Under 1. Verdenskrig havde Danmark fastholdt en neutralitetspolitik, der havde sikret en stabil politisk og økonomisk udvikling til gavn for landet. Danmark havde nydt godt af samhandlen med krigens parter, og det var mere eller mindre blevet accepteret af de krigsførende nationer. 

Der var dog en del danskere, der blev ramt af krigens gru, nemlig de danske sønderjyder, der på grund af grænsedragningen efter 1864 blev tvunget ind i den tyske hær og deltog i de voldsomme kampe i Østfrankrig.

Ved et valg i 1933 får DNASP med lederen Adolf Hitler magten i et splittet Tyskland, der havde været hårdt ramt af den økonomiske krise og dermed ikke havde kunnet opfylde de forpligtigelser, som den såkaldte Versaillestraktat havde stillet som krav. Versaillestraktaten var den aftale som de allierede havde påtvunget Tyskland efter første verdenskrig. 

Den indeholdt en række hårde fredsbetingelser blandt andet nedrustning, økonomisk kompensation, afståelse af landområdet.  Derudover oprettedes Folkeforbundet, én forløber for FN, der skulle sørge for Fred og udvikling.    

Efter Hitlers magtovertagelse forandres den tyske politik på alle områder, og Versaillestraktaten blev brudt. Indtil da havde Danmark haft et godt forhold til Tyskland den såkaldte Weimarrepublik, men efter Hitlers nye mere aggressive udenrigspolitik steg frygten for Tyskland i Danmark.

Dette medførte at den radikale udenrigsminister P. Munch stod for en meget forsigtig og imødekommende politik over for Tyskland, for ikke at provokere landet. 

De skiftende danske regeringer kunne i 1930’erne konstatere, at der ikke kunne forventes hjælp fra de andre nordiske landet, England eller Folkeforbundet, hvis der ville komme et tysk angreb.  Man håbede dog på at kunne videreføre en neutralitetspolitik som under 1. Verdenskrig. 

Derfor blev der heller ikke fortaget forøgede bevillinger til militæret, der tværtimod blev beskåret ud fra forståelsen om at ingen små lande kunne modstå en tysk aggression. Den for landet mest gavnlige politik vil være en klar neutralitetspolitik.

Men håbet om at få Danmark igennem en ny verdenskrig uden store forandringer forsvinder i løbet af marts - april 1940. I 1938 besatte Tyskland dele af Tjekkoslovakiet og i 1939 blev resten af Tjekkoslovakiet besat. 

Næste mål for Hitler var Polen, og den 1. september angreb Tyskland Polen, og hurtig derefter erklærede England og Frankrig krig mod Tyskland, 2. verdenskrig var startet.

Reelt har undersøgelser i nyere tid vist, at Tyskland ikke på nogen måder havde tænkt sig at respektere dansk neutralitetspolitik og den frie sejlads for neutrale danske skibe. 

Allerede den 7. december 1939 blev det danske skib ”Scotia” ramt af 2 torpedoer fra en tysk ubåd i Nordsøen. Skibet var på vej fra Købehavn til England for at laste kul, men sank kort tid efter at det var blevet ramt af torpedoerne.  Kun 2 besætningsmedlemmer overlevede, mens 19 omkom i det kolde vand. 

Ved afhøringen i Sø-og Handelsretten den 13. december troede man, at der var tale om en mine, der havde ramt skibet, men ved retssagerne i Nürnberg i 1946 blev det fastslået, at det var en tysk ubåd, der helt bevidst havde sænket skibet.

Det samme skete igen blot 10 dage senere. Skibet ”Jægersborg”, skulle sejle fra København til Leith i Skotland med landbrugsvarer, men blev den 17. december ramt af torpedoer affyret fra tysk ubåd blot omkring 100 km fra den skotske kyst. Der omkom 18 søfolk. Skibene var tydelig markeret med påmalet neutralitetsmærker på begge sider, som var kraftigt belyst fra lanterner.

Godt 1 måned senere skete det igen. Den 20. januar sejlede Skibet ”Tekla” fra Skotland med en last af kul og koks til Århus. Skibet var tydelig markeret som neutralt, alligevel blev det torpederet af en tysk ubåd ud for Orkneyøerne. Skibet sank hurtigt, og 9 søfolk omkom, mens 9 blev reddet af engelske skibe, der lå i nærheden.

Den 18. januar 1940 sejlede skibet ”Maryland” fra Brasilien med kurs mod København. Det var lastet med oliekager til brug ved landbruget. Den 7. februar nåede skibet til Madeira for at læsse kul til hjemrejsen. Natten til 10. februar var redderiet for sidste gang i kontakt med skibet, hvorefter det aldrig dukkede op igen. Ved afhøringerne af tyske ubådskaptajner i Nürnberg i 1946,i dette tilfælde Kapitänleutnant Max-Hermann Bauer, blev det bekræftet at ”Maryland” den 15. februar blev ramt af 2 torpedoer vest for øgruppen Hebriderne ved Skotland. Skibet brækkede over i 2 dele og hele besætningen på 34 mand omkom.

Ca. 1 måned senere, nemlig den 19. marts blev et neutralt dansk skib igen ramt af torpedoer fra en tysk ubåd. Skibet ”Minsk” sejlede fra Orkneyøerne til Skotland for at laste kul til Esbjerg., men på rejsen blev skibet spottet af en tysk ubåd og sænket. Skibet forsvandt fra havoverfladen i løbet af 4 minutter og 11 søfolk omkom, mens 9 blev reddet i land af den britiske flåde.

Samme dag på næsten samme position blev skibet ”Charkow” sænket af den tyske ubåd U-19. Skibet var også afgået fra Orkneyøerne til Skotland for at laste kul til Danmark, da det blev ramt. Skibet, der var tydelig markeret, som tilhørende et neutralt land, sank hurtigt og alle 20 af dets besætningsmedlemmer omkom.

