Organisationers liv og død

Der er mange måder at forstå en organisation på (Clegg 2014; Laloux 2017). Den kan forstås ud fra dens strukturer, dens funktioner eller dens grundlæggende verdenssyn (diskurs), men den kan også ifølge Gergen, Gergen & Barrett (2004) forstås som grundlæggende dialogisk. Forfatterne hævder, at dialog er afgørende for en organisations eksistens. De taler derfor om, at “organizational worlds are created and sustained through discourse” (s. 39). Eller som Hersted og Gergen (2013) siger, så er dialog ikke bare kommunikation eller udveksling af informationer: “det er en proces, hvoraf hele organisationens liv afhænger” (s. 16).

Organisationer bliver løbende til i særlige dialogiske processer, som ikke handler om, at de enkelte deltagere kommer med hvert sit bidrag. Som hos Bakhtin forstås dialog ikke som en samtale mellem selvstændige deltagere, men som en meningsgenererende proces, hvor deltagerne også bliver til i processen. Den enkelte deltager besidder ikke en identitet (a unified ego), der møder en anden identitet (another unified ego), men de er i tilblivelse, eller som Nietzsche (1997) siger i §270 i Den muntre videnskab: “Du sollst der werden, der du bist”.

Gergen og hans medforfattere konstaterer, at der ikke er enighed om, hvordan man skal forstå dialog. De henviser indledningsvis til syv forskellige definitioner blot for at pege på spredningen af forskellige teoretiske retninger og forståelser af dialog. Selv prøver de tentativt med at definere dialog deskriptivt som “discursive coordination in the service of social ends” (Gergen m.fl. 2004 s. 43). Dialog bliver her en præcisering af den socialkonstruktionistiske forestilling om verden eller verdner som sociale konstruktioner (Gergen 2010). Det er den samordnende virkning af gensidige dialogiske processer (discursive coordination), der skaber og genskaber vores forskellige verdner og herunder også organisationer.

I argumentationen for dette dialogbegreb henviser forfatterne til en mere udfoldet forståelse af dialog, der på mange måder minder om Habermas’ beskrivelse af den kommunikative handlen. Først og fremmest gælder det opfattelsen af, at dialogen er oversubjektiv i den forstand, at den ikke udspringer af det enkelte individs tale. Tværtimod kritiserer de en individorienteret fundering af dialog. I stedet hævder de, at dialogen udspringer af offentlighedssfæren, hvilket også var og stadig er Habermas’ opfattelse fra Strukturwandel der Öffentlichkeit fra 1962 (Habermas 1975) frem til i dag, selvom han overtager begrebet livsverden fra fænomenologien. Det er den sociale koordination, der er den kommunikative handlens grundlag.

I forlængelse af dette første punkt fremfører de også den intersubjektive interaktion og peger på, at ingen ytringer forstås i sig selv. De peger også på kontekstens afgørende betydning og den sociokulturelle dimension, der er implicit i talehandlinger (Austin 1962; Searle 1969). Endelig peger de på, at dialog kan have mange funktioner i forskellige sammenhænge, og at de er altid-allerede indskrevet i sprogbrug og i talegenrer.

Forfatterne hævder, at deres beskrivelse af dialogbegrebet er deskriptivt, men det kan være vanskeligt at se, hvordan deres beskrivelse ikke også er præget af værdier. I forlængelse af Alexander (2020) kan man sige, at det ikke er muligt at fastholde værdifri beskrivelser, hvilket jo også er en socialkonstruktionistisk pointe.

Forfatterne peger også på en række mere eller mindre konkrete moves eller ‘talehandlinger’, der (gen)skaber en organisation som en afgrænset størrelse. Organisationer (re)produceres blandt andet gennem bekræftelser og anerkendelser af en gensidighed; fælles værdier eller forestillinger, men også gennem produktive forskelligheder, så bekræftelserne ikke bliver tomme gentagelser. Dialog i en organisation etablerer en sammenhæng, der gør, at vi genkender organisationen som netop denne organisation. Dette sker også gennem narrativ og tidsmæssig integration af tidligere dialoger og fortællinger og gennem at etablere et særligt vi og en særlig afgrænsning. Og endelig peger de på, at effektive organisationer også har brug for “reflexive punctuation” (s. 49), som kan være med til at stille spørgsmål ved det, man betragter som, ‘det vi gør’ - altså et element af forandringsopmærksomhed.

I gennemgangen kan man genkende mange pointer fra Weicks beskrivelse af organiseringen, hvor netop den sociale koordinering blev trukket frem. Måske mere interessant er det at se på slægtskabet med Habermas’ beskrivelse af den kommunikative handlen i forfatternes beskrivelse af det generative begreb om dialog - altså det konstitutive i dialogen for en organisations funktionsmåde og hele eksistensgrundlag. De henviser også til Habermas, men sker i forhold til organisationernes etik, hvor de peger på den diskursetik, Habermas (1999) har formuleret.

Næste afsnit