I december 2021 skrev Ole Jørgen Nørgaard en kontrafaktisk artikel om biskop Absalon 1128-1201 og et eller 2 mulige upåagtede kongemord i Danmark.(Se nedenstående artikel)

Vi har bedt professor emeritus i historie Brian Patrick McGuire om at kommentere artiklen. Han tog imod udfordringen og her bringer vi hans kommentarer. Tak til Brian McGuire.

Kommentar.
Jeg har læst Ole Jørgen Nørgaards kontrafaktiske historie om Absalon et par gange, og jeg kan kun kommentere den overfladisk. Der er investeret meget arbejde i at fremstille den, mens jeg kun har tid og mulighed til en overfladisk reaktion.

Jeg beundrer din lægefaglige viden--hvor du gennemgår de forskellige mulige årsager til kong Valdemars død, men du fejler efter min mening i din vurdering af Absalon. Han var selvfølgelig et magtmenneske, men hans liv var knyttet til Valdemars--de havde trods alt som drenge leget sammen i Fjenneslev, og de fulgte hinanden livet igennem.

Deres forhold kan godt kaldes et åndeligt og politisk venskab, og derfor ser jeg ingen grund til, at Absalon kunne få gavn og glæde af at rydde Valdemar af vejen. Mit syn skyldes ikke Saxo alene--han er selvfølgelig meget partisk for Absalon, men vi kan se hvordan Absalon fungerede som en dygtig gejstlig skikkelse, for eks ved klostergrundlæggelser, som i Sorø. Din fremstilling af Absalon skyldes meget det gængse materialistiske historiesyn som har præget faget siden Arup for hundrede år siden.

Det som er interessant og overbevisende i din fremstilling er de spørgsmål du stiller til Valdemars sidste sygdom--hvad kan den have bestået af og var der "foul play"? Hvis du vil publicere artiklen på nettet, foreslår jeg, at du fokuserer på Valdemars sygdom og ikke gør Absalon til skurken. Din lægefaglige viden kan blive meget relevant, og du kan antyde, at der muligvis var noget mistænkeligt i Valdemars død. Men at Absalon skulle være kongens banemand--det må være frie fantasi.

Jeg håber, du kan bruge ovenstående, i hvert fald til overvejelse. Historiefaget er bygget på indicier og formodninger, men jeg mener, at du har forladt hvad vi ved om Valdemar-Absalon og lavet en tvivlsom konstruktion.

Dendrokronologi og årringe i træer fortæller.

Ole Jørgen Nørgaard 

I 1998 udgav den amerikanske forsker, Michael E. Mann, (2) og hans medarbejdere en artikel med en rekonstruktion af fortidens klima ud fra målinger af forskellige træers årringe. Mann og medarbejdere brugte overvejende Børstekoglefyr, et specielt amerikansk træ. Der findes tre forskellige arter. Af disse tre arter kan den længst levende, Pinus Longaeva, blive over 5000 år! Et enkelt træ kunne altså dække en hel periode af historien, som man ønsker at undersøge f.eks. middelalderen.. Der har altid været en viden om at træernes årringe har en sammenhæng med klima og miljø, og at man derfra kunne aflæse data om livsvilkår for både mennesker, dyr og planter. Men Michael E. Mann forsøgte at omsætte denne viden til konkret forskning, med det mål at udarbejde en slags stregkode, der indikerer forhold om miljø, vejr og klima i den periode træerne voksede. 

Mann kunne således ved at tælle ringene i et flere tusind år gammelt træ få et ret sikkert skøn over træets alder og ved samtidig at måle og registrere årringenes forskellige bredde i samme træ, kunne Mann få en vurdering af, hvor varmt klimaet i Nordamerika og formentlig også i resten af den Nordlige Halvkugle, havde været flere tusind år tilbage. Mann antog, at de brede ringe i et træ kom under år med gode vækstbetingelser, altså varme, og tynde årringe antydede koldere år. Det har senere vist sig ikke at være helt rigtigt. Ringene blev bredest, når det samtidigt både var varmest og regnede mest,

Målingerne af årringenes bredde var enormt besværlig og har krævet håndtering af store datamængder.  Mann mente ved sin metode at kunne vise, hvornår der havde været varmeperioder og kuldeperioder gennem mindst tusind år på det meste af den nordlige halvkugle.

Metoden viste dog en svaghed. Når man førte dateringerne op til nutidens træringe fra Manns foretrukne træ, børstekoglefyr, Pinus Longaeva, viste dateringen for nutiden en anden og varmere klima- temperatur end den, der nu aktuelt kunne måles.   

Manns målinger havde dokumenteret en varmeperiode for den Nordlige halvkugle i årene 900-1300. Nu er forskerne mere usikre på det generelle i metoden og dermed resultatet.                                                                                               

Fortidens klima aflæst i Grønlands indland-is.
Efter år 2020 kom der mange andre og nye målinger af fortids-klima-temperaturer. (2) Især kunne man, ved at måle indholdet af ilt-isotopen O18 i forskellige lag i indlandsisen på Grønland få en forestilling om, hvor varmt, klimaet havde været, da laget blev dannet. Klimaet på den nordlige halvkugle kunne herved skitseres gennem 11.000 år. Man fandt nu en udtalt ”Minoan Warm periode” ca.  3500 år før nutid og en ”Roman Warm-periode” ca.2000 før nutid. Ca. år 1000 år før nutid fandtes en ”Medieval warm period”, alle på 300-400 år. For nutiden viste prøverne fra Grønlands Indlandsis også en nutidig begyndende varmeperiode. Mellem de to sidste varmeperioder, altså mellem middelalderens varmeperiode og nutidens, viste målingerne en kuldeperiode, den såkaldte ”Lille Istid” eller ” Den mørke middelalders Kuldeperiode” 

Fortidens klima og hungerperioder fra Middelalderens årbøger:             
Andre (5) har herefter forsøgt at vurdere Europas klima ved gennemgang af den europæiske middelalders optegnelser i årbøger og lignende fra klostre, domkirker og verdslige fyrsters optegnelser - fra hele Europa. Det er sjældent, at vejrliget blev registreret i middelalderen, men det skete dog (Oversvømmelser, for meget regn, tørke). Derimod blev perioder med hungersnød oftere registreret. Som årsag kunne være omtalt en fejlslagen høst af et eller flere års varighed.

Dårlig høst et år kunne man i middelalderen klare ved at købe korn fra andre lande. Kornhandlen mellem landene var livlig allerede i tidlig middelalder. Dårlig høst i to år var problematisk, dårlig høst i 3 år eller længere, udløste hungersnød. Misvækst med få års mellemrum, er forekommet jævnligt, især gennem den tidlige middelalder.

Udbyttet af det såede korn var lavt., Ved Winchester -katedralens middelalder-marker høstede man sædvanligt 2- 2 1/3 fold, allerhøjest 4 fold, når høsten var allerbedst. Fik man kun det tilbage, man havde sået, begyndte problemerne. (Fold, målt i vore dage, er udbytte pr areal, f.eks. i tønder korn pr tønde tilsået land). For middelalderen refereres til det ”fold”, der blev brugt her i Danmark op i 1800-tallet, Altså hvor mange gange, man høstede det, man havde sået. I nutiden vil udbyttet uden kunstige midler, målt i gamle fold være omkring 6 fold.                                                               

Med nutidens kunstgødning og kemiske hjælpemidler, kan udbyttet nu nå 25-35 fold!

Middelalderens årbøger viste også, at Middelalderens Varmeperiode ikke var en særlig frugtbar periode, men mere var præget af misvækst, formentlig på grund af samtidig tørke.

Varmeperiode og korstog.
Middelalderens Varmeperiode (1000-1370) næsten sammen med perioden med Korstog.(7) Det først, større korstog begyndte år 1097. Det sidste korstog, Prins Edvards korstog, også kaldet det 9., sluttede i 1272.  Regner man de noget mindre, såkaldte korttogs- initiativer med,(7) sluttede korstogstiden 1444 med den polske konge, Vladislavs 3. nederlag på Balkan. Kortogstiden altså enten 1097-1272 eller 1097 – 1444. Varmeperioden var, som anført ovenfor, fra    1000-1370.

Der var misvækst i det meste af korstogsperioden.                                                   
Kan man deraf slutte, at korstogene blev næret at misvækst?  Mistanken er der.  Misvæksten kom af Guds vrede og korstogene skulle afbøde vreden.  Det er muligt.  Bevist er det ikke! Sammenfaldet kan være tilfældigt!

Hunger som Guds vrede!                                                                 
Middelalderen så ikke hungerperioderne som et resultat af klimavariationer, men var helt overbevist om, at hungerperioderne skyldtes Gud vrede. Guds vrede måtte stilles på en eller anden måde, f.eks. ved messer, bøn og faste. Da dette helt klart ikke hjalp, så måtte mere drastiske midler tages i brug.

1095 Paven maner til korstog.                                                                    Ved et kirkemøde i Clermont 27. november år 1095 foreslog paven, Urban 2. i en meget engageret prædiken noget nyt. (6 & 7)Han ville, at alle skulle tage Christi kors på sig og gøre Christi lidelser til sine egene og omvendt og gøre alt for at lette Christi byrder, så at sige dele og udveksle lidelser med Christus, mest intenst var dette i et korstog mod de vantro, der beherskede og måske ligefrem skændede Christi grav, Måske var paven, Urban 2. påvirket eller inspireret af den meget kendte og karismatiske, selvlærte prædikant, Peter Eremit. Peter Eremit havde været i det hellige land 1093. Kirkens folk over hele Europa begyndte straks at bringe det videre. Det var en ide, der fængede som en steppebrand i en varme-tør steppe hos alle, lærde som menigmand, måske voldsomst i de mennesker, der i forvejen levede på sultegrænsen med alle de prøvelser, noget sådant måtte medføre – det var næsten som at bære Christi kors.

Generelt indeholder kristendommen oprindelig ikke en lære om hellig krig., derimod rummer den en accept og forståelse for alle i kraft af ideen om tilgivelse.  Forestillingen om at krig kunne være en kristen pligt som et forsvar udvikler sig gradvis, da kristendommen bliver institutionaliseret i stater, der føler sig truet af den fremtrængende muslimske ekspansion.  Tanken om befrielsen af de tidligere kristne lande i Mellemøsten, og dermed igen at åbne muligheder for kulturel og handelsmæssige kontakt med de okkuperede områder var et realpolitisk mål. Derudover var tanken om en tilbageerobring af Jerusalem med en dermed uhindret adgang til den hellige grav et kæmpeønske hos de kristne i Europa. Korstogene må i denne sammenhæng ses som en europæisk og kristen modreaktion mod mere end 400 års muslimsk ekspansion og erobring af kristen kerneområder i Mellemøsten, Nordafrika og Sydeuropa. Områder der havde stor symbolsk betydning i kraft af den ældre kristendom og udviklingen af struktur i kirkelivet. 

Den muslimske erobring af disse områder blev gennemført med store omkostninger for de etablerede kristne samfund.  Der var massakre på hele byer og samfund, kirkeødelæggelser, særlig skat skulle betales for kristne, mange mennesker i de erobrede områder blev solgt som slaver. Ikke-muslimer blev defineret med en særlig lavstatus, der ikke gav dem nogen rettigheder i forhold til de nye samfund, der opstod. 

I 1000 tallet ødelægger den ægyptiske kalif Al-Hakims den Hellige Gravs kirke og starter en voldsom forfølgelse af ikke-muslimer. Ødelæggelserne bidrog til en europæisk reaktion længe inden pave Urbans 2’s korstogstale i 1095.

Konflikten mellem Islam og kristendommen blev i løbet af 1000 tallet for alvor skærpet på grund af angreb på Det Byzantiske Rige, samt angrebene på Spanien, Italien. Europa følte sig truet, og især i grænseområderne blev der ført voldsomme krige.  Byzans henvendte sig flere gange til paven i Rom og bad om militær bistand for at holde islamiske styrker borte fra grænseområdet, men også for at beskytte de kristen armener, der i realiteten var udsat for brutale overgreb og massakre i det nuværende Tyrkiet.  Så korstogene skal i det perspektiv også ses som en mulighed for at samle den kristne verden i et forsvar for kristendommen mod en ydre fjende.

Spørgsmålet er hvorfor det europæiske svar på den muslimske ekspansion ikke kom før i 1100 tallet. Forklaring er, at først i højmiddelalderen har Vesteuropa nået et økonomisk, militært og befolkningsmæssigt niveau, der muliggjorde en organisering og samarbejde mellem stater og større militære enheder. 

Der var nogle grove jødeforfølgelser under korstogstiden. Jøderne havde jo dræbt Kristus.  Jødeforfølgelserne var dog religiøst forkerte, for Kristus havde sagt, at jøderne skulle overvære hans genkomst. Kirken, dvs. biskopper, greb ind, når det var muligt, og fik standset overgreb på jøderne og forfølgelserne af dem.

Korstogene begynder.
Allerede i 1096 havde Peter Eremit organiseret et korstog, bestående dels af en flok dårligt bevæbnede og usselt udrustet krigsmænd, dels en flok subsistensløse civile.(1) De begyndte at gå (fra Frankrig?) mod øst. 

 I det kristne Ungarn plyndrede korsfarerne byen Zemun og blev kort efter drevet væk af en ridderhær. I Konstantinopel holdt Peter Eremit prædiken for kejserens teenage-datter, Anna Komnena, (som senere skrev om ham) og måske alene derfor lodsede kejseren, Alexios 1. Komnenos, hurtigst muligt  hele det ustyrlige menageri videre over Bosporus. I Anatolien i det nuværende Tyrkiet blev korsfarerne massakreret af seldsjuk-sultanen Kiliq Arslan´s kamptrænede tropper ved Civetot 21. oktober 1096. 

Peter Eremit undgik massakren. Han var taget væk for at hente hjælp og forsyninger -eller måske var han bare stukket af fra det hele! Han slap levende hjem. Hjemme gik i gang med at prædike for især de fattige. Han var fanatisk fortaler for nye korstog. Han vandrede igen, denne gang alene, til Jerusalem og tilbage igen. Han fortsatte med sine prædikener, især til jævne folk, til han døde i år 1115. Han blev også kaldt Cucu Peter, Lille Peter og Peter fra Aimens.

1095 Hungerperiode under den danske konge Oluf Hunger.                   Varmeperiode eller ikke. Der forekommer fra middelalderen beretninger perioder med dårlig høst på grund af tørke eller for meget regn, på grund af sygdomme som kvægpest eller rigtig pest eller ligefrem krig.  Alt dette kunne føre sultperioder. Her fra Norden ved man, der var hungersnød i Danmark og omkringliggende lande under (eller efter!)  Oluf Hunger: Oluf Hunger (1086 - 95) var kongen, der 1086 var fulgte efter den dræbte konge, Knud den Hellige. Til sidst havde Oluf Hungers kongsgård end ikke mad i julen! Hungersnøden opfattede man, dvs. kirken, dengang som Guds straf - her for drabet på Knud den Hellige, som den hungerramte Oluf Hunger dog ikke havde nogen andel i.

1096 – 1099 Det første. store korstog. Jerusalem erobres, befolkningen massakreres og korsfarerstater oprettes. ( De store korstog er i det følgende anført i kursiv og tykke bogstaver, de mindre i kursiv) (7) De store korstog omtales her fremover kun sporadisk som baggrund for mere nordiske aktiviteter.)

1097 Dansk prins på 1. korstog.                                                                   Den danske prins Svend, søn af Svend Estridsen, (6) må også have været en af de danskere, der deltog i Det første Korstog i 1097 sammen med sin kæreste, Florina. På vej til Jerusalem blev parrets styrke overfaldet i Anatolien af tyrkere, der udslettede den totalt. Prins Svend skulle have været den sidste, der faldt, ramt af en pil i halsen. Florina flygtede op af en bjergside, men blev indhentet af tyrkerne og fik halsen skåret over. Da en muslim ikke må dræbe en jomfru, har den stakkels pige formentlig haft endnu en traumatisk oplevelse på det sidste. Svend var broder til Knud den Hellige og Erik Ejegod. Episoden var genstand for en del opmærksomhed i samtidig litteratur.

1103 Var der hunger under Oluf Hunger eller Erik Ejegod?
Et lidt specielt fund fra gennemgangen af de europæiske årbøger antyder i øvrigt ligefrem, at Guds hævn for drabet på Knud den Hellige i 1086, altså den hunger-periode, der i samtidige kirkelige årbøger i Norden ivrigt omtales under Oluf Hunger, først rigtigt var begyndt i Olufs allersidste regeringstid og foldede sig ud under hans efterfølger, Erik Ejegod, (5) der for øvrigt (efter lit.6, Danske Korstog side 26-28,, 34,43-44, 46, 102 ) tog på kombineret pilgrimsrejse og  korstog, delvis betalt af den franske konge. Erik Ejegod døde midt i det hele (af en infektion med brucellose, kaldet kalvekastnings-feber på Kreta i 1103.                                                                           
Var det for at afvende hungersnøden hjemme, altså afvende guds Vrede, han tog af sted?  Lyder den kendte begrundelse troværdig? Den går ud på, at Erik Ejegod tog på pilgrimsrejse, fordi han, ophidset af sang og musik, dræbt fire af sine hirdmænd, Er den i virkeligheden bare en dækhistorie, der skulle skjule, at han rejste for at bekæmpe hungersnøden?

