Danmarks handel på Østersøen

Danmarks handel på Østersøen.

Ole Jørgen Nørgaard 

Østersøen

Geografien over Østersøen har ændret sig en del i tidens løb. I Danmarks ældste stenalder var der lavere vandstand i Østersøen end nu. Bornholm var, efter istiden, forbundet med det nuværende Nordtyskland med en landtange. Tangen blev dækket af vand, da vandstanden i Østersøen steg. Mod nord var afstanden til det nuværende Sverige efter istiden mindre end nu. Fra vestligste del af Østersøen til den østlige er ca 1700 km. Forløbet er ikke en ret linje, men nærmest S-formet.

Skøn over Handlen over Østersøen.

Vil man have et begreb om, hvor betydningsfuld handlen over Østersøens gennem tiderne har været, kan man forsøge sig med at tage et overblik over Middelalderens mange større fæstningsanlæg omkring Østersøen. Det gælder f.eks. Hammershus på Bornholm, Kalmar Slot i Skåne, Borgholm på Øland, Visby på Gotland og de mange, mest tyske, fæstningsbyer i Østersøens sydlige rand. De er alle bygget for at være med til at kontrollere handlen og trafikken over Østersøen.

Stenalder: Den første handel.

Den formodede første handel over Østersøen finder vi på den nu danske ø, Bornholm. 

På Bornholm findes ikke flint i jorden, i hvert fald ikke af en størrelse, der gør flinten egnet til selv små redskaber. De første bornholmere hentede derfor brugeligt flint i det nuværende Skåne i Sverige. Det gjorde bornholmerne helt tilbage fra senistidens jægere (11.000 f.v.t.)  og frem til Maglemosekulturens bornholmere (9.000-6.6200 f.v.t.)  og de følgende fra Kongemose- og Ertebølle-kulturer. Alle hentede de flint i det nuværende Skåne. Ja: Selv Yngre Stenalder megalitbyggende bønder på Bornholm hentede flint fra Skåne.

Bronzealder

I bronzealderen var det bronze, altså legeringen af 9 dele kobber og 1 del tin, der blev importeret til hele Skandinavien, Handlen med bronze var ikke, som man tidligere har troet, en handel fra hånd til hånd op gennem Europa.

Skøn over handlen i bronzealderen.
Der er opstillet følgende overslag over Nordens bronze import (af professor Kristian Kristiansen, Göteborgs Universitet, ved et foredrag i  Jysk Arkæologisk Selskab 16. maj 2016) (2)   

”Der er i det sydlige Skandinavien 40.000 gårde. Hver går har to økser a ½ kg. Ved slibning/skærpelse af økserne forsvinder 10% hvert år. Der skal altså, bare for at vedligeholde antallet af økser, årligt tilføres 4000 kg eller 4 tons bronze til området. Importen af bronzen foregik altså ikke kun fra hånd til hånd over store afstande. Det har været en solid, organiseret import! ”

 Bronzealdercentret i Skåne; Kivikfyrsten i Kongehøjen

Bronzealderen gav også handlen over Østersøen en bygning!

Nogle arkæologer, bl.a. ovennævnte professor Kristiansen, antyder, at bronzen kom til Skandinavien via et kraftcenter i Kivik i Skåne. Her fandtes omkring år 1500 f.v.t. en blomstrende, overvejende maritim, kultur, udgået af et maritimt folk, nemlig Klokkebægerfolket fra det nuværende Spanien.    

En fyrste i Kivik i Skåne blev 1500 år f.v.t. gravsat der i en særlig stor røse. En røse er en gravhøj af knytnævestore sten. I de følgende ca. 3500 år blev sten fra gravhøjen fjernet og brugt til alt andet, såsom brolægning af veje og gårdspladser Først da højen var næsten væk og gravkammeret i højens midte var udsat for vind og vejr, besluttede man, det vil sige den daværende svenske konge, Gustav 5. (1907-50) at restaurere højen. 

Restaureringen blev betalt af kongen – helt for egen regning! Højen blev søgt ført tilbage til dens oprindelige størrelse, så både høj og gravkammer nu kan ses i dets oprindelig udseende. Man har (efter at have genopført røsen) beregnet, at der skulle bruges o 200.000 ! af datidens vognlæs sten til selve højen - plus en samling store sten til selve gravkammeret inde i højen. Samme tid var der netop her i Skåne en korndyrkende, maritim kultur. Man dyrkede dengang byg i kystegnene, formentlig til øl!  I gravkammerets står stadig en kiste af sten med indridset billeder af stridsvogne, heste og mennesker.   

