- en fortælling i stadig udvikling.
�
Kapitler.
1. Det Gode Skib ”Jeg"
2. Overstyrmanden
3. Maskinrummet
4. På toppen af verden
5. I hælene på Skibslægen
Første Kapitel.
Det gode skib ”Jeg”
Kaptajn Hjerne rynkede brynene.
Han brød sig ikke om den vejrudsigt, han var blevet præsenteret for denne morgen, af førstestyrmand Sind. Det gode skib ”Jeg” var ved at være godt slidt, og begge mandskab – både dem foroven og dem forneden – havde flere gange været på randen af mytteri.
Hvis ikke snart der blev sigtet land, ville flokken måske tage magten, anført af våbenmesteren, og derefter helt sikkert ødelægge skibet i deres fortvivlelse.
Og nu dette – eller som Sind havde udtrykt det: ”Den ser godtnok både tarmvridende og blodtryksblæsende dårligt ud, gør den, Skipper. Minimum 16 på depressionsskalaen, og med retning fra Sorthedskanten. ”
Med en bister mine og rynkede bryn udstedte Hjerne den første af utallige katastrofetanker : ”Spænd begge sejl op – både det Systoliske og det Diastoliske. Så må vi se, om det er muligt at sejle igennem uden at forlise, og uden at miste nogle af folkene.”
Sind løb hurtigt frem i skibet, og glammede den ene ordre efter den anden til de sløvt udseende besætningsmedlemmer. Nu og da lod han tarmpisken svinge over en eller andens ryg, for på den måde at understrege hvad han ville, hvis nu ikke hans ordrer var blevet hørt i den hylende kolde vind.
Kaptajnen greb hårdt fat om det blankpolerede nakkeror, og betragtede folkenes myreagtige flittighed med en bister mine. Topholdet fra Hjertekøjerne havde allerede godt gang i sejlenes armtykke, hule tov, der blev fyldt med den kraftfulde styreolie fra skibets maskinrum – eller Hjertet, som folkene der sov ved siden af det normalt, kaldte det – og begge stod nu fuldspændte og drev skibet fremad.
Værre var det med Bundholdet, der altid havde betragtet sig selv som skibets affald, selvom intet kunne fungere uden deres arbejde. Kaptajn Hjerne så, hvordan de i fortvivlelse over skibets dårlige respons på deres anstrengelser, og uden at agte på tarmpiskens bidende slag, brølede stinkende mod den sortdepressive, kolde vind. For derefter at snuble over enten det fedtbefængte leverklyds, eller den knudebesatte galdeklump. Hvis bare skibet havde kunnet fungere uden disse to, så........
Han rystede på hovedet, da han indså hvor selvødelæggende tanken var. Havde han ikke selv, helt uden at bekymre sig om konsekvenserne, været den der overpøsede begge dele med alle mulige giftige væsker, dengang alt var godt, og skibet nogenlunde velfungerende ? Og var det ikke det, der var skyld i den kursændring, der havde fået ”Jeg” ud på en rute gennem minefyldte farvande, fyldt med skarptandede organhajer ?
Sukkende erkendte han for sig selv, at Sket var Sket, og nu drejede det sig om at få ”Jeg” og mandskabet helskindet frem til nærmeste havn. Han var overbevist om, at der var kort vej til den berømte Kap Håbet er Godt, hvor skibet kunne repareres i fred og ro, og hvor mandskabet kunne restitueres uden alt for mange frafald.
Men for at komme derhen, vidste han at der skulle et mindre mirakel til.
Allerede nu, kunne han høre hvordan den stigende påvirkning af det Diastoliske sejl fik skibets årer til at knirke voldsomt. Og han kunne se, hvordan styreolien inde i tovene spændte disse op, med risiko for både propper og revner. Begge dele ville være fatale for skibets mulighed for at styre gennem det Livets Vand, det nu havde besejlet i mere end 60 år, og burde derfor søges undgået med alle midler.
Barskt glammede han en ny ordre til Sind : ” Få sejltovene smurt, overstyrmand, ellers mister vi alt. Og gør det med Ramipril fra den tønde, vi hentede ved medibådene sidste sommer – så får vi håbe, at det virker. ”
En dirren gik gennem skibet, og pludseligt hørtes et højt smæld, efterfulgt af et ryk i rattet, der næsten rev det ud af hånden på Hjerne. Gallionsfiguren havde revet sig løs, da den passager, de havde samlet op undervejs, ubemærket havde valgt at sætte sig op på hende, åbenbart for at betragte verden set fra hendes side.