1123 Dansk-norsk Korstog i Småland med danske kong Niels og norske Sigurd Jorsals farer.
De tog til det hedenske Småland (nuværende Sverige, Svenskerne var lidt sene til at blive kristne.). (6) Kong Niels (1104-1134) ventede længe i Øresund på Sigurd og til sidst opgav han at vente og tog hjem. Så kom Sigurd og troede, Niels havde snydt ham. Han, Sigurd, tog så alene på korstog og udplyndrede Kalmar og omegn, hvor beboerne lovede at forblive kristne!  Sigurd havde tidligere været på korstog til Jerusalem – og havde skaffet det nødvendige på vejen derned og tilbage til Norge igen ved at plyndre på kysterne.

1136 Dansk korstog.
Kong Erik Emune (1134-1137) angreb på Rügen (9) med 300 skibe med bl.a. heste ombord. Beboerne lover at blive kristne og ikke plyndre i Danmark mere. De fik lov til at beholde deres statue af Svantevit (der egentlig var en misforstået Old kristen helgen, Sct. Vitus)               

1147                                 I
Ved pavehoffet, kurien, så man også gerne kristendommen spredt ud i de hedenske slaviske lande der. (6) Den 11. april 1147 kom derfor en ny pavelig bulle ” Divini dispensatione” der officielt proklamerede pavens velsignelse af korstog mod venderne. En bulle er et paveligt offentligt brev, der bekendtgør pavens ønske. Bullerne har navn efter de første ord i bullen. Bullen kan være en bandbulle, men behøver ikke at være det.

1147-1149 Det 2. store korstog. Tysk- fransk. Målet at befri Edessa og erobre Damaskus blev ikke nået (7)

1147 Dansk Korstog.
De danske konger Knud og Svend (1146-1157) er indviklet i en blodig borgerkrig om magten i Danmark. Alligevel slutter Knud og Svend en kortvarig fred med hinanden, udveksler gidsler og tager på korstog sammen til Mecklenburg mod den vendiske stamme, (6,7) Abodritterne, der er lidt uforstående, for de er mere eller mindre kristne i forvejen. De overfalder og ødelægger danskernes flåde og en et vidne fortæller, at ” danskernes lig dækker markerne” efter kampe om byen. De to konger tager hjem som endnu mere uvenner end de var før.

1168 Dansk korstog.
Valdemar den Store (1157-82) Korstog mod Rügen (6) Hovedbyen Arkona indtages. Guden Svantevits tempel plyndres, guden selv med de 4 ansigter væltes i sit gudehov, slæbes ud til danskernes lejr, hugges i stykker og brændes under kødgryderne samme nat. Venderne kristnes eller i hvert fald døbes. Der oprettes præstestillinger og afses penge til at bygge kirker. Rügen lægges ind under Danmark og Roskilde Bispedømme.

1185 Dansk Korstog
Kong Knud(1182-1202) sikrer Rügen og erobrer mere af Pommern og af Abodritternes land og lægger det ind under Danmark. De respektive hertuger anerkender Knud som deres lensherre.(6)

-1192 1189 Det 3. store korstog. Byen Akko erobres og der aftales fred i 3år (7)

1202.1204. Det 4. store korstog. Forsøg på at erobre Jerusalem. Konstantinopel plyndres i 1204 (7)

1212 Børnekorstogene (4).                                                                       
Der var da også korstog, der afveg fra de militære. F.eks. de to korstog i året 1212, der, efter datidens oplysninger, hovedsagelig bestod af ubevæbnede børn og unge og måske subsistensløse mennesker.

To sådanne korstog skal kort omtales, fordi de giver en special indsigt i middelalderens liv og livsstil.  (4)

Det ene børnekorstog udgik i dagene omkring 13. maj 1212 fra en menneskemasse, samlet om Chartres- Katedralen sydvest for Paris. I katedralen i Chartres udstilledes i pinsen det graviditetstøj, Jomfru Maria havde brugt, da hun var gravid med Jesus! Lige efter var der, også ved katedralen, organiseret en fællesbøn for de tilstedeværende omkring 30.000 mennesker, der med denne fælles bøn skulle påkalde Guds hjælp til at få Muslimerne ud af Spanien.                                                                                                              

En hyrdedreng på 12 år begynder at prædike, sikkert helt uden forudgående skolegang og med sikkerhed helt uden teologisk skoling, men bekendt med de religiøse sloganer. Han gik rundt og opfordre til korstog for de forsamlede masser. Det var Stephen (Ethienne) af Cloyes.  Han samlede en tilhængerskare på angiveligt ca. 30.000 mennesker. ( Nogle kilder siger 300.000). Disse mennesker ville gøre som den nu afdøde Peter Eremit og drage til Det hellige Land. 

Først skulle Etienenne lige aflevere et brev, han havde fået af Jesus, til den Franske konge, Filip 2. . Brevet skulle sende kongen på Korstog, men Filip var ikke interesseret og sendte drengen hjem. Alligevel drog hele optoget mod øst, enten til Marseille ved Middelhavet eller til Katedralen i Køln, hvor en lignende bevægelse var opstået, også med en dreng, Nicholas af Köln i spidsen. Den næsten samtidige krønike -skriver er i vildrede om, hvad der skete. Nogle af børnene, der fortælles (nok noget overdrevent) om 300.000 i alt, drog i hvert fald over alperne til Italien. De manglede mad, vand og kyndig ledelse. Samtiden regnede med, at 2 ud af 3 af børnene døde på turen! Nogle blev taget i at stjæle mad- og blev hængt!

Da begge hold nu var ankommet til havet- hvor det så end var, Genova eller Marseille, skulle anførerne præsentere turens højdepunkt!  De havde fortalt børnene, at når de kom til havet, ville Gud skille vandene, som han havde skilt vandet for Moses ved Der røde Hav. Man må forestille sig måske 30.000 mennesker stå og utålmodigt vente på, at Middelhavet delte sig i to dele, så man kunne gå tørskoet mellem to mure af vand til Det hellige Land.

Det skete ikke!

Man ventede: Gud skulle måske forberede sig først! Der skete stadig ikke noget. Børnene begyndte at sive bort.

Et par købmænd tilbød at sejle dem til Det hellige land på deres 7 skibe. Børnene gik ombord, skibene sejlede. To af skibene forliste på vejen. De sidste 5 sejlede til slavemarkeder i Nordafrika og solgte børnene der. En ægyptisk guvernør købte 700 børn! 

Nogle af børnene kunne nemlig læse og skrive.  De tyske myndigheder var utilfreds, med, at Nicholas ikke fader havde forhindret sin umyndige søn i at føre de mange børn væk, så faderen blev hængt for sønnens overtrædelser. Nogle af børnene var taget til paven, der løste de helt unge og de gamle fra deres korttogsløfte og sendte dem hjem, andre kom bare hjem uden at være løst fra løftet og dermed udenfor kirken. En enkelt vendte hjem efter 18 år som slave. Andre blev derude. 

Børnekorstogene udsprang af de store menneskemængder, der fandtes omkring de store Tyske og Franske byer. I Danmark var byerne alle små i forhold til f.eks.  de tyske byer som Lybæk og Køln. En middelalderekspert har fortalt, at i perioder med hunger gav forældre kun det eller de ældste børn mad, især dem, der kunne hjælpe forældrene. De ældste børn var i forvejen dem, der havde størst chance for at overleve i en hunger-periode. De mindre børn var ofte overladt til selv at finde føden. 

Det kan have været de yngste børn, der fulgte korsfarerne. Nyere forskning peger på, at kirken, især klostrene ikke brugte det latinske ord for fattig om de fattige, men kaldte dem børn! Man har hæftet sig ved, at jo længere væk, fortælleren kommer fra Børnekorstogene, jo yngre beskriver han deltagerne, Måske var de fleste a dem i virkeligheden subsistensløse! I Danmark blev begrebet fattigdom heller ikke brugt, men de fattige i klostre, og senere på fattiggårde blev kaldt ”Lemmer”.  

1219
Stort, dansk korstog, Valdemar Sejr(1202-1241) erobrer Estland. Dannebrog falder ned fra himlen, (ikke ved Lyndanis, men ved Dellin 1208 )

1217-1221 Det 5. store korstog. Forsøg på at generobre Jerusalem (7)

1223
Valdemar Sejr tages til fange af hertug Heinrich af Schwerin. Kidnapningen sker som del af en arvestrid! Det var utvivlsomt en søn af Valdemars søn med Esbern Snares enke, der forårsagede ulykkerne. Valdemars sønnesøn arver nemlig halvdelen af hertugdømmet Schwerin, medens hertugen er væk og Valdemar havde inddraget denne halvdel til sit barnebarn, da hertugen kom hjem! Om Valdemar under hertugen pilgrimsrejse også har haft for nær kontakt ned hertuginden, vides ikke! En samtidig årbog fortæller det.       

1228-29. Det 6. korstog Ved diplomati kontrol over Jerusalem (7)

1231 Hungersnød i Danmark.                                                                                   Man ved der også var hungersnød i Danmark efter at Valdemar Sejr var blevet løskøbt fra sit fangenskab i Nordtyskland.  I et brev til paven år 1231 beder ærkebispen, i Lund, Uffe Thurgotsøn, en mand fra en af landets mægtigste familier, paven om hjælp til at få resten af ”Vor høje konges (Valdemar Sejers) løsepenge eftergivet, fordi ”-  vi lider stor fattigdom, dels fordi vi skal betale af på løsepenge for vor høje konge - --- dels på grund af en pestsygdom, som sidste år dræbte næsten al rigets kvæg, og i år er blevet  fulgt af en endnu hårdere plage, nemlig en voldsom hungersnød”

Det følgende i kursiv er en oversigt over senere, mindre korstog.               1248-1254 7. Korstog ved Ludvig 9. Kongen, Ludvig 9. Pio, fanget i Ægypten og løskøbt. Nyt 8.. korstog 1270. Korsfarerhæren ramt af sygdom, som kongen Ludvig Pio 1270 også døde af

1271-72 9, Engelsk mindre korstog mod Mamelukkerne ved Antiokia. Våbenhvile

1390 Korstog   Frankrig og Genova i Tunesien

1444 Sidste Korstog: Polsk- Ungarsk korstog under Vadislav 3. mislykkes i forsøg på at standse osmannernes fremtrængen på Balkan.  (7)

Hermed sluttede korstogstiden!     

Om korstogene                                                                                  
De adelige stormænd havde brug for kamp og ære for at få anseelse og besiddelser sikret. De centrale magthavere, altså både kirken og kongen, oplevede for meget gå til spilde i lokale stridigheder.  Begge så hellere, konflikterne udspillet udenfor Europa.

Sidst, men ikke mindst: Ideen fængede voldsomt blandt de mængder af mere eller mindre subsistensløse og derfor ofte sultne mennesker, der levede fra hånden til munden i storbyernes slumkvarterer. Ideen om at tage Christus kors til sig forekom dem ikke langt fra den måde, de levede på i forvejen. Menneskemasserne i bunden af samfundet i de rigtig store byer kunne, ved at tage korset og gøre Gud glad, se noget bedre komme. De fulgte et kald, der lovede forandring til det bedre. Kort sagt frelse over det hele. Danmark havde mange små byer, ingen så store som Lybæk, Køln eller Chartre og derfor ikke de helt store, subsistensløse menneskemasser. Der kom ingen børnekorstog fra Danmark, men måske deltog enkelt personer fra Norden i disse korstog.

Sultperioderne rejser også et spørgsmål, om hvorvidt meningen med korstogene ikke også var, at aflede de sultende menneskemængders vrede og frustration.  For de kristne i Nordeuropa lå Det hellige Land og hedningene der meget langt væk, men danskerne var altså, som det fremgår, godt med, også i Det hellige Land, selv om der omkring Østersøen var mange hedninger, som egentlig ville være meget lettere at nå til, både med mission og krigeriske togter.  Nordboerne, især danskerne, holdt helst sine korstog der. For dem drejede det sig også mere realpolitisk om at beherske Østersøen og få indtægter fra handlen der. For tyskerne var korstogene også forløber for en tysk ekspansion med bosættelse i de erobrede områder.

Tiden efter korstogene: Islam og Europa.                                                          Muslimerne mistede deres dominerende stilling i Spanien i slutningen af 1400-tallet.  I 1492 fejrede dronningen af Castilien, Isabelle 1., begivenheden ved at sende en ekspedition, ledet af italieneren, Christoffer Colombus, på opdagelse mod vest. Colombus fandt nyt land. Han troede, han havde fundet bagsiden af Indien. Det kan i dag forekomme sært, men man antog dengang også Grønland for at være bagsiden af Indien, Det viste sig senere at være forkert.                                            

Efter at Islam have mistet magten i Spanien, startede Orientens sultaner næste århundrede en muslimsk fremtrængen i Østeuropa. I 1529 belejrede tyrkerne Wien, men blev drevet bort af Østrig og nabolandene. I 1683 trængte en talstærk, muslimsk styrke, måske på omkring 200.000 mand, igen frem mod Wien. Hele det kristne Europa bilagde i hast sine mange, indbyrdes krige, stridigheder, ja; al uenighed.  Alle sluttede sig sammen i med en fælles militær indsats for at fordrive Osmannerne.  De stridende parter, det kristne Europa og Orientens sultaner, mødtes udenfor Wien.                                                                           

Et blodigt Slag rasede i hele to døgn; fra 11 til 12. september 1683. Osmannernes tab var på mindst 15.000 døde og sårede og mindst 5.000 tilfangetagne. De mistede samtlige kanoner. Alliancens tab var på omkring 4.500 døde og sårede.

På trods af den kristen hærs sejr og det enorme krigsbytte fra den slagne osmaniske hær, kom det til spændinger mellem de forskellige ledere og deres hære. Blandt andet krævede Polen, at de polske styrker først skulle have adgang til krigsbyttet fra den tyrkiske lejr, da de mente, at det udelukkende var deres indsats der havde frelst Wien. Byttet inkluderede våben, telte, dyr, vogne, smykker, møbler. De tyske og østrigske styrker fik derfor en langt mindre andel af byttet. Samtidig blev de protestantiske styrker især fra Tyskland, der også var kommet byen til undsætning, udsat for verbale overgreb af Wiens katolske befolkning. Derfor forlod protestantiske tyske styrker kamppladsen umiddelbart efter slaget uden at deltage i fordelingen af krigsbyttet. Kampen markerede den historiske afslutning af det Osmanniske Riges ekspansion i Europa.

Materiale.
Internettet:                                                                                                                             

1. https//da.wikipedia.org/Peter_Eremit2                                                                                  

2. https://klimarealisn´me.dk/2020/08/22/fortidens-temperatur/                                                 

3. https:da.wikipedia.org/wiki/Korstog  

4. http//www1.com/spirituallife/they-sent-children-to-war!:-the-childrens´s-crusade

5. hhtps://docplayer.dk/5054790-Klima-hungersnoed-i-middelakderen.html

Litteratur:

6. DANSKE KORSTOG KRIG OG MISSION I ØSTERSØEN.  2006 Lind.John H. Jensen, Carsten Selch  , Jensen, Kurt Villads, Bysted, Ane L.  ISBN-10-87-638-0393-3  og ISBN-13:978-87-638-0393-9 

7. KORSTOGENE: Pihl, Michael & Rosenløv, Jesper M. 2016 .   ISBN 978,87-7118579- 2 

8. McGuire,  Brian Patrick:  DEN LEVENDE MIDDELALDER Gyldendal 2005.  ISBN 87-02—03278-3

9. Kai A. Petersen: DANMARKSHISTORIENS HVORNÅR SKETE DET FRA    OLDTID TILNUTID  1985 Politikkens Forlag ISBN 87-567-4017-4                                       

Brian Patrick McGuire blev B.A. i historie og latin fra universitet Berkeley i Californien i 1968, og i 1971 blev han Doktor Phil på Universitetet i Oxford. 

Pave Urban 2.s tale ved Clermont i 1095 åbnede vejen til hvad vi kalder det første korstog, det eneste af mange korstog som fik succes i at erobre Jerusalem. Men i Urbans egen tid brugtes ikke ordet korstog. Man talte om en peregrinatio armata, en bevæbnet pilgrimsfærd. Tanken om pilgrimsfærd havde eksisteret i den kristne verden siden senantikken, men Urban mente, at pilgrimmene nu måtte bevæbne sig for at beskytte de kristne steder i og omkring Jerusalem. Det er et meget diskuteret spørgsmål i dag blandt historikere, i hvor høj grad de hellige steder var blevet truet af muslimer, men det er indlysende, at der havde været lange fredelige perioder og korte opgør. Urban følte, at kristendommens hellige steder var truet, og han i sin tale videregav rygterne om overgreb. Den dag i dag er det svært at nå til bunds i disse rygter, og hele opfattelsen af korstogene er druknet i en nutidig diskussion om islam som en voldelig religion.

