Skræller og kerner.
Morgenen kildede mig på næsen, og små lattermilde lyde dansede fandango på mine trommehinder. Lyset hev og sled i mine øjenlåg, for at rulle dem op, parat til det væld af indtryk, der altid ramte mig ved solopgang.
Min krop føltes anderledes. Sådan mere..... kildrende, er vist det rigtige ord på dansk. De små ville kalde det Tingling, og fnise, at det skam var almindeligt at have det sådan - blandt dem.
Og så ville de hive mig i fingerspidserne - skubbe på mine albuer - og nive mig i nakken - alt sammen, bare for at få mig til at rejse mig, og indtage den efter deres mening aldeles vidunderpragtskønne dag, der udfoldede sig foran deres altid strålende, smilende, og farverige øjne.
Men hov - jeg er vist lidt for langt fremme i historien. Den skal jo handle om den rejse, der førte frem til at jeg kunne modtage mit Saining Ceremony-diplom, og anerkendelsen fra både de Seelie og de Unseelie. Hvad de så end er.
Og som førte frem til erkendelsen af mit fe-navn - Sir Ugly.
Så lad mig bare begynde fra det sted, alting gerne skulle begynde - fra begyndelsen :
Det var en ganske almindelig dag, der ventede på mig da jeg slog øjnene op. En dag, hvor jeg skulle fortsætte træningen efter min sygdom, og sørge for at eksperimentere noget mere med alle de krydderier, der de sidste mange måneder havde fået en større og større plads i min hverdag. For er der én ting, jeg elsker - så er det at lave mad. Go' mad. Go', krydret mad. Godt krydret. Mums.
Så min lille morgenhjerne var fyldt med idéer og tanker om alt det, jeg gerne ville forsøge at lave. Og hvordan jeg ville gå frem. Og et eller andet sted, havde jeg besluttet mig til, at det skulle handle om æbler og ananas.
Jeg havde nemlig læst, at de to frugter ville kunne være rigtigt go'e for hinanden, så efter morgenmaden og morgentræningen smøgede jeg ærmerne op - og begyndte at skrælle mine 3 runkne æbler. Men da jeg satte skrællekniven hen til æblets runkne overflade, og skulle til at skrælle, var det som om jeg kunne høre en eller anden fnise ganske lavmælt.
Samtidig kunne jeg mærke, at den hånd der holdt æblet, blev kildet ganske let i håndfladen. Sådan - lidt lige som når et tusindben en sommerdag beslutter sig til at bevæge sig henover det ene lår, når man ligger dér og smelter i varmen.
Jeg lagde æblet fra mig, og tjekkede min håndflade. Men bortset fra en let diset dirren lige over den, var der intet at se. Og bortset fra den kildrende fornemmelse, der stadig var der, så alt ud til at være normalt.
Så jeg greb æblet igen, og begyndte at skrælle det i lange, jævne skræller. Noget, jeg normalt gør - sådan uden egentlig at lægge mærke til, hvad der sker med skrællen - udover at den falder ned i den håndvask, jeg står og skræller ved.
Af en eller anden grund, holdt jeg dog nøje øje med skrællen, efterhånden som den voksede frem fra skrællejernets skarpe od, og opdagede noget ganske underligt. Når skrællen gav slip i den ende, skrællejernet havde bidt sig fast i, faldt den ikke ned i håndvasken lige med det vuns. Den "hang" et ganske kort øjeblik i luften - så ud til at miste lidt af sig selv helt ude i enderne - og flød så stille og roligt ned på håndvaskens metalklare bund.
"Det var da underligt", tænkte jeg, men fortsatte ikke desto mindre med skrælningen af alle tre æbler, samt den efterfølgende kernehusfjerning.
Og her var det, at det hele blev så ganske aldeles underligt.
For - hver gang jeg "skar" et kernehus ud af et af æblerne, så det ud til at enkelte af æblekernerne - dem, der ellers normalt skulle blive i kernehuset - "sprang" ud af det beskyttende sted, de ellers havde befundet sig siden æblet begyndte at udvikles - og forsvandt.....
Uden lyd - men havde der været lyd på, så havde jeg garanteret kunnet høre ganske små, svage, puuf, puuf, puuf, hver gang en kerne legede Houdini, og opløstes i det rene ingenting.
Nu er ordet Ingenting måske så meget sagt. For også hér, var der den der underlige disede dirren i luften, og - da jeg lyttede meget nøje efter - noget, der kunne lyde som en veltilfreds fnisen i eller omkring disen.
"Underligt", tænkte jeg igen, men da mit liv i forvejen er fyldt med underligheder som pixier, besøg fra den anden side, og al den slags extranaturlige begivenheder, gjorde det mig hverken skræmt eller arrig.
Hvilket de fleste nok ellers ville være blevet. Skræmte eller arrige - det er jo nu en gang den måde, vi mennesker reagerer når vi møder noget vi ikke kan forklare. Hvorefter vi arrigt sørger for at skræddersy en forklaring, der både er vandtæt og kan holde i byretten.