Man kan opfatte Kivik-højen som en af de bygninger, der opstod som følge af handlen over  Østersøen.

Bronzealderens fartøjer.

Man anser nu bronzealderen som en tid med søfart og rejser som vikingetiden. Der har været en kraftig, international handel. Man kender meget få fartøjer fra denne tid. Et enkelt fra England skal lige nævnes. Det er The Dover Boat, en båd, dateret til ca. 1500 f.v.t. . Den er 18m lang og 2 m bred, altså nogenlunde som den danske Hjortspring-båd, et fartøj, der kan medbringe nogen last, men ikke er velegnet til sejlads på åbent hav. Bronzealderens skandinaviske skibe har antageligt ikke været sejlførende!

Handelsvarerne over Østersøen.

Hvad man har handlet med hen over Østersøen udover metallerne, er usikkert. Skind, pelsværk, voks og honning fra det nuværende Rusland, Måske silke fra Kina, krydderier fra Indien. Uldtøj fra sydlige lande er også et godt gæt. I Norden kunne man endnu i bronzealderen ikke håndtere uld og fremstille tøj af uld. Rav fra Vesterhavet. 

Fra fund ved man, at jord-rav (c. rav fundet på jorden) fra de baltiske områder, har været handlet – og slaver. Når man i Middelhavslandene var så interesseret i rav i bronzealderen, skyldtes det formentlig, at man dengang troede, rav opstod, når solen, altså selve Solguden, berørte havet på vej op eller ned ude i horisonten. Og slaver ? Ja: Er det tilfældigt, det nuværende Polen ved slutningen af perioden virkede næsten folketomt?  

Uluburun-skibet                                                  

I 1982 fandt en tyrkisk dykker et skibsvrag ud for Tyrkiets middelhavskyst nær byen Kaş. Skibsvraget viste sig at rumme eksklusive artikler fra den sene bronzealder, der gav vigtige arkæologiske beviser for de eksotiske og værdifulde gaver, der blev udvekslet af magthavere eller velhavende købmænd. Skibsvraget blev navngivet Uluburun og er blevet undersøgt af arkæologer mange gange  i perioden fra  1984 til 1994.

Uluburun-skibet transporterede en last af kobber- og tinbarrer i det sædvanlige forhold på 10:1 for at producere bronze. Derudover var det lastet med keramik, der blandt andet indeholdt fødevarer. Lasten var luksus genstande beregnet til et meget velhavende publikum, såsom udskårne elfenbensbeholdere, smykker af guld og halvædelsten.

Råmaterialer fra fjerne områder omfattede glasbarrer, stødtænder, strudseæggeskaller og fajanceperler. De mest interessante for nordiske historikere var fundet af rav fra et de nordiske lande. Derudover rummede skibet våben og musikinstrumenter. Meget indikerer at skibets mandskab kom fra områder i Israel, Libanon. Skibet transporterede også adskillige passagerer fra det græske fastland. Selve skibet blev bygget af libanesisk cedertræ, træ, der var meget brugt i antikken. Skibet var bygget med en slags spante-teknik og en mindre køl.

Gennemgang af last- og skibsresterne  fravraget har givet et særligt indblik i bronzealderen, dens vareudveksling og transport. Bronzealderens handel i Europa og i Middelhavs området  kunne kun være udviklet gennem den intense maritime aktivitet, som foregik gennem hele perioden.

Jernalder og vikingetid
Sejl til Skibe

Skibe med sejl eller rettere; sejl til skibe, kunne tidligst fremstilles i Skandinavien omkring år 600 f.Kr. Tidligere havde man i Nordeuropa formentlig kendt sejl fra rejsende fra Middelhavsområdet sydpå. I Skandinavien har man først i Jernalderen kunnet forarbejde uld til tøj i det hele taget.  

Om at fremstille et sejl:

Et sejl til et skib var ikke billigt. I en artikel (6) i tidsskrifter Skalk nr.6.  dec. 2022 opgør Eva Andersson Strand fra Kbh´s Universitet og Ulla Mannering fra Nationalmuseet   omkostningerne ved at fremstille et sejl således: ”Til et sejl på 10 x 12  m. (120m2) behøves uld fra 150 får på 15 hektar god græsmark over 600 dage, forarbejdet over 1292 arbejdsdage a 8 timer uden fridage, svarende tik 3½ år.”  Fremstillingen af et sejl har næppe været muligt for enkelte gårde, men kan være sket i de senere omtalte aktivitetscentre, Produktionen af uldtøj i Skandinavien var så småt begyndt i 600 tallet, men først for alvor kommet i gang i 800 tallet.    