Disse angreb på danske, neutrale handelsskibe fortsatte helt op til efter den 9. april 1940, og mange skibe forsvandt og virkelig mange søfolk omkom. Det efterlader et stort spørgsmål ved omkostningerne af neutralitetspolitikken.  Den danske regering protesterede til det tyske udenrigsministerium over manglende respekt for aftaler, indgået mellem Danmark og Tyskland samt internationale konventioner. Det skadede mulighederne for et positivt samarbejde og neutraliteten.  

Det tyske udenrigsministerium svarede positivt ved at beklage de mange angreb på danske skibe, men i realiteten var der intet, der forandrede sig, kampagnen og den tyske marines kamp mod neutrale landes skibe fortsatte. Efter den 9. april 1940 blev handelsflåden delt mellem de krigsførende nationer, alt efter hvilke destinationer skibene var nået til ved besættelsen af Danmark. (Gustav Schmidt Hansen: ”Mindetavlen”)

I tiden op til besættelsen var der flere hændelser i farvandet omkring Norge, der indikerede at England nok ville rette interessen mod de nordiske lande i løbet af 1939- 1940. Danmark havde forsøgt at videreføre den neutrale linje fra 1. verdenskrig, med at få accept fra de krigsførende nationer på at danske skibe kunne besejle en hvilket som helst havn uden risiko, og med de varer, som skulle transporteres, f.eks., kunstgødning fra Østeuropa til Tyskland, og danske landbrugsvarer til England. 

Men både England og Tyskland havde skærpet tonen, derfor så de ikke længere med helt samme velvilje på neutralitetspolitikken.  Derudover var England stærkt utilfreds med den svenske malmeksport til Tyskland via den norske havn Narvik og i februar 1940 kom den såkaldte Altmark affære.

I 1939 var Altmark et følgeskib for det tyske lommeslagskib Admiral Graf Spee, et tysk panserskib, som havde angrebet allierede handelsskibe i den sydlige del af Atlanterhavet.  Altmark samlede overlevende søfolk op fra de sænkede skibe og holdet dem som fanger om bord. 

Da Graf Spee blev sænket udenfor Montevideo af den engelske flåde, sejlede Altmark tilbage mod Tyskland under forskellige identiteter for ikke at blive afsløret. De brugte blandt andet flere gange det norske flag. Da skibet kom ind i norsk farvand, gik norske marinesoldater fra 2 torpedobåde om bord. De opdagede imidlertid ikke de godt 300 britiske fanger om bord på skibet. Efter en diskussion fik skibet lov til at sejle videre i norsk farvand og søgte til sidst tilflugt i Jøssingfjorden efter at være blevet opdaget af engelske flådefartøjer. Men den 16. februar blev Altmark bordet af britiske styrker fra destroyeren HMS Cossack i Jøssingfjorden. Altmark grundstødte i et forsøg på at sænke HMS Cossack.  Under befrielsesaktionen blev syv tyske sømænd dræbt.

Altmark affæren var en skandale for det norske militær, men til gengæld var det en stor propagandasejr for England med 300 befriede fanger, især for chefen for britiske marine, Winston Churchill. Frankrig blev nu tilhænger af at benytte Altmark-episoden som begrundelse for flere aktioner i Norge for at bortlede den tyske hærs opmærksomhed fra Frankrig.

Altmark blev et diplomatisk problem for Norge: På den ene side havde briterne krænket norsk neutralitet, og på den anden side havde tyskerne ikke lov til at transportere fanger i norsk farvand.

Begivenheden skabte en vist animositet mod England i visse kredse i Norden, netop fordi England ikke havde respekteret de små landes neutralitet. 

Aktionen skabte en massiv pressekampagne i Frankrig og England mod de nordiske lande, der efter deres mening ikke stod fast nok på neutraliteten overfor Tyskland. Det var i realiteten også en umulig opgave pga. af nedskæringer, der igennem 1930’erne havde været i bevillingerne til forsvaret i de nordiske lande. Derudover havde der været politisk stemning for at begrænse indkaldelserne af værnepligtige og imod at forny og forbedre militærets materialer. 

Den socialdemokratisk-radikale regering, som havde sin oprindelse i antimilitaristiske traditioner, fastholdt op gennem 1930'erne en formel neutralitetspolitik, som dog i praksis tog form af en fornyet tilpasning til Tysklands politik. Et dansk forsvar, som kunne føre national eksistenskamp, havde i disse år kun få politiske fortalere, om end Venstre og især De Konservative gerne havde set større forsvarsbevillinger.

Den aggressive pressedækning fra England og Frankrig påvirkede også Danmark.  Avisen Politiken med nær tilknytning til partiet Det Radikale Venstre, gik ind i debatten omkring den krænkede neutralitet.  Politiken var absolut imod krænkelsen af norsk neutralitet, og argumenterede stærkt imod den engelske politik, en debat, hvor nuancen med de 300 fangede søfolk helt blev forbigået.  

Den 20. februar bragte avisen en kendt leder, hvoraf det fremgik at det var avisens vurdering at Englands mål at trække de nordiske lande med ind i krigen. Avisen skrev: ”Det er ikke fra en side, fra Sovjet-Rusland, at faren truer. Det er heller ikke fra anden side. Det engelske angreb mod Norge betyder, at England-i hver fald i det givne tilfælde har opgivet alle de retsregler, hvorom alle de demokratiske lande er enige, og hvis hovedpunkt var at overfor retten var store og små stater ligestillet. I stedet for det grundprincip satte England magten”.  

Lederen passede ind i udenrigsminister P. Munchs politiske linje med en accepterende positiv holdning til naboen mod syd. I Politikens bestyrelse sad derudover den tidligere udenrigsminister Erik Scavenius, der netop rådgav P. Munch omkring udenrigspolitikken i årene op til besættelsen. Erik Scavenius var ikke selv ophavsmanden bag artiklerne mod Englands politik, men det er tydeligvis hans teoretiske indfaldsvinkel til udenrigspolitik, der bliver fremsat. Tyskland havde 7 måneder i forvejen startet krigen med et angreb på Polen, og ikke her vist nogen form for respekt for grundlæggende internationale retsregler og havde brudt konventionerne ved at fragte krigsfanger i norsk farvand.

