Tacitus. (56 - 117 e. Kr.) 

Tacitus er en romersk historiker, født i det nordlige Italien. 

Han studerede først retorik, og senere jura i Rom. Efter studierne blev han en dygtig advokat og en indflydelsesrig del af det politiske liv  i Rom, kendt for sin veltalenhed.

Hovedværket "Germania" er en beskrivelse af folk i Norden, deres samfund, levevis, religion og geografi.
Det nuværende Danmark befandt sig  på det tidspunkt i romersk jernalder. 

”Germania” fra 98 e.kr Uddrag. 

1. Germanien er i sin helhed skilt fra de galliske landsdele ved floderne Rhinen og Donau,; de øvrige dele omslynges af Oceanet, som favner om udstrakte landtunger og vidtløftige ølande, idet det ikke er længe siden, vi er blevet kendt med enkelte folkeslag og konger, dem krig har åbnet adgang til. Rhinen har sit ophav fra en utilgængelig og stejl tinde i de rætiske alper, vender sig med den fornødne krumning imod vest og blander sine vande med den nordlige del af Oceanet.

2. Selve befolkningen er, såvidt jeg mener, hjemfødninger fra landet selv og ikke på nogen måde blandet ved indvandringer fra eller gensidige gæsteforbindelser med andre folkefærd; thi dels var det i gamle dage ikke til lands, folkevandringer gik for sig; men var der nogen, der ønskede at skifte bopæl, så kom de sejlende på flåder; dels bliver det grænseløse Ocean hinsides, som så at sige ligger på den modsatte kant af jordens skive, kun sjældent befærdet med skibe fra vor del af denne. 

Og desuden, selv om man ikke tager hensyn til farerne på et oprørt og ukendt hav, hvem skulle så have sat sit sind til at drage bort fra Asien eller Afrika eller Italien og søge til Germanien, som er blottet for al skønhed i sine landstrækninger, råt af klima og kummerligt i opdyrkning og udseende for enhver anden end den, der har det til fædreland.

4. Skal jeg sige, hvad jeg selv mener, så slutter jeg mig til dem, der holder for, at Germaniens folkestammer ikke er blevet smittede ved nogen som helst ægteskabelig forbindelse med fremmede folkefærd, men har holdt sig som en ejendommelig, fuldkommen ren stamme, der ingen lighed har med andre. 

Derfor har trods det store tal mennesker alle samme udvortes, barske øjne af blå farve, lyst, rødligt hår og en stor krop, der kun er dygtig til stormløb, men ingenlunde i besiddelse af samme evne til at udholde slid eller anstrengende arbejder, og de er slet ikke vante til at tåle tørst eller hede, men himmelstrøget og jordbunden har vænnet dem til at døje kulde og sult.

5. For landets vedkommende, da er det jo nok en del forskelligt i enkeltheder; men i det hele taget er det dog dels overgroet med gruvækkende skove, dels vanheldet af hæslige moradser, vandrigest, hvor det støder op til de galliske landsdele, men stormfuldest, hvor det i nærheden har Norikum eller Pannonien; kornsæd kan det bære men ikke frugttræer, derimod er det rigt på kvæg, dog er dette for det meste uanseligt, hornkvæget har heller ikke sin ejendommelige stolthed eller pandens prydelse; mængden deraf er deres glæde, og det udgør deres eneste og højt skattede rigdom. 

Om det er i nåde eller vrede, guderne har nægtet dem sølv og guld, skal jeg lade stå uafgjort. Og jeg vil ikke påstå, at der i Germanien ikke skulle findes nogen åre, der avler sølv eller guld; thi hvem har vel søgt derefter? Men når de har det til eje eller til brug, gør de ikke så meget ud deraf. Man kan hos dem se sølvkar, som deres sendemænd eller høvdinge har fået som gave; men den værdi, de tillægger dem, er ingen anden end den, de kar har for dem, som dannes af ler.

