Her på siden finder I en oversigt over obligatoriske forløb, som alle klasser i Aalborg Kommune skal igennem.
Dit Liv På Nettet
Obligatorisk forløb for 2., 4., 6. og 8. klasse.
Undervisningspakken bidrager til at øge elevernes digitale trivsel og forebygge digital kriminalitet. Det er forskelligt, hvordan skolerne i Aalborg Kommune strukturerer arbejdet med "Dit liv på Nettet". Spørg din leder eller SSP, hvem der har ansvaret hos jer. Har I glemt koden til hjemmesiden, kontakt Rikke Møller Larsen (rml-skole@aalborg.dk).
Læs mere om Dit Liv På Nettet på hjemmesiden for Center for Digital Pædagogik
Camp Ung
Obligatorisk indsats for elever på 7., 8. og 9. årgang.
Eleverne vil have én eller to dage, hvor klassen er omdannet til Camp Ung, hvilket skal styrke børn og unges trivsel gennem en tidlig og forebyggende indsats. I Camp Ung skal eleverne arbejde med deres eget ståsted i forhold til de mange valg, der skal træffes i ungelivet. Skolen kontaktes nærmere om konkrete datoer.
Camp Ung deltager også på forældremøder i 7. og 8. klasse, hvor de taler om retningslinjer for alkohol, rygning og fester.
Læs mere om Camp Ung på tryg.aalborg.dk
Besøg af PPR - Mental sundhed
Forløbet er for alle 7. klasser og vil foregå i løbet af skoleåret.
Psykologer fra PPR Aalborg vil gennem tre undervisningsmoduler forsøge at normalisere dét at være menneske, på godt og ondt – med alt hvad det indebærer.
De seneste år har trivsel været et vigtigt, globalt fokuspunkt, og derfor har PPR, med hjælp fra Det Obelske Familiefond, sat et treårigt projekt i værk, som har til formål at imødekomme og aftabuisere temaer om trivsel og mental sundhed.
Modulerne, som afvikles i løbet af tre uger, har overskrifterne: 1. Hjernen og dens funktioner, 2. Følelser og tanker og 3. Mennesker som sociale væsener. Håbet er, at eleverne gennem undervisningen, hvor de i et trygt rum inviteres til at byde ind ud fra deres egne oplevelser, opnår en fælles forståelse og et fælles sprog, der tillader en mere nuanceret og ufarlig snak om trivsel og mental sundhed i hverdagen, samt en større accept af sig selv og hinanden.
Efter de tre moduler vil psykologerne, som har afholdt undervisningen, inviterer 7. klassernes forældre til et forældremøde, hvor forældrene vil få et indblik i den viden, børnene har fået. Forældrene vil også få råd om, hvordan de med den fælles forståelse og det fælles sprog kan bruge materialet i dagligdagen sammen med børnene.
Besøg af Sexualisterne og sundhedsplejen
Besøget er planlagt på 8. årgang.
Eleverne får en formiddag med seksualundervisning, der er tilrettelagt af hhv. sundhedsplejen og sexualisterne. Dette er en del af arbejdet med at skabe en rød tråd og styrke seksualundervisningen i skolen.