Dialogens mad

Kurt Lewins forskergruppe forestod under Anden Verdenskrig en række forsøg for at undersøge, hvordan man kunne ændre forbrugsvaner hos amerikanske husmødre, da der som følge af krigen var mangel på kød. Derfor ville den amerikanske administration gerne ændre familiernes madvaner. Forsøget gik ud på at finde ud af, hvordan man kunne få husmødre til i højere grad at anvende indmad i madlavningen, så man kunne undgå proteinmangel, når der ikke var kød på markedet.

Forskerholdet lod i en forsøgsopstilling diætister forklare husmødrene fordelene ved at bruge indmad og anvise metoder til det. I en anden forklarede diætisterne på samme måde problemstillingen, men de inddrog husmødrene i en fælles dialog om at finde løsningen på udfordringen. Sammen med eksperter (diætister) fandt husmødrene ud af, at en af løsningerne kunne være at anvende indmad. Efterfølgende viste det sig, at blandt de husmødre, der havde deltaget i dialog om løsningen på udfordringen, var effekten mere end 5 gange så høj sammenlignet med den gruppe, der var blevet belært om, hvordan de kunne forholde sig til madlavning uden adgang til det kød, de normalt ville have brugt (Lewin 2014).

Forsøget demonstrerede effekten af deltagende og dialogisk undervisning. Gennem aktiv inddragelse af deltagerne med deres egne erfaringer og perspektiver, er der en langt større mulighed for, at deltagerne ændrer vaner. Deltagerne får ejerskab til læringen gennem deres deltagelse, hvilket betyder, at den ændrede adfærd bliver meningsfuld - Eller man kan sige, at deltagerne i højere grad ændrer deres verden som følge af, at de konstruerer ‘madlavning’ på en anden måde end før deres deltagelse i forsøget.

Opfattelsen af mad og måltider er ikke noget, der statisk ‘findes’, men udtrykker konkrete aktiviteter og gøren i løbende meningsforhandlende fællesskaber. Opfattelsen bliver videreført kulturelt, men på trods af den stabilitet, måltider hermed er underlagt, vil de løbende ændres som følge af alle andre udviklinger i familiernes miljø. En hurtigere ændring af madvaner, som i eksemplet, kræver derimod en langt mere fokus på den måde, hvorpå madlavningen indgår i en meningsstruktur i familien. Måltider er noget, der ikke kun inddrager den, der primært står for tilberedningen, men også måltidets andre deltagere skal acceptere det meningsfulde i en ændring. Dette ser vi også helt aktuelt ved ændringerne i danskernes madvaner i løbet af de seneste år, hvor indtagelsen af kød er blevet kraftig reduceret med henvisning til diskursen ‘klimaforandringer’, hvor produktion af kød er et stærkt tegn i ‘viden’ om ‘virkningen’ af kødproduktion (Hesselberg, Skjøt, Lähteenmäki, Bech-Larsen & Grønhøj 2021).

Næste kapitel