Frem for at engagere mig i en nytteløs polemik vælger jeg at se på korstogenes begyndelse som et resultat af hvad jeg i mine bøger kalder middelalderkirkens første reformation. I denne tid, som strakte sig fra omkring 1050-1150, frigjorde kirken sig fra verdslighedens magt. Præste- og bispeembeder skulle ikke længere købes, og fyrsterne skulle ikke længere blande sig i pavevalg og udpege deres favoritter. 

Siden Karl den Store i 800-tallet havde det været skik og brug, at kejseren, der blev kronet af paven, skulle sørge for, at paven tog sig at kejserens ønsker. Kirken blev købt af den verdslige øvrighed. Fordelen var, at fyrsten skulle beskytte kirken, men prisen var høj: afhængigheden af fyrstens politik og hensyn.

 Det reformparti som dannede sig i og omkring Rom efter 1050 svor, at det ikke ville finde sig i hvad de kaldte simoni, køb og salg af gejstlige embeder. Paver som Gregor 7. (1073-85) havde oplevet som unge præster, at den tyske konge kom nordfra til Italien, afsatte paven, og udvalgte sin egen mand som pave. 

Derefter kronede den nye pave den tyske konge som romersk kejser. Dette ville reformpartiet ikke længere finde sig i, og dets medlemmer under Gregor kom til at hævde, at paven ligefrem kunne afsætte en kejser der misbrugte kirkens magt og beføjelser.

Middelalderkirkens første reformation, kendt i historiebøger som den gregorianske reform, udløste en enorm energi, hvor kirkens mænd følte, at de var ved at frigøre sig fra en undertrykkende magt. Men de reformerede præster vidste samtidig, at det var nødvendigt at bruge de kræfter som de fandt hos den verdslige øvrighed. Hvad kunne være bedre end at sende dens medlemmer af sted til at beskytte de hellige steder i Østen? Ganske vist bad lederne af Det byzantinske rige om hjælp mod den muslimske trussel. Men Byzans og Vesten havde meget lidt at gøre med hinanden, specielt efter 1054, da patriarken i Konstantinopel og paven i Rom bandlyste hinanden. Man tog ikke til Østen for at bistå Byzans.

For den reformerede kirke i slutningen af 1000-tallet og den verdslige øvrighed i Vesteuropa var det vigtigt, at kirken ikke afskar sig fra den verden der skulle reformeres. Kirkens mænd kunne bruge ideen om valfart og prædike bevæbnet valfart til stormændene. Dermed begyndte den bølge af erobringer som fortsatte igennem middelalderen og ind i moderne tid. Det kristne Europa, som havde været udsat for overgreb og invasioner, blev nu den magt der viste styrke og ekspanderede. Det lykkedes ikke særlig godt i Østen, mens i Nordeuropa kom der flere korstogsbølger der først sluttede i 1300-tallet da den sidste hedenske magt, Litauen, overgav sig til kristendommen.

Kristi budskab er fred og fordragelighed, men i middelalderen blev dette budskab forvandlet til en opfordring til at gøre hele verden kristen. Takket være den reformerede gejstlighed fra middelalderens første reformation skulle korstogenes tid begynde.

I det 14. årh. hjemsøgtes Europa af gentagne pest-epidemier med en voldsom virkning på befolkningstal og på de socioøkonomiske forhold. Sagt kort, pesten spredte sig ud gennem Europa i middelalderen og den fik fatale konsekvenser for hele verdensdelen.

Starten på katastrofen.
I begyndelsen da Pesten spredte sig så utrolig hurtigt og voldsomt, mente mange, at det var Guds straf for menneskets synder.

Men mange søgte efter mere naturlig forklaring, og i en periode mente indbyggere i de ramte lande, at pesten måtte være opstået gennem skadedyr og giftige kryb. Det var ikke ukorrekt, idet man langsomt begyndte at forstå, at det var skadedyr som gnavere især rotter, der skabte grobund for udbruddet af pest. Dette sammen med manglende hygiejne og behandlinger medførte de store tab af menneskeliv.
De sorte rotter er efterhånden blev indkredset, som pestens store smittebærere. De bredte sig fra Central Asien til Europa med handelsskibe og bredte sig med lynets hast og med dem kom lopperne.  Lopperne var skyld i, at menneskerne fik sygdommen, da de efter kontakt med gnavere, satte sig på menneskene med farlige bakterier. Når først bakterien havde fremkaldt en infektion på et menneske, kunne den nemt smitte via hoste, nys eller fysisk kontakt.

Typer af pest.
Pesten optrådte både som en blod, lunge og en byldepest, på den måde var det svært at bekæmpe sygdommen, da der var forskellige slags vira.

Blodpesten var en forgiftning. Man fik mørke pletter på huden, pga. blødninger under huden. Det var den type pest, der har lagt navn til ”Den sorte død”. Byldepesten fik man som sagt ved loppestik. Symptomerne var en temperaturstigning, hovedpine, opkastninger og følelse af tørst m.m. og der opstod smerte i lymfeknuder på kroppen. Derefter spredte det sig til vævet, der ligger omkring knuderne i kroppen, og pestbylderne dannes.

Lungepesten kunne også dannes gennem blodet, det var dog oftest via luftvejene den dannes. Når man først havde fået lungepest ville det starte som en lungebetændelse, men hurtigt ville der komme så meget væske i lungerne, at man ikke kunne trække vejret, og det medførte en slags kvælningsdød.

Historikere anser det for sandsynligt, at pesten kom d. 31. december 1347 til Messina i Italien. Sygdommen var med på et skib, som kom fra den østlige del af Middelhavet muligvis Krim, hvor de sorte rotter var om bord. I starten spredte den sig kun ved kysterne, via skibene som sejlede fra Messina og ud til andre havnebyer, men hurtigt var hele Europa smittet, inklusiv Danmark.

Spredning af pesten.
Som swr fremgår af teksten udviklede pesten sig i forskellige former, derfor gik det stærkt med spredningen. Værst gik det ud over byerne, hvor folk boede tæt sammen.

De tætte handelsforbindelser til og fra Italien medførte, at pesten hurtigt kom frem til Vesteuropa, fra dens hjemsteder i Asien, Kina og Indien via de centrale Karavneveje.
Efter pesten havde hærget i Europa i ca. 5-6 år, udløste den en langvarig demografisk forandring i Europa, hvor befolkningstallet blev reduceret betydelig. Konsekvenserne var, at kornet ikke blev høstet, og at afgrøderne rådnede på træer samt buske. Der var simpelthen ikke den nødvendige arbejdskraft til at gøre arbejdet. Flere landsbyer blev lagt øde hen, og der opstod ødegarde, da der ikke var bønderne nok til at bo på gårdene og dyrke markerne.

Pesten i Danmark.
Sygdommen kom ifølge kilderne til Danmark i 1349 med et norsk skib, sejlende fra England, og som strandede i det nordlige Jylland, da hele besætningen var død af sygdommen. I det følgende år raserede den i al sin heftighed, og det antages, at omtrent halvdelen af befolkningen i og omkring Skagen døde

I hele Danmark er det anslået, at pesten også her kostede omkring 30-50 % af befolkningen livet. Det svarer til mellem 150.000 og 250.000 mennesker. Befolkningstallet faldt dermed fra omkring 500.000 til omkring 250.000.

Pestens konsekvenser for Danmark var omfattende. Det demografiske fald i befolkningen betød, at der blev mangel på arbejdskraft som i resten af Europa, og det førte til en økonomisk recession. Pesten havde også en betydning for Danmarks politiske udvikling. Den førte til en svækkelse af kongemagten, og den lokale adel fik mere magt.

Mange landsbyer blev nedlagt eller sammenlagt med andre for at skabe helt nye landsbyer. Det samme skete med kirkerne og også med kirkens indtægter, kaldet tidende, der faldt drastisk.

Alt i alt medførte de nedlagte landbrug, også en faldende skatteindtægt for herremændene. For at minimere tabet, udviklede herremændene forskellige initiativer, der skulle sikre dem deres indtægter fra bønderne.

Mange steder måtte bønderne således fæste deres gårde ofte ødegårdene, det vil sige leje deres gårde af herremændene og accepterer, at der blev indført et såkaldt vornedskab, hvor de unge i den produktive alder ikke kunne flytte fra et område uden tilladelse fra herremændene.

I denne periode, hvor arbejdskraftsmangel virkelig blev et problem, var det et mål for herremændene at sikre, at der altid ville være tilstrækkeligt med bønder til at besætte gårde, når de blev ledige derfor blev Vornedskab indført. Vornedskab var en pligt, som var pålagt bønder på Sjælland, Lolland og Falster samt Møn og Bogø for at de skulle blive på deres fødegods og overtage ødegods til fæste.

Hidtidig havde det været således, at herremændene ikke kunne nægte bondebefolkningen ret til at forlade deres område, hvis de havde givet varsel herom og hvis de betalte afgift slags formueskat, når de flyttede.

En del af den såkaldte lavadel i Europa, også i Danmark blev også ramt af krisen og måtte forlade deres forholdsvis store væbnergårde og flytte til mindre selvejergårde, også dette i sig selv forandrede landsbyerne og dermed centraliserede de store herregårde deres magt.
Herremændene beholdt korn som afgrøde, men omlagde efterhånden også produktionen til opdræt af stude, som blev en stor eksportvare, og som ikke krævede så mange involverede mennesker.

Det var således karakteristisk for Nordeuropa, at storgodsejerne overtog de øde landsbyer og tvang bønderne at fæste gårdene og blive i området, samt at omlægge til produktion af stude, men der blev stadig dyrket kornmarker.

I Europa var der andre løsningsmodeler på krisen. I Storbritannien centraliserede herremændene deres jorde og fordrev bønderne væk fra de landsbyer, hvor der kun var få folk tilbage, dels for at de kunne få nogle store jagtmarker til sig selv, men også for at have store græsarealer til afgræsning for får.

Dette skabte rigdom og senere grobund for industrialismen, derfor kan man stadig i dag se, at de engelske godsejere virkelig fik skabt sig store rigdomme og politisk indflydelse. Adelen i Danmark så en løsningsmodel ved at fæste bønderne til gårdene og sikrer sig afgifter gennem gårdenes drift, så landbruget kunne begynde at være rentabel igen og skabe vækst. Besiddelse og dyrkning af jord gav muligvis aristokratiet status i de nordiske lande. Men det gav de også overlevende bønder lidt bedre levevilkår. De fik en mildere afgiftsordning end i andre dele af Europa, og de fattige landarbejdere og indsiddere fik mulighed for at overtage efterladte landbrug.

Mens godsejernes indtægter blev begrænset pga. dødsfald, skulle bønder og husmænd selv stå for ansvaret for driften af de tildelte ejedomme og samtidig være arbejdskraft for godserne. Godsejerne var nødt til at regulere deres afgifter fra bønderne for at fastholde arbejdskraften.   

Pestens og kirken.
Troen i middelalderen var meget stærk, og kirken havde en stor indflydelse på det daglige liv. Kirkens ord betød meget for bønderne, da kirken og dens overhoved paven var Guds repræsentant på jorden.
Kirkens voksende rigdom i den tidlige middelalder blev manifesteret i gejstlige nybyggerier af klostre, katedraler, kirker. Det meste af Europa var underlagt den katolske kirke i middelalderen, og man betalte store afgifter til kirken. Under pesten mistede kirkerne nogle af deres indtægter, da den ikke fik så mange afgifter fra bønderne. Efterhånden som flere byer lå øde hen måtte adskillige kirker og klostre også nedlægges. I sidste ende mistede kirken derved indflydelse på de små lokale samfund. 

Der var dog også situationer, hvor kirken og deres repræsentanter havde fordele af krisen efter pesten, da de ofte arvede gårde og andre ejedomme i landsbyerne, som var blevet testamenteret til dem fra frie bønder, handelsborgerskabet etc.

Pesten var ifølge kirken, Guds staf til menneskene, for de synder man har begået mod hans love. Der var mange steder, hvor kirken mente, at folk syndede. Et sted hvor folk ifølge kirken begik nogle af disse syndere, var i de offentlige badehuse, hvor begge køn måtte komme for at bade. Stederne tilbød også udskænkning af alkohol og mad til de badende folk. De var et meget eftertragtet socialt mødested for mange mennesker, især i Sydeuropa. I Nordeuropa var det mere udskænkningssteder, som kroer, der af kirken blev betragtet, områder hvor mennesket kunne blive fristet til at synde.

Men kirkerne forbød disse fællesskab, fordi kirkelederne mente, at badene og krobesøg førte til tøjlesløs druk og hor.  For at formidle Gud, opfordrede kirkerne til et liv uden druk og utugt og til at bede de daglige bønder. Derudover drog ca. titusinder på pilgrimsfærd til kendte klostre eller katedraler for at vinde Guds gunst tilbage. 

Selv om folk prøvede at undgå den smitsomme sygdom, på disse pilgrimsfærd, blev det i virkeligheden til en kæmpe smittekilde. Uden at vide det, medbragte pilgrimmene pesten fra by til by. Og ikke nok med det, så lukkede kirkerne også badene, så hygiejnen kun blev værre, og konsekvenserne var, at der var nemmere for pesten at sprede sig.

Da udbruddet med pesten kom, udløste det voldsomme reaktioner fra de kristne. Europæerne havde en masse fantasifulde og ondsindet forklaringer på pesten, så der blev skabt rygter om, at det var jøderne som havde lavet en sammensværgelse for at udrydde de kristne. Der skete flere massakrer på jødiske samfund, hvor mange blev brændt på bålet.  Nogle steder opdelte man byerne i områder, og i de såkaldte ghettoer, måtte kun medlemmer af det mosaiske samfund bo. Man lavede simpelthen en mur rundt om området og inden for dette område, skulle jøderne opholde sig. Navnet Ghettoer kommer fra italiensk og relateret til et område, hvor der er jernfyldt aske. Jøderne skulle nogle steder bære et tydelig kendetegn på deres tøj, så man hurtig kunne afgøre deres religiøse tilhørsforhold.  

Efter at have observeret pestens konsekvenser begyndte flere at tvivle på, at det havde været Guds hensigt at straffe mennesket på den måde, og mange stillede sig kritisk over for kirkens fortolkning af Guds ord. Man kunne ikke forstå, at Gud stod i et misforhold til mennesket og spredte sådan en sygdom til menneskene på jorden. Hvorfor skulle de opleve pest, når de nu havde været et stærkt, troende menneske hele livet og levet efter de kristne regler? Skulle man bede om tilgivelse til Gud for ens synder, eftersom han har sendt pesten. Folk mente der måtte være en grund til det.

Som modsvar til denne kritik lavede Kirken et system til alle disse menneskelige spørgsmål om ens synder, hvor man så kunne betale de gejstlige for at bede for ens sjæl, ofte som en del af ens testamente. Men der var mange der havde tvivl, om, hvor vidt man stadig skulle tro på, hvad kirken prædikede om, eller om man skulle forstå livet på en anden måde.

Mange folk valgte, at vendte ryggen til kirken og levede et rimeligt liv uden for kirkens fællesskab, i hvert fald som det kunne lade sig gøre i datidens samfund. Enkelte frasagde sig troen og accepterede ikke tesen om fromhed og tro for at få et godt liv efter døden. Mens andre dannede nye religiøse fraktioner. En af dem var de såkaldte flagellanter, som betyder ”piske eller hudflette”. Det var en handling man kunne udføre, for at angre sine synder inden døden kom.

Reformationen indebar et brud med den magtfulde katolske kirke under pavens ledelse og dermed er det slut med det enhedspræg, som den katolske kirke havde sat i Europa i middelalderen. I sidste ende var pesten med til at skabe grobund for et opgør med den katolske kirke og hvor den reformerede kirke vandt indpas.   

Forebygge og helbrede pest.
Folks viden om smittefare var ikke stor i middelalderen, og man kendte slet ikke til begreberne bakterier eller hygiejne. Det meste af lægekunsten lå i hænderne på munkene, medicinkyndige mænd og kvinder som brugte det urtemedicin, de dyrkede i klostrene eller fandt på markerne. De fremsagde bønner eller forsøgte at rense luften for sygdomme og gifte, som de mente var i de rum, de syge lå i.  I middelalderen havde klostrene dog reelt en stor erfaring vedrørende planter, urter, som virkede helbredende som medicin.

Mange troede at urter, krydderier og blomster beskyttede mod pesten, fordi de fjernede dårlig lugt. Da byldepesten ramte Europa strøg man blomster ud over de syge. Man troede ikke, det kunne smitte ved berøring eller spyt. Mange er bekendt med tegningen af en munk der er iført fuglenæb, hvor man i næbbet havde lagt velduftende urter for at undgå at indånde den syge pestlugt.