Rystelsen, der efterfulgte den pludselige vægtforandring i skibet, var nær ved at få det kæntret, men det lykkedes den nu storsvedende kaptajn at rette det op igen. Samtidigt bandede han højlydt over tabet af gallionsfiguren – den havde trods alt siddet på samme plads i snart 13 år.
Og at sådan en idiot kunne knække hende af........
Hun måtte have rustet i samlingerne, uden nogen havde opdaget det. Eller også havde han selv haft for travlt med at pøse gift på leverklyds og galdeklump, til at bemærke noget. Men der var ikke noget han kunne gøre nu – passageren var væk, og figuren ligeledes.
Pludselig fik han øje på udkiggen. Denne viftede med begge arme og råbte et eller andet, der dog blev væk i vindens hylen. Han pegede i retning af forstavnen, og råbte igen. Nu kom det meste af hans råbe med gennem vinden.
”Slæ.........åd fo......u...e!!!”
Kortvarigt tænkte Hjerne over, hvad det mon betød. Så gik det op for ham. Slæbebåd forude.......
Og ved at knibe øjnene sammen, kunne han svagt ane en bastant bredbuget Systembåd komme bølgehuggende hen mod dem.
De var reddet.
Men den første begejstring lagde sig hurtigt, og blev til rendyrket panik, da det gik op for Hjerne, at slæbebåden overhovedet ikke havde lagt mærke til dem, og nærmest var på kollisionskurs. Han vidste, at hvis ”Jeg” blev ramt for fuld kraft af den store Systembåd, ville de gå under på rekordtid.
Med hastige råb og fakler lavet af systempapir, forsøgte han igen og igen sammen med Sind, Hjertefolk og Bundfolk, at råbe Systembåden op. Men det var med fortvivlelse han så, at en kollision åbenbart var uundgåelig.
Pludselig stoppede Systembåden sin hastige fremfærd, og drejede bi. En bistert udseende, kvindelig, person – åbenbart en af Systembådens Vej-ledere – satte en megafon for munden, og råbte dem an : ”Ohøj der – hvad vil I ?”
Det tog kaptajn Hjerne mange råbende forsøg at få personen til at forstå, at han og det gode skib ”Jeg”, var i overhængende fare, og kun da han lovede fuld hånd- og halsret til Systembådens kaptajn og ledere – en Systembåd er i sagens natur uden besætning, den har kun en masse ledere, der dirigerer den i utallige nyttesløse retninger – fik han allernådigst smidt en tovende ombord.
Ikke af de tykkeste, men den måtte kunne holde til det træk, der skulle til for at Systembåden kunne bugsere ”Jeg” og besætning i havn.
Lettet lod Hjerne en understyrmand overtage rattet, og gik ned i sin hvilekabine. Han kunne høre, hvordan mandskabet lige så stille fik sænket trykket på sejl og tovværk, og hvordan bumpene, der fremkom når Bundholdet snublede, blev færre og færre.
Der var Håb forude nu.
Pludselig blev han revet ud af sin rolige tilstand, af en hastig banken på kabinedøren. Da han åbnede den, blev han næsten overfaldet af skibslytteren, der var blevet sat til at monitorere al kommunikation med Systembåden.
”Kaptajn, de påstår vi ikke længere har ret til så tyk en trosse, og har allerede byttet den ud med en tyndere !!”, stammede skibslytteren.
Med et ryk satte Hjerne sig i omdrejninger, og drønede op på dækket. Ganske rigtigt – borte var den brugbare, men ikke særligt gode trosse, og istedet blev skibet nu trukket af, hvad der allerhøjest kunne betegnes som en tørresnor.
Og den var allerede spændt til bristepunktet.
Samtidig kunne han se, at Systembåden igen havde skiftet retning, og nu var på vej henover Forløbsbanken, med snuden direkte mod det område, der blandt skibe i havsnød blev kaldt Hjemløshedsstenene. En flok sylespidse toppe, der lå lige under overfladen, og som kunne flænse ethvert skibs bund op på sekunder.
