering af videnskaben, beror på en antagelse om, at jo flere andre forskere, der i deres videnskabelige artikler citerer en given videnskabelig artikel, og jo hurtigere det sker efter dens udgivelse, jo bedre videnskab.
Via databaser med informationer om de publicerede videnskabelige artikler og om, hvilke andre artikler der er blevet citeret i hver artikel, kan citationshyppigheden af den enkelte artikel relativt let bestemmes. Opsummering af citationer i citationsmålet kan derfor bestemmes lige så let for serier af artikler fra den enkelte forsker eller enhver gruppering af forskere og forskningsaktiviteter.
Der er dog den hage ved det, at det tager tid, før man kan bestemme den enkelte artikels citationsmål, men det er der råd for. Genvejen gøres lettere og kortere ved at erstatte den enkelte artikels faktiske med det forventede citationsmål, der kan afledes af de tidsskrifter, der publicerer de videnskabelige artikler. De får nemlig alle deres egne citationsmål beregnet ud fra den gennemsnitlige citationshyppighed af alle artikler, de har publiceret igennem de seneste to år, den såkaldte Journal Impact Factor, JIF. Forventningen til den enkelte artikels citationsmål er derfor denne JIF.
Citomaniacs vurderer den enkelte forskers videnskabelige kompetence, projekter og prestige ud fra dette indirekte citationsmål. Hvor mange artikler er der publiceret i hvilke tidsskrifter, er spørgsmålet: jo flere artikler i tidsskrifter med høj JIF, jo bedre.
Forskerne vil derfor søge at få publiceret deres artikler i tidsskrifterne med de højeste JIF, og da de enkelte tidsskrifter har begrænset plads til at publicere artiklerne, vil chancerne for at få artikler publiceret være omvendt proportional med tidsskriftets JIF. Artikler publiceret i tidsskrifter med høj JIF bliver hyppigere citeret efterfølgende med en betydelig selvforstærkende effekt på JIF.
Temaer publiceret i tidsskrifter med høj JIF vil forskere være tilbøjelige til at kaste sig over i håb om selv at publicere i tidsskrifter med høj JIF, og dette vil bidrage til yderligere højnelse af JIF. Tidsskrifterne og de forlag, der udgiver dem, har tillige et meget stærkt økonomisk incitament til at ønske høj JIF, da det øger indtægterne fra både forfatterne og læserne. Der er således en ægte symbiose mellem citomaniacs og tidsskrifterne, der befæster citomaniacs’ dominans.
Det ville sådan set være uproblematisk, at forskerverdenen hærges af citomaniacs, hvis antagelsen om, at citationsmålet er et gyldigt mål for den videnskabelige værdi, er rigtig. Som genvej er citationsmålet rigtig smart, for det kan omsættes til et enkelt tal, men desværre kan det af en række grunde være groft vildledende.
For at forstå det problematiske i citationsmålet er det nødvendigt at se på, hvad der får den enkelte forfatter til at citere en tidligere publiceret artikel. Der er typisk tre anledninger: begrundelse for at udføre det aktuelle projekt, henvisning til en metode eller noget materiale, som genbruges, og sammenligning med egne resultater.
Selvom den citerede artikel kan være fremragende, er der ingen af disse tre anledninger, der i sig selv indebærer, at den citerede artikel er videnskabeligt særlig værdifuld, måske snarere tværtimod. Den citerede artikel underkastes ofte en kritik, som sætter ens egen artikel i gunstigt perspektiv.
Hvor åbenlyst meningsløst citationsmålet er som mål for videnskabelig værdi kan illustreres med følgende scenarier:
Artikler om et hidtil uløst videnskabeligt problem citeres flittigt, men artiklen, der løser det, citeres ikke, da det er nu løst og derfor ikke omtales mere.
En artikel med et opsigtsvækkende resultat citeres flittigt, fordi en række andre forskere kaster sig over problemstillingen, men det viser sig senere, at der alligevel ikke var hold i det.
Et meget overraskende resultat er så afvigende fra de gængse forestillinger, at artiklen ikke kan publiceres i et tidsskrift med høj JIF, og den bliver negligeret, indtil det år senere viser sig at være et afgørende nybrud.
Citomaniacs’ hærgen har også direkte negative følger for forskningen som sådan. Ambitionen om hele tiden at stræbe efter at nå højt på citationsmålet begrænser fantasiens frie udfoldelse og forfølgelse af ideer, som ikke umiddelbart ser ud til at kunne løfte citationsmålet, og samtidig begrænses støtten til denne forskning af samme grund. Forskningen bliver mindre risikovillig og mere konform med formindskede chancer for de afgørende nybrud. Iveren efter det høje citationsmål forøger påviseligt risiko for fejl og snyd.
Hvad kan sættes i stedet som genvej? Forudgående succes i at hente konkurrenceudsatte forskningsbevillinger er en mulighed, men det er mindst lige så ringe som citationsmålet. Tildeling af bevillinger bliver netop i høj grad afgjort af citomaniacs, der vil bruge citationsmålet til afgørelsen foruden flere andre forhold uden relevans for den videnskabelige værdi, såsom det valgte emne, vurdering af gennemførlighed, hvor ansøgningen kommer fra, mm. Egentlig burde det være bedre, jo lavere omkostninger forskningen kan gennemføres for.
Der er ingen genveje til vurdering af videnskabelig værdi. Hvad der bør tælle er skabelse af ny viden. Den direkte vurdering er selvfølgelig også potentielt fejlbehæftet, men de indirekte vurderinger med citationsmål er alene i kraft af deres fokus på forhånd vildledende.
Fysikeren Peter Higgs, der fik Nobelprisen i 2013 for at have forudsagt eksistensen af en elementarpartikel, Higgs partiklen, udtalte, at hvis hans forskning var blevet vurderet med citationsmål, ville han være blevet fyret fra Edinburgh University for længe siden.
For nogen tid siden fik jeg en anmodning om at bedømme ansøgere til et professorat netop ved Edinburgh University, og det blev fremhævet, at jeg skulle vurdere ansøgernes videnskabelige bidrag uden hensyn til, hvor mange artikler de havde publiceret, og i hvilke tidsskifter de var publiceret.
Hvilken lykke ville det ikke være, hvis Edinburgh University kunne blive et eksempel til efterfølgelse i dansk forskning, så de mange hærgende citomaniacs kunne blive helbredt for deres citomani og fokusere alene på skabelse af ny viden, om det så er i deres egen forskning eller deres vurdering af andres forskning. Godt nytår til forskerverdenen.
Thorkild I.A. Sørensen, overlæge, professor, dr.med., Københavns Universitet og Region H.