Embedded Files
På de to ovenstående billeder ser man en person, med det samme studienummer (19811257). Det første billede er taget i 1981, da personen læste Samfundsfag på Aalborg Universitet. Det andet er taget i februar 2020, mens personen gik på 1. semester af masteruddannelsen i Procesledelse og organisatorisk forandring (PROF). Men er det den samme person - og hvad betyder det overhovedet at være den samme eller en anden?
Vi har en forestilling om os selv som en enhed, der er stabil nok til, at den enkelte meningsfuldt kan sige ‘jeg’. Den enkelte er ansvarlig for sig selv og sine handlinger, så i både moralsk og juridisk forstand må der være et jeg, der kan fastholdes i både bogstavelig og overført betydning.
Denne forestilling om et jeg kan på mange måder beskrives som et resultat af moderniteten, hvor ideen om det frisatte og selvstændige subjekt (og dets bevidsthed) var en bærende ide, hvilket tydeligt kommer frem i Kants berømte definition af oplysning fra 1784:
“Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglende formåen til at bruge sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen ikke skyldes en mangel ved forstanden, men ved manglende beslutsomhed og mod til at klare sig uden en andens ledelse” (Kant 1987 s. 81).
Her defineres mennesket som en sammenhængende enhed med en selvstændig bevidsthed, der besidder en dømmekraft ved og i sin egen ret. Mennesket besidder fornuft og forstand til at dømme om sandt og falsk; rigtig og forkert. Det er dette selvbevidste ideal for mennesket, der følger Habermas’ forestilling om den herredømmefri samtale, hvor den enkelte siger, hvad hun eller han mener.
Ideen om selvet som noget, der er identisk med sig selv har været udfordret næsten lige siden Kant formulerede sit ideal. Romantikken lagde i høj grad vægt på, at mennesker er bestemt ved deres følelser og æstetiske sans, hvilket var en udfordring af ideen om mennesket som et fornuftsvæsen. Og inden for psykologien udfordrede Freud med psykoanalysen også denne ide ved at pege på ‘det ubevidste’ og ‘overjeget’ som to instanser, der udfordrer jegets dømmekraft ved fornuften som selvberoende (Olsen & Køppe 1981). Overjeget med dets moralitet er et eksempel på, at noget uden for det bevidste jeg taler med og har en egen (forbuddets, autoritetens, samfundets) stemme.
Teorien om, at selvet er bestemt ved en flerstemmighed bliver direkte formuleret af Bakhtin, der hævder, at når mennesker tænker og ytrer ‘sig’, så taler mange forskellige andre(s) stemmer med - nogle af disse er livshistorisk bestemte, som når man genkender forældrenes formaninger eller ideer gennem det, man selv siger - og nogle er ‘gentagelser’ af kulturelt sedimenteret ‘viden’, som når man eksempelvis taler om, hvordan Danmark er blevet til som nationalstat. Hele det ‘leksikon’, den enkelte går rundt med i ‘sit hovede’, er et sammensurium af vidensfragmenter, der er hentet fra en lang række forskelligartede kilder med varierende validitet. På den måde minder alle mennesker om Doktor Peter Kien, der i Elias Canettis (1980) roman Forblindelsen fra 1935 helt bogstaveligt går rundt med sit bibliotek med 25.000 bind i hovedet.
Ifølge “dialogical self theory” (Hermans & Gieser 2011) så giver det god mening i forlængelse af Bakhtin at tale om selvet som en “polyphony linking the past to the present to the future, and the culture to the individual in a kaleidoscope of what Bakhtin [...] called “unfinalizable” dialogue” (Raggatt 2015 s. 776). Selvet bliver til i skiftende konstellationer af mening (s. 791). Den dialogiske teori som selvet er en videreudvikling af positioneringsteorien (Davies & Harré 2014; Langenhove & Harré 1999). Positionsteori kan forklare, hvordan et selv bliver positioneret, positionerer og modpositionerer sig, men analyserer udelukkende processen ud fra et eksternt perspektiv.
William James, der både bliver set som grundlæggeren af amerikansk psykologi og af pragmatismen, beskrev ifølge Hermans og Gieser (2011 s. 15ff) selvet som et forhold mellem jeg og mig. Jeget bestemmer han som en flerhed af forskellige jeg-positioner, der samtidig inkorporerer det, jeget besidder (min krop, min mor, min bankbog, min modstander osv.), der udgør perspektiver eller stemmer for de forskellige jeg-positioner. Den eksterne verden kan mødes som som et objekt (den anden, du) i verden, men udgør også en intern jeg-position, hvor jeget ser sig gennem det, hun eller han ‘besidder’; det possessive jeg: min eller mit.
