Hvordan kan skolerne bruge hjemmesiden i hverdagen?
Hjemmesiden er et inspirationsmateriale, som kan bidrage til, at skolerne kommer igennem væsentlige emner inden for trivsel og fællesskaber fordelt på hvert klassetrin.
Mange forløb kan bruges på tværs af årgange, såfremt det er meningsgivende for den enkelte klasse, ligesom det kan være gavnligt at genbesøge nogle af materialerne på de efterfølgende klassetrin. De fleste materialer kan inddrages i alle fag, medmindre andet er angivet. Det kan være en fordel for teamet at danne sig et overblik over de enkelte temaer på sitet og deres tilhørende undervisningsforløb.
Denne hjemmeside fungerer som et samlingssted for diverse gode og tilgængelige materialer, hvilket gør det nemt for jer som team at tilgå relevant materiale for jeres årgang.
Nedenstående besvarer en række spørgsmål, som skolerne kunne have til hjemmesiden. Har I andre spørgsmål, er I velkommen til at kontakte Fagcenteret, se under fanen Kontakt.
Årstemaer: For hver årgang er der angivet et årstema, som er gennemgående for klassens trivselsarbejde det pågældende år. Årstemaet kan med fordel komme i fokus på flere måder og i flere fag gennem hele skoleåret.
Forslag til undervisning: For hvert årstema er der udvalgt en række undervisningsmaterialer, som kan tilgås ved at klikke på de indsatte links (klikbar tekst er med understregning).
Forældre: For hver årgang anbefales også en række emner og materialer, som kan bruges på forældremøder eller som inspiration til fælles arrangementer organiseret af forældre.
Lege: Under hver årgang findes en rubrik kaldet Glem ikke legen. Den har til formål at minde klasseteamet om at inddrage kropslig læring og leg i forbindelse med fællesskabende aktiviteter. Der gives forslag til nogle lege, som kan passe til årgangen og årstemaet, men I kan også finde inspiration i legekataloger og andet materiale, I kender til.
Mærkedage: Tilsvarende er der under hver årgang en rubrik kaldet Mærkedage. Her henvises til en række mærkedage gennem året, herunder Uge Sex, Børnenes dag og Legens dag, med tilhørende undervisningsmateriale, som I kan tage udgangspunkt i.
Hvordan kan hjemmesiden anvendes af klasseteamet?
De enkelte forløb kan bruges i timeløse fag eller inddrages i flere fag i forbindelse med den almene undervisning. Konkrete fagspecifikke forløb er angivet under hvert undervisningsmateriale.
Det anbefales, at klasseteamet indbyrdes aftaler, hvordan klassens arbejde med sociale fællesskaber skal integreres i undervisningen. Det er vigtigt, at klassens trivselsarbejde bliver et fælles ansvar, og temaet kan med fordel overveje, hvordan årstemaet kan komme til udtryk på flere måder gennem skoleåret.
Der er angivet en række støttespørgsmål til teamet for hver årgang på de enkelte sider for at sikre, at teamet drøfter opgaven. I forberedelseslokaler på skolerne hænger desuden en plakat med direkte link til hjemmesiden.
Hvilken rolle har ressourcepersoner, trivselspersoner og vejledere?
Det er som udgangspunkt klasseteamet, som står for at inddrage sitet og de enkelte undervisningsforløb i hverdagen. Det er dermed teamets ansvar at planlægge hvem, der står for de enkelte aktiviteter hen over et skoleår. Det kan være en god ide at hente vejledning og sparring hos skolens ressourcepersoner og vejledere - særligt i klasser, hvor der er behov for at gøre endnu mere for fællesskabet.
Hvad gør vi, hvis et link ikke fungerer?
Forvaltningen forsøger hele tiden at holde de enkelte links opdateret, men skulle der være et link, som ikke virker, kan du kontakte Fagcenter Børn og Unge, hvorefter vi vil forsøge at løse problemet. Se hvem I kan kontakte under fanen "Kontakt".
Hvor finder vi skolens antimobbestrategi?
Alle skoler har en antimobbestrategi, der bør indeholde konkrete handlevejledninger og revideres løbende. Antimobbestrategien skal være tilgængelig på skolens hjemmeside. Mangler I inspiration til, hvordan I vil formulere og udvikle jeres antimobbestrategi, kan der findes inspiration på Red Barnets hjemmeside.
Hvorfor er det væsentligt med en hjemmeside for SSP og trivsel?
I Aalborg Kommune er der igangsat mange indsatser, der sigter mod at styrke børn og unges fællesskaber og mindske mistrivsel og ensomhed. Som eksempel herpå kan nævnes trivselspersoner, trivselsforum, Børnevenlig Kommune, Camp Ung, Mestring og mental sundhed. Denne hjemmeside skal bidrage til at skabe gode betingelser for børn og unges opvækst ved at gøre det nemmere for fagpersoner at understøtte udviklingen af positive fællesskaber og herved mindske risikoadfærd blandt elever i folkeskolen. Materialet henvender sig derfor primært til klasseteamets lærere og pædagoger.
Formålet med hjemmesiden:
Et site for SSP og trivsel er en indsats, som har til formål at styrke skolernes arbejde med fællesskaber og trivsel. Tanken bag udarbejdelsen af hjemmesiden har blandt andet været at udvikle et værktøj, så det er let at navigere i forskellige undervisningsmaterialer til trivselsarbejdet og understøtte, at skolerne kommer systematisk rundt om forskellige emner relateret til trivselsopgaven.
Hvad er indholdet på hjemmesiden?
Hjemmesiden er opbygget omkring det overordnede tema fællesskab, mens rammen udgøres af emner som konflikthåndtering, digitale kompetencer og flertalsmisforståelser. Målene er blandt andet, at eleverne bliver i stand til bedre at forstå gruppedynamikker og sin egen rolle i forhold til grænsesætning og konfliktløsning, samt at eleverne forstår at navigere ansvarsfuldt i den digitale verden og i de forskellige sociale grupper, som de indgår i.
Hvad er baggrunden for hjemmesiden?
Sitet er et led i arbejdet med Aalborg Kommunes ensomhedsstrategi, der påpeger behovet for tiltag, der forebygger ensomhed, mistrivsel og mobning. Risiko for mistrivsel er stadig et udbredt problem i folkeskolen, hvilket data fra bl.a. Ungeprofilundersøgelsen vidner om. Folkeskolen er en periode i børn og unges liv, hvor de former deres grundlæggende opfattelse af livet, deres sociale relationer og deres sundhedsvaner. Det har derfor væsentlig betydning for børn og unges udvikling, at trivsel og fællesskaber prioriteres gennem hele skolegangen. Mistrivsel og ensomhed kan resultere i uhensigtsmæssig adfærd, kriminalitet, misbrug, isolation og dårligt selvværd med langstrakte konsekvenser til følge. Det er derfor Aalborg Kommunes intention med hjemmesiden, at den kan bidrage til tilrettelæggelse af oplysende og forebyggende undervisning, hvor eleverne lærer om emner inden for trivsel, samtidig med at fællesskabet styrkes på hvert klassetrin.
Hvem står bag hjemmesiden?
Fagcenter Børn og Unge (trivsel/SSP/Børnevenlig Kommune) har i samarbejde med trivselspersoner og skolesocialrådgivere fra udvalgte skoler udarbejdet hjemmesiden. Der er desuden hentet inspiration fra andre kommuner og organisationer. Hjemmesiden er offentliggjort i skoleåret 2024/2025 og kan tilgås fra Aula (under nyttige links).