Videoklip om kongeborgen ved Tissø 

Mordet på kong Knud den Hellige i St. Albani Kirke i Odense 1086.

Jens Christian Boje Nørgaard 

Knud blev valgt til konge i 1080. Han opnåede ikke at blive afholdt hverken af bønder eller adelen. Kun kirken var tilfreds med ham, da han indførte en række afgifter, der øgede kirkens og klostrenes indtægter, blandt andet fik han indført tiende (1/10 del) af bøndernes afgrøder, der skulle gå til kirken. Knud selv var meget troende, gik ofte i kirke og fulgte strengt de forskrifter, som en god kristen skulle følge. Knud overvejede alvorligt at tilbageerobre dele af England og lod en stor flåde samle i Limfjorden, ifølge kilder langt over 1000 skibe.

Men Knud måtte pludselig fokusere på Slesvig og Holsten, da der var ved at udbryde oprør mod hans styre i disse landsdele. Han forlod derfor flåden i Limfjorden. Dette medførte, at flåden gik i opløsning og mandskabet vendte hjem til deres egn. Knud blev vred over dette nye oprør i flåden og lod mandskabet straffe, også med store bøder, især vendelboerne, der blev beskyldt for at have anstiftet oprøret.

Men nu gjorde disse bønder åbent oprør, og mange fulgte de oprørske vendelboer på grund af utilfredshed med kongens styre og afgifter. Kongen måtte flygte fra flåden og søgte mod Fyn, hvor kongeslottet lå i Næsby.

Men bønderne fortsatte deres forfølgelse, og Knud søgte skjul i Skt. Albani Kirke i midt af Odense. Her blev han dræbt af de forfølgende 10. juli i 1086. Det følgende er et tekst fra en rigtig gammel Danmarkshistorie. Siden handler netop om mordet på kongen Knud den Hellige i 1086.

Mange mener, at det mord er afslutningen på vikingetiden og begyndelsen på middelalderen. Teksten er skrevet af Saxos Grammaticus (1120 - 1208). Saxos beskrivelse er også en kilde, og har en helt tydelig en intention med beskrivelsen af begivenheden.

Der findes andre kilder til drabet, hvor vurderingen af Knud er anderledes kritisk.

Han var drevet ud af Jylland, nu skulle han også ud af Fyn. Da de var på vej over bæltet, ville Kongen fortsætte til Sjælland. Men en af hans fortrolige, forræderen Blakke, rådede ham til at tage ophold i Odense og ikke styrte afsted i bar kvindeskræk. Blakke tilbød at lytte godt efter stemninger. og søge at dæmpe vreden. Og skulle det mislykkes, ville Kongen naturligvis straks få besked. 

Den bevæbnede folkeskare samlede sig og dannede en vold omkring kirken. Krigerne valgte at dø med ære sammen med deres Herre og sluttede sig til ham i det omfang, det var muligt at slippe ind i kirken. Man kan ikke andet end beundre disse tapre mænds troskab. De gik ulykke og undergang i møde, hvor de sagtens kunne have reddet livet. 

Benedikt, Knuds broder, viste sit sindelag og delte Kongens skæbne, mens Erik blev omringet udenfor. Og da han ene mand ikke kunne klare sig mod de mange, banede han sig vej med sit sværd og slap bort. 

I mellemtiden indså Blakke, at ingen vovede at bruge vold mod Fredens Hellige Bygning. Denne anstifter af kongemord og helligbrøde gav sig derfor til selv at slå løs på kirkedøren med sit sværd. Nu fulgte mængden efter, de stormede og skændede selveste Herrens Hus. 

Midt i kirkedøren måtte Blakke bøde for sin ondskab. Han blev dræbt, og straks efter faldt også hans banemand. Den ene lod livet for sin forbrydelse, den anden for sin troskab, og jeg er overbevist om, at morderens og den ædles blod må være løbet i hver sin retning, så det fromme ikke blandede sig med det syn dige. Også Benedikt faldt, mens han stod forrest over for angriberne. 

Kongen stolede på sin rene samvittighed og bevarede sin ro, mens kampene rasede rundt om ham. Han ænsede ikke faren, frygten fik intet greb i ham, han fortsatte standhaftigt og uanfægtet sin andagt til det allersidste. 

Mængden begyndte at bryde bjælkevæggene ned på alle sider. Kongen til kaldte præsten og beredte sin vej til salighed ved i dybeste anger at skrifte de hemmelige synder i det liv, der nu skulle slutte. Han var sikker på sin uskyld, frygtede ikke døden, men opsøgte den snarere. Han bredte sine arme ud, kaste de sig ned foran alteret og ventede som et slagteoffer på at blive dræbt. 

Da blev et spyd slynget gennem vinduet. Det sårede ham dødeligt. Spyddene kom nu fra alle sider. De gennemborede ham. Han rørte sig ikke af stedet, men gav sit blod, som hans mænd havde gjort det. Han opgav ånden. Kongens legeme blev lagt på en ligbåre. 