De trykte medier i Danmark stod i et dilemma efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933. Mange af aviserne var partiorganer, der så som deres vigtigste opgave at deres artikler skulle afspejle de politiske linjer i de partier, de var tilknyttet. Så neutralitetspolitikken blev formidler som meget positiv, der ville sikre landet mod forskellige tyske krav. I tiden lige efter Hitlers magtovertagelse var der således ikke meget i kritik i medierne omkring udviklingen i Tyskland, nok ud fra den forståelse at positive reportager kunne biddrage til et godt forhold til nabolandet og til handelspolitiske aftaler.

Chefredaktørerne på de store aviser var under pres for ikke at bringe kritiske artikler om Tyskland, både fra tyske repræsentanter her i landet samt fra regeringen. Særlig efter krigsudbruddet i 1939 søgte Udenrigsministeriet at begrænse al negativ omtale af Tyskland. Redaktører blev kaldt til møde og blev her pålagt at fremføre en mere positiv holdning til nabolandet i deres medier.
I oktober 1938 blev Berlingske Tidendes daværende chefredaktør Svend Åge Lund kaldt til møde i Udenrigsministeriet, hvor den radikale udenrigsminister P. Munch anbefalede avisen en mere protysk tilgang i nyhederne.  Især en redaktør havde vakt irritation og været meget klar i sin antityske holdning, nemlig Nic. Blædel, nyansat på Berlingske Tidende.  På mødet blev det fastlagt at Blædel skulle optræde med mådehold i sin kritik og samtidig blev han sendt på tvungen orlov.  Dermed var en intensiv tysk kampagne for at lukke kritikken fra Blædel lykkedes. Han vendte dog tilbage til Berlingske i foråret 1939, men blev af bestyrelsen underlagt intern censur.

I marts 1940 kommer de første meldinger til regeringen i Danmark om at Tyskland planlægger et angreb på Danmark. Men regeringen ønskede ikke at provokere Tyskland og troede måske ikke på informationerne, så der blev ikke foretaget noget.

Men den 9. april tidligt om morgenen blev der landsat tyske soldater strategiske steder i Danmark, og efter korte kampe primært i Sønderjylland, besluttede regeringen i samråd med kongen at acceptere den tyske besættelse. Der var 11 danske soldater, der mistede livet. 

Det strategiske mål for tyskerne var at besætte Ålborg Lufthavn, der skulle bruges for at sikre forbindelsen til Norge, hvorfra der blev udskibet svensk jernmalm til brug for krigsindustrien i Tyskland. Derudover gav de norske fjorde militære fordele til Tyskland.

Danmark var efter den 9. april i en besynderlig situation, idet landet formelt ikke var i krig med Tyskland men kun militært besat, ifølge tysk propaganda for at beskytte dansk suverænitet. 

I besættelsens første 3 år fortsatte livet sin vante gang i Danmark, næsten uden begrænsninger. Regeringen og Folketinget havde stadig den udøvende og lovgivende magt, militæret, retsvæsnet og politiet fortsatte uden de store forandringer. Regeringen var dog hele tiden under pres fra besættelsesmagten og tilrettelagde sin politik ud fra de tyske henstillinger.  Samarbejdspolitikken var indledt.

Eksponenten for samarbejdspolitikken blev Erik Scavenius, der under 1. verdenskrig havde været udenrigsminister og igen blev det i juli 1940 til november 1942, hvorefter han blev statsminister august 1943. Han så det som sin hovedopgave at få så få konflikter med Tyskland som muligt, og det essentielle i regeringens politik var at få Danmark uskadt igennem krigen, især da intet syntes at kunne forhindre Tysklands sejre.

I juni 1941 angreb Tyskland ganske overraskende Sovjetunionen, selv om de 2 lande havde lavet aftaler om samarbejde blandet andet om deling af Polen i 1939. I Danmark betød det, at regeringen blev presset til at forbyde Danmarks kommunistiske Parti, og en række ledende kommunister blev arresteret og indsat i lejre i Danmark, senere i lejre i Tyskland.

På samme måde blev det tilladt danskere at melde sig til et korps af frivillige til østfronter, et korps der var underlagt den tyske nazistiske SS organisation.

Disse beslutningen førte til interne konflikter i Folketingets partier, og enkelte politikere valgte at forlade politik eller flygte til England for at starte en kamp mod besættelsen. Det gjaldt den konservative John Christmas Møller, der senere fik til opgave at sende radioudsendelser fra BBC til Danmark.

I tyske kredse var der også uenighed om politikken i Danmark.  Enkelte mente at Tyskland ville få mest ud af en tolerant og åben politik i Danmark, mens andre havde den holdning at Dannark skulle behandles som andre tyskbesatte lande.  Man frygtede nemlig en allieret invasion i Jylland og startede et gigantbyggeri af bunkers langs vestkysten og ønskede ikke at det ikke skulle kunne udvikle sig et oprør i Danmark.  

Ganske langsomt voksede modstanden mod besættelsesmagten, der kom oftere og oftere konflikter mellem tyske soldater og danske borgere. De første sabotageaktioner blev en realitet, tit rettet mod tysk ejendom eller danske virksomheder, der samarbejdede med tyskerne.

Den spirende modstand blev organiseret af både unge og ældre med udgangspunkt i det forbudte kommunistparti eller i de national-konservative grupper. I 1942 etableres kontakt til den engelske organisation SOE, der leverede våbenudstyr, sprængstof til modstandsbevægelsen ved hjælp af nedkastninger fra fly. Der blev trykt illegale aviser til fordeling blandt borgerne, og i stor stil lavet sabotage mod jernbanenettet, der transporterede soldater fra Norge og varer fra Sverige via Norge.

I løbet af 1943 vandt de allierede flere store og afgørende sejre i Sovjetunionen, Nordafrika. Det blev klart at krigen var ved et vendepunkt, at Tyskland ikke ville stå som sejrherre ved krigens afslutning. Dette medførte et skred i befolkningens holdning til besættelsesmagen og også til regeringens samarbejdspolitik.

Der var uro i store dele af landet, og i august stillede besættelsesmagten et ultimatum om indførsel af dødsstraf for sabotage.  Dette nægtede regeringen, og den 29. august erklærede Tyskland undtagelsestilstand, afsatte regeringen og opløse militæret.  