I den almindelige jævne befolkning var behandling ved sygdom som oftest gamle husråd, som kunne have overlevet i slægten gennem flere generationer.

Som et andet alternativ kunne man få en åreladning mod pesten. Mange læger troede at sygdommen skyldtes ubalance i kroppens fire såkaldte kardinalvæsker, som var - blod, slim, gul galde og sort galde. Derfor kunne en patient tappes for ”ubrugeligt” blod, så kroppen kunne danne nyt, bedre og pestfrit blod.

Da pesten ofte blev set som en straf fra Gud, gjorde autoriteterne i begyndelsen intet for at kontrollere det store antal inficerede mennesker, som bar smitten fra by til by. Det var også en af hovedårsagerne til at pesten var så ødelæggende. Især lægekyndige og gejstlige var meget udsatte, da de kom i berøring med mange smittede mennesker, fordi deres opgaver var at give de dødende sakramentet og de efterladte kristelig opmuntring og belæring. Men samfundet var magtesløse. Sygdommen spredte sig så hurtigt, at man ikke nåede at begrave ofrene, før man selv blev smittet. De lærde kunne simpelthen ikke forklare, hvordan man blev smittet.

Mange klostre oprettede dog efterhånden de såkaldte Sankt Jørgensgårde. Det er et nordisk navn for den særlige institution, der i perioden blev bygget til isolation af patienter ofte ramt af livstruende og smittende sygdom. Oprettelsen af disse isolationscentre var styret af gejstligheden, men senere tog byerne ved lærer og begyndte selv at oprette centre til isolering af borgere. I Sydeuropa begyndte man tidligt, at indrette disse institutioner til at huse borgere, der led af bestemte sygdomme, og kun dem. Det gav en slags speciale for de enkelte klostre f.eks. pest, tuberkulose, spedalskhed.

Spedalskheden og pesten har samme værdi i social henseende, idet man den gang formodede, at sygdommen kunne overføres fra en person til en anden, man anså dem for uhelbredelig og kendte de lidelser, den kunne give anledning til. Derfor nægtede lokale beslutningstagere de spedalske adgang til byerne og indrettede institutionerne uden for bymuren, hvor de skulle bo, efter at en kommission med repræsentanter for gejstlighed og borgerskab havde besigtiget de syge og afgivet kendelse om den syges tilstand og sygdommens art.

I nogle tilfælde synes disse gårde kun at have været beregnede på natteophold, da de syge blev forsynet med et mærke fra øvrigheden, som gav dem tilladelse til at tigge ved landevejen, situationer, der er malet på middelalderlige danske kalkmalerier.

Når et ophold for en syg skulle ende med døden på en Skt. Jørgensgård, så afholdt byen en gudstjeneste i en tilknyttet kirke for den syge og familien, hvorefter den syge blev ført til Skt. Jørgensgåden for aldrig at se familien eller sin bolig igen.

Til gårdene knyttedes også andre helgeners navne end Sankt Jørgens fx Sankt Nikolaj, Sankt Jakob, Sankt Valentin, Sankt Leonhard, Sankt Lazarus, Sankt Olav og flere andre.

I løbet af epidemien kom ny lovgivning for at bekæmpe pesten. Der kom f.eks. et forbud mod at rejse ind i landet, hvis man kom fra et område, hvor pesten var udbrudt. For at inddæmme smitten, samt for at stoppe en eventuel eksport af smitte til andre landsdele, så skulle al sejlads stoppes til og fra det pestbefængte område, og grænserne til området lukkes. Endvidere stoppede centrale funktioner i det pågældende område, hvormed også landsbyens eller byens rum blev direkte påvirket af pesten.

Hvis en familie blev ramt af pest, så skulle deres bolig eller det område, hvor udbruddet blev opdaget, isoleres. Da man mente, at pesten smittede via luften, så skulle en pestkyndig som led i sin behandling ryge det befængte hus, så den dårlige luft kunne forsvinde. Var et hus kommet i karantæne, måtte dets beboere ikke forlade det. Husets døre blev malet med et hvidt kors, så det var tydelig for alle, at man ikke måtte komme i nærheden af bolig eller beboere.

Valdemar den 4. holdt den 1. juli 1354 rigsforsamling i Nyborg, hvor han udstedte et påbud til alle landets herreder. Påbuddet var en generel benådning til alle dem, der var dømt til døden eller til en straf på kroppen, som i stedet skulle betale bøder.  Benådning udstedte Valdemar på grund af det lave befolkningstal, og dermed mangel på arbejdskraft, der var en følge af pestens store dødelighed.

Der var både før og efter den store pestepidemi i 1300 tallet mindre epidemier, der ramte afgrænsede dele af lande. Alene i løbet af 1500-tallet var der 13 epidemier rundt i Danmark. Lokalt kunne de være voldsomme og få store konsekvenser for levevilkårene for både bønder, borgere og herremænd.

Under krigene med Sverige i 1658-60 hvor skiftevis svenske besættelsesstyrker, polske, brandenborgske hjælpetropper trak deres hærgende og ødelæggende spor gennem Jylland, Fyn kom pesten til Sønderjylland og Slesvig. Det var med stor sandsynlighed danskernes allierede nemlig de polske hjælpetropper, der bragte pesten til landsdelene fra Østeuropa.  Pesten var af den type, der blev spredt via lopper ofte under virkelig dårlige hygiejniske forhold.
Den i forvejen nødlidende befolkning blev hårdt ramt, og dødeligheden for svage og ældre lå i nogle sogne helt op på 80 %.  I alt regner man med at den samlede dødelighed lå på 40 %  i  de berørte sogne.
I nogle områder lå over halvdelen af ejendommene i ruiner uden beboere. Først mange år senere var man i stand til at genetablere de ødelagte landsbyer.

I Danmark hærgede den sidste pest-epidemi i 1710-1711. Man mener, at et skib fra Tyskland bragte pesten til Helsingør. Ved en hård militær afspærring lykkedes det at begrænse dens udbredelse til selve Helsingør og nogle nærliggende landsbyer. København blev også ramt af byldepest i 1711 hvilket medførte at ca. 25.000 mennesker mistede livet, altså ca. 1/3 af byens befolkning.

Fra slutningen af 1890’erne til 1930’erne hærgede byldepesten i Indien. Det skønnes, at mange millioner mennesker mistede livet. Der blev gjort en stor indsats med isolation, karantæne for at undgå den spredte sig til Europa.

Pesten er stadig ikke helt udryddet i verden. I Asien, Sydamerika og Afrika smittes op mod 3.000 hvert år af pest. I dag kan pest et behandles med antibiotika – hvis sygdommen opdages i tide.

 Den Dag, den tredje efter Sankt Jacobs År 1361
strømmede Blodet ind gennem Visbys Porte og  
løb ned ad Skråningen helt ned til Havet.                                                                   

Ole Jørgen Nørgaard

Ved en middelalderfestival på Bornholm for nogle år siden mødte denne artikels forfatter en middelalder-repræsentant fra Gotland. Han sad i sin loge sammen med sin hustru, klædt i de gotlandske bønders flotte og lidt prangende, middelalderlige folkedragter. Vi snakkede med parret. Det vil sige: Vi snakkede selvfølgelig om Valdemar Atterdags angreb på Visby sommeren 1361.

Det havde gute-boerne bestemt ikke glemt, fortalte ægteparret. Man bar stadig nag til danskerne på grund af invasionen for nu små 800 år siden.  Vi kunne jo kun beklage: Jeg syntes også, Valdemars overfald på Gotland var forkastelig, især fordi krigshandlingerne gik ud over de forkerte, nemlig gutebønderne, der forsvarede landet og ikke de rige købmænd, hvis rigdomme togtet gjaldt. Jeg ville da gerne undskylde på egne og landsmænds vegne. Jeg havde jo alligevel ikke været impliceret. Den ældre mand så forbavset på mig og sagde: ”Aldrig har jeg ventet at møde en dansker, der vil undskylde dette og her, på min sidste optræden som middelalder – repræsentant, her gør jeg det! Her møder jeg en! Det betyder virkelig noget for mig!” Han virkede ligefrem rørt, gute-manden. Danskernes optræden på øen for 800 år siden var bestemt ikke glemt på øen – end ikke her 800 år efter!

Gotland i Vikingetid og tidlig Middelalder

Gotland var i tidlig middelalder selvstændig, men havde et sted mellem år 600 og 900 søgt guterne kontakt med Sverige og havde fået en aftale om gensidig militær hjælp, mod årligt at betale 100 mark sølv til svenskerne, dvs. 80mark til kongen og 20 til jarlen.

Visbys opståen

Visby optræder første gang i historien i forbindelse med begivenheder i 1203 og den nævnes i 1210, hvor den omtales i den nedskrevne Gotlandslov. Byen er en by i 1225. Den blomstrede efter, at handelscentret Birka ved Mälaren var gået til grunde. Landet der hævede sig efter istiden og var nu altså hævet så meget, at man ikke længere kunne sejle til Birka. I 1280-erne var bymuren om Visby stort set færdig. Det var hovedsagelig tyske købmænd, beskyttet af tyske fyrster, der var drivkraften. Formålet med muren var at afskærme byen fra de Gotlandske bønder og købmænd, der var Visbys konkurrenter.

Svensk invasionsforsøg på Gotland

Den svenske konge Birger Magnusson (1290-1318), død 1321. forsøgte alligevel at erobre det rige Gotland, men invasionsstyrken, formentlig et opbud af svenske bønder, blev slået tilbage af guterne, altså de gotlands bønder. Gotlands bønder var rige og drev fra gammel tid en meget omfattende handel over Østersøen mellem Rusland, Danmark og Sverige.

Da Skåne lå i Danmark og Sverige lå nordpå       

I tidlig middelalder hørte Skåne, Halland og Blekinge til Danmark, ikke til Sverige, der dengang var den nordlige del af det nuværende Sverige.

De indre, politiske forhold i Sverige var i 1300-tallet præget af uro og kampe mellem svenske kongsemner. Kong Birger flygtede senere via Gotland til Danmark, hvor han døde.

De danske konger manglede penge og pantsatte Danmark.

Det var kongerne Erik Menved (1286-1319) og Christoffer 2.(1320-25 og 1330-32), der havde lånt penge til krig og hofliv mod sikkerhed i landsdele i Danmark – og til sidst var stort set hele landet var pantsat. Kongen, Christoffer 2. havde en kongekrone, men intet land. Hoved-panthaverne var to holstenske grever, Gerhardt og Johan. Kongen, Christoffer 2., boede i sin sidste periode som konge, til leje hos en købmand i Saxkøbing. Hans søn Otto forsøgte at rejse en hær mod greverne, men på Tap hede blev han slået, fanget og ført til Tyskland. Først for nyligt er man blevet klar over, at Otto endte som borgherre i Den tyske Riddderorden i Estland.

Valdemar samler riget igen

Ottos lillebror, Valdemar Atterdag (1340-75), begyndte i 1340 på at få landet samlet igen!

Det forlyder, at den svenske konge, Magnus Eriksson, havde indløst grevernes pant i Skåne på 34.000 mark sølv. (6kg og 432g).  Valdemar accepterede dette som en varig svensk overtagelse af Skåne - til evig tid!  Så fik den svenske konge, Magnus Eriksson, kaldet Magnus Smek, problemer med sin oprørske søn, Erik. Magnus bad Valdemar om hjælp, Valdemar sendte en stor hær til Skåne, drev Erik væk – og, da lejligheden nu var der, tog Valdemar, trods sine tidligere løfter, med magt Skåne tilbage til sig selv og Danmark. Senere tog han også Halland og Blekinge og til sidst Øland. Dengang var overtagelse med magt anset for den fineste måde at skaffe sig land på. 

Dermed var Skåne atter dansk og svenskerne var indbyrdes uenige og havde ikke midler til at ændre dette.

Valdemar sigtede højt! Formentlig ville han forsøge at tage resten af Sverige senere. Sverige var dengang ikke, hvad der blev senere og slet ikke som nu. Norge, som Valdemar også var ude efter, var dengang svensk. Han ville derfor have sin yngste datter, Margrete, gift med den kommende norske konge, Håkon, søn af samme Magnus Smek. Svenskerne fandt i hast en anden brud fra Holsten til den kommende norske kong Håkon, På vej til sit bryllup i Norge, strandede bruden med sit skib i dansk område, måske på Bornholm, måske i Skåne, så den stedlige ærkebiskop internerede hende for en sikkerheds skyld, formelt for at redde hende fra et ægteskab, der måske skulle opløses, vis ægtefællerne var beslægtet indenfor de sidste 7 led! Selv dengang en svag begrundelse!

Da Valdemar nu alligevel var i gang i Sverige, tog han foruden de tidligere danske provinser i 1360 også det fattige Øland og plyndrede det. Bådflygtninge derfra begyndte at komme til Gotland.

Visby advares mod Valdemar

I et brev. Dateret 1. maj 1361, advarede Magnus Smek Visby om, at Valdemar formentlig ville angribe Visby eller Gotland. Breve, især kongelige, blev dengang sendt med mindst et ridende sendebud og måske en væbnet eskorte.

Byen Visby fik brevet og sendte gesandter til den store sammenslutning af tyske handelsbyer, Hansaen, i Lybæk for at spørge, hvad man skulle gøre. De enkelte hansa-byer måtte nemlig ikke uden den samlede Hansa´s samtykke, indlede krig med fremmede magter. Visbys mure var bygget for at værne byens rige købmænd mod øens indfødte befolkning, de rige, handlende bønder. Disse var også fra gammel tid købmænd og var nu konkurrenter til byen Visbys købmænd, der mest var tyske men også gotlandske, danske og russiske.

Lod Visby brevets advarsel gå vurdere til gute-bønderne? Vi ved det ikke. En arkæolog og middelalder-historiker (1) har formodet, byen i stedet indledte forhandlinger med Valdemar Atterdag og aftalte, hvad byen skulle gøre den kommende tid. Der blev dog af gutebønderne sat vagter ud ved bavner på vestkysten af Gotland, der havde det erobrede Øland mod syd-sydvest.

Så skete der noget! 

En armada i Østersøen

”Ved daggry paa Maria Magdalenes Dag, den 22.juli, fik Vagten paa Varden paa Bjerget oven for Klinte Kirke Øje på en sort Prik ude i Havet lige mod Vest, hvor han vidste, at Ølands nordligste Spids laa. - - - Vagten klatrede op paa den lille Udkikplads i Toppen af Varden. ---. Der var en hel Skov af Sejl. Dette var ingen Konvoj af Handelsskibe, det var en Armada, hvis lige næppe var set på Østersøen - - . Prøvelsens Time var kommet. Med skælvende Hånd stak han Ild på Fyrrebrændet i Bunden af Varden -Snart steg den sorte Røg op mod den klare Sommerhimmel. Det ville nu ikke vare mange Minutter, før man så den fra Varderne - - og de andre varder også blev tændt -.” ( 1. side 168)  

Invasionsflåden nåede kysten indenfor de næste 8-10 timer. Man landsatte en mindre afdeling af ved Kronvall og skibene sejlede nordpå mod Västergarn, hvor der også blev landsat folk.

Guternes forsvar ved Fjäle Myr

Kongen, Valdemer Atterdag, vidste (fra sine spioner), at Gute-bøndernes folkeopbud fra den sydlige del af øen skulle samles ved Ejmunds Bro gennem Fjäle Myr (mose). Her lå et vanskeligt passabelt sted på vejen fra øens sydlige halvdel til dens nordlige med Visby.  Gennem Fjäle Myr løb en å øst-vest og over åen gik Ejmunds Bro syd-nord og altså med vejen sydfra mod nord til Visby. Broens ene side var beskyttet af en skov, den anden side af mosen (Myren).  

Ved broen havde gute-bøndernes opbud taget opstilling og ydermere havde de brudt broen ned. Danskerne angreb flere gange, men blev slået tilbage. Da sommeren havde været usædvanlig varm og tør dette år, besluttede Valdemar, man skulle sondere mosen for at se, om den var så tørlagt, at jordbunden kunne bære hestene. Det kunne den. Næste dag før guternes morgenmad, slog danskerne til med et rytterangreb tværs over myren og ryddede bøndernes opbud fuldstændigt af vejen. Valdemars styrker kunne nu fortsætte nordpå ad hovedvejen.

Visby og aktiviteten i og ved byen.

Flåden kunne fortsætte til Visby, hvor den landsatte styrke kunne sikre yderligere landgang. Da danskerne nærmede sig byen, fandt de endnu et bondeopbud på omkring 2000 mand samlet ved Söder Port. Danskerne troede først, det var et udfald gennem porten, men blev efterhånden klar over, at det tvært imod et opbud, der var kommet med forventning om at blive lukket inde gennem porten. Bystyret i Visby nægtede imidlertid gutebønderne adgang til byen!

