Myter og a-nisser.
Kysset på næsen var uventet, men samtidig på en eller anden måde glædesfrembringende og lyst.
Og Nauva’s ord, da hun samtidig med kysset – kyssene, rent faktisk, for der landede en hel byge af dem lige på min næsetip – dansede en lystig vals gennem mine øregange, inden de faldt til ro igen.
”Tak, menneskePer, tak. Tusinde mange gange meget mere end Tak, fordi du bragte ham tilbage til mig igen,” sagde hun lykkestrålende, mens hendes øjne tindrede stærkere end nogensinde før.
Jeg forsøgte at fortælle hende, at jeg ikke havde gjort andet, end at tage Nauvi op for at lytte til hans hjerte, men kunne lige så godt have talt til en sten. Hun var overbevist om, at jeg på en eller anden magisk måde havde sørget for at Nauvi var undsluppet Visningen, der ellers var den normale endestation for alle Fae.
Selv var jeg begyndt at mistænke noget helt andet.
Men for at finde ud af, hvad der egentlig var sket, måtte jeg først stoppe alle Nauva’s ordlydestrømme, og se, om jeg kunne få noget fornuftigt ud af Nauvi.
”Nauva,”sagde jeg blidt, ” lad mig lige få lov til at snakke med Nauvi, inden du får kysset ham helt væk,så jeg kan finde ud af hvad der egentlig skete med ham.”
Nu er det ikke helt så let, at se på Fae, om de rødmer eller blegner. Deres små kinder ser hele tiden ud som om de glitrer og skinner, så at fange én og kun én farve på dem, er noget af et arbejde.
Men Nauva rødmede. Så absolut.
”Jeg skal dele blomst med Nauvi i år,” sagde hun lettere febrilsk, ” og jeg elsker ham så grænseløst højt, at det, at skulle undvære ham for evigt – slet ikke virker rigtigt. Eller.....”
Hun tav, og en tåre dannedes lige under hendes ene øje. Noget, jeg på det tidspunkt endnu ikke havde fundet ud af, ellers uhyrligt sjældent sker. Fae græder nemlig ikke, med mindre det der sker er helt ufatteligt sørgeligt eller helt ufatteligt lykkeligt.
Men gør de det - så sørger de for at samle tårerne i en lille flaske, hvor disse tørrer ind til gyldent støv.
Det gjorde Nauva. Hun famlede en smule på brystet under kjolens udskæring, og tog så en lille flaske med korkprop frem, der havde hængt i en gylden kæde under tøjet. Forsigtigt fjernede hun korkproppen, satte flaskemundingen op under først det venstre øje, dernæst det højre. Og lod tåredråberne dryppe ned på bunden af flasken.
Indtil nu havde den været tom, fortalte hun mig, for hun havde aldrig før været i en så bedrøvet sørgelig tilstand, at hendes øjne havde vædsket.
Under alt dette havde Nauvi fået rejst sig igen, og sad nu tålmodigt på hug ved siden af tallerkenen med den åbenbart mærkeligt virkende sirup. Lidt bleg var han da at kigge på, men efter min mening ikke noget, der betød noget. Selvom jeg naturligvis ikke var nogen ekspert på Fae, jeg havde jo kun lige truffet dem for ganske nyligt.
”MenneskePer,” sagde han nu, ” hvad har du da lavet det dér på ? Og hvad er de små kerner, der flyder rundt på toppen ?”
Jeg kiggede lidt forvirret efter på tallerkenen. Små kerner ? Hvad mente han ? Og pludselig fik jeg øje på dem – de små kerner. Det var naturligvis stjerneanisfrø, der var smuttet ud af deres holdere, i de to stjerner jeg havde lagt ned til siruppen i gryden.
Men inden jeg fik mulighed for at fortælle ham hvad de var, fortsatte han med dirrende stemme: ”Aldrig havde jeg troet, at komme til at opleve myten selv, og aldrig havde jeg tænkt, at en almindelig Fae som jeg, skulle kunne åbne for sine magiske evner. Kun ældste, dronninger, og adel, gør den slags. Og da kun, efter at have spist de mytiske frø, indhentet fra én helt speciel stamme nisser.”
Jeg kunne forstå, på den lange tale Nauvi nu kastede sig ud i, at nisser og Fae ikke lige var på nogen form for talefod normalt.
Nisserne kaldte Fae for vingede kryb, og Fae kaldte nisserne for rødklædte banditter – og sådan havde det været i hundredevis af generationer. Aldrig mødtes de – og aldrig blandede de sig i hinandens verdener.
