Kategoriernes foreløbige stabilitet

Hvilket forhold eksisterer der mellem en ting og dens navn eller rettere dens kategori? For ting har ikke navne som i egennavne, hvor et navn knytter sig til en enkelt entitet; en udelelig helhed som eksempelvis et menneske, en bygning, en organisation, et land. (Jeg ser her bort fra skabelsesberetningen, hvor Adam netop navngiver dyrene (Biblen 1. Mos 2.19), som lægger op til forestillingen om et adamitisk sprog, der navngiver ting efter deres essens. )

Kategorier er (erkendelses)teoretisk set en måde at organisere det værende - og ikke-værende - på. Ved at organisere alle ting i kategorier og underkategorier kan man i princippet oversatte alt til sprog. Erkendelse kan opfattes som den måde, hvorpå man kategoriserer alle ting (jf. Thomasson 2019). Filosofihistorien har set masser af forsøg på systematiseret kategorilære med forsøg på at få orden på al den kaotiske uorden, verden ser ud til at udgøre.

To af de mest kendte er vel Aristoteles’ 10 kategorier, som fint ordner verdens uforanderlige elementer, og Kants 12 erkendelseskategorier. Forskellen mellem de to er, at Aristoteles ser kategorierne som en spejling af verden (eller væren) - altså en ontologisk forståelse - mens Kant ser kategorier som nogle, man erkender igennem - altså en epistemologisk forståelse.

Det fine ved kategorier er, at alle ting har en plads i forhold til alle andre ting. Eksempelvis kategorien dyr, som kan være en overkategori for mange slags dyr som pattedyr, krybdyr, fugle osv, og disse kan hver især underdeles i aber, heste, pungdyr osv. Kategorierne kan således ordnes i logiske skemaer og tavler, hvor man kan finde ud af kategori, art, slægt og så fremdeles, hvilket giver en fin træstruktur med stamme, grene, kviste osv.

Denne forestilling om kategorier bliver tematiseret hos Borges blandt andet i hans lille såkaldte “note” “John Wilkins’ analytiske sprog” (Borges 2003). Wilkens var ifølge Borges optaget af forholdet mellem sprog og verden, og han mente, at universet lod sig indordne i 40 kategorier, som så tilsvarende kunne ‘oversættes’ til et nyt sprog, der i højere grad ville afspejle universet end det sprog, der havde udviklet sig tilfældigt:

“Han opdelte universet i fyrre kategorier eller klasser, som så blev underinddelt efter forskel, og disse igen underinddelt i arter. Han gav hver klasse et enstavelsesord på to bogstaver; hver forskel en konsonant; hver art en vokal. For eksempel: de betyder element; deb, det første af elementerne, ilden; deba, en del af ildens element, en flamme” (s. 6)

Borges dekonstruerer nu disse kategorier ved at vise, hvordan kategorierne er tvetydige og “foruroligende”, som han siger, og han sammenligner det med den kategorisering af dyr, Franz Kuhn er stødt på i sine kinastudier: De velgørende kundskabers himmelske emporium. Heri opdeles dyrene i 14 underkategorier:

1. Dyr

   1. dem der tilhører kejseren

   2. de balsamerede

   3. de dresserede

   4. pattegrise

   5. havfruer

   6. fabeldyr

   7. løse hunde

   8. dem som er inkluderet i denne klassifikation

   9. dem der skælver, som om de var gale

   10. dem som findes i store mængder

   11. dem som er malet med en ganske fin kamelhårspensel

   12. etcetera

   13. dem som lige har slået vasen itu

   14. dem som på afstand ligner fluer (s. 6-7)

Borges når frem til gennem studiet af forskellige kategoriseringer, at de skaber et kaos i forståelsen af universet, da kategorierne forekommer vilkårlige og dermed foruroligende, og han konkluderer: “der er tilsyneladende ingen klassifikation af universet, som ikke er tilfældig og baseret på formodninger” (Borges 2003 s. 7). Hvis verden er skabt, så er den skabt af en sjusket og barnlig, men samtidig gammel og affældig Gud, der beskrives i del 5 i David Humes værk fra 1779 Dialogues Concerning Natural Religion:

This world, for aught he knows, is very faulty and imperfect, compared to a superior standard; and was only the first rude essay of some infant deity, who afterwards abandoned it, ashamed of his lame performance: it is the work only of some dependent, inferior deity; and is the object of derision to his superiors: it is the production of old age and dotage in some superannuated deity; and ever since his death, has run on at adventures, from the first impulse and active force which it received from him. (Hume, D. 2009).

Under min første læsning af Borges tekst opfattede jeg den som fiktion. I lighed med andre af hans tekster, så forekommer nogle af hændelserne absurde og forskruede i en sådan grad, at det må være noget, der er opstået af en kreativ fantasi. Men hvis man griber teksten vidensarkæologisk an (Foucault 2005), så vil man finde, at beskrivelsen af Wilkens stemmer overens med andre beskrivelser af ham, ligesom de øvrige henvisninger er korrekte i betydningen, at de kan bekræftes af andre kilder. Dette gælder dog ikke henvisningen til De velgørende kundskabers himmelske emporium. Ganske vist var Franz Kuhn en betydelig oversætter af kinesisk litteratur til tysk, men ingen har kunnet bekræfte det omtalte fund, og i Wikipedia kaldes det “a fictional attribution” (Franz Kuhn 2021).