Vikingernes Hav.

Artikel skrevet af Ole Jørgen Nørgaard

Vikingerne kom vidt omkring på deres skibe. Vestpå sejlede de til England, Irland, Færøerne, Shetlandsøerne, Hebriderne, Island Grønland og Amerika. Sydpå kom de til det nuværende Holland, Belgien, Tyskland, Frankrig, Spanien og Norditalien.  Østpå sejlede over Østersøen og kom til landene syd for denne. De sejlede op ad floderne i Rusland og grundlagte handelsbyen Novgorod og Kievdynastiet. De kom til Sortehavet med Konstantinopel og til det Kaspiske Hav. Hvor de kom, gjorde de sig bemærket. 

Irland
Irland var kristent allerede i årene efter år 431 da Skt. Patric kom til Irland og grundlagde et kloster der, som spredte kristendommen til England og det europæiske fastland. Irland var dengang opdelt i 135 forskellige kongeriger, der sloges ivrigt indbyrdes. Det gjorde Irland til et tag-selv bord for især de norske vikinger, som benyttede situationen til i året 841 at grundlægge Irlands senere hovedstad, Dublin, og der oprette et slavemarked, der hurtigt blev Europas største. Især var de irske kvinder derfra berømt for deres skønhed og stærkt efterspurgte. 

England
England var, da vikingerne begyndte at komme i 800-tallet, delt i ca.5 store konge eller jarledømmer (Wessex, East Angelia, Cumbria, North Humbria og Mercia, der var det største).
For at gøre en lang historie kort.

Efter en generalprøve i 789 hvor en gruppe vikinger gik i land og myrdede havnefogeden og hans folk i Portland, kom vikingetidens nine-eleven 8. juni 793: Direkte over det åbne hav fra Oslofjorden kom vikingerne og gik i land på den hellige ø Lindisfarne ud for kysten af Nordengland. De plyndrede det rige kloster der, brændte det af, druknede nogle munke, dræbte andre og tog atter andre med. Så sejlede de hjem med klosterets kostbarheder. Klostret var i øvrigt blevet rigt ved at skrive og sælge guldindlagte bøger. 

Dette overfald vakte dengang samme opmærksomhed i den civiliserede verden som angrebet på World Trade Center 9/11 2001 gjorde i vor tids civiliserede verden. Derfor blev det siden anset for den begivenhed, der indledte Vikingetiden. Hidtil havde Gud og hvermand troet, en så lang tur over det åbne hav var umulig. Det var det ikke, og der skulle komme flere. 

Bare en kort beretning om vikingernes aktiviteter i England over ca. 250 år ville fylde en bog, kun skal nævnes: Vikingerne hærgede hvert år i England. Ofte blev de betalt for at tage væk uden at plyndre. De midler, der kom ind herfra, blev i stor udstrækning brugt til at finansiere nye plyndringer. Den store hedenske Hær af vikinger, der havde hærget og plyndret Frankrig siden år 850 kom i 865 til England og begyndte at plyndre og danne fyrstedømmer der. Mange danskere slog sig ned i det dengang danske Danalagen i England.  

1002 beordrede den engelske konge, Edvard den Rådvilde, alle danskere dræbt 12- 13. november. Massedrabet udløste voldvomme hævnreaktioner fra især Danmark og resulterede til sidst i, at den danske vikingekonge, Svend Tveskæg, 1012 erobrede England. Togtet var finansieret af englænderne selv med den danagæld, de havde betalt til vikingerne tidligere. Svend Tveskæg døde pludseligt i 1014 og hans unge søn, Knud på ca. 18 år, blev fordrevet fra England, men vendte tilbage og erobrede England en gang til. Knud var nu konge i både England, Danmark og Norge. Han var dermed blevet en af de to mægtigste mænd i kristenheden!

Efter at have deltaget i den Tysk-romerske kejsers, (Konrad 2.) kroning i 1027 i Peterskirken i Rom, indførte Knud den Store, som den første nogensinde, Euro!. Dvs.. den hed noget andet, men han fik standardiseret mønterne i England med den Tysk-romerske kejserriges og Konstantinopels, så man havde en fælles møntfod over hele den kristne verden! Samhandlen øgedes voldsomt! 

Holland og Belgien.
Det var den dengang den rige handelsby, Dorestad, grundlagt ca. år 600 ved en biflod til Rhinen, der tiltrak vikingerne, Byen blev plyndret 6 gange i 800- årene, indtil byens adgang til havet blev næsten helt lukket af en stormflod i 860 og byen svandt bort.  

Det Tysk-Romerske kejserrige, nu Frankrig og Tyskland.
Også her ville en større bog være nødvendig. Frankrig-Tyskland var dengang et arve-kejserdømme. Ikke alle kejserne var effektive. I 700-tallet var Frankrig plaget af muslimske hære, der fra det muslimske Spanien rykkede op i Frankrig, indtil de i 762 blev slået af franskmændene og burgunderne ved Poitieres ca. 250 km syd for Paris.
I 800-tallet kom vikingerne!