Der var nu en slags krigstilstand mellem Danmark og Tyskland, en retning som den voksende modstand ønskede. Målet var også at blive anerkendt som en modstander af Tyskland og som allieret.

I de næste 2 år voksede modstanden mod den tyske besættelse, der kom til sabotage og  til kampe mellem modstandsbevægelsen og den tyske hær. Tyskerne tog hævn gennem mord og henrettelse på udvalgte personer eller grupper. I alt 103 sabotører blev skudt.

I begyndelsen af oktober 1943 startede tyskerne en aktion mod Jøderne i Danmark.  Men inden aktionen startede, var den fra højstående tyske kredse blevet røbet, og det medførte omkring 6500 jøder blev reddet til Sverige. Ca. 400 blev sendt til koncentrationslejren Theresienstadt.

I september 1943 blev Danmarks Frihedsråd dannet. Rådet blev dannet for at koordinere modstanden mod tyskerne og klarlægge en politik for efterkrigstiden. Det bestod af de fleste af modstandsbevægelsens grupper, men der var ikke altid enighed om den konkrete politik over for Tyskland og om fordelingen af militære ressourcer.

Til erstatning for den afsatte regering, fortsatte en gruppe embedsmænd deres arbejde også i samarbejdede med den tyske besættelsesmagt. Dette for at undgå totalt kaos og sikre en hvis kontinuitet i landets styre og samfundsforhold.

I september 1944 kom næste træk fra besættelsesmagten, da politikorpset blev nedlagt og 2000 betjente blev arresteret og sendt til Theresienstadt. 7000 undslap arrestation og mange af dem indgik senere i modstandsbevægelsen.

Efter voldsomme kampe nærmede de allierede sig Tysklands hovedstad Berlin både fra øst og vest. Krigen var tæt på sin afslutning i Europa.   

I begyndelsen af maj stod de engelsk styrker i nærheden af Lübeck. Spørgsmålet var om krigen for alvor ville ramme landet eller om Tyskland ville opgive sin besættelse.

Den 4. maj kapitulerede de tyske tropper sig i Holland, Nordvesttyskland og Danmark sig.  Meddelelsen kom over radioen fra BBC i London og skabte jubel- og glædescener overalt i Danmark.

Bornholm kunne dog ikke glæde sig, da den tyske kommandant nægtede at overgive sig, resultatet var at russiske fly bombede udvalgte byer på øen.

Frihedsrådet gik straks i gang den efterfølgende dag med at handle og fungerede som en regering. Medlemmer af modstandsbevægelsen påtog sig rollen som den udøvende magt til erstatning for den manglende politistyrke.  

Personer, der havde udvist et tydelig samarbejde med tyskerne blev arresteret og det samme gjaldt medlemmer af det danske Nazistparti. Kvinder, der havde haft tyske kærester blev også arresteret og udsat for hetz.

En dansk brigade primært bestående af flygtede modstandsfolk og folk med tilknytning til det danske militær vendte tilbage fra Sverige for at hjælpe med sikring af forskellige strategiske dele af den danske infrastruktur.

Sammenlignet med andre lande kom Danmark billigt gennem besættelsen og befrielsen. Der var ingen store tab af menneskeliv, ingen store materiale ødelæggelser og generelt havde der ikke været katastrofale mangler for befolkningen, som for eksempel fødevarer. Befolkningen havde lidt afsavn, men den effektive danske landbrugsproduktion og statens rationeringer havde sørget for at ingen sultede. Ingen befolkningsgrupper var blevet tilintetgjort.

Læs mere i følgende artikler.
Frøslevlejren  
Lydfil om den 9. april 1940
Intro til Den Lille Danmarkshistorie
Den lille Danmarkshistories film om besættelsen 9. april 1940
Den lille Danmarkshistories film om aktionen mod de danske jøder.
Den lille Danmarkshistories film om kong Christian den 10.
Den lille Danmarkshistories film om kong Christian den 10. og Jødestjernen.
En tysk avis. 1942. Stalingrad
En tysk avis. 1942. Tysklands vurdering  af USA 

Jens Christian Boje Nørgaard

Frøslevlejren blev etableret som en interneringslejr i afslutningen af Danmarks besættelse. Den blev bygget i Frøslev Plantage nær Kruså i Sønderjylland, altså tæt ved den dansk- tyske grænse.  Iværksætteren af byggeriet i 1944 var den tyske besættelsesmagt. 

Lejren blev bygget for at rumme det voksende antal modstandsfolk og andre modstandere af det tyske styre i Danmark. Efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943, og det faktum at da den tyske hær måtte trække sig tilbage fra slagmarkerne i Rusland, Nordafrika, Italien voksede modstanden. 
Reaktionen fra den tysk besættelsesmagts side var at deportere et stigende antal danskere til fængsler og de uhyggelige kz-lejre i Tyskland, Polen, Tjekkiet. De danske myndigheder som reelt var embedsmændene fra de forskellige departementer protesterede flere gange, men uden held.

I januar 1944 foreslog man fra dansk side, at der blev opført en interneringslejr i Danmark. Formålet var at forhindre yderligere deportationer til Tyskland. Besættelsesmagten accepterede forslaget ud fra en strategisk og økonomisk holdning.  Udgifterne til opførelsen og driften skulle nemlig pålægges Danmark.  

Departementstyret forsøgte at opnå tilsagn om, at allerede deporterede skulle føres tilbage til denne lejr. Dette lovede besættelsesmagten at se positivt på, det kunne dog ikke omfatte de jøder, der var blevet deporteret i oktober 1943.  Røde Kors havde allerede på det tidspunkt indberettet til departementstyret om de umenneskelige forhold, som også danske fanger blev udsat for i Tyske lejre og det lagde pres på forhandlingerne.

De første danske fanger blev indsat i lejren i august 1944. De havde indtil da været anbragt som politiske fanger i Horserødlejren på Sjælland, der siden Tysklands besættelse af Danmark havde været brugt som deres fangelejr.

