Historie. Viden om fortiden hjælper dig med at forstå din egen samtid og skabe din identitet. Måske er du interesseret i at få informationer om, hvor din slægt kommer fra eller hvorfra det sted, hvor du bor, har fået sit navn eller hvad den gamle bygning på hjørnet oprindelig har været brugt til. For at få uddybende svar på dette er det nødvendigt at vide noget om tidligere tider, om historien.
Historie handler ikke kun om krige, revolutioner eller dramatiske omvæltninger, men også om det, der omgiver os i dagligdagen og nysgerrighed er det bedste udgangspunkt. Historien giver dig sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid. Vi kan lære af det som mennesket har gjort før os, men giver også en viden på nye områder samt en æstetisk oplevelse. Når man arbejder med historie, må man undersøge sporene efter dem, som har levet før os. De kan fortælle om dele af en virkelighed før vores egen tid, men aldrig give en fuldstændig billede af fortiden. Mange forskellige typer af forskning bidrager til at skabe viden om menneskelig aktivitet, men de vigtigste er arkæologi, palæontologi og selvfølgelig historieforskningen. De systematiserer og tolker fund fra fortiden og giver os dermed et billede af historien.
Mens arkæologerne først og fremmest arbejder med konkrete genstande og rester fra menneskelig aktivitet, så er de skriftlige kilder afgørende for historieforskningen. I de tidlige faser af dansk historie er de skriftlige kilder meget begrænset, men igennem historien vokser materialet, og i dag er der ofte store mængder af kilder.
Derfor må historikeren vælge og afgrænse sit materiale, altså afgøre hvilke kilder, der skal medtages i en tekst. Valget afhænger af, hvad historikeren ønsker at vide om fortiden, og derfor er det vigtigt for historikeren at arbejde med afgrænsede emner, der kan belyse, hvad der rent faktisk er sket. Tiden som historikeren lever i, kan være afgørende for hvilken kilde, vedkommende lægger vægt på og hvad der er målet med en undersøgelse eller en tekst. Historikerne er ikke neutrale i deres valg, og det giver mulighed for forskellige fortolkninger af samme begivenhed. Derfor er analyse af kilder en så vigtig faktor for forståelse af historien.
Målet med denne hjemmeside er at bidrage med afgrænsede emner i perspektiv til den brede danske historie. Materialet på siderne kan bruges som alment oplysende, men også som en del af et undervisningsforløb.