                                                                  
Først i 800-tallet kommer hjemlige, skandinaviske skibe med sejl for alvor i brug. (8) Her begynder også transporten af varer øst-vest over Østersøen. Et sejl kostede langt op i vikingetiden det samme som skibet eller mere. Det må have været meget få nordiske skibe, der i 600 -tallet førte sejl. De har været nogenlunde lige så sjældne som atomdrevne fartøjer er det i dag. I 700 tallet begynder der så småt at komme sejlførende skibe i Skandinavien. Samtidigt med, at der kom sejl, begyndte man også at ændre konstruktionen af skibene. Formentlig her begyndte skibene at blive klintbyggede og dermed lettere og ligefrem smidige i vandet - og der kom solid køl og mast.  I 800-tallet begynder nordiske sejlførende skibe at blive almindelige (8). Dermed begynder den store handel øst-vest over Østersøen. Samtidig begyndte også togterne mod vest til England og Vesteuropa og sejladserne over det nordlige Atlanterhav. Sejlførende, ikke nordiske-nordiske skibe   kan have drevet handel på Østersøen tidligere, men i 800-tallet bliver nordiske skibe med sejl almindelige.  Nu sejlede skibene over stækninger, der ville have været alt for lange for skibe, som f.eks. Nydambåden, der blev roet.

Man må altså gå ud fra, at sejlførende skandinaviske skibe før år 600, altså i germansk Jernalder, ikke udgør den store del af handelsflåden på Østersøen. Varerne har været fragtet på åbne, roede både som Nydam-båden og Hjortspring -båden.  Roede fartøjer egner sig bedst til sejlads på floder og kortere strækninger på havet. De lange handelsruter øst -vest over Østersøen kommer først for alvor i gang med vikingetidens sejlførende skibe.

Nydamsbåden er et utroligt fund fra jernalderen i Danmark, og ligesom Hjortspringbåden, er den et vidnesbyrd om fortidens imponerende bådebyggerkunst.

Båden blev fundet i Nydam Mose i Sønderjylland i 1863, sammen med store mængder våben og andet udstyr, som var ofret i mosen. Der blev faktisk fundet flere både, men den mest kendte og bedst bevarede kaldes Nydam Båd I, eller blot Nydamsbåden.

Den dateres til omkring 310-320 e.Kr. og er dermed lidt yngre end Hjortspringbåden. Nydamsbåden er omkring 23 meter lang og er bygget af egetræ. Det særlige ved Nydamsbåden er, at den er klinkbygget  og den har en køl og en fast bund, hvilket gør den mere robust og sødygtig end Hjortspringbåden. Den er også den ældste kendte båd i Norden, der er bygget til at blive roet med  årer, i modsætning til Hjortspringbåden, der blev padlet.

Vikingeskibene.

Det var vikingeskibene, der i sen jernalder, vikingetid og tidlig middelalder drev Øst-Vest handlen over Østersøen. Skibene var enkle at bygge, sejlene var dyre, men skibene kunne komme til overalt, løbe op på en strand, op i en å eller lægge til ved en bro. Det var forholdsvis let at finansiere.  Datidens middelstore byer kunne klare det.

Handelspladser Jernalder, Vikingetid

Hvad angår handelspladser og handel over Østersøen i tidlig jernalder, er følgende lokaliteter interessante. I Sønderjylland Hedeby, der dengang lå i Danmark, Gudme og  det nærliggende Lundeborg på Østfyn, Sorte Muld på Bornholm, Uppåkrra  ved Lund i Skåne  og øen Gotland, der i jernalderen var selvstændig og  senere  (o år 1200) udviklede hele to store , indbyrdes konkurrerende handelscentre, Visby og Gutebønderne.  
       

Hedeby: år 800-1050

 lå i sen jernalder ideelt placeret for handel. Bebyggelsen lå sydligt i Jylland ved den nord-syd-gående hærvej ned gennem Jylland til Tyskland. Den lå også ved den øst-vest-gående handelsrute via floderne Ejderen og Trenen og  Slien fjord. Denne sidste var en tidligere tunneldal som de østjyske fjorde. I årene 808 -812 flyttede den danske konge, Godfred, med væbnet magt den vendiske handelsplads, Rerik, og dermed dennes købmænd og handel, til Hedeby.

Hedeby var i vikingetiden Nordens vigtigste handelsknudepunkt og en af de største byer i Nordeuropa. Byen lå som nævnt ideelt placeret ved Slien og tæt på den jyske landtange, hvilket gjorde den til et knudepunkt for transport mellem Østersøen og Vesterhavet (via Ejderen), samt mellem Skandinavien og det frankiske rige.