Valdemars angreb gjaldt Visby og Visbys bystyre havde lovet at holde sig ude af kampene: Lovet hvem? Enten Hansaen eller kong Valdemar eller begge.

Kampene ved Solberga Kloster og Visbys Södra Port

Gute-bønderne var nu overladt til sig selv, indesluttet udenfor bymuren.  Mod nord havde de muren om Visby, mod vest havde de Solberga Nonnekloster, som aktuelt var forladt, mod Øst havde guterne bygget barrikader, mod syd stod de bag en vognborg, de selv havde dannet.

Danskerne angreb fra syd mod vognborgen med armbrøstskytter, der rykkede frem og beskød gute-bønderne. Danskernes armbrøst-pile, dengang kaldet bolte, fra deres moderne armbrøster, skød lige gennem gute-bøndernes jernhatte og gamle, forældede pansringer. Da skytterne var ca. 40 m fra vognborgen, stormede de frem halvvejs til vognborgen og satte sig så overraskende ned på jorden i små grupper. Det forvirrede bønderne, som holdt skarpt øje med dem og ikke så til siden. Fra klostret mod vest blev guterne nu pludselig også beskudt, hvilket kom helt uventet for dem. Danskerne havde skaffet sig adgang til det ellers barrikaderede og aflåset kloster og stod nu også på guternes vestlige flanke og beskød dem. Det skabte forvirring og uorden i rækkerne hos guterne.

Så blev Guterne angrebet af rytteri, der elegant, i sikkert  på forhånd indøvede spring, satte  over de siddende armbrøstskytter, forcerede guternes vognborg og barrikader og huggede guterne ned, stort set alle sammen.

Massegravene anlægges.

Dagen, den 27. juli 1361 var en utrolig varm sommerdag. De døde begyndte hurtigt at bulme op i varmen og lugte. Krigserfaringer sagde allerede dengang, at de døde kunne blive kilde til sygdomme, især når man levede mange mænd sammen under primitive sanitære forhold, som de danske krigsfolk aktuelt gjorde.

Danskerne begyndte at gravede derfor massegrave, i hvert fald 5 stykker, og smed de døde og døende ned i dem hulter til bulter. Formentlig er sårede, der stadig lå på jorden, blevet dræbt og smidt i gravene. De primitive rustninger var ofte samtidigt den dødes tøj. Udstyret var forældet og havde ikke mere interesse. Dertil var ligene ofte så oppustede, man ikke uden videre kunne trække tøj og/eller rustningerne af de døde. Håndvåben og eventuelle kostbarheder som smykker og penge, er formentlig blevet samlet ind.

Konges krav til Visby og guterne

På Visbys mure havde byens købmænd, trods byrådets forbud, stået og set til, uden at forsøge at hjælpe bønderne det ringeste. Der har formentlig ved byens 6 andre porte også været bønder, der er blevet nedkæmpet. I hvert fald omtales kampe ved flere andre porte.

Byens passivitet under denne episode har fået den svenske arkæolog og tidligere rigsarkivar, Bengt Thordeman, til at antage, at byen allerede havde en aftale med kong Valdemar om, hvad der skulle ske efter danskernes ankomst.

Dagen efter begyndte forhandlinger mellem byen og kong Valdemar, der også, dels via spioner var godt underrettet om, hvad der rørte sig i byen, dels var en utrolig dreven forhandler. Han havde været i lære bl.a. hos den tyske kejser.

Valdemars krav

til byen var:

1. Skulle anerkende ham og hans efterfølgere på Danmarks trone som Gotlands og  Visbys rette herskere. 2. Byen skulle stille med 6 agtede borgere som gidsler. Disse skulle være iført alene skulle være barbenede og barhovede, have et reb om halsen og medbringe byens nøgler.

3. Byen skulle rive et stykke af bymuren ned.

4. Der skulle udskrives en brandskat, som skulle afleveres på rådhuset inden 3 dage

5. Byen skulle til gengæld beholde alle sine gamle privilegier, især ret til at slå egne mønter.

Accept og brandskatning

29. juli samledes folk i øens kirker for at anråbe øens helgen, Skt. Olaf. Kongen skulle samme dag inden middag have byens accept af hans krav, ellers ville Valdemar tage byen med magt og udplyndre den. Så hørtes tegnet il accept over hele byen. Kongens vilkår havde byen accepteret, efter at kongen havde frafaldet det vanærende og ydmygende krav om gidsler og brand-skatten var blevet sat ned.  Den var nu sat til, at byens borgere indenfor de tre dage skulle fylde 3 store kar til ølbrygning med kostbarheder! Byens skrivere skulle notere donationernes størrelse og hvem, der kom med dem. Ingen skulle snige sig uden om.

Kongens riddere blev indkvarteret hos byens rigeste købmænd, så disse måtte fortrække til side-gemakker med deres familie.

Guterne fik lov til at søge efter deres faldne på kamppladserne og i gravene og give dem en kristen begravelse. Det var dog ikke let at finde pårørende i ligdyngerne. Det har sikkert også krævet en robust psyke at rode mellem de døde, der lå i flere lag. Åbenbart tog det flere dage at få massegravene færdige, selv om mandskab fra byen nu hjalp til med at grave.

Kongens belønning og Unghanse?

Kong Valdemar selv tog ophold på Unghansa gård eller kastrada helt nede sydpå på Gotland. Tingdommeren der havde længe gjort kongen store tjenester. Folkloren fortæller, kongen tidligere havde optrådt som spion og boet på Unghanse. Det er næppe sandt. Kongen skulle dog især have været meget interesseret i Tingdommerens smukke, unge og muntre datter og betragtede hende nærmest som krigsbytte. Kongen var på den tid uden ægtefælle. I hvert fald levede han ikke mere sammen med sin dronning, der formentlig var syg og interneret i et kloster, så pigen har måske heller ikke været uden interesse ved udsigten til et ledigt job som dronning af Danmark. Unghanse blev i hvert fald fritaget for alle skatter og afgifter.

Guterne hævnede sig.

Da Tingdommeren døde, blev han begravet på nordsiden af kirken - sammen med selvmordere, udøbte børn, henrettede, subsistensløse og lignende.

Udgravningerne begynder

Flere gange i 1800-tallet, f.eks. i 1811 og 1826 blev fundet skeletter ved udgravninger ved Visby, men ingen systematisk undersøgelsers blev foretaget og en stor del af de middelalderlige grave blev forstyrret eller ødelagt. I 1905 var en underofficer ved at anlægge et lysthus 10 m. nord for det gamle ”Krudthus”(Det første tårn i muren). I ringe dybde stødte han på menneskekranier, delvis omgivet af ringbrynjepanser. Det smed man væk, men den lokale arkæolog, Oscar Wilhelm Wennersten, hørte om det. Han skrev til rigsantikvaren, fik byggeriet standset og en udgravning sat i gang.  

Udgravningen afdækkede i første omgang en massegrav med omkring 300 skeletter, lagt ned hulter til bulter mellem hinanden. Indenfor nogle få kvadratmeter. (grav 1 var på 12 kvadratmeter).

Man blev klar over, at der fandtes yderligere massegrave i området. I 1911 begyndte man at anlægge en ny vej, Södra Hansgatan, da der dukkede to nye massegrave op, kaldet grav II og III. I 1912 blev der afsat 4 dage til at undersøge gravene. Grav II var 6 x 12m. Undersøgelserne kom til at vare 8 måneder. 

 I 1926 vedtog den svenske regering en bevilling til videre at undersøge gravene. Denne undersøgelse begyndte i 1926 eller 27. Der fandtes en grav V også. Udgravningerne sluttede i 1930.

De svenske arkæologer kunne nu gå i gang med at nærstudere og analysere fundmaterialet. Man havde da blotlagt skeletter fra ca.1800 mennesker. Udgravningerne var foretaget med moderne teknik, men uden moderne hjælpemidler. Selv det at fotografere skeletterne i udgravningerne var en udfordring. Man måtte anvende store, fotografiske plader for at få detaljer med, så man kunne læse f.eks. teksten på sedlerne, der var sat på genstande i graven. Brug af elektroniske hjælpemidler til registrering og indsamling af de store mængder data, hørte fremtiden til og var endnu fuldkommen ukendt.

Folkene i massegravene

Allerede under udgravningerne havde fundene vakt følelser hos de ellers ret indifferente arkæologer:

Man analyserede de menneskelige rester, der blev fundet. Man lavede tabeller over de fundnes biologisk alder og fandt forholdsvis mange under 21 år, ja selv faldne under 16 år. I Grav III var f.eks. 6 % af de døde under 16 år, 16 % var under 20. I grav III var 37 % under 20 år. Også gamle, her personer over 55 år, var godt repræsenteret. Dertil kom folk med defekter i skelettet som tuberkuløse ledforandringer, pukkelryggede, stive knæled, altså gangbesværede. I en af gravene blev fundet tre bækkener, som kunne være kvindelige (uden at kønnet kunne fastslås med 100 % sikkerhed) .

Man konkluderede, at guterne altså måtte have skrabet revl og krat sammen for at møde danskerne ved Visby.

Man formodede også, dette igen skyldtes, at det meste af guternes hovedstyrke sydfra er gået tabt allerede i kampene på Fjäle Myr.

Kvæstelserne

Oftest var mændene her smidt i graven med både tøj og rustning. De pansringer, de havde brugt var forældede. For det meste var det panserskjorter, besat med pånittede metalplader på indersiden af stof eller læder, både fortil og på ryggen. Danskernes armbrøstpile gik lige igennem disse pansringer.

Typiske skader hos mændene i gravene var hugskader i benene, evt. hugskade i lægen eller ligefrem en eller to afhuggede fødder, tilsyneladende fulgt op af et hug i nakken. Der var også mange huller efter armbrøstpile, især i kranierne. Hullerne kunne dog også være påført af slag med en pigge-besat kølle. For nemheds skyld kaldtes alle disse huller for pilehuller. Enkelte hug var ført nedefra og op, så nogle af gute-bønderne har sikkert været til hest. Det var forskelligt, hvor meget tøj og rustning, de begravede var iført i de forskellige grave.

Døde danskere må have været mellem de begravede, men der har været meget få. Måske det brynjeklædte kranie, der ofte ses på billeder fra stedet, har været en dansker.

Så har man og blandt personpansret fundet et brystpanser med et adeligt mærke, som senere er blevet identificeret som tilhørende en af to brødre fra en frisisk adelsfamilie, altså sikkert en soldat i Valdemars hær.

Udviklingen af person-panser gik dengang mod større og større plader og endte senere med de helt store plader, nærmest som en vest med én forside og én bagside og rør til arme og ben, alt af tyndt stål, der dækkede overkroppen, arme og ben. Håndvåben derimod forekom ikke i gravene og er formentlig blevet samlet op på slagmarken.

Skader fra ildvåben, altså krudtdrevne skydevåben, blev ikke påvist, selv om den slags våben var ved at vinde frem på det tidspunkt.  

Folkloren

I eftertiden er vokset en hel sagnkreds op om Valdemars besøg på Gotland. Der var blandt guterne en fornemmelse af, at Valdemars kendskab til øen var hentet ved omfattende spionage inden invasionen. Der opstod rygter om, at kong Valdemar selv havde spioneret et år på øen for at forberede togtet og at kongen under den tid og - også i tiden efter - havde haft mange eksotiske oplevelser på øen med øens smukke kvinder. Det vil være nærliggende her at se kvinderne som et symbol på øen. Der blev digtet folkeviser med samme emne. I en af viserne forsøger en mand at bryde gennem en kæde af dansende, men bliver hele tiden afvist og skubbet tilbage. I en anden står en Valdemar på en stol i centrum af kæden og vælger derfra en af de smukke piger i ringen, der danser omkring ham: Pigen bliver ført ind til ham og han forsvinder med hende. Herefter erstattes Valdemar-figuren af en anden ung mand, der igen vælger en pige og forsvinder ud af ringen med hende osv. til alle piger er væk.

En anden vise fortæller om kong Valdemar, der rider til en af sine støtter på øen, tingdommeren i Unghanses - gården og spiller guldterninger med gårdens smukke, unge datter. Først vinder jomfruen Lindeberg Slot, så kongens hest. Tredje gang sætter kongen ”sin hvide hals” på spil og forlanger, ” Men du skal sætte dig selv i Pant” Denne gang vinder kongen. Pigen kvier sig, men må overgive sig – vundet i ærligt spil!. Slutningen er alligevel lykkelig: ”Dankongen tog hende i sin Favn – Ung Hanse rider med Ære - gav hende Guldkrone og Dronningenavn”.

Havde Valdemar ikke en dronning hjemme? Jo: hans dronning, Helvig, havde født i alt 6 børn, her iblandt sønnen Christoffer, der fulgte Valdemar til Visby. Sidst føder Valdemar Atterdags dronning Helvig i 1353 en datter, Margrete. Siden hverken ser eller hører man ikke til Valdemars dronning Hedvig, før hun dør i 1374 i Esrum Kloster. Hun er formentlig lige efter sidste fødsel 1553 gået i kloster i Esrum.

Folkloren ville også vide, at de af Valdemars skibe, der var lastet med kostbarhederne fra Brandskatningen af Visby og andre kostbarheder, røvet fra øens kirker, forliste på vejen hjem – og endog hvor skibene forliste! - og hvordan man skulle få fat i kostbarhederne igen. Det var ønsketænkning! Valdemar kom hjem med alle kostbarhederne!

Også i dansk litteratur optræder Valdemar og Gotland; f.eks. i H.F. Ewalds to-binds roman ”Valdemarstogtet” fra 1928. Her lader forfatteren frimodigt folkevisens Ebbe Skammelsøn træde så mangen Sti vild som Valdemar Atterdags spion på Gotland og i selveste Ung-Hanse´s gård.

Efterskrift: Tiden, der fulgte

Efter at Valdemar Atterdag havde forladt Gotland, gjorde gutebønderne oprør og dræbte hans fogeder. Visby ser ud til at have bevaret sin tilknytning til Danmak. I 1439 flygtede i hvert fald dronning Margretes1. lidt mislykkede adoptivsøn og efterfølger, Erik af Pommern, til Visby, da han var blevet afsat. Erik startede her som sørøver i stor stil der. Han byggede en mindre fæstning op ad bymuren til støtte for sin aktivitet. I 1444 gik en svensk hær i land på Gotland og nedkæmpede et opbud af gute-bønder, medens Visby holdt stand. I 1449 dukkede også en større dansk flådeafdeling op ved Visby og Erik af Pommern blev tvunget væk af de svenske og danske konger.

Han forlod sørøveriet, tog hjem til Pommern, tog sit oprindelige navn, Bugislav, og levede der stille, til han døde i 1459.

I 1487 sikrer den danske kong Hans Visby for Danmark, bl.a. ved hjælp af sørøvere, Kong Hans lensmand på Gotland, Ivar Akselsen Thot, fik senere en ide om at gøre Gotland selvstændigt med ham selv som regent, men han blev også tvunget væk fra øen.

Så er vi nået til Søren Norby, der slog sig ned på Gotland og regerede, mere eller mindre selvstændig, som sørøver i kong Chr.2. tjeneste. I 1524 erobrer Svenskerne Gotland og jagede Søren Norby væk. Visby lukker igen af og forsvarer sig.

I 1525 erobrer Lybæk Gotland – fra svenskerne ?

Efter aftale med den danske konge, nu Frederik 1. bytter Lybæk i oktober 1525 Gotland med Bornholm for 50 år. Frederik 1. skyldte Lybæk penge for at have hjulpet til med at afsætte Chr. 2. og skatterne fra Bornholm skulle betale gælden.

Efter Torstenssonkrigen, en af Chr. 4. uheldige krige, afstår Danmark i juni/august 1645 Gotland, Öland og Jämtland til Sverige.

Gute-bønderne får endelig fred!

For danskerne i hvert fald!

En kort, summarisk oversigt over Gotlands skæbne siden Valdemar Atterdag.

1361-1339 tilhører, lidt usikkert, Danmark

1439 – 1449 Erik af Pommern, den afsatte svenske, danske og norske konge slår sig ned i Visby og driver sørøveri derfra.

Erik tvinges væk af den Danske konge, Chr.1.  

1467 Christian 1´s Lensmand, Ivar Akselsen Thot, tvinges væk efter et forsøge på at gøre sig selv til hersker over Gotland

1467- 1487  uden dansk styre

1487 (-1645) dansk styre genindføres af den danske kong Hans (1482-1513)

1645   Gotland afstås af Danmark til Sverige efter Torstensson-krigen 

1676-79 Den skånske Krig. Besat af Danmark. Visborg slot/ fæstning sprænges i luften

1700-1721 Besat af russiske tropper (Store Nordiske Krig 1700-1721)

1808 22.4. Besættes Gotland af russiske soldater under Den Finske Krig Kommandanten udnævner sig selv til generalguvernør.

