En ledning

Mine refleksioner vil lede mig i forskellige retninger. Mine inspirationer er mange, og de lader sig ikke samle til et ordnet system med over- og underkategorier. Fremstillingen vil snarere være perspektiviske forskydninger i en kalejdoskopi over begrebet dialog og dialogiske fænomener.

‘Dia’ betyder gennem, og ‘logos’ betyder tale eller fornuft; ræson. Dialog er således det, der fremkommer gennem samtale eller samtænkning; noget der ikke var der før dialogen. Dermed er dialog i sin oprindelige betydning og i nærværende fremstilling et mere snævert begreb end samtale og konversation.

Man kan godt tale sammen og udveksle synspunkter, uden at der bliver skabt noget nyt og anderledes. Hvis man i en samtale bekræfter hinanden og hinandens synspunkter, så er der ikke tale om dialog i den snævre forstand, selvom den slags samtale både kan vedligeholde og skabe sociale bånd. Det samme kan siges om samtale, hvor man har forskellige synspunkter. Heller ikke her er der dialog i snæver forstand, men måske snarere diskussion, som ifølge David Bohm (1996) er dialogens modsætning. Når man fastholder hver sin position og forsøger at overtale og overvinde den anden, er det en kamp, hvor der kan være vindere og tabere. Dette står i modsætning til dialogen, hvor man undersøger hinandens argumenter og forsøger at blive klogere sammen; at skabe noget nyt.

Dette siger også noget om aktualiteten af at beskæftige sig med dialogen som begreb. Hal Koch (2005 s. 132) hævder i Hvad er demokrati fra 1945, at dialogen med dens gensidige fortåelse og respekt er demokratiets væsen. Hvis vi tager dette som udgangspunkt, så oplever vi aktuelt en krise for demokratiet. Dette skyldes blandt andet fremkomsten eller forstærkelsen af fænomener som ‘ekkokamre’, ‘filterbobler’ og ‘confirmation bias’, hvor man primært møder og opsøger informationer og synspunkter, der bekræfter de opfattelser, man har i forvejen (jf Pariser 2011; Hendricks 2016; Mehlsen & Hendricks 2019). Robin Alexander peger på, at dette er blevet forstærket med digitaliserede sociale medier og taler i den forbindelse ligefrem om en “corrosive alliance of digital technology and “post-truth” political rhetoric” (Alexander 2019 s. 1), der truer med at underminere demokratiet.

Parallelt med dette oplever man i mange lande en uforsonlig splittelse i befolkningen, hvor man ikke har forståelse for andres synspunkter, hvilket helt aktuelt viser sig i diskussionen om flygtninge, Covid19, identitetspolitik og andre emner, der kan få følelserne i kog. Fænomenet kommer måske tydeligst til udtryk i USA, men også i Danmark kan man opleve splittelsen og en fundamental ghettoficering, som Lars Olsen (2011) taler om i Den nye ulighed, og man kan ifølge et temanummer af tidsskriftet Økonomi og politik også tale om en Politisk polarisering i Danmark (Dinesen 2019).

Fælles for de træk, jeg her har nævnt, er, at folk ikke lytter til hinanden. Demokratiet er i krise pga. manglen på dialog og respekt for den andens synspunkter. Men min interesse stikker dybere end den aktuelle demokratiske krise. Jeg vil forsøge at indkredse visse helt fundamentale betydninger ved begrebet dialog, hvilket også kan kaste lys over den demokratiske krise.

Overskriften til dette indledende afsnit er ‘en ledning’. At anvende denne fjollede overskrift kan eksemplificere én af inspirationskilderne til teksten, nemlig Bakhtin, der beskriver talegenrer og ordenes immanente dialogicitet (Bakhtin 1984; 1986). Med den valgte overskrift etableres der en dialog mellem min tekst og genren ‘akademisk tekst inden for humaniora’ ved, at overskriften formentlig bryder forventningen til, hvad den første overskrift kan være i sådan en tekst.

Men det eksemplificerer også den pointe, at det sagte altid bliver forstået ud fra en forventningshorisont. Man kan ikke møde en sproglig ytring som ‘nyfødt’ og ren. Ordene eksisterer altid allerede med forbindelser med andre ord, der er foregrebet i sammenlignelige sammenhænge. Men ord foregriber også deres modtagelse. En ytring er altid et udspil om en forståelse af verden, der således foregriber sin modtagelse eller modsigelse (Nielsen 2016 s. 23). Man kan her udvide den forestilling Platon (2010) giver udtryk for i Faidros om, at det skrevne er en hore, der ligger i med hvem som helst, fordi den talende gennem skriften har mistet kontrollen over dens modtagelse (Andersen 1989), og sige, ja! det gælder faktisk ordene og sproget som sådan (og ikke bare det skrevne) - ord kobler sig på alle mulige ytringer og andre ord, der har eksisteret og vil eksistere. Det er sådan ytringer fungerer. Lev med det!

‘En ledning’ er tilnærmelsesvis homonym med ‘indledning’, hvilket skaber en ny dialogisk forbindelse, der peger på, at ords betydninger kan etableres gennem mange forskellige ‘forbindelser’, der kan være alt andet end statiske og fastlagte i leksikalske strukturer. Ord dessiminerer - spreder sig uforudsigeligt og danner hele tiden nye sammenhænge; ukendte konfigurationer - men aldrig uden, at der også er kræfter, der forsøger at kalde ordene til orden. Sproget fungerer, som Bakhtin gør opmærksom på, både centrifugalt og centripetalt (Phillips 2011 s. 38ff; 54f).

En tredje medbetydning er hentet fra Bakhtins nære medarbejder og åndsbeslægtede Volosinov (Møller Andersen 1998), der hævder, at “meaning is like an electric spark that occurs only when two different terminals are hooked together” (Citeret efter Wegerif 2007 s. 25). Gnisten er ‘det tredje’ i mødet; dialogen mellem to elektriske kilder, der udløser en effekt som en energisk udladning.

En ledning som titel lægger op til en dialog hos læseren om, hvad det er, læseren vil møde. Skal jeg læse om en ledning i en tekst om dialog? Hvorfor i alverden skal jeg det - eller er det måske en fejl, forfatteren har lavet, eller kan der være en mening med galskaben? Der opstår således en indre dialog eller mikrodialog (Raggatt 2015), hvor kendskab til genren, den kulturelle kontekst, læsesituationen og mange andre forhold indgår. Meningen stabiliseres ikke, når eller hvis teksten læses som en invitation til at skabe mening i G. H. Meads (2017) forstand, altså som en triadisk relation (gestuskonversation), der, som Søren Willert (u.å.s. 19ff) siger, kan sammenlignes med en dans.

Mead definerer mening på en måde, der er principielt dialogisk i den forstand, at det er et socialt produkt af en gensidig kommunikation mellem to (eller flere) parter. Det første individs gestus, det andet individs gestus som svar på første gestus, og den førstes gestiske reaktion på den andens gestus, “...og dette trefoldige forhold konstituerer den grundstruktur, inden for hvilken mening bliver til, eller som udvikler sig til et meningsbærende felt” (Mead 2005 s. 107).

Næste afsnit