Vikingerne sejlede op ad floder og vandløb og plyndrede landet. I store grupper strejfede de rund i landet på de landeveje, romerne havde anlagt for århundrede siden. En formentlig norsk viking, Rollo, blev hertug i Normandiet (Fra hertugdømmet derfra kom senere bl.a. Gorm den Gamle). Håbet var sikkert, at vikinge-hertugen skulle dæmpe sine landsmænd. Den store hedenske hær hærgede fra 850-65 i Sydfrankrig. Her havde provinserne været lidt oprørske mod kejseren, så vikingerne kom belejligt for ham. I hvert fald lod han dem uantastet passere ad Seinen. 

En ganske ung kejser, Ludvig Barn (Enfant) fik dog samlet en hær og slog vikingerne hårdt, men omkom kort efter. Han så en dejlig pige i en have, trådte hestens speeder i bund og red efter hende. Hun løb den anden vej. Da han red gennem buegangen, glemte han at dukke sig. Han døde dagen efter. Et perifert medlem af kejserfamilien konverterede til asatroen, men fandt felt-livet blandt vikingerne for ukomfortabelt og vendte tilbage til sine godser. Her blev han grebet af emsige kristne og henrettet. Der var dengang dødsstraf for at forlade kristendommen. 

Spanien
Spanien var i vikingetiden muslimsk bortset fra et kristent kongedømme i den nordligste del af halvøen. Vikingerne forsøgte sig også med plyndringer i kalifaterne der. På hjemmebane var muslimerne dengang velorganiserede og ret så slagkraftige. Vikingerne havde svære tab der.

Muslimerne var dog imponeret over vikingernes skibe og en af kalifferne fik lavet nogle kopier af vikingeskibene, men de stod ikke mål med forventningerne. Det, vikingerne havde og muslimerne ikke havde, var århundredes erfaringer med langskibene, opsamlet gennem mange generationer.

Nordatlanten. Vikingernes Hav
Vikingerne beherskede Nordatlanten fra ca. år 800 og frem til ca.1020, da Knud den Store overtog magten i England. Ingen stat havde indtil da flådestyrker, der kunne matche dem. 

Skibene.
Skibene var bygget af træ, helst egetræ. At bygge dem, krævede forkundskaber og erfaring, altså skibsbyggere.
Skibene havde årer og åretagene var ret korte efter nutidige mål. Sejlene var af uld. At kunne fremstille tekstiler af uld var ikke muligt i Nordeuropa før i jernalderen, så intet skib har haft sejl her i vor del af verden, før vi kunne forarbejde uld!. Sejlet var lige så kortbart som skibet og for at undgå, det blev stjålet, blev det ofte om vinteren låst inde i det helligste sted i området, kirken, hvis man da havde en sådan.

Man kunne så om foråret med kirkens velsignelse drage ud på plyndringer!  Man skulle tro, det var løgn, men de første korstog til Jerusalem fra Norge i 1107-1110, ledet af Sigurd Jorsalsfarer, foregik netop sådant. Det blev finansieret af plyndringer på turen derned! Det kan vel derfor ikke undre, at nyere historikere ser på korstogene som en fortsættelse af vikingetidens aktiviteter. 

Skibene, satte vikingerne i stand til at bevæge sig stort set overalt, hvor der fandtes vand. De stak ikke så dybt. De havde ikke køl. Et vittigt hoved har en gang sagt, at de kunne sejle på duggen. Det er overdrevent. Som regel behøvede de ½ m vand. De kunne uden besvær løbe op i åer og floder og overalt på en strandbred. Man kunne trække skibene over land eller rettere skubbe dem. Trak mam skibene forfra, gik de i stykker. Man skulle have træktovet bag på skibene og frem. 

Sejladsen
Den manglende køl og lille dybgang gjorde det vanskeligt at krydse op mod vinden, altså i bidevind og de var følsomme for sidevind.  Alligevel sejlede de fra Danmark, Norge og Sverige over Nordatlanten til Hebriderne, Shetlandsøerne, Færøerne og Island, ja selv ril Amerika.
Hvordan gjorde de det? 

Skibsfløjet       
Et vikingeskib var forsynet med et skibsfløj. Det var et stykke tyndt metal, der så ud som ¼ af en cirkelrund skive og var monteret lodret så, det kunne dreje om en lodret jernstang på 20-30 cm. Det var altså som en moderne vejrhane. 

Under fløjet var et vandret bord, som var forsynet med tøjstrimler, der flagrede i vinden og også viste vindretningen. Fløjet var monteret tæt på rorsmanden, altså ved styreåren bagtil i skibets styrbords side. Fløjets stilling i forhold til vinden og skibet skulle helst være den samme hele tiden. Ellers havde skibet eller vinden ændret retning og kursen skulle korrigeres. Vindens retning forventedes at være var ret konstant, i hvert fald i de 12 dage eller lidt mere, turen varede.