6. Heller ikke er der jern til stede i overflod, hvad man kan slutte sig til af beskaffenheden af de våben, de benytter ved angreb; kun enkelte iblandt dem bruger sværd eller sværere lanser; spyd bruger de, eller, som de selv kalder dem, framjer, med en smal og kort jernod, men denne er så spids, og hele våbenet så let håndterligt, at de lige godt benytter det både på nært hold og på længere afstand, alt efter som forholdene kræver det. 

Rytteren lader sig da også nøje med skjold og framje; fodfolkene slynger også med mindre kasteskyts, hvoraf hver enkelt har flere stykker; og de kan slynge overmåde langt med dem, mens de er uden bedækning eller let klædte, kun i en kort kappe. De prunker og praler ikke med krigsdragten, de giver blot deres skjolde et broget udseende ved udsøgte grelle farver; der er kun enkelte, der har en panserskjorte, næppe nok en eller højst to, der har en hjelm eller stormhue af metal eller læder. 

Hestene udmærker sig ikke ved skønhed, heller ej ved hurtighed; men de af rettes heller ikke til at skifte sving, som vi har for skik; de rider kun lige ud med dem, eller og svinger de blot til højre, idet de slutter sig således sammen, at ingen kommer til at sakke bag ud

12. For tinget kan man også føre en anklage frem og gøre påstand på dødsstraf. Straffene som anvendes, er forskellige i forhold til brøden. Landsforrædere og overløbere hænger de op i træer; feje folk, dem, der unddrager sig tjenesten i krigen, og dem, der besudler deres legeme ved unaturlige laster, drukner de under en risfletning i dynd og morads, idet forskellen i henrettelsesmåden peger på en tanke hos folket om, at det bør sig, at lovbruddet stilles til skue ved afstraffelser, men den vanærende besmittelse undrages blikket.

15. Så snart de ikke har krige at rykke ud til, tilbringer de ikke just megen tid med jagt, men mere under lediggang, idet de fylder tiden ud med at sove og spise. Mens de er des mindre virksomme, jo mere tapre og krigslystne de er, og overlader det til kvinderne, de gamle mænd og de svageste af husstanden at passe huset og hjemmet og agrene, bestiller de selv ingenting - en forunderlig selvmodsigelse i deres natur, idet disse mennesker på een gang i så høj grad elsker ørkesløshed og hader fred og ro. 

Det er skik og brug i deres forskellige samfund, at de frivillig og hver på sine vegne svarer ydelser af kvæg eller sæd til fyrster og høvdinge; og dette modtages som æresbevisninger men afgiver også midler til de daglige fornødenheder. Af os har de også lært at tage imod penge.

16. At de germanske folkestammer ikke har byer at bo i, er en vel bekendt ting, som også at de ikke engang kan finde sig i at have deres beboelseshuse liggende op til hinanden. De bor sondrede og spredte, alt som de har følt sig tiltrukket af en kilde, en mark eller en lund. Byer anlægger de ikke efter vor skik med bygninger sammenhængende eller stødende op til hinanden; enhver lader der ligge en tom plads omkring hans hus, enten det nu skal tjene som sikringsmiddel mod ildsvåde, eller grunden ligger i mangel på erfaring i byggeriet. 

Der er heller ikke hugne sten i brug hos dem eller teglsten, tømmer benytter de alle vegne, og det er ikke tilhugget men uden skønhed eller smag. Nogle steder af huset oversmører de mere omhyggeligt med en jordart, der er så ren og skinnende, at det kommer til at tage sig ud som maling og tegning med farvede linier. 

De plejer også at grave sig huler under jorden, som de dækker for oven med et tykt lag skarn, så de får der et tilflugtssted mod vinteren og et oplagssted for afgrøden, fordi sådanne steder virker mildnende på den strenge kulde; og kommer der engang en fjende, så plyndrer han, hvad der ligger åbenlyst for hans øje; men hvad der er skjult og gravet ned, bliver han enten uvidende om, eller det undgår ham, netop fordi han må søge efter det.