1808 16.5. Tre Svenske linjeskibe landsætter svenske tropper. Russerne overgiver sig.

1808 17.5. Russerne forlader Gotland.

1939-40 opføres bunker flere steder på øen, for at hindre Nazi-tysk invasion. Efter Sovjetunionens angreb på Finland befæstes østkysten, bl.a. med bunkers, der kunne modstå beskydning fra skibsartilleri. 

--------------------------------------------------------------------------------

Skader fra Sværd i vikingetid og middelalder

Følgende for at sætte skaderne i massegravene på Gotland lidt i relief:

Den berømte danske stats - antropolog og arkæolog, Pia Bennike, fortalte i 2011 eller 2013, at hun var blevet ringet op af et Tv-selskab, der ville lave en film om vikingetiden og nu manglede billeder med læsioner fra sværd fra Vikingetiden. Pia Bennike kendte ikke nogen sådanne skader fra Danmark i det hele taget. Hun ringede derfor til sin svenske kollega, der heller ikke havde nogen kendte vikingetids sværdskader, så to nordiske riger havde altså i en meget voldelig periode ingen kendte sværd-skader fra ca. år 800 til 1100.

Svenskeren ville dog forsøge af hjælpe og fortalte for ikke at lyde afvisende:

”På Gotland har vi hundredetals skader fra sværd, men de er fra middelalderen!” 

Litteratur:

1.  Bengt Thordeman; ”Invasionen på Gotland 1361. Digt og Virkelighed.”  Forord af Museumsdirektør, Dr. phil. Poul Nørlund. C.A. Reitzels Forlag. Axel Sandal  - - - - Det Hoffmandske Etablisement, København MCMXLVI ( 1946)

Jens Chr. Boje Nørgaard

Margrete den 1. blev født i år 1353.

Hun var datter af kong Valdemar IV Atterdag og dronning Helvig.

I år 1363 blev hun gift med den 22-årige norske tronfølger, Håkon, kun 10 år gammel.

Men først da Margrete var 15-16 år levede parret som mand og kone.

I 1370 fik Margrete og Håkon sønnen Oluf. 

Da Valdemar Atterdag døde 5 år senere havde han ingen mandlige arvinger.

Den nærmeste til at blive konge i Danmark var Albrecht 4. af Mecklenburg.

Han var søn af Margretes storesøster, Ingeborg.

Men en mecklenburger var allerede svensk konge (Albrekt), så det danske rigsråd mente at det ville give for meget magt til mecklenburgerne, hvis de også havde en dansk konge. Margrete så nu muligheden for, at hendes søn kunne blive konge i Danmark.

Den danske drost, Henning Podebusk, syntes godt om idéen, især da Margrete lovede ham nogle godser på Sjælland.

I foråret 1375 blev den kun 5 årige dreng valgt til konge i Danmark, med Margrete som formynderregent. I 1380 døde kong Håkon så Oluf blev også konge af Norge, stadig med Margrete som formynder. 

Oluf var nu konge af Norge og Danmark, men reelt var det Margrete, der stod for regeringsledelsen.

Margrete havde store planer, for Olufs farfar havde været konge i Sverige.

Margrete sørgede for, at Oluf brugte titlen ”Arving til Sverige”

Hun vidste nemlig at mange svenske stormænd var utilfredse med den svenske konge.

De mente at kongen udpegede tyske stormænd som lensmænd frem for dem.

Margrete lovede at hjælpe dem hvis de ville afsætte kongen.  

De tyske forbund af bystater ”Hansaen” havde støttet Margrete og drosten Henning Podebusk i valget af konge.

Men drosten og Margrete ville i virkeligheden samtidig svække Hansestædernes magt.

Da Valdemar Atterdag sluttede fred med Hansaen, havde han måtte overlade borge langs Skånes kyst til hansestæderne. Disse borge ville Margrete have tilbage.

I denne periode af Middelalderen hærgede sørøvere i de nordiske farvande.

Trods uenigheder havde kongerne i Norden og Hansestæderne en aftale om at bekæmpe sørøveriet. Men Margrete gjorde absolut ingenting for at forhindre at sørøverne plyndrede de hanseatiske handelsskibe.

Hun opmuntrede dem endda til at gøre det for at stække deres magt.

Hansestæderne beklagede sig gennem diplomatiet.

Margrete underrettede dem om, at hun kunne gøre en større indsats for at bekæmpe sørøverne, hvis hun fik de skånske borge tilbage. Hansestæderne accepterede nødtvungen dette.

I 1387 dør Oluf i en alder af 17 år, Allerede en uge efter Olufs død samledes en flok stormænd på landstinget i Lund i det Skåne, der igen var dansk.

De valgte her Margrete til ”fuldmægtig frue, til husbond og hele Danmarks formynder”.  Baggrunden for at hun blev valgt må ses ud fra, at hun var kong Valdemars datter og kong Olufs mor samt at hun havde udvist velvilje overfor alle stænder i befolkningen og demonstreret magt over for Hansestæderne.

Ifølge aftalen skulle hendes stilling vare indtil hun og stormændene havde fundet et passende kongeemne. 

Reelt var hun således regent for Norge og Danmark, men hun opgav ikke håbet om at samle de 3 nordiske lande med sig selv som hersker. 

Den mulig syntes pudselig tættere på end nogensinde før.

I Sverige trak det op til det endelige opgør med den mecklenburgske kong Albrekt og hans tilhængere. Den svenske adel bad Margrete om hjælp. Det lovede hun og blev valgt til ”Sveriges Fuldmægtige frue og husbond”

Kong Albrekt frygtede en krig og rejste til Mecklenburg for at hverve forstærkninger. Inden han tog af sted gav kongen Margrete en række øgenavne f.eks. kaldte hende for ”Kong borgløs”, ”kong Bukseløs” og skulle have sendt en slibesten til synåle til hende for at håne hende.

Margrete udrustede en hær af danske og norske mænd. Hæren var under ledelse af Ivar Lykke. De rykkede ind i Vestgötland, hvor de forenede sig med en svensk hær under ledelse af Erik Ketilsen. Det kom til et stort slag ved Falköbing mellem de 3 hære fra de nordiske lande og Albrekts hvervede hær fa Tyskland. Albrekt blev overvundet og taget til fange, indsat i et fængsel på Lindholm slot i Skåne, hvor han sad i 7 år.
 

For at sikre de 3 nordiske landes forening i fremtiden, sammenkaldte Margrete adelen plus biskopper fra de 3 riger til et møde i byen Kalmar i Sverige den 17. juni i 1397.

Her blev stormændene enige om, at de 3 riger altid skulle være forenet under en fælles konge plus holde sammen i krig og fred. Hvert land skulle dog beholde sin suverænitet og stadig styres efter egne lokale love, samt bevare sin administrative struktur. Hvert land beholdt også eget rigsråd, men kongen kunne indkalde til et fælles rigsrådsmøde.

Denne aftale blev kaldt Kalmar Unionen. Udgangspunktet var det såkaldte Unionsbrev, der var en juridisk bindende aftale, som fastsatte de mere detaljerede regler om Kalmarunionens regeringsudøvelse samt regulerede de fremtidige forhold mellem de tre riger. Findes i original på Rigsarkivet. Den blev skrevet på papir, med påtrykt 10 sejl.

Margrete havde længe vidst, at det var af afgørende betydning for at bevare unionen mellem landene, at der blev bragt kontinuitet i magtstrukturen.  

Derfor havde Margrete tidligere kontaktet sin søsterdatters mand, Vartislav af Pommern, for at undersøge, om hun måtte tage hans søn, Bugislav, til sig som plejesøn. Vartislav accepterede, og 1388 afleverede han sin 6 årige søn til Margrete.

Hun gav ham det nordiske kongenavn, Erik.

Året efter hyldede norske stormænd ham som arvekonge. Norge var arvekongedømme, så her var Eriks efterkommere sikre på tronen.

Men i Danmark og Sverige kunne stormændene vælge en anden til konge.

Derfor ønskede Margrete at knytte landene tættere sammen i et forbund eller en union. Ved mødet i Kalmar blev den 15 årige Erik kronet til unionskonge.

Selvom Erik nu var konge i de nordiske lande, var der stadig tale om tre helt selvstændige riger.  

De tre lande blev ikke én stat, som nok var Margretes reelle politiske mål. Mange mener, at når Unionsaftalen ikke til sidst blev udfærdiget på pergament var det fordi Margrete lagde det til side for senere at få politiske forandringer indført. 

I 1399 kom Finland med i Unionen.

Kalmar Unionen blev dannet og det var politisk et  blændende dygtigt hånværk. 

Ole Jørgen Nørgaard 

Valdemar Atterdags børn

Valdemar 4. Atterdag var gift med Helvig, søster til Valdemar 3., altså var Valdemar Atterdag langt ude i familie med Valdemar Sejr.

De fik sammen 6 børn, nemlig som nr. 1 Christoffer, født i 1341, (død1363), som nr. 2 Margrete, død 5 år gammel, nr. 3 Ingeborg, senere gift med hertug Heinrich af Mecklenburg, nr.4 Kathrine og nr. 5 Valdemar, der begge døde som små og som nr. 6 og sidst, endnu en Margrete, født i 1353 (død 1412).  

Denne sidste Margrethe blev som 10-årig i 1363 gift med den norske konge, Håkon 6. (konge 1343-80). i 1370 føder hun sønnen Oluf (1370-87).

Oluf bliver konge i Danmark og Norge med Margrete som formynder

I 1375 dør den danske konge, Valdemar Atterdag. Hans sidste søn, Christoffer, er død allerede i 1363, så der er nu ingen mandlige efterkommer af Valdemar Atterdag.

Margrete haster med sin lille søn, Oluf på 5 år, til Danmark og foreslår rigsråderne at vælge den lille Oluf til konge – med hende som formynder.

Rigsråderne accepterer: Hellere Margrete end en af de tyske Mecklenburgere, som Valdemar Atterdag ellers allerede halvvejs har lovet tronen.

Den 5-årige Oluf der bliver valgt og kåret som konge af Danmark i 1376.          I 1380 dør også kong Håkon i Norge. Han har som konge været meget svag, rent ud sagt uduelig, især overfor de norske stormænd og han havde ført en uheldig krig i Sverige for sin far, den svenske konge, Magnus Eriksson Smek.  I modsætning til Danmark og Sverige, hvor kongen skal vælges, er kongemagten i Norge arvelig, så den lille, nu 10 -årige Oluf, bliver nærmest automatisk også konge i Norge – med Margrete som formynder. 

Den unge Oluf er egentlig grunden til, at Margrete som hans formynder kan regere de to riger, Danmark og Norge.

Oluf dør. Margrete bliver rigernes Frue og Fuldmægtig Husbond.

Så kommer ulykken!

Den 3. august 1387,17 år gammel, dør Oluf også!

Han dør i Falsterbro i nuværende Sverige. Margrete er i Ystad. På rekordtid – i løbet af en uge - får hun landstinget i Skåne, altså stormændene der, samlet i Lund. Her bliver hun lokalt valgt som Frue og Fuldmægtig Husbond.

Siden vælges hun også på de andre landsting.

Heldigvis har Oluf været så forudseende, at han fik skrevet et omhyggeligt testamente inden han døde. Han testamenterer al sin ejendom til Margrete, så den side af sagen er i orden.

Han blev kort efter begravet i Sorø. Dog bliver hans hjerte og lever sendt til opbevaring i Domkirken i Lund.

I det lange løb har Margrete brug for en mandlig tronfølger, hun kan regere som formynder for. Hun søger efter en med Valdemarernes blod i årene og vælger sin søsters datters søn, Bugislav i Pommern og får ham allerede i 1387 til Danmark. Han er på det tidspunkt 5 år og forventes ikke de første mange år at slå sig i tøjret, som konge med en myndig formynder.

En ny Oluf melder sig.

Så kommer endnu en prøvelse for Margrete!

I 1402 er en ung mand begyndt at holde et lille hof i Danzig i Tyskland. Han fører sig frem som Oluf, konge af Norge og Danmark og fortæller, han er den døde kong Oluf, som hans moder, Margrete, har skaffet af vejen for nu 15 år siden. Nogle nordmænd besøger ham og finder en vis lighed med afdøde Oluf. Selv om han i så fald skulle have levet sine første 17 år i Danmark og Norge, taler og forstår han ikke hverken dansk eller norsk. Han skriver til Margrete og forlanger sine to riger tilbage. Hvis Margrete virkelig havde skaffet ham af vejen, var det næppe nogen klog disposition. Margrete kontakter Den tyske Ridderordens stormester. Det foregår ikke i det skjulte! Hun sender bud med 7 riddere og 6 væbnere til stormesteren og beder om, at få manden udleveret. Det får hun.

Prins Otto, der forsvandt.

Lidt tankevækkende er det, at det var ridderordnens stormester, Margrete henvender sig til og ikke kejseren. Valdemar Atterdags storebror, Otto, havde forsøgt med magt at tage det pantsatte, dansk land fra de tyske grever, der jo havde landet som helt legal pant. Otto havde tabt kampen og var blevet fanget af greverne. Han fik valget mellem at tilbringe resten af sit liv i et fængsel – det behøvede ikke at vare så længe - eller sværge troskab til Den tyske Ridderorden. Til sidst valgte han det sidste og forsvandt. Det er kun et par år siden, man opdagede, han havde bestyret en borg i Estland for ridderordnen. 

Margrete havde vel ikke brugt Den tyske Orden til at få Oluf stuvet af vejen på samme måde?

Næppe, men i samtiden var mistanken der.

Den falske Oluf

Den nye Oluf-version kom til Danmark og her kom han i forhør. Han var født i landskabet Eger i Bøhmen og var muligvis søn af den rigtige Olufs amme og muligvis havde han sin viden om Oluf og Margrete fra hende. Dengang fandtes ingen speciel ernæring til spædbørn, så børnene blev ammet meget længere end nu. Han hed Wulf, tysk for ulv, som Oluf eller på Norsk Olav, der også betyder ulv. 

Om der også var nordmænd ved hans hof, der kunne fortælle om den norske kongefamilie, vides ikke. Set i dag, århundrede efter, forekommer det, at der må have været en vis organisation bag den nye Oluf-version eftersom, at han ligefrem har kunnet holde hof. Manden selv derimod forekommer næppe at have været så kløgtig, at han har været i stand til at forstå, hvor farligt et spil, han var i gang med.

Hvem stod bag den nye Oluf?

Margrete havde bare 3 år i forvejen med magt afsat hertug Albrecht 3. af Mecklenburg som konge i Sverige og holdt ham stadig fængslet som krigsfange. Hertug Albrechts mægtige familie i Mecklenburg havde i hvert fald at kraftigt motiv til at forsøge at skade Margrete.  

Margrete lader manden brænde levende sammen med hans breve og dokumenter!

Dermed bliver han en af de meget få, måske bare 2-3 personer, der er brændt levende i dansk middelalder – fra Ansgar kom til Danmark i år 826 til reformationen i 1536.

I det århundrede, der fulgte efter Reformationen, blev over 1000 mennesker brændt i Danmark. Det var altså ikke den mørke middelalder, der brændte hekse!.

Det var tiden efter! 

I Charlotte Sielings film Om Margrete1. fra 2021 vil Margrete have Oluf brændt for, at han kunne fremtræde renset og skyldfri for de himmelske dommere.

Det er en misforståelse i filmen. For middelaldermennesket ville den brændte være aske og i begravelsesformularen hedder det ” ---- af jord skal du igen opstå”, altså ikke af aske. Den brændte kom derfor ikke i himlen efter døden!  Når man senere brændte hekse, var det bl.a. for, at de ikke efter døden skulle kunne komme i Himlen sammen med kristne godtfolk. Margrete kunne tvært imod være sikker på ikke at møde Oluf i Himlen, når han var brændt.

Der er endnu et efterspil: 

”Norske historikere kender en grav i Franciscanerkirken i Perugia(i Italien). Her ligger, skal lokale gejstlige have sagt, en franciscanerbroder, der i sin ungdom var Konge over tre Riger i Norden, men hans Moder tog Rigerne fra ham og sendte ham i Kloster. Han levede her, højt æret og elsket, og blev meget gammel.”

Fra Palle Lauring; ”Valdemars Sønner og Unionen” 2. oplag 1974, (side 201) ISBN  870098862

Så var Margretes søn, Oluf version 1 identisk med version 2 (som i filmen) eller version 3 (i Perugia) ingen af de to, kun den ene, eller begge.? I sidstnævnte tilfælde, hvem blev så begravet i Sorø i 1387 og hvem blev brændt i 1402?. 

Margretes død?

Margrete selv døde pludseligt ombord på et skib i Flensborg Fjord. Byen Flensborg havde forsøgt at slutte sig til holstenerne, Margretes fjender! Det var ikke populært hos Margrete! Denne gang brugte hun rå, militær magt og voldsomme afstraffelser af overløberne. Selv præster, der hørte under kanonisk lov og altså kun kunne dømmes af kirkelige domstole, lod Margrete dømme og hænge.