Skiftede vinden, havde skipper et problem og måtte gætte, hvordan vinden havde skiftet. Vikingerne havde i begyndelsen 8 verdenshjørner, senere blev det 16, måske markeret på bordet til skibsfløjet. Skipperen havde lidt støtte i solens og stjernes stilling, men ingen sekstant og slet ikke et ur. Den dobbeltbrydende solsten, der kunne angives solens stilling i overskyet vejr, nævnes i sagaerne, men er ikke fundet i vikinge-sammenhæng. Der er historier om, at man tog fugle (ravne) med på lange rejser og håbede, de ville flyve mod land, når de blev sluppet løs.

De gamle sejlede ikke som nutidens skibe, på klokkeslæt! De ventede og ventede, dage og uger, på den rigtige vind fra den rigtige retning og først, når den kom, sejlede de. Vikingerne kendte også havets strømninger, altså her for det meste Golfstrømmen.
Hvordan var det muligt. 

Klimaet var anderledes
Fagfolk havde tidligere bemærket, at stenalderens bopladser i Ertebølletiden lå i læ for vinden fra Nord-Øst, altså på syd-vestsiden af højdedrag. Ca. 2000 år senere var det omvendt. Den fremherskende vindretning havde altså skiftet, åbenbart også flere gange, også senere. Da den fremherskende vindretning skiftede sidste gang og sydvestenvinden blev fremherskende, blæste vinden saltvand og dermed silden ind i de danske farvande. Sildefiskeriet der begyndte småt i 1000-årene og var enormt i slutningen af 1100-tallet.

For at springe meget tekniske betragtninger om vejr og klima over, så må vi altså nok gå ud fra, at klimaet dengang var anderledes end nu. Selv om nutidens klimafanatikere ikke vil vide det, så har klimaet og vejrliget i Nordeuropa og Atlanterhavet de sidste 5000 år haft vekslende varme og kolde perioder af 5-600 års varighed. Vi er lige nu på vej mod en ny varmeperiode. Vindretningen har måske på samme måde perioder på omkring 2000 år med skiftende fremherskende retninger. Vikingerne levede i en varmeperiode, der var begyndt efter Jernalderen og fortsatte til Den mørke Middelalders Kuldeperiode, der var mærkbar i hvert fald i 1300-tallet.

I vikingetiden kom den fremherskende vind fra Nordøst og når vinden var i det hjørne, var den stabil i lang tid. Man brugte derfor på et vikingeskib nærmest vindretningen som en kompasnål. Skulle man til f.eks. Island, sejlede man først til et bestemt sted i Norge, her Bergen eller Trondheim. Herfra, når vinden var passende, sejlede man med nordøstenvinden ind skråt bagfra stik vest, til man kom ind i den vestgående del af Golfstrømmen, der første skibet mod vest under Island. Retningen blev holdt med skibsfløjet. 

Grønland tur – men ikke retur?
Skulle man til Grønland, fortsatte men med samme kurs, og ville så ramme Grønland ca. 180 km Nord for Grønlands sydspids. Man ville undgå at sejle syd om Grønland og havne i Amerika. Ved Grønlands Østkyst kom man ind i en kold, sydgående Østgrønlands -strøm, som drejede lidt nordpå ved Kap Farvel. Man drejede med strømmen ved Kap Farvel og sejlede nordpå i en kort, nordgående Vestgrønlands strøm til Østerbygden. Vesterbygden lå så yderligere 6 døgns roning nordpå. Ingen hjælp til sejlads nordpå fra hverken vind eller strøm!
Bygderne var grundlagt i 900-tallet af Erik den Røde og sønnen, Leif den lykkelige. 

Ville man sejle fra Grønland til Island, havde man et problem. Golfstrømmen og vinden gik mod vest og gav altså en modstrøm på mindst 2-3 knob. Man kunne kun komme frem ved at ro.

I stedet måtte man lægge kursen sydpå og sigte mod øerne i Atlanterhavet eller Skotland og derfra dreje mod nord ind i en nordgående strøm op forbi Norskekysten og derfra igen mod Vest i ruten til Island. Så de, der boede på Grønland, havde et problem!
Nordboerne fandt hurtigt til Amerika og slog sig også ned her, men kom i krig med indianerne og forlod Amerika igen.

Der var masser af træer og tømmer i Amerika, som vikingerne kaldte Vinland (Det kan også betyde grænseland), men de havde samme problematik med at komme fra Amerika til Grønland. Strømmen og vinden var imod dem. De forsøgte at hente tømmer i skovene i Vinland alligevel, men da der skulle ros med åre på hjemvejen, skulle der flere mænd med og så kunne man ikke få nok træ med også.
Fra Alaska og øvrige Nordamerika kom en masse drivtømmer til kysterne af Grønland. Det kunne til nøds bruges til at reparere skibene med, men ikke til at bygge nye. 