International Handelsplads: Hedeby tiltrak handlende fra hele Europa – vikinger, frisere, saksere, slaver og mange andre. Her blev der handlet med alt fra pelsværk, rav og slaver til luksus varer, våben og klædestoffer.

Håndværkscenter: Byen var også et vigtigt center for håndværk. Arkæologiske udgravninger har afsløret værksteder for jernsmede, ravforarbejdere, bronzestøbere, glasmagere og skomagere.

Kulturelt Mødested: Som et internationalt knudepunkt var Hedeby et smeltedigel af kulturer og ideer. Dette bidrog til spredningen af teknologi, religion og sociale strukturer.

Lundeborg og Gudme (år 300-600)

lå og ligger stadig på Østfyn ud til havet næsten lige overfor Lohals på Langeland. Handelsaktiviteten der var fra ca. år 200 knyttet til et magtcenter i Gudme 4-5 km inde i landet, Har er fundet resterne af en 47 m lang hal og en mindre hal, bare få meter  fra den af den store. Her har ”Gudmekongen ” resideret. I Gudme-Lundeborgområdet er fundet over 1000 romerske mønter, der tyder på en forbindelse med købmænd sydfra, måske Romerriget. Der er fundet flere romerske genstande af glas, sølv og bronze, formentlig produceret til eksport. Broholm -skatten fra o år 500pC på o 4.5 kg guldsmykker er fundet ved Gudme. Gudme 2- skatten er fundet i en mindre bygning i Gudme-anlægget og indeholdt også en samling guldsmykker. Gudme-købmændene har formentlig ikke handlet ødt-vest over Østersøen, da Gudmes storhedstid kom før der kom sejlførende skibe.

 
Sorte Muld år 200-850

Sorte Muld ligger på Bornholm og var aktiv fra år 200 f.v.t. til 850 e.v.t.) (7) var en bebyggelse, spredt over ca. 1 km2 højt i landskabet med en pragtfuld udsigt over Østersøen ca 3-4 km vest for byen Nexø på Bornholms østkyst. På Sorte Muld har arkæologer fundet o 2600 guldgubber. Guldgubberne er måske ment som en slags SMS til guderne. Aktiviteten, både handlen og fremstillingen af de religiøse guldgubber på Sorte Muld standsede brat omkring år 850, Man antager, stedets aktivitet var blevet standset af lokale kræfter, såsom en konge eller anden høvding på Bornholm.

Birka (år700-900)

Birka (9)var en vikingetids bebyggelse ved øen Björkö i  søen Mälarn i Sverige, anlagt i i begyndelsen af 700-tallet. Det var muligt fra Birka at sejle ud i Østersøen. Fra fund i Birka ved man, stedet /byen den havde forbindelse til Hedeby. Birka blev besøgt af Nordens Apostel, Ansgar i år 831. Ansgar var, ligesom den tyske kejser, meget interesseret i handlen over Østersøen og blev dengang mistænkt for at være agent for kejseren, bl.a. fordi han havde rigeligt med penge. Det skal dog siges, han var udsendt fra et velhavende kloster. Byen lå ideelt for en handelsby på den tid, men også uheldigt. Landet her hævede sig efter istiden som denne del af kontinental-fladen stadig gør, så omkring år 900 blev passagerne for lavvandet til, at man kunne komme sejlende til Birka, selv i vikingeskibe. Birkas aktivitet flyttede ud på Ålandsøerne, hvor handlen fortsatte.

Gotland (år 0 – 1400)

Gotand er en ø på størrelse med Fyn, men langstrakt som Langeland. Øen har været dansk ( fra 1361-1657).

Den udviklede i tidlig middelalder hele to store, konkurrerende handelscentre.

Det første handelscenter var handlende gute-bønderne, der havde hele 80 mindre aktivitetscentre, spredt over øen. Hvert gute-center havde en stenbygning, en lille fæstning, kaldet en kastrada, der kunne fungere både som oplagringssted og tilflugtssted.

Senere udvikledes på øen en handelsaktivitet i øens nordligste by, Visby. Det var hovedsagelig tyske købmænd, der slog sig ned her. Der var fjendtligheder mellem de to handelsgrupper.  I begyndelsen af 1200-tallet byggede Visby-købmændene en solid mur om Visby. Gute-købmændene havde en forsvarsaftalemed den svenske konge og klagede til ham, Svenskekongen fordømte murbyggeriet, men muren blev stående.                                                                                                                                                               
Gotland var, både i samtiden og senere, berømt for sin rigdom.(3). Banker var i tidlig middelalder ukendte, så havde man mange kostbarheder, skjulte men dem ofte ved at grave dem med. Den sidste og største skat, der er fundet på Gotland, indeholdt 75 kg sølv ( Fundet er nyt og kun lidt omtalt i litteraturen). Det er udstillet på Museet i Visby. Den næststørste skat, der er fundet op Gotland er på 50 kg sølv!

