Jens Chr. Boje Nørgaard 

Christian den 4. (1577-1648) og dronning Anna Cathrine(1575-1615) ældste søn Christian døde, inden han kunne overtage kronen.  I stedet blev det den næstældste søn Frederik senere Frederik den 3., der overtog kronen og blev regent i Danmark, Norge og Slesvig-Holsten.  Mens Christian den 4 levede rejste Frederik rundt til Europas fyrstehuse og opholdt sig blandt andet et helt år i Frankrig for at lære om landets styreform og de klassiske videnskaber. Derudover studerede han også flere gange ved Sorø akademi.

Under krigen 1643-1645 (Torstensonkrigen) mod Sverige blev han af sin far udnævnt til general for Glückstadt, og skulle her forsvare de danske besiddelser og interesser i området.  Men det endte med en katastrofe, da svenskerne fra deres besiddelser i syd (Pommern) i 1643 angreb hertugdømmerne, og nordfra angreb de danske besiddelser i Skåne. Formålet var at tilintetgøre den danske dominans af Norden.

Frederik var ikke den store strateg og trods mange anstrengelser lykkedes det ikke at forhindre en svensk invasion af Jylland og besættelse af Bremen, hvor Frederik faktisk var udnævn til bispefyrste.  Frederik kom allerede på dette tidspunkt i konflikt med den øverstbefalende for den danske hær Anders Bille, der tilhørte den gamle danske adel.  Denne konflikt lagde grundstenen til en kontinuerlig konflikt mellem adelen og kongen, der til sidst fik sin løsning gennem indførslen af Enevælde i Danmark.

Krigen endte med nederlag, og med Freden ved Brömsebro ophørte den danske dominans i Norden,

Frederik den 3. (1609-1670) blev konge ved Christian den 4.’s død i 1648 og var da en moden mand på 37 år. Rigsrådet godkendte kun efter lange forhandlinger Frederik som konge og efter hans accept af adelens mange krav, nedskrevet i den såkaldte håndfæstning.  Kravene var blandt andet, at adelen alene skulle fastsætte skatteniveauet, kongen kunne ikke erklære krig uden accept af Rigsrådet, kongen måtte ikke lade tolden stige internt og udenlandske adelige måtte ikke få danske privilegier samt at kongen ikke måtte udnævne nye råder til Rigsrådet.

I de første regeringsår var Frederik den 3 således stækket på en lang række politiske områder, så i stedet var fokus rettet mod et opgør med indflydelsesrige personer i kongemagtens omgangskreds.

Også i Sverige skete der et skifte i magtforholdene da Carl 10. Gustav i 1654 fik magten i landet. Et af hans første tiltag var et felttog mod Polen.  Frederik den 3. ville udnytte situationen og angreb Sverige, fordi størstedelen af den svenske hær var med i felttoget mod Polen. Den svenske hær forlod omgående Polen og marcherede overraskende hurtigt gennem Nordtyskland, besatte Hertugdømmerne og rykkede ind i Jylland, besatte halvøen undtagen Frederiksodde (Fredericia)

 Året 1658 var et virkelig dårligt år for Danmark. Krigen mod Sverige rasede stadigvæk, Jylland, Fyn og øerne var besat af Svenske soldater.  Dette betød at en stor del af den danske hær plus adelen var flygtet til Sjælland for at beskytte den sidste selvstændige del af riget. Der var blandt bønder på Sjælland og øerne syd herfor oprettet et dårligt udrustet landeværn, der skulle deltage i forsvaret af øen.  

I vinteren 1658 var frosten så hård og bidende, at Storebælt ganske overraskende frøs til. Det var nu muligt for den svenske hær anført af selveste Kong Karl 10. Gustav at gå over isen fra Fyn til Langeland og herfra igen videre til Lolland. Således var en invasionen af Sjælland nu muligt. 

Ved Langeland mødte den svenske hær kraftig modstand og den langelandske befolkning spillede en afgørende rolle i forsvaret af øen.  De lokale bønder gik til modangreb mod svenskerne og angreb dem ofte i nålestiksoperationer på øen og udenfor øen. Lederen på Langeland var Hans Christoph Wardinghausen.  Efter at svenskerne havde besat hele Langeland gik modstanden i opløsning, og de oprørske bønderne forsøgte at skjule sig på deres gårde, men reelt blev mange af bønderne tortureret og senere henrettet af svenskere.  

I denne alvorlige situation bad den danske konge Frederik 3. en berømte skånske krigshelt Svend "Gønge" Poulsen om hjælp.