Undtagen Systembådenes bund. Disse var så fladbundede og bredbugede, at de uden problemer gled henover stenene – ja for det meste anede disse bådes ledere ikke engang, at stenene var under dem. Nogle af lederne var endda citeret for at påstå, at de slet ikke eksisterede.
Gysende gik det op for Hjerne, at såfremt der ikke skete noget lynhurtigt, ville skibet hurtigt forlise , og han og mandskabet være prisgivet.
Andet kapitel
Overstyrmanden
Sind bandede lavmælt, mens han desperat svingede tarmpisken over Nederholdets rygge. Godt nok havde kaptajnen bragt dem i mange farlige situationer i løbet af de mange år, han havde kendt ham, men denne........
Han mærkede nakkehårene rejse sig, da han forestillede sig hvordan Hjemløshedsklipperne ville skære hul i den eneste virkelighed han kendte, det gode skib ”Jeg”. Og kunne næsten føle, hvordan han selv ville blive flået af den virkelighed, de knivskarpe klipper stod for.
Hvis nu bare Systembåden ville opdage, at den styrede i den forkerte retning. Men det var vel for meget at håbe på, at den styrende Systemsamvittighed ville opdage noget så simpelt, som muligheden for at miste en båd på slæb. Den ville vel ikke engang opdage det, og bare fortsætte lystigt tøffende ud i horisonten.
Han for op i forstavnen, for at holde øje med det tynde tovværk, ”Jeg” nu var blevet udstyret med som slæbereb, men da han søgende lod blikket glide langs dette, var der noget andet, der fangede hans opmærksomhed i horisonten.
En åbning, af den slags han og kaptajnen havde set så mange gange, lå direkte i ”Jeg”’s sejlretning, og tilbød mulighed for – kortvarig – sikker havn for både skib og mandskab. Men efterfølgende ville indholdet bag den, langsomt fortære både skib og mandskab. Kun få slap ud af dens stramme greb, og mange havde slet ikke lyst til at forlade den, når først de var kommet ind bag den.
Tre gange – mindst – havde han og kaptajnen haft den tvivlsomme fornøjelse at styre ”Jeg” ind i et længerevarende ophold bag sådanne åbninger. Og lige så mange gange havde det kostet dem næsten alt, at slippe ud igen. Men det var lykkedes dem, med skrammer overalt, og med styretøj og maskinrum i en forfærdelig forfatning, at få hevet skib og besætning ud gennem helvedet i åbningen igen.
Mandskabet havde ikke set den endnu, men han kunne mærke, at de havde sanset noget var på færde. Ryggene sitrede, og næserne vejrede i vinden, som kunne de lugte indholdet bag åbningen.
Hurtigt skyndte han sig at sørge for, at deres opmærksomhed ikke blev fanget af det tillidsvækkende, men dog så forræderiske syn, og løb samtidig alt hvad han kunne op mod kaptajnen.
”Skipper, for fanden, pas på ! Åbning forude ! Og den er bayersk !!”, råbte han hæst, og så hvordan kaptajn Hjernes opmærksomhed med et ryk vendte sig for at se, hvad han mente. Han så også, hvordan Hjernes øjne spilede op, da denne så de spritdampende skyer, der omgav åbningen, og det gik op for ham, hvad der var forude.
Flaskeåbning.
Grøn og indbydende stod den klart i stormen, og lokkede for at trække dem alle indenfor. Systembåden var allerede på siden af åbningen, og tøffede uforstyrret videre. Intet System ville nogensinde opdage en sådan havn, om den så blev plantet på skødet af samtlige ledere.
Men det gjorde Hjerne. Og Sind kunne se, hvordan kaptajnen fortvivlet vaklede hen mod muligheden for at kappe Systemtovet, og drive ind i smult vande bag Flaskehalsens lokkende åbning. Bistert bandende for Sind op på siden af kaptajnen, og hvæsede hæst ind i ansigtet på ham: ”Ikke igen, kaptajn ! Sidst var du ved at koste os alle livet, og smadrede næsten alt af betydning på skibet, så jeg vil ikke lade dig gøre det igen. ”
Sind løftede den barkede næve, der var blevet formet af utallige slagsmål med utilpassede Strøtanker og giftige Hadefuldheder, og viftede den truende foran sin kaptajns øjne.
