Jens Christian Boje Nørgaard 

Oldtiden.
Da jæger- og samler samfundet bredte sig over det nuværende Norden, var det en vigtig forudsætning for at overleve at have viden om, hvorledes buske, træer og planter kunne anvendes i dagligdagen for at få ernæring og for kroppen de nødvendige næringsstoffer.  På den måde udviklede der sig en simpel form for erfaringer, der i virkeligheden udgjorde forudsætningen for agerbrug.  Det var vigtig at vide, hvilke frugter, bær, rødder, der kunne spises og på hvilken årstid, samt hvilke der kunne opbevares over en periode. Processen med formering af vækster gennem frø, kærner, sten og korn blev udviklet og videregivet gennem generationer. En del forskere mener på baggrund af etnologiske undersøgelser, at dette vigtige element af livet i hverdagen, især blev varetaget af kvinder. Mænd stod primært for jagt på de vilde dyr, kvinderne indsamlede og bearbejdede spiselige frugter, nødder og grøntsager.

Når opdagelsen af: ” at planter vokser frem af frø og hvert frø giver sin egen art” var blevet erkendt, er det en nærliggende at få planterne til at vokse i nærheden af bostedet. Dermed opstod også tanken om at bearbejde jorden og udvide dyrkningsarealet, så udbyttet blev maksimeret og kvaliteten bedre. Måske kom der gennem kontakt med andre grupper af mennesker nye typer vækster og nye dyrkningsmetoder.
Gennem århundrede fortsatte erobringen af jord til agerbrug via skovrydning, og dermed afbrænding af skove. Senere i udviklingen kom indhegning af det dyrkede areal, vandregulering, tilføjelse af forskellige former for gødning. Nyttehaven var skabt og gennem udvikling kom prydhaven, hvor de menneskelige sanser blev æstetisk udfordret.  Udvikling af havebrug afspejlede i høj grad et samfunds sociale og økonomiske sammensætning.  Det var den velstående adel, borgerstand, kirke der kunne investere ressourcer i både nytte- og prydhaven.  

Nogle af de ældste kendte haver er fra det antikke Ægypten, hvor der i faraoners gravkamre er fundet stiliserede tegninger af haveanlæg i rette linjer med beplantning. Et andet kendt haveanlæg er de hængende haver i Babylon, der i realiteten var et terrasseanlæg op ad enorm trinpyramide.

Fra det antikke Grækenland nævner litteraturen Iliaden og Odysséen begreber som urtegårde og frugthaver. Rundt omkring i de græske småstater opstår der efterhånden tempelhaver, byparker med rigt udsmykkede anlæg til glæde for borgerne. En af de mere kendte er Akademoshaven ved Athen.

I det antikke Italiens kejsertid udvikledes pryd og nyttehaven sig for alvor. I store dele af landets byer blev der anlagt utrolig flotte parker med stier og afgrænsede bede. De små villaer havde både nytte og prydhaver. Datidens Litteraturen bidrog ofte med beskrivelser af haver, f.eks. forfatteren Plinius den Yngre 62-133 e.Kr. der på en meget malerisk måde beskrev sine haver ved villaerne i Tuscum og Laurentium.  I Pompeji er der fundet indhegnede gårdhaver, hvorfra arkæologer har kunnet fastslå hvilke beplantning man havde brugt på den tid. I en periode af kejsertiden blev det moderne at klippe træer og buske ofte i efterligninger af dyr, statuer, bygninger og samt i navnetræk.

Middelalderen.
Det er først med middelalderens indtræden at havebrug får en plads i Nordens historie, indtil da havde havebrug blot været en del af hverdagens forsyningskilder, ikke en oplevelse for sanserne.
Haverne i byerne, landsbyerne og ved borgene var som regel ubetydelige og primært til ernæring.
Med klostrene kom der ny inspiration. Haverne ved klostrene var store og opdelt i kvadratiske bede, hvor man omhyggeligt forbedrede jordboniteten for at forøge kvalitet og kvantitet. Klosterhaverne fungerede i Norden som i resten af Europa som væsentlige centre for gartnerividen og innovation. Gennem deres forbindelser til klostre i Sydeuropa blev nye typer af grøntsager, krydderier og lægeurter introduceret, udviklingen i behandling af frugttræer blev systematiseret. Disse nye tiltag var især fokuseret på medicinske urter, afgørende for sundhed og velvære for klostersamfundene, men som også havde betydning for lokalsamfundene. De nye køkkengrøntsager forbedrede ernæringen og udviklede de lokale retter.

I 1162 blev den franske Abbed Vilhelm inviteret til Danmark af biskop Absalon, hvor Vilhelm blev abbed for klosteret ved Eskilsø på Nordsjælland, senere ved Æbelholt kloster ved Hillerød. Vilhelm ville på mange måder reformere og forbedre klosterlivet i Danmark. Han kom til spillede en afgørende rolle i at fremme dyrkning af grøntsager som en del af den daglige kost. Han opfordrede kloster til at udvikle kålgårde, der gjorde friske grøntsager mere tilgængelige, et tiltag, der bredte sig til landsbyerne og byerne. 