Da nordbokolonierne på Grønland sang på sidste vers, var deres skibe op til 350 år gamle, altså langt over skibenes naturlige alder og har næppe været sødygtige på Atlanterhavet. Formentlig kølnede Europas interesse for elfenbenet fra hvalrosser og narhval fra Grønland også i 1300-tallet, da man efter århundredes pause igen kunne få elfenben fra Afrika. Det kunne ikke mere betale sig at sejle til Grønland efter det. Dertil kom at en kuldeperiode var på vej. Havisen på Grønland blev generende. Færdslen mellem bygderne ophørte.
Man ved, der blev holdt et bryllup i Østerbygden i1408. Det er det sidste, man hører om nordboerne på Grønland.

Man er tilbøjelig til at mene, at mange af de sidste indbyggere, især i Vesterbygden, døde på havet i forsøg på at få forbindelse med de andre sydpå. Efter denne bedrøvelige skildring er en historie om, hvad vikingeskibene virkelig kunne præstere, på sin plads. 

Vikingeskibe sejler tværs over Thy!
I sommeren 1061 sejlede den norske konge, Harald Hårderåde med lette skibe ind i Limfjorden gennem den østlige åbning, der var så smal, at kun ét skib kunne passere ad gangen. Nordmændene kom for at plyndre jyderne på begge sider af fjorden. Medens de var i gang med dette, fik den danske konge, Svend Estridsen, samlede sine skibe for at forfølge Harald og måske fange ham. Der var nemlig også danske vikinger ved den Vestlige udsejling af Limfjorden Det tog lang tid for Svend at komme igennem indsejlingen med alle sine skibe.

I mellemtiden var nordmændene løbet tør for vand. En tønde med vand plejede ellers at stå bagest til bagbord i et skib. Vandet i Limfjorden var åbenbart brak eller salt. Harald sendte så folkene ud for at fange en hugorm. Da det var gjort, blev ormen ristet lidt over bålet og fik en snor fra et nøgle sat fast i halen og blev sluppet fri. Med snoren kunne nordmændene nu finde, hvor den var krøbet ned i et hul i jorden. Der gravede man og fandt vand. Historien lyder som opdigtet til lejligheden. Måske skulle den vise, at Limfjorden var salt og altså åben for passage i den vestre ende.

Om natten trak nordmændene skibene over en tange og næste dag kunne de sejle op ad Kløv Å og en del andre vandløb, søer og sumpe ud i Vigsø Bugt.

”Af danskernes hænder
Harald smuttede
kvad de hoverende." 

Hvordan har det kunne ladet sig gøre? I dag ville ingen kunne gøre ham det efter! 

Jo. Den tektoniske plade, Danmark ligger på, har siden istiden var ovre, tippet om en linje, ca. gennem Nyborg og Fredericia. Syd for linjen synker landet, nord for hæver landet sig. Thy har altså hævet sig og lå dengang mellem 4 og 7 meter lavere, end det gør nu. I det Sydfynske Øhav synker landet ca. 1m hver 1000 år. Thy var i vikingetiden et sumpområde. Der lå endog et Færgeborg med tilhørende færge i Thy. Harald har sikkert studeret terrænet i Thy grundigt inden turen. 

Danskerne erobrede England og 100 år efter ville kirken ikke vide af det!  Hele to gange er danske konger kommet sejlende med vikingeskibe og har erobret England. Saxo skriver i sin Danmarkshistorie godt 100 år efter sidste store erobring intet, overhovedet intet om dette!  Derimod fortæller Saxo, om Svend Tveskæg, der altså i år 1012 erobrede England, at Svend hele tre gange blev fanget af Jomsvikingerne og frikøbt med sin vægt i guld og dobbelte vægt i sølv. Om tilfangetagelserne siger nutidens vikingetids-historikerne kort: ”Det er løgn det hele!.” Nåe ja. De bruger lidt pænere ord! 

Det vidste Saxo sikkert også godt. Han havde skrevet af efter Thietmar af Merseburg(død 1018), der skrev, Svend blev fanget én gang og Adam af Bremen (død ca.1081), der skrev, Svend var blevet fanget to gange. Nu trumfede Saxo (død 1208) med hele tre gange. Det hele var løgn! Svend var i bad standing hos kirkens historieskrivere, Disse kunne end ikke enes om, hvorvidt det var Harald Blåtand eller Svend Tveskæg, der oplevede Poppo bære jernbyrd. Den historie var ret sikkert også løgn! Se hvorfor Svend var i bad standing i den danske kirke !

Jo, Svend forsøgte at indføre den engelske kirkes kristendom i Danmark og den var helt forkert. Dels var englændernes kristendom jo ikke den helt rigtige, dels skulle kirkens indtægter havne det rigtige sted, nemlig hos ærkebiskoppen i Bremen og ikke det forkerte, nemlig hos ærkebiskoppen i Canterbury. Især dette sidste var vigtigt. De tyske kirkefolk i Danmark indfangede og mishandlede faktisk de engelske, ja de forsøgte ligefrem myrdede dem, fortæller Adam af Bremen.  Derfor var Svend i bad standing hos de tyske kirkefolk, som Saxo altså tilhørte. Den sande historie om England var no go for Saxo.

