EU-debatindlæg 18/12-96

Nedenstående debatindlæg blev skrevet og tilsendt Berlingske Tidende helt tilbage i december 1996, som et indlæg i anledning af det kommende 25-ås jubilæum for vores indtræden i EF/EU. Det tog kun debatredaktøren - han hed Christian Brøndum dengang - knapt 6 måneder at læse det, og reagere med et beklagende afslag.

Der var engang....... Sådan begynder alle rigtige eventyr, både de gode - og de mindre rare. Så lad da bare dette her begynde ligedan, med en frase fra alle de store eventyrforfatteres dagligdag. Der var engang......

Et land, der hed Danmark. Et land, hvor indbyggerne var glade og tilfredse, og nærede en sund og hjertelig interesse for verden omkring sig, bekymrede sig når tingene gik galt, derude i den store, vide verden - og glædede sig over de enkle ting i tilværelsen. Sejren over nabolandets fodboldhold, den årlige ferierejse til badestrandene, og søndagsstegens knitrende sprøde svær. Et land, hvor lederne talte folkets sprog - og gik af som ledere, hvis de havde begået fejl. Et land, hvor det, at have sine meningers mod og være ærlig, blev sat i højsædet. Et land, der ikke eksisterer mere - det blev slugt af grådighedens og selvretfærdighedens store spøgelse.

I 1972 blev grundstenen til dette lille lands undergang lagt. En tillidsfuld befolkning blev ført bag lyset af økonomiske interesser og egocentrerede politikere - for, "ellers når vi ikke med, når Det Store Tog kører". Og Det Store Tog kørte - men henover det lille land og dets få millioner indbyggere, istedet for at stoppe op og tillade netop disse indbyggere at stige på. Ikke fordi Toget ar overfyldt - tværtimod havde ingen andre almindelige borgere fra de andre omkringliggende lande fået lov til at stige på, for samtlige vogne var faktisk fra starten af reserveret til de få - de "folkevalgte" - de "fællesvalgte".

Og Togets store skorsten spyede mængder af ildelugtende fremmedhed over alle landene. Nogle formåede at ryste lidt af det af sig, men andre segnede under vægten af alt det ukendte. Segnede, og blev kvalt. Således også det lille land, der ikke havde kendt til andet end danskhed - hygge - medfølelse - indlevelse - ærlighed, og kærlighed.

Forandringer, regler, og love. Lov dispensationer, udtalelser på flere sprog, og krumme agurker. Alt dette væltede ned fra den politikerrøgfyldte himmel, og gjorde indbyggerne krumryggede og navlebeskuende. Og ulykkerne fortsatte. Fælles mønter på fremmede sprog, uniformer i samme farver, og grænser der forsvandt mellem fingrene. Beslutninger, der blev taget så ingen kunne høre dem, korridorsnakkende kommisariatspolitik, og alting på fremmede hænder.

Så det lille ulyksalige land blev brolagt med Det Store Togs mange skinner - lagt oven på indbyggernes krumbøjede skuldre og rygge, og fæstnet med informationsteknologiens forkromede søm - ledning på ledning - og chip på chip. Og noget underligt skete. Fra det lille lands indbyggere voksede noget nyt, skræmmende og endnu mere fremmed frem. En udanskhed - et had til alt fremmed - en kulde overfor alt, hvad hjerterne før havde grædt for - og en griskhed, der ikke lod de "fællesvalgtes" noget efter. For nu skulle alle have det hele - den store bil, det store hus, den mægtige computer, de mange kanaler, de mange mønter - den tomme hverdag.

Og som suget tom af en igle, blev indbyggerne mere og mere gennemsigtige - mere og mere ulig de vikinger, fra hvem de stammede - og mere og mere usynlige. Ingen rettede ryggen og sagde nej tak - for så sagde de "fællesvalgte" bare, at man havde taget fejl og måtte revurdere sin stilling, for Det Store Tog kørte jo, og "ellers kom vi jo ikke med", og de "fællesvalgte" måtte jo vide det, for vi havde jo selv valgt dem, og de vidste jo bedre end os, for de var jo de "fællesvalgte" - de "alvidende" - guderne, der jo dagligt rejste med Det Store Tog for at vi allesammen kunne have det så godt. Og vi havde jo selv valgt dem. Havde vi.

Som sæbebobler brister på en solrig forårsdag, brast det lille lands indbyggere. Brød sammen og forsvandt uden at efterlade sig andet spor, end en vag og flygtig smerte - beskrevet i en gulnet eventyrbog.

Det tog kun 25 år.