Jens Christian Boje Nørgaard

Efter Ruslands uventede angreb på Ukraine i 2022, var der i medierne meget fokus på de flygtninge, der kom fra Ukraine. Der var i de europæiske lande en udtalt vilje til at hjælpe de krigsramte ukrainere på deres flugt. En del flygtninge har søgt til Danmark og er blevet en del af de mange indvandringer, der er sket op igennem hele Danmarks historien.

I den tidlige fase af krigen, hvor hele Ukraine blev angebet, flygtede mange fra storbyerne, især kvinder med børn søgte vestpå, mens mændene var nødt til at kæmpe for landets uafhængighed. Ruslands aggression forandrede Europa politisk og økonomisk, og troen på stabiliteten forsvandt på et øjeblik.  I Danmark forventede man, at der ville komme op til 100.000 flygtninge og de fleste steder var private og kommunerne klar til at hjælpe med de mest fundamentale ting.

Indtil nu har det vist sig et andet billede, mange flygtninge er vendt tilbage til de sikre områder i Ukraine, mens andre har fået fast arbejde i Danmark og dermed sikret sig mulighederne for at skabe en tilværelse her i landet.

Krigen i Ukraine trækker dermed historiske spor til begivenhederne i 1956, da befolkningen i Ungarn gjorde oprør mod den sovjetiske besættelse og til Tjekkoslovakiet i 1948 og 1968, hvor et spirende demokratiønske blev ødelagt af den russiske besættelsesmagt.

Opstandene i Ungarn og Tjekkoslovakiet udløste en strøm af flygtninge, hvoraf mange kom til Danmark. Viljen til at hjælpe var stor, og legendariske var de kendte udsendelser fra Danmarks Radio og TV i 1957 og 1968 for at samle penge ind til hjælp for flygtningene.

Igennem historien har det nuværende Danmark været præget af indvandring på godt og ondt. Indvandring der i realiteten afspejlede globale økonomiske, geopolitiske, religiøse og miljømæssige forandringer, der igen har afstedkommet nye tiltag for at udvikle et trygt og sikkert samfund.

Såvel antallet af indvandrere som oprindelseslande og årsagerne til indvandringen har skiftet meget i tidens løb. Det kunne være tale om indvandring ud fra ønsket om beskæftigelse, uddannelse, frihed, demokrati eller flugt fra etnisk, politisk eller religiøs forfølgelse.

Begrebet ”indvandring” er først opstået, da der kom bysamfund og statsdannelser, som begyndte at regulere deres grænser og retten til at opholde sig i landet via lovgivning. Det romerske imperium begyndte således fra år 9 at befæste deres grænser mod Germanien. af frygt for angreb fra de derboende stammer. Disse forsvarslinjer udviklede sig gennem tiden til en slags statsgrænse, der markerede adskillelsen mellem det romerske rige og det såkaldte Germania libera, der frie Germanien. Romerne brugte selv udtrykket Limes om grænsen,  der oprindelig betød markskel. 

For Danmarks vedkommende skete dette i den tidlige overgangsfase mellem vikingtiden og middelalderen. Dannelsen af Danmark som land og stat bliver ofte forbundet med kong Harald Blåtands beskrivelse af sig selv, som den der samlede riget og gjorde danerne kristen. 

Dette er i hvert fald teksten på den runesten, han lod opsætte i byen Jelling. Men i dag ved historikerne gennem andre kilder at der har været forsøg på statsdannelse længe før kong Harald Blåtand og at der i de enkelte dele af landet har været små kongeriger, der er opstået helt tilbage i jernalderen.

 Arkæologiske aftryk af disse små afgrænsede kongeriger eller høvdingeriger er mest markante i Jylland. Et eksempel på dette er det såkaldte Olgerdige ved Åbenrå, der anlagt som en forsvarslinje med rettet mod syd bygget mellem 200 og 300 e.Kr. Det er efter danske forhold et stort anlægsprojekt, der i høj grad vidner om en politisk centralisering med et styrende aristokrati.  

Forhistorisk tid.

Undersøgelser af DNA i skeletter fra forhistorisk tid sammenlignet med nulevende personers indikerer, at der har været i hvert fald tre større indvandringsbølger i Danmark i oldtiden.

De allerførste indvandrere i Danmark og nok de første danskere var jægere og samlere, som slog sig ned her i landet efter at isen begyndte at smelte bort for ca. 12.000 år siden. Undersøgelser med den nyeste teknologi indenfor genforskning viser, at disse indvandrere var høje, med markante træk samt grå- eller blålige øjne.

Derefter viser forskning at et nyt befolkningsindslag bragte agerbrug til landet for ca. 6.000 år siden. Det er på sin vis en skelsættende periode, da den forandrer landet på alle områder fra at være én jægerkultur til et bondesamfund. Det er stadig stor uenighed om, hvordan landbruget vandt indpas i Danmark. Spørgsmålene er mange, f.eks. kom tamkvæget samtidig med kornavl, skete udviklingen gradvist eller var det en pludselig udefrakommende kultur, der gennemførte den strukturelle forandring.

Det er helt klart at forandringerne kom sydfra, og af de nye forhold var inspireret fra lande omkring Middelhavet. Landbruget var en samfundsmæssig revolution, der medførte store ændringer i ernæring, i landskabet, i kulturen, i beboelsen og ikke mindst organisering.

Den tredje indvandringsbølge i Danmark i forhistorisk tid var et hyrdefolk med oprindelse i Østeuropa, der bragte kendskabet til bronze til landet for ca. 4.000 år siden. Igen ud fra DNA kan man karakterisere deres udseende. De var højere, kraftig bygget og medbragte med stor sandsynlighed det indoeuropæiske sprog, som det danske, norske, svenske sprog stammer fra. Denne sidste gruppe er også kendt som Yamnayaerne.

Bronzealderen er på mange områder en rig periode i dansk historie. Klimaet bliver varmere og kontakten til resten af verdenen bliver større. Flinten samt ben, der var kendt fra stenalderen som råvarer til fremstilling af redskaber og våben, bliver afløst af bronzen.

Jernalderen i Danmark bliver inddelt i 3 store perioder, den første periode kaldes keltisk jernalder og varede fra ca. 500 f. Kr. til år 0.

Klimaet skiftede meget i perioden, og det blev koldere og mere regnfuldt, befolkningen flyttede til befæstede landsbyer, hvilket indikerer at der var interne krige og konflikter. I denne periode brød et folkeslag op østfra, muligvis fra det nuværende Ungarn, Tjekkiet og startede en folkevandring. De blev kaldt kelterne og de var andre folkeslag overlegne, fordi de brugte våben af jern.

Jernet var den nye råvare, der med inspiration i Mellemøsten blev brugt til fremstilling af redskaber og våben. Jern er mere holdbart mere bronze og det kunne udvindes i Danmark i form af myremalm fra moserne. Der er talrige arkæologiske fund af primitive højovne, der viser at jernet blev udbredt til mange i samfundet, ikke kun var et privilegium for en dygtig håndværker.