Saxo må have kendt englandstogterne efter i 20 år at have samlet oplysninger on danernes bedrifter! Men han skrev alene for at flytte al storheden i Danmarkshistorien til en helt anden person, nemlig hans arbejdsgiver, biskop Absalon, der på den tid nok aspirerede til at blive konge i Danmark. 

Efterskrift.
Hjemme i Skandinavien var vikingeskibene op i 1200-tallet både handels- og krigsskibe, indtil den tyske Hansas nye skibstype, koggen, dukkede op. Koggen kunne krydse mod vinden, laste meget mere end et vikingeskib, og holde varerne tørre under et dæk!. Den krævede også langt mindre mandskab. På under 100 år udkonkurrerede de vikingeskibene.

En ny æra af Danmarkshistorien begyndte! 

 Oplysningerne om navigation i vikingetiden er hentet fra bogen
Svend Larsen: ”Vikingernes hav” FORUM KØBENHAVN 1975..
Svend Larsen var overdyrlæge i Skive og tidligere formand for Dansk Sejlsportsunion. 

Vikingernes Ringborge

Artikel skrevet af Ole Jørgen Nørgaard .

Vikingernes ringborge, Aggersborg, Fyrkat, Nonnebakken og Trælleborg blev alle bygget næsten samtidigt, nemlig i årene 980-981. Den nyfundne borg ved Køge er måske helt anderledes og omtales ikke her. At ringborgene blev bygget i Harald Blåtands regeringstid, kan ingen heller bestride, hvad enten han nu døde i år 980, 981eller 985 eller 986.

Man har villet se borgene som et led i Harald Blåtands samling af hele riget og altså center for kontrol og administration af regionerne og i nødsfald militære forsvarsanlæg. Denne opfattelse har et problem! Hvis Harald Blåtand fik borgene bygget, hvem byggede dem så for ham? 

Ravninge Enge og Fejltagelser
Året før, 979, havde Harald Blåtand kaldt hirden sammen for at bygge en stor bro over Vejle Å ved Ravninge Enge. Broen så ikke ud til at have noget formål og hirden knurrede over at blive brugt til trællearbejde. Broen var da også kun et påskud for at kalde hirden sammen. Hirden var rigets væbnede magt, fordelt på 200 langskibe. Harald Blåtands egen stålnæve, Jomsvikingerne, deltog også, selv om det er uvist, om de også arbejdede på broen. Da broen var ved at være færdig, sammenkaldte Harald hirden i en lavning på vejen til broen. Denne dal hed meget passende Djævelens Dal.

Her forlangte han, sikkert bakket op af Jomsvikingerne med våben, at hirden, som var i arbejdstøj, skulle støtte en landsforvisning af kongens egen søn, Svend Tveskæg, der var meget populær i hirden og så ud til at være sikker tronfølger. Svend var god til at klare vanskelige situationer. Han var lykkemand! Harald derimod havde i sin tid gjort en del katastrofale storpolitiske fejlvurderinger. Hans krav her blev endnu en fejlvurdering! Pludselig var det hans liv, det gjaldt!

Svend var populær. Det var Harald ikke mere! Hirden støttede Svend. Harald Blåtand måtte redde sig ved flugt, dækket af Jomsvikingerne. Han flygtede med dem til Jomsborg, der lå ved Østersøkysten i det nuværende Polen. Sad Harald i Jomsborg og organiserede byggeriet af borgene og administrerede riget? Næppe! 

Svends problem
Men Svend havde nu fået et problem. Hans støtter, rigets stridsmagt, de 200 langskibe med væbnede mænd, var ikke fuldtidskrigere. De havde gårde og ejendomme, der skulle passes hjemme. Før eller siden blev Svend nødt til at sendte langskibene hjem til hvert sit herred. Når det var sket, kunne Jomsvikingerne komme og plukke skibene i det ene herred efter det andet og måske også mændene. Derfor skød ringborgene op! 

Ringborgene bygges
Formentlig er ideen med ringborgene opstået som løsning på Svends problem her.  Svends folk, den efterhånden hårdt prøvede hird, jævnede terrænet de udvalgte steder, lavede veje, brolagde de kommende gaderne, slæbte skibene på land og ind i gaderne, byggede huse og til sidst ringvolden med palisaderne og voldgraven. En garnison blev efterladt, aftaler blev indgået om, hvordan man forsinkede en fjende på vej op ad åen mod borgen og fik samlet de lokale stridskræfter i borgen i påkommende tilfælde.

