Også i dag…

I Jørgen Leths kortfilm Det perfekte menneske fra 1968 ser man med et antropologisk blik på, hvad der karakteriserer et menneske. Filmen viser, at et menneske er en størrelse, der gør noget med noget. Det kan være at tage tøj på eller spise laks ved et veldækket bord. Et menneske bliver lidt forenklet sagt defineret som "krop" + "handling" + "genstand". Og hermed følger også sprog og tænkning, for som manden spillet af Claus Nissen siger: “Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at forstå om nogle dage” (Leth 1968). Hvilket også er en opfattelse, man finder inden for psykologi og filosofi: “Mennesket gør noget! Og når mennesket gør noget, så følger tænkningen med” (Bayer & Jacobsen 2020 s. 7) og ‘sproget’ kan jeg tilføje.

Tænken er gøren, og gøren er tænken - og med begge følger sigen; eller måske er det omvendt. Og hverken den ene eller den anden er årsag til den anden eller den tredje. Jeg har andetsteds beskrevet dette forhold som en konstellation (Christensen 2020).

Når jeg således som underviser på en læreruddannelse får et spørgsmål fra en studerende om en forklaring på, hvad det betyder, at man som lærer kan spørge på en måde, der mere befordrer tænkning end hukommelse, så bliver jeg nødt til at svare. Den studerende og jeg indgår i en konstellation med den situation, vi står i; den historie vi hver især bringer med os; det formål henholdsvis den ene og den anden har; de forpligtelser vi har hver især i vore roller som henholdsvis studerende og underviser; den måde læreruddannelsen som institution forventer min forvaltning af den osv. osv. Jeg indgår i denne konstellation, ligesom den studerende både indgår i min og i sin egen. Men min opgave er at svare på den studerendes spørgsmål.

Jeg ved naturligvis ikke, hvad jeg skal svare, for spørgsmålet åbner mange veje for mig at gå eller for mig at forsøge at få øje på. Øjeblikket og situationen gør dog, at jeg må svare, så jeg begynder at sige noget uden at ane, hvor mit svar skal bevæge sig hen - ikke mindst fordi jeg ikke ved, om jeg har forstået, hvad den studerende spørger mig om; hvilket den studerende formentlig heller ikke gør. Men tvangen og trangen til at svare gør, at jeg begynder at svare. Og konstellationen fryses - eller i det mindste nedsættes transformationshastigheden, og i løbet af mit svar på spørgsmålet begynder jeg at se meningen med mit svar. Det begynder at give mening - både den studerendes spørgsmål og mit eget svar på det. Når den studerende efterfølgende tager ordet og måske repeterer sin forståelse af mit svar, forstår jeg, at den studerende ikke har forstået, hvad jeg sagde, men måske er det ok, fordi jeg tror, at den forståelse, den studerende giver udtryk for, er brugbar for ham eller hende. Eller også prøver jeg at påvirke den forandrede konstellation ved at uddybe eller ændre mit svar, så det bedre passer til den måde, jeg nu forstår den studerendes spørgsmål på.

Pointen med overvejelserne er, at vi aldrig forstår hinanden til fulde, fordi vi har forskellige baggrunde - både i direkte og overført forstand - men at vi på trods af dette kan arbejde med meningsfuldheder, der er gode nok til, at vi kan gøre noget sammen, eller vi kan bidrage til, at vi kan gøre noget, der giver mening for både den ene og den anden - og fungerer koordinerende i det forhold vi har til hinanden og de institutionelle rammer, vi indgår i - ‘diskursen’ om man vil. Dette er den grundlæggende dialogiske struktur i forståelse. Den er aldrig fuldstændig; end ikke tæt på, men den kan fungere i en samordning af vore handlinger, så vi kan sam-fungere, samskabe, strategificere og organisere, mens tingene konstant udvikler sig, og vi som mennesker ændrer os, så vi hele tiden får vore konstellationer til at give mening her og nu og i forhold til det, vi forestiller os, vi gerne vil gøre.

Næste kapitel