Fortid

28 dage – vejen tilbage til livet.

Forord.

Hej – jeg hedder Per, og jeg er alkoholiker.

Det har jeg sådan set været hele mit voksne liv, så det er der ikke noget nyt i. Det nye – og baggrunden for at du nu sidder og læser det her – er, at jeg endelig blev mør, ramte min bund, drønede ind i muren – kald det hvad du vil – og gik i behandling.

Det er nu heller ikke noget nyt. Jeg prøvede det første gang helt tilbage i nittenhundredefortiden – 1987 for at være nøjagtig – og havde ikke den helt store succes med det.

Ja ok, jeg holdt mig da tørlagt i nogle år bagefter, men rigtig ædru med viljen til at leve efter det, jeg lærte i behandlingen, skete først den 29.4.16.

For der havde jeg drukket færdigt. Fundet ud af, at jeg ikke kunne styre mit eget liv, sålænge alkoholen styrede mig. Og at jeg, for at kunne holde fast på det, jeg havde, måtte acceptere at give slip på det.

Samtidig var min største frygt at dø ensom og forladt, hvilket jeg opdagede at jeg netop gjorde alt for at kunne ende som.

Men lad mig få begyndt den historie, du nu skal læse. Den består af 28 dages dagbogsindlæg. Alle, undtagen Dag 0 og Dag 1, er skrevet mens jeg var i behandling for min sygdom på behandlingsstedet Møllen i Tørring.

Og du får dem nøjagtigt som de blev skrevet, af en alkoholiker der havde nået at ødelægge alt omkring ham, og som trods dette fandt vej.

Tilbage til Livet.

Dag 0.

Vi havde været i byen, hvor vi havde fået nogle øl, og på vej hjem ad lykkedes det mig at overtale hende til at vi kørte ind til nogle af vore venner.

Her blev der sat vin på bordet, og jeg gik som sædvanligt igang med at drikke løs af vinen. Det var en 3 liters dunk, og jeg gjorde vistnok et voldsomt indhug i den.

Vistnok, fordi jeg som altid gik i blackout, og ikke aner hvad der skete derefter. Jeg ved kun, at jeg skulle have været kraftigt modbydelig overfor hende, og efter sigende råbt og skreget da hun havde kørt os hjem, og kaldt hende alt muligt modbydeligt.

Dag 1.

Jeg vågner op, og tingene er som de altid er efter en sådan tur. Der er iskulde fra hendes side, og en afventende holdning til det hele. Jeg laver morgenthe til hende, og får – også som sædvanligt – lidt at vide om hvad jeg har begået aftenen før.

Altså generelt set Bussines As Usual.

Og normalt ville der så gå det meste af dagen med at få sat alting i scene, så vi senere kunne være hhv ”Såret og Ked” (Hende), og ”Flov og Undskyldende” (mig), hvorefter der ville kunne lægges op til næste uges tilbagefald. Altså spille vore vante roller.

Men det hele føltes anderledes. Mit sind var i en form for oprør, jeg ikke havde kendt i utallige år, og min hjerne kørte rundt og rundt med de samme tre ord igen og igen.

”Jeg er mør”.

Da hun var taget afsted på arbejde, ventede jeg til klokken havde slået 8, inden jeg tog min telefon, og ringede ned til Møllen. Jeg havde halvanden uge før været på besøg på stedet, for at snakke med en af behandlerne om mig selv og mit problem, men havde valgt ikke at ville gøre noget specielt.

Og af en eller anden grund, havde jeg valgt at holde det besøg hemmeligt for hende. Jeg ved stadig ikke hvorfor.

Men denne første dag klokken 8 ringede jeg, og sagde de ord, der havde kørt i hovedet på mig – Jeg er Mør, kom og hent mig. Og så brød jeg sammen. Jeg græd og græd, som jeg aldrig i mit liv havde grædt før.

Da jeg var kommet lidt til mig selv, fik jeg fat i Hende, og fortalte at jeg tog i behandling. Et eller andet sted havde jeg nok håbet på, at jeg ville få en eller anden støttende reaktion frem fra hende, men jeg tog fejl.

Hendes kommentarer var et spørgsmål om, hvorfor jeg ikke bare tog antabus, samt en konstatering af at HUN under ingen omstændigheder ville betale.

Hvilket jeg også fortalte, at hun heller ikke ville komme til – jeg skulle nok finde ud af at gøre det selv.