Tilfældet lod ikke vente på sig. Hovedborgen med Svend angribes. Angrebet kom til Trælleborg på Sjælland. Angrebet kom og det kom fra åsiden, langsomt, men sikkert. Kongen og kongens elitetropper: Jomsvikingerne. Uovervindelig indtil nu. De fik tændt ild i ringvolden, der bestod af tørvejord. Den brændte! Palisaderne brændte. Formentlig brændte en gade med skibe også. Harald havde formentlig været uforsigtig hidsig eller overivrig, fordi han regnede med, ingen turde dræbe kongen. At dræbe en konge kostede som regel livet. Det var endnu en fejlbedømmelse! 

Langbueskytter versus finskytter. Fadermord
Mange langbueskytter, her især Jomsvikingernes, virker som et maskingevær. Pilene faldt tæt indenfor volden. Svend var i knibe! Svend havde også finskytter. Han bad dem skyde Harald Blåtand. Det gjorde de! En af finskytterne ramte ham.

Det var fadermord, men codex dengang sagde, at når en af anførerne var faldet, standsede kampen. Jomsvikingerne standsede kampen og sejlede til Jomsborg med den svært sårede Harald og her døde han. Kampen om tronen var forbi! Der var ikke mere brug for ringborgene!  

Den tyske Bremerkirke versus engelske Svend

Bremerkirkens folk kunne ikke lide Svend, fordi han forsøgte at bringe kristendommen til Danmark fra England og dermed lægge landet ind under den engelske kirke, så pengestrømmen fra tiende, bispegave osv. strømmede til Canterbury og ikke til Bremen.

De sværtede Svend ved enhver lejlighed.

De spredte rygte om, at Svend blev fanget af Jomsvikingerne og måtte betale en stor løsesum en, to eller hele tre gange. Det er ret sikkert, at løsesummen aldrig blev betalt.

Det er højest tvivlsomt om han i det hele taget blev holdt fanget. Han kan have brugt de mange penge til at bygge ringborgene.

Der findes også to forklaringer på, hvordan han blev fanget. Den mest kendte er den, hvor han fra sit skib bliver trukket ned i en robåd og roet væk. Den anden lyder på, Svend besøgte kidnapperen i dennes hus og denne bare beholdt ham.

Kidnapperen er af Snorre identificeret som Sigvalde Jarl, broder til Thorkild Høje. Begge disse mænd fulgte Svend, da England blev erobret.

I England forsvinder Sigvalde Jarl. Ingen yderligere beretning om ham. Måske død af sygdom. Man kender hverken hans fødselsdag eller dødsdag. Der har været svage formodninger om, han slet ikke fandtes. Ydermere er der også formodninger om, at kirkens krønike- skrivere forsøger at bygger deres beretning om Svends liv op efter et tema fra Det gamle Testamente.

Kirke-kronikørerne påstod også, at Svend i flere år flakkede rundt i udlandet, forvist fra Danmark. Andre kilder fortæller, han var optaget af at erobre, først Hedeby, en rig handelsby og pengemaskine, som Harald havde sat til i en angrebskrig mod den helt unge tyske kejser, Otto 2.. Svend giftede sig med den svenske konges enke og blev formynder for hendes søn, den kommende svenske konge. Senere tog det nogle år at organisere erobringen af England.

Svends død og hans ligfærd med en engelsk pige!

Svend døde uventet i England. Han blev dårlig og faldt af hesten. Dødende bad han sin unge søn, Knud, om at få sit lig sendt til Danmark, så den engelske konge ikke skulle skænde liget og dermed Svends eftermæle. England var i oprør igen og Knud havde hastværk med at komme væk, så han fik bare Svends lig balsameret og gravsat i York, Formentlig i domkirken.

Midt under de nye kampe om landet, kom en kvinde fra en af Englands mægtigste slægter til York, sikkert med væbnede mænd. Hun fik Svends lig flyttet, svøbt i et ligklæde og lagt i en transportabel kiste med ”vellugtende urter”. Kvinden fik også udrustet og bemandet et skib og ”- førte det vejledt af Nordstjernen”-- - til danernes havne - - -Her sendte hun bud til begge Svends sønner og lod dem melde, at deres faders lig var der. De skulle skyndsomst komme og modtage det og stede det til hvile i den grav, han havde ladet indrette til sig.” Det gjorde brødrene. I den originale tekst siges havne, ikke havn, så måske har hun søgt den ene havn efter den anden indtil hun fik kontakt. Hvilke havne, hun kom til, vides ikke. Der gættes på Hedeby, Roskilde og Lund (som ikke har havn!). Et andet godt gæt ville være Vestervig.

Hvem kvinden var?

Det ved man ikke!

Det var længe før Metoo bevægelsen; men historien siger alligevel mere end mange ord noget om både pigen og Svend. 

Fik Bremerkirken ram på Svend til sidst?

Middelalder- beretninger siger, Svend blev begravet i Roskilde Domkirke. Man ved bare ikke hvor!  

Med tanke på Bremerkirkens holdning til Svend, kan man have sine tvivl om, hvor liget havnede og håbe, at hans sønner holdt øje med det.              

Skudt under toiletbesøg?