I betragtning af, at den danske konge, Erik Menved, (1286-1319) havde pantsat Skåne for et beløb svarende til 7 kg sølv, må man sige, at købmændene på Gotland var så rige, at blot en af dem kunne have betalt pant for et kongerige, Øens rigdom var også en af grundene til, at den danske konge, Valdemar Atterdag, i 1361 erobrede øen. En anden grund var, at kongen ønskede at bevare en kontrol over Østersøen. Han forventede, den tyske ridder-orden før eller senere ville erobre Estland, der havde været dansk siden 1219, da Valdemar Sejer,  erobrede landet. Fra Gotland havde Valdemar Atterdag stadig kontrol over handlen i østlige del af Østersøen.

Uppåkra år 800-1000

Svenskerne kalder også stedet for ”För Lund” (4) Det var som Gudme et sted med talrige ”guldguber”.d.v.s.  stykker af guldblik på størrelse med en negl og med aftryk af menneskelige figurer. Guldgubberne var formentlig ment som et budskab,  en slags SMS, til guderne. Stedet er måske omtalt i sagaerne og havde forbindelse med Gudme.

Novgorod:  fra år 800 -

Novgorod var en af de største byer i det område, der nu er Rusland. Den omtales første gang i år 859. men er noget ældre. Novgorod lå i et sumpet landskab ved søen Ilmen og floden Volkov, der igen nordpå løb ud i søen Ladoga. Via søen Ladoga kom man ad snørklede vandveje til Finske Bugt, der var en del af Østersøen.    

Novgorod havde mange forbindelser ad vandveje mod alle verdenshjørner. Især havde byen en livlig handel sydpå med byen Samarkand. Fra Samarkand kom varer fra det fjerne Østen, altså fra Kina, Indien og Mellemøsten til Novgorod . Fra Novgorod gik handlen via vikingerne ud i Østersøen og videre til Vesteuropa. Novgorod som handelsplads var velkendt og flittigt besøgt af vikingerne. Byen blev også brugt som tilflugtssted for forstødte nordiske konger og fyrster (f.eks. Olav den Hellige).

Novgorod var i tidlig middelalder også centrum i en ”Republik” c et meget stort fyrstedømme, der omfattede den nordlige del af Rusland - fra Bottenshavet i vest til Uralbjergene i øst. Sammen med Gotland var Novgorod de rigeste steder i handlen over Østersøen.

Handel på Middelhavet og Østersøen

I romertiden og tidlig Jernalder gik den store handel fra Indien og Kina med karavaner over Mellemøsten ud i Middelhavet og blev derfra fordelt til landene i Syd og Mellemeuropa og helt op til Nordeuropa.

I tidlig middelalder eller vikingetid begyndte den store handel til Europa at gå fra det fjerne Østen, altså Kina og Indien, over Samarkand (i nuv. Usbekistan) til Novgorod og derfra ud i Østersøen, selv om det ville være lettere at fragte varerne over Middelhavet.

 Dette skyldtes, at de 6 store italienske handelsbyer, Venezia, Genova, Firenze, Siena, Pisa og Lucca ofte krigedes indbyrdes om handelsruterne på Middelhavet. I 700-tallet begyndte arabiske sørøvere at gøre sig gældende i Middelhavet. Samtidig udbredte en arabisk erobringskrig Islam over hele Nordafrika og derfra senere igen i Italien og Spanien. Det gjorde handlen i Middelhavet risikable for kristne købmænd.

Den store handel fra Kina og Indien svingede derfor væk fra Middelhavet op over Samarkand og Novgorod i Rusland til Østersøen. Handlen mod vest gik fra Novgorod via mellemmænd i Østersøen til Hedeby i Sønderjylland tværs over Jylland ud i Vesterhavet og ned langs Europas Vestkyst til Tyskland, Frankrig, Spanien og England. En del af handlen gik op langs Jyllands Vestkyst mod Norge – og en formentlig mindre del gik vest om England nordpå mod Norge og Skotland.