I mere velstående egne og på herregårdene begyndte "abildgårde" æbleplantager også at dukke op, hvilket markerer en voksende påskønnelse af og dyrkning af frugt.

Denne udvikling med klostrenes dyrkning af nye plantesorter og brug af nye havetyper viser at de fungerede som tidlige centre for udvikling af gartneripraksis og etablerede en grundlæggende videns base, der på et senere tidspunkt påvirker udviklinger i dansk gartneri. Kostændringer gennem egne køkkenhaver blev ansporet af klostrene.

Man ved i dag at allerede i vikingetiden, altså før Middelalderen, blev afgrøder som bønner og løg dyrket, og der er stor sandsynlighed for, at kål, ærter, æbler og hyldebær også blev dyrket og brugt i forbindelse med madlavning. 

Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241 indeholdt anbefalinger til at indhegne haver, både for at forhindre tyveri af frugt og for at beskytte træer mod beskadigelse fra kreaturer. Skadevolderen skulle erstatte det stjålne eller ødelagte med den værdi som det blev vurderet til plus en anden voldsom form for straf.  I Jyske Lov anføres det også, at man fra offentlige skove og hegn måtte tage, hvad man kan bære i ens hat. Forholdet illustrerer meget godt, at man gerne måtte plukke både bær, nødder, æbler i skove, men ikke overgøre det.

I takt med udviklingen af klosterhaverne begyndte havekulturen langsomt at vinde indpas hos landbobefolkningen som et supplement til at opretholde et eksistensminimum under den tyngende feudalisme.   Til at begynde med var disse haver primært fokuseret på praktisk nytte, og fungerede som "nyttehaver" hvor man dyrkede essentielle grøntsager, frugter og urter til eget forbrug. Udtryk som "kålgård" "abildgård" "kvangård og "humlehaven" blev almindelige, hvilket afspejlede det funktionelle formål med disse tidlige private haver.

Helt tilbage fra Vikingetiden og igennem Middelalderen har der været torvedage, hvor lokale bønder solgte deres varer bestemte dage på torvet i byerne.

Et tidligt eksempel på grøntsags produktion til et bymarked kom efter hollændernes immigration til Amager i 1516. Christian den 2 var meget inspireret af den hollandske handel og under indflydelse af sin hollandske svigermor ”Mor Sigbrit” inviterede han hollændere til at slå sig ned på Amager med forskellige privilegier, men med den betingelse, at de ville "lære danskerne at håndtere rødder og løg og at anlægge haver". De dyrkede i vid udstrækning afgrøder som gulerødder, pastinak, hvidkål og rødbeder og tilføjede senere blomkål, rosenkål, sukkerroer og græskar, som derefter blev solgt på markedspladser som "Fisketorvet" i København helt op til 1950’erne.

Renæssance.
Efter reformationen i 1536 undergik klosterhaverne store funktionelle ændringer, mange blev nedlagt og overgik til verslige institutioner.   Dette skifte kan stadig ses ved mange oprindelige klostre i Norden., f.eks. haverne der var knyttet til Sorø Akademi, Øm kloster, Latinerhaven i Viborg, Æbletoft kloster, Skt. Knud Kloster, Dalum kloster og ikke mindst Skt. Hans kloster alle 3 beliggende  i Odense. Nogle klostre blev omlagt for at fungere som ”hospital”, fattiggård, hvor de anbragte var tvunget til at arbejde i de nedlagte haver for at få føde og for at sognet kunne nedbringe omkostningerne til de fattige og syge. 

Et eksempel på dette er den arkitektoniske smukke Skt. Jørgens Hospitalet i Kolding opført 1558. Skt. Hans kloster i Odense blev langsomt ombygget til et renæssance slot, der kom til at huse statens administration, i stedet for det nedbrændte Næsby Hoved. Slottet stod færdigt i 1570’erne. Reformationen medførte således en tilbagegang af klosterhaver, men en efterfølgende stigning af haver og apotekerhaver i byerne, som blev selvforsynende også med traditionelle lægeplanter.

Udformningen og planteudvalget i de simple private haver har været begrænset og forbeholdt en lille gruppe jordejere, der havde et jordstykke, der kunne benyttes til nyttehave.  Den gennem Middelalderen fremvoksende adel blev mere og mere velhavende ved udnyttelse af den almene landbefolkning. Adelen havde derfor de økonomiske muligheder for at bygge pragtfulde herregåede med tilsvarende haver.