Herefter fik jeg pakket nogle få ting – det er ikke just det, man spekulerer så meget over i den situation – og ventede på at blive afhentet.

Fra nu er det ordene fra min dagbog, der vil fylde siderne. For kun de giver det rigtige indtryk af hvad der skete.

Dag 2.

Jeg hader følelsen af tab, især når jeg ingen indflydelse har på situationen.

I snart 13 år har jeg levet i en konstant anspændt situation, hvor jeg konstant ville styre hverdagens følelser, så jeg både kunne holde min elskedes følelser i skak, og sørge for at der altid var en mulighed for at kunne lukke damp ud gennem skænderier og drukture.

Og selvom jeg hadede den personlighed, der kom frem når jeg drak, fordi jeg ikke kunne styre ham og ikke anede hvad han gjorde, styrede jeg direkte hen til ham igen og igen. Og sårede min elskede hver eneste gang.

Nu aner jeg ikke længere hvad der sker, eller hvad der foregår, fordi jeg har givet slip. Det skræmmer mig dybt.

Erkendelsen af, at jeg ikke styrer mit druk, men at mit druk styrer mig, står skræmmende klart for mig. Også dét, at jeg må lægge kontrollen over til noget andet, der er bedre til at tage sig af det.

Dette andet vil jeg aldrig nogensinde se som et enkelt væsen, med guddommelig magt, men som summen af os alle, og med kraften, viljen, og energien fra os alle.

Dét er min Højere Bevidsthed.

Dag 3.

Her til morgen vågnede jeg med et stoppet højre næsebor. Det viste sig at være stoppet på grund af næseblod.

Og til middag opdagede jeg, at jeg havde kraftige røde striber på venstre lår.

Tror jeg skal holde øje med, hvad der sker med min krop i øjeblikket.

Havde også ”hjertesmerter” sidste nat i venstre side og i midten + kvalme.

12:00

Man skal passe på ikke at håbe for meget. Skuffelsen gør ondt.

Jeg havde håbet på at få besøg i dag af stedsønnen og hans veninde, men de har aflyst. De skal ud og spise hos svigermor – og sikkert snakke om mit valg og mine svigt. Og kender jeg min elskede ret, er det lige hvad hun har brug for nu. Og jeg kan ikke gøre andet end at lade hende være vred og rasende på mig, og håbe på at der stadig er kærlighed til mig i hende.

Jeg er skræmt til døde over ikke at kunne noget som helst. Og over ikke at vide hvad der sker. Jeg er på nippet til at opgive og skynde mig hjem og lave Damage Controle.

Helvedes lort !

14:00

Trangen til at lave Damage Controle er drevet over igen, og lige nu er der bare en murrende fornemmelse af tab indvendig, der truer med at flænse sig vej ud gennem mit sind.

Dag 4.

Har sovet nogenlunde, men savner hende stort. Jeg føler stor trang til at snakke, og analysere mig selv. Sikkert for at lede efter muligheder for at undgå mit eget ansvar for ædrueligheden.

Dag 6.

Første dag med de nye tænder. De får mig til at spekulere på, om jeg skulle have ventet med at hente dem til efter behandlingen, så jeg ikke fjernede mit focus fra min sygdom.

Følelsen af dem i munden giver mig kvælningsfornemmelser, og det virker som om min mave bliver sat i oprør over alt det savl, de får min mund til at producere. Og så er det, jeg spekulerer på, om jeg ikke bare bruger dem til at tørdrikke – istedet for bare at tage dem ud og glemme dem indtil videre.

Jeg er et godt menneske, og min tunge har fået klaustrofobi.

Dag 7.

Vågnede med en trykken for brystet, som jeg ikke har følt siden sidste tur på hospitalet.

Jeg tror dog, at der er meget psykisk i det, og at det er min krops reaktioner på min mentale rensning.. Når jeg tænker på min elskede, er der nu bare en svag snurren i maven – som dog sagtens kunne være et udtryk for tørdruk.

Jeg er bekymret for fremtiden, mest fordi jeg ikke føler jeg har overskud til at hverken planlægge eller udføre en flytning. Jeg bruger al min energi på at udføre min mentale flytning, fra tørdruk til ædruelighed.

Jeg ved jo godt du elsker mig

Så hvorfor fa’en skal jeg hele tiden spørge dig

Det’ ret irriterende at høre på

Og meget snart holder hjertet bare op at slå

Det banker for mig – det ved jeg jo

Så hvorfor fa’en kan jeg ikke holde op og tro

På det du siger og det du gør

På alt det, jeg aldrig rigtigt tør.

