Kuleshoveffekt og metode

I 1920erne eksperimenterede russiske filmskabere med filmisk betydningsdannelse som en effekt af montage. Filmen som kunstform var på det tidspunkt ikke særlig udviklet, og den blev primært brugt til at vise noget, der var foregået foran kameraet - enten noget ‘dokumentarisk’ eller noget ‘teater’, der blev opført i en kulisse. Filmen blev anset som et transportmiddel af levende billeder.

De russiske filmmagere arbejdede med at udvikle film til et sprog på en anderledes måde end blot som et spejl af noget, der foregik foran kameraet. I tråd med revolutionen og skabelsen af det nye samfund med en ny bevidsthed hos folk, ville de skabe en ny måde at forstå og modtage film på; de ville “skabe intellektuel respons hos publikum” (Cousins 2005 s. 102). Metoden til dette blev udviklet som montage; altså det at klippe billeder sammen, hvor sammenhængen ikke umiddelbart giver sig selv, og hvor “publikum ville blive overrasket af sådanne angiveligt usammenhængende billeder og i stedet blive tvunget til at søge efter andre forbindelser mellem dem, måske på et politisk eller metaforisk plan” (s. 102).

Den russiske montage er en måde at arbejde med publikum på, der bygger på en dialog med publikum. Montagen inviterer eller tvinger modtageren til at arbejde med for at skabe betydning og mening af det sete. “Montage editing in its strictest definition is a reliance on the power of rapid cutting to create meaning” (Neupert 1999).

Det var Eisenstein og Pudovkin, der i deres film demonstrerede, hvordan man kunne arbejde æstetisk og ekspressivt med montagen (Aumont, Bergala, Marie & Vernet 1992), men teorien blev udviklet af Lev Kuleshov, der lavede nogle eksperimenter, hvor han sammenklippede et ‘udtryksløst ansigt’ med skiftende billeder, så forløbet var 1. billede udtryksløst ansigt, klip til 2. billede af hhv. en skål suppe, en kiste med et dødt barn og en kvinde, klip til 3. billede, som var identisk med det første. Virkningen af at montere billeder sammen, så de skaber en effekt hos tilskueren, der vækker til forundring og skabelse af betydning og mening hos publikum, kaldes Kuleshoveffekten, og det er inspirationen fra denne, jeg forsøger at anvende som metode i min tekst.

Min metode er at lægge op til dialog med læseren. Jeg har monteret forskellige tekster om dialogbegrebet sammen for at få dem til at ‘gnide’ imod og gå i dialog med hinanden og først og fremmest for at lægge op til, at læsningen bliver dialogisk. Jeg forsøger herved at opnå en dialogiske effekt på tre måder: jeg forsøger at være dialogisk i fremstillingerne i de enkelte tekster, og jeg forsøger at få teksterne til at indgå i dialog med hinanden. Og endelig ønsker jeg, at der opstår et dialogisk rum (Wegerif 2013 og 2016) mellem læseren og teksterne.

Næste kapitel