Jens Christian Boje Nørgaard 

I løbet af 1830’ernen forandrede kongeriget Danmarks relationer til hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Disse hertugdømmer havde siden middelalderen været de danske kongers private besiddelser, men tidlige underlagt de tyske kejsere. Hertugdømmerne blev styret fra København af tyske embedsmænd, mens størstedelen af befolkningen i Slesvig talte dansk, og lærte dansk i skolen.

Men i denne periode opstod der i de tyske fyrstedømmer et ønske om en samlet nation, et nyt Stortyskland, der af den vej ville få økonomisk og politisk magt i Europa. Disse tanker nåede også til hertugdømmerne, hvor Uwe Jens Lornsen, en embedsmand i administrationen i Slesvig, argumenterer for at Hertugdømmerne skulle indgå i en samlet tysk stat med en demokratisk forfatning og kun have mindre tilknytning til Danmark.

Dette skaber en vældig harme og debat i Danmark, og der opstod hurtigt en national modbevægelse af såkaldte nationalliberale, der ønskede at bevare hertugdømmernes forbindelse til Danmark eller som minimum et Danmark til Ejderen, floden i grænseområdet. Den centrale magt i Danmark med kongen i spidsen var tvivlrådig og søgte efter kompromisser.

Størstedelen af befolkningen var for helstaten og ønskede ikke at tysk indflydelse i hertugdømmerne.

I marts 1848 udbryder der igen revolution og uro i de store byer i Europa, primært i Paris og Berlin, hvor befolkningen krævede indflydelse og demokrati, en udvikling der chokerede mange enevældige fyrster og satte dem under pres.

I hertugdømmerne blev der i samme måned afholdt et møde i stænderforsamlingen, hvor man krævede Slesvig-Holsten optaget i det tyske forbund og en demokratisk forfatning. Der blev sendt en delegation til København for at forhandle om kravene.

Reaktionerne i Danmark var voldsomme, der blev arrangeret demonstrationer mod hertugdømmernes krav foran Christiansborg arrangeret af de Nationalliberale. Man ønskede en stærk ny regering, der havde folkets tillid, og som kunne modstå de tyske krav.

Frederik den 7. afskedigede den gamle regering og sammensatte en ny regering med flere ledende nationalliberale, Som forventet blev hertugdømmernes krav afslået, og den nye regering ønskede at Holsten skulle have sin egen forfatning og at Slesvig skulle indgå som en naturlig del af Danmark. Dette betød oprør og hertugdømmerne formede en provisorisk regering og samlede tropper til kamp mod Danmark. Det samme gjord Danmark og den 29. marts rykkede danske soldater ind i Slesvig.

Det kom til kampe og forskellige tyske delstater støttede Hertugdømmerne, herunder Preussen, som besatte store dele af Jylland i løbet af 1848. Men på grund af indre konflikter trak de tyske delstater deres soldater hjem i løbet af 1849 – 1850, og i juli 1850 besejrede de danske soldater Slesvig-Holsten ved Fredericia og senere ved Isted nord for Slesvig.

Danmark, Slesvig der var sammensat efter krav fra Europas stormagter fungerede ikke, og Danmark ønskede at lave en løsning med en samlet forfatning alene for Slesvig og Danmark. De vakte vrede i det tyske forbund og 1864 startede krigen igen, preussiske og østrigske soldater rykkede ind i Slesvig. De danske soldater trak sig tilbage til Dybbøl, hvor der var oprettet skanser, men skanserne blev stormet og Dybbøl erobret. Danmark tabte krigen. Ved fredsforhandlingerne i Wien skulle Danmark afstå Hertugdømmerne til det tyske forbund, og grænsen blev lagt ved Kongeåen der har et udspring syd for Vamdrup og løber til Vadehavet nord for Ribe. 

Hertugdømmerne blev således en provins i det preussiske monarki med en såkaldt præsident i spidsen. Han residerede i Kiel og siden i Slesvig, hvor også det lokale parlament havde til huse. Den nye preussiske administration medførte i starten en hvis form for modernisering og en vis demokratisering af hertugdømmernes styre. Efter dannelsen af det tyske kejserrige i 1871 fulgte yderligere den tyske rigslovgivning.

Som set før og andre steder i historien betød det tyske herredømme også en eksklusion af dansk kultur og sprog.  Nogle søgte gennem assimilation at blive den del af nye samfund, mens andre fandt det urimeligt, at de efter hertugdømmernes indlemmelse i Preussen skulle aflægge ed til den preussiske konge for at kunne beholde deres stilling. Mange nægtede at aflægge eden, hvilket førte til afskedigelser, og blev flygtninge i Danmark.