Renæssance idéer, arkitektur samt design slog igennem. Den italienske renæssancehavestil, kendetegnet ved indhegninger med murede vægge, geometrisk arrangerede bede, hække, pergolaer, vandelementer med springvand og grotter, blev adopteret i Danmark, hvilket bragte et nyt niveau af kunstnerisk stil i haveudformningen. Køkken- og frugthaver lå typisk længere væk fra hovedbygningen på større godser.
I Italien var der kendte kunstnere som Rafael, Leonardo De Vinci der tegnede grundplan for de store haveanlæg, som var nøje gennemtænk i alle enkeltheder.

Dronning Dorothea, Christian 3.s hustru, introducerede renæssancehaven i Danmark ved Koldinghus i 1562. På selve slotsbanken lå dronningens lille have med kvadratiske bede og ned ad slotbanken var en større have med lysthus, bede og frugttræer

Hendes søn Frederik 2. videreførte stilen i ”Lundehave”, en stor anlagt have på en middelalderlig klostergrund nær Helsingør.  Anlæggelsen af Lundehave blev udført under ledelse af en såkaldt ”Urtegårdsmand” der hed Hans R. Block, som i 1647 fik trykt det første danske haveleksikon ”Horticultura Danica”.

Den store renæssancekonge i Danmark Christian den 4. satte sit præg på landet ikke mindst Købehavn, hvor han lod opføre Kongens Have og Rosenborg Slot. Ved byggeriet af Rosenborg lod kongen ansætte en række plantekyndige, der skulle planlægge havens indretning.  Kilder viser, at Christian den 4. brugte roser i stor stil som pryd i de haver, han lod indrette. I 1618 indkøbte han over 2000 roser fra Holland til netop Rosenborg Have. 

Christian den 4 anlagde også nær den nuværende Krystalgade i København haven ”Hortus Medicus” en have med planter til medicinsk brug. Siden da er haven flyttet flere gange og sidste gang tæt til netop Rosenborg slot. I dag er haven bedre kendt som Botanisk have.

Kongehuset og adelens store renæssancehaver fik på ingen måde konkurrence fra de små nyttehaver, der fandtes ved gårdene på landet.  En stor del af den arbejdskraft, der skulle til for at anlægge haver og slotte var netop tvangsudskrevne bønderne fra landet. Men over tid udviklede formålet og stilen sig i private haver sig, ofte inspireret fra Herregårdenes renæssance stil.  I disse mindre landbohaver opstod et ganske bestemt mønster med vilkårlige gangstier, der forbandt beboelsen med haven, og at de fik nu både køkkenurter og prydplanter i hækkede bede. 

Barokkens haver.
I slutningen 1600 tallet vandt den franske barokstil frem og understregede storheden, pragt og magt. Barokkens haver var alle inspireret fra Slottet i Versailles, hvor havearkitekten Le Nôtre udviklede haverne og skabte en storslået barokhavekultur. Han arbejdede for Ludvig den 14. og brugte over 40 år på projektet. Hans ide var at integrere terræn omkring slottet i et samspil med det omgivende landskab.
Kendetegnende for barokhaverne var deres stramme symmetri og aksefaste opbygning, centralt i anlæggene fandtes ofte en imponerende springvand eller langstrakte kanaler.. Haverne kunne være anlagt på terrasser og prydet med faconklippede hække og buske , der dannede komplekse mønstre og monogrammer .

I 1662 købte adelsmanden og storkansler Frederik Ahlefeldt (1623-1686) Gråsten slot i Sønderjylland. Det havde tidligere været i slægtens eje gennem Frederik Ahlefeldts morfar Gregers Ahlefeldt, men i en periode var det ejet af hertugerne af Glüksborg. Frederik Ahlefeldt kom fra en meget velhavende gammel adelsslægt, der besad store godser i Danmark, Norge, Slesvig, Holsten og andre tyske små stater.  Han blev en velanset politiker, der fik titler som Gehejmeråd, Etatsråd med flere, senere statholder i Slesvig og Holsten. 
Efter købet af det daværende Gråsten Slot lod han det nedrive og byggede et helt nyt slot i langt større dimension. Til slottet blev der anlagt en pragtfuld have i barokkens stil med firkantede bede, skulpturer og fontæner. Haven rummede et utal af hidtil ukendte planter og træer, og det var fra denne have at den populære æblesort Gråsten stammede, den blev oprindelig importeret fra Italien.

Frederik Ahlefeldt (1662-1708), søn af ovennævnte storkansler Frederik Ahlefeldt, arvede blandt mange herregårde også Gråsten slot. Han fortsatte byggearbejdet og moderniserede slottet med tårne, spir og flere bygninger. I området omkring slottet udviklede der sig efterhånden en middelstor by primært for ansatte på slottet. I haven blev der anlagt et virkelig stort orangeri, et af de største i Nordeuropa.

