Afgrænsning

Når jeg i det følgende forsøger at skabe en dialog mellem forskellige positioner, der arbejder med og ud fra et begreb om dialog, så har jeg måtte udelade rigtig mange positioner. Dialogbegrebet har været i brug mindst siden antikken, og det har forgreninger i alle videnskabelige domæner, ligesom der findes forskellige opfattelser af dialog inden for et utal af videnskabsteoretiske retninger. Videnskabsteori kan på sin vis deles op i retninger, der er dialogiske og retninger der ikke er, ud fra den opfattelse af viden, de har. Hvis viden opfattes som noget dynamisk, der er afhængig af menneskers omgang med hinanden, så er tilgangen nærmest principielt dialogisk, fordi der indgår en afvejning af forskelligheder i erkendelsen, og denne afvejning lægger op til en udveksling mellem interesser, perspektiver, værdier, aspirationer osv.

Men jeg vil indskrænke mit felt yderligere. Jeg vil her kun inddrage positioner, der arbejder med dialog som samskabelse (Svane, Hersted & Schulze, 2014; Olesen, Phillips & Johansen, 2018). Jeg opfatter dialog i den bogstavelige betydning: gennem tale. Gennem (sam)tale når man til noget tredje, der hverken var hos den ene eller den anden. Derfor opfatter jeg heller ikke traditionelle samtaler som nødvendigvis dialogiske. Hvis samtalen ikke ændrer deltagerne og skaber anderledes forståelser (ikke nødvendigvis samme forståelser), så er de ikke dialogiske i den betydning, jeg arbejder med her. (Samtale kan dog skabe en samhørighed; et fællesskab, som også kan opfattes som ‘et tredje’, der er resultatet af samtalen, så man kan ikke trække linjen så skarpt op, som jeg lige har gjort. Dette vender jeg senere tilbage til.)

I Dialogisk gruppecoaching: facilitering af ledelsesudvikling kan man læse:

“En dialogisk tilgang til coaching arbejder på et humanistisk psykologisk grundlag. [...] Det indebærer bl.a. en tillid til, at fokuspersonen eller fokusgruppen selv har motivationen og ressourcerne til at håndtere sine udfordringer, men kan have brug for hjælp og støtte udefra. Coaching, som kan udgøre en sådan hjælp, forstås her som en nysgerrigt undersøgende læreproces, hvor coachen så vidt muligt forholder sig ikke-styrende, men følger kommunikationen i fokusgruppen tæt og udfordrer på fokusgruppens egne præmisser” (Alrø, Dahl & Kloster 2013 s. 11-12).

Denne opfattelse falder uden for denne teksts interesse, da den ikke bygger på gensidighed.

Overfor denne opfattelse hævder Rob Anderson, at vellykket terapi kræver, at der skabes en gensidig sårbarhed. “Then, help becomes a joint construction, controlled by neither party alone, from which both emerge empowered” (citeret efter Hammond, Anderson & Cissna, 2003 s. 133) Forskellen bliver her meget tydelig. Den førstnævnte definition kan klart nok have mange dialogiske træk og anvende dialogiske midler for at opnå klientens mål. Men der er ikke tale om, at åbenheden kendetegner hele relationen, og der er ikke tale om et grundlæggende fælles anliggende. Ideen i førstnævnte er at nå noget, der allerede er eller var tilstede - en stabil væren. I det andet tilfælde er der tale om gennem dialogen at nå et andet sted hen for deltagerne og den verden, de hver især er en del af. Her er der tale om dialog som et generativt begreb; om tilblivelse, som er et vigtigt element i de opfattelser af dialog, jeg her forsøger at bringe i dialog med hinanden.

“En ægte samtale forudsætter, at ingen af samtalepartnerne på forhånd ved, hvordan det forholder sig. En samtale er en proces, hvor personer, der ikke ved besked, gennem spørgen og svaren prøver at nå frem til et resultat, og hvor situationen hele tiden er, at den ene ikke er klogere end den anden og derfor ikke forsøger at få ret” (Johannes Sløk - citeret fra Gjørup 2010).

Selv med disse indskrænkninger er det umuligt at skabe overblik over feltet “dialogiske tilgange”, og jeg har inddraget positioner, jeg har fundet interessante i forhold til at kaste lys over det særegne ved dialogen, og hvordan man kan tænke organisation og organisering ud fra det dialogiske. Min tekst skal således ses som et forsøg på at perspektivere to tekster om organisation og organisering af henholdsvis Weick (1993) ‘The Collapse of Sensemaking in Organizations: The Mann Gulch Disaster og af Gergen, Gergen & Barrett (2004) ‘Dialogue: life and death of the organization’.

Næste afsnit