Argumentatio, dialog og rationalitet

En afvisning af, at der findes en ren fornuft, er ikke en afvisning af, at der findes fornuft. Fornuft er et begreb for, hvordan man kan beskrive forhold på en sammenhængende måde, således at visse sammenhænge kan indgå som argumenter for andre sammenhænge; det er at skabe mening og koordinere handlinger i fællesskaber. Fornuft eller rationalitet er også det, der gør, at man kan komme med kvalificerede gæt om, hvad der vil ske, hvis man foretager sig et eller andet; en intervention i verden.

I sociokulturel betydning er rationalitet forankret i et livsverdensperspektiv (Habermas 1981, 1985). Anerkendt viden indgår i mere eller mindre systematiske beskrivelser, der hersker generel enighed om inden for et domæne eller i et fortolkningsfællesskab. Disse domæner er domineret af eksperter og indgår i hierarkiske systemer, hvor nogle har mere autoritet end andre. Autoritet beror her på, at eksperter repræsenterer et kulturelt overleveret beskrivelsessystem, der som sagt bliver institutionelt og socialt accepteret, selvom det også altid vil stå til diskussion og også er underlagt en historisk forandring og transformation; videnskabelige revolutioner (jf Kuhn 1973).

Jeg vil forsøge at inddrage nogle opfattelser af rationalitet, da det er et væsentligt element i at forholde sig kritisk refleksivt til den verden, vi indgår i og for at forstå dialog som et generativt begreb, der ikke er fuldstændig vilkårligt.

I vores aktuelle samfund kan der skelnes mellem rationelle udsagn og ikke-rationelle udsagn. Rationelle udsagn er en måde at skabe mening i verden på, mens ikke-rationelle udsagn er måder, der måske nok skaber lokal mening, men som destabiliserer en mere omfattende fælles meningsfuldhed. Jeg vil efter et par omveje nå frem til, at en dialogisk grundholdning er selve forudsætningen for demokrati, bekæmpelse af fake news og myndiggørelse af individer.

Når man forstår verden som noget, der (også) bliver til i sproget, uanset hvordan man forstår relationen mellem sprog og ikke-sprog, så bliver det afgørende at kigge på selve sprogets måde at fungere på i forhold til, hvordan mennesker sameksisterer og agerer sammen om mere eller mindre fælles mål.

Jürgen Habermas (1981, 1981b, 1985) foreslår, at vi forstår den koordinerende og vidensskabende interaktion som en kommunikativ handlen. Det er gennem kommunikationen, at mennesker etablerer et forhold til sig selv, de andre og det andet - altså det der også afspejles i den grundlæggende grammatiske struktur for de fleste sprog: 1. person (jeg), 2. person (du) og 3. person (det). Grammatikken afspejler - eller skaber - derved menneskers relationelle grundstruktur.

Den helt grundlæggende kategori for Habermas er den kommunikative handlen, der er konstitueret i og selv konstituerer det, han med henvisning til fænomenologien kalder for livsverden. Livsverden er menneskers hverdagslige (private og professionelle) omgang med hinanden, og denne omgang kræver en vis koordinering, hvilket etableres gennem sproghandlinger. Man handler sammen i sproget og igennem de handlinger, der udgør den fælles socialitet.

I modsætning til livsverden er der i løbet af historien udviklet områder - kaldet system - der koordineres på andre måder end kommunikativ handlen. Her er handlingskoordineringen funktion (i modsætning til ‘forståelse’) - hvilket vil sige, at den er gjort abstrakt gennem den måde magt og penge fungerer på; her er kommunikationen instrumentel. Magt og penge ‘låner’ nok deres handlingsgivende element fra den kommunikative handlen som en slags generalisering, rationalisering og dermed abstraktion. Men den dialogiske struktur er her brudt, da kommunikationen er gjort funktionel, instrumentel og abstrakt; den er ikke til forhandling - deliberativ - i modsætning til den livsverdensbaserede kommunikative handling. Økonomisk, politisk, institutionel mv. magt fungerer gennem automatisering af handlingskoordinering. Logikken udtrykkes fint i børnesangen Der bor en bager: “Og har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå!”. Habermas’ samfundsanalyse går på, at systemer koloniserer flere og flere områder af livsverden blandt andet gennem en systemisk rationalisering af livsområder som eksempelvis sygepleje, arbejdsliv, fritid osv.

