Phronesis - etik og deliberation

Forestillingen om det dialogiske har en lang historie. Det gælder både dialog som grundlæggende for menneskelige samfund som sådan og som en fundamental del af det sociale samliv. Og det gælder også, når man ser på samværsformer inden for særlige områder som eksempelvis undervisning, samordningen af processer i organisationer, demokratiske sammenslutninger fra den mindste gruppe til nationalstater og overstatslige foreninger osv. De omtalte områder berører forskellige dimensioner af dialog. Den førstnævnte går på det grundlæggende forhold, der gælder for samfundsdannelse, det andet går på den sociale dimension af det samfundsmæssige, mens den sidstnævnte går på særlige domæner inden for det samfundsmæssige. De første forestillinger, som vi kender til, om disse forhold finder man ikke overraskende antikken.

Man møder ofte en forestilling om, at det dialogiske i en vis forstand udspringer af Platons dialoger og især den form for samtale, som Sokrates demonstrerer i dem. Dette er dog efter min mening misvisende, da hverken Platon eller Sokrates har en dialogisk tilgang til verden eller viden. Som Mercer, Wegerif og Major (2020) og andre har vist, så er Sokrates’ metode snarere dialektisk end dialogisk, da det ikke handler om, at dialogpartnerne belyser et fælles tredje, eller om at de sammen skaber nye indsigter. Sokrates bedriver ‘elenchos’, hvilket betyder gendrivelse, og hans berømmede jordemoderkunst består i at efterprøve, om en ide hos en samtalepartner er sund eller ej, hvilket jeg har forsøgt at vise i Maieutikkens barn (Christensen 2020b). Dette fører oftest frem til, at Sokrates får sin samtalepartner til at konkludere, at hans ide er usund og derfor ikke bør fødes. Gennem dialektikken viser ideen sig som falsk - men det er langt hen ad vejen det modsatte af dialog - og der er ingen gensidighed mellem samtalepartnerne.

Men det forholder sig helt anderledes hos Platons elev Aristoteles, som flere steder i sit værk faktisk har en række overvejelser over den fundamentale betydning af dialogen som en samskabelsesproces, hvilket retorikeren Christian Kock (2014) også peger på ved at vise, hvordan begrebet ‘deliberation’ (‘boulē’ og ‘bouleusis’) skaber en meningsfuld sammenhæng på tværs af Aristoteles værker. Og den norske filosof Olav Eikeland (2008) taler i The Ways of Aristotle ligefrem om en “Aristotelian philosophy of dialogue”, som er en del af undertitlen på hans digre værk (som jeg ikke har læst, men primært kender gennem Eikeland 2014, 2014b, 2016 og Ladkin 2010).

Mest eksplicit og tydeligt kommer Aristoteles’ overvejelser over det dialogiske til udfoldelse i Nicomachean Ethics eller bare Etikken (Aristoteles 1934 og 2000).

Som så mange andre steder, så deler Aristoteles i Etikken viden ind i tre forskellige domæner: theoretiké, poietiké og praktiké (Porsborg 2000 s. 11), og disse er også udgangspunktet for Aristoteles’ overvejelser over sjælen og de menneskelige evner.

Sjælen kan deles op i to dele, hævder Aristoteles, nemlig en rationel og en irrationel del. Den rationelle del af sjælen kan ligeledes deles op i to ud fra, hvordan genstanden for dens rettethed er beskaffen: “... lad os antage to rationelle dele, den ene, hvormed vi betragter de ting, hvis principper ikke kan være anderledes, og den anden, hvormed vi betragter de ting, som er modtagelige for forandring” (bog 6.1/s. 149). Den uforanderlige og evige del kan begribes ud fra en første filosofi. Det er her, vi finder teoretisk viden, og her gælder induktion såvel som deduktion; logik og syllogismer. Ud fra første principper kan man udlede andre principper og bestemmelser. Viden kan her læres, da den er strengt videnskabelig, logisk og som sagt uforanderlig. Det er den rene tænknings; den rene fornufts område.

