Verdner af dialog

I deres introduktion til The Routledge Handbook of Research on Dialogic Education (Wegerif, Mercer & Major 2020) skelner forfatterne mellem tre områder med definitioner af begrebet dialog: hverdagsligt, epistemologisk og ontologisk. Denne liste har jeg sammen med Marie Neergaard (Neergaard & Christensen 2020) udvidet til fire ved også at tænke dialog inden for en grundlæggende forståelse af det politiske og det sociale. Her vil jeg dog yderligere udvide områderne for forståelse af dialogbegrebet ved at føje yderligere områder til, så jeg ser på definitionen af dialog inden for følgende domæner eller verdner:

• Socialitet (tilhørsforhold; gruppe)

• Bevidsthed (mikrodialog)

• Identitet (egensindighed; subjektifikation)

• Viden og læring (epistemologi)

• Omverdensbegreb (ontologi)

• Samfundsmæssig struktur (politisk opfattelse og handling)

• Moralitet (hvad kan vi blive enige om skal gælde vores omgang med hinanden?)

• Metafysik (spirituel) (Når verden svarer på menneskers undren eller manglende forståelse - eller når mennesker bliver tiltalt af verden)

Det følgende vil kun antyde, hvad det betyder, at disse områder grundlæggende må eller kan forstås dialogisk. Der er altså tale om ‘skitser’ eller ‘vignetter’ mere end en egentlig begrebslig bearbejdning i det følgende. Det sidste punkt gør jeg lidt mere ud af, da det har en speciel status ved egentlig at falde uden for det, der er mit anliggende.

Dialog kan forstås i en hverdagsbetydning, hvor dialog er synonymt med at tale sammen. Her bekræfter dialogpartnerne grundlæggende, at de er tilstede samtidig, og at de har noget for med hinanden. Der er dog snarere tale om konversation end dialog, siger Wegerif (2007), og inden for kommunikationsteorien vil det nok mere forstås som ‘fatisk kommunikation’; som sprogets sociale funktion (Jakobson 1960). Dialog som samtale er grundlæggende for socialitet - og socialitet kan vel forstås som en samtale, hvis samtale gøres bredere og ikke afhængig af tale som lydelig - altså som en grundlæggende anerkendelse af den anden som ligeværdig (Honneth 2003; Jacobsen & Willig 2008).

Bevidstheden består af dialoger mellem alle de stemmer, der rører sig hos den enkelte. At ‘være bevidst’ om noget er at overveje det med inddragelse af det, man er vokset op med og har erfaret og tilegnet sig. Ifølge Raggatt (2015 s. 781) er “consciousness [...] a dialogical exchange between many voices, all of which have their origins in social processes.

Den epistemologiske definition af dialog går på, at den måde, mennesker opfatter og forstår verden på, bliver til i dialogiske processer. Viden korresponderer ikke med verdens beskaffenhed, men viden er en konstruktion, som giver mening samfundsmæssigt ved det, at den anerkendes af forskellige autoriteter. Viden er konventionel og generel accept af en domænespecifik måde at beskrive fænomener på, som besidder en vis kohærens og temporal stabilitet, men den er også kontekstuel og situationel. Viden afhænger således også af, hvilke perspektiver, der anses for at være adækvate i givne situationer, og hvilket formål de indgår i. “From a dialogic epistemological perspective, we can have no direct knowledge of an external world but only within dialogue as an aspect of dialogue. This is because knowledge has to take the form of an answer to a question and questions arise in the context of dialogue [...] (Wegerif m.fl. 2020). Denne forestilling underbygges endvidere af det, Habermas kalder for den kommunikative handlen (Habermas 1981). Han hævder, at forholdet mellem ”viden og ikke-viden er indlejret i dialektikken mellem vellykket og mislykket forståelse” (Habermas 1985 s. 377).

I Wegerifs m.fl. (2020) beskrivelse af den ontologiske definition henviser de til eksistens og identitet, men hvorfor de kalder det for ‘ontologisk’ har jeg vanskeligt ved at forstå. Men det giver god mening at beskrive identitetsdannelse ud fra dialog, da den enkeltes identitet bliver til i en dialogisk proces mellem selvet, de andre og omverden. At blive til nogen er noget, der kan forstås narrativt, når man fortæller sin (livs)historie, men det kræver netop en afstand i tid. I tilblivelsen i den aldrig afsluttede dannelsesproces foregår det som en dialog, hvor man bliver til som sig selv i den andens og de andres blikke inden for en social ramme. Denne proces må netop ses som dialogisk, som eksempelvis Bakhtin forstår det, hvor betydning hele tiden bliver til gennem svar og spørgsmål både på ytringsniveau og på et kulturelt niveau blandt andet tematiseret som superadressaten (Møller Andersen 1998).