I slutningen af 1700 tallet blev barokhaven omlagt til datidens populære stil den romantiske have med store græsarealer, svungen stier, store bede med blomster, men også med åbne skovpartier. En stil der er bevaret og videreføres i parkerne omkring slottet, der nu er ejet af det danske kongehus.  

Genopdagelsen af det amerikanske kontinent og kontakten til nye områder i Asien bidrog i høj grad til nyskabelser i de europæiske haver og de begyndende væksthuse. Prydhavens begrænsede planteudvalg blev udvidet med hundredevis af hidtil ukendte planter. Havernes stil og udseende ændrede sig på grund af mere variation i plantesortimentet.  

Særlig i Holland og Belgien blev blomsterdyrkning drevet med stor passion, og store kommercielle markeder for blomsterløg opstod.  Man dyrkede blomsterne i firkantede bede med lange gange, hvor udformningen af haverne ikke var det centrale, men farveprægtige billeder frembragt gennem blomsterløg og stauder, systematiseret i pyntlige mønstre.  De blomsterløg, der blev benyttet var selvfølgelig arter af tulipanen. 

Tulipanen som kulturplante stammer oprindelig fra Det osmaniske Rige, nutidens Tyrkiet. I 1554 udnævnte den tysk-romerske kejser Ferdinand 1. hollænderen Ogier Ghiselin de Busbecq til ambassadør ved den osmanniske sultanat i Konstantinopel. De Busbecq var meget betaget af haverne omkring Paladserne i Konstantinopel, derfor tog han nogle tulipanløg med tilbage til kejserhoffet i Wien og herfra blev tulipanen ført videre til Holland.

40 år senere fik hollænderen Charles de L' Ecluse fat i nogle af løgene fra Konstantinopel og satte dem i dyrkning i Leiden i Holland.  Derfra bredte interessen sig for blomsterløget til resten af det velstående borgerskab i Europa.  Interessen for tulipanerne var så stor, at borgere i det velstående Holland brugte dem som investeringsobjekt. Det medførte en økonomisk storkrise i 1637-38, da priserne på tulipanløg steg så meget, at ingen havde råd til at købe, og det slog i sidste ende bunden ud af markedet.  

Til nyttehaven kom der også nye afgrøder fra det amerikanske kontinent og Asien. Selv om disse kunne supplere eller erstatte de lokale fødevarer, så vandt de kun langsom indpas. Der var en vis skepsis mod nye produkter, og forsyningsvejene var lange, og ikke mindst var produkterne for dyre for den almindelige borger.
Et eksempel på dette er kartoflen. Der er stor usikkerhed på, hvornår den egentlig kom til Danmark.  Nogle hævder, at danske lejesoldater i Irland bragte den til landet fra Irland i 1700 tallet, det er dog mest sandsynligt at det var de franske huguenotter, der bosatte sig i Fredericia omkring 1720, der bragte den til Danmark. 

Men det er først i 1800 tallet, at kartoflen bliver en hverdagsspise, Indtil da havde danskerne spiste brød eller grød til alle måltiderne. Når kartoflen blev hverdagsspise, skyldes det kartoflen let kunne gemmes fra sæson til sæson og ikke mindst udbredelsen af komfuret med ovn.
En anden ny afgrøde fra det amerikanske kontinent var tomaten.  I en dansk havebog fra 1647 står den beskrevet som en prydplante med navnet Kærlighedsæblet. Tomaten kom til Europa i 1500-tallet og i begyndelse betragtede man tomaten som giftig, men på et tidspunkt begyndte man i Sydeuropa at bruge tomaten i madlavning, hvilket fik betydning for dens udbredelse. Det var først i slutningen af 1700 tallet, at man i mindre omfang her i landet begyndte at bruge tomater i madlavning, igen primært hos velhavende borgere. 

Den kommercielle dyrkning af tomater i Danmark tog fart i mellemkrigstiden i takt med, at væksthusene vandt frem og forbrugerens interesse steg. Inden da havde der været enkelte forsøg med dyrkning på herregårde og blandt nogle få handelsgartnerier i slutningen af 1800-tallet, men det var først med de mere kontrollerede forhold i væksthusene, at produktionen til markedet for alvor steg.

 I Norden slog interessen for firkantede blomsterbede med lange gange også igennem ved Herregårdene. Blomstrende planter blev det centrale i prydhaven. Haverne blev større med flere opdeling i bede og lange beplantede alléer.

I Danmark kom kongens byggeansvarlige Johan Cornelius Krieger 1683- 1755 til at stå som hovedarkitekten bag denne stil. Gennem 1720’erne udviklede han de kongelige haver ved Frederiksberg Slot og Fredensborg Slot. I samme periode arbejdede han i Odense med ombygning af det gamle Skt. Hans kloster, der efter tidens arkitektur skulle udformes som et barokslot. 