Når sproget kan have den handlingskoordinerende funktion i livsverden, skyldes det, at der med sprogbrugen etableres nogle gyldighedskriterier, som man i den sproglige interaktion forudsætter bliver overholdt. Når vi kommunikerer forudsætter vi, at vi forstår det samme ved det kommunikerede i en sådan grad, at det netop kan blive handlingskoordinerende. Vi ved godt, at vi har forskellige forståelseshorisonter (Gadamer 2007), men vi forsøger at komme til en fælles forståelse af, hvad det er, der siges om det, der er relevant for de kommunikerende parter. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt vi har en fælles forståelse af det kommunikerede, kan man gøre selve forståelsen til genstand for undersøgelse. Det første gyldighedskriterium for kommunikativ handlen er således forståelighed. (Habermas 1981; 1981b).

De efterfølgende tre gyldighedskriterier gælder sandhed, rigtighed og oprigtighed. Det er forudsat, at når man kommunikerer om noget i verden, så er det sandt. “Posthuset ligger lidt længere fremme og så til venstre.” Dette udsagn hævder, at hvis man går længere frem og så til venstre, så vil man nå til posthuset. Sproget fungerer her konstativt, da der konstateres noget om verden. Rigtighed handler om sociale forhold. “Børn skal ikke vokse op som fattige i Danmark” er et værdimæssigt udsagn. Dette udsagn er rigtigt, når det svarer til den gældende norm i fællesskabet eller samfundet, og sprogbrugen er regulativ; det er et udsagn om, hvordan verden ‘bør’ være indrettet. Det er klart, at det er noget, der kan strides om - man kan have forskellige værdier og holdninger. Det sidste implicitte gyldighedskriterium er, at den kommunikerende er oprigtig og mener det, vedkommende siger. Hvis man skal anerkendes som deltager i kommunikative handlinger, må andre deltagere opfatte en som vederhæftig for at ytringer kan anerkendes som relevant i det, der er på tale. 

Men det afgørende er nu, at alle fire gyldighedskriterier er dialogiske, da de lægger op til en forhandling om de faktiske forhold, de moralske værdier og den enkeltes integritet. En ytring, der henviser til faktiske forhold, er netop en ytring, og som sådan er den et foreløbigt forsøg på at ‘bestemme verden’. Derved indgår ytringen i det væld af ytringer, der eksisterer og har eksisteret om verden. Og ved at være en ytring inviterer den til bekræftelse, modsigelse og undersøgelse fra andre, der forholder sig til den samme del af verden. “Der Begriff des kommunikativen Handelns setzt Sprache als Medium einer Art von Verständigungsprozessen voraus, in deren Verlauf die Teilnehmer, indem sie sich auf eine Welt beziehen, gegenseitig Geltungsansprüche erheben, die akzeptiert und bestritten werden können” Habermas 1981 bd.1 s. 148).

Selvom gyldighedskriterierne er universelle i den forstand, at de er pragmatisk bestemte for måden, sprogbrug fungerer på, så kan konkrete ytringer ikke vise hen til nogen universel gyldighed. En ytring kan ikke påberåbe sig at stå uden for en konkret dialog om, hvornår, hvordan og under hvilke forhold, udsagnet gælder. En ytring vil også altid indgå i en allerede igangværende dialog om det samme eller relaterede emner - om ikke andet så fordi sprogbrug altid henviser til andres brug af det samme sprog. Endelig kan ingen ytring overskride sin egen kontekst. Ytringer må altid forstås i en given kontekst, der spiller ind på, hvordan det ytrede forstås af de, der forholder sig til ytringen - og deres kontekster kan variere, hvilket bliver tydelig i tingsliggjort kommunikation som eksempelvis denne tekst, men det gælder også i face-to-face-kommunikation, da deltagere altid har forskellige forhistorier - forståelseshorisonter (Gadamer 2007) - som vil præge deres forståelse.

​​Den dialogiske struktur er en fundamental del af den kommunikative handlen og det fornuftsbegreb, den postulerer. Fornuften er netop ikke ren, og der findes ikke en fornuft, der kan forstå verden med henvisning til principper eller andre forhold, der er transcendente i forhold til verden. Fornuft er det, der bliver til i en fællesskabsdannende enighed (og uenighed) om forhold i verden, fordi det kan fungere i de interpersonelle handlinger og intersubjektive relationer. “Es gibt keine reine Vernunft, die erst nachträglich sprachliche Kleider anlegte. Sie ist eine von Haus aus in Zusammenhängen kommunikativen Handelns wie in Strukturen der Lebenswelt inkarnierte Vernunft” (Habermas 1985 s. 374).