Kelterne bevægede sig ind over Nordeuropa, og bosatte sig af flere omgange i det nuværende Storbritannien.

Næste periode i dansk jernalder bliver kaldt romersk jernalder, fra ca. år 0 til 400 e. Kr. Rom var efterhånden blevet en stormagt, og havde indflydelse på hele Europa, kulturelt, økonomisk og politisk.

Nye og ukendte varer fremkom på de lokale markeder, og mønter fra det civiliserede syden blev brugt i norden. Romerske gravskikke vandt indpas hos lokale høvdinge. Ikke alle var begejstret for den romerske indflydelse, og der var ofte krige mellem germanske stammer og de romerske legionærer.

Mest kendt er det store slag i år 9, hvor den romerske hærfører Varus faldt i et baghold i  skovene ved Teutoburger nær Bremen og mistede 30.000 legionærer til den germanske høvding Arminius. Formålet med felttoget var netop at besætte et område mellem Rhinen og de nordlige dele af det nuværende Tyskland, helt op til Elben. Efter nederlaget valgte Rom en politik, der skulle fastholde deres enorme områder i  Vest- og Østeuropa og samtidig udbygge en beskyttende grænse ved Rhinen.

Forbindelseslinjerne til det nordtyske område og dermed Norden blev yderst begrænset,  men handlen og kontakterne fortsatte trods alt.  Kejser Augustus (63 f.Kr. - 14 e.Kr.) skrev i en vurdering af sit politiske liv følgende afsnit: "Min flåde sejlede over oceanet fra Rhinens munding til kimbrernes land, hvor ingen romer før var nået, hverken til lands eller vands, og kimbrerne - og de øvrige germanske folk i samme område bad gennem gesandter mig og romerfolket om venskab".  

Romerne ønskede at bygge alliancer for at sikre en slags Pax Romana,  som man tilbød de folkeslag man undertvang. I mange områder var der voldsomme lokale krige mellem folkeslagene, men romerne tvang de stridende til fredsaftaler. Dermed fik mange øje på    fordelene ved det romerske samfunds struktur, nemlig fred, stabilitet, et retssystem, god infrastruktur. 

Den sidste periode i dansk jernalder kaldes germansk jernalder, og er fra ca. 400 e.Kr. til 700 e.Kr.

I omkring 300 -400 e.Kr., er der opbrud i hele Europa, man kender ikke baggrunden, men der sker store grupper af mennesker vandrer fra sted til sted i Europa. Ofte slog nye befolkningsgrupper sig ned i et område og det skaber konflikt med områdets tidligere beboere. Mange på vandring søgte mod syd, og store grupper af germanske stammer var i offensiven og angreb selve Rom.

Der er talrige arkæologiske fund fra perioden i Danmark, ofte fund relateret til konflikter og krige, især de store våbenofringer har vakt interesse.
Mest interessante er de store våbenfund i moseområdet ved Illerup Ådal nær Skanderborg. I hundredvis af ofrede våben, brynjer, skjolde etc. blev fundet under udgravninger i perioden fra 1957 til 1990.  I forbindelse med fundene, kan man fastslå, at der har fundet et stort slag sted, hvor lokalsamfundet har forsvarets sig mod en angribende fjende. Fjenden kom fra Vestnorge eller Sydsverige og har i antal nok været næsten 1000 personer, måske ønskede de at plyndre de rige gårde i området. De lokale måske også 1000 mand forsvarede sig så godt, at fjenden led store tab og flygtede. De efterlod sig betydelige mængder af våben og andet krigsmateriel. De lokale tog de efterladte våben og ofrede dem i moserne. 

Der er regnet på, hvor mange indbyggere i et fællesskab, der skulle til for at forsyne en hær på 1000 mand og resultat er overraskende, da man estimerer at tallet er 20.000 personer som et befolkningsgrundlag  for en hær af denne størrelse. Omsætter man dette tal til de fremvoksende storgårde i perioden, vil det betyde, at der skulle  være mellem 1500 og 2000 gårdanlæg. 

Hver gård har behov for et forsyningsområde, så et realistisk bud på et territorium, der kunne rejse en hær på 1000 mand var 1500 kvadratkilometer, altså et område på størrelse med Lolland -Falster. Alt dette dokumenterer, at der i romersk jernalder eksisterede områder med en stærk centralmagt, der kunne organisere samfundet. De fundene våben var i hovedsagelig produceret uden for Danmark, primært i Sydeuropa. Dette markerer  en betydelig samhandel og inspiration fra Romerriget.    

Den germanske jernalder, karakteriseret med de store befolkningsbevægelser mod syd og vest, truede de højtudviklede, strukturerede civilisationer i Sydeuropa, der oplevede tilbagegang og et samfundsmæssigt socialt økonomisk forfald i udviklingen. Det vestlige romerske imperium udspillede sin betydning på grund af dets tab og det pres på centralmagten, som invasioner af ikke-romerske folk spiller, især frankerne, goterne, alemannerne, hunnerne, medførte. Forskellige faktorer bidrog til dette fænomen migration og invasion, og dets rolle og betydning diskuteres stadig bredt.

Helt klart er det, at det østromerske rige med Byzans i centrum blomstrede kulturelt og handelsmæssigt, samtidig med, at det vestromerske rige kæmpede for sin eksistens med en svag centralmagt og vedvarende trusler fra emigrerende stammer. Det østromerske imperium tilpassede sig, beskyttede landets interesser og fortsatte med at eksistere indtil Konstantinopels, fald til osmannerne i 1453.

I denne periode er der en betydelig udvandring fra de nordiske lande mod syd. Stammer som goterne, saxerne, burgunderne, jyderne, friserne er med stor sandsynlighed kommet fra områder tæt ved eller i det nuværende Danmark. Allerede omkring år 100 vandrede stammerne Cimbrerne fra Himmerland og Teutonerne fra Thy mod civilisationen. Dette ifølge Claudius Ptolemæus, ca. 100-ca. 170, en græsk astronom, matematiker og geograf, der placerede disse stammer i Jylland.

Vikingetiden.

I Vikingetiden kalkulerer forskerne med, at der var en rimelig stor emigration fra Norden til primært England og Frankrig. De mere kendt udvandringer er til Færøerne, Island, Grønland. Baggrunden for at rejse fra Norden er mangesidig, klimaet forandrede sig, de nye kongedynastiers centralisering, ønsket om hurtig veldstand, i visse områder stiger befolkningstilvæksten, hvilket medfører nye problemstillinger.

Men det skyldes også i høj grad, at der var en mulighed for det. Der var allerede i 600 tallet opstået nye muligheder for transport, da man var begyndt at bruge sejlskibe i stort omfang. Samtidig fandt de vikinger, som drog til England for at handle og plyndre, ud af, at de også kunne udnytte deres magtposition til at skaffe sig land.