Svend ”Gønge” Poulsen var født i Gønge Herred i Skåne mellem 1600 og 1610. Han deltog i Christian den 4.’s mange krige mod Sverige og i kejserkrigen mod det Tysk-romerske forbund.  Efter Danmarks nederlag i Kejserkrigen 1629, forsætter Svend Poulsen som officer i den Hollandske hær. Under Torstensson krigen mellem Danmark og Sverige i 1643-1645 hvervede Svend Poulsen et kompagni soldater til den danske konge.

Frederik den 3. bad nu Svend Poulsen om igen at hvervede et kompagni soldater til Danmark under den nye dansk-svenske konflikt.  Svend Poulsen blev udnævnt til kaptajn. Han skulle føre en slags modstandskamp mod svenskerne i det nordlige Skåne og det sydlige Halland. I 1658 var Svend Poulsen også på Sjælland, hvor han organiserede bønderne i kamp mod svenskerne på Sydsjælland. En del af dem, der deltog i hans hjemmehær var flygtede bønder fra Gønge herred, derfor navnet gøngerne.

Svend Poulsen fik således til opgave at samle alle sine krigere og gøre livet surt for den svenske invasion af Sjælland. Da de svenske tropper nåede Sydsjælland, blev de mødt af hårde modangreb fra gøngerne.

Svend Poulsen havde mange trofaste støtter, der ikke havde meget at vinde ved en svensk sejr. En af dem var Laurids Hemmingsen, hans tro ven og støtte, der i litteraturen ofte går under navnet Ib Abelsøn. Laurids Hemmingsen var født i Lyderslev på Stevns, som søn af en selvejerbonde.  Han deltog i flere af Svend Poulsens angreb på svenskerne, herunder også angrebet på en kolonne svenske ryttere ved Snesere Præstegård, hvor 2 svenske officerer og 6 ryttere blev dræbt. Laurids Hemmingsen blev kort tid efter fanget af svenskerne.

Konsekvenserne af Svenskekrigene var en stor social og økonomisk katastrofe for hele landet, da den svenske hærs besættelse førte til ryggesløse plyndringer af den i forvejen undertrykte og fattige befolkning. På landet blev bøndergårde og de minimale daglejers huse plyndret og brændt ned, i byerne skete det samme, lokale værksteder og handelsboder selv kirker blev ødelagt og frastjålet alle værdier. De lokale beboere flygtede til skovene eller andre skjulesteder. Alligevel blev mange civile udsat for tortur og dræbt.

De få mennesker, der havde værdier, forsøgte at gemme værdierne ved at nedgrave dem i jorden, skjule dem i stengærde eller indmure dem i væggene.

Alle i landsbyerne og i byerne frygtede for svenskernes repressalier, hvis der havde været angreb på de svenske soldater og derfor var der også borgere, der var villige til at give oplysninger om den danske modstand til fjende. Det var efter oplysninger fra lokale at Laurids Hemmingsen blev fanget. Han kom for en dansk ret og fra protokollen fra retsmødet ved Turebygårds Tinge fremgår det at præsten Albert Samuelsen og 12 sognemænd bevidnede at Laurtis Hemmingsen var gønge og havde deltaget i angrebet ved Snesere Præstegård. Resultatet af dommen var henrettelse og derefter skulle den afdøde lægges på hjul og stejle. Henrettelsen fandt sted ved landsbyen Tureby den 25. maj 1660 og blot 2 dage senere, blev der indgået en foreløbig fredsaftale i København.

Svend Poulsen var rejst til København, hvor han modtog oplysninger om Laurids Hemmingsens henrettelse. Derfor skrev han den 1. januar 1661 et brev til kongen hvor han bad om, at Laurids Hemmingsen skulle begraves kristen jord og de personer, der havde vidnet mod Laurids Hemmingsen skulle straffes. Dette blev bevilget af kongen. Svend Poulsen fik efter freden gården Lundbygård på Sydsjælland som len af konge. Under Den Skånske Krig (1675-1679) gik han påny i krigstjeneste, blev i 1676 udnævnt til major.  Han dør i 1679 på Lundbygård.  

På grund af den katastrofale situation var Frederik den 3 tvunget til at forhandle med svenskerne. Det skete i Roskilde i februar 1658, hvor de 2 lande efter lange forhandlinger nåede frem til en slags fredsløsning.

Ved freden i Roskilde 26. februar 1658 blev Danmark-Norge tvunget til at afstå landsdelene Skåne, Blekinge Bornholm samt i Norge Trondhjems len.

