Ændrer det noget på min lykkefølelse - min indre glæde over kærligheden og livet - at min søn "slår ud" efter mig ? Fjerner det noget af det, der er sket for mig siden jeg gik i behandling eller får det mig til at kigge på tingene med andre øjne ?
Nej.
Det bedrøver mig, at han åbenbart vælger at se min fremstrakte hånd som noget dårligt - at han ikke accepterer måden, jeg strakte den frem på. Og det gør mig ked af det, at han ikke vælger at forholde sig til det jeg har skrevet i brevet.
Men min lykkefølelse er intakt. Min glæde over kærligheden og livet er stadig lige stor og stærk. Og mit jeg er stadig i gang med at udvikle sig i samme retning.
Positivt, varmt, glad - og frem for alt ædru.
Jeg elsker mine børn, og vil altid gøre det.
Og jeg vælger at se hans reaktion som en positiv negation - for i det mindste reagerer han. I det mindste er der noget, han kommer af med, og som jeg ikke sætter noget skjold op imod. For dét, vil jeg ikke på nogen som helst måde gøre. Hvis mine børn vælger at reagere, vil jeg modtage deres reaktioner med åbent sind. Lytte, læse, føle. Og være tavs så længe de har brug for det. Lytte så længe de ønsker jeg skal lytte. Føle deres vrede, sorg, angst, så længe de har brug for at jeg skal.
Og så gøre det hele lidt længere.....