Weick og meningsskabelse

En af de gnister, der antændte skrivningen af denne tekst, var den nysgerrighed, jeg oplevede ved at læse Weicks (1993) artikel ‘The Collapse of Sensemaking in Organizations: The Mann Gulch Disaster’. Især Weicks optagethed af hvordan meningsskabelse i en mindre gruppe viser sig ved sit sammenbrud, fangede min interesse. Selve analysen af den ulykkelige hændelse forekommer mig at være en eksemplarisk fremstilling af, hvordan betydninger og meninger bliver til i meget konkrete processer og ud fra meget konkrete handlinger.

Weick beskriver en mindre gruppe af røgdykkere som en organisation, da medlemmerne har en bestemt opgave, særlige roller, som er afstemt efter hinanden, og en beslutningsstruktur. De enkelte deltagere bestemmes gennem deres funktion (‘generic subjectivity’) i organiseringen. De bliver derved en handlende enhed med uddelegeret beslutninger og særlige opgaver. I begyndelsen virker alt ‘normalt’ - de enkelte medlemmer kender ikke hinanden særlig godt, men de kan genkende deres egen og de andres funktion. Opgaven bliver også opfattet som ‘normal’, da den svarer til, hvad de har forventet at møde, og hvad de er uddannet til på trods af, at de fleste er meget uerfarne. Det hele forekommer derfor logisk og rationelt, og der er kognitiv resonans mellem medlemmernes forventninger og deres oplevelser.

Men dette ændrer sig radikalt på et tidspunkt og i løbet af relativ kort tid, hvor den kognitive resonans bryder totalt sammen for de fleste af medlemmerne. Weick beskriver sammenbruddet som en “cosmology episode”, som han definerer ved, at “people suddenly and deeply feel that the universe is no longer a rational, orderly system” (Weick 1993 s. 633).

Kognitiv dissonans er krumtappen i meget af Weicks arbejde, og det går helt tilbage til hans ph.d.-afhandling fra 1961 (jf. Weick 2001 s. ix). Og en kosmologisk episode er netop et eksempel på, hvad der sker, når der pludseligt indtræffer kognitiv dissonans, så den måde, man troede verden hang sammen på, forsvinder, fordi omgivelserne ikke følger de skemaer for rationel orden, man forventer - og man kan ikke få tilpasset anomalierne tilstrækkeligt hurtigt til at få dannet et nyt sammenhængende verdensbillede; opbygge et nyt kosmos. Weick gennemgår ni punkter, som tilsammen indgår i det sammenbrud eller det kollaps af meningsfuldhed, der rammer mændene i forhold til den brand, de er kommet for at bekæmpe.

En af pointerne i Weicks analyse er, at røgdykkernes organisering ikke var robust, da den brød sammen som følge af, at deres kognitive beredskab ikke var tilstrækkelig agilt eller tilpasningsdygtigt. Kollapset skyldes blandt andet, at deltagerne var utrænede og uerfarne, men først og fremmest peger Weick på det principielle forhold, at mange mennesker og mange organisationer bygger på en rationel tilgang til verden uden blik for, at rationaliteten er konstrueret bagud. Ud fra de hændelser, man har erfaret, tilskriver man hændelserne en særlig betydning som årsager, der har ført til den nuværende situation. Dette indgår så prognostisk til at tage beslutninger mod en ønsket fremtid. Beslutningerne bygger på antagelsen af, at den rationalitet, der har været bestemmende for nutiden, også kan anvendes til at forudse, hvilke konsekvenser nutidige beslutninger vil have i fremtiden Men hele dette ræsonnement bygger på en manglende indsigt i betydningen af retrospektion i tilblivelsen af rationelle forklaringer.