”Du ved, at jeg er nødt til at banke lyset ud af dine øjne, og bevidstheden ud af dit hoved, såfremt du styrer os derind. Alt det, vi har nået sammen, du, jeg, og mandskabet, vil være tabt på gulvet igen. Og denne gang ved jeg mandskabet ikke vil finde sig i det. De flygter fra os, og så står vi med et dødt skib, uden mulighed for at komme videre på Livets Vand. Er det det, du vil, skipper ?”, råbte han vanvidsrasende hæst, mens tankespyttet stod ham ud af munden.
Kaptajnens øjne, der havde fået en vanvittig glans ved synet af den lokkende åbning, mistede langsomt denne, og fokuserede flovt, men nøgternt på Sinds bønfaldende ansigt. Hans greb om det blanke ror blev strammere, og ryggen rankedes.
”Sind, gamle ven,” sagde han hæst,” det var lige før jeg faldt for fristelsen. Jeg havde vist glemt, hvad der skete de andre gange, vi sammen sejlede ind i den slags åbninger. Sørg for mandskabet er beskæftiget, så de ikke ser at vi sejler forbi. Jeg gruer for, hvad der ellers kan ske.”
Sind nikkede kort, og for derefter ned blandt mandskabet med tarmpisken højt hævet. ”Kom i hug, i celleforstyrrede blodplader. Tro ikke, at jeg ikke har set I forsøger at skulke fra jeres arbejde !”, lød det fra hans stramme, men nu let smilende læber.
Sagte duvende drev det gode skib ”Jeg” forbi mundingen, og fortsatte efter Systembåden. Vinden havde løjet lidt af, mens mandskabet havde kæmpet for at holde skibet på ret vej, og Sind trak vejret dybt af lettelse over at have undgået den pludselige fare.
Han vidste, at det kun var kortvarigt, den aftagende vind ville tillade dem at slappe af, så han sørgede hastigt for at Topholdet var forberedt på det, der ville komme. Og ganske rigtigt ramte vinden dem igen med fuld kraft, da de havde lagt den forræderiske åbning bag sig, og flåede i masternes tolvstrengede sejlholdere.
Pludselig hørte han en svagt syngende lyd bag sig. Det lød som havde nogen fanget en Sindsro, og delt den ud gennem vinden. Sind kunne næsten mærke den i sine fødder, som var det hele skibet der vibrerede i medlyd. Da gik det op for ham, at lyden var blevet skabt af Topholdets arbejde i ”Jeg”s Hjerterum, og nu deltes videre gennem hver en planke og hvert et søm i det gode skib.
Både Top og Bund nynnede med, kunne han se, og selv kaptajnens læber bevægede sig, opdagede han da han drejede hovedet.
Skibet var, trods storm og Systemfejl, i ro igen.
Nu skulle det bare klare de kommende skær, for Hjemløshedstenene lå stadig forude og truede med at rive alle håb i stykker. Sind fangede hurtigt ”Jeg”s kommunikator, og satte denne ind i situationen.
Hvis ikke man kunne få kontakt til Systembåden, og overtale dem til at sætte kursen en anelse mere via Kursusforløbet mod Kap Håbet Er Godt, ville Systembåden ende med at have et flosset reb, og intet andet, drivende efter sig.
Ikke fordi Systembåden ville sørge over deres endeligt, hvis det kom så vidt. Lederne ombord anede for det meste ikke engang at de havde nogen på slæb, før det var nødvendigt at sende Nådebrød over via det tynde tov. Så ”Jeg”s kommunikator skulle virkelig gøre et godt stykke arbejde, hvis det skulle lykkes dem at ...........
Et smæld afbrød Sind’s tankerække. Det kom igen forfra, men umiddelbart kunne han ikke se, hvad der havde frembragt denne ildevarslende lyd.
Først da han lænede sig ud over rælingen, og flugtede blikket langs det tørresnorstynde reb, der trak ”Jeg” gennem natmørket, opdagede han årsagen. En fugl, en såkaldt Systemkrage, var landet på rebet, og havde nu fat i det med sine klør, mens den bankede næbbet ind mellem trådene i rebet, for at få fat i de Velgørenhedsorme, der altid fandtes i Systembådenes reb og tovværk.