Alene fra Danmark mener man at 20-35.000 vikinger tog det drastiske skridt og udvandrede vestpå til et helt nyt land. De bosatte i afgrænsede områder, hvor der blev oprettet byer og landsbyer, f.eks. York i Østengland.  Vikingernes migrationsbølge til England skete primært i 800-900-tallet. Da de danske konger fik magt over dele af det Britiske rige i 1000-tallet, var bølgen af vikinger, som flyttede til England, altså stoppet. Den oprindelige befolkning i England som bestod af angelsaxer gjorde kraftig modstand mod indvandringen fra Norden, men manglede en stærk centralmagt, der med magt kunne svare igen.

Middelalderen

Kristendommens indførsel i Danmark medførte, at der langsomt udviklede sig fredelige kontakter med andre nationalstater for at opbygge kristendommen.

Den tyske-romerske kejser Ludvig den Fromme 778 -840 havde hjulpet den jyske konge Harald Klak med at udbygge magten i Danmark. I 826 blev Harald Klak døbt i slottet Ingelheim ved Mainz. Da Harald vendte tilbage til Danmark, var han ledsaget af munken Ansgar, der på kejserens opfordring skulle udbrede kristendommen i Danmark.

Det tyske romerske kejserrige opstod i tomrummet efter det vestromerske riges forsvandt. En tanke om et nyt antikt kejserdømme blev skabt med Karl den Stores kejserkroning i 800 i Rom og det var i realiteten var den katolske kirke, der sikrede sammenhængskraften i kejserriget.

Ansgars og efterfølgende missionærers arbejde bar først frugt i 965, da kongen Gorm den Gamle lod sig kristne og afgjorde at Danmark skulle være et kristent land. Han byggede også en kirke nær kongesædet i Jelling.

Haralds dåb og overgang til kristendommen var baseret på realpolitiske overvejelser. Det Tysk-romerske kejserrige truede nemlig med et angreb på datidens danske storby Hedeby, og dette kunne retfærdiggøres med henvisning til at danskerne stadig var hedninge. Desuden kunne kongemagten udmærket forstå at en efterligning af den tysk-romerske administration, skatteregler, opbygning, handel i realiteten kunne styrke kongemagten i Danmark.  

Med Kristendommen kom der i Danmark indvandring af mange forskellige erhverv. Øverst i kirkens hierarki var der biskopper, og gennem flere generationer var det kun udlændinge, der havde de fornødne kvalifikationer, ofte i en kamp om udnævnelserne mellem Hamburg-Bremens ærkebiskop og ærkebiskop i Canterbury.

Kristendommen skabte også nogle omfattende, flotte kirkebyggerier i 1000- og 1100-tallet hvilket i høj grad i høj grad blev igangsat af udenlandske bygningskonstruktører. De omfattende byggerier af kirker med brændte sten blev i begyndelsen ofte varetaget af faglige specialister fra andre lande og derfra bredte byggeriet sig med indenlandsk arbejdskraft ud i landsbyerne. Rent håndværkermæssigt betød dette en kolossal udvikling, teknisk, arkitektonisk.

De nyoprettede danske klostre blev i høj grad bygget og administreret med indvandrede munke. Mange klostre blev oprettet med bistand af munke fra de kendte klostre Clairvaux og Cîteaux i Frankrig.

Rent befolkningsmæssigt skete der også en forskydning i grænseområdet mellem Danmark og det tysk- romerske rige, idet der kom en tysk indvandring til Slesvig. I et område mellem den østlige del af Danevirke og Ejderen var der i den tidlige middelalder store områder med skove, men med en lille befolkning. 

I løbet af middelalderen foregik der en langsom tysk ekspansion ind i de oprindelige danske bosættelser, måske styrket af pesten? I slutningen af middelalderen var det danske sprog trængt tilbage til linjen Husum- Slien.

Indvandring fra Nordtyskland foregik også andre steder i den tidlige middelalder for eksempel i form af vendiske stammer der slog sig ned på Lolland, Falster, øerne i det sydfynske. Herom vidner en række stednavne af vendisk oprindelse som eksempelvis Korselitse på Falster og Vindeby (Vendernes by) på Tåsinge.

I middelalderen kom der også en indvandring fra de økonomisk dominerende nordtyske bysamfund Hansestæderne til danske købstæder. De var udpræget dygtige købmænd, og solgte nye typer af varer. Således var der allerede i 1100 tallet ifølge Saxo kolonier af borgere fra Lybæk i Roskilde. Mange begreber og ord indenfor handel og håndværk vandrede således fra tysk til dansk i denne periode.   Handlen var gradvis ved at flytte fra Middelhavet til Østersøen på grund af de mange konflikter med de nye kalifater i Nordafrika.  

Uden for borgerskabet, blev den danske adel suppleret med indvandring af mange tyske adelsslægter. Dette medførte en stigende polarisering af samfundet og en udvikling i retning af feudalisme.

I den tidlige middelalder havde den kongelige familie tætte bånd til tyske, russiske og Kiev-ukrainske fyrster. Valdemar som adskillige danske konger var navngivet stammer fra det russiske Vladimir og flere af kongerne opholdt sig i periode hos hoffet i Novgorod. Tre danske konger i træk Erik af Pommern, Christoffer af Bayern og Christian 1. var tyske fyrster, der blev valgt som danske konger. De havde dog familierelationer til den danske kongefamilie og udstyret med samme hofetikette, som var dominerende i Nordeuropa.

Renæssance, enevælde.

Christian den 2, danske konge fra 1513 til 1523, satsede meget på at Danmark-Norge skulle udvikle sin handel efter inspiration fra Holland. Kongen inviterede derfor nederlandske bønder til at bosætte sig på Amager for at øge produktionen af fødevarer til afsætning i København. 

I 1518 kom de første hollændere til Danmark, og tre år senere fik i alt 184 hollændere privilegier på Amager. Denne indvandring skabte straks uro, og i 1522 udarbejdede rigsrådet et klageskrift til kongen, hvor han blev anklaget for” at ville have fordærvet købstadsmænd og besat købstæderne med hollændere og andet skarnsfolk". Christian den 2. turde ikke andet end at tage klagerne til efterretning, og bestemte at halvdelen af hollænderne skulle forlade øen igen og at de danske bønder skulle vende tilbage til deres gårde på Amager. Der blev dog en del hollændere boende på øen i Store Magleby og i Dragør.

Deres efterkommere har gennem nogle århundreder sat et klart handelsmæssigt og kulturelt særpræg på området, især i Store Magleby. I denne del udviklede byggestil sig også markant anderledes.

