Kapitel 6

Efterskrift.

Der lå et brev i posten, her til morgen. Sådan et ganske almindeligt fysisk brev, af den slags vi næsten aldrig ser mere. Ja ok, brev er måske så meget sagt – eller rettere alt for lidt sagt – for det var en stor, foret konvolut, med udenlandske frimærker og stempler på.

Vel indenfor i varmen igen, skyndte jeg mig at åbne komvolutten – og ud fiskede jeg det diplom, du så i begyndelsen af bogen.

Et diplom, Hendes Majestæt Latima Kilrain ni Fiona, ældsten af flokken, Kronprinsessen af Stormenes Rige, grevinden af Lilae og Casiadia, og livsvarigt medlem af Drømmenes Parlament, åbenbart havde fået det netop afsluttede Fae Verdensmøde til at gå med til.

Og som mine to venner, Nauvi og Nauva, havde været med til at underskrive. Godt nok havde de mumlet noget om, at skulle deltage sammen med Fiona, men bare sådan rent i forbifarten, mens vi havde ventet på den skovelver, der skulle forene dem.

Det gjorde vi nemlig – sådan, her, for nylig, da grenene endnu en gang grønnedes og fuglestemmerne voksede frem af alting. Og jo, forresten, det passede skam hvad Nauva sagde til mig – dengang way back when, da jeg traf hende for første gang.

Ørestøvet, hun havde drysset i mine øregange, har virkelig medført at jeg kan høre både firbenede og vingebærende dyr, insekter, og fugle. Samt visse af træerne, der dog har tendens til at mumle så forskrækkeligt, at ingen – heller ikke dem selv – aner hvad de siger.

Og ja, foreningen af de to dejlige Fae, var både smuk og værdig, selvom en vis a-nisse forsøgte...... Nej, det bliver for langt at fortælle her.

Det må blive til en historie for sig selv.

Men diplomet – beviset på min Saining og min anerkendelse blandt både Seelie og Unseelie – det har jeg herhjemme nu.

Og jeg er vældig stolt af det.

Slut – prut – finale – men du skal da lige have et billede at kigge på.

Min lille flaske med resultatet af både Sorgtårer og Lykketårer – de gyldne Fe-støvflager – må da være den eneste rigtige måde, at afslutte Rejsen til Fae.