Sådan er vi jo.
Til gengæld kiggede jeg af en eller anden grund - fokuserede, er nok mere det rigtige ord - på den blanke metaloverflade i håndvasken. Og opdagede til min store overraskelse, at jeg kunne se noget, jeg ikke lige havde regnet med at se.
Små fødder - set nedefra - med de nydeligste sorte sko på, og bare, blanke ben, der førte op under en lille, let plisseret kjole.
Og da jeg først havde fået øje på dét - kunne jeg pludselig se hele genskinnet, fra det der åbenbart gemte sig i den der dirrende dis, jeg først havde lagt mærke til i mine håndflader.
Små væsener, med de yndigste ansigter og den sarteste krop, der alle - både dem med kjoler og dem - for sådanne var der også - med tætsiddende bukser og krølflipskjorter, havde en underlig diset skygge på deres rygge.
Fuldstændig optaget af, at lade lidt skræl forsvinde og lidt kerner danse væk. De første, som veltilfredst gumlede bidder mad, og de sidste, ned i den "sæk", de alle havde hængende på siden af kroppen. Og uden at bemærke, at jeg havde opdaget dem - før én af dem ved et tilfælde fik øjenkontakt med billedet af mig nede i vaskens blanke overflade, og så, hvor nøje jeg betragtede deres legende fødesamling.
En lillebitte lyd strøg ud af hans mund - for en han, det var det skam - og fik alle de andre til at stoppe midt i luften og være helt stille. Endnu en lillebitte lyd - og puuf......... Væk var de allesammen, og de skræller og kerner de havde været igang med at bearbejde, landede ublidt på vaskens bund.
Jeg havde i mellemtiden lagt skrællejernet fra mig, og sad nu og sundede mig lidt mens jeg spekulerede på, hvad det dog kunne være for nogen, jeg havde haft besøg af.
Pixier var det ikke - det vidste jeg. De er nemlig ikke just kønne at se på, og deres bevægelser er skarpe og abrupte. Samtidig med at deres tandsæt tydeligt lader forstå, at dém, skal man ikke lige komme alt for tæt. Grimmernikler.....
De var også for små til at være alfer, da disse efter sigende kan være helt op til ravnestørrelse, og aldeles ikke interesserede i al for megen kontakt på nogen måde med os mennesker.
Så den eneste mulige løsning var, ræsonnerede jeg mig frem til, at de måtte være féer. En art, race, væsen, jeg indtil da ikke havde bemærket i min nærhed, men som jeg antog måtte have været der i mange år. Mest fordi det var mange år siden jeg første gang opdagede "den anden verden" og de indbyggere, der kunne "bo" i den.
Smilende og lettere klukkende af morgenhyggelatter satte jeg mig til at fortsætte min udkerning af æblerne, sluttende med udskæring i store terninger - der endte i min marmeladegryde sammen med de indkøbte ananastern og sukker.
Og mens jeg stille rørte rundt i min blanding - samt tilsatte lidt chilipulver og lakridspulver - hyggede jeg mig med at tænke over, hvor dejligt det ville være, at have sådanne væsner på besøg, og dele viden og mad sammen.
Men selvom jeg havde det meste af min opmærksomhed rettet mod den nu sagte boblende gryde, og mine tanker væltende rundt i mulige samtaler med féer - så var der alligevel et eller andet, der forstyrrede mit synsfelt. I ved, sådan lidt ude i hjørnet af det ene øje. I kanten, dér hvor skulderen svagt kan anes i synsfeltet, hvis man kigger efter.
Ubevidst flyttede jeg hovedet for at se, hvad det var - og var nærmest ved at tabe både grydeske og gryde på gulvet, da jeg kiggede lige ind i de lattermilde øjne på en smilende og fnisende fé.
En han, hvis man da kunne gå ud fra klædedragten.
"Hva' dælen", røg det ud af munden på mig. Og umiddelbart krympede féen sig en anelse, samtidig med at han dækkede sine øren med hænderne. Jeg dæmpede min stemme en hel del, og spurgte næsten hviskende hvad han da var for en.
Ordene, der flød ud af hans mund virkede i første omgang uforståelige, men efter et kort øjeblik dannedes der inde i mit øre en oversættelse af det, han havde sagt. Og tro mig, jeg har absolut ingen anelse om, hvordan dét gik til.
"Vi samler føde til vores lager. Og jeg er Fae og hedder Nauvi", lød oversættelsen. Samtidig bøjede han sit hoved ganske let i en form for hilsen, og kiggede efterfølgende afventende ind i mine - for ham sikkert kæmpestore - øjne.
"Jeg laver dessert. Og jeg er menneske og hedder Per", svarede jeg forfjamsket, mens min hjerne ræsede af sted med flere hundrede kilometer i timen, for at finde frem til alle de ting, jeg gerne ville spørge sådan en bette fyr - undskyld Fae - om.
Jeg kunne se, at han kæmpede lidt med begrebet dessert, for han lænede sig lidt frem på min skulder, og kiggede undrende ned i gryden, hvor jeg rent automatisk havde fortsat med at køre grydeskeen rundt i æble/ananas blandingen.