Med én undtagelse.
Én gang om året – lod han og Nauva mig forstå – mødtes Verdensrådets præsident med overhovedet for én enkelt nissestamme. Og kun for at købe – ganske dyrt, endda – endnu en sæk af de mytiske kerner, der skulle til for at Fae kunne udvikle og åbne for deres magiske sider.
De seneste mange generationer havde denne stamme nisser – a-nisserne, kaldte de sig – dog kun udleveret en ganske lille sæk kerner. Noget, de hver gang havde sagt, var på grund af dårlig høst og ringe udbytte.
Så derfor havde rådet, og kontinenternes dronninger, valgt at rationere kernerne, så det kun var toppen af Fae, der kunne komme til at udvide sine kræfter, og dermed lære magien at kende.
Men nu havde jeg åbenbart brugt sådanne kerner til min sirup, sagde de begge, mens de ivrigt pegede på de små brune stjerneanisfrø, der flød rundt på toppen.
Nauvi rødmede let, da han fortalte at han ganske tankeløst havde skovlet hele 3 kerner op, uden at tænke over at de kunne være noget særligt – han anede nemlig ikke, hvordan de mytiske kerner så ud, for han havde aldrig været så heldig at se nogle - hvorefter han havde knast dem mellem sine tænder.
Virkningen havde været øjeblikkelig – og så ganske aldeles overvældende. Hele hans krop var stivnet, og han var faldet forover ned i siruppen, hvor han kun med allerstørste besvær havde kunnet dreje sig, så han ikke druknede i den, og dermed visnede.
Men, som han sagde mens hans øjne strålede og gnistrede af kraft og energi, det han havde set, og det han havde oplevet, mens han lå ubevægeligt i siruppen og Nauva havde troet han var på vej til at visne – var helt ufatteligt.
Det var, som om en dør var blevet åbnet i hans hoved, og utrolige mængder energi i alle mulige og umulige farver var strømmet ind. Og hver enkelt farve havde hvisket til ham, hvad den var og hvad den kunne.
To små lykketårer dannedes under hans øjne, og Nauva rakte spørgende sin lille glasbeholder frem mod ham. Han nikkede smilende, og hun skyndte sig at fjerne korkproppen igen, så tårerne – der var helt anderledes end de, hun selv havde grædt for så kort tid siden – kunne trille ned på bunden til de andre.
Hun skyndte sig at sætte proppen i flasken igen, men jeg nåede lige at høre, hvordan en ganske fin og sagte tone dannedes inde i flasken, og fyldte den med lys. Sagte fortalte hun mig, at blandingen af sorg og lykke i deres yderste dybder, skabte en yderst sjælden tone og farve, der var stærkt eftertragtet blandt Fae. For den indeholdt alt hvad de kunne, og alt hvad de var.
Efter at have sagt dette, rakte hun stille flasken frem mod mig, så jeg kunne tage den. Først troede jeg, at det var for at give mig lov til at se det vidunderlige gyldne farvespil helt tæt på, men da jeg tog den mellem mine fingre – forsigtigt, for ikke at beskadige den – lød det med én stemme fra dem begge to:
”Dette er din, menneskePer, for du har vist os stor glæde og stor ære.”
Det var med blanke øjne, jeg kiggede på de to små væsner, og stille sagde tak.
Jeg tørrede mine fugtige øjne, og rømmede mig kraftigt. Nok lidt f o r kraftigt, for både Nauvi og Nauva fór sammen, som var de blevet ramt af en løbsk humlebi. Leende undskyldte jeg, og spurgte så Nauvi, om han var helt sikker på, at de frø, der lå som kerner i siruppen, var de samme som de mytiske frø, a-nisserne solgte dyrt til Fae hvert år.
Nauvi nikkede langsomt, og sagde så at han naturligvis ikke kunne være helt sikker, men når Latima Kilrain ni Fiona, ældsten af flokken, dukkede op sammen med de andre Fae – så ville vi kunne vide det med sikkerhed.
Nauva sad imens på kanten af tallerkenen, og svingede med benene i noget, der lignede hvileløshed. Frem og tilbage, mens hendes normalt så smilende øjne ufokuserede kiggede efter noget, kun hun kunne se.
”Nauva, hvad er der ? ”, spurgte jeg, ” Er der noget galt ? ”
Hun fokuserede sit syn på mig, og svarede langsomt:
”MenneskePer, tror du det er i orden at jeg også smager på kernerne, ligesom Nauvi har gjort ? Knaser dem mellem tænderne, og ser, om der sker det samme for mig ? !”