Tag og vær mig selv, tag og knald den af

Tænd for knapperne – giv og tag

Tab – eller vind

Men tør

At banke ruderne ind

(frit efter Anne Linnet)

Dag 8.

Det er gået op for mig, at min elskede er alletiders gode manipulator. Hun har sørget for at vende næsten alle mod mig, med en udmelding om, at hun har forladt mig (1.) fordi jeg er ond ved hende når jeg drikker, (2.) og intet sagt om at jeg er gået i behandling (3.) til andre end ungerne.

Så nu står jeg overfor vore fælles venner som det dumme svin, der har kørt stakkels hende ned.

Det er godt, at jeg ved at jeg traf valget om at gå i behandling selv, og at hun (1.) protesterede kraftigt da jeg fortalte hende det, og først derefter proklamerede (2.) at jeg skulle flytte. Samt (3.) fortalte det til ungerne.

Lige nu føler jeg mig meget bitter og indebrændt – hvilket er nøjagtig hendes mål, for hun kender jo mine reaktionsmønstre, når jeg er sådan. Og dem kan hun bruge imod mig......

Så jeg vælger at give slip på bitterheden og indebrændtheden, og istedet tilgive hende. Jeg tror det bliver godt at holde Gorskij’s Faser og Advarselstegn fast i min bevidsthed, for at undgå at falde i gammel adfærd.

Om 4 dage skal jeg aflægge 1.Tilbagefalds Trin, hvilket jeg er meget nervøs over. Mest fordi jeg vil være ærlig og fortælle alt om mine fejl og defekter.

Ærlighed.

Tillid.

Tro.

Åbenhed.

Det skal nok gå, for jeg er et godt menneske. Min psyke har bare udviklet en livsvarig kemisk allergi.

Dag 9.

Jeg føler mig meget negativt indstillet her til morgen. Tankerne myldrer i mit hoved, og jeg savner at kunne se hendes........ ingenting, faktisk.

Mens jeg skrev den foregående sætning, opdagede jeg at der ikke var noget bestemt jeg savnede ved hende. Men at jeg bare savner hende.

Og at der er rigtig mange ting der irriterer mig. Hendes manipulation af alle omkring hende, er nok det der irriterer mig mest. Selv med 150 km’s afstand er hun istand til at bestemme hvad der skal fylde min dag.

Jeg må stole på, at min højere magt ved hvad det hele gør godt for. Og have tillid til resultatet.

Dag 10

Jeg har drømt her til morgen. For første gang siden jeg kom, har jeg drømt. Personerne i drømmen var bl.a. min 2.kones mor, forstanderen på Forskningshøjskolen, og måske en af mine tidligere chefer. Resten var ansigtsløse, men føltes som familie.

Vi var på kursus i firmaet, jeg fik at vide jeg var fyret, men da lige kunne tage kurset med, inden jeg skulle forlade familien, og højskoleforstanderen var instruktør mens skyerne trak meget sorte sammen og det begyndte at sne. Og jeg var fyldt af fortvivlelse.

Det lader jeg lige synke ind i dag, og deler med gruppen.

Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg har det med at jeg ikke får besøg i dag. Det første ord, der falder mig ind er ”forfærdeligt”, og følelsen er frygt. Og ensomhed.

Men hvordan kan jeg føle mig ensom, når jeg har gruppen omkring mig?

Er det fordi de ikke ved hvem jeg er og hvad jeg har bedrevet, at jeg holder mig tilbage med at lukke dem ind ? Tror jeg virkelig at ingen kan elske mig for den jeg er.

(senere)

Jeg føler at det vil gøre ubodelig skade på kærligheden, såfremt jeg tillader mig at kigge nøgternt på min partners reaktionsmønstre og manipulationer.

Hvis jeg lader min analytiske sans træde i forgrunde frygter jeg at miste min kærlighed til hende. Og så har jeg intet tilbage.

(endnu senere)

Hun ser åbenbart på min behandling, som var jeg hende utro, og stukket af på ferie med elskerinden.

Dag 11.

Jeg skal aflægge mit 1. Tilbagefalds Trin overfor gruppen og terapeuten om en halv time. Og jeg er hamrende nervøs. Der er ingen mulighed for at flygte, eller afstemme trinet efter de andres forventninger, eller skrive af efter en facitliste – for der er ingen. Så jeg må bare kaste mig ud i det, og være ærlig. Det er sgu farligt.

