Bohms dialogcirkler og undervisning

I min undervisning på læreruddannelsen har jeg været optaget af, hvordan jeg kan få de studerende til at være aktivt deltagende i meningsskabelse i forhold til undervisningens indhold: det fælles tredje. Dette har jeg gjort eller forsøgt ved at designe undervisningen på en måde, hvor jeg i mindre grad formidler stof og i højere grad bliver facilitator for diskussioner i læringsrummet.

Jeg har blandt andet prøvet at arbejde med Bohms dialogcirkler (Bohm 1996). Ideen hos Bohm er, at man kan bruge dialogen som en måde at åbne for ellers fastlåste forestillinger om verden. Bohm har især været optaget af den måde, hvorpå man let får nogle meget faste forestillinger om, hvordan de andre, der ikke lever på samme måde som en selv, er. Derfor er et af hans principper, at man ikke skal prøve at bestemme hinanden ud fra eksisterende kategorier, men at man skal prøve at være åben og nysgerrig på den anden og den andens verden. Det handler altså om at suspendere bedømmelsen i en dialogisk proces og blive undrende og fælles undersøgende på hinanden og hinandens forståelser.

Et andet princip er, at man i en dialog skal sidde i rundkreds, så man er i øjenhøjde med hinanden. Dette skal sikre en ligeværdighed mellem deltagerne og give en større grad af tryghed og gensidig tillid. Facilitering sikrer, at der kan tales frit, og at de basale regler for gensidig respekt fremmes.

Værdien af dialogcirkler er, at vi med sproget skaber forskelle; vi sætter grænser mellem forskellige forhold og ting. Det er måden, vi kan opbygge forståelser og danne mening på. Sproget etablerer forskelle. Disse forskelle er ofte nødvendige, men det kan være et problem, hvis de naturaliseres, så man opfatter dem som nogle, der er givet. “Every division we make is a result of how we think. In actuality, the whole world is shades merging into one. But we select certain things and separate them from others - for convenience, at first. Later we give this separation great importance” (Bohm 1996 kap.2). Dialogcirklerne skal derfor ses som en måde at bearbejde selve den måde, vi tænker på, ved at vi får adgang til den andens perspektiv.

Det er den samme logik, der ligger bag ideen om transformative dialoger (Gergen, McNamee & Barrett 2001). Dialoger bliver transformative, fordi de giver adgang til den andens perspektiv, og man kan derfor forholde sig til den verden, hvor de forskellige perspektiver danner et konfliktfelt; en manglende gensidig forståelse. “Dialogue is really aimed at going into the whole thought process and changing the way the thought process occurs collectively” (Bohm 1996 kap.2).

Min tanke med undervisningen var derfor at lade de studerende sidde i dialogcirkler og diskutere en given tekst. Dette blev forberedt gennem læsning og diskussion af Bohms tekst som optakt til undervisningen i andet fagligt stof. Som underviser faciliterede jeg diskussionen og prøvede at komme med indspil for at hjælpe den på vej og sikre, at de studerende i et vist omfang også anvendte begreber fra den forberedte litteratur.

Efter flere forskellige forsøg måtte jeg opgive denne undervisningsform, fordi den ikke gav det nødvendige udbytte for de studerende. Det viste sig hurtigt, at det er vanskeligt at anvende dialogcirklen i arbejdet med et fagligt stof, som ikke udelukkende handler om, hvad man mener og synes. Selvom meninger og synsninger bestemt har sin berettigelse i undervisningen, så er der også et element af tilegnelse af et fagsprog og en akademisk tænke- og argumentationsmåde, der er nødvendig for en professionsuddannelse. Min undervisning er rettet imod at udvikle og styrke de studerendes refleksionsredskab. Som en del af dette, skal de også tilegne sig noget at reflektere med og igennem. Hertil var dialogcirklen ikke velegnet.

At designet ikke kom til at fungere, skal nok ses i lyset af, at de studerende er så socialiserede i at modtage undervisning, hvor stoffet bliver formidlet, og det dialogiske ikke er så fremtrædende. At blive undervist opfattes ofte af mine førsteårsstuderende som en modtagerposition. Men fiaskoen skyldes også, at jeg ikke har været dygtig nok og investeret tilstrækkelig tid i at få det til fungere. Jeg har ikke haft modet til at føre processen igennem, da det også ville indebære en risiko for ikke at lykkes og dermed risikere de studerendes videre gang på vej mod at blive uddannede lærere.

Så jeg underviser nu med mindre radikale ændringer i undervisningen, men stadig med fokus på, at få de studerendes stemmer og faglige opfattelser frem - i stedet for, at jeg som underviser står for formidlingen af ‘stoffet’.

Næste kapitel