"Hvad bliver det", hørte jeg ham spørge,"mad eller medicin? ".
Stille, næsten hviskende for ikke at skade hans hørelse, forklarede jeg ham, at det jeg lavede gerne skulle ende med at blive en æble/ananas lakrids/chilli- sirup. Noget, han lod til at have ganske svært ved at kunne forstå sammenhængen i.
Og mens jeg forsøgte at få ham til at forstå, hvad det egentlig var, jeg gerne skulle ende med at have i gryden - lød der pludselig en klingrende klar latter fra min anden skulder. Hvor der, så jeg da jeg drejede hovedet, sad en grinende hun og klaskede sig på sine bare lår af latter.
"Mænd,", grinede hun,"aldrig i stand til at finde ud af no'et, der ellers er klart som morgendug. Sirup er jo det, der ligger på bunden af blomsterne, og som vi spiser og drikker hver eneste dag i hele blomstersæsonen. Nauva hedder jeg, du menneske med den mærkelige mad."
"Men, ", fortsatte hun, men hun tørrede lattertårerne af sine øjne,"man kan da aldrig lave sirup af æbler - og ananas - og de dér to mærkelige ting, du sagde - lakrids og chilli."
Jeg rakte en hånd op til skulderen, og bad først hende og så ham, om at sætte sig på den, inden jeg satte dem begge ned på køkkenbordet foran mig. Hvilket fik dem til at knække sammen af grin igen, for - som Nauvi fik stammet konstaterende frem mellem grinene - "Vi kunne jo bare have fløjet derned selv."
Her var det så, at jeg opdagede, at den dis jeg havde set på ryggen af de små væsener første gang jeg opdagede dem, i virkeligheden var små gennemsigtige vinger, hæftet dér, hvor vi mennesker har skulderblade.
Så det var let rødmende, at jeg fik forklaret at jeg slet ikke havde tænkt på at de kunne have vinger ligesom pixierne, samt at jeg - hvilket var en idé, der opstod i samme nu i min hjerne - meget gerne ville invitere dem allesammen til at smage det færdige resultat af mine anstrengelser. Når det altså var kølet ned, og tyknet færdigt.
Begge féer kiggede nu undrende på mig. "Invitere,", sagde de som med én mund,"mener du dermed at vi må komme på besøg ved dig uden du forsøger at fange eller æde os ?"
Det tog lige lidt tid, inden jeg fik overbevist begge mine små nyfundne venner om, at mennesker altså ikke spiser Fae - uanset hvor godt sådanne væsner end måtte mene de selv smagte. Noget, de ellers åbenbart havde fået indprentet fra barnsben, at de skulle tage højde for, når de gik på fødejagt inde i menneskets boliger.
"Utroligt," sagde Nauvi, min han-fé ven. "Umuligt," sagde Nauva, min hun-fé ven.
"Men sandt," forsikrede jeg dem," bare vent til I kommer på besøg ved mig allesammen. Så vil jeg gøre alt, for at vise jer at det er sådan tilværelsen er sat sammen. Mennesker spiser ikke Fae."
Nauvi og Nauva kiggede eftertænksomt hinanden ind i øjnene. For en gangs skyld uden at fnise, og helt stille. Efter et stykke tid sagde Nauvi pludselig, at det kunne hun have ret i. Hvilket fik mig til at tænke, at de kunne tale med hinandens tanker - noget, de begge gav mig ret i da jeg senere spurgte dem.
Nauva vendte sig nu mod mig, og i et ganske formelt sprog udtalte hun dette:
"Vid, du menneske, at vi Fae ikke tager let på venskaber. Ej heller glemmer vi - trods vores lattermilde fremtoning - uret, der begåes mod os. Så skulle en Fae skades af nogen, eller svigtes i nød, huskes gerningen af alle Fae i 100 generationer. Det, du har fortalt os, er en prøve værd - at finde ud af om vi kan stole på jer, på dig. Og vi vil lade dette ske, når du inviterer til smagning af dit....... sirup, kaldte du det. Nauvi og jeg tager invitationen med hjem til de andre, og såfremt den modtages, vil vi alle møde op i dit bo, på det aftalte tidspunkt. Jeg er Nauva,", sluttede hun og rejste stolt hovedet.
Jeg spekulerede kortvarigt over hvordan jeg skulle svare, og forsøgte så at vise min respekt, ved formfuldendt at svare, at hendes fremstrakte hånd ville blive modtaget i samme ånd, og med kærlighed i hjertet.
Det var vist det rette ord - kærlighed - for det fik begge Fae til at gløde intenst lykkeligt, og lod dem efterlade sig et spor af glitrende, flerfarvefyldt støv, da de lettede fra køkkenbordet og forsvandt gennem stuen og ud af min åbne havedør.
Hvordan det gik derefter ? Og hvorfor jeg fik mit Fae-navn og mit Saining Ceremony-diplom ? Dét fabulerer jeg om, i næste del af historien om Rejsen Til Fae.