Store dele af det omgivne areal var stadig præget bøndergårde og haveområder fra klostertiden. Dette blev i 1721 nedlagt og erstattet med et parklignende område, Kongens Have. Til udformning af haven blev der bestilt over 7000 bøgetræer samt et stort antal taks, lind, kastanjer, kirsebær og buksbom. Dertil blev der opført et orangeri, en gartnerbolig og havehuse samt et bassin.

Omkring andre herregårde og ved landsteder blev i løbet af 1700 tallet der anlagt flotte barokhaver med Egeskov Slot på Fyn som et smukt eksempel. Stilen var dårligt egnet til mindre private haver, og prydhaver eksisterede ikke ved landejendomme., det ansås som forkert brug af jord areal og tid.

Oplysningstiden og Romantikken.
I slutningen af århundredet kom Oplysningstidens samt den landskabelige og romantiske have på mode. Den opstod i det tidlige industrielle England. De var både inspireret af oplysningstidens frihedsideer og naturfilosofi og af poesi og malerkunst, men benyttede sig af de potentialer, der lå i industrialiseringen. Nu var det ikke kun adelen, men også det velstående borgerskab, der byggede paladser med imponerende haver. Landskabshavestilen lagde vægt på naturalistiske græsplæner med trægrupper og reflekterende vandoverflader i form af kunstige søer med broanlæg. De lange, lige alleer med indhegnede bede veg pladsen for bugtede stier, kort sagt det geometriske system blev afløst af naturdyrkelse. 

Træer og buske fik lov til at vokse frit uden beskæring på store græsarealer. Filosoffen J.J, Rousseaus begejstrede forestilling af den ideelle frie naturhave blev en realitet.  

Denne stil kunne tilpasses mindre haver, hvilket førte til mønsterhaver skabt af oplysningstidens foregangsmænd præster, skolelærere og progressive adelige. Et af de tidligste eksempler er haven ved Astrup Præstegård syd for Århus. Det var den gang ikke almindeligt, at der var stort anlagte prydhaver ved almindelige gårde, men Astrups præst Christen Begtrup 1744 -1808 besluttede, at et areal på omtrent 4 tdr. land blev beplantet med sjældne træer og planter opdelt i rektangulære afsnit, og adskilt med høje hække. De efterfølgende præster udviklede haven i retning af den engelske landskabelige stil. Der blev anlagt snoede gange mellem græsarealer og med små søer.

Oplysningstiden ideal var en optimistisk tro på det enkelte menneskes evne til at forstå omverdenen gennem brug af sin sunde fornuft.  Det krævede frihed for mennesket og en mulighed for at udvikle sig som menneske, en tidlig form for liberalisme. I Norden kom der reformer for bønderne, der skulle frigøre dem fra middelalderens feudalisme og gøre dem selvstændige. Det krævede oplysninger og nye viden.  Gårde blev udflyttet og husmandsbrug, indsidderhuse opstod, matrikler omlagt.  Hvor landboejendomme havde mulighed for det, opstod der nyttehaver, der supplerede ernæring og indtægt for familierne. Der begyndte at udkomme små trykte oplysende hæfter om havekultur.

I 1814 kom der en lovgivning om oprettelse af almueskoler på landet og borger- og almueskoler i byerne, det styrkede muligheden for at tilegnede sig ny viden også om havebrug.

Forfatteren og præsten Steen Steensen Blichers far Niels Blicher, der selv var præst, betragtes som en ivrig fortaler for oplysningstiden forståelse for oplysning og undervisning hos den danske bondestand, der efter århundrede undertrykkelse oplevede en lang række landboreformer.  Niels Blicher drev selv landbrug, og efter oplysningstidens idealer holdt han foredrag og inddrog i sine kirkehandlinger i oplysninger til bønderne vedrørende dyrkningsmetoder, landbrugsredskaber, nye afgrøder. Som påskønnelse for sin indsats modtog han 1786 en ærespræmie på hele 10 rdl. af Det kgl. danske landhusholdningsselskab

Under romantikkens indflydelse skulle haverne især udstråle stemningsfyldte temaer fra antikken, kærligheden, naturen og det overnaturlige. Temaerne kunne være skabt gennem antikke skulpturer, lysthuse, tepavilloner, stenhøje, eller fjeldhytter.  Haven blev en slags teaterkulisse, hvor betragteren kunne agere som statist.

Konkrete eksempler på dette er godset Liselund på Møen 1792, Herregården Sanderumgård på Fyn, samt Næsse Slot ved Furesøen, der på alle måder udtrykker tidens romantiske naturbegejstring.