Magtfordelingen i Frøslevlejren var således at den øverste leder og vedkommendes hjælpere var SS-mandskab, den interne lejrledelse var forunderlig nok fra det almindelige tyske ordenspoliti.

Som noget helt specielt sørgede det danske fængselsvæsen i samarbejde med Røde Kors for fangernes forplejning, kontakt til omverdenen og andre væsentlige behov. Forplejningen var god, da der i selve lejren var opført et velfungerende feltkøkken.

Som i andre af Nazisterens lejre ønskede tyskerne at skabe et fangehierarki, formelt for at give fangerne indflydelse, men reelt ud fra devisen om del og hersk. I Frøslevlejren undgik man det grusomme hierarki kendt og frygtet fra andre kz-lejre. Reelt lykkedes det at skabe en bufferzone mellem den tyske ledelse og fangerne. 

Dette har mange forklaringsfaktorer, men skyldtes blandt andet den gode og sunde ernæring betød mindre intern splid og fangerens politiske sammensætning, samt kontrolforanstaltninger fra den danske stat.

Op mod 12 000 fanger nåede på forskellige tidspunkter at blive interneret i lejren igennem det år, den eksisterede. Forholdene i var hårde med mange begrænsninger, men trods alt bedre end i de tyske koncentrationslejre. Fangerne skulle arbejde og blev underlagt streng disciplin.  

Selv om at Frøslevlejren oprindeligt blev bygget for at undgå deportationer af fanger til Tyskland og Østeuropa blev omkring 1600 fanger alligevel sendt videre til kz-lejrene, af dem døde omkring 220. 

De første fanger, der blev sendt til lejre i Tyskland allerede efter i lejrens første måned. Det medførte sympatistrejker i de meste af landet.

I marts 1945 var der samlet 3000 fanger i lejren og blot en måned senere var der omkring 6000 fanger, De mange fanger i april var et udslag af den redningsaktion for de nordiske fanger iværksat af den svenske greve Folke Bernadotte, der med de kendte hvide busser hentede fanger i de berygtede Kz-lejre i Tyskland, herunder Sachsenhausen, Dachau, Neuengamme.

Befrielsesbudskabet kom også til Frøslevlejren og fangerne kunne vende hjem til deres familier.

Efter befrielsen skiftede lejren navn til Fårhuslejren.  I begyndelsen blev den brugt af modstands- bevægelsen som interneringslejr for besættelsesmagtens tidligere hjælpere, højtstående tyske officerer, personer fra det tyske mindretal, en uhomogen gruppe, der blev defineret som landssvigere. 

Senere blev lejren overtaget af statens fængselsvæsen, der brugte lejren til personer, der blev dømt for at havde samarbejdet med besættelsesmagten.
 

I oktober 1949 blev Fårhuslejren lukket, da hovedparten af landssvigerne udstået deres straffe. I dag fremstår området som et museum, der på en god måde formidler en del besættelsestidens historie.

Etableringen af lejren var i danske øjne en succes, der med stor sandsynlighed reddede mange menneskeliv.  Den demonstrerede nok også det faktum, at dele af beslutningstagerne i besættelsesmagten begyndte at indse, at Tyskland ville tabe krigen og at der ville komme retslig efterspil.
 

En roman, der på udmærket måde skildrer forholdene omkring de hvide bussers ture gennem det ødelagte og sønderbombede Tyskland er værket ”Tre dage i april” skrevet af Jesper Bugge, Mich Vraa.

Lydfil 

Film 1.Besættelsen. Film produceret af Den Lille Danmarkshistorie  

I den tidlige barndom troede jeg
at mod alle sygdomme
den danske konges dråber
var det bedste
Og siden da har det brændt i mig
Troen på dette
Den danske konges dråber
drik, mine herrer!

Den danske konges dråber
Eller er det dronningens -
de er stærkere end vin
sødere end karamel
og stærkere end bagvaskelse,
frygt og kolera...
Den danske konges dråber
drik, mine herrer!

Brøl af kanoner, fløjten af kugler,
lyden af bajonetter og sabler
opløses let
ved brugen af ​​disse dråber
sol, maj, Arbat[i], kærlighed -
der er ingen højere karriere...
Den danske konges dråber
drik, mine herrer!

Bulat Okudzhava 1967

[i]  En 500 år gammel gågade i centrum af Moskva

Slaget ved Stalingrad kom til at betyde så meget for udviklingen i Danmark både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk. Det samme skete for mange andre  lande i Europa. 

Jens Christian Boje Nørgaard

I en søgen efter bøger om historie, fandt Den Lille Danmarkshistorie på et loppemarked en tysk avis fra 6. september 1942, altså en avis, der var udgivet under 2. verdenskrig. 

Avisen hedder „Berliner Lokal-Anzeiger“, med undertitlen  „Organ für die Reichshaupstadt“.  Med et opslag på nettet blev det tydeliggjort, at det var et dagblad, der alle måder støttede det nazistiske styre og var en af de meste læste aviser i Tyskland i 1930’erne. Efter krigen blev avisen tvangsopløst og lukket ned.
Denne avis er for forfatteren lige så spændende, som når arkæologer gør nye fund på markerne.

Den fundne avis er farvet gul af alderen, og i formatet 50 x40 cm, trykt med gotiske bogstaver. Den rummer en utal af spændende artikler, der alle kan relateres til krigsbegivenhederne og nazisterens mediekontrol. Alene hovedoverskriften ”Festung Stalingrad in der Gange” med underoverskriften ”Unaushaltsam vorwärts” viser dele af de store militære begivenheder på østfronten.  Nazismens krig i Sovjetunion var på sit højeste, og beretninger fra fronten var ifølge avisen positive, ”Der erbitterte Widerstand wird schritt um Schritt gebrochen”.