Jeg var på vej til at svare Ja helt automatisk, da det gik op for mig at der muligvis kunne være noget farligt i, sådan at gentage Nauva’s fejltagelse, uden at kende alle risici.
”Nauva, ” sagde jeg,” du skal vide, at der måske er en risiko for, at du visner, såfremt det ikke er de samme kerner, som dem a-nisserne forsyner jer med. Og at Nauvi dermed vil komme til at miste dig for evigt.”
Hendes lille ansigt blegnede kortvarigt, og hun var stille i nogle sekunder, inden hun ganske kort nikkede for sig selv, og sagde:
”Jeg gør det, menneskePer, for jeg stoler på at du vil kunne hjælpe mig, hvis det går galt, og at Nauvi’s kys vil kunne helbrede mig. Han h a r jo fået magiens gave nu. ”
Nauvi kiggede på hende med store øjne, sank en klump, og sagde så – helt stille : ”Hjertemin, den rose vi skal bebo sammen, har allerede sat knop. Og jeg har ikke tænkt mig, at flytte ind under støvdragerne på den, uden dig. Så naturligvis vil jeg bruge mine nye evner på at redde dig, hvis det skulle gå galt. Men - det tror jeg ikke det gør, for også jeg har stor tiltro til menneskePer og hans kerner.”
Et smil brød frem på begges læber, mens de kiggede hinanden dybt i øjnene – og en vidunderlig tone flød ud over det hele og ud i rummet omkring dem. En tone, der ikke kunne oversættes til noget sprog, men som heller ikke havde oversættelse nødig.
Kærlighedens tone.
Da den havde flydt omkring os i et kort stykke tid, brød Nauva beslutsom blikket væk fra Nauvi – rakte ned i siruppen på tallerkenen – og fiskede 3 kerner op i sin lille hånd. Med en rask bevægelse kastede hun dem ind i munden, og knasede dem så højlydt, at selv jeg kunne høre det.
Et virvar af farver brød frem fra hendes ansigt, mens hendes krop helt stivnet væltede omkuld. Det lykkedes Nauvi at afbøde hendes fald, så hun ikke skulle ende med blå mærker over det hele, og både han og jeg fik nu travlt med at observere hende, og passe på at der ikke skete mere, end der åbenbart skulle.
Pludseligt – efter ganske få sekunders farvevirvar – brød et blålilla lyn gennem hendes øjne, og ligesom Nauvi havde gjort det, vågnede hun langsomt op igen. Rystende, lykkelig – og for altid ændret.
”Jeg så det, ” sagde hun hæst,” farverne, ordene, evnerne. De var der allesammen. Og ligger nu indeni mig for altid.”
Igen brød små tårer frem – én under hvert af hendes øjne – og Nauvi rakte bedende sin ene hånd frem mod mig, for at jeg skulle give ham den flaske, jeg havde fået af Nauva.
Han fjernede proppen, og sørgede for at også disse to tårer landede sikkert på bunden til de andre, og endnu en gang lød der en ganske fin og sagte gylden tone fra flasken, der nu var helt fyldt af noget, der mindede om flager af guld.
”MenneskePer, ”sagde han,” ved du hvor man får sådanne kerner fra ? Uden at skulle stole på de røde banditter, a-nisserne ? Og uden at skulle betale alt det tåreguld, de normalt forlanger af os ? ”
Smilende nikkede jeg, og vendte mig mod min krydderihylde.
Her stod hele mit glas med stjerneanis – fyldt til randen af de frøkernefyldte stjerner, der åbenbart var så eftertragtede blandt Fae. Jeg åbnede det store glas, og sagde sagte: ”Bli’r glasset tomt, ved jeg hvor jeg kan få flere. Mange gange flere.... I skal aldrig komme til at løbe tør, hvis det virkelig viser sig at være de samme frø – de samme kerner, som dem, der gi’r jer evnerne. ”
De to små skabninger fløj ivrigt rundt om glasset, mens de med lukkede øjne søgte at indsnuse alle noter af det, der var i det, så de bedre ville kunne forklare Fae, hvad de havde fundet.
Men om de gjorde det, og om det nu også var samme frø, samme kerner, som a-nissernes utroligt kostbare kerner – og hvad der blev af flasken med Fae-guld - det må du vente med at få at vide, indtil næste del af Rejsen til Fae bli’r fabuleret.
Og det bli’r den snart – så glæd dig til at finde ud af, om Fae-dronninger kan danse, og om nisser kan bli’r sure – lige om lidt.