I denne periode begyndte ordet Gartner at vinde indpas i det danske sprog. Ordet oprindelse er fra det ældre tysk ord, der slet og ret betød ”have” eller ”Indhegning”. Fra slutningen af 1700 tallet var gartnere ofte en del af personalet på godserne og fik deres faglig viden gennem praktisk arbejde, en slags mesterlære. Den kendte danske forfatter Adam Oehlenschläger 1779 - 1850 var søn af slotsforvalter på Frederiksberg Slot. I sine erinringer ”Hundehistorier” bruger han flere gange begrebet Gartner, netop om personer, der beskæftiger sig med havebrug. 

H.C. Andersen skrev i 1850 teksten ”I Danmark er jeg født”, hvor romantikkens historiefortælling virkelig blomstrer sammen med en beskrivelse af nyttehaven, eksempelvis i sætningen: ”hvor oldtids kæmpegrave stå mellem æblegård og humlehave”.

En af de betydningsfulde havearkitekter var Rudolph Rothe 1802-1877. I en periode 1833 til 1839 fungerede han som slotsgartner ved Fredensborg. Samtidig udviklede han designet til skovpartier i Jægersborg Dyrehave og forandrede haverne omkring Sorø Akademi og Bernstorff Slot. Han skrev flere bøger om havearkitektur og havernes betydning for samfundet som helhed.  Hans engagement kom blandt andet til udtryk gennem hans arbejde for oprettelse af ”Det Kongelige Danske Haveselskab”. Han gjorde også en kæmpe indsats for at højne gartnernes faglige niveau gennem uddannelse.

I samme periode begyndte borgere flere steder at få adgang til de kongelige slotshaver, især i byerne. Der blev for den voksende bybefolkning anlagt parker til rekreative formål efter arbejde på de fabrikker, der voksede frem med industrialiseringen. I København blev der anlagt adskillige byparker fra midten 1800 tallet, også i større provinsbyer startede projekter med parker.

Ved Odense Slot forfaldt haven ”Kongens have”, men i begyndelsen af 1800 tallet blev den omlagt efter engelsk havestil med slynge stier og solitære træer. Først i 1907 da Odense Kommune overtog haven fik borgerne fri adgang til haven. Et stort plankeværk der havde omgivet haven blev revet ned, og der blev anlagt gangsti til den nybyggede station.  

Den almindelige borger begyndte at interessere sig for haver, primært nyttehaver, men efter inspiration fra byparker og private parker også for prydhaven.  Transformationen fra primært adelen- borgerskabets rum til at den almindelige borgers brug af dekorative og rekreative elementer afspejler udviklingen i samfundsværdier og en stigende forståelse for æstetik og mere fritid. Fremkomsten af havelitteratur og faget landskabsarkitektur indikerer en voksende formalisering af gartneri praksis i Danmark.

I 1830 grundlægges Det Kgl. Danske Haveselskab, som er en interesseorganisation for private haveejere. Her kunne medlemmer få rådgivning, og vejleder omkring næsten alt vedrørende havedyrkning.  En af selskabets store aktiver var selskabets have beliggende på Frederiksberg i København. Den oprindelige have er anlagt af gartner H.A. Flindt på et areal fra det nærliggende Frederiksberg slot i 1837. Den smukke haven eksisterer stadig og besøges hver dag af mange, som benytter haven til adspredelse i byrummet og til inspiration. 

Urbanisering og industrialisme.

Det 19. og det tidlige 20. århundrede kom der betydelige samfundsforandringer i Danmark, herunder industrialisering og urbanisering, som i høj grad påvirkede gartneribranchens udvikling.

Allerede fra 1840’erne oplevede Danmark en periode med betydelig industrialisering præget af generel økonomisk vækst. I denne æra skete der i samfundet et gradvist skift i den økonomiske aktivitet fra landbrug til industri og tjenesteydelser. Industrialiseringen førte til et fald i andelen af befolkningen, der beskæftiger sig med landbrug, og skabte dermed nye krav og muligheder for gartnerisektoren.

Væksten i industrier koncentrerede befolkningen i byområder, og dermed en stigning i antallet af lønmodtagere, der ikke længere var direkte involveret i fødevareproduktion. Dette skifte skabte en øget efterspørgsel efter fødevarer, herunder friske produkter, der kunne leveres af gartnerier med haver og plantager. Selvom industrialiseringen af fødevareproduktionen også fandt sted i denne periode, hvilket potentielt skaber konkurrence, åbnede det også muligheder for specialiserede gartneriprodukter, der henvendte sig til forbrugere, der søgte friske varer.

Denne situation ansporede til udviklingen af gartneri i områderne omkring byerne. Enkeltpersoner og virksomheder begyndte at specialisere sig i at dyrke grøntsager og frugter i større skala for at forsyne byerne gennem salg på torvedage. Torvedage var som nævnt kendt helt tilbage fra Vikingetiden og Middelalderen, hvor lokale bønder solgte deres varer bestemte dage på torvet i byerne.