Ifølge artiklen var det 10. uge i den tyske sommeroffensive mod fjenden og den tyske hær stod foran det store slag om Stalingrad, som en opfølgning på de imponerende sejrer i Nordkaukasus og på nordsiden af Sortehavet. Der var bitter modstand og modoffensiver fra de sovjetiske styrker, der ifølge artiklen havde kastet alle deres reserver ind i krigen.  Inden for de sidste dage, altså før 6.september 1942, var det lykkes den tyske hær at gennembryde den sovjetiske hærs forsvarsværker nordvest for Stalingrad og nå frem til Volga. Syd for Stalingrad havde det tyske panser overtaget og forsøgte med en offensiv at omringe byen. Det var den afgørende kamp om byen, og beslutningstagerne i Moskva var fuldstændig blind for alvoren i situationen.

Ifølge avisen ville slaget om Stalingrad blive det blodigste og største i al krigshistorie. Begge hæres stod med ryggen mod muren, men den tyske hær vandt sejr efter sejr, mens den sovjetiske hær havde frygtelige tab.

Set i et historisk perspektiv var kampen om Stalingrad altafgørende for krigen i Europa. Kampene mellem tyske og sovjetiske tropper i vinteren 1942-43 om Stalingrad blev et vendepunkt i Anden Verdenskrig. Ved Stalingrad forsvandt en hel by og langt over en million mennesker mistede livet. Tyskere og russere havde begge en fornemmelse af at de deltog aktivt i en afgørende historisk skæbnestund. For tyskerne var det en ideologisk kamp mod bolsjevismen og for nationalsocialismen.  For russerne var det fædrelandskærlighed, der gav moral og vilje til fortsat kamp.

En måned efter avisen udkom, nemlig i oktober 1942 bevægede frontlinjerne sig stort set ikke længere. Forsvaret af byen holdt på grund af forstærkninger fra dele af Sovjet langt mod øst. Tyskernes 6. armé formåede ikke at indtage Stalingrads ødelagte bydele.

I november 1942 blev stillingen vendt om. Den Røde Hær havde omringet ca. 270.000 mand, de fleste rumænere og ungarere. Den stolte 6. armé var fortabt, da den ikke kunne hjælpes, heller ikke fra luften. Den tyske general Paulus anmodede flere gange Hitler om tilladelse til at overgive sig, men fik ordre om at kæmpe til det sidste.

Mens krigen rasede i Sovjetunionen fortsatte Danmark samarbejdspolitikken frem til 1943. I det år begyndte dele af den danske befolkning at strejke i protest mod den tyske besættelsesmagt og regeringens politik.  Folkestrejkerne sammen med en voksende modstandsbevægelse og de tyske nederlag i Nordafrika og Stalingrad medførte, at regeringen blev presset til at opgive samarbejdet med tyskerne. Folketinget opgav således i august samarbejdspolitikken og går af. Danmark blev indtil befrielsen ledet af embedsmænd.

En side i avisen er på 4 spalter, og beskrivelsen af slaget ved Stalingrad fylder 2 hele spalter, men hvad der måske er overraskende er, at de 2 andre spalter på forsiden er en artikel med billeder om den tyrkiske hær. Overskriften er ”Nach zwanzig Jahren”, ”Von  türkischen Soldaten zur Türkischen Wehrmacht“.  Artiklen giver en kort Introduktion til det moderne Tyrkiets historie med meget fokus på, at Det Osmaniske Rige (Tyrkiet) var allieret med Tyskland under 1. Verdenskrig. Efter krigen og nederlaget udråbte Mustafa Kemal Atatürk  i 1923 med støtte fra officerer republikken Tyrkiet med ham selv som præsident.  Atatürk opbyggede den nye tyrkiske stat som en model af en nationalstat samt indførte enkelte forbedringer for borgerne samt mindskede den religionens indflydelse på landets styreform.

Han havde som præsident uindskrænket magt og styrede landet gennem landets eneste tilladte parti: Det Republikanske Folkeparti. Atatürk døde i 1938 og efterfølgeren var Mustafa İsmet İnönü, der var præsident 1938 til 1950. I avisens artikel blev Inönü rost for sine holdninger i det store opgør mellem Sovjet og Tyskland.  Artiklen påpegede Tyrkiets alliance med Tyskland under 1. verdenskrig og roste landet for de militære sejrer under 1 verdenskrig, hvor de kæmpede mod England, Frankrig og netop Sovjet.

Under 1. verdenskrig manglede Rusland (senere Sovjetunionen) forsyninger og det blev planlagt at forsyne Rusland gennem Sortehavet, men det krævede at Frankrig/England erobrede den tyrkiske by Istanbul, der var adgangsvejen til Sortehavet.  En kombineret angreb ved den tyrkiske halvø Gallipoli med efterfølgende invasion blev indledt i foråret 1915, men det blev en svigende nederlag til den kombinerede fransk/engelsk styrke. Sejren ved Gallipoli blev rosende omtalt i artiklen.

I artiklen blev der igen lagt vægt på, at Frankrig og England efter 1. verdenskrig tvangsopløste de store Osmaniske imperium og selv overtog administrationen af disse landområder (Sévresaftalerne1920). England mål var ifølge artiklen i første række at sikre sig en hurtig adgang til Indien,

Grækenland blev i artiklen specielt udpeget som den aggressive og krævende part i fredsaftalerne fra 1920. Ifølge aftalerne skulle Grækenland have store dele af det europæiske Tyrkiet tilbage.  Dette var ifølge artiklen iscenesat af Churchill og Lloyd George og var i realiteten en trussel mod tyrkernes eksistens.  Citat:“ Aus Veranlassung der Engländer, von ihnen ausgerüstet und unter dem Schuss der Britischen Krieges schütze waren am 15. Mai die Griechen in Izmir gelandet. Mit ihr Hilfe suchten Lloyd George und derselbe Churchill, der der Welt noch heute zum Umlegen gereicht hier ein Etappe der Landbrücke nach Indien einzurichten“

Derefter rummer atiklen en kort resume med mange anklager mod England - Frankrig. Det nævnes at de allieredes besatte Istanbul og İzmir efter første verdenskrig og dette medførte oprettelsen af den tyrkiske nationalbevægelse. Mustafa Kemal Pasha, der som militærchef, havde udmærket sig under slaget ved Gallipoli, indledte  den tyrkiske uafhængighedskrig med det mål at forandre bestemmelserne i Sèvres-traktaten, der ville opdele selve Tyrkiet i små stater for tyrkere, armenier og kurderne.  Den 18. september 1922 var besættelseshærene drevet tilbage, og den nye tyrkiske stat oprettedes. Der blev indledt forhandlinger i Lausanne, og disse nåede frem til traktaten af 24. juli 1923, som var et kompromis for international anerkendelse af den nydannede "tyrkiske republik”. 

