Retrospektion

Jeg har forsøgt at etablere en dialog mellem traditioner og stemmer og mellem forskellige domæner, som ofte ikke forholder sig til hinanden, selvom de fra mit perspektiv ser ud til gensidigt at kunne befrugte hinanden.

Der er især to temaer, jeg her til sidst vil trække frem; nemlig dialog som nedbrydning af manglende forståelse og respekt for ‘den anden’ eller ‘det andet’ og dialog som samskabelse af noget tredje. Der er her tale om to fundamentalt forskellige måder at anvende dialog på.

Det andet tema er den generative forståelse af begrebet, hvor dialog er det, der gør samskabelse mulig. Det er gennem afprøvninger af ideer, teorier, viden, praksisformer osv., man prøver at skabe noget tredje. Her vil holdninger og værdier indgå på lige fod med indsigt og viden, og dialogen bliver en proces, hvor man bearbejder verden og skaber noget, samtidig med at deltagerne formentlig ændrer sig kognitivt, emotionelt, socialt, ideologisk og på anden vis. Man opnår ny viden, man bliver en anden, og forandring er her det, der genskaber verden som rituel gentagelse og som forandring, som kan ske i forskellige hastigheder.

Det andet tema kan også bestemmes som transformative læringsprocesser, der involverer deltagernes individuelle og kollektive viden og forståelse, deres værdier og verdenssyn og evt. også deres følelsesmæssige udvikling - altså en lærende udvikling, hvor man bliver forandret eksistentielt gennem læringsprocesser; man bliver sig selv ved at blive en anden (Mezirov 2009 og 2019).

Set i et organisationsteoretisk lys bliver det andet tema afgørende for forståelse af, hvad en organisation er for en størrelse. For selvom en organisation meningsfuldt kan beskrives på mange måder som eksempelvis struktur, institution, diskurs osv. og kan beskrives ud fra en værdimæssig organisering, så kan den også beskrives ud fra et dialogisk perspektiv. Det generative dialogbegreb (produktion gennem gensidig koordinering) er det, der er på spil hos Gergen, Gergen og Barrett (2004) og hos Weick (1993 og 2001).

Jeg har forsøgt at vise, at når der ikke gives sikker viden, så må man argumentere for en påstand eller en holdning. Sikker viden kræver ingen forklaring, det gør kun den viden, hvorom der kan strides; hvor der eksisterer forskellige perspektiver og interesser. De fleste samtaler, som går ud over den lette og hyggelige konversation, er placeret i en kontekst, som også kræver, at samtalen gør noget. Samtalen har et formål uden for sig selv. Denne praktiske situering af samtalen i et livsverdensperspektiv eller i systemets betyder, at visse argumenter vægter mere end andre. Det er ikke sikkert, at dialogpartnerne bliver enige - men de får forhåbentlig en bedre indsigt i hinandens ‘verdner’ (måder at se på; perspektiver), og måske bliver deltagerne sammen klogere på et fænomen i verden (3. person), den rigtige handling (2. person) eller sig selv (1. person) ved at de anvender fælles accepterede kriterier for dialogen og dermed argumentationsmåder.

Dialog handler om at skabe mening i verden og i de situationer og hændelser, den enkelte møder i sit liv. Mening er en sproglig - sprog forstået i videst mulige betydning - konstruktion, der gør, at vi forstår vores omgivelser gennem vores løbende fælles konstruktion af den. Når denne forståelse forstyrres og udfordres, må vi prøve at få styr på det ved at genfortolke os selv, de andre og den omliggende verden. Dette sker hele tiden - og det sker gennem dialog, som man har med sig selv, sine nærmeste, tilgængelige informationskilder og ens kulturelle identitet.

Næste afsnit