Ved at balancere mellem teoretisk troværdighed og fiktionalitet peger Borges’ “note” selv på en tvetydighed i kategoriseringerne. Mange af Borges’ ‘fiktioner’ består i at destabilisere læserens sikkerhed i forhold til det læste. ‘Hvad er det egentlig, jeg læser’? Læsningen af Borges bliver en sanset, følt og erfaret usikkerhed, der således også klæber til kategoriseringerne og forholdet mellem universet og sproget. Hvad kan vi være sikre på, når det gælder ord og sprog - og hvad kan vi være sikre på i forhold til den verden, vi tror, vi kan forstå eller i det mindste forholde os til? Læsning af Borges er dermed dialogisk på en måde, jeg også forsøger få frem i min fremstilling.

Balancen mellem sikre systemer og deres destabiliserende negation er en fast bestanddel af hele den menneskelige tænknings historie. Den kan spores tilbage til forholdet mellem Parmenides og Heraklit, som jo henholdsvis stod for det faste og uforanderlige (det rene) og det fluktuerende og foranderlige (det urene). Vi genfinder dikotomien mellem Platon (hellenismen) og Protagoras (sofisterne), mellem begrebsrealisme og nominalisme i middelalderen, rationalisme og empirisme samt idealisme og materialisme op gennem oplysningstiden, objektivisme og subjektivisme; positivisme og relativisme i det moderne osv. Omar Calabrese (1992) peger på denne dualitet som en fast bestanddel i de filosofiske og kulturelle diskurser.

Calabreses egen udgave af dualiteten kalder han for kampen mellem klassicisme og det barokke. Klassicisme er kendetegnet ved rene linjer, helhed og enhed, hvorimod det barokke er det skæve, der hverken kan samle sig til en enhed, og hvis helhed udarter i pluralisme og ubestemmelighed. Kategorilæren er en del af det rene og klassiske, mens den praktisk fornuft (og dialogen) er en del af det barokke, ufærdige, søgende, usikre og tve- eller mangetydige. Det er en kamp mellem tolerance og intolerance for flertydighed, som Thomas Bauer (2018) peger på i Die Vereindeutigung der Welt.

Den tydelige træ- eller rodstruktur, der udgør kategorisystemer, udfordres af forestillinger, der er bygget op efter andre principper. Helt modsat den faste struktur med overkategori og underkategorier er netværksstrukturer, hvor hvert punkt i et netværk kan forbindes og dermed indgå i en relation til eller med ethvert andet punkt. Det er dette Deleuze og Guattari (2005) kalder for en rhizomatisk struktur. Rhizomet er i modsætning til træstrukturen uden hierarkisk organisering. Betydningsdannelse - det at skabe mening af tildragelser eller fænomener - bliver derved en langt mere åben og måske mindre logisk proces. Den skal nemlig leve op til noget, der kan give mening i en given kontekst, men har ikke kravet om, at det skal være en universel mening.

En anden måde at beskrive et alternativ til kategoriernes korrespondance til verdens beskaffenhed er ‘ecotones’ (Ryberg, Davidsen, Bernhard, & Larsen 2021), som jeg dog foretrækker at kalde det randzonatiske, da det betegner den diversitet, der kendetegner randzoner, hvor logikker fra forskellige biotoper krydsbestøver hinanden (Christensen 2021). Når eksempelvis skovbevoksning støder op mod et søområde, så vil dyrelivet i randzonen have en særlig karakter, der er forskellig fra såvel biotoperne skov og sø. Randzonen som metafor for forståelser peger på, at forståelse er en mangesidig proces, hvor forskellige opfattelser, interesser, erfaringer osv. skal prøve at koordinere både opfattelser og handlinger for at få tingene i eksempelvis en organisation til at fungere.

Både rhizomet og randzonen gør op med kategoriernes fikserethed, men jo ikke nødvendigvis med kategorierne, som indgår i den måde, man kan vide noget på. For at vide noget, må man også kunne benævne det. Der vil således i udvekslingen og koordineringen altid indgå anvendelse af kategorier. Men kategorierne er ikke faste og stabile, men kræver i sig selv en koordinerende indsats for at fungere som noget, der kan henvises til og med. Kategorierne anvendes også med henblik på en koordinering af fælles aktiviteter. Kategorierne bliver pragmatisk anvendt til at gøre noget med; at udrette dele af det fælles liv, hvad enten det er at bygge noget sammen eller at levere det, en organisation har som sit (et af sine) mål.

Kategoriernes foreløbige stabilitet er dermed en del af verdens dialogiske grundstruktur.

Næste kapitel