Brændende besøg.
Opdagelsen af de små féer – eller Fae, som de kaldte sig selv – havde efterladt mig både forundret og eftertænksom. Jeg havde jo lovet dem – Nauvi og Nauva – at de og deres med-Fae ville blive inviteret til smagning af mit hjemmelavede æble/ananas chilli/lakrids-sirup, når først det var færdigtyknet og afkølet.
Og samtidig var jeg vist, eller sådan virkede det da jeg tænkte efter, kommet til at love, at Fae fremover ville komme til at se på menneskene med ganske nye øjne.
Indtil nu var de jo blevet indlært fra barnsben, at mennesker var nogle grumme og fæle skabninger, der nærmest guffede Fae ad libitum, hvis de kunne komme til det. Noget, unge Fae var begyndt at udfordre som 3-5 år gamle, hvor de efter vores målestok nærmest var i teenagealderen. Men selv blandt kortlivede skabninger, som Fae, kan forandringer tage lang tid.
Fae lever jo – ved jeg nu – højst 30 til 35 år, før de forstøver og driver væk i vinden. Og så anses de endda for at være det, der svarer til næsten 150 af vores år, hvis de når helt dérop.
Og