Jens Christian Boje Nørgaard.

Introduktion 

Historien er ikke et lineært begreb med et afgrænset indhold, men et variabelt begreb, der hele tiden forandre sig i indhold. Historie som videnskab bliver styret af det omgivne kultursamfund og er dermed under stadig forandring, ny viden, nye fund genererer nye dynamiske forståelser for historiske sammenhænge. Derfor er historiefagets genstandsområde et meget komplekst og ofte omdiskuteret emne.

Historie skulle være basalt objektiv viden om menneskets ageren i en given kultur i en given tidsramme.
Det er i vid udstrækning en del af det humanistiske vidensområde, men som samtidig indeholder vigtige samfundsvidenskabelige elementer. Målet er at udforske af begivenheder, udviklingsforløb, motivationer og årsagssammenhænge, der har påvirket mennesket i fortiden og nutiden.
Denne kompleksitet fordrer, at det er muligt at debattere og formidle på et sundt demokratisk grundlag. 

Begrundelsen for at beskæftige sig med historie er, at det udspringer af et samfundsmæssigt behov. Det er uden tvivl grunden til, at der har været historikere allerede i de tidligste samfund af mennesker og længe før udviklingen af en moderne historievidenskab. Medicinmænd, sangere, digtere, sagaskrivere har haft et mål at bevare, genfortælle beretninger om et samfund, en helt, en gruppe, men med mennesket som det centrale punkt.  Historikeren er for samfundet, hvad hukommelsen er for den enkelte person. Hvis det forsvinder, er det svært at agere selv i et moderne samfund, identiteten forsvinder.

Eksempler på brug og misbrug af historien.
Mange med interesse for historie er bekendt med eksempler på, hvordan historien er blevet brugt og også misbrugt af politiske ledere, partier og samfundsgrupper.  Målet med denne artikel er at beskrive nogle få af de mere kendte forsøg på at omskrive og tilpasse historien med en bestemt hensigt. Artiklen indeholder også eksempler, der er baseret på personlige kontakter og kilder. Historieforfalskning er omskrivning af historien med det formål at fremstille bestemte historiske hændelser eller personer på en særlig positiv eller negativ måde

Oldtiden
Dette er kendt helt tilbage til oldtiden og op til i dag. I oldtidens Rom skrev Tacitus. (56 - 117 e. Kr.) historiske værker, et af de mere kendte er Hovedværket "Germania" der rummer en beskrivelse af folk i Norden, deres samfund og levevis (Kan læses på denne hjemmeside). Skildringen af Germanien ses i perspektiv fra det kulturelle, civiliserede Rom. Men værket rummer også en indirekte kritisk af det romerske kejserdømme, i modsætningen til den frihed republikken havde stået for.
Et eksempel på at karakterisere germanerne  perspektiv til romerne er dette uddrag: Skal jeg sige, hvad jeg selv mener, så slutter jeg mig til dem, der holder for, at Germaniens folkestammer ikke er blevet smittede ved nogen som helst ægteskabelig forbindelse med fremmede folkefærd, men har holdt sig som en ejendommelig, fuldkommen ren stamme, der ingen lighed har med andre. Derfor har trods det store tal mennesker alle samme udvortes, barske øjne af blå farve, lyst, rødligt hår og en stor krop, der kun er dygtig til stormløb, men ingenlunde i besiddelse af samme evne til at udholde slid eller anstrengende arbejder, og de er slet ikke vante til at tåle tørst eller hede, men himmelstrøget og jordbunden har vænnet dem til at døje kulde og sult.

Saxos ”Danmarks Historie”.
Hvis vi går til Danmark i middelalderen, så skrev Saxo Grammaticus (1160 1208) ”Danmarks Historien” med det latinske navn ”Gesta Danorum”.