Denne tanker videreføres hos G.H. Mead, der overtager James opdeling i ‘jeg’ og ‘mig’ for at beskrive selvet. “Selvet konstitueres ved at den proces, hvorigennem man i samspil med andre forbinder sin egen organisme med de andres, bliver en del af individets egen livspraksis for dér at udspille sig som en samtale mellem Jeg’et og Mig’et” (Mead 2017 s. 206). Mead taler om en internalisering af ‘gestuskonversationen’, hvilket også involverer en dialogisk struktur, hvor udspil, svar og svar på svar indgår i en gensidighed med sameksistens af flere positioner eller stemmer, hvorved ‘den anden’ bliver en mulig ‘jeg-position’ (Hermans & Gieser 2011). Dermed bliver ‘andethed’ både en ekstern og en intern realitet for selvet, hvilket er grundlaget for den dialogiske teori om selvet, for de forskellige stemmer fra ens livshistorie, erfaringer og uddannelse og ens kulturelle påvirkninger indgår i dialog med hinanden, hver gang man (selvet) ytrer sig.
Peter Raggatt har ud fra en konkret analyse udviklet en model for det dialogiske selv, hvor han inddrager en række af de elementer, der udgør flerstemmigheden i selvet. Han når frem til, at hver ytring (eller handling) bliver til på en klangbund af en række forskellige stemmer, hvor selvet er spændt ud mellem en kulturel indfældethed og andetheden. Den kulturelle side, som i større eller mindre grad eksisterer som jeg-positioner i selvet - altså stemmer der indgår i en dialog - består som sagt både af livshistorisk bestemte elementer og af den mere eller mindre fælles kulturelle kontekst; den generaliserede anden (Mead) eller superadressaten (Bakhtin).
Selvet er derfor ikke en modsigelsesfri enhed, men i sig ‘selv’ en polyfonisk størrelse med stridende opfattelser og perspektiver. “The notion of I-position acknowledges the multiplicity of the self, while preserving, at the same time, its coherence and unity” (Hermans & Gieser s. 25).
Så når man kigger på de to billeder i begyndelsen af dette afsnit kan man sige, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om samme person må blive både-og.
Der er noget, der giver en kohærens mellem personen på billede 1 og billede to - ikke mindst det institutionelt bestemte studienummer, der også knytter sig til institutionelle fastholdelser. Men også gentagelser og vaner er med til at fastholde en slags personlig enhed. Man bevarer en identitet ved rituelt at gentage den og ved at fortælle den som en livshistorie i en sammenhængende narrativ.
(Ill. Raggatt 2015 s.788)
Men samtidig må man sige, at det ikke er den samme person. Hvis man følger den dialogiske teori om selvet, så er de to selver hver for sig ikke selv-identiske, hvorfor man ikke kan sige, at de er det samme - det ville kræve, at hver enkelt selv udgjorde en identitet, hvilket udfordres af de mange stemmer; de mange jeg-positioner. Men man kan måske sige, at visse jeg-positioner besidder en træghed. En stemme, som gengiver sociale normer indlært på et tidligt tidspunkt i ens liv, kan således stadig være en stemme i polyfonien for både personen på billede et og to, hvilket vil give en relativ selv-stabilitet; relativ fordi stemmen ikke vil være upåvirket af den livshistoriske udvikling. Andre stemmer (jeg-positioner) vil derimod være nye eller stærkt forandrede, ligesom nogle vil være mere eller mindre påvirkelige af den samlede kontekst, hvori selvet agerer.
Den dialogiske teori om selvet udfordrer den forestilling, Habermas giver udtryk for, når han kræver, at deltagere i dialog skal sige, hvad de mener. Der er ikke en fast menen, der bor i den enkelte, som kan ytres. Som Mead (2017 s. 169) siger: “Vi finder ud af, hvad vi skal sige, og hvad vi skal gøre, ved faktisk at sige og gøre noget…”. Og som Raggatt er inde på, så er den enkeltes mening en myriade af mikrodialoger, hvor forskellige stemmer kakofonisk taler i munden på hinanden, hvilket også Christina Hesselholdt (2001) fint har demonstreret i sin roman Kraniekassen, hvor forskellige jegpositioner diskuterer og skændes med hinanden mere, end de gensidigt undersøger noget sammen, som jo burde kendetegne dialogen.
Jeg afslutter disse ufærdige refleksioner (denne halvkvædede vise) med et citat af Karl E. Weick. Citatet kan stå som en løsrevet kommentar til både forestillingen om selvet som en enhed, og til Habermas’ forestilling om, at man kan sige, hvad man mener.
“Hvordan kan jeg vide, hvad jeg tænker, før jeg har set, hvad jeg har sagt” (Weick citeret efter Hammer & Høpner 2014 s. 22)
Page updated
Google Sites
Report abuse