Med industrialiseringen og urbanisering kom stigende efterspørgsel efter gartneriprodukter og det banede vejen for fremkomsten af kommerciel gartneri i Danmark. Konsekvensen var etablering af specialiserede gartnerier og et skift mod større produktion til markedet af både af planter og afgrøder. I Sønderborg på øen Als omdannede 2 familier, Vothmanns og Pedersen, i 1755 en tidligere herregårds- have til Danmarks første planteskole, hvor der blev solgt udvalgte sorter af frugttræer. Køberne var dog stadig primært velhavende borgere og adelsfamilier.

Gennem hele 1800 tallet opstod der langsom flere og flere specialiserede gartnerier, hvor salget af planter, bær og frugt blev et selvstændigt erhverv, ikke blot et bierhverv til landbrug. Området Stige på Fyn blev således et tidligt knudepunkt for kommercielt gartneri, datidens Silicon Valley.  Det første tegn på gartneri som erhverv i Stige dukkede op i 1830'erne, hvor Jochum Duch i folketællingen i 1834 blev opført som "boelsmand og urtemand”.

Netop i Stige på Fyn opstod der efterhånden familiedynastier, der baserede deres indtægt udelukkende på salg fra deres gartnerier. Nogle af de stadig kendte pionere er familier, som slægt efter slægt har etableret gartnerier i området. En gartner Wohlleben 1867-1960 var den første i Stige, der specialiserede sig som kun blomstergartner omkring begyndelsen af 1900 tallet.

I sidste halvdel af 1800-tallet kom der en virkelig markant udvikling af planteskoler i området. Denne vækst involverede et skift fra blandet landbrug med noget havearbejde til mere specialiserede opgaver med fokus på specifikke produkter som grøntsager, blomster eller frugttræer.

I Kolding overtog gartner Aksel Olsen (1887-1982) en planteskole nær slottet, men han skabte også ”Den Geografiske Have” lige uden for byen.  Den flotte have er på 14 hektar og består af planter fra hele verden, plantet i et miljø, der tilnærmelsesvis er deres oprindelige. Oprindelig plantede Aksel Olsen 6000 planter for at se, hvilke der kunne overvintre i det danske klima, af disse er der 2000 tilbage i haven.
Med den spirende industrialisering begyndte kolonihaver at dukke op, og blev organiseret i foreninger, den første i 1884 i Ålborg. Disse haver havde til formål at give arbejderfamilier et nødvendigt supplement til deres kost i form af overkommelige og sunde grøntsager.

Men der var stadig i høj grad brug for frugt-og grønt gartnerierne. Første Verdenskrig 1914-1918 skabte fødevaremangel i hele Europa, skabte en øget efterspørgsel efter lokalt dyrkede gartneriprodukter og gav et økonomisk løft til danske gartnere.

Sektorens stigende betydning blev yderligere bevist ved oprettelsen af ”Gartnernes Salgsforening” i Odense i 1929. Denne forening blev en platform for gartnere til kollektivt at sælge deres produkter på auktioner og ikke på bytorvet, hvilket også viser branchens stigende professionalisering. Den samme udvikling skete omkring andre voksende storbyer.

Under og efter besættelsen oplevede Danmark også en betydelig udvidelse af gartneriindustrien, med etablering af adskillige nye planteskoler og gartnerier for at imødekomme den voksende efterspørgsel efter både fødevarer og prydplanter.

Under besættelsen var det primære for de fleste gartnerier at opretholde en stabil forsyning af basisfødevarer til kunderne i en tid med stor mangel. Deres indsats var afgørende for at sikre, at befolkningen havde adgang til de vigtigste fødevarer, selvom udvalget var begrænset og mange varer måtte erstattes af lokale alternativer. Opfindsomheden var stor. Der blev udviklet erstatning for kaffe gennem dyrkning af cikorie samt brændte roer og til erstatning for te blev brugt forskellige lokale urter. I drivhusene blev der dyrket eksotiske frugter som vindruer, ferskner, figner, bananer.

Med manglen på tobak begyndte mange danskere gartnerier at dyrke tobak. Geografisk blev Fredericia, Langeland samt Stige, Årslev nær Odense centrum for tobaksdyrkning under besættelsen.

Eksport blev efterhånden en betydelig faktor for erhvervet og voksede konstant i tiden efter 2. verdenskrig. De vigtigste eksportmarkeder for danske gartnerier var Tyskland, Sverige og Norge i skarp konkurrence med Holland.  Den bredere gruppe af fødevarer til eksport, som omfatter gartneri, spiller en væsentlig rolle i samfundsøkonomien, hvor eksporten i 2022 nåede op på 197 mia. kr., svarende til 21 % af Danmarks samlede vareeksport.