Saxo Grammaticus' Danmarkshistorie er et af de mest betydningsfulde værker i dansk litteratur og historie.
Det er en latinsk krønike, der blev skrevet i begyndelsen af 1200-tallet, og den er den ældste skriftlige kilde til Danmarks tidlige historie.  Værket består af 16 bøger, der dækker tiden fra sagnkongerne og frem til Saxos egen tid (ca. 1185).
Af Saxos originale håndskrifter der intet bevaret. Den ældste og vigtigste overlevering af teksten findes i fire pergamentfragmenter. Del ældste af dem blev fundet på et bibliotek  i Paris i slutningen af 1900 tallet.
Først da værket blev trykt i Paris i 1514, blev det tilgængeligt for et bredere publikum, og det er denne trykte version, der danner grundlag for de moderne udgaver af Danmarkshistorien

 I forordet til værket skriver Saxo selv om baggrunden for sit værk. Det var ærkebiskop Absalon fra Roskilde, der ønskede den danske historie nedskrevet, præcis som andre landes historie blev nedskrevet i samtiden.

Det vil sige at biskop Absalon definerede indholdet i værket.  Egentlig var der flere mål med nedskrivning af Danmarks historie. Et af målene var at vise resten af Europa at Danmark stod som et gammelt og velkonsolideret rige.  Som mange andre historikere i samtiden ønskede Saxo at fremstille den danske historie som en nordisk udgave af Romerrigets historie, men også med inspiration fra kristne værker. Inspirationer fra antikken ses tydeligt i værket.
Et andet mål var, at værket skulle legitimere og konsolidere den magtpolitiske situation i Danmark omkring år 1200, Biskop Absalon kontrollerede den danske kirke, mens slægten Hviderne sad på den danske trone med Valdemarerne som konger. Han var en dygtig forfatter, der sammensatte en sammenhængende og dramatisk fortælling. Han blandede sagn, myter og historiske begivenheder for at skabe en nationalhistorie, der gav danskerne en stærk identitet.

Tyskland i 1930’erne.
Så springer vi lige frem i tiden. Da Nazisterne og dermed Adolf Hitler fik magten i Tyskland forandrede hele samfundet sig, og dermed også uddannelse og undervisning. Historievidenskaben blev en del af ideologiske hjul og forandrede sig dramatisk og uhyggeligt. Nazistpartiet udviklede sig til mestre i historieforfalskning. De brugte propaganda og løgn for at fremme deres ideologi og retfærdiggøre deres handlinger.

Det mest kendte og uhyggelige eksempel på nazistisk historieforfalskning er påstanden om, at jøderne var ansvarlige for freden i Versailles 1919 og Tysklands økonomiske problemer i 1930’erne. Dette var en løgn som blev brugt til at retfærdiggøre forfølgelsen og drabet på millioner af jøder.

Nazistpartiets forfalskede bevidst historien for at fremme deres racistiske ideologi. Alle har kendskab til Nazisternes opdeling af menneskeracer med forskellige rettigheder og værdier. De brugte denne løgn som en videnskab til at retfærdiggøre invasion af andre lande og elimere befolkningsgrupper for at fremme Tysklands økonomiske og politiske magt. Undervisningen i historie fokuserede på Tysklands storhed og tidligere "ære", og glorificerede militarisme og krig. de studerende fik lært, at Tysklands nederlag i 1. verdenskrig skyldtes forræderi og at landet blev frataget sin berettigede plads som en stormagt. Udviklingen i historieundervisningen i Tyskland påvirkede til en vis grad Danmark, hvor dele af tyske historikeres arbejde blev inkorporeret i undervisningen på landets uddannelsesinstitutioner.  Fokus blev rettet mod Norden og oldtiden. Tysksprogede historiebøger blev endda oversat til Dansk. Dele af tyske historieforståelse var under betydelig pres og udviklede sig til en fremstilling med udgangspunkt i mytologi, sagn, lingvistik.  
En af de mere kuriøse historiske og arkæologiske undersøgelser blev tilvejebragt under regimet, idet i 1938 sendte den tyske nazistiske leder Heinrich Himmler en ekspedition til Tibet. Formålet var at undersøge en teori om, at germanerne stammede fra den tibetanske højslette og var en del af en hypotetisk "arisk race". Nazisterne var besatte af ideen om en arisk overherre-race og mente, at Tibet var et af de mulige oprindelsessteder for denne race.
Ekspeditionen blev ledet af en tyske zoolog og bestod af flere videnskabsmænd. Deres primære mål var at finde beviser for racemæssig forbindelse mellem tibetanere og tyskere. De indsamlede en stor mængde materiale, men det lykkedes aldrig for nazisterne at påvise en videnskabelig forbindelse mellem tyskere og tibetanere. De indsamlede data blev i stedet brugt til at understøtte nazistisk propaganda og deres ideologi om race. 