Der var andre byer i Danmark, hvor indvandringen slog igennem på en positiv måde. I Helsingør slog grupper af skotter, tyskere og nederlændere sig ned og satte et tydeligt præg på byen. Mellem 1550 og 1600 var 13 af byens rådmænd af udenlandsk herkomst, herunder en del skotter. En overgang havde danske konger en ide om at tvangsflytte dele af den svenske befolkning i danske områder til det centrale Sverige for derefter at erstatte dem med indvandrer fra Skotland.

Efter borgerkrigen i Danmark 1534 - 1536 kom reformationen, hvis konsekvens var, at befolkningen overgik fra den katolske tro til den protestantiske tro. Indtil da havde Danmark været nært tilknyttet pavekirken og haft tætte kulturelle, kirkelige relationer til lande med den katolske tro. Efter reformationen frygtede centralmagten i Danmark - Norge et modangreb fra katolsk side, som det var set i andre steder i Europa. Der blev draget helt klare skel mellem områder med den konkurrerende katolicisme, og den rene reformerede lærer. Frygten for religionskrige kom til at præge landet.

Den danske reformerede kirke indførte en ny kirkeordning i 1536, hvis konsekvens var, at kun tilhængere af den evangelisk-lutherske kirke kunne få varigt ophold i landet.

I 1553 ankom der således 2 skibe til Helsingør havn med over 200 flygtninge fra England, hvor Maria den 1. Tudor  havde påbegyndt en rekatolisering af England.  Flygtningene var calvinister, men blev nægtet ophold i Danmark, da de ikke kunne acceptere den danske lutherske nadverforståelse.  De blev derfor sat på skibene igen og eskorteret til Østersøen, bortvist fra landet.

I 1559 udstedte kongen og rigsrådet en række love, der skulle sikre at kun den nye lutherske lærer blev fremherskende i Danmark-Norge.  I alt blev der udstedt 25 love, kaldet Fremmedartiklerne, der på en meget kontant måde understregede landets lutherske lærer, og samtidig afviste katolicismen, calvinisterne, Islam og jødedommen. Ingen udlændinge kunne få fast opholdstilladelse uden at kunne acceptere fremmedartiklerne. De lokale myndigheder skulle nøje overvåge, at fremmede ikke dyrkede andre trosretninger.

Helt op til 1900 tallet år blev indvandring således kun tilladt fra ganske få andre lande eller med specielle tilladelser. Centralmagten fandt det dog efterhånden fordelagtigt at foretage nogle undtagelser i forhold til denne lovgivning.

Tatere eller på nutidsdansk romaer er et folkeslag, der med udgangspunkt i Asien har bredt sig over det meste af verden.  I dag peger mange undersøgelser på, at romanerne oprindelig kom fra områder i Afghanistan, Indien. De udvandrede til kristne områder omkring Byzans omkring 1200 tallet, hvorfra de spredte sig til Balkan.

Til danske besiddelser kom de første allerede i begyndelsen af 1500 tallet, hvor de fleste af dem var på gennemrejse til Sverige, der havde lavet en aftale med den skotske konge Jacob den 4., der muliggjorde at de kunne slå sig ned der.  De ernærede sig med underholdning, tilfældigt arbejde, ofte det værst tænkelige arbejde som at fjerne og slagte dyr, garve skind.

I Danmark kom der kort tid efter reformationen i 1536 en lov, der påbød romaerne at forlade landet inden for 3 måneder.
Ikke alle fulgte påbuddet, og 200 år senere besluttede Christian den 6., at der nu skulle gøres noget ved problemet, da de omvandrende romaer blev beskyldt for tyveri og bedrageri fra den i forvejen fattige befolkning.  Der kom igen en udvisningsforordning, og dem, der ikke rejste frivilligt kunne blive straffet. Men en del blev alligevel i landet og opholdt sig steder, hvor myndighederne ikke kunne identificere dem.
 

Så i en lang periode var antallet af romaer begrænset, men fra 1830’erne forsøgte flere lande på Balkan at løsrive sig fra det osmaniske rige, og det skabte en immigration også af romaer til Vesteuropa, herunder Danmark. Her kom der dog et krav i 1875 om at romaerne skulle ernære sig selv med et godkendt arbejde, ikke med underholdning, musik, eller optræde med levende dyr.

Den aktive Christian 4. førte således en politik, der tillod indvandring fra Nederlandene, hvor de nederlandske provinser netop i denne periode førte krig mod det katolske Spanien, ud fra ønsket om at være et selvstændigt land med en calvinistiske tro. Men udgangspunkt i Calvins lære og den frihed, det gav, udviklede Hollænderne sig til at blive utrolige dygtige håndværkere og købmænd.  Danmark opmuntrede således skibsbyggere, håndværkere og købmænd til at indvandre, bl.a. med løfte om tilladelse til frit at udøve deres calvinistiske religion. 

Kongen brugte i sine mange og store byggerier ofte arkitekter og byggemestre fra Holland. Hans van Steenwinckel immigrerede således fra Amsterdam til Danmark, hvor han blev ansvarlig for byggeriet af fæstningen Varberg i det nuværende Sverige, senere var han arkitekten bag slottet i Halmstad, også i Sverige, der skulle vise Christian den 4s magt i Halland.  Da Steenwinckel døde af pest i 1601 midt under byggeriet overtog en anden hollænder Jacob Cornelissen byggeprojekterne.

En inspirationskilde også for hertugen af Gottorp Frederik den 3., der i 1620’erne lod hollandske håndværkere skabe byen Frederiksstad i Nordslesvig. De første indbyggere var hollandske calvinister, som fik religionsfrihed og toldfrihed i 20 år.

I året 1622 gav Christian den fjerde også tilladelse til, at de første jøder kunne bosætte sig i Altona og Glückstadt i Slesvig. De fleste af dem var spanske og portugisiske jøder, der også var kendt for at være dygtige handelsfolk. Dette bliver anset for begyndelsen til den jødiske bosættelse i Danmark. 

I København åbnede den første synogoge i 1684 i Badstuestræde i en ejendom tilhørende hofjuveler Meyer Goldschmidts. På samme mdeå fik jøderne tilladelse til at åbne en synagoge i Fredericia i1682.
Først i begyndelsen af 1700 tallet kom der en del indvandring af jøde, der ofte drev handel med nye produkter kaffe, chokolade men også inden for fødevarebranchen. I 1722 kunne den første jøde Simon Lazarus åbne en forretning i København.

Den Store Nordiske Krig varede i over 20 år fra 1700 til 1721. Målet for en alliance mellem Danmark-Norge, Sachsen-Polen og Rusland var at knuse den svenske dominans i Nordeuropa. Krigen kostede mange menneskeliv og var utrolig omkostningsfyldt for de berørte lande. I 1711 førte den danske konge Frederik den 4. krigen til de svenske besiddelser i Nordtyskland nemlig Pommern. 