Avisen drog de oplagte paralleller til det nazistiske Tyskland, hvor der også var en stærk national bevægelse, med en stærk leder, der ifølge avisen kæmpede mod en uretfærdig fredsaftale nemlig Versailles aftalerne udarbejdet af de allierede også efter 1. verdenskrig. Fredsaftalerne medførte også afståelse af store landområder til andre nationaliteter, dette retfærdiggjorde begge staters krige for at overleve, som selvstændige nationer og sikrer sig mulighed for geografiske områder til ekspansion (Lebensraum)

Rammerne for denne artikel er helt tydelig fastsat af udenrigsministeriet i Berlin med det formål at fastholde Tyrkiet i en streng neutral position, eller endnu bedre i håbet om at dreje landets udenrigspolitik i en protysk retning ved at henvise til de allieredes 1915 forsøg på at undsætte Sovjet gennem Sortehavet, opsplitningen af det gamle Osmaniske imperium og besættelsen af dele af Tyrkiet.

Det kunne være spændende, hvis man kunne følge avisen fra den blev trykt i Berlin til den blev fundet på et loppemarked i Danmark. Hvordan er den kommet så langt og så i fin stand?

Forfatteren vil senere vende tilbage med flere oplysninger om andre artikler i avisen.

Jens Christian Boje Nørgaard

Som skrevet i en anden artikel her på siden, fandt Den Lille Danmarkshistorie en udgave af avisen ”Berliner Lokal Anzeiger” på et antikmarked i Danmark.  Avisen er udgivet søndag den 6. september 1942, altså ca. 1½ år efter Tysklands besættelse af mange Europæiske lande, herunder Danmark, Norge samt efter Tysklands angreb på Sovjetunionen.

Avisen var blot en ud af en lang række højtprofilerede partitro aviser, som blev udgivet i Tyskland med Nazi-styrets accept og fungerede som propagandaministeriets officielle talerør gennem hele 2. verdenskrig. Mediernes vigtigste mål var at propagandere for National Socialisternes politik internt i landet men også i forhold til andre nationer.  Der var en voldsom ensrettet censur og ved den mindste tvivl om loyalitet blev aviserne lukket.

”Berliner Lokal Anzeiger” blev dog alligevel efter 2. verdenskrig tvangslukket af de allierede på grund af dens pronazistiske holdning.

Avisen her er for historieinteresserede en guldgruppe. På avisens side 3 findes en helsides artikel om USA med overskrift ”Skandale und Gestalter der Dollar-Plútokratie”, oversat ”Skandale og Ånden i Dollar plukokratiet”. Underoverskriften er: ”Pengenes Dynasti – og med dette vil Roosevelt gøre verden lykkelig”.

Journalisten bag artiklen var en August W. Halfeld. En hurtig research i tyske kilder fortæller, at August W. Halfeld i 1941 udgav bogen ”Ich erlebte USA im Krieg” Oversat: ”Jeg oplevede USA i krig”.

Et værk der på alle områder var antiamerikansk med kraftige angreb på den amerikanske samfundsmodel, USAs økonomiske indflydelse, det jødiske samfund og ikke mindst præsident Roosevelt. August W. Halfeld var personlig udsendt af propagandaminister Dr. Goebbels, for at holdt øje med USA og Roosevelts politiske planer.

Artiklen i ”Berliner Lokal Anzeiger” er på 4 spalter med 2 store billeder. Det ene billede viser ifølge avisen 2 fattige arbejdsløse, der opholder sig i et berygtet byområde i New York.  Journalisten August Halfeld tilføjer i teksten under billedet: ”Arbejdsløse i en berygtet New York bydel, der ejes af Milliardær-familien Astor.  Ingen bekymrer sig om deres eksistens eller deres nød”. Det andet billede viser modsætningen til fattigdom, nemlig et foto af Fru Cornelius Vanderbilt, der i sin flotteste gaderobe viste sig ved en middag i New York. Tekst ”Frau Cornelius Vanderbilt zeigt sich in grosser Aufmachung vor einem Schauessen“. Oversat ”Fru Cornelius Vanderbilt dukker op i et stort outfit før et middagsshow”

Hel artiklens indhold var selvfølgelig meget præget af verdenskrigen, med et tydelig national socialistisk angreb på den amerikanske samfundsmodel, kapitalismen og USA's økonomiske magt. Målgruppen er tydeligvis læseren i Berlin, der kendte til økonomisk krise, arbejdsløshed og social deklassering og soldaterne eventuelt ved fronten i Sovjetunionen.

Artiklen bliver indledt med en beskrivelse af en aften i New Yorks berømteste natklub ”Twenty One”. Her mødtes den amerikanske overklasse med velhavende emigranter fra Europa, de lande, der nævntes, var England, Holland, Luxemburg, Norge.  Ifølge avisen var gruppen emigreret på grund af frygt for tysk invasion og for en nationalsocialistisk samfundsomvæltning og de havde blot ladet deres egen befolkning i stikken. Men stemningen på ”Twenty One” var fantastisk, der var høj jazzmusik, kvinder brugte berusende parfumer, diamanerne funklede og de flotte rober blev fremvist. Natklubben blev besøgt af kendte politiske personligheder, f.eks. den sovjetiske ambassadør Litwinow-Fintelstein og den engelsk ambassadør lord Halifax. Et for nazisterne tydeligvis degeneret og dekadent miljø.

På ”Twenty One” mødtes eliten, og her blev der truffet afgørende politiske beslutninger. Ingen tænkte på den store gruppe af fattige arbejdsløse, hvis eksistens kun blev berørt ved de talrige sociale middages arrangementer. Målet for denne gruppe af nye amerikanere var at blive en del af dollar-plutokratiet og blive anerkendt socialt.  Når man blev en del af dette eksklusive selskab, fik medierne interesse, og de udvalgte blev interviewet af den kendte sladder journalist Walter Winchell. 