De repræsentanter for de dansksindede i Sønderjylland der blev valgt til parlamentet (Landdagen) nægtede også at aflægge ed til den preussiske konge. Kravet om edsaflæggelse og afskedigelserne af danske embedsmænd medførte i realiteten en forstærket dansk bevidsthed, der kom til udtryk på mange forskellige måder.  Men der var også splittelse i den danske lejr, da flere mente at et samarbejde med den tyske administration vil skabe bedre forståelse for sønderjydernes holdninger end en konfrontation.

I samme periode var der stor uenighed om statsborgerrettigheder idet danske slesvigere efter nederlaget 1864 fik 6 år til at vælge om de ville være danske eller preussiske statsborgere. Ved at vælge danske statsborgerskab blev de betragtet som udlændinge og fik ikke politiske rettigheder, i antal drejede det sig om ca. 30.000 personer.  En del af dem flygtede reelt til nord for Kongeåen for at få borgerlige rettigheder.

Den nye preussiske statsmagt i Slesvig udviste i begyndelsen en hvis tolerance overfor de dansksindede nordslesviger for få dem integreret i landet.   

Frem til begyndelsen af 1870-erne var hovedsigtet i den preussiske stats mindretalspolitik at integrere de dansksindede nordslesvigere som loyale statsborgere i det preussiske monarki. . Den politiske undertrykkelse rettede sig i begyndelsen mest mod danske sprog, medier og foreningsliv.

Men forholdene blev strammet.   Fra dannelsen af en tysk nationalstat i 1871 skærpedes undertrykkelsen af de nationale mindretal. Den nye tyske nationalisme medførte, at man betragtede dansksindede nordslesvigere som en fjende der helst skulle blive tyske borgere såvel kulturelt som sprogligt.

En ny gruppe af nationale embedsmænd skulle sikre en hurtig assimilering af de områder, der indgik i det nye Tyskland. Undervisning skulle foregå på tysk, og danske skoler blev lukket. Det samme gjorde sig gældende med gudstjenester, hvor der kun måtte prædikes på tysk. Den tyske stat opkøbte store gårde, som kun blev bortforpagtet til tysksindede landmænd.
Nørre Løgum sogn blev af dansksindede kaldt det sorte sogn, fordi en række landmænd her var virkelig loyale overfor den nye tyske stat, og krævede danske landmænd udvist af sognet. I et tilfælde tilbød de 1000 mark til en gårdejer for at opsige forpagteraftalen med en dansk statsborger. 

I oktober 1898 blev en stor gruppe danske statsborgere udvist for at vise foragt for Tyskland, og de fik ikke kompensation for mistede værdier. Det gentog sig igen få år senere, hvor over 1200 dansksindede, der i kortere eller længere tid havde opholdt sig i Danmark for at uddanne sig, blev gjort til danske statsborgere og udvist.

Sønderjylland og Slesvig var en del af det nye tyske kejserrige og var derfor tvunget til at deltage i første verdenskrig.  Dette ramte også den dansksindede del af befolkningen, der som i alle andre tyske delstater skulle møde på kasernerne den 2. august 1914, hvis de var mellem 18 og 44 år.  Det var ikke med begejstring de mødte op, fordi de nu skulle kæmpe i hær, der var en del af undertrykkelsen i deres egen stat.
Nogle af de indkaldte sønderjyder blev sendt på specielle militære operationer i de tyske kolonier i Afrika. Med et forklædt tyske skib blev de sendt på en 25.000 sømil igennem Atlanterhavet og rundt om Cape halvøen frem til kolonien Tysk Østafrika for at hjælpe den tyske  krydser SMS Königsberg ud fra et floddelta, hvor den havde søgt ly for engelske angreb. 

Samtidig skærpes holdningen til mindretal i kejserriget.  Der kom en skærpet retorik mod danske organisationer, og undertrykkelse med mødeforbud, censur.

Det anses for sandsynligt at krigen kostede omkring 5.200 sønderjyder livet, i alt blev omkring 30.000 fra landsdelen indkaldt. Krigen efterlod også så mange som 7.000 ramt af voldsomme fysiske skader efter krigen, og derudover dem, der havde mentale problemer efter oplevelser i skyttegravene. Igennem hele krigen lykkedes det omkring 2.400 sønderjyder at flygte over grænsen ved Kongeåen eller gennem Vadehavet for at undgå militærtjeneste.

Efter første verdenskrigs afslutning kom Versaillesfreden i juni 1919, her blev det slået fast, at den dansk-tyske grænse skulle bestemmes ved folkeafstemning i grænseegnene. Der blev 2 afstemningszoner, og i zone 1 som var den nordlige del af Slesvig ønskede 75%  at blive genforenet med Danmark, mens i zone 2 ønskede 80% et fortsat tilhørsforhold til Tyskland.