Og for hvert hak, knækkede en enkelt tråd, så der snart ikke ville være flere tråde tilbage, til at holde ”Jeg” fast bag Systembåden.
Sind greb efter sit sidevåben, en forlader han havde arvet fra sin mentor, og rettede den mod Systemkragens smudsige hoved. Hvis ikke han ramte med det første skud, ville han ikke kunne nå at lade igen, før rebet endeligt brast, og de ville være prisgivet storm og klipper.
Tredie kapitel
Maskinrummet
De tommetykke tove pulserede svagt, mens de bragte det gode skib ”Jeg”’ ’s brændstof frem til indsprøjtningsstudserne. En kompliceret, og for alle andre end maskinmesteren fuldstændig uforståelig proces, der i bund og grund var rygraden i skibets liv.
Stærkt svedende fór han rundt, denne let undersætsige og overvægtige mester, som folkene kun kendte under øgenavnet Sæk. En mavesur, galdespyende mand, hvis største bedrift var, at have bragt maskinen gennem det liv, den havde levet siden sine første celledelinger.
For levende, det var maskinen.
En selvudvidende, energifrembringende råvarekvaser, hvor kun den rette behandling af de enkelte dele kunne sikre kraft nok til resten af Skibets liv. Og Sæk var den eneste, der kunne det, der skulle til.
Blande råvarerne med de nødvendige komponenter, og få et produkt sendt videre ned gennem forbrændingen, så Bundholdet til sidst kunne skovle de stinkende rester ud gennem affaldshullet.
Han vidste, at såfremt han blandede forkert, eller ikke holdt øje med de galdegrønne Blærerøve, der hang og ventede lige efter indsprøjtningen, ville alt han havde blandet blive smadret til ukendelighed, og de tolvfingrede Tynderter ville ikke kunne suge nogen form for energi ud af produktet.
Gysende huskede han sidst, det skete.
Energiniveauet var sunket til alarmerende depressive dybder, hovedpumpen havde skruet trykket vanvittigt i vejret, for at kunne levere bare den mindste smule energi til Skibets enkeltdele, og både kaptajn og overstyrmand havde været hensat i en nærmest katatonisk rasende stilstand, der endda havde fået selv ham, til at fejlfungere.
Store huller var opstået på væggene i maskinrummet, og Blærerøvene var begyndt at fejle i en sådan grad, at selv Tynderterne var blevet forvirrede, og Bundholdet nærmest druknede i de brådsøer af tyndtflydende affald, der var kommet ud af det hele.
Det havde taget lang tid, inden selv de mest nødvendige reparationer var blevet gennemført, og han vidste, at han til stadighed måtte holde øje med den tynde overflade, der omgav ham på alle sider, for at forhindre den i at briste igen
Men han var klar.
Klar til at sørge for veltrimmet energi til skibet, og alle på og i det. Det eneste, der ville kunne sætte en kæp i hjulet, var Rålangerne. De, som skulle sørge for, at der var nok råvarer om bord, og lange det videre til maskinrummet.
Seks gange om dagen sørgede de for, at der blev kastet råvarer ned til Sæk, så han kunne levere det færdigblandede brændstof videre. De fleste gange ikke mere, end hvad der lige skulle bruges for at holde skibet kørende, men to af gangene med mængder nok til også at skabe det overskud, der skulle til for at bringe skibet gennem natten.
Han havde lært at lytte til den mumlende snak, der altid ledsagede Rålangernes arbejde, og ved at blande den med Tynderternes og Blærerøvenes skænderier med Bundholdet, kunne han med rimelig sikkerhed vide, hvordan skibet havde det. Og om der var problemer forude.
Hvilket han nu vidste, at der var.
Det var ikke skibets huggen i brådsøerne, der havde bragt ham på sporet.
Det var den hvislende lyd af vinden i Systembådens tov, og knaldet, da overstyrmanden skød den Systemkrage, der næsten havde fået tovet til at briste, blandet med en kraftig nedgang i kvaliteten af de varer, Rålangerne havde smidt ned til ham de sidste dage, der havde fået ham til at forstå, at skibet var i problemer.