Hansaen dannes

Købmændene i de store tyske byer langs Østersøen  dannede, i modsætning til Middelhavets indbyrdes stridende købmænd,  hurtigt en sammenslutning -en slags fællesmarked, Hansaen (1). Hansaen begyndte år 1161 som en frihandelsaftale mellem byerne Lybæk, Visby og Novgorod ( i det nuværende Rusland). Sammenslutningen voksede til at omfatte 70 byer med 100 andre byer tilknyttede. Sammenslutningen af de mange byer betød også, at der ikke var krige mellem dem indbyrdes (bortset far en kort krig mellem Lybæk og Stralssund i 1229)

Koggen, en ny skibstype!

I 1200-tallet udviklede det enorme, tyske handelsforetagende,  Hansaen. en ny type skibe, koggen. Vikingeskibet havde indtil da været den skibstype, der blev anvendte til handel. Det kunne manøvrere både med sejl og med årer og gå op i en å og på en strandbred. Den nye skibstype, koggen, havde kun sejl. Den krævede derfor langt mindre besætning. Den havde til at begynde med dæk både fortil og agter, men det udviklede sig hurtigt til et dæk gennem hele skibet. Det betød, at lasten kunne transporteres uden at blive våd. På vikingeskibet skulle varer, der ikke tålte vand, f.eks korn, transporteres i tønder. Koggen kunne laste langt mere end vikingeskibene.  Den fik priserne for fragt til at falde voldsomt. Kort sagt: den udkonkurrerede den gamle skibstype!

Fragtraterne raslede ned.

Hansaens omfang

Hansaen (1)var i næsten 400 år den økonomiske supermagt, ikke salene i Østersøen, men i hele Nordeuropa. Den blev startet ved en overenskomst 1161 mellem Lübæk, Visby og Novgorod om fri handel mellem disse byer og bredte sig senere til stort set ale større byer i Østersøområdet og Nordatlanten.  Da den danske konge, Valdemar Sejr havde erobret Nordtyskland, gav han i hvert fald Lybæk omfattende privilegier  – ud fra en forventning om, at byen ville forblive dansk i al fremtid!  Det kom ikke til at ske! Byen var dansk i mindre end 40 år!  I år 1447 omfattede aftalen 39 byer. Da Hansaen var var størst, var 70 byer forenet i sammenslutningen og 100 andre løsere tilsluttet. Den havde ingen administration, intet bureaukrati, ingen krigsflåde og ingen hær. De enkelte købmænd i sammenslutningen førte omhyggeligt regnskab.

De nordiske konger, især de danske, var ofte i opposition til Hansaen, den økonomiske supermagt. Som sådan var Hansaen langtfra forsvarsløs.  F.eks. fremkaldte Hansaens handelsblokade af Norge i 1284 direkte hungersnød i dette land.

På den anden side må Hansaen også have haft en funktion, der forebyggede eller forhindrede hungersnød i lande og områder, hvor den handlede. Sammenslutningen købte jo levnedsmidler der, hvor nogen solgte og solgte maden igen der, hvor der var efterspørgsel - og betalingsmuligheder!  I slutningen af Valdemar Sejers regeringsperiode var der hungersnød i Danmark pga. en kvægpest, der hærgede landet og der var pengemangel i Danmark, fordi landet skulle betale løsepenge for at få den kidnappede konge, Valdemar Sejer, løsladt igen. Et brev fra ærkebiskoppen i Lund til paven beskriver forholdene i Danmark og beder indtrængende paven om hjælp til at få løsesummen for vor høje konge nedsat, så vi kan købe mad! ”- for vi lider svar hunger”

Lybæk, Hansens centrum

I små 400 år dominerede Hansaen al handel i Nordeuropa. Hansaens købmænd havde ord for altid at holde deres aftaler, også når de tabte på dem. Hansaen havde ”agenter” dvs.. ansatte og købmænds svende i så godt som alle byer i Nordeuropa. Den menige agent måtte ikke have samkvem med den lokale befolkning. Han måtte ikke gifte sig eller besøge prostituerede. Han handlede med de mest værdifulde ting som f.eks. krydderier. Lokalt blev han derfor kaldt ”Pebersvend” Han var uddannet og skulle kunne både læse og skrive -. og formentlig også regne.  

Om Hansaen

Der var ingen central administration i Hansaen.

Agenten skulle af og til også holde købmændene orienteret om lokale forhold.

Mens Hansaen ikke havde noget styre eller administration, var det anderledes med Hansaens byer. Dens vigtigste by, Lybæk, havde et råd og 4 styrende borgmestre. Kun købmændene og ”Junkerne” og lokale adelige, havde stemmeret. Specielt var det forbudt, at håndværkere fik stemmeret. Nogle af købmændene var utroligt rige og boede i paladser. Paladserne havde en baggård og her fandtes en masse små bygninger, som man, da man udgravede dem, først troede var hundehuse eller legetøjshuse. Her boede storkøbmændenes tjenerskab.  Tjenerskabet havde adgang til gaden gennem en gang, der skulle være så stor, at man kunne bære en kiste igennem den.