En personlig historie. Familien Bohnfeldt.

Som skrevet så sker der fra slutningen af 1870erne en skærpet undertrykkelsen af det dansk nationale mindretal i Slesvig. Den tyske administration betragtede dansksindede nordslesvigere som "fjender", der i løbet af en generation helst skulle blive tyskere såvel sprogligt og kulturelt. Undertrykkelsen kom til udtryk på mange områder.  Der var forbud og censur mod alt hvad der kunne relateres til Danmark. Mange blev forvist fra området og endte som flygtninge i Danmark, hvor der ikke var ressourcer til at hjælpe disse flygtninge.  Mange af dem var derfor afhængig af hjælp fra familien eller venner. Deres ejedomme i Sønderjylland blev ofte solgt til tyske købere.

En af de familier der blev ramt af den tyske undertrykkelse var familien Bohnfeldt fra Sønderjylland. Frederik Bohnfeldt var født i 1851 og hustruen Petrine Nissen var født 1853, de blev gift i 1877.  De boede i Haderslev hvor han arbejdede som landmåler på lokal administrationens matrikelkontor.  I slutningen af 1870erne blev han afskediget på grund af sin dansksindede holdning.  For at opretholde en indtægt begyndte Frederik at handle med kreaturer og landbrugsvarer. Familien fik købt en grund i området omkring Haderslev centrum, hvor de opførte en stor ejendom, med udhuse til kreaturer, lejligheder til udlejning og derudover i stueetagen gæstgiveri.  Huset i sig selv var opført i røde teglsten med grå pilastre, i virkeligheden virkede fronten som et dannebrogsflag.  

Deres arbejde var en succes, Fredrik oparbejdede en stor handel med landbrugsprodukter, som der var stor efterspørgsel efter i det nye Tyskland. Petrine sørgede for at gæstgiveriet og udlejningen af lejligheder fungerede. 

Men i 1898 ramte næste katastrofe familien. Frederik blev udvist fra Sønderjylland igen på grund af sin dansksindede holdning.  Han var ikke den eneste, der blev udvist, det ramte mange tusinde. Det var i en periode kaldet ”Köllertiden” efter en tysk overpræsident E. M. von Köller der førte en ekstrem hård kurs med masseudvisninger således at danske statsborgere blev flygtninge i Danmark. Man ønskede at straffe befolkningen kollektiv til de accepterede tysk overherredømme.  

Frederik blev deporteret med en række uforståelige forklaringer. Han skulle således have overbevist andre om, at det var bedst at stemme på dansksindede til landdagen, desuden havde han deltaget i en dansk landboforenings fest nord for grænsen samt forhindret besøgende på gæstgiveriet i at tale tysk. Den mest groteske var nok, at han ifølge tyske embedsmænd havde ladet sit gæstgiveri fremstå i farverne rødt og hvidt.

Frederik var således nødt til at flytte, han købte en lille gård i Seest ved Kolding. Petrine var derefter alene med 7 børn og arbejdet med at drive gæstgiveriet videre.  I løbet af perioden blev det omdannet til et pensionat og enkelte af de voksne børn flyttede hjemmefra.  Frederik og Petrine mødtes nu og da i Kolding eller Haderslev, men måtte hver gang snige sig over grænsen, og holde deres møde hemmeligt.

Da krigen brød ud i 1914 vender enkelte af de voksne børn hjem, da deres mænd bliver indkaldt til den kejserlige hær.  De hjælper Petrine med pensionatet og husholdningen. Flere gange havde de besøg af tyske gendarmer, der undersøgte om de havde mere mad i huset end der var tilladt. Der skulle sikres levningsmidler til fronten.  

Frederik dør i 1901 og Petrine dør i 1938. Efter Frederiks død og gennem hele krigen fortsatte Petrine med at drive pensionatet i Haderslev. (Materiale fra Haderslev- Samfundets Årsskrift. 1983 Helga Hansen samt Knud og Lilli Bohnfeldt Boje)

Det er blot en personlig historie ud af mange om det at være tilknyttet dansk kultur i Sønderjylland og Slesvig, og hvilken konsekvenser det kunne have.  Det bevidste forsøg på assimilation er ofte markant, når en nation eller en hær bemægtiger sig et afgrænset landområde. Det er kendt langt tilbage i historien.  Lige nu er det aktuelt med Ruslands annektering af den sydlige del af Ukraine, Kina i Hongkong, i Mellemøsten.