Sovjetunionen under Josef Stalin.
Det samme gjorde sig gældende for den nye politiske stormagt Sovjetunionen, der efter den blodige revolution i 1917 udviklede sig til et regime, der med hård hånd forsøgte at udvikle en stat med udgangspunkt i det ideologiske værk ”Das Kapitel”. Da Josef Stalin blev generalsekretær i Det kommunistiske parti i 1922 udviklede statens sig til et massiv uhyre af undertrykkelsen. Målet var ”Den store Revolution” en total forandring af samfundet. Dette førte til store produktions- og menneskelige katastrofer, hvis konsekvenser var at uhyre mange døde, forskere regner med flere millioner. Undervisning og uddannelse var under konstant forandring. Historieskrivning under Stalins var stærkt censureret og blev manipuleret for at tjene regimets interesser. Der opstod en dyrkelse af Stalin, der blev beskrevet som den heroiske leder, udpeget af Lenin, der udviklede og reddede Sovjetunionen fra ydre farer. Hans fejl og forbrydelser blev fortiet

Stalin plus partiet dikterede sandheden i historien og alle forfattere også historikere skulle følge partiets linje og fremhæve succeser inden for socialisme og industrialisering. Enhver modstand blev udraderet og materiale fra personer, der faldt i unåde, blev fjernet fra historiebøgerne. Selv billeder af politiske modstandere blev censureret bort. Kritik, debat og alternative synspunkter blev brutalt undertrykt. Historikere, der ikke fulgte statens linje, oplevede fængsling eller deportation til Sibirien. Den undertrykkende historieskrivning forhindrede kritisk debat om fortiden og gjorde befolkningen mere modtagelig for propaganda.

Før krigen havde Stalins regime nedtonet Ruslands kejserlige historie, idet den blev betragtet som reaktionær og anti-revolutionær. Men med den tyske invasion i 1941, skiftede Stalin kurs. Han indså, at han havde brug for en stærkere, mere dybt rodfæstet symbolik for at forene befolkningen mod fjenden. Ved at fremhæve Peter den Stores kamp mod fremmede invasioner, skabte Stalin en følelse af historisk kontinuitet og enhed, der forenede fortid og samtid i den russiske identitet. Stalin fremstillede sig selv som den moderne arvtager til Peter, en leder der ligesom Peter forberedte og styrkede sit land mod en eksistentiel trussel – Tyskland. 

Efter Stalins død og i løbet af 1960’erne fremkommer der i Sovjet og i Europa en del kritik af samt debat om Stalins styre.  Vesteuropa oplever i løbet af 1970’erne i enkelte politiske grupperinger på venstrefløjen at Stalins politik bliver revurderet i et positivt narrativ omkring udviklingen i Sovjet samfundet og tilgangen til forholde mellem Sovjet og Tyskland i 1930’erne.

Historieskrivningen under Stalin gav et forvrænget billede af fortiden. Det skabte forvirring og gjorde det svært at forstå landets egentlige historie. Dette synes igen at være en udvikling, der gentages i Rusland i dag med Putin som leder.

Den danske historieverden var fra 1930'erne  og helt op op til 1960'erne primært præget af et nationalt perspektiv og en voksende interesse for den danske velfærdsstats opbygning. Alligevel kan man se en indflydelse fra Sovjetunionen på et mere begrænset, ideologisk niveau. Aktive, kommunistiske grupper i Danmark var ideologisk knyttet til Sovjetunionen. Disse grupper arbejdede for at udbrede den marxistisk-leninistiske historieopfattelse, hvor historien betragtes som en lang klassekamp. De forsøgte kraftigt at påvirke unge og offentligheden via egne publikationer  samt gennem  artikler.