Kort tid efter fredsaftalen brød krigen igen ud i juni 1658, fordi denne gang ville den svenske kong Karl 10. Gustav erobre hele Danmark-Norge. København blev ganske hurtigt omringet af den svenske hær, der stadig stod i landet, men da svenskerne begyndte at angribe den danske hovedstad, mødte de forbitret modtand fra den resterende del af den danske hær, og fra Københavns befolkning samt de hollandske allierede. Karl Gustav mistede under angrebet store dele af sin hær. 

I løbet af 1659 kom flere allierede Danmark til hjælp, blandt dem Polen og flere Nordtyske hertugdømmer. Svenskerne blev jagt ud af Jylland og den 14 november 1659 besejrede en hær af danske, slesvigske  og holstenske soldater den svenske hær ved Nyborg. Den danske hær var under ledelse af Hans Schack og Hans Eberstein. Svenskerne havde ca. 7.000 rutinerede, men kamptrætte soldater mod danskernes ca. 11.500 ikke kampvante tropper.  Slaget varede i 5 timer og Karl X Gustav overværede selv slaget fra Korsør. Da han erkendte tabet, tog han tilbage til Sverige. 

Da Karl Gustav  kom hjem til Sverige forsøgte han at samle en ny hær. Men meget pludseligt, den 13. februar 1660, døde den svenske konge ganske overraskende under et besøg i Gøteborg. Konsekvensen var, at forhandlingerne om fred kunne indledes.

Freden i København er den fredsaftale, der blev indgået mellem Sverige og Danmark 27. maj 1660.

Ved Københavnsfreden bekræftedes fredsaftalen fra 1658, dog med to væsentlige undtagelser. Sverige afstod Trondhjems len, mens det i virkeligheden befriede Bornholm blev tilbagekøbt af Danmark mod overdragelse af 18 godser i Skåne til den svenske krone. Sverige blev desuden tvunget til at acceptere, en række forhold omkring trafikken gennem Øresund, som Holland faktisk krævede.  Danmark som nation var reddet-.

Efter Københavnsfreden har Danmark og Norges grænser til Sverige ligget fast (med undtagelse af mindre grænsereguleringer i det nordlige Norge-Sverige). Danmark-Norge generobrede dog dele af Skåne og Bohuslen adskillige gange i senere krigstid, men de dansk-norske generobringsforsøg blev aldrig til permanente territoriale gevinster i form af tilbageførelse af landområder til tvillingeriget.

Efter krigen blev der af kongen oprettet en kommission, der skulle lave en opgørelse over de ødelæggelser, som var sket under besættelsen. Kommissionen skulle hente indberetninger fra landets sognepræster omkring de oprettede skadet. Flere steder var ødelæggelserne så store at landsbyer og beboelser aldrig blev etableret igen. 

I Brande sogn i Midtjylland. kalder præsten Peder Eskildsen Bramminge indberetningen for ”En fortegnelse på, hvad der er plyndret i Brande sogn af Svenskere, Brandeburgere, Kejserske og Polakker i den bedrøvelig Fejdetid såvel som Kongelig Majestæts egne Folk så og hvad som er udgiven til Skat” Efter en gennemgang af plyndringer fra fjenden, skriver han ” At 19 mænd er døde i sognet og selvom Polakken kom til sidst, så lykkedes det den at uddrive skat i det udpinte hedesogn og derefter at plyndre det på det allerstrengeste i 3 samfulde uger, så hver måtte rømme fra hus og hjem formedelst deres røveri, Pinsel og voldtægt. Sognet stod ganske øde i 14 uger, og derefter drog de hjem, dem som var levende”

I byen Faaborg på sydkysten af Fyn blev der til kommissionen oplyst at byen havde lidt katastrofalt under krigen 1658—60. I 1660 blev der konstateret at der således var 40 gårde og boliger nedbrudte af fjenden. Byen havde måttet betale for de danske og hollandske troppers indkvartering omtrent 12.500 rigsdaler, desuden store afgifter først til svenskerne senere til danskernes allierede Hollænderne, i alt 4 kompagnier hollændere blev indkvarteret.  Mange borgere og deres børn måtte tigge sig fra sulten hos bønderne, alligevel døde en del af borgene i Faaborg af hungersnød.  En købmand Peder Aastredsen stævnede i 1660 Laurits Hansen for rådstueretten i Faaborg fordi Laurits Hansen ved Katterød rev havde landet 13 knipper fersk torsk. Dette vakte Peder Aastredsen  så meget harme på grund af manglen på fødevarer i Faaborg og retten var enig, konfiskerede fiskene og uddelte dem til de fattige i byen. Byrådet vurderede at kun 5 eller 6 borgere kunne betale skat og at ”snart kan intet gives”. Mange borgere var under selve krigen flygtede fra byen til landet, til områder uden for byen..  Købmanden Peder Aastredsen skrev at da freden kom, var han ruineret og han: havde givet sin formue til kongens folk og til fjenden så han havde intet til sig selv. . Han opgav sin købmandsgård og flyttede til et lille hus i Kaleko.