En stor dansk hær blev sendt mod Pommern for at angribe de svenske fæstninger i samarbejde med deres allierede. Hæren samledes i Holsten, og det interessante i denne forbindelse er, at forplejning af det meget militær tilfaldt en Jødisk købmand, nemlig Jacob Hertz, der havde indgået en kontrakt med kongen af Danmark på tusindvis af rigsdaler. Jacob Hertz og hans hjælpere skulle hver dag levere 10.000 brød med hver en vægt på 3 kg. Det har krævet et virkelig velorganiseret system med forarbejdning af korn til bagning af brød. Det igen et fint eksempel på, hvorledes indvandrede jøders købmandsskab blev værdsat af staten.  

I 1749 kom en jødisk købmand Joseph de Paz rejsende til København fra Marokko. Han etablerede hurtigt kontakt til forretningsfolk i byen samt repræsentanter for staten. Der blev mellem parterne enighed om at sende et handelsskib til Marokko, og dette endte fint økonomisk. Dette til dels på grund af den øgede behov for nye og anderledes varer.  Derefter steg interessen for et nyt handelseventyr mellem Marokko og Danmark, eventuelt med en handelsstation i Marokko efter landets eget ønske. 

Dette endte som en katastrofe, da den delegation, der var sejlet fra København til Marokko for at forhandle om en handelsstation blev taget som gidsler, i alt 45 mennesker. Efter 2 års fangeskab blev gidslerne i 1753 løskøbt fra sultanen.  Igen i dette drama var det jøder, der havde kendskab til Marokko, der fungerede som mæglere og nåede til aftaler mellem de 2 lande. Jøderne blev tilsyneladende betragtet som dygtige forhandlere og solide forretningsfolk.  

Der var stadig en begrænsning i indvandring, idet man som skulle betale 1000 rigsdaler for en opholdstilladelse med mindre man gennem statsmagten fik diverse privilegier.

Byen Fredericia var grundlagt som en fæstningsby, men skulle også fungere som et handelscentrum for Jylland, havde svært ved at tiltrække indbyggere, så i 1682 fik byen tilladelse til at jøder og ikke-lutheranske kristne kunne slå sig ned her modsat resten af Danmark. 

Byen blev derfor præget af en række trosretninger, der i mange år udgjorde ret lukkede samfund. Der udviklede sig både katolske, jødiske og reformerte menigheder. En meget kendt menighed var Huguenotter, der var flygtet fra Frankrig. Huguenotterne ønskede at reformere den katolske kirke i Frankrig og der var talrige voldsomme konflikter mellem katolikker og Huguenotter fra begyndelsen af 1500 tallet. Kong Ludvig den 14. i Frankrig 1643-1715, var ivrig efter at forfølge protestanterne og gjorde forholdene for huguenotterne så utåleligt, at de flygtede ud af landet. 

De havde også ry for at være flittige og dygtige, og flere protestantiske fyrster inviterede dem  til at slå sig ned i deres lande. Det gjaldt også Danmark, hvor Frederik 4. (1699-1730) fik flere hundrede familier til at flytte fra fyrstedømmet Brandenburg, hvor de midlertidigt havde opholdt sig, til Fredericia.

En tilsvarende religiøs bosættelse fandt sted knap et halvt århundrede senere, da byen Christiansfeld i 1773 blev grundlagt af hernhutiske indvandrere fra Tyskland. Herrnhuterne var en del af den såkaldte Brødremenighederne, der dannedes rundt omkring i Europa men med udgangspunkt i Sachsen. Christiansfeld er centreret omkring kirken, der er omgivet af rækker med næsten ens huse. Kirkegården rummer flade gravsten, der ligger i lange rækker med indskriften vendt mod øst. Kvinder til højre side og mænd til venstre side for indgangen til kirkegården. 

Igennem 1700 og 1800 tallet stiger den danske befolkning, og der bliver et øget behov for flere fødevarer. Derfor får centralmagten igennem perioden en gruppe tyske landmænd, senere kaldt kartoffeltyskere til at immigrere til landet for at være med til at opdyrke den jyske hede, primært heden ved Karup i Midtjylland. Tanken om at indkalde udenlandske arbejdskraft, når en ny produktion skulle sættes i gang, fortsatte ind i 1800-tallet. På Frederiksværks jernværk og Raadvads Fabrikker var det siden 1700 tallet svenske og tyske håndværkere, der fremstillede knive til husholdningen og våben til militæret.

Mange steder også på landet forsøgte man at opbygge industri baseret på de hjemlige råvarer, engelske og tyske fagfolk blev indkaldtes til at være med i processen. Et eksempel på dette er slægten Schroll, der indvandrede fra Slesvig Holsten og grundlagde et såkaldt institut til Høravlen på Brahetrolleborg Gods nær Faaborg i 1790-erne og dermed lagde grunden til effektiv høravl i Danmark.

Helt tilbage fra svenskekrigene havde en del af det danske militær været en hvervet hær rekrutteret i Danmark, Slesvig, Holsten og også i tyske hertugdømmer. Dette var således også kilde til indvandring indtil 1849. Et udslag af dette var, at den danske hær anvendte tysk som kommandosprog indtil 1773.

I løbet af 1700 tallet blev der reelt til en hvis grad religionstolerance under indflydelse af oplysningstidens idealer. I Danmark var der i henhold til Kongeloven af 1665 religionstvang, men i løbet 1685 lovede Christian 5. fri religionsudøvelse for emigranter, der startede virksomheder i København. Få år senere, i 1689, blev den reformerte kirke i København indviet med en tysk og en fransk afdeling. Katolikker blev efterhånden tolereret, og i 1809 fik alle jøder tilladelse til lovligt ophold i riget uden særlig tilladelse, hvilket efterhånden medførte en udvandring fra Fredericia til andre danske byer. I mange provinsbyer opstod der efterhånden jødiske menigheder. 

I Faaborg, Assens, Nakskov var der således jødiske menigheder helt tilbage til begyndelsen af 1800 tallet. Faaborg Jødiske Gravplads, der stadig kan besøges, var i brug i perioden 1806‑1983, og de ensartede gravminder står stadig i rækker på gravpladsen.I Faaborg by var der ved starten af 1800 tallet 18 købmænd, hvoraf de 7 tilhørte den jødiske tro. I den periode viser folketællingerne, at der var omkring 100 personer med en jødiske tror i Faaborg. I 1806 køber menigheden en ejendom og ombygger den til en synagoge plus skole.