Den kommunikative handlen peger på, at sandhed, rigtighed og til dels også oprigtighed kræver, at det er noget, man kan blive enige om. Ikke nødvendigvis som universel enighed, men som enighed i de fællesskaber, som er afhængige af fælles koordination, som det gælder i små grupper, i foreninger og i større som organisationer og nationer. Enighed er dog ikke tvingende eller absolut nødvendig, og talehandlinger kan altid gøres til genstand for uenighed og modsigelse - i en eller anden forstand må der dog eksistere elementer af fælles regulerende forståelser af forhold i den verden, man sameksisterer i - i hvert fald hvis den skal besidde en vis stabilitet.

Dermed bliver argumentation også helt afgørende. Når verden således forstås som handlinger i sprog og dermed som sprogbrug i sprogspil (Wittgenstein 1994), så kræver ytringer om noget, at der kan argumenteres for dem. Sproget og dermed rationaliteten bliver hængt op på, at der findes argumenter for noget; argumenter som kan anerkendes - eller bestrides - af andre; andres perspektiver. Og argumentation som moderne fænomen - det vil sige ifølge Toulmin og den tradition, han har givet anledning til - går ud fra og er forankret i et livsverdensperspektiv - og dermed phronesis (jf Brinkmann 2005).

Ikke før Toulmin har man “arbejdet med virkelighedens argumentation, men i stedet… forholdt sig til formel logik…” skriver Niels Møller Nielsen i Argumenter i kontekst (Nielsen 2016 s. 104). Han peger her på det praktiske og urene felt, som også Aristoteles (2000) pegede på i Etikken. Dette felt står i modsætning til den formelle logik, hvor et argument følger specifikke regler som eksempelvis “principium exclusi tertii” (det udelukkede tredje), som siger, at ethvert entydigt udsagn enten er sandt eller falsk. Som i Aristoteles’ rene videnskab, så kan alt entydig bestemmes som princip eller deduceres ud fra et princip. Men i et hverdags- eller livsverdensperspektiv gælder denne logik ikke, da mange andre forhold spiller ind end rent formallogiske, nemlig hele konteksten - eller rettere konteksterne, da ytringer kan indgå i mange forskellige kontekster - hvori et argument indgår. Det levede liv er mudret og uperfekt (urent) ligesom sociale forhold og verden generelt er det - også når den skal beskrives og kommunikeres, som det gælder inden for videnskabelige domæner.

Virkelighedens argumentationer er funderet i en livsverden, der ikke er logisk og teoretisk ‘ren’. Her er viden, meninger, interesser, aspekter osv. blandet sammen, og derfor fungerer sproget heller ikke efter logikkens præmisser, men efter en praktisk orientering, hvor konteksten er afgørende for, hvordan ytringer forstås og modtages. Sproget aktiveres som sproghandlinger (Searle 1969), hvor sproget er i konkret brug og hele tiden forholder sig relationelt til andre sprogbrugeres sproghandlinger i en evig forskydning og dynamisk transformation. Nielsen taler om “sproget som en social handlingsform” (2016 s. 104), og han argumenterer for, at argumentation i sin grundstruktur er dialogisk (s. 22).

Som en forvaltning af og handlingskoordinering i dette virvar udgør dialogen og intersubjektiviteten det middel, der kan skabe en foreløbig stabilitet og orden, hvori der kan handles målorienteret (Nielsen 2016). Der kan etableres fællesskaber som ser ud til at være organiske størrelser, der hele tiden forandrer sig - men normalt gør det langsomt, så det opleves som en (s)tilstand, på samme måde som den enkelte også oplever sit jeg og sin krop som stabile størrelser, selvom de hele tiden forandrer sig. Det er de ‘alt for hurtige ændringer’, der, som Weick (1993) peger på, opleves som brud på meningsskabelse. Meningen forhandles og skabes løbende, hvilket fungerer fint, fordi forandringerne for det meste sker langsomt. Når forandringsprocesser accelererer, bliver der behov for flere og måske mere intense forhandlinger af den fælles mening, indtil det punkt, hvor meningsforhandlingerne ikke kan følge med forandringens hastighed - og man oplever et tab af mening.

Det er netop mening, der er det afgørende i den kommunikative handlen. Én ting er betydningsdannelse, hvor ord og sprog er dobbeltsidigt arbitrært, som strukturalismen har vist (de Saussure), ved at det både paradigmatisk og syntagmatisk bestemmes relationelt ved dets forskelle til andre ord eller ordklasser og altså ikke kan betyde noget i sig selv. Men den måde sproget og sprogbrug indgår i menneskers koordinerede samliv i bred forstand går ud over betydningen og er rettet mod den måde, hvorpå mennesker skaber mening i deres liv og deres omgivelser. Pragmatisk sprogteori handler om meningsskabelse snarere end om betydningsskabelse, fordi det angår sproget som handlinger i praksis (Nielsen 2016). Og både betydningsdannelse og meningsskabelse er afhængig af, at der (kan) argumenteres for dem.