Der udbrød revolution i Lybæk o 1534 da både bystyret og den tyske kejser samtidigt øgede skatterne på de ikke stemme- berettigede håndværkere, Byen Lybæk hævede skatterne, fordi byen havde lånt penge til at få afsætte den danske konge, Chr.2.og nu var i gang med en ny krig for at få samme Chr.2 tilbage på tronen igen., Kejseren udskrev ekstra skat, fordi han skulle bruge penge til en krig mod tyrkerne, der var ved at have erobret Ungarn og nu truede selve Tyskland.

Hansaens Undergang

Hansaen var en økonomisk supermagt uden tænder. Den havde ikke krigsskibe. Hasaens købmænd sparede ikke op. Et eventuelt overskud blev straks investeret i ny handel, måske for at undgå at betale skat!  I tilfælde af krig måtte der lånes penge udefra til at udruste handelsskibe med kanoner o.l.

Hansaen lånte 1523 penge til at støtte Frederik 1. med at afsætte Christian 2. Formentlig endnu før lånet var helt tilbagebetalt, forsøgte Hansaen eller i hvert fald Lybæk i 1533-34 igen at låne penge til at få Chr. 2 sat tilbage på tronen som dansk konge, nu som marionet for Lybæk.

Det lykkedes formentlig ikke at låne mere. Denne krig, der nu kom, blev kaldt  ”Grevens Fejde”, kostede Lybæk og Hansaen et handels imperium! Militært blev Lybæk slået af den kommende danske konge. Christian 3. og hollandske konkurrerende købmænd med krigsskibe. Hollandske købmænd skulle, for hver 4. handelsskibe, de byggede, bygge et decideret krigsskib og det gjorde de!  Hollænderne blev på den måde den tids sidestykke til USA. Efter Grevens Fejde tog Hollænderne med magt Hansa-stedernes handel
Hollandske købmænd forstod at udnytte Hansestædernes politiske og økonomiske problemer og overtog i løbet af 1400-1500 tallet handlen, ikke kun i Europa, men også i Asien, Afrika og Nordamerika. Forenede Ostindiske Kompagni (forkortet VOC) var således et handelsselskab opstået i syv regioner i Holland. Selskabet blev stiftet 20. marts 1602, og det fik monopol på kolonivirksomhed i Asien af  lederne i de 7 regioner.  og det var det første selskab som udstedte aktier. Det forblev en vigtig spiller i handelen i næsten to århundreder.  Hollandske købmænd skulle, for hver 4. handelsskibe, de byggede, konstruere et decideret krigsskib og deres handelsskibe blev udstyret med et stort antal kanoner.

Amerika

I 1400-tallet skete der noget, der forandrede verdenshandlen voldsomt. 

Tidligere havde Europa fået krydderier fra Indien og Silke fra Kina, sølv fra Mellemøsten osv. fragtet over land med karavaner af kameler, heste, æsler o.l. og senere sejlet over Middelhavet og/eller Østersøen til de europæiske lande.

Ville man sejle til Indien, måtte man sejle den lange vej syd om Afrika. Man havde efterhånden også fået en kraftig fornemmelse af, at Jordkloden var kugleformet. Ud fra den betragtning måtte Grønland være en del af bagsiden af Indien!  Altså: hvis man nu sejlede mod vest længere sydpå, kom man så til Indien?

Da Spanien havde nedkæmpet de sidste muslimske emirater i Spanien og var blevet et samlet kristent rige med overskud af lyst til opdagelsesrejser, skulle dette undersøges! 

Den spanske dronning, Isabella, var blevet opsøgt af en Italiener, Christoffer Colombus, der forsøgte at samle udrustning og opbakning til en sådan ekspedition. I 1492 stævnede hans flåde, med dronningens støtte, mod vest fra Spanien og efter 71 dage, stødte flåden på land. Det lignede godt nok ikke det Indien, man ellers kendte. Efter flere års udforskning måtte man erkende, det var ikke Indien.

Det var en ny verdensdel! 

En verdensdel med utrolige rigdomme og muligheder! Den nye verden en fik navnet Amerika. Der blev stadig handlet med Kina og Indien, men den rigtig store handel i Verden kom til at gå mellem Europa og Amerika. Fra Europa var det Holland, England og Frankrig, der kom til at dominere handlen. Spanien var godt med i begyndelsen, men efter en uheldig krig med England 1588 kunne Spanien ikke følge med i det lange løb.  