De Røde Khemer i 1970’erne.
Gang på gange ser man, at de autoritære regimer benytter historien til at fastholde magten ved understrege landenes unikke historiske fælleskab og udrense kritiske elementer.  En berygtet autoritær despot  hed Pol Pot 1925-1998, og han var leder af den kommunistiske oprørsgruppe De Røde Khmerer, der var ansvarlig for op mod to millioner døde i Cambodja under det blodige styre fra 1975 til 1979.  

Efter De Røde Khmerer magtovertagelse i 1975 blev historien brugt som et argument for, at Cambodja skulle genopstå som et agrar samfund, derfor tvang De Røde Khmerer befolkninger ud af byerne til landområderne, hvor mange døde af sult. I virkeligheden udsprang den handling af en historisk utopi om et tidligere og bedre samfund baseret på små produktionsenheder med en slags naturaløkonomi. I denne sammenhæng var der blandt historieskrivning i Danmark enkelte personer, der gik forsvar for udviklingen i Cambodja med baggrund i konflikten mellem stormagerne i Asien, primært Vietnam. 

Rumænien under Nicolae Ceaușescu.
Nicolae Ceaușescu 1918 til 1989 var en brutal rumænsk diktator, som systematisk forfulgte anderledes tænkende gennem et undertrykkende magtsystem. Han havde tætte bånd til Sovjetunionen og udviklede et undervisningssystem meget lig det sovjetiske, hvor historieundervisnings mål var politisk ensretning. 

Ceaușescus hustru Elena udgav officielt flere bøger og artikler om kemi, fysik og historie, brugt i Rumæniens uddannelsessektor. Hendes historiske artikler var stærkt nationalistisk og fremhævede Ceaușescu parrets egen rolle som dynamoer i et nyt samfund. I andre artikler skrev Elena Ceaușescu meget om Rumæniens glorværdige fortid og begrebet Dacisme blev introduceret. En teori, der hævdede, at rumænerne var direkte efterkommere af dakerne, en indoeuropæisk stamme, der i oldtiden udviklede en stat ved Sortehavet.

Det eneste problem ved Elenas udgivelser var, at hun ikke selv havde den fornødne akademiske tilgang til at forfatte de faglige tekster, men bag udgivelserne stod en række teams, der efter henvisning udviklede materielt.

Kina under Mao Zedong.
Mao Zedongs 1893 – 1976 fik magten i Kira i 1949. Han var formand for Kinas kommunistiske parti fra etableringen og frem til sin død i 1976. Under hans styre blev historieundervisningen fuldstændig politiseret og centreret for at fremme den kommunistiske ideologi. Indtil da havde historieundervisning i Kina lagt vægt på de interne konflikter mellem kejserdynastierne, samt fortolkninger af de klassiske kinesiske filosoffer, historikere.

Efter revolutionen skulle historien fokusere på at fremhæve Mao Zedong som den store leder og frelser af Kina. De vigtige temaer var hans rolle i den kinesiske revolution og Den lange March fra syd til nord blev heroiseret og nærmest kult gjort. Også blandt intellektuelle i Vesteuropa opstod der en kulstatus omkring Mao og kinesisk kultur.

Historieundervisning blev brugt til at understøtte Maos idé om den evige klassekamp. Feudale herskere, godsejere og intellektuelle blev fremstillet som fjender af folket, mens bønder og arbejdere blev hyldet som revolutionens sande helte. 

En ide, der helt tydelig slog igennem under Kulturrevolutionen i 1960’erne. En samfundsforståelse, der også vandt indpas blandt unge i Europa, De så med interesse Kina som et rationelt alternativ til den borgerlige kultur og de problemer, der fulgte med kapitalismen. Denne fascination påvirkede dog primært kulturdebatten, og der udkom en lang række værker, der så meget positivt på udviklingen i Kina. 

Kina oplevede som andre autoritære regimer at perioder eller begivenheder, der ikke passede ind i den kommunistiske fortælling, blev nedtonet eller helt fjernet fra historieundervisningen. Dette var ofte Kinas lange tradition for konfucianisme eller beskrivelse af tidligere dynastier, der absolut ikke blev betragtet som en del af revolutionen. 