Teknologiske fremskridt har været medvirkende til at forme det danske gartneri, hvilket muliggjorde øget produktivitet, forlængede vækstsæsoner og dyrkning af et bredere udvalg af planter

Introduktionen og udviklingen af drivhuse repræsenterer et afgørende teknologisk gennembrud i dansk gartneri. Dyrkning i drivhuse i Danmark stammer tilbage fra det 17. århundrede, hvor de første drivhuse blev bygget for at give adelige og rigmænd muligheden for at dyrke eksotiske planter importeret fra de nyoprettede kolonier. Mange slotte og herregårde fik opført drivehuse, hvor man fulgte tidens byggestil.  Men med gartnerierhverves vækst i 1800 tallet får væksthuse større og større udbredelse hos selvstændige gartnere.

Væksthuse var oprindelig meget simple, men de blev efterhånden mere sofistikerede og gav mulighed for helårsproduktion og dyrkning af planter, der ikke kunne overleve det danske klima udendørs.

For eksempel kunne drivhuset ved Bernstorff Slot, der stammer fra omkring 1850, fremvise en imponerende samlinger af sjældne planter, kun voksende i tropiske egne. I Stige var det igen gartner Wohlleben der var den første til at bygge et drivhus, hvilket markerede begyndelsen på mere intensiv plantedyrkning i det lokale område.

For at beskytte planter mod frost krævede det udvikling af varmesystemer til drivhuse. De første drivhuse blev opvarmet med træ og kul, hvilket medførte et konstant arbejde, især i vintermånederne Over tid blev andre brændstoffer som olie brugt til at opvarme drivhuse hvilket var mere langt mere effektivt. Senere blev der indført elektricitet og kunstig belysning i væksthusene.

Efterhånden som gartnerierhvervet voksede, er der også sket en udvikling i dyrkningsmetoder. Nye teknologier, muligheder for måling af jordens bonitet, tilsætning og afpasning af gødning har konstant forandret erhvervet. 

Dertil skal lægges en tilpasning til forbrugernes efterspørgsel og mulighed for afsætning af produkterne med de nye transportmidler jernbaner, biler.
De første gartnerier afspejlede sandsynligvis traditionelle landbrugsmetoder tilpasset mindre havegrunde, men kommercialiseringen af erhvervet krævede relevant faglig uddannelse, viden og teknologi.

Netop uddannelse fik et kraftigt løft i slutningen af 1800 tallet. I middelalderen og renæssancen var faglig viden sket uformelt inden for klostre og private godser, hvor havefærdigheder og -teknikker blev videregivet gennem praksis og observation, altså mesterlærer. Etableringen af gartneriskoler markerede dog et væsentligt skridt i retning af professionalisering af området. 

Nogle af de første gartnerskoler var Vilvorde Havebrugsskole i Roskilde etableret i 1875, Beder Gartnerskole ved Aarhus oprettet i 1889 og i Søhus nær Stige på Fyn dog først oprettet i 1955. Disse institutioner gav formel uddannelse i forskellige aspekter af gartneri og spillede en afgørende rolle i udbredelsen af viden om dyrkningsteknikker, skadedyrs- og sygdomshåndtering og endda i udvikling af gartnerier som virksomheder. Den formelle uddannelse fra disse institutioner var med til at højne vidensniveauet, hvilket igen førte til mere effektive og dygtige gartnere.

Afslutning.
Gartneriet og havebruget i Danmark er historien om et erhvervs udvikling påvirket af den historiske og økonomiske situation i landet. Fra middelalderens tidlige kloster- og private haver, udviklede dansk havebrug sig gennem perioder med æstetisk dyrkelse i private adelige haver under renæssance- og baroktiden til en forståelse for nyttehavens relevans for den individuelle bruger. De samfundsforandringer, som industrialiseringen og urbaniseringen i det 19. århundrede skabte, stillede nye krav men gav også nye muligheder, hvilket førte til fremkomsten af de første kommercielle gartnerier.

I oktober 1973 kom den første store energikrise, der ramte gartnerierhvervet ekstremt hårdt. Energikrisen opstod i kølvandet på 1960ernes økonomiske optur og havde som udgangspunkt de olieproducerende stater i Mellemøsten, der af politiske grunde satte priserne på olie markant i vejret og stoppede for olieeksport til bestemte lande, bl.a. Danmark.  

Resultat var stigende produktionspriser og dermed priser på fødevarer.  Mange erhvervsgartnere måtte stoppe produktionen af især fødevarer fra drivehuse. De ramte primært mindre gartnerier, der ofte lå placeret i forstæderne til byerne, som lukkede på stribe.

Større gartnerier havde langt bedre mulighed for at udvikle alternative produktioner og de fortsatte med udbyggede deres virksomheder. Teknologiske fremskridt, især inden for drivhusteknologi og dyrkningsmetoder, har været afgørende for at øge produktiviteten og udvide rækken af nye dyrkbare planter. Bidragene fra gartneriuddannelse og løbende forskning samt udvikling har været afgørende for at professionalisere faget og fremme innovation.