Jeg er begyndt at lukke mere op for gruppen, og fortælle ting fra mit liv, jeg skammer mig over. Og det er ikke så slemt som jeg troede det ville være.

Jeg mærker stadig en vis indebrændthed, når det drejer sig om min elskede, og de sidste 13 år. Men mest af alt, når jeg tænker på hendes reaktioner siden jeg fortalte hende jeg tog i behandling. Men jeg kan kun være åben og ærlig overfor familie og venner, når jeg får mulighed for det, og så håbe på at de ikke støder mig fra sig.

14:00

Jeg sidder og venter på gruppens evaluering af mit 1. Tilbagefalds Trin, efter at være blevet kraftigt grillet i lang tid.

Jeg var selvfølgelig faldet i Kristian-Forklaringsrøvs-fælden, og havde glemt at holde tingene enkelt. Og det bliver sværere og sværere at holde de sidste hemmeligheder tilbage for gruppen.

Jeg tror sgu de lægger mig på is, hvis jeg fortæller dem alt.

Men jeg tror stadig, at jeg er et godt menneske.

Dag 12.

Det er ufatteligt svært ikke at falde tilbage til gammel adfærd i tankerne. Og det tager meget energi, at se den og fjerne den.

Jeg er begyndt at bekymre mig for om ”A” klarer den, om han når at gå ind i behandlingen inden han skal ringes ud. Og om hans indflydelse gør skade.

Jeg ved, at jeg bør stoppe de tanker, og koncentrere mig om min egen behandling, men han ligner mig så meget som jeg var i min første behandling, at det gør mig ondt.

Dag 13.

Jeg begynder at irriteres over, hele tiden at skulle tage stilling til Hendes sindsstemning og følelser. Det virker som om jeg med vold og magt s k a l udæskes en negativ reaktion.

Det vælger jeg hermed at droppe.

Det bliver en god dag, for jeg er et godt menneske.

Dag 14.

Utroligt som alting kan blive en vane, og dermed miste sin brod. Natten har været næsten bevidstløs, med kun en hurtig NPK-tur. Når jeg mærker efter indvendig, kan jeg mærke et savn efter samhørigheden.

Hvilket kan få mig til at grue for mødet på tirsdag, for jeg tror jeg i øjeblikket sætter hende op på en følelsesmæssig piedestal, og lægger for meget håb på blokken.

Samtidig bekymrer det mig, at de meldinger jeg får om hendes udmeldinger overfor vores venner og bekendte, er, som de er. Jeg bliver bange for, at jeg måske har smittet hende med min sygdom, eller været skyld i at den bryder ud.

Og jeg har ikke råd til at lade mine tanker vandre væk fra mig selv.

Men det bliver en god dag, for jeg er ædru, og jeg er et godt menneske.

TOBACK TO THE FROMTIME

Dag 15.

Hvornår ved man at man skal kæmpe, og hvornår at man skal give slip ? I mit hjerte kæmper jeg for kærligheden, trods de slag jeg hele tiden opdager jeg har fået.

Jeg føler, at det vil være det ultimative nederlag, at give slip på kærligheden, selvom mit tilbagefald allerede h a r slået mig tilbage til start.

Det føles forkert at skulle starte forfra igen, når alderen siger at jeg burde være i trygge rammer og se frem til mit livs otium.

Mine tanker flyver alt for stærkt lige nu. Jeg har vist fået fyldt selvmedlidenhed i tanken på mine tankers motor.

Jeg er et godt menneske, og vil lade min dag blive en god dag.

Dag 17.

I går var en god dag, hvor jeg øvede mig i at være nervøs og bekymret – og så lægge mine bekymringer og angst over til min højere magt.

Jeg tror, at jeg er i Recovery/bedring nu, og kan glimtvis opleve den fred, der kommer af at give slip og lade min højere magt tage over. Men jeg er stadig bekymret for mødet med Hende om to dage.

Men idag bliver en god dag, for jeg er et godt menneske.

18:00

Lige nu er håbløshedens grimme spøgelse ved at forsøge at kravle indenfor igen. Tankerne kredser omkring mødet på tirsdag, og min indre fortvivlede viden om vores forholds afslutning piner mig meget.

Jeg har mest af alt lyst til at flygte skrigende og aldrig kigge mig tilbage.

Jeg opfører mig som et offer lige nu. Og den rolle kan jeg ikke lide. Mest fordi jeg ikke ved om den er sand,

Dag 18.