I løbet af perioden kom der også en ny form for indvandring fra de tyske hertugdømmer, hvor immigranterne primært arbejdede med udformningen af den merkantilistiske politik og med at udvikle landbrug samt ikke mindst statsadministrationen. Siden enevældens indførsel i 1660 havde kongemagten behov for en loyal administration der kunne tage sig af de om sig gribende statslige aktiviteter. Mange adelige flytter fra de tyske hertugdømmer til Danmark, skaber nye slægter med anderledes tyske navne: Rantzau, Holsten, Bugge  samtidig med at gamle danske adelige med navne som Munk, Bille, Marsvin, Gjedde, Løkke, Trolle bliver fortrængt.
Dette blev især udpræget efter 1750, hvor den nye økonomiske, kulturelle elite blev domineret af tyskere, som var en fast del af kongens rådgivere. Eksempler på dette er Johan Sigismund Schulin, der var udenrigsminister 1735-50, Johan Ludvig Holstein og Adam Gottlob Moltke samt Johann Hartwig Ernst von Bernstorff.  De havde alle havde alle betydningsfulde poster i statsadministration og betydning for kulturlivet. Der kan nævnes andre betydningsfulde tyske indvandrere f.eks. naturvidenskabsmanden Carsten Niebuhr, der rejste rund i den ukendte arabiske verden. Andre eksempler på kendte personer tilhørende det nye borgerskab fra udlandet var historikeren Paul-Henri Mallet, og den franske kunstner Jacques-François-Joseph Saly, der udformede rytterstatuen af Frederik den 5.

Kulminationen og afslutningen på denne gruppes dominans kom til udtryk gennem den tyskfødte Johann Friedrich Struense, der som Christian 7. s livlæge og rådgiver i samarbejde med vennen grev Enevold Brandt gradvist tog magten i landet og styrede Danmark enevældigt. Udgangspunktet for deres styre var præget af oplysningstidens tanker om at statens magt skulle udvikles til gavn for borgerne og godsejernes kolossale økonomiske magt skulle til gengæld mindskes. Struense indledte et forhold til ved til dronning Caroline Mathilde, der yderlige styrkede hans magt. Sammen fik de datteren Louise Augusta.

Dette vakte meget utilfredshed og i 1772 blev de 2 hovedpersoner frataget deres magt gennem et statskup ledet af Ove Høegh-Guldberg. Under Struense var befolkningens misfornøjelse med den udenlandske magtelite vokset, og med Guldberg, der var lærer for arveprins Frederik, voksede forståelsen for det nationale frem. 

Guldberg var konservativ, og derfor en heftig modstander af Struensee og dennes reformer. Ved kuppet mod Struensee 17. januar 1772 spillede Guldberg en central rolle som den, der formidlede kontakten mellem Struenses stærkeste modstander enkedronningen Juliane Marie og kuppets ledere. Struense og Enevold Brandt blev samme år henrettet for landsforræderi

Konsekvenserne af disse begivenheder var loven om dansk indfødsret i 1776, ifølge hvilken kun kongens egne undersåtter fremover havde adgang til statens embeder. I den efterfølgende tid var der en meget reguleret indvandring og fjendtlighed overfor tyske kultur.

Igennem de følgende årtier voksede de forskellige immigrantgruppers  assimilation  i det nye samfund, der udviklede sig i løbet af 1800 tallet.

Nyere tid. 

I 1800 tallet voksede der langsomt en industri frem i Danmark. De første industrianlæg var primitive og baseret på afsætning på hjemmemarkedet. Men efterhånden voksede store virksomheder frem, og det krævede nye anlægsarbejder, igen kom der behov for faglært udenlandsk arbejdskraft. Anlæg af jernbaner var meget arbejdskraftkrævende, og mange engelske, tyske og svenske arbejdere deltog i byggeriet. 

Denne nye infrastruktur medførte hurtig transport, hvilket gav nye muligheder for produktion og eksport. Der var mange aktiviteter i gang, havne blev udvidet og bygget om, digerne i den sydlige del af landet blev forbedret, heden i Midtjylland blev omlagt til landbrugsjord, engarealer blev drænet, nye industrigrene blev udviklet.  

I slutningen af 1800 tallet og begyndelsen af 1900 tallet kom mange østeuropæer og svenskere til Danmark for at arbejde ved landbruget.  De fik sæsonarbejde i forbindelse med roekampagnerne, der især dominerede det flade markareal på Lolland-Falster. Der kom mange fra de lande især fra Polen, der reelt var styret af Rusland og Østrig, Preussen. 

De fleste rejste tilbage til deres hjemland, når sæsonarbejdet var afsluttet. Det anses for sandsynligt, at der i perioder var helt op til 15.000 landarbejdere fra Østeuropa i Danmark, og omkring 6.000 valgte at få dansk statsborgerskab.
Til Fyn var der også en del indvandring fra Polen, i første række til Sydfyn, hvor de store herregårde, som Hvedholm og Stensgaard brugte polakkerne til at arbejde med roer og kartofler. Ved Godset Stensgaard var der fra banen bygget  et stikspor og en siderampe til transport af roer til sukkerfabrikkerne i Odense Et byggeprojekt udført af arbejdskraft fra Østeuropa. 

De undertrykkende forhold, især i de russiske preussiske og østrigske dele af Polen, bevirkede at ca. 5 mio. personer udvandrede især til USA i tiden 1870-1914. Alternativet var ligesom for mange andre at tage arbejde i Danmark. Pogromer mod jøderne i Polen og i Rusland førte således også en del jøder til Danmark. I perioden fra 1880 og frem til 1. verdenskrig kom der over 10.000 russiske jøder til København, mange rejste videre, men omkring 4.000 slog sig ned i landet. Jøderne havde ofte været forretningsfolk, med udgangspunkt i industrialisering af tekstilproduktionen i Łódź og Warszawa.

Efter oprøret mod tsaren og den blodige revolution i Rusland i 1917 flygtede mange velstående familier til Danmark. Mange kom også fra de baltiske stater, Ukraine der var indlemmet i tsar-Rusland, men der kom også mange fra selve Rusland. 

Mange havde rødder i de tyske familier, der på et tidligere tidspunkt havde immigreret til Rusland for at få del i de store landbrugsarealer eller være en del af militæret. Her regner man med at omkring 3000 personer fra Østeuropa slog sig ned i Danmark kort tid efter revolutionen. De fleste valgte at bosætte sig i Købenavn. 

På dette tidspunkt var det nødvendigt at have en opholdstilladelse fra politimyndigheden for at være i Danmark. Hvis man havde fået en opholdstilladelse, var varigheden begrænset til 3 måneder, og derfor var det nødvendigt hele tiden at ansøge om forlængelse. Statsborgerskab fik man efter 15-20 år, hvis man ikke havde brudt loven.. Så de personer, der var kommet til Danmark efter revolutionen, fik først dansk statsborgerskab så sent som i 1930'erne og 40'erne.

De flygtende var primært officerer og forretningsfolk, der var ikke mange ufaglærte og landarbejdere, der havde mulighed for at flygte fra det nye regime. Mange blev selvstændige i servicefag og inden for kunst og kultur, eller i forretningsverdenen, selv om arbejdsløsheden i Danmark i 1920 - og 1930'erne var virkelig høj.

Besættelsen og efterkrigstiden. 