Så døde Margrete!

Måske var det pest. Der var vist pest i byen. Man ved det ikke. Hun blev (på grund af smittefaren?) provisorisk begravet på den mindste af to øer i Flensborg Fjord, Lille Okseø. Passende transport blev hurtigt organiseret og Margrete blev flyttet til klosterkirken i Sorø. Herfra hentede hendes gode ven, bisp Peder Jensen Lodehat, hende med væbnet magt til Roskilde Domkirke. Her ligger hun nu i sin lukkede sarkofag.

Margretes kiste

Historikere og andre videnskabsmænd vil gerne vide, hvad der er i kisten. Døde Margrete af pest eller noget andet? Fik hun gift? Kunne hendes lidt mislykkede adoptivsøn. Erik af Pommern, ikke vente længere med selv at komme til at regere rigerne og bestemme det hele?  
Man vil gerne åbne kisten og undersøge det, om ikke andet, så bare et lille hul, men kan sene en mini-TV-sonde gennem og måske med en sonde tage eventuelle prøver.

Margrete 1. har imidlertid en meget fjern, nulevende slægtning og kollega denne slægtning siger kategorisk ”Nej” til alle forsøg i den retning.                                  
Ja! Slægtningen er dronning Margrete 2.

P.S.:

Erik af Pommern blev afsat i alle de tre riger og slog sig derefter ned som sørøver på Gotland. Den næste Unionskonge, Christoffer af Bayern, der også var konge i Sverige (1441-48), forsøgte at fordrive Erik med svenske tropper, men det lykkedes ikke. Først da den næste danske konge, Christian 1. i 1449 sendte en større dansk flåde, måtte Erik opgive og flytte hjem til Pommern. Her døde han i 1459.

Ole Jørgen Nørgaard

Christian 2. (1513-23) må have haft en speciel evne til at omgive sig med mærkelige eksistenser. Her tænkes på mænd som den fynske biskop, Jens Andersen Beldenak, der var den eneste ikke-adelige biskop i riget, udnævnt af Chr.2.s fader, landsknægten Diderik Slagheck, dennes broder, Heinrich, den hollandske pige Dyveke Willums og hendes moder Sigbrit Willums.

 Disse dunkle eksistenser blev magtfulde gennem deres forbindelse med kongen. Søren Norby hørte ikke rigtig til i kongens nærhed, men stod alligevel kongen meget nær.  Han var også retlinet og som regel ude at slås for kongen og var meget loyal mod denne – og han var ikke delagtig i det stockholmske blodbad, tværtimod!

Oversigt: Christian 2.s skæbne.
Kalmarunionen skal genoprettes! Chr. 2. så det som sit hovedmål at genoprette Kalmarunionen, altså at erobre Sverige. Norge var dengang dansk. Chr.2. førte med vekslende held krig med Sverige med store udgifter til lejede hære og endte med i 1520 at besejre svenskerne.

Ved fredsslutningens-festen var den svenske adel inviteret til at fejre den nye konge, Chr.2. kroning og indsættelse som svensk konge. Gæsterne havde fået frit lejde, men Chr. 2. benyttede sig af lejligheden til at ”tophugge” den svenske adel. 80 adelige blev efter en sumerisk kanonisk, altså kirkelig, retssag dødsdømt og halshugget på Store Torv i Stockholm. Juridisk var retssagen og dommen - eller den manglende retssag – formentlig i orden,(åbenbart kætteri skulle ikke dømmes, kun straffes!) men dommen kunne kun eksekveres ved kongens, Chr.2.s aktive indgriben.

Sammensværgelsen før blodbadet.
Svenske historikere har for nylig konkluderet, at blodbadet i Stockholm blev planlagt hjemme i København af kong Christian II selv, Sigbrit Willums og Diderik Slagheck. Her vil det være nærliggende at tro, at de har udspurgt Beldenak, som var ekspert i kirkelovene og den svenske ærkebiskop, Gustav Trolle, der havde rollen som religiøst forurettet kirkefyrste, fordi hans (verdslige) modstandere havde indtaget hans borg og jævnet den med jorden.  

Den meget unge, dansksindede ærkebiskop, Gustav Trolle, havde godt nok fået ekstraordinære beføjelser og rettigheder af paven, bl.a. havde han fået ret til at omgive sig med 400 bevæbnede mænd og juridisk var han gjort til en del af selve kirken. Perifert i sammensværgelsen var også en tysk rådmand og en borgmester i Stockholm.

Machiavellis ”Fyrsten” i Norden?
Man kan overveje, om den samtidige italiener, Niccolo Machiavellis bog ”Fyrsten” har spillet nogen rolle for begivenhederne her i Norden. Bogen blev færdig i 1513 og cirkulerede i lærde kredse. Den blev først udgivet og trykt i 1532. Beldenak kan have mødt Machiavelli ved Curien indenfor det tidsrum. Bogens indhold var en række brugsanvisninger for datidens fyrster. Værket har været kendt og omtalt ved fyrstehoffer i Europa, så sikkert ved Chr.2.´s hof.

Efter Blodbadet
Efter blodbadet satte Chr.2. sine håndgangne mænd til at styre i Sverige og skyndte sig til Nederlandene, hvorfor vides ikke. Svenskerne gjorde igen oprør og skulle nedkæmpes, hvilket kostede mere penge, mange penge. 

Nye love rettet mod adel og kirke
Christian 2. lavede herefter også en masse nye love, der skulle begrænse adelens og kirkens magt og dertil udskrev han en masse skatter, hvor også menigmand skulle betale krigen med Sverige.  Til krigen lånte han også en masse penge – og hans finansminister, mor Sigbrit, forhøjede Sundtolden og konfiskerede skibe, der ikke ville betale den højere told.  Det gjorde Chr.2. upopulær alle de trufne steder. Hans nye love endte med at blive brændt på bålet allerede i 1523. 

Fyrstelig Fyreseddel
1523 sendte adelen Chr.2. en fyreseddel, her i form af et brev med opsigelse af troskab, huldskab og mandskab. Efter sigende var brevet gemt i en ridehandske, der var blevet ”glemt” hos kongen efter et høflighedsvisit, da kongen nu alligevel var i Jylland. Den glemsomme var en højtstående adelsmand, nemlig rigsrådsmedlem Mogens Munk. Kongen benægtede senere at have fået brevet. Han har formentlig brændt det kort efter at have modtaget og læst det.

Noget gjorde i hvert fald kongen blev helt ude af det! Der fortælles, at han på vej hjem fra Jylland til København, sejlede frem og tilbage over Lillebælt 20 gange, inden han bestemte sig for at forlade Jylland og tage til København. Historien om sejlturene var formentlig en myte. 

Ankommet til København pakkede kongen alle sine sager, inklusive mor Sigbrit, ned på de krigsskibe, der lå ved København. Og ja: Mor Sigbrit blev virkelig pakket ned! Hun blev bragt fra slottet til skibet havnen i en kiste, fordi man var bange for, befolkningen i København skulle lynche hende, hvis hun blev bragt åbenlyst gennem byen!

Chr. 2. sejlede til Holland, hvor hans dronning kom fra. Her etablerede han sig i byen Lier med ” het hof van Denemarken”. Det lykkedes for ham endelig 1524 at presse kejseren til lunken at støtte en plan om at tilbageerobre Danmark. En lejet hær havde Chr.2. betalt med penge, 24.000 gylden, der var skaffet ved salg af Chr. 2.´s søsters smykker. Hun var gift med kurfyrsten af Brandenburg. Dertil skyldte kejseren ham 150.000 gylden, som skulle have været medgift for hans dronning, Elisabeth.  

Chr. 2. samlede den lejede hær Syd for grænsen, men havde åbenbart overset, at lejesvendene i hæren løbende skulle betales. Ellers ville de ikke slås! Der kunne ikke rejses flere penge for smykkerne. Det var dermed ikke flere penge til lejesvendene og hæren opløstes. 

Det var en finte, mor Sigbritt ikke ville have ladet passere, da hun var aktiv for Chr.2. Chr.2. fik i 1531 samlet en ny hær, måske fordi kejseren udbetalte en del af Chr.2.´s dronning, Elisabets, medgift.  Kejseren ville sikkert gerne af med Chr. 2. og skaffede ham skibe til transport af hæren ved at presse hollænderne til at levere skibene.

Bagdøren til Danmark: Christian 2. invaderer Norge!
Chr. 2. sejlede til Norge og nåede frem, ramponeret af vejret, Nogle skibe forliste på vejen, men man var dog i stand til at nedkæppe de lokale, danske styrker. I det lange løb ville Chr.2. ikke kunne klare sig. 

En større, dansk styrke ankom til Norge under kommando af den katolske biskop, Knud Gyldenstjerne. Chr.2. lod sig af Gyldenstjerne overtale eller lokke til at sejle med til København til forhandlinger med den nye konge, Chr.2.´s farbror, Frederik 1.

Christian 2. i Sønderborg!
Skibet sejlede imidlertid ikke til København, men til Sønderborg Slot, hvor kongen blev holdt fangen indtil 1549. Det er en myte, at han fik tiden til at gå ved, med sin tommelfinger, at lave en rille i en rund bordplade, han ørkesløs gik rundt om. Han havde ret frie forhold under sit fangeskab. Han kunne bevæge sig frit omkring på Als og f.eks. drive jagt på øen. 

Politisk var han på det tidspunkt, som det hedder på nudansk ” Dead man walking” Han havde ingen venner med indflydelse, men masser af fjender. Han havde ingen andre steder at tage hen!

Kun én gang kom han ikke hjem til tiden og der blev ledt efter ham i flere timer. Han blev fundet i strandkanten, hvor han fortalte en fjollet historie om, hvor han havde været.

Hvorfor Sønderborg? Ja; under den kommende, Grevens Fejde (1534-36), var København og Malmø jo de eneste Byer i Danmark, der ville støtte Lybæk, der igen, i i hvert fald i deres propaganda, angav, de ville have Chr. 2. tilbage – hvert fald delvis. (Ålborg nævnes ikke her: Den var halvt Lybsk og havde 2 borgmestre, en dansk og en tysk)

Adelsrepublik eller ny konge?
Det var Chr.2.´s farbroder, Frederik 1. der afløste Chr.2. som Danmarks konge. Da han døde i 1533, besluttede adelen at fortsætte med landet som en adelsrepublik. Det gik ikke! Uden en central magt, ville landet blive et bytte for andre magter, især Lybæk, der stod i spidsen for den tyske handelsstormagt, Hansaen.

Grevens Fejde
Lybæks bestræbelser på at tage magten i Danmark førte igen til en krig om magten i Danmark. Krigen blev kaldt” Grevens Fejde”. Den danskvenlige, svenske ærkebiskop, Gustav Trolle, døde i denne krig. Han kæmpede på Lybæks side og blev hårdt såret i slaget ved Øksnebjerg 11. juni 1535 og døde kort efter i dansk (altså holstensk) fangenskab!

Christian 3. bliver konge.
Da fejden var slut, blev den holstenske hertug Christian konge som Chr. 3.og Chr. 2. fik igen friere forhold. Først i 1549 blev han flyttet til Kalundborg, hvor han nærmest havde byen som livsgeding, altså et område, der leverede ham til livets opretholdelse.  Chr.3. besøgte ham der og de drog på jagt sammen. Chr.3 døde i 1559 og det fortælles, at Chr.2. sørgede så meget over ham, at det var medvirkende til, at den afsatte konges død kort efter.

Forkert øjenfarve!
Og et sidste hak i øjet på Chr.2.. Han havde brune øjne, begge hans formodede forældre havde blå! Det var længe før Mendel i 1865 kom med sine arvelove om, hvordan bl.a. øjenfarve nedarves. Brun farve arves dominant, så hvis man har et blåt og et brunt anlæg, får man brune øjne. Moderen havde et blåt, faderen må have haft et brunt. Hvem det var faderen, vides ikke, men paven havde været så venlig at sende kong Hans´ dronning, Christine fra Sachsen, en udsending, der kunne holde hendes kristne lærdom og forkærlighed for Franciskanerordenen ved lige, medens kong Hans var i krig Sverige. Kong Hans måtte i øvrigt flygte fra Stockholm en vinter, og efter svenskernes meget korte beretning ”- flyede konungen från Stockholm ”met (sin veninde) Edele Jernskæg i Kanen”. Nej. Pigen havde ikke et stift skæg. Jernskæg var hendes familenavn og Kanan var her en hestetrukken slæde, men kan også betyde en glidebane.

Interesserede i Chr.2.´s, tid, altså Danmark i 1500-tallet, henvises i øvrigt til historikeren, dr. fil. Mikael Venges omfattende produktion om emnet. Bøgerne er fortsat tilgængelige på nettet.

Beldenak
Beldenak hed egentlig Jens Andersen og om hvilke der er flest informationer. Han var biskop på Fyn og boede i Odense, men disponerede som biskop også over et par godser på Fyn og Tåsinge. Han blev generelt søgt holdt udenfor indflydelse, fordi han ikke var adelig. Adelige chikanerede ham.

En gang blev han og hans selskab på vejen mellem Odense og Svendborg overfaldet af en gruppe unge adelige. Beldenak trak en bog op af sin saddeltaske og begyndte messende at læse i den med høj røst, medens han så sig om i terrænet og gjorde sære bevægelser. Angriberne studsede og så sig også omkring og mente snart efter at have set mange bevæbnede mænd kom frem i det skjulte, så de flygtede. Beldenak stak bogen i tasken igen og fortsatte sin færd. Fra da af anså man ham for en, der kunne mere end sit fadervor og havde hemmelige kræfter.  Han var udover teolog også en, ekspert i kanonisk, altså kirkelig, ret.

 Han havde en vis myndighed og kunne styre selv de rå landsknægte!  Han var med ved det stockholmske blodbad, der jo blev retfærdiggjort af kirkelige lov, ikke af verdslig. Beldenak foreslog kongen at brænde de lig, der efter blodbadet fyldte op på gader og pladser i Stockholm. De skulle jo egentlig have været brændt.

Beldenak solgte senere sit fynske bispedømme til Frederik 1. og fik til gengæld fra kongen en lille pension og boede resten af sit liv i Lybæk.

Beldenaks historie fik ikke en ”happy ending”. Beldenak havde handlet med stude, som han solgte til de store byer i Tyskland og i Rantzaufamilien troede man, han havde tjent en formue ved studehandel. I 1533 overfaldt Christoffer Rantzau om natten Beldenaks gods på Tåsinge. Vagterne blev dræbt og Beldenak slæbt ud af sengen, sejlet til Holsten og i lang tid ført fra det ene fængsel til det anden for, at man ikke skulle opdage, hvor han var. Han blev underkastet tortur for at få ud af ham, hvor pengene var. Han blev nøgen og oversmurt med honning sat ud ved en nyretue i dagevis, han fik tænderne knust eller trukket ud med bødlens redskaber, han fik testiklerne knust af bødlen, han fik det ene lem efter det andet mishandlet – et ad gangen, så han ikke skulle dø under mishandlinger osv. . Han må resten af sit liv været plaget af smerter efter torturen. Beldenaks søster var gift med en velhavende mand, og han købte Beldenak fri fra Rantzauerne kældre og resten af sit liv levede han meget stille i Lybæk, beskyttet af bystyret. Han skrev et klagedigt over sit fangeskab i tidens internationale sprog, latin.

Paludan Müller skriver i sin monografi om Beldanak: ”Hvis han havde syndet, så havde Nemesis ikke opsat straffen for ham til en anden Verden.”

Se i øvrigt C. Paludan M-Müllers ”Jens Andersen Beldanak, en levnedsbeskrivelse ” til Informationsfesten i 1836 på Odense Katedralskole. Værket findes i 2 næsten ens versioner med forskellig titel.

Kort version af Mor Sigbrit skæbne.
Når en borgerlig kvinde som mor Sigbrit fik dem indflydelse, hun virkelig havde, skyldes det hovedsagelig, hun var mor til Dyveke, Chr.2.´s elskerinde, men også, at Sigbrit som købmand havde lært en kunst, som var fremmed for mange af de fine og ellers veluddannede adelsmænd, der kunne tale latin. Hun kunne regne! At regne på latin er meget svært, men jævne købmænd kendte kunsten fra dagligdagen og kunne regne på deres måde.

Hvad skete der med Sigbrit efter at hun kom ud af kisten i Holland?  Hun var upopulær hos Hollands regent, Margretha og blev udvist af Holland. De første år, dvs. indtil 1531 opholdt hun sig alligevel der, skjult i sortesøstrenes (Dominikanerordnens?) kloster i Utrerecht.  Da Chr.2. manglede skibe for at komme til Norge, vovede hun sig frem og forsøgte at hjælpe ham ved at true de hollandske myndigheder med, at han ville slippe sine lejede tropper løs på hollandske byer, hvis man ikke hjalp ham.