Det ontologiske domæne, hvis det giver mening at tale om et sådan, er dialogisk bestemt som den forestilling om verden, man kan blive enige om. I organiseringen betyder det en forestillet enighed om grænsedragning og kontinuitet i organisationens historie (Gergen m.fl. 2004), og i videre betydning er det regulative og generative forestillinger om verdens beskaffenhed. Der er her tale om en robusthed, men ikke om en essens, og det kan derfor være vanskeligt at skelne mellem det epistemologiske og det ontologiske, da hævdelser om verdens beskaffenhed kun kan sanktioneres og legitimeres gennem konventioner. Når jeg alligevel her holder fast ved at skelne mellem de to domæner, så er det for at betone, at der er forskel på at hævde, hvad viden er (kan bruges til) og det, som den viden henviser til at være viden om. Selvom verden kan forstås på utallige måder, så er der måder at forstå på, hvor forståelsen negeres gennem praksis (jf. Brinkmann 2005), hvilket betyder, at der er noget uden for forståelsen, som spiller ind på og giver feedback til forståelsen; og derved indgår i dialogen.

Det politiske domæne kan bestemmes ved dialog, da det er knyttet til offentlighedens koordinering af det samfundsmæssige. Her må dialog forstås som måder, hvorpå man samordner det fælles bedste. Der er her tale om en grundlæggende forståelse af republikanisme og deliberativt demokrati (Koch 2005; Hansen 2007). Opfattelse af medborgeren inden for republikanisme er netop, at det er nødvendigt at indgå i tilstræbt herredømmefri dialog om, hvad der er det fælles bedste. At have blik for det fælles bedste kræver, at den enkelte er i stand til at se ud over mere snævre særinteresser, hvilket kan ske gennem en dialog, hvor man sammen forsøger dels at forstå hinandens opfattelser og dels forsøger at blive klogere sammen (Jf. også Løw 2018).

Også inden for etikken er det givtigt at se på, hvordan den etableres dialogisk. Spørgsmålet om etikken er blevet udfordret gennem det moderne, som netop er et opgør med autoriteter, der ikke er begrundet verdsligt. Men hvordan kan man tænke etik inden for rammerne af en radikal modernitet, hvor man ikke tyer til semireligiøse hævdelser af en særlig fordring - eller en eksistentiel opfattelse af mangel på mening, hvor fraværet i sig selv nødvendiggør indstiftelsen den større fortælling (Løgstrup 2005)? Diskursetikken bliver her det dialogiske svar (Habermas 1999). Diskursetik er beslægtet med tankerne inden for det deliberative demokrati. Der findes ingen dybere autoritative instanser, der kan legitimere etikken. Men gennem dialog mellem de mennesker, der er berørt af en handling, kan man finde frem til det mest rimelige at gøre - altså om en handling er etisk (forsvarlig) eller ikke. Det er ikke sikkert, at man kan nå til enighed om dette, men om ikke andet kan komme til forståelse om hinandens perspektiver og levede verden (jf. Bohm 1996). Pragmatisten Richard Rorty har sagt, at når mennesker behandler hinanden ordentligt, så gør de det kun, fordi det virker som en bedre måde at handle på end at gøre det modsatte (Rorty 1991), men den diskursetiske dialogbasering kvalificerer den etiske handlen til at være et begreb, der er funderet i livsverden frem for udelukkende at være en individuel tilskyndelse.

Det metafysiske domæne viser sig i den dialog, Martin Buber (1997) peger på mellem jeg og du, når denne er større end den anden og dermed bliver den store Anden. Med Finn Thorbjørn Hansens ord: “I Jeg-Du-forholdet træder verden og det andet menneske frem som et ubegribeligt DU, et væsen, der også taler til os, og som for os må stå som både et grundlæggende mysterium og en forunderlig meningsgiver” (Hansen 2018 s. 49).