Der findes en festlig historie om, hvordan Harald Blåtand en aften efter en kamp mod Svend, gik afsides for at forrette sin nødtørft og netop idet han skulle til at sætte sig med halen bar, blev han ramt af et skud lige midt mellem ballerne, så pilespidsen stak ud af munden på ham og styrefjerene ud af enden.(Islandske saga)

Historien er digtet af en, der aldrig selv har været på togt. Når man på togt skulle forrette sit nødtørft, sneg man sig ikke ud i omgivelserne alene. Det var livsfarligt. Man gik rundt og spurgte sine fæller, om de også skulle og så gik man flere i samlet flok. En konge var altid ledsaget af mindst 4 mand, især i en sådan situation, netop fordi han her var særlig udsat.                        

Svend sendte sin død videre!

I 2015 fik Svend Tveskæg ny aktualitet. Det var vistnok den kendte danske retsmediciner, Jørgen Lange Thomsen, der blev opmærksom på, at Svend Tveskæg åbenbart havde givet et arveanlæg for Pludselig Uventet Død (PUD) videre til sine efterkommere. Sygdommen er første gang beskrevet i 1992 og kaldes Brugadas Syndrom. Defekten sidder i et X-kromosom og er autosomalt dominant arvelig. Den er en defekt i det nervesystem, der styrer hjertet og altså her kan diktere et pludseligt hjertestop.

Svend døde selv Pludselig og Uventet!

En optælling af 29 mandlige efterkommere i flere led af nævnte konge viser, at 6 er død en naturlig død, 8 blev dræbte og 15 døde af PUD, altså Pludselig Uventet Død. Noget er det altså nok om det!

Svends mor?

Medens der ikke var tvivl om at Harald Blåtand var Svends far, ved man ikke sikkert, hvem der var hans mor. Det er nogenlunde sikkert, hun blev forstødt af Harald og erstattet af en måske yngre og i hvert fald politisk mere korrekt kvinde. Kilderne opregner tre muligheder: Tove, Gunhild eller Gyrith.  Der er stærke indicier i kilderne på, at vedkommende og hendes søn, Svend, blev tvangsflyttet til en udørk i den mest afsides beliggende og formørkede del af riget.

Man formoder faktisk, stedet var Søllested ved Assens på Fyn.

I 1861 fjernede en gårdmand i Søllested en høj på sin mark. Ingen tvivl om, at højen var en plyndret fyrstegrav fra vikingetiden med rester af en pragtvogn. Graven viste sig senere at være den største kendte vikingetids gravsættelse i Danmark. Fundene i højen blev senere dateret til o 960. Da den døde var højsat i en vogn og ikke et skib, formoder men, det var en kvinde.  Højen hed i øvrigt Svends Høj.

Arkæologerne mener at Svend rejste den høj over sin moder. Mest sandsynlig var hun den svenske kongedatter, Gyrit.

Svend kan i sin tidligste barndom have boet på Fyn, men som meget ung teenager sendte faderen ham på tvunget opdragelsesophold hos Jomsvikingerne. Før dette hadede han faderen. Herefter hadede han intens både Jomsvikingerne og faderen.

Og lige til sidst:

Blåtand?

Havde Harald en sort tand? Næppe. Der er to forklaringer på tilnavnet. Gl. engelsk: Tan kan betyde hud, altså Blå tan = mørk hud= blå i hovedet. Tan kan også betyde (mindre) høvding.(Palle Lauring: Danske Konger)

Frit oversat: Den lille Hidsigprop, der tror, han er noget!

Måske kaldte Svends vikinger i England ham sådan med skadefryd.

Thyra: 

Når vi nu er ved navne; På en af Jellingstenene står med runer navnet ”Thaurui”.(Th menes udtalt blødt d). Hvordan får man det til Thyra? Jo; Saxo skulle bruge et latinsk navn til sin krønike, så han oversatte det til Thyra og det har været brugt siden!

Svend Otto?

Svend var blevet døbt Otto som led i en fredsslutning efter en af Haralds tabte krige. En af fredsbetingelserne var, at kongefamilien skulle lade sig døbe og kristne. Svend blev opkaldt efter selve den vindende tyske kejser, Otto, der personligt velvilligt gav han sit navn! Det hindrede ikke Svend i senere at erobre Ottos nye fæstning ved Hedeby. Flere forsøg på tilbageerobring til Danmark med et stort antal mænd var slået fejl, så kom strategen Svend. Han sendte et brændende langskib ind i byens havn. Alle ilede til for at slukke, også borgens besætning. Svends folk overtog borgen. Så nemt kunne det gøres!   

Materialer;

Poul Skåning: ”Svend Tveskæg. Trælleborgenes bygherre og Englands erobrer” Poul Skåning og Forlaget Hovedland 2008.

ISBN:978-87-7070-073-3

Marie Hellberg og Jørgen Lange Thomsen; ”Hvad døde de kongelige af” 2015 FADL´s forlag København

ISBN:  978-87-7749-768-1

Palle Lauring: Danmarks Konger. Lydbog. Saxo.

Til top af side.