Jugoslavien 1945 til 1992.
Historieundervisning i det tidligere Jugoslavien 1945 - 1992 er også et komplekst og sårbart emne, der stadig afspejler den politiske og etniske mangfoldighed i landet. Josip B. Tito startede som leder af Jugoslaviens modstandsbevægelse, og efter Anden Verdenskrig blev han landets præsident indtil sin død i 1980.  Tito ledede med hård hånd et land, der i realiteten bestod af en føderation af tidligere selvstændige stater.

Derfor havde historieundervisningen et kæmpe stort fokus på at fortælle om en fælles jugoslavisk identitet, der overskred de forskellige etniske og religiøse skel. Man dyrkede fælles helte og begivenheder fra den brede jugoslaviske historie, nemlig Anden Verdenskrig og den jugoslaviske heroiske kamp. De enkelte delstater suveræne historie blev ikke tilgodeset af frygt for nationalistiske tendenser. Nationalisme blev undertrykt af centralmagten, som i stedet forsøgte at skabe en kultur, hvor delstaterne i meget begrænset omfang kunne dyrke og fejre deres kulturelle forskelle inden for den politiske union

Jugoslaviens tætte bånd til Sovjetunionen udviklede også historieundervisningen i retning af den socialistiske ideologi, der var den officielle politik i Jugoslavien. Dette medførte, at der blev fokuseret på arbejderklassens kampe, og på kritik af kapitalisme og imperialisme.
Da Titos døde i 1980 førte voksende etnisk nationalisme og i 1980'erne kom det til oprør blandt de mange etniciteter i de jugoslaviske delstater. Det kom til voldsomme regulære krige mellem de enkelte republikker, et forhold blev yderligere forstærket efter Sovjetunionens fald. I dag er de 6 delstater selvstændige og med egne forfatninger.

Sydafrika i 1990’erne.
Et land, hvor jeg selv har deltaget i udviklingen af en ny historieforståelse er Sydafrika. Efter apartheid lovgivningen blev afskaffet i 1993 og et demokratisk valg fandt sted i 1994, var der behov for at omskrive den indtil da herskende historiefortælling.

Indtil 1994 var der i historieundervisningen meget fokus på den hollandske etablering af en handelsstation i år 1652, som senere blev til Cape Town.  Samme fremtrædende plads i historieundervisningen havde temaet omkring Storbritannien opbygning af handelsstationer langs østkysten af Sydafrika samt erobring af hele Kapområdet i 1806.  På det tidspunkt havde ca. 18.000 hollændere og englændere slået sig ned i kolonien.

Den oprindelige befolkning blev kun sporadisk nævnt som en kuriøs rest af en gammel jægerkultur, her var der tale om Sanfolket og Khoikhoifolket. Bantustammerne, der kom nordfra, nåede Sydafrika i 1709, de var kvægbrugere og fortrængte de oprindelige folkeslag, men det blev kun sporadisk nævnt i historien.
De voldsomme kampe mellem Bantustammerne, herunder Zuluerne og de hvide kolonister i provinserne Natal, Transvaal blev beskrevet indgående, netop med det mål at skabe frygt for et sort flertals styre og dermed kunne statsmagten legitimere apartheid.

Efter valget i 1994 skulle der laves nye bekendtgørelser for undervisningen på alle niveauer. Lokalt og centralt blev der i grupper arbejdet med en demokratisering af undervisningen, der tilgodeså alle etnicitet er.
Historieundervisning gennemgik efter valget en betydelig forandring, hvor målet nu var at reflektere landets nye demokratiske forfatning og at rette op på fortidens uretfærdigheder. De centrale temaer i denne transformation omfatter bekæmpelse af apartheids arv samt afsløring af apartheids forbrydelser på alle niveauer.
Et andet mål var at fremhæve, de indtil da marginaliserede stemmer nemlig den sorte, den indiske, den farvede befolkning som skulle integreres i historien for at give et mere nuanceret og inkluderende billede af fortiden.

Der skulle være fokus på den fælles historie for at styrke helheden i samfundet og undgå kulturelle konflikter. Historieundervisningen skulle lægger vægt på begivenheder og personer, der forener nationen, såsom kampen mod apartheid og fejringen af demokratiet. Det skulle understreges at tolerance og respekt for mangfoldighed er vigtig for sammenhold i landet.