Under hele natmødet kiggede ”S” på mig som om jeg var kravlet frem under en sten. Hun gjorde mig mere og mere nervøs for om jeg havde sagt eller gjort noget forkert. Bagefter fortsatte hun, og hendes eneste kommentar, da jeg spurgte hvorfor, var at jeg var dum. Og selvom jeg bad hende pænt om at fortælle mig hvad der var i vejen, fik jeg intet svar. Til sidst rejste hun sig op, og spyttede ud af døren.

Dag 19.

Det tog sin tid inden jeg faldt i søvn. Tankerne myldrede omkring Hende og besøget i dag. Og jeg vågnede flere gange i løbet af natten med uro i kroppen.

Det føles som om verden står stille og afventer mødet, inden den går amok i enten uvejr eller solskin.

Min syge hjerne driver stadig gæk med mig. Men det s k a l blive en god dag, for jeg er et godt menneske.

15:15

Ringen er afleveret, og livet med Hende er slut.

Jeg er pisseked af det.

(senere)

Jeg er ked af, at jeg ikke længere har min kammerat ”F”. Og at jeg skal til at slås for at kunne bibeholde de få bekendtvenner, jeg havde. Alle de næstenvenner jeg gav slip på ved at flytte/flygte til Jylland, og alle dem jeg nu skal give slip på.

Jeg orker ikke at kæmpe.

Men det er mit eget ansvar – det er min egen skyld – der ligger til grund for det der er sket.

Og det værste er, at jeg stadig elsker hende.

(endnu senere)

Det er ikke frygten for at hun ikke elsker mig, men frygten for at hun gør.

Dag 20.

Dagen starter med solskin udenfor og regnvejr i mit hjerte. Følelsen af, at være kastet bort som en gammel handske, gør ondt.

Men netop selvmedlidenheden er farlig for min ny-genfundne ædruelighed. Og jeg skal passe på, at jeg ikke allerede nu lægger grunden til et tilbagefald.

Jeg tror ikke, at jeg slipper levende fra endnu et af slagsen.

Det skal blive en god dag, for jeg er et godt menneske.

Dag 21.

Frygten for fremtiden begynder at krybe ind i mig, og jeg oplever at stå stille og ikke handle. Netop dét advarselstegn, jeg satte som nr 3 i min sidste aflevering til terapeuten.

Jeg skal have sat noget handling på, selvom jeg ikke aner noget om hvad der skal ske. Og min første handling må blive at overlade ansvaret for mit liv til min højere magt og stole på, at den ved hvad der skal ske og har styr på det.

Jeg føler mere og mere som lever jeg i en bog sammen med de mennesker, jeg har levet med før.

Jeg tog en forkert vej for 12 ½ år siden, og som følge deraf sårede jeg mange mennesker og smittede dem med min tvivl og usikkerhed.

Det undskylder jeg.

Det bliver en god dag, for jeg er et godt menneske.

Dag 23

Det går op for mig, at gårsdagen er smuttet for mig. Den gode måde jeg blev vækket på, har jeg slet ikke nedfældet.

Tilbageblik:

Jeg vågnede ved vækkeuret, men valgte at blive liggende og faldt i søvn igen. Cirka 15 minutter senere satte en lille fugl sig i min vindueskarm, og fløjtede af hjertens lyst, og jeg vågnede med følelsen af at min højere magt havde bedt fuglen bruge lidt af sin korte livscyklus på at vække glæde i mit hjerte.

Denne følelse holdt hele dagen, selvom jeg på et tidspunkt var på vej til at miste min sindsro og reagere med gammel adfærd.

Nu:

Udenfor står alting stille just nu – verden vågner og fuglene synger. Fasanen sætter lyd på sine følelser, og min ven hældte kaffe op til mig.

Jeg husker gerne de gode ting, der er sket for mig. Jeg er et godt menneske.

11:45

Somme tider forsvinder skoven mellem træerne.

Min far har udstødt mig af hans verden. Jeg føler afmagt og fortvivlelse ved tanken.

Han havde den opfattelse, at jeg havde tænkt mig at flytte over til ham og bo – en tanke, jeg ikke selv har haft.

Og han havde åbenbart fået hjælp til at få den opfattelse. Samtidig gjorde det mig bekymret at høre ham lyve overfor mig, noget han aldrig før har gjort.

Men også det, må jeg overlade til min højere magt at handle på.