Den mumlende snak igennem hele maskinen om retningen mod Hjemløsheds-klipperne, havde nu ikke gjort tingene bedre. Flere gange de sidste uger havde han i ren afmagt fået blandingsforholdene sat helt forkert, og hørt hvordan Bundholdet havde bandet over ham, når Tolvere og Tyndere havde været nødt til at aflevere tyndtflydende affald til dem.
Igen......
Han havde forsøgt at få kaptajnen i tale flere gange. Men indrømmet, ingen af hans stærkt sure rørmeddelelser havde ændret på noget. Kvaliteten på den Nådegave, Systembåden lod dem få, lod stadig meget tilbage at ønske, og muligheden for at Rålangerne kunne holde deres seks afleveringer om dagen til Sæk, var nu næsten ikke-eksisterende.
En skræmmende tanke ramte, og fik ham til at krympe sig kraftigt. Hvis ikke Hjemløshedsklipperne flåede livet ud af Skibet, så lod det til at det ville kunne forsvinde i de Sultsumpe, han vidste lå bag de truende klipper.
Bare de dog for pokker snart kunne se land igen, så der kunne skaffes nye forsyninger ombord. Men den nærmeste Arbejdshavn lå vist stadig godt gemt bag de Depressive Tågebanker, der som altid drev rundt omkring Systembåde.
Og Kap Håbet Er Godt var endnu ikke sigtet..........
Fjerde kapitel
På toppen af verden.
Bifokulaert sammenklappet bredsyn, havde de kaldt det, da han dengang havde spurgt Synerne på medibåden, hvorfor han mente at kunne se noget dække for længden af hans udsyn. Som om det var bedre, at blive belemret med noget, der kunne sætte hans job, og dermed skibets fremfærd i fare, uden at ane hvad det var, og uden at kunne få det ændret.
Selv medibådene var jo blevet ramt af den Ligegyldighedens Systemorm, der så ud til at have spredt sig til næsten alle dele af den verden, han kendte. Og den var stor, den verden. Så stor, at han nogle gange tvivlede på, at han var istand til at se alt det, han ifølge sin jobbeskrivelse skulle kunne se.
For hvordan skulle kaptajnen og førstestyrmanden – ja, hele skibet, overe og undere, Sæk, Tynderter og Bund – kunne navigere udenom eller i det hele taget opdage farer, hvis ikke hans gennemtrængende Syn fungerede perfekt ? Hvis ikke han var istand til at justere sit udkig efter de vuggende bevægelser, det gode skib ”Jeg” udsatte ham for, heroppe i toppen af den højeste rygradsbalancerende mast, skibet var i besiddelse af.
Han greb hårdere fat om balanceknoppen, for at undgå at få sendt kvalmende ubalancerede beskeder gennem det trådsystem, han brugte til at holde kaptajnen og overstyrmanden orienteret med. Vel vidende, at Sæk rutinemæssigt lyttede med, når der gik nye billeder gennem trådene, og at disse, ifald de var alt for meget ude af balance, kunne få Sæk til at returnere alt, hvad Rålangerne havde kastet ned til ham, iblandet Blærerøvssaft og syredampende smøremiddel, med en sådan hast, at det ville blive spredt overalt på skibet.
Hvorefter alt ville enten gå i stå på det gode skib, eller endda måske resultere i skader på Top- eller Bundhold. Eller kaptajn og overstyrmand. Eller måske endda på Skibet selv, hvis udkastet fra Maskinrummet nåede helt op og blokerede for hans egen mulighed for at udføre sit arbejde.
At se så langt som muligt, opdage farer under, i, og ovenfor vandet, der kunne gøre skader på skibet, og så hurtigt som muligt bringe billeder af dette til kaptajnens bevidsthed. Og dermed til hele skibet.
Bistert nikkende for sig selv gentog han det mantra, alle Øjekiggende Synsfolk blev født med en viden om – Intet over, intet under, intet foran, intet bagved, så er Skibet sikkert, og Synet godt.
Han vidste, at han skulle have sendt besked om Hjemløshedsklippernes syleskarpe nærvær, så såre han havde synet deres eksistens i horisonten. Men endnu en gang havde overstyrmanden været hurtigst med alarmen. Var man bare udstyret med samme perfekt tunede sanseapparat, som det overstyrmand Sind var i besiddelse af, så......