Den anden del er derimod uren i betydningen, at den ikke går op i en begrebslighed, hvor begrebet svarer til sit indhold, da indholdet jo er foranderligt og kan præges af menneskelig indblanding; menneskelige handlinger. Her spiller det partikulære en rolle på linje med det almene. Inden for denne urene rationelle forholdemåde er der to forskellige områder afhængig af, hvordan noget er foranderligt. Dels kan noget forandres via en frembringen - håndværk og kunst (techne) - og dels kan handling (praxis) forandre noget, og hver især kræver forskellige evner. “Frembringen og handlen er forskellige fra hinanden…. Således er også den praktiske og handlende, rationelle evne forskellig fra den frembringende, rationelle evne” (bog 6.4/s. 152).

Frembringen er ikke et mål i sig selv, men har et andet mål, hvortil det frembragte er middel, hvadenten der er tale om brugsting eller kunst.

Den anden rationelle evne, der beskæftiger sig med det foranderlige, er phronesis eller praktisk fornuft, som i den danske oversættelse er blevet til kløgt og i den engelske til prudence. Eikeland (2014) argumenterer dog for, at en bedre og mere nutidig oversættelse vil være ‘praktisk visdom’ eller ‘dømmekraft’ (judgement).

Når mennesker forholder sig til det, der ikke er givet af sig selv, må det forholde sig ræsonnerende til det; altså overvejende, reflekterende, deliberativt. Det er dette, der kendetegner menneskelige handlinger. Man handler, men kan ikke vide med bestemthed, hvad der er det rigtige at gøre i situationen, fordi handlingens rigtighed afhænger af den konkrete situation, de konkrete omstændigheder og de konkret involverede. For at handle rigtigt - altså ud fra det, man kan vide, og det formål man kan have med handlingen - må man trække på den viden, man har af almen karakter, men man må også inddrage sin viden om helt konkrete ting og forhold - det partikulære. Altså disse genstande, i denne situation, med disse mennesker osv. Både indsigt i det almene og det konkrete er vigtige for den rette handling.

Derfor afhænger dømmekraften også af en kombination af teoretisk viden (indsigt i almene forhold) og erfaring som kendskab til konkrete forhold, situationer og ting. Man kan ud fra videnskab - og visdom - vide, hvad der gælder altid. Dette kan læres en gang for alle og trækkes frem af hukommelsen, men man kan ikke gennem undervisning lære alle konkrete ting og situationer at kende. Det kræver levet liv og erfaringer. Den praktiske dømmekraft (phronesis) er således også en erfaringsviden. Dømmekraften skal tilegnes gennem levet liv. Unge “mennesker menes at kunne blive geometrikere og matematikere og vise i disse discipliner, men ikke kløgtige. Årsagen er, at kløgten angår de partikulære ting, som bliver bekendte igennem erfaringen, og at det unge menneske ikke er erfarent. For det er tiden som skaber erfaringen” (bog 6.5/s. 157).

Det middel dømmekraften (phronesis) benytter, når der skal vælges en passende handling, er deliberation (‘boulē’ og ‘bouleusis’), hvilket går lidt tabt i den danske oversættelse, da ‘overvejelse’ nok indikerer, at man kan vende for og imod, men termen mangler deliberationens mere direkte karakter af, at der er forskellige stemmer på spil, hvilket jo kendetegner dialogen.

Aristoteles knytter endvidere deliberationen til undersøgelse. Den deliberative tilgang betyder undersøgelse, fordi overvejelserne går på at kende sagen, hvilket også implicerer forskellige vinkler og interesser i forhold til sagen. Aristoteles’ opfattelse er, at man må overveje ‘sagen’ gennem en afvejning af forskellige argumenter, der kan udgøre en kakofoni af perspektiver, interesser, situationsbestemte elementer osv. Hermed nærmer vi os kraftigt en ide om samskabelse, selvom Aristoteles ikke er inde på, at deliberation foregår mellem mennesker, men mere ser det som en individuel refleksion i handling.

Selvom dømmekraften ikke kan deducere ud fra almene principper, så tilskriver Aristoteles den stadig sandhedsværdi. Handlinger kan være sande eller gode, når de på den ene side besidder et formål, der er godt, og når midlet til at opnå dette gode er velovervejet og afstemt efter omstændighederne. Altså når de stemmer overens med fællesskabets gode. Og netop det dialogiske er vigtigt for Aristoteles i etikken såvel som i retorikken og politikken. Grunden til, at deliberation og det deliberative valg af handling (Proairesis) er så vigtige for Aristoteles’ etiske tænkning “is that the individual’s deliberate choices are what primarily determines that individual’s ethical worth” (Kock 2014 s. 15).