Implementeringen af nye læseplaner i skoler over hele landet har været en udfordring på grund af mangel på ressourcer, læreruddannelse og divergerende synspunkter om fortidens fortolkning. Intentionerne var store, men politiske forhold forhindrede en positiv udvikling.

Mellemøsten.
Konflikten mellem Israel og de arabiske stater har i årevis ført til forskellige og ofte unuancerede historiske fremstillinger. Det er helt ned i de små arkæologiske detaljer, der fremføres som argumentation for retten til at besidde et område. Meget af historiestoffet er uden dokumentation og udarbejdet uden en forståelse for den kildekritiske tilgang, som er et standartværktøj for forskere i andre dele af verden. Nogle fremstillinger er helt tydelig baseret på en ønsket politisk agenda.

Mellemøstens skrevne historie går tidsmæssigt langt tilbage og er meget kompleks. Den er præget af store imperier, religiøse bevægelser og kulturelle udvekslinger. Forståelsen kræver en dybdegående viden om forskellige kulturer, sprog og historiske perioder. Nogle af verdens tidligste civilisationer, Mesopotamien, Babylon, Egypten og Persien opstod og udviklede sig her.

Efter disse civilisationers fald, vinder de europæiske stormagter Grækenland og Rom indflydelse gennem handel og senere erobrerede de områder i Nordafrika og Mellemøsten.

Som resten af den på daværende tidspunkt kendte verden beskrev græske og romerske geografer, historikere som Ovid, Pomponius, Plinius den Ældre, Plutarch Mellemøsten herunder Judæa, Palæstina, hvor de refererede til hvad der i dag er området mellem Libanon og Egypten.

Efter et kort armensk herredømme (70-63 f.Kr.) overtog romerne hele området omkring Palæstina.  De holdt landet besat i 700 år – til år 638.  Jøderne, der havde haft deres egen stat Judæa gennem 900 år med centrum omkring Jerusalem, gjorde oprør mod romernes styre, men det blev slået ned.  Jerusalem faldt i år 70 og den jødiske fæstning Masada faldt i år 73. De fleste jøder blev forvist fra Palæstina til forskellige dele af Romerriget. Det sidste jødiske oprør fandt sted i år 132-135, og en del af de overlevende jøder flygte til Europa andre blev tvunget til assimilation i de nye samfund.

Efter Romerrigets fald omkring sker der en opløsning af de gamle romerske kolonier i Mellemøsten og i 600 tallet vinder Islam frem gennem arabiske ekspansion og undertrykkelse. Derfra opstår blodige konflikter mellem kristne og muslimer i området. Korstogene er de kristnes sidste forsøg på at generobre de tabte stater og samtidig beskytte den Europæiske del af Middelhavet mod angreb. Det lykkedes til en hvis grad.

Historikerenes fortolkning af baggrunden for Korstogene har også skabt forskellige udlægninger/skoler. En skole mener, at korsfarerne ønskede at erobrer geografiske områder, der tilhørte det arabiske befolkningselement, og at de dermed ødelagde det materielle grundlag for den arabiske kultur.
Andre skoler mener, at Korstogenes udgangspunkt var pilgrimsfærd til Jerusalem og at hærene skulle beskytte pilgrimmene mod angreb og overgreb fra arabiske grupper.  Senere udviklede det sig således at korstogene blev mere organiseret og havde til formålet at befri Det Hellige Land fra muslimsk besættelse samt sikre de kristne besiddelser i området.
En tredje fortolkning, der er forholdsvis ny, ser korstogene som et forsvar mod kontinuerlige angreb fra muslimernes side. Med det mål at beskytte de sydeuropæiske lande, der oplevede vedvarende angreb og forsøg på invasion fra arabisk side, var tankegangen at føre konflikten tilbage til de områder, der var udgangspunkt for angrebene.

Et eksempel på dette er angrebet på Wien. I 1683 forsøgte en stor Osmannisk hær at erobre Europa, men et efter et blodigt slag nær Wien, hvor en alliance bestående af en union af Polen og Litauen samt det Tysk-romerske rige drev den Osmaniske hær på flugt.
Men det Osmanniske Rige forsøgte derefter med mere succes at erobrede dele af Balkan og Østeuropa.