I 1933 overtager Nazisterne magten i Tyskland. Dette medførte at nye grupper af flygtninge kom til Danmark årene op til 2. verdenskrig. Det var forfulgte politiske modstandere og jøder, der igen blev ramt af pogromer. Mange brugte Danmark som et transitland og flygtede videre til USA eller andre lande i Europa.  Da Danmark blev besat i 1940 boede der omkring 7.000 jøder i landet heraf var cirka 1.000 tyske flygtninge. I oktober 1943 forsøgte tyskerne at arrestere og deportere jøderne til lejre i Østeuropa, men det lykkedes langt de fleste at flygte over Øresund til Sverige. De jøder, der blev fanget under aktionen i oktober blev sendt til Theresienstadt i Tjekkiet.
Overgrebene i Tyskland mod jøderne medførte, at mange i Danmark deltog i frivillige hjælpeorganisationer, hvis mål var at redde jøder fra fangelejrene. Det skete i begyndelsen gennem organisationen Hechaluz, der med Danmark som sikkerzone, forsøgte at organisere unge jøders indvandring til Palæstina. Mens de unge ventede på tilladelse til at komme til Palæstina af de britiske myndigheder, arbejdede de unge som frivillige ved landbrug i Danmark. Det var i realiteten en redningsaktion, som lykkedes, og som adskillige almindelige familier i Danmark bidrog til. 

Da 2. verdenskrig nærmer sig en afslutning kommer der omkring 300.000 flygtninge fra Østeuropa til Danmark.  Størstedelen af dem er tyske civile statsborgere, der i takt med tyske hærs tilbagetrækning, flygter fra den sovjetiske hærs fremrykning og brutalitet. I Op mod 9 millioner mennesker fra Øst- og Centraleuropa blev berørt af nye grænsedragninger og befolkningsflytninger i tiden efter krigen. Mange af dem søgte mod mere fredlige og befriede områder. I Danmark var de ikke velkomne, men de kunne ikke sendes ud af landet, så de blev indkvarteret i lejre. Her blev de holdt skarpt adskilt fra befolkningen.
Da de allierede meddelte den nytiltrådte danske regering, at de tyske flygtninge ikke kunne vende tilbage til deres fædreland på grund af den politiske situation, hvor der eksisterede en kraftig uenighed mellem USA, England på den ene side og Sovjetunionen på den anden side om flygtningenes status.
Derfor oprettedes i september 1945 en flygtningeadministration under ledelse af Johannes Kjærbøl, en tidligere minister. Administrationen betød forbedringer for de tyske flygtninge, da der nu kom en samlet politik og målsætning for status og ophold.  Opholdsstederne blev centraliseret og det betød, at forskellige baraklejre blev taget i brug. En af de helt store lejre blev Oksbøllejren, hvor omkring 35.000 flygtninge opholdt sig i en periode.
I løbet af perioden fra 1946 til 1949 blev de mange tyske flygtninge sendt tilbage til Tyskland.

Blandet de flygtninge, der blev modtaget i de sidste af besættelsesårene var der også en del krigsfanger primært polske, franske og russiske fra de tysk besatte områder. De udgjorde i antal omkring 30.000 og kom til Danmark af vidt forskellige veje. 

På Langeland nær Påø drev en flydedok om eftermiddagen 4. maj 1945 på grund.  Om bord var 1.400 sovjetiske og franske krigsfanger, som fire dage inden havde forladt den nordtyske ø Rügen under tysk bevogtning. Da slæbebåden kom under beskydning valgte den tyske kaptajn at kappe trossen og lade krigsfangerne drive videre på må og få. Disse flygtninge blev også indkvarteret i lejre men under langt friere forhold, og fik ofte en god kontakt med lokal befolkningen. En del valgte på grund af forholdene i hjemlandene at blive i Danmark og fik efterhånden statsborgerskab.

Under den kolde krig kom der kontinuerligt flygtninge fra Øst og Centraleuropa hvor mange flygtede fra den politiske og økonomiske undertrykkelse, som Sovjetunionen pressede landene til at acceptere. I begyndelen kom der en del forretningsfolk, hvis virksomheder overgik til statseje. Senere kom der jøder fra Tjekkoslovakiet, Polen, der igen blev forfulgt på grund af deres tro. Som tiden gik, blev det flere og flere gennemsnitslige borgere, der flygtede fra den undertrykkende styreform.

I 1956 kom der en opstand i Ungarn rettet mod de sovjetiske besættelsesstyrker i Ungarn. Intellektuelle og studenter demonstrerer for demokrati og ytringsfrihed samtidig med at de ønskede et selvstændigt land. Opstanden blev slået ned af sovjetiske troppe under blodige kampe, og det ungarske oprør bliver nedkæmpet.  3 år tidligere var samme sket i Østtyskland.

Danmark modtog godt 1000 flygtninge efter opstanden i Ungarn. Gruppen af flygtninge fik meget opmærksomhed i Danmark, og flygtningene mødte meget stor velvilje. Begivenhederne førte til den første landsdækkende TV-indsamling til fordel for flygtninge. Der blev organiseret sprogundervisning til de ungarske flygtninge, skaffede boliger og skabt adgang til arbejdsmarkedet. Det viste sig at de 1000 flygtninge, meget hurtigt kom i arbejde og tog uddannelse.

Dette gentog sig i 1968, hvor Tjekkoslovakiet ønskede reformer for at liberalisere og demokratisere staten.  Reformerne endte med en militær invasion fra Sovjetunionen, Polen, Ungarn og Bulgarien. Der blev indsat en Moskva-venlig tjekkoslovakisk regering og partiledelse. Igen medførte dette nye flygtninge til Danmark.

I 1970'erne kom der flygtninge til Danmark fra lande så langt væk som Uganda, Cambodja, Sydafrika, Somalia og Etiopien der også flygtede fra forskellige niveauer af undertrykkende politiske regeringer.  Blandt dem en større gruppe fra Vietnam, som flygtede fra krigen mellem Nord- og Sydvietnam. Krigen udsprang i realiteten af den kolde krig, og havde stormagterne Kina, Sovjet og USA involveret. Hele 3 millioner flygtede fra Vietnam i perioden fra 1970’erne til 1990’erne, og 4.000 af dem kom til Danmark.

Efter et blodigt militærkup i 1973 i Chile hvor en general Pinochet Ugarte kom kom til magten og afsatte den socialistiske præsident Salvador Allende flygtede omkring 700 til Danmark.

I Asien på øen Sri Lanka kom der til en voldsom konflikt mellem 2 befolkningsgrupper nemlig singalesere og tamiler, som udviklede sig til en borgerkrig i 1985 til 1989, derfor flygtede mange til Europa, herunder til Danmark. Ca. 10.000.