I sidste ende knytter Aristoteles deliberationen til tænkningen, når denne er rettet mod det foranderlige. Tænkningen i det uforanderlige er sådan set ikke tænkning, da det uforanderlige blot skal indses og læres. Tænkning står i modsætning hertil imellem en fast indsigt i det uforanderlige og en fast holdning eller mening. En mening er fast, fordi den tror sig sikker, så den udsætter sig ikke for overvejelse (deliberation). Aristoteles konkluderer derfor:

“It remains therefore that Deliberative Excellence is correctness in thinking, for thought has not reached the stage of affirmation; for Opinion has passed beyond the stage of investigation and is a form of affirmation, whereas a man deliberating, whether he deliberates well or badly, is investigating and calculating something” (bog 6.9,min kursivering).

Aristoteles’ fremstilling lægger her op til to vigtige pointer.

Den første går på undervisning og uddannelse. Aristoteles peger på, at undervisning i højere grad burde handle om tænkning og dermed det dialogiske - i hvert fald når det drejer sig om alt, hvad der har med menneskelige handlinger at gøre. Aristoteles forbeholder uforanderlighed til videnskaben, men fra slutningen af det 20. århundrede har forskellige videnskabelige, filosofiske og videnskabsteoretiske retninger peget på, at også videnskaber er foranderlige størrelser, hvorfor man lidt kækt kan sige, at også disse har mere brug for tænkning end indlæring. Aristoteles peger dog også på, at tænkningen kræver noget at tænke med - det almene eller det allerede kendte - hvorfor man måske i højere grad kan sige, at han peger på, at undervisning ikke i for høj grad må være styret af indlæring. Han foregriber her mange af de tanker, som John Dewey blandt andre er gjort til talsmand for i forhold til undervisning (Brinkmann 2006) og den dialogiske grundholdning, som Robin Alexander (2019; 2020) er fortaler for.

Og i forlængelse af dette kan man for det andet også hævde, at Aristoteles peger frem mod den pragmatiske vending inden for filosofien fra Peirce og James, over Dewey og Mead til Rorty og Habermas. Det er menneskelige handlingers og den menneskelige tænknings praktiske virkning, der er det afgørende for vurderingen af deres rigtighed, og om de er passende. Der findes ikke én sandhed - når det gælder det foranderlige - men det sande må findes gennem grundig overvejelse, dialog og undersøgelse, hvor man vender og drejer forskellige perspektiver, inddrager forskellige stemmer og er i dialog med den samlede videnskabelige og kulturelle viden på et givet område og med skyldig hensyntagen til det partikulære og den konkrete kontekst og situation (jf. Brinkmann 2005).

Disse to pointer er måske at trække den for vidt, men det er i det mindste interessant, at de kan trækkes frem i en læsning af Aristoteles, når denne trækkes ud af Platons skygge.

Det er langt hen ad vejen helt overset i forskningen og formidlingen af det dialogiske, at dette har sit filosofiske udgangspunkt hos Aristoteles og ikke hos Platon. Deliberationen er den urene fornufts middel, og i en mere nutidig optik kan man sige, at mennesker kun har overvejelserne som en dialog - både dialog med sig selv og sine erfaringer, med de andre, med den umiddelbare tilgængelige viden og med den kulturelt sedimenterede viden, der overleveres på forskellig vis gennem talemåder, undervisning, læsning, informationssamling - både som tingsliggjort viden og som ‘opfattelser’, der flyder rundt som en slags ‘visheder’ osv. Eikeland kan få lov at levere konklusionen for dette lille afsnit ved, at jeg gør hans ord til mine:

“What we can learn from Aristotle then, is that systematic space for both dialogue and deliberation – both of which constitute the soul and mind of every human activity and community, is necessary in practical social life, work life, private life professional, ethical and political” (Eikeland 2008 s. 463 citeret efter Ladkin 2010 s. 448).

- Og jeg kan tilføje: i videnskab og i undervisning.

Næste afsnit