Da organisationen Hamas hjemmehørende i Gaza i oktober 2023 iværksatte et blodigt angreb på Israel, blev det starten på en voldsom gengældelse fra israelsk side. Israel invaderede Gaza for at tvinge Hamas ud af området og sikre grænserne og deres medborgere. Krigen er eskaleret og der er mange tab.

Men i konflikten inddrages også historien, gennem spørgsmålet: hvem der har den juridiske ret til et geografisk område og en afgrænsning af udtrykket: ”besættelse”. Debatten føres også i europæiske medier, og det er markant, at konkret historiske fakta er fraværende, også hos mediefolk og en stor del manipuleres følelsesmæssigt til at acceptere en ikke korrekt udlægning af områdets historie.  

Polen 1960’erne.
I 1996 overværede jeg flere gange historieundervisningen på gymnasialt niveau i Polen, hvor netop et af temaerne var slaget ved Wien i 1683 og dets betydning for Polens magtposition. Derudover var på daværende tidspunkt følgende emner obligatoriske: Samling af landet i 1300 tallet, kampen mod Den tyske Orden, krigene mod Sverige, Rusland, landets tredeling og ikke mindst Polens modstandskamp under Anden Verdenskrig, Lech Walesa og strejkerne i 1980 på Gdansk-skibsværftet.

Tyrkiet 2006.
10 år senere var jeg i den heldige situation at kunne deltage i et historieforløb på en skole i Istanbul. Jeg var til stede over 3 dage i en klasse, svarende til en 10. klasse i Danmark. Underviseren fortalte at faget centrerede sig om Tyrkiets nationale historie og klassen skulle hele ugen arbejde med slaget ved Dardanellerne og Gallipoli i 1915, hvor Englands flåde angreb Tyrkiet, efter deres beslutning om at indgå i første verdenskrig på Tyskland og Østrig-Ungarns side.  Et slag hvor Tyrkiet sejrede stort, og England måtte trække sig tilbage til Middelhavet efter frygtlige tab.

USA 2024.
USA's seneste præsident Donald Trump kendes som en usædvanlig politiker, der ikke benytter traditionelle diplomatiske veje, men forsøger at fremme sine personlige og politiske mål gennem en anderledes tilgang.
På tilsvarende måde forsøger Trump en detailstyring af hele det store lands økonomiske, sociale og kulturelle forhold, hvilket skaber en begrænset margen for fagfolks indflydelse og vurderinger. Ofte er usikkerhed for institutioner, organisationer og for uddannelsessektoren det der er karakteristisk for en stat med en dominerende central ledelse.

På mange fronter er Trump administrationen i gang med en at omlægge forskningsmiljøet, kulturinstitutionerne, således at de indpasset i politiske administrations opfattelse af virkeligheden. Dette gør sig også gældende inden for historie, hvor Trump administrationen er gang med at omskrive dele af USA's historie.  Mange kritikere anser Trumps forsøg på at forandre historien som uberettiget, farligt og autoritært.

I marts i 2025 udtalte Trump, at USA's historie i fremtiden skulle fremstilles i et mere positivt lys end det gør sig gældende. Ifølge ham så må historie-formidling ikke fremme negative forståelser, og forfattere og historikere i stedet burde være mere positive over for USA og sikre en national stolthed over de mål der er nået i samfundet.  Kulturinstitutionerne blev beskyldt for at fremme en irrelevant kønsdebat, der igen skaber splittelse. 

De berørte kunstnere, forfattere og historikere er både rystet og rasende.  Værker bliver censureret og udstillinger forandret, så det passer ind i en bestemt narrativ opfattelse. Mange kritikere peget på at Trumps holdning er et direkte angreb på forskningsfriheden og den neutrale historieformidling.  Det trækker tråde til autoritære regimers kontrol og censur.