Han rystede svagt på hovedet, mens han huskede sig selv på, at alle ombord tilsammen udgjorde et perfekt instrument, når det drejede sig om Skibets velbefindende og fremfart. Sålænge systemets giftigheder ikke påvirkede nogle af dem mere, end gennem en let kvalme og kraftesløshed, skulle han nok kunne udføre det job, han med strålende gråblåøjet stolthed havde varetaget siden søsætningen for en menneskealder siden.
Selvom han måtte indrømme, at han med tiden havde været nødt til at gribe til både monofokulare og endda bifokulare visionsfremmende foranstaltninger, for at kunne blive på toppen af sin ydeevne, så havde det været det værd.
For hvad ville skibet gøre uden ham ? Der var ingen erstatninger på lager nogen steder – det vidste han med sikkerhed. Når et skib blev søsat, sad udkiggen fast for livet, hvadenten denne fungerede eller ej.
Tankefuldt lod han sit blik vandre henover horisonten, mens han rutinemæssigt justerede okularerne, og sendte trådbårne billeder til behandling og rubricering i kaptajnens bevidstheds baglokale. Sansningen var hans, tolkningen kaptajnens.
Set heroppefra virkede det næsten komisk, at maskinmesteren kunne fylde så meget på skibet, men Sæk havde jo altid været lidt af en grovædende gavflab, der gerne lod sine rumlende betragtninger vibrere gennem hver en knoglet planke, som underlægning til maskinens rytmisk dunkende hjertelyd.
På det seneste lod det dog til, at maskinmesterens og maskinens topbeklædning efterhånden konsekvent dækkede for alt syd for hans, udkiggens, nedadgående synsfelt. Lidt ærgerligt, syntes han, for det havde tidligere været ganske hyggeligt, ja endda nærmest hormonbrusende dejligt, at syne hvordan affaldsrøret lidt syd for midtskibs, med den rette håndtering kunne reagere med sanseberigende sprøjt.
Smilende rystede han okularerne, mens han på denne måde tankeadspredt fortsatte sin horisontskanning. Intet over, intet u......
Vantro fokuserede han endnu en gang på det, der havde afbrudt hans mantragennemgang af synsfeltet. Var det ikke .......? De spidser bevægede sig sgu da.... ? Og de der flyvende klatter ? Var det ? Jamen.....?
Lynende hurtigt kastede han billederne af det, han havde sanset, gennem trådene til kaptajn Hjernes kommandrobro, mens han samtidig benyttede muligheden for at starte en fuld skibs-alarm, ved at ryste en let kvalmebesked afsted til maskinrummet, så både maskine og mandskab ville være parat til handling, når Sind og Hjerne havde tolket billederne, og valgt reaktionsmåde.
Hvis dén stime øgleagtige gældshajer, og dén flok rockertatoverede insolvensmåger, han just havde spottet, nåede frem til skibet, ville de med største sandsynlighed betyde altings undergang. Gældshajerne ville flå store klumper ud af skroget med deres sylespidse og kæmpestore rentetænder, og insolvensmågerne diamantskarpe trusselsnæb bore sig ind i mandskabets bløddele, på deres søgen efter overstyrmanden og kaptajnen.
Alt sammen efterladende død og ødelæggelse – uden at Systemslæberen, der stadig trak dem alle hen mod Hjemløshedsklippernes skarpe spidser, ville opdage noget, før tovet til sidst ville ende med at måtte kappes, når skibet ikke længere var andet end......dødvægt.
Og i et sjældent glimtende klart syn, sansede den gode udkig pludselig, hvad der kunne ende med at være skibets, og alle ombord på dets, skæbne.
Hængende ubevægeligt på Hjemløshedsklippernes syleskarpe toppe, mens skibet bid for bid blev flået i stykker og slugt af gældshajerne, og besætningen en efter en hakket ned af af de råddent lugtende insolvensmåger, på deres vej frem mod den kaptajn og den overstyrmand, de havde deres ågerrenteskinnende øjne fæstnet på.
Rystende spekulerede han på, om det var Undergangen, han forudså, eller om han bare var ramt af Smitsomt Sortsyn – der havde jo været meget af den slags i luften, den sidste tid – og pludselig var blevet Sortseer.
Kun skibets Knoglevrider kunne give ham det svar.
Femte kapitel
I hælene på Skibslægen.
(kommer snart...........)