Kære du.
Jeg ved godt, at det her brev skulle have været sendt for mange år siden. Eller rettere - det skulle have været afleveret personligt, så du kunne stille alle de nødvendige spørgsmål. Men jeg turde ikke.
Jeg husker stadig - husker smertefuldt - din stemme i telefonen, da du grædende ringede til mig, og fortalte at de andre havde afsløret min løgn. At du ikke ville tro på det, men ikke kunne andet, end at give dem ret. Og alligevel fortsatte jeg med at lyve, fandt nye forklaringer, nye påstande, nye......... ødelæggende ord.
Jeg havde ikke indset, hvad mine løgne havde forårsaget. Troede bare, at det hele ville drive over efter et stykke tid. Som den slags havde gjort før, når jeg havde lavet rod i mit liv. Men du - og de andre - havde valgt et anderledes syn på det hele. Havde valgt, at lade fortvivlelsen og hadet stå i forgrunden, og bestemme vejen.
Hvilket jeg aldrig havde troet ville være muligt.
Jo, jeg svigtede jer alle. Og på hver sin måde, svigtede jeg hver enkelt af jer mest. De fire største svigt i hele mit liv. Svigt, som jeg så mange år senere stadig føler konsekvenserne af. Men jeg nægter stadig at tro, at du frivilligt valgte at tro på den forklaring, du blev tilbudt. Af de andre. Af min fortid. Af hende, der hadede mig grænseløst, og havde svoret at ville tage jer fra mig. Uanset måden, vejen, og tiden.
Jeg klyngede mig - og klynger mig stadig - til troen på, at du blev puffet, skubbet, overtalt, tvunget - ind i den situation, der opstod.
Så du endte med at vælge ikke at tro på mig. Og jeg endte med at miste alt. Igen.
Men denne gang med større konsekvenser, større indvirkning på mit liv, end nogensinde før. For jeg elskede jer betingelsesløst, og ville derfor ikke kæmpe mod jeres afvisning af mig. Skulle jeg det, ville intet være noget værd bagefter. Så hellere ende med selv ikke at være noget værd, for det ville jeg da kunne leve med, bare I - du - havde det godt, og holdt sammen.
Troede jeg.
Jeg havde glemt, hvor kraftigt du - I - blev påvirket udefra. Af sårethed - had - jalousi - og afmagt. Af en fortid, der var kendt - og tilgivet - af jer, men som nu blev brugt igen. Fordi det passede ind i det had, jeg selv havde været hovedkraften i at skabe.
Jeg fortalte dig aldrig, hvorfor jeg havde løjet om min sygdom. Hvorfor jeg havde skabt ængstelse og bekymring, istedet for ro og kærlighed. Men havde jeg fortalt sandheden, ville jeg ikke have kunnet se dig ind i øjnene igen.
Troede jeg.
Det kan jeg nu. For nu kan jeg være ærlig. Nu vil jeg kunne fortælle lige ud, hvad det var, jeg gik til behandling for. Og hvorfor jeg med alle midler, og af al magt, ønskede at skjule det. Hvorfor jeg valgte at holde mund, selv da jeg stod i retten og skulle forsvare mig mod de anklager, I var blevet enige med min fortid om at rette mod mig.
Anklager, jeg var nødt til at bide i mig, for ikke at miste den smule værdighed, jeg havde tilbage. For ikke at gøre mere ondt, end jeg allerede havde.
Du vidste, at jeg ikke fortalte alt i retten. At der var ting og begivenheder, vi begge kendte, som jeg hverken havde fortalt nogen. Jeg havde svoret, aldrig at fortælle det, om det så skulle koste........
Og det gjorde det.
Det er måske for sent at håbe på forsoning. At håbe på, at jeg kan komme til at se dig, se de andre, være sammen med jer, og de efterkommere jeg aldrig har mødt. For sent, fordi du - I - er blevet lullet ind i en tro om mig, som enkelte af jer har brugt som undskyldning for eget forkvaklet liv, og andre som forklaring på egne fejl.
Tror jeg.
Men måske er jeg bare for såret til at kunne se, hvad der skal til for at ændre - og om der i det hele taget kan ændres noget som helst. Hvis jeg da i det hele taget må få lov til at være såret - føle mig såret - føle mig brugt og udnyttet, som bussemand, sort får, dårligt æble, og hvad der nu ellers er blevet brugt af ord, når du - I - har skullet fortælle jeres livshistorie.
Det er kun ganske få år siden, at jeg fortsat accepterede dette, og med bøjet hoved lod tingene fortsætte, uden at ville ændre noget. For jeg havde jo fortjent det, havde jeg.
Troede jeg.
Nu ved jeg, at jeg har gået med åbne sår i sindet - åbne brud på sjælen - og været dybt såret uden at se det, lige siden jeg valgte at svigte jer. Og at det, at I tog det på hver jeres måde, med hver jeres mål for øje, kun medvirkede til, at sårene aldrig lukkedes, men åbent lod alt sive ud, og gøre skade på, hvad jeg var og gerne ville være.
Men ikke mere. Aldrig mere.
Jeg er gået igang med at hele mine sår. Hele det sind, og den sjæl, jeg så længe har ladet forfalde, så jeg måske med tiden kan håbe på at kunne leve fuldt ud.
Jeg er den, jeg er. Og ikke den du tror, jeg er. Ham har jeg aldrig været, og kommer heller aldrig til at blive, uanset hvilke tåbeligheder, livet agter at byde mig. For jeg kan kun leve én gang, denne gang.
Til gengæld kan jeg dø mange gange, i dette liv. Dræbes af de sår, uvidenhed og uforstand kan sætte dagligt. Og kun håbe på at blive genoplivet af de mennesker, jeg elsker. For jeg elsker jer.
Jeg elsker dig.
Far