Jens Christian Boje Nørgaard

Bolsjerne med det flotte navn "Kongen af Danmark” stammer helt tilbage fra 1600-tallet, fra perioden kaldet renæssancen.  Med udgangspunkt i forskellige kilder fortælles det at Christian 5., der var konge af Danmark 1670-1699, fik ondt i halsen og tilkaldte derfor sin livlæge.

Livlægen var Johan Ludolph Ringelmann. Ringelmann var født i 1638 i Oldenburg. Immatrikuleret ved universitetet i Leyden i januar 1660. Derefter blev han medikus (læge) i Grevskabet Oldenburg og Delmenhorst.   I Maj 1679 fik han ny stilling som kongelig Livmedikus hos Enkedronning Sophie Amalie og efter hendes død 1685 hos Christian 5.

Ringelmann ordinerede anisolie til kongen, tidens bedst kendte medicin mod ondt i halsen. Da anisolie kan smage stærkt, ville kongen ikke indtage den. 

Derfor udviklede Ringelmann noget nyt. Han vidste, at nogle apotekere tilførte medicin til sukkermasse for at gøre den spiselig. Han varmede derfor en sukkermasse op, som derefter blev tilførte anisolie og en smule rødbedesaft. Resultatet blev fine, røde bolsjer, som kong Christian 5. gladelig spiste, plus ikke mindst hans smerte i halsen forsvandt

Bolsjet Kogen af Danmark var skabt og det bredte sig hurtigt ud over Europa under det latinske navn Elixir Pectoralе Regis Daniae . Bolsjet der blev kendt som lægemidlet mod ondt i halsen, hoste og forkølelse.

Bolsjet blev nævnt i "Dansk Pharmacopeia" 1772 - en oversigt over medicinske stoffer og præparater, der blev brugt den gang.

Lægemidlet blev meget udbredt i fyrstedømmerne i Tyskland, hvorfra dets opskrift kom til Rusland. Her forandrede bolsjet sig til dråber, under navnet ”Den Danske Konges dråber”.

I 1787 udkom således i Skt. Petersborg bogen ”Formel Farmaceutisk oversigt for læger og jordmødre” Her kunne man finde en opskrift på Den dansk konges dråber, nemlig følgende:” Der laves dildvand af rene Anis frø og kogende vand: en spiseskefuld frø pr. liter kogende vand. Bouillon tilberedes i en time, derefter filtreres bouillon af.  Disse ingredienser blandes med olie og alkohol. I dråberne indgår lakrids som er en flerårig urt, der vokser i de sydlige regioner i den europæiske del af Rusland, i det vestlige Sibirien og Nordkaukasus, samt i regioner med et tempereret klima”.

Lægemidlet og navnet blev bibeholdt i de fleste europæiske lande og udgjorde en fast del af apotekernes og lægerens medicin mod hoste samt ondt i halsen, både i form af dråber eller bolsjer. Ingredienserne udgjorde mere eller mindre det samme.

Selv med naturvidenskabens opblomstring og nye forståelse af fysiologien i 1800 tallet var bolsjet stadig populær som en del af en medicinsk behandling.  I 1890’erne skiftede i mange europæiske lande navnet til blot ”Danske Dråber” og senere ”Danske kongedråber”.

Med industrialiseringen begyndte man at masseproducere Kongen af Danmark i store bolsjekogerier, men nu mere som et slikprodukt med børn som målgruppe.

Den danske konges dråber blev  også nævnt i en europæisk medicinfortegnelse nemlig  i den store sovjetiske encyklopædi fra 1930. Her står der: “De danske kongedråber, eller lakridseliksir er et almindeligt middel mod tør hoste, der består af et ekstrakt af lakridsrod, ammoniak, anisolie, vand og alkohol; det bruges i praksis til børn”.

Som en lille krølle på denne tekst kan det fortælles, at så sent som i 2009 nævnes produktet i den russiske stats lægemiddelsregister. Der står nemlig følgende: Den danske konges Dråber, bruges ved indikationer på luftvejssygdomme.