En mere robust organisering er en, der har et blik for, at meningsskabelse er en dynamisk proces, hvor handlinger og hændelser indgår som elementer i en bekræftelse og udfordring af den opfattelse, man i øjeblikket holder for at være den bedste forklaring på tingenes tilstand. Her peger Weick på, at kernen i organisering er den løbende dialog: “The only form that can keep up is one based on face-to-face interaction. And it is here, rather than in routines, that we are best able to see the core of organizing” (Weick 1993 s. 642). Derfor peger han også på intersubjektiviteten i organiseringen, da det er i åbne udvekslinger med hinanden, at meningsskabelse kan holdes om ikke flydende så dog dynamisk nok til løbende at tilpasse sig de forandringer, enhver organisation hele tiden er en del af. Videre peger han også på, at dette også har den konsekvens, at “the self or subject gets transformed during interaction such that a joint or merged subjectivity develops” (Weick 1993 s. 642).

Man ser her, hvor tæt Weick er på en forståelse, der stemmer overens med Bakhtins forståelse af den dynamiske dialogiske proces for betydningsdannelse. Og når han beskriver visdom, så svarer det også til kernen i den grundopfattelse, man finder inden for forskningen i dialogisk pædagogik (Mercer, Wegerif & Major 2020). Ifølge Weick er visdom “an attitude taken by persons toward the beliefs, values, knowledge, information, abilities, and skills that are held, a tendency to doubt that these are necessarily true or valid and to doubt that they are an exhaustive set of those things that could be known” (Weick 1993 s. 641). Weick og filosofien i dialogisk pædagogik har det tilfælles, at der er en grundlæggende opfattelse af vores videns, begrebers, teoriers osv. foreløbighed og perspektiviske forankring i givne kontekster og situationer, hvor det afgørende bliver, hvad det skal bruges til under de gældende omstændigheder - og med hvilket formål. En grundantagelse de har til fælles med pragmatismen (James 2004).

Parentetisk bemærket gælder det også hans beskrivelser af, at i krisesituation ‘any old map will do’ (Weick 2001 s. 346-7). En gruppe ungarske soldater er sendt på mission i Alperne i kraftig snevejr og mister orienteringen. Det viser sig, at en af soldaterne har et gammelt kort i lommen, som de bruger til at ‘finde vej’, da snestormen har lagt sig. Da de kommer tilbage til lejren, viser det sig, at kortet ikke viser Alperne, men Pyrenæerne. Her er pointen den samme, nemlig at en hvilken som helst strategi kan redde en organisation ud af en krise. Men, kan man imod Weick sige, det er jo netop en post faktum, retrospektiv meningstilskrivelse, og den kunne være erstattet af en hvilken som helst anden som at læse i kaffegrums, drømmetydning - eller blot en autoritet, der siger: “gør dette, fordi jeg ved det”.

Dette vil Weick muligvis være enig i, men det ændrer ikke ved, at han tillægger eksemplet en forklarende værdi, det måske ikke har. I den krisesituation, de ungarske soldater befandt sig i, er problemet igen kognitiv dissonans. De kan ikke skabe mening i situationen. Det kort, den ene finder, giver dem en anledning til at handle på situationen. For mig at se betyder dette, at problemet ikke er orientering eller mening, men manglende evne til at handle, da mening mangler. Meningen kan således igen komme fra hvad som helst, der kan indstifte mening. Men hvis man følger Weicks egen opfattelse af samtale - “nonstop talk, both verbal and nonverbal” (Weick 1993 s. 644) - så ville deres samtale og åbenhed nok have forhindret deres handlingslammelse, ved at deres åbenhed ville gøre dem beredte på at finde, hvad de ville opfatte som den bedste beslutning i øjeblikket - og den ville hele tiden være til diskussion. Weicks eksempler underminerer rationalisering som efterrationalisering ved at pege på, at der er brug for en ekstern autoritet (eks. et kort) ift. organiseringen, der er nødvendig for at indstifte et nyt kosmos; en ny meningssammenhæng, der igen gør handling mulig.

Næste afsnit