Vikingerne var i Amerika før Columbus! For nylig (5) er vikingernes DNA fundet i  Narrangansett-indianerne, en indianerstamme i USA. I forvejen var vikingernes færden i Amerika omtalt i flere af de Islandske sagaer. Ruinerne af en vikingebygning er fundet på Lance og Medows på New Foundland – og en indiansk pilespids er fundet i et skelet i en vikingegrav i Grønland.

Men det var Colombus opdagelse, der ændrede Amerika.

Lybæks storhedstid sluttede med en barsk episode: Byens revolutionære fører, Jürgen Wullenwever havde tabet en krig med Danmark og et handelsimperium til hollænderne. Han rejste nu mellem Lybæk og Hamborg. Han hentede penge hos den engelske gesandt for at starte en ny krig mod Danmark.  

På en af disse ture blev han fanget at sine politiske modstandere i Lybæk. Han kom på pinebænken og tilstod hvad som helst, bl.a. at være ”gendøber” og kort efter kom han på pinebænken igen, mest fordi man ville mishandle ham. Man undskyldte sig med, at det var nødvendigt at høre, om han ville tilstå det samme som sidst! Der ville sikkert komme flere pinsler. På en eller anden måde lykkedes det ham at få smuglet et brev ud til den danske konge, Christian 3., der havde været hans modstander under krigen, altså Grevens Fejde. 

I brevet bad han kongen om at gøre sin indflydelse gældende for at han, Wullenwever, ikke skulle blive pint igen. Det gjorde kongen!. Herefter samledes repræsentanter for Lybæks nye styre og andre honoratiores for- ved skafottet – at beslutte, hvordan Han, Wullenwever, skulle ombringes. At han kunne slippe fra det i live var udelukket! I flere døgn diskuterede man. 

En del ville have ham radbrækket, d.v.s., at man brækker alle mandens knogler nedefra og op, enten med en stor hammer eller et stort vognhjul hjul. Herefter kunne delinkventen, hårdt medtaget med voldsomme smerter, men stadig levende, blive lagt på et hjul, der blev sat på en lodret stage, der drejede og svajede i vinden og dermed udløste voldsomme smerter i de brækkede knogler. Man kunne ikke opnå enighed. 

Til sidst bad man den ventende bøddel, Mester Hans, komme med et forslag! Mester Hans foreslog: ”Jeg tager ham med mig (op på skafottet) og deler ham i 4 dele, som sig hør og bør, og lægger ham op mod Himlen, så at andre kan se det og ikke gøre som ham”. Sådan døde Jürgen Wullenwever ! Mester Hans kunne ikke tælle. Der blev 6 dele!                                       

Fodnote:

Får og uld: Ulden fra Bronzealderens får var heller ikke egnet til at karte, spinde og væve. Isotopundersøgelser (ved Professor i Arkæometri. Karina Marguarite Frei) har også vist, at alle dansk bronzealders tekstile var importeret sydfra! 

Man skulle her i Norden altså først have udskiftet bronzealderens gamle bestand af får med nye og mere egnede fåre-arter. Herefter skulle man så have lært teknikken med at karte, spinne og væve ulden. Derefter skulle ulden væves til stof-stykker, der kunne samles og bruges til sejl.

Litteratur:

1. Juul Heider, Ebbe Oberstløjtnant og cand.mag. Historiker med speciale i Hansaen (aktuelt med foredrag Folkeuni. Odense 26.10.2019.)  ( Utvivlsomt den, der ved mest om Hansaen her i landet!) 

2. Professor Kristian Kristiansen, Göteborgs Universitet, ved et foredrag i  Jysk Arkæologisk Selskab 16. maj 2016)

3. Skatter GOTLANDS FORNSAL: Trykt hæfte, 1998 Länsmuseett Gotlands Fornsaal  ISBN91-88036-29-4   

4. Uppåkre- Lund för Lund.   Birgitta Hårdh, Lars Larsson: ISSN 1401-8063 2007 5.      

5. HISTORIENS STØRSTE GÅDER: VIKINGERNE  NR 7, 2022 SIDE 62 

6.  Skalk nr.6. dec. 2022 opgør Eva Andersson Strand fra Kbh´s Universitet og Ulla Mannering fra Nationalmuseet

7.  SORTE MULD 1.udgave, 1, oplag Rønne Bornholms Museum isbn 978179-11- 

8.  Sindbæk, Søren: Personlig meddelelse 26.12.20 22 ved foredrag i arkæologi-foreningen Harja i Odense.