Det førte igen til, at hun blev genkendt, fængslet og kom for retten i Mechelen). Her blev hun dømt for disse trusler og for, som finansminister i Danmark af have forhøjet sundtolden for hollandske skibe og også at have beslaglagt skibe, der ikke kunne/ville betale den forhøjede told. Hun blev dømt til døden ved hængning! (usædvanligt, for kvinder blev ellers ikke hængt, men levende begravet.) Beretningen om hendes sidste tid, kendes fra Ary Den Hertog `s historiske roman ”Mor Sigbrit” fra 1946. Bogen bringer også Domsudskriften, der formentlig er en afskrift af det originale dokument – formentlig! Der er sandsynligt, men ikke fuldstændig sikkert.

Forfatteren lader Mor Sigbrit hilse dommen med lettelse. Hun havde frygtet at blive brændt som heks. Det har åbenbart været tæt på, for hendes krop skulle efter henrettelsen brændes. Hun blev hængt og ikke begravet, fordi hendes forbrydelse var ”mandlige”.

Historikeren Michael Venge har tidlige fremført, at der også var danske interesser impliceret i at få dømt mor Sigbrit fra livet, så man ikke kunne risikere, hun dukke op som rådgiver i Danmark igen.

Meget kort om Søren Nordby
Søren Nordby var fra fynsk lavadel og var den mest trofaste af Chr.2.´s folk. Han kæmpede for kongen, selv da alt så ud til at være tabt. Han kæmpede effektivt og ofte utraditionelt. I slaget ved Lund 28. april 1525 angreb han f.eks. med sine kampvogne. Johan Rantzaus velordnede rækker. Tanken var rigtig, men materiellet komplet uegnet. Kampvogne var her hestetrukne køretøjer, der fik monteret en kanon. Tanken var, at vognene skulle, foran egne fodfolk, køre frem mod Rantzaus linjer og beskyde Rantzaus folk med vognenes kanoner - hen over hovedet på hestene. Kanonererne skød alt for højt for ikke at ramme eller skræmme hestene. De skød derfor også over Rantzaus folk. Rantzaus kanoner stod solidt på jorden og havde ikke problemer med at ramme de fremrykkende vogne. På 150 m´s afstand åbnede Rantzaus kanoner ild mod vognene og forårsagede det helt store kaos med vogne. Efter slaget samlede Rantzaus folk 100 brugelige kanoner sammen fra de havarerede ”kampvogne”.

Søren Nordby tog 1526 til Litauen, derfra til Rusland, hvor han blev fængslet, men på den Tyske Kejsers forbøn frigivet i 1528. Ude af fængslet i Rusland sadlede han hesten og red direkte til Holland for at støtte Chr.2., men det diminutive ”het hof van Denemarken” i byen Liar var inde i en død periode, så den gamle kriger gik i tjeneste hos den tyske kejser og deltog i dennes krig i Italien, Sidst deltog han i belejringen af Firenze.

Der findes flere beretninger om Søren Norbys død her. En af dem var, at han faldt i et slag, en anden, at han blev dræbt af en kugle fra volden af den belejrede by, Firenze. Denne sidste forklaring kan muligvis uddybes. Det påstås nemlig, at Norby fik den dårlige vane at begynde dagen med at møde op et bestemt sted foran byens mure og i passende afstand håne italienerne med sikkert obskøne tilråb, tegn og fagter. Da de ikke gad høre på ham mere, svarede de igen ved at hente en kanon og da Søren næste morgen, det var 12.3. 1530, genoptog sin yndlingsbeskæftigelse med at stå og række tunge af modstanderne, skød de ham bare! Han døde kort efter. Formentlig var kanonen ladet med en kardæsk, en sæk med geværkugler, der affyret fra kanonen bliver til en byge af kugler. Han blev gravsat i et kloster i nærheden. Han var en dygtig soldat og feltherre, afholdt af sine folk, modig, ikke grusom. Han gemte sig ikke bag sine mænd. Han havde åbenbart en svaghed; Han tog chancer.

Norby har i nyere tid fået et mindre krigsskib opkaldt efter sig.

Didrik
Didrik var uægte søn af en tysk, katolsk præst, der muligvis levede sammen med en kvinde, da cølibatet ikke blev taget alvorlig alle steder trods diverse pavers forsøg på at få det overholdt.  Didrik har formentlig gennem sine kirkelige forbindelser fået et job på pavens kontor. Derfra kom han i tjeneste hos Chr.2.. Han var en bekendt af mor Sigbrit, der omtalte ham som sin fætter. Han var sekretær hos pavens udsending, Arimboldi, der kom til Norden for at sælge afladsbreve, altså billetter til en luksustilværelse i Paradiset efter døden., De var dyre. Chr. 2. søgte efter et påskud til at konfiskere den paveliges indkomst til sin krigsførelse. Der blev, formentlig af Didrik, startet rygter om, at Acimboldi havde modtaget bestikkelse af svenskerne. Han fik til gengæld et job som biskop derovre.

Som skrevet kom Chr.2. med den lejede hær i 1520 for generobrer Sverige. Ved fredsaftalerne lovede kongen den svenske Adeel frit lejde,  men stedet kom det stockholmske blodbad, Blodbadet blev retfærdiggjort ved en gejstlig retssag mod de svenskere, der havde sammensvoret sig om at nedkæmpe den alt for unge, danskvenlige ærkebiskop, Gustav Trolle, indtaget hans borg og jævne den med jorden. Det blev udlagt som et anslag, rettet mod den katolske kirke og ikke en verdslig fjende. Hvis handlingen kunne anses som åbenbart kætteri, skulle sagen ikke en gang for en domstol. De tiltalte skulle bare straffes! – her altså på livet. Egentlig skulle de have været brændt. Det gjorde Beldenak efter blodbadet Chr.2. opmærksom på og foreslog så, man begyndte man at brænde ligene, der nu havde hobet sig op i gaderne.

Didrik blev med pavens velsignelse udnævnt til biskop et stille sted i Sverige. Da ærkebiskoppen i Lund døde, blev landsknægten Didrik ærkebiskop!! Han holdt indtog i domkirken til sin bispevielse i spidsen for at gruppe landsknægte - med piber og trommer!

Diderik havde ikke alene været med til at planlægge blodbadet i Stockholm. Han satte det også i scene, og dirigerede også henrettelserne af de adelige og en del købmænd fra Stockholm. Han lod under blodbadet en tilskuer hænge, fordi denne stod og græd over henrettelserne.

Der kom 1521 nu endnu en pavelig udsending, Frans de Pontentia, til Danmark. To af de biskopper, der var blevet henrettet blandt den svenske adel, havde ikke deltaget i sammensværgelsen mod Ærkebiskop Gustav Trolle og var altså uskyldige. Legaten Frans de Pontentia krævede blod på pavens vegne. Kongens kunne det nok ikke blive, men nogen skulle bøde. Man overvejede Beldenak, der måske havde været vidende om uhyrlighederne, men ikke deltaget i dem. Kongen havde også lige presset Beldenak til at give ham, 2/3 af sin årsindtægt som biskop på Fyn. Det var på omkring ½ tønde guld om året og man slagter jo ikke en mand, der lægger guldæg.  

Didrik have åbenbart deltaget i blodbadet, endda meget synlig som en personlig dirigeret henrettelserne på torvet.

Han blev arresteret og kom på pinebænken og tilstod hvad som helst, også henrettelserne i Stockholm

Didrik var åbenbart arresteret i nattøj og blev senere, iført silkeforet fløjels-tøfler, af bødlen og dennes håndlængere, ført gennem Københavns gader, medens bødlen med høj røst fortalte, at her kom han med mester Didrik, der var skyld i de voldsomme mord i Sverige og nu skulle bøde for dem! Det var 24. januar 1522. Optoget kom også forbi mor Sigbrits hus, hvor skotske og tyske landsknægte i forvejen lige havde været i slagsmål og tyskerne havde dræbte de få skotter.

Fremme ved galgen bemærkede en tilskuer, at Didrik stillede sine fløjls-tøfler på jorden, da bødlen trak ham op ad stigen til strikken og galgen. Her fik han strikken om halsen og bødlen strammede den godt til, så delinkventen ikke kunne få vejret. Et øjeblik efter løsnede bødlen igen strikken og sagde til Didrik og/ eller tilskuerne: ”Nej, vi skal ikke til her, vi skal et andet sted hen”. De gik ned ad stigen, Didrik tog sine fløjes-tøfler på og de gik hen til et flammende bål, hvor tilskueren igen bemærkede, at Didrik stillede sine fløjlstøfler på jorden, inden han blev bundet til en stige og skubbet ind i bålet. Tilskueren mente også, han havde bedt bødlens håndlangere skynde sig, så det her ikke varede for længe.

Medens Didrik blev levende brændt i København, forsvarede hans broder, Heinrich, desperat en borg i Sverige for kongen, Chr.2.

Didrik fik sin egen medicin at smage. Han blev også dømt ved en kirkelig ret og henrettet kort efter. Han arrangerede blodbadet, men han havde ikke kunnet hverken sætte det i gang eller standse det. Ansvaret lå hos kongen! 

Ole Jørgen Nørgaard

En endefuld hver 14. dag i 7 år!      
Margrete 1. havde slået sig sammen med de svenske stormænd for at fordrive Sveriges upopulære konge, den tyske hertug Albrecht 3. af Mechlenburg, fra Sveriges trone.

Albrecht intimiderede derfor Margrete i et brev hende! I brevet kaldte hende Kong Bukseløs. Han skrev, at når han havde vundet krigen i det kommende slag, ville han overlade hende til sine mænds forgodtbefindende og derefter tage live af hende. Indtil da kunne hun sysle med de synåle, han sendte hende i stedet for at forsøge sig som konge, et mande-erhverv, kvinder jo helt åbenbart alligevel ikke havde forstand på.

Kort efter, nemlig efter slaget ved Falköping 24. februar 1389, var hertug Albrecht og hans sønner Margretes krigsfanger. Hertugen blev, iført narredragt, ført frem for Margrete. Rygtet vil vide, Albrecht ikke ville rejse sig for Margrete, men det kendte hun råd for: Han blev ført ned i borggården, fik hevet bukserne af og fik - bukseløs - en gevaldig omgang tæsk i sin bare bagdel med en passende hasselkæp. Nu kunne han ikke sidde. Det blev værre! Rygtet vil nemlig også vide, mishandlingen blev gentaget hver 14. dag i de 7 år, Albrecht var Margretes fange. Den stakkels mand! Hans bagdel må nærmest have hængt i laser efter omkring 182 bukseløse afstraffelser. Og når han fortalte om det hjemme, risikerede han, folk begyndte at grine!

 Kilde: Christoffersen, Peder ”Danmarkshistorien. En krønike fra oldtiden til nu” Gyldendal. 2009,side 232. ISBN 978-87-02-04968-8

Christian 2.                                                                                                       
Christian 2. havde brune øjne. Begge hans forældre, dronning Christina af Sachsen og kong Hans, havde blå øjne, Det vakte lidt underen i samtiden, men først, da Mendels love for arvelighed blev kendt efter 1865, blev man helt klar over, at et par forældre med blå øjne ikke, eller kun ekstremt sjældent, kunne få børn med brune øjne.

Tilfældet er kommenteret i Den lille Danmarkshistorie under afsnittet ”Christian 2. og hans håndlangere”.

Hvordan døde Chr.2.´s legendariske rådgiver, Sybrech Willemsdatter, kaldet mor Sigbrit”.                               
Hun var mor til kongens elskerinde Dyveke, reelt kongens nærmeste rådgiver og finansminister og endte sit liv i Nederlandene, dødsdømt for forbrydelser mod Nederlandene som dansk minister. Som kvinde skulle hun ombringes ved at blive brændt, begraves levende eller halshugget. Blev hun det?                                                                                                                                                          

Hvordan døde Dyveke?                                                          
Dyveke var Chr.2. elskerinde. Han blev præsenteret for hende i 1513, medens han var vicekonge i Norge og hun var fra da kongens elskerinde, til hun døde 21.9. 1517. Det er almindelig antaget, hun døde af at spise forgiftede kirsebær, men en naturlig død var også en mulighed.                                                                                                                

Nu er september ikke ligefrem højsæson for kirsebær. Det har været formodet, hun har spist kirsebær, der var konserveret med det giftige blyacetat, også kaldet blysukker, fordi det smager som sukker. Kirsebærrene har ikke været beregnet til at spise, men skulle fungere som udsmykning på bordet, altså som en skueret, der på den tid var almindelig brugt.   

1. I en version af begivenheden spiser Dyveke af skueretten, medens de tilstedeværende hoffolk åbenbart ser stiltiende til uden at advare hende. Man -hoffet- vidste, bærrene er giftige. Det vidste Dyveke ikke- og kirsebærrene smager sødt!                                                                                           
2. I en anden version har Torben Okse været nærgående overfor Dyveke. Stærkt beruset skulle han have forsøgt at voldtage hende i kongens seng. Dette sidste, altså kongens seng, var en stærkt skærpende omstændighed. Efter dette søgte Torben Okse forsoning ved at sendte (forgiftede?!) kirsebær til Dyveke og hendes mor, Sigbrit. 
                                                                     
3. I endnu en version vides ikke, hvor kirsebærrene kom fra eller hvem, de var beregnet til. Mor Sigbrit troede efter datterens død, de forgiftede bær var tiltænkt hende og ikke datteren, for Sigbrit var forhadt, især af adelen.

4. Endelig havde den tysk-romerske kejser, Maximillian, der var dronningens familie, forsøgt at få Dyveke fjernet fra Chr.2.´s hof. Da dette ikke lykkedes, havde kejseren truet med at slå Dyveke ihjel – eller i hvert fald udsætte hende for ”- eine grosse Finesse”      

At hun også døde af forgiftningen kunne tyde på et professionelt kendskab til giften virkning og dosering.                                                                                                                                               
Torben Oxe blev, som bekendt, 29. november 1517 henrettet for Dyvekes død efter at være frikendt i Rigsrådet og efter at en særret, nedsat af kongen, havde nægtet at dømme i sagen og overladt dommen til kongen!

Interesserede henvises til historikeren dr. fil.  Mikael Venges omfattende arbejder om denne periode.

Frederik 3. Svenskekrigene.                                            
Danmark mister Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm og andre småting! Hvem begyndte?  En dansk Tv-station fortalt for nyligt, at svenskerne med en angrebskrig tog Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm og et par andre småting fra os i krigene 1657-60!  Det er for så vidt sandt, men hvem begyndte krigen med angreb på fjenden og krigserklæring                                                                                                                               

Var det den krigsgale svenske konge, Karl 10. Gustav, med en kamptrænet elitehær på i alt 100.000 mand, heraf mange ryttere?
Var det den præsteuddannede danske kong Frederikk 3. der egentlig skulle have været biskop, og som højest kunne skrabe 25.000 mand sammen, hovedsagelig et dårligt udrustet, dårlig uddannet og dårligt trænet hjemmeværn?  Se svaret her på siden i Den lille Danmark Historie.      

Brian Patrick McGuire blev B.A. i historie og latin fra universitet Berkeley i Californien i 1968, og i 1971 blev han Doktor Phil på Universitetet i Oxford. 

En af de mest hårdnakkede myter om middelalderen handler om præsternes prædiken under gudstjenesten. Det hævdes, at det var først med den protestantiske reformation, at prædiken blev på folkesprog. Det er virkelig løgn og reformations spind, fordi igennem hele middeldaleren blev der prædiket på folkesprog. Gudstjenesten var ellers på latin, men efter oplæsningen af teksten fra Evangeliet, var det meningen, at præsten vendte sig om og forklarede indholdet til menigheden. Det vil sige, at han holdt en prædiken, på et sprog som alle skulle kunne forstå. Jeg har selv arbejdet med flere prædikener som kansleren for Pariseruniversitetet omkring 1400 holdt i sognekirker rundt omkring i Paris. Disse er på fransk, mens de prædikener han holdt for universitetsstuderende og lærere var på latin. I 1969 forsvarede middelaldereksperten Anne Riising en disputats om prædiken i middelalderens Danmark, hvori hun påviste, at mange af de latinske prædikener blev lavet af præster for at imponere hinanden, men de oprindelige prædikener blev holdt på dansk. Riising pegede på flere samlinger fra Ribe hvoraf de fleste er på dansk. 

Desværre har Riisings resultater ikke fået den udbredelse de fortjener, og myten om prædiken på latin til stakkels sognebørn findes den dag i dag. Mellem os og middelalderen befinder sig den protestantiske reformations propaganda og spind, og det er vigtigt at trænge igennem til middelalderens virkelighed, hvor tanken om prædiken på latin til mennesker uden latinsk dannelse er absurd. Det er mit indtryk, at det vil have skabt oprør i menigheden hvis præsten begyndte at bruge latinske gloser for at forklare sin mening. Derfor er det vigtigt at skelne mellem selveste gudstjenesten, som var på latin, og præstens prædiken, der uden for universitetskredse altid var på folkets sprog.