På tirsdag skal jeg aflægge 4. Trin – min livshistorie – så jeg kommer til at bruge næsten al ledig tid til at nedskrive den. Det bliver en lettelse. Jeg vælger at tro og vide, at jeg er et godt menneske.

Dag 24.

Endnu en gang vækkede min lille ven mig. Den sad udenfor vinduet og sang af hjertens lyst, og fik ro i mit hjerte.

Jeg får besøg i dag.

For første gang i den tid jeg har været her kommer der nogen og ser til mig. Jeg tror, at mit besøg regner med at det er en slags forsorgshjem/fængsel, jeg er i, så det bliver lidt spændende J

Og så har jeg jo taget hul på den fjerdesidste dag her. En lidt skræmmende tanke, for jeg har ikke den store lyst til at forlade det trygge fællesskab her.

Men livet skal jo leves.

Det bliver en god dag, for jeg er et godt menneske.

Dag 25.

Tidlig morgen igen.

Lå og vendte et par tanker, der indebar tanken om min lille morgenven, og i det øjeblik jeg brugte Sindsrobønnen, nåede jeg ikkke længere ind i den, end første linie, før den bekræftede min bøn med denne morgens eneste kvidrende, jublende trille.

Min højere magt er til stede også for mig.

Jeg skal have foretaget nogle rent praktiske ting idag – ringet til bank, kontaktet min afhenter, kontaktet Hende omkring hus og nøgle, samt afleveret min sidste Gorskij. Så dagen bliver sikkert mættet med indtryk.

Men jeg vil tage vare på min åndelige sundhed, for jeg er et godt menneske.

Det bliver en god dag.

09:30

Uroen ligger og ulmer i mig. Min viden om min egen økonomi er så begrænset, at jeg åbenbart lader den påvirke min sindsro. Jeg må give slip, og tro på at der er en mening med tingene.

En dag ad gangen.

Dag 26.

Næstsidste morgen, og jeg kan mærke hvileløsheden i kroppen.

Min kant er nu så nær, at jeg imorgen skal træde ud over den og begynde at leve programmet, leve livet, og møde den verden jeg har været uden de sidste fire uger.

Forhåbentlig er jeg ikke for nervøs imorgen, men husker at tage en sindsro og lade den virke.

Idag må blive en god dag, for jeg er et godt menneske.

Egentlig er det lidt underligt, at jeg frygter min afrejse mere, end jeg frygtede at fortælle de andre min livshistorie.

Jeg brød sammen, da jeg havde fortalt min livshistorie. Og blev trøstet og varmet af gruppens omsorg. Fællesskabet virker.

Dag 27.

Sidste morgen på Møllen.

Vågnede tidligt, og lå og halvsov indtil vækkeuret ringede. Og i samme sekund begyndte min lille ven at fløjte sine kvidrende triller udenfor mit vindue.

Jeg følte mig dejligt afslappet, mens jeg bare stod og nød morgensangen, min højere magt tilbød.

Livet fortsætter, men i et nyt spor. Jeg har nu en værktøjskasse, jeg kan bruge når det bliver nødvendigt, så jeg har de bedste muligheder for at være ædru.

Og jeg har fået mit livs ven fundet.

Tak.

(efterskrift)

For at kunne elske, må jeg lære at kunne elskes. Det er en af de mange erkendelser, jeg er kommet frem til siden min behandling startede.

Men mest af alt, er jeg kommet frem til erkendelsen af, at jeg lever én dag ad gangen med min sygdom, og sålænge jeg på daglig basis kan lade den første stå, samt huske at fællesskabet er der for mig også, kan jeg holde mig ædru og være taknemlig.

Tak til behandlingsstedet Møllen, og de dejlige mennesker jeg mødte der. Uden jeres hjælp og støtte havde jeg aldrig klaret det. Sammen klarer vi alt.

Tak til Torben Hein, der fik mig sat på rette spor og viste mig værdien i fuldstændig ærlighed, selv når det gør ondt. Du reddede mit liv.

Tak til Knud og hans tålmodighed med min version af Gorski’s livsændrende tilbagefaldsfaser og advarselstegn. Du er sgu dejlig.

Tak til Erik for umanerligt gode efterbehandlinger, uden hvilke jeg kunne have mistet focus det første halve år, og til Birthe for en aldrig svigtende tro på Programmets virkning.

Og endelig – Tak for Mad.

Jeg snupper lige 24 timer mere.