Med tydelig udgangspunkt i nazismens menneskeopfattelse fik læserene følgende karakteristik af Walter Winchell, søn af en Rabbiner fra en New Yorks ghettoer, der som jøde og journalist, bevægede sig rundt blandt hertuger fra England, stenrige ammunitionsfabrikanter fra Pittsburgh, levnedsmiddelfabrikanter fra Chicago. Ifølge ”Berliner Lokal Anzeiger” var Walter Winchells mest læste artikler detaljerede sladrehistorier om Gloria Vanderbilt, enke efter industrifyrsten Reginald Vanderbilt og Barbara Hutton arving efter skaberen af Woolworth. 

De repræsenterede ved deres ekstravagante livsstil, deres brud på moralske og etiske normer, det tydeligste udtryk for det amerikanske samfunds degenerering, et samfund hvor plutokratiets krav om profit, skabte undertrykkelse af den almindelige borger, ” Den täglich kommt es zu neuen Skandalen in Amerikas High Society die beweisen, dass die vom Geld bestimmte Gesellschaftsstruktur die das Gebilde der Vereinigten Staaten hält verrottet ist”, ” Hver dag er der nye skandaler i det amerikanske High Society, der beviser, at den pengedrevne sociale samfundsstruktur, der former USA, er rådden”.

Den almindelige amerikaner havde kun drømmen om livet som velhaver, der for dem var et fuldendt eventyr, uvirkelig som tusind og en nats eventyr. Men i den virkelige verden blev den almindelige borger presset økonomisk gennem lån, kreditter til sundhedsforsikringer, udgifter til børns uddannelse og boligudgifter, forhold der i artiklen blev sammenlignet med røveri, tyveri og bedrag. For at eksistere måtte man arbejde hårdt og dermed var millioner af arbejdere gjort til slaver. Avisen konkluderede, det hårde arbejde havde kostet hundredtusinder af liv.
"Mit allen ihnen zu geboten stehende Mitteln verprassen sie das Geld, das ihre Vorfaren durch Methoden, bei denen Raub, Diebstahl und Betrug eine Rolle spielten, zusammenpressten die hundert tausende ihrer Mitmenschen  ins Unglück  Stürzten und aus Millionen ihrer Arbeiter regelrechte Slaven machte"
"Med alle midler til deres rådighed spilder de de penge, som deres forfædre gennem metoder, der involverede røveri, tyveri og bedrageri, pressede hundredtusindvis af deres medmennesker ud i ulykke og forvandlede millioner af deres arbejdere til rigtige slaver"

Familien Astor blev nævnt som det klassiske eksempel på det pengearistokrati, der udnyttede den almindelige borger.  Der nævntes pudsigt nok, at John Jacob Astor 1763–1848 grundlagde et forretningsdynasti baseret på handel med skind, hvor den oprindelige jæger-og indianere kultur blev udnyttet gennem byttehandel, nemlig fødevarer for skind., ”Rottete er doch die Indianer ebenso aus wie die Buffalos, und trieb er jo lange Raubbau an dem Boden und den Wäldern des reichen Kontinents.”, "Han udryddede indianerne såvel som bøflerne, og han fortsatte med at overudnytte jorden og skovene på det rige kontinent i lang tid." Plutokratiet har ladet kapitalismens mest rå side rase igennem mange år under ydmygelse af de arbejdende for kun at gå efter profit. 

Astorfamilien købte for den opsparede profit store områder i New York, der med uhyrlig fortjeneste blev udstykket til ejendomme, og herfra gik forretningen videre til etablering af butikker i de store nye byer, samt etablering af jernbaner fra øst til vest.

 Astor var ikke alene om disse investeringer, flere navne blev nævnt blandt dem: Rockefeller, Vanderbilt, Morgan, Rothschild. Men for alle var det pengespekulation, og udnyttelse af banker, børser plus arbejdskraft overalt i verden, der var det primære.  Under 1. verdenskrig tjente disse dynastier enorme pengesummer på død og ødelæggelse i Europa. Etableringen af disse dynastier var skabt ud fra et andet moralbegreb end det europæiske, her blev der ikke taget hensyn til liv eller kulturel arv.   

Et forhold der også kunne ses i de nye generationer i USA, der spejlede sig i pengearistokratiet livsvaner og pengespekulation, ingen respekt for den menneskelige faktor eller for gamle kulturværdier. Det var så smart, at det forklarede, hvorfor så mange unge nærede beundring for kendte forbrydere som Al Capone.

Præsident Roosevelt var en også en del af dette plutokrati, som det amerikanske politisk system beskyttede med lovgivning.  Dette på grund af den økonomiske støtte, der var behov for, når man stillede op til politiske valg i USA. Det var ikke den almindelige borger, der blev valgt, men eliten med den største økonomiske støtte.

Da krigen trak sammen over Europa, vidste indflydelsesrige familier i USA, at her kunne der igen tjenes penge. Og presset blev lagt på Roosevelt for at erklære krig, hvilket skete den 8. december 1941, dagen efter angrebet på Pearl Harbor.

Konklusionen på denne lange artikel var, at USA erklærede Tyskland krig på trods landets uhyre indre krise, hvor landet var på vej ud ad en kæmpe økonomisk depression. Der var millioner af arbejdsløse borgere i landet, også efter at oprustningen var begyndt, i syden var der krise i landbruget og landarbejderen flygtede mod nord.  De mange fattige boede i slum, og stillede op til madfordeling i krisecentre, mens de skreg efter hjælp, men der kom ingen hjælp.

Men de politiske beslutningstagere valgte at lytte til dollar-plutokratiet, de ekstreme velhavende familier, plus Jøderne, der ønskede krig for at få fat i endnu flere milliarder dollars gennem krigsindustrien, og dermed dominerer hele verden.

For i modsætning til den forarmede hårdt arbejdende amerikaner, stod dollar plutokratiet, eliten, der levede i en hel anden verden med overskud i fest og glæde, som på natklubben ”Twenty One”.