Men dele af USA's befolkning er enige i Trumps administrationens kritik af udviklingen på uddannelses- og kulturområdet. Administrationen har således indført en række tiltage for at gribe ind mod den antisemitisme, som ledelserne for universiteterne ikke har modsat sig. Et udbredt flertal er også imod den diskrimination af mænd, hvide og asiater, der finder sted i diversitetens navn – udvirket af de såkaldte DEI-programmer.
Krisen på uddannelsesinstitutionerne i USA trækker helt tydelig et spor til den kriser, som mange vestlige institutioner står i – også i Danmark. Beslutningstagerne har ladet uvidenskabelige politiske teorier styrer forskning, så den frie, uafhængige forskning er truet af en politisk agenda, hvor det ideologisk prospekt er vigtigere end selve indholdet i forskningen. Det frie udveksling af informationer er presset ind i politiske kontekster, hvor opponenter bliver desavoueret eller miskrediteret.  

Europa 2024.
Noget overraskende har Europa Parlamentet i marts 2024 vedtaget en resolution, der skal skabe en fælles historiebevidsthed i Europa. Formålet er at undervisningen skal flyttes fra de individuelle staters historie til en bredtfavnende Europæisk historie. Integreret i undervisningen vil være temaer omkring kolonialisme, imperialisme, økonomisk magt, men også kønsdiskrimination, strukturelle uligheder, minoriteters manglende rettigheder kan blive en del af et historiefagets reference område. Betydningen af at få dette indlejret i historieundervisningen betragtes som så vigtig, at de nationale læseplaner skal ændres. 

I den vedtagne resolution er konklusionen, at den nationale kerne i de enkelte landes historie skal erstattes af en bredere fælles europæisk historie, hvor der især skal vægtes skyldsspørgsmålet omkring kolonier, slaver etc.

Kommentarerne til resolutionen er mange, da der ikke er praksis for at parlamentet forsøger at detailstyre de enkelte landes curriculum og bekendtgørelser.
Joanna Williams en britisk forsker inden for uddannelsesvidenskab (Univerity of Kent) udtaler, at hvis resolutionen bliver en realitet, vil undervisningen stigmatisere fortællingen om Europas vej til en civilisation og have fokus på de negative konsekvenser af europæerens fortid. (Berlingske Tidende 30. marts 2024).  Videre udtaler Joanna Williams lidt provokerende, at de unge europæere skal skamme sig over deres eget lands historie, i stedet for at se de positive udviklinger, hvert land har gennemgået.

Parlamentets resolution er et bevidst politisk projekt, hvor den nationale historie skal nedtones for bedre at acceptere en fælles europæisk identit gennem historieundervisning. Der må ikke opstå blokeringer for udvikling af en stadig tættere union, og her kan den individuelle stats nationale forståelse eller identitet udgøre en forhindring.  Europa Parlamentet har ikke lovgivnings kompetence inden for undervisning, men resolutionen skal ifølge oplæggene understøtte og supplere de enkelte staters indsats for en fælles identitet.   

Danmark i nyere tid.
Der foregået utallige debatter omkring fortolkning af dansk historie med temaer helt tilbage til oldtiden og op til i dag.  Nye kilder, nye forskningsmetoder leder til frem til nytænkning og nye resultater til formidling. Men det er også en afgørende faktor som altid, at de politiske strømninger og magtforhold er underlægningsmusikken for historiefremstillingen. Styrken omkring historieforskning i Danmark er de faglige redskaber fra kildekritikken og de åbne kritiske debatter, der ofte er med til at dissekere konkrete historieproblematikker.

Afslutning
Ovenstående er meget forskellige eksempler på, hvordan historien og historiefaget bruges i en politisk kontekst for at fremme en ganske bestemt sag. Det foregår hver dag forskellige steder i verden og er langt mere udbredt end mange tror.  Det er ikke muligt at undgå, men som bruger af historiske værker skal man stille sig bevidst kritisk. Det oprindelige kildemateriale eller dokumentation har man sjældent mulighed for at analysere, selv om internettet har gjort kildetilgang nemmere og hurtigere.

Benyttelse af værker og kildekritik er meget individuel fra land til land. Fiktive værker og serier i forskellige medier kan også biddrage til usande fordrejede historiske fremstillinger, men der er også produceret fremragende film med udgangspunkt i en historiefremstilling. Forhold der fremmer interessen for historie og som giver det historiske perspektiv, mange efterlyser.
Men dette må ikke demontere en oplevelsesrig historiefortælling, da historien også rummer æstetisk værdier, oplysning, underholdning, perspektivering, analyse og debat.