Ifølge Toulmin struktureres et argument ud fra en påstand, der støtter sig på et belæg, som altså angives som grund for påstanden (Jørgensen & Onsberg 2008).

“Jeg er uskyldig, da jeg ikke befandt mig på stedet for forbrydelsen på det pågældende tidspunkt.” Denne påstand (uskyld) har belæg i, at den anklagede ikke var på det pågældende sted. Hjemlen er her, at når man ikke var på det sted og den tid, hvor en forbrydelse blev begået, så er man uskyldig i den pågældende forbrydelse. Dette er den simple argumentationsmodel. Den kan så udvides ved at inddrage ‘rygdækning’ ‘styrkemarkør’ og ‘gendrivelse’.

I det tænkte eksempel med den anklagede kan rygdækning være henvisning til et alibi. “Som min ven har forklaret, så var jeg på stadion og se fodbold på det pågældende tidspunkt.” Gendrivelse handler om et modargument, som man inddrager. “Mit blod findes på ofrets hals, men det skyldes, at jeg havde skåret mig i fingeren, inden hun gik hjemmefra. Og da jeg kyssede hende farvel, kom jeg åbenbart til at røre hendes hals. ” Gendrivelsen omtaler noget, der taler imod påstanden, men gendriver den i samme moment. Styrkemarkøren kan være, at den anklagede henviser til, at vedkommende ‘altid’ er på stadion, når hjemmeholdet spiller, hvilket styrker plausibiliteten af påstanden.

Habermas viser også hen til Toulmin og hans argumentationsteori, når han skal godtgøre, hvad der er grundlæggende for den kommunikative handlen. Det, han finder afgørende for argumentationsteorien hos Toulmin, er, at den bygger på hverdagssproget, og at den dermed udspringer af livsverden. Hverdagssproget indgår som et middel til - eller del af - menneskers koordinerende aktivitet. Habermas finder det også afgørende, at gyldighedsaspektet hos Toulmin ikke er fastlagt som et teoretisk eller logisk princip (ren rationalitet), men gyldighed kan netop etableres på mangfoldige måder (uren rationalitet).

Den Vorzug des Toulminschen Ansatzes sehe ich gerade darin, daß er eine Pluralität von Geltungsansprüchen zuläßt, ohne zugleich den kritischen, raumzeitliche und soziale Beschränkungen transzendierende Sinn von Gültigkeit zu dementieren“ (Habermas 1981 bd. 1 s. 56).

Og tilbage til spørgsmålet om rationalitet. “...Rationalität hat weniger mit dem Haben von Erkenntnis als damit zu tun, wie sprach- und handlungsfähige Subjekte Wissen erwerben und verwenden (Habermas 1981 bd. 1 s. 25), og denne erhvervede og anvendte viden er fejlbarlig (Habermas 1985 s. 366) og derfor genstand for diskussion og argumentation for og imod; dialog. Den rationalitet, Habermas her taler om, er indeholdt i den kommunikative hverdagspraksis (Habermas 1981 bd. 1 s. 37) og derfor procedural, da den impliciterer overholdelse af gyldighedskriterierne.

Rationaliteten bygger på det, Habermas (1981 s. 47) kalder for “den eigentümlich zwanglosen Zwang des besseren Argumentes”, som også kendes som den herredømmefri samtale, da det er den sproglige rationalitet, der er bestemmende, og ikke deltagernes magt. At det ikke kan lade sig gøre i praksis eller i virkeligheden at gennemføre en herredømmefri samtale er indlysende, og det skal da også snarere ses som et ideal for samtalen. Der vil altid være magt tilstede i en samtale, hvilket også ligger i den betydning, konteksten tillægges (jf. Hammond, Anderson & Cissna 2003; Phillipsen 2011 og Nielsen 2016).

Jeg vil ikke her lægge op til en videre diskussion af Habermas’ begreb om den livsverdensbaserede og urene fornuft og den herredømmefri samtale, som kan diskuteres ud fra dens rettethed mod konsensus, hvilket i sidste instans må betyde, at hvis man undersøgende diskuterer noget tilstrækkeligt længe, så vil man ende op med en fælles opfattelse. Dermed ser Habermas helt bort fra de interessemodsætninger og grundlæggende forskellige perspektiver, der kan eksisterer - også i livsverden.

Jeg vil i stedet i det følgende intermezzo vende mig mod et andet element hos Habermas, nemlig fordringen, at man skal mene, hvad man siger.

Næste afsnit