I tiden op til 1970’erne udviklede Danmark sig for alvor fra et landbrugsland til et industriland, da værdien af eksporterede industrivarer oversteg landbrugseksporten. Danmark blev et velfærdssamfund med mange nye servicefunktioner både i den offentlige såvel som den private sektor. Kvinderne blev erhvervsaktive og fik arbejde i de nye erhvervssektorer. Der blev mangel på arbejdskraft og denne mangel medførte en indvandring fra især Jugoslavien og Tyrkiet. 

Man regner med at ca. 20.000 fra hele verden arbejdede i Danmark indtil oliekrisen kom i 1973 som ødelagde væksten i industrien. Det offentlige Danmark anså det for givet, at de fleste af disse ville returnere til deres hjemland. Udtrykket ”Gæstearbejder” blev brugt i offentligheden i en periode, fordi man forventede, at de kun skulle arbejde en periode i Danmark for at afhjælpe manglen på arbejdskraft og derefter vende tilbage til deres oprindelseslande. Men de politiske forhold i deres hjemland, samt de positive ting, som det danske samfund kunne tilbyde medførte at kun få realiserede en tilbagevenden til hjemlandet.

Oliekrisen opstod fordi en række olieeksporterende lande begrænsede produktionen og satte priserne i vejret. Dette skridt kom som en videre konsekvens af de arabiske landes angreb på Israel. Betalingsbalancen kom under pres, og begrænsede dermed velfærdssamfundet. De skiftende beslutningstagere var tvunget til at udvikle alternative energiforsyninger i form vindmølleproduktion og i 1972 begyndte olieproduktionen fra Danfeltet i Nordsøen ejet af rederiet A.P. Møller.

I løbet af 1980 og 1990’erne kom der nye grupper af indvandrer, denne gang primært fra Mellemøsten. Der var mange grunde til at de forlod deres hjemland, det kunne være forfølgelse, undertrykkelse eller fattigdom. Det startede allerede med den såkaldte iranske revolution i 1979 der forandrede Iran fra et vestligt orienteret monarki til en islamisk religiøs republik under en ayatollah, der langsomt indledte en undertrykkelse af vestlige værdier. Omkring 12.000 iranere fik asyl i Danmark. Krigen mellem Iran og Irak medførte yderlige en stor gruppe flygtninge nemlig omkring 17.000.

I samme periode kom der mange flygtning fra Libanon til Danmark. Helt tilbage i 1948 forsøgte FN at nå frem til en to-statsløsning med 2 selvstændige stater Israel og Palæstina, men det blev af flere grunde ikke til en realitet, og alene staten Israel blev dannet. Mange flygtede til de omkringliggende lande fra de områder, der af FN blev tildelt Israel. 

Disse lande formåede ikke af politiske og økonomiske grunde at integrere de mange flygtninge og de blev derfor interneret i flygtningelejre, hvorfra de fik accept til at angribe Israel. Der opstod ofte konflikter mellem forskellige grupper af flygtninge og den lokale befolkning. I 1975 kom det til en blodig borgerkrig i Libanon, hvor de palæstinensiske flygtninge blev inddraget. Mange valgte at flygte videre til Europa. Man kalkulerer med at 6.000 til 7.000 kom til Danmark i slutningen af 1980’erne.

En mindre gruppe fik afslag på asyl, og besatte Blågårds kirke i Købehavn i 5 måneder i 1991. Efter vedvarende pression fra forskellige støttegrupper valgte et flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti uden om en borgerlig regering at give opholdstilladelse til alle palæstinensere, der havde opholdt sig i Danmark i mere end 12 måneder. Denne lovgivning efter pres fra lobbyorganisationer medførte en debat omkring forståelsen af lovgivning omkring ”demokrati og politisk asyl”.

Debatten blev yderligere næret efter det kom frem, at efter opholdstilladelsen valgte mange af palæstinenserne at tage tilbage til Libanon for at demonstrere, at de nu havde mulighed for at bosætte sig i Danmark, på trods af at de havde været forfulgte i Libanon.

I 1979 invaderede Sovjetunionen Afghanistan, reelt efter et ønske fra styret i landet. Det afghanske kommunistparti havde overtaget magten  i landet efter en blodig revolution og gennemført en række jordreformer, givet kvinderne en række rettigheder, samt udviklet sekulære love. Det kom til en 10 års guerillakrig, hvor islamiske modstandsgrupper vandt magten efter krigen mod den sovjetiske hær.

 I 2001 var det en USA-ledet koalition der besatte Afghanistan, fordi styret nægtede at udlevere den ansvarlige for angrebene på World Trade centret i New York. 

Disse besættelser medførte en voldsom flygtningestrøm til de omkringliggende lande. Antallet af flygtninge fra landet til Danmark vurderes til at være omkring til 14.000.  

Det var personer, der havde boet side om side, der kom i en blodig konflikt med hinanden, da borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien brød ud i 1992. Der kom igen mange flygtninge, og de fleste kom fra Bosnien hvor de flygtede enten til nabolandene eller ud over det tidligere Jugoslaviens grænser. Omkring 20.000 bosniske flygtninge nåede til Danmark i løbet af 1990’erne, og Danmark blev derfor også indirekte berørt af krigen.

Langt tilbage i historien har hele det område, der afgrænses som Danmark været berørt af indvandring på godt og ondt. I den tidligste historie har konsekvenserne af indvandring sat sig spor i form af materielle, naturhistoriske og geopolitiske levn, der helt op til i dag kan iagttages som en aktiv del af samfundet, naturen, økonomien eller betragtes på museer. 

Nye forskningsmetoder giver hele tiden arkæologer, historikere og naturvidenskabsfolk nye redskaber til at forstå fortiden og sætte den i kontekst til en historisk begivenhed eller nutiden.  

Mange nyere indvandringer er et udslag af komplekse begivenheder, der kan udspringe af forhold som bedre livbetingelser, økonomiske udvikling, imperialisme, politisk magtudøvelse eller udbrede af teokratiske dogmatik.  

Mange af de af de konflikter, krige, naturkatastrofer der har berørt Europa og resten er af verden har afspejlet sig i indvandringen til Danmark, det sidste 50 år. 

Det er lykkes at få mange grupper, der ønsker det, assimileret i samfundet uden store modsætningsforhold til befolkningen. Der er bevaret et homogent samfund, der dermed sikrer en sammenhængskraft uden store konflikter. 

Det er en almindelig borger har markeret en betydelig offervilje og åbenhed i et humanistisk grundsyn, der også afspejler en 1000 år lang historisk kulturpåvirkning. 

En kulturpåvirkning, der udspringer af den antikke oldtidens ideer, samt kristendommens menneskesyn og danner baggrund for forståelse af medborgerskab, demokrati og etik. På samme måde bidrager den franske revolution i 1789 med det frie ord som krav til stabiliteten af et demokratisk samfund. Det frie ord skal bidrage til en kontinuerlig humanistisk udvikling og forståelse, der ikke må tillade at blive udsat for trusler af religiøse, politiske eller økonomiske grupper.