Man finder tilsvarende tematiseringer hos Hartmut Rosa, når han taler om den vertikale resonans. “In experiences of vertical resonance, the world itself in a way obtains its own voice. Here we shall see that – as our cultural relationship to the world threatens to fall mute following the loss of metaphysical axes of resonance in the sense of a cosmological or theological resonant order [...] (Rosa 2019 s. 37)

Og hvis vi vender os mod uddannelsesverdenen, så vil man også finde disse forestillinger om en dialog mellem mennesker og noget større hos en tænker som Gert Biesta. Eksempelvis i Undervisningens genopdagelse, hvor han taler om, hvordan det eksistentielle er afgørende for en kritisk tænkning om uddannelse, der ikke accepterer “målingens tidsalder” (Biesta 2011), som reducerer undervisning til entydige mål, hvilket gør undervisningen instrumentel og udelukkende rettet mod et fremtidigt arbejdsmarked.

Over for den instrumentelle tilgang til uddannelse peger Biesta i stedet på, at undervisning handler om at bidrage til deltagernes selvstændige udvikling, der tager udgangspunkt i, at det at eksistere betyder, som han skriver, “en tilstand af dialog med hvad og hvem, der måtte være anderledes” (Biesta 2018 s. 22). Dialog skal her forstås som en eksistentiel form, som han understreger. Med Levinas peger Biesta på, at hverken hermeneutikken eller sociokulturelle teoridannelser er i stand til at pege ud over de meningssammenhænge, der konstrueres immanent eller diskursivt - det vil sige bundet til det historisk set givne. Hverken hermeneutikken eller socialkonstruktionismen kan ‘lytte’ til det, der overskrider en konkret erfarings- eller virkningshorisont, hvor virkningshorisont her skal forstås i betydningen som effekter af at holde en bestemt opfattelse for sand eller rigtig, hvilket såvel pragmatismen som socialkonstruktivismen vil mene er afgørende i vurderingen af forskellige måder at beskrive verden og omverdensforhold på.

Biesta peger i stedet på, at verden kalder på subjektet - eller ‘det voksne’ subjekt, som har lært sig at være lydhør over for det anderledes, det forskellige og ‘det Andet’. Biesta tilslutter sig her, at der er tale om en “irreduktibel transcendens” som også er et kald om “at adlyde det Allerhøjeste” (Biesta 2018 s. 88-89).

Disse er blot nogle få eksempler på, hvordan det dialogiske anvendes i en livsfilosofisk og eksistensfilosofisk optik, der peger på, at mening - eller Mening - ikke (kun) er noget, der skabes gennem menneskers gensidige interaktion i sammenhænge med mere eller mindre fælles anliggender. Man kan langt hen ad vejen se disse tanker som reaktioner på og mod den civilisatoriske udviklings ‘affortryllelse’, som også Finn Thorbjørn Hansen peger på. Med affortryllelsen reduceres verden til et spørgsmål om det dennesidige; det sekulære. Men dermed er der ikke længere en mening at henvise til - eller der gives ikke andet end foreløbige og diskutable kriterier for mening, der kan bestrides og angribes fra alle mulige andre perspektiver. Reaktionen i denne nye metafysik er en afvisning af den relativisme, der kommer med, at mening sættes intersubjektivt og diskursivt. For at undgå det, må man acceptere, at der er en større fortælling, som Løgstrup formulerer det i sin tale om ‘Skolens formål’ i 1981, hvor han henviser til beretningen om mennesket i en større sammenhængende og universaliserende fortælling, der udelukker en relativisme. “[Accepterer vi] pluralismen, accepterer vi sammenhængsløsheden. Accepterer vi sammenhængsløsheden accepterer vi kommunikationsløsheden. Affinde sig med pluralismen er åndelig dovenskab” (Løgstrup 2005).

Men, vil jeg indvende, denne metafysiske eller spirituelle form for tiltale er netop ikke dialogisk i den forstand, jeg har anvendt det her. Der er ikke tale om en ligeværdig gensidighed, men en tiltale som gør eksistensen mærkelig i den dobbelte betydning, at man kan mærke eksistensen og man konfronteres med det mærkeligt anderledes. Jeg er her enig med Phillips (2011 s. 30ff), når hun påpeger det umulige i at forene Bubers essentialisme med ideen om det relationelle selv i social interaktion. Men som sagt så falder denne type af til- og samtale også uden for dialogbegrebet, som jeg har anvendt det i mine montager.

Finn Thorbjørn Hansen har foreholdt mig, at hvis der ikke findes sikker viden, så kan man heller ikke afvise, at verden kalder, eller at det store Du svarer eller tiltaler os. Til det vil jeg svare: Det er muligt, men metafysikken tiltrækker sig ikke opmærksomhed fra et pragmatisk perspektiv, som jo ikke beskæftiger sig med spørgsmål om, hvad der har væren og ikke. Så derfor melder spørgsmålet om en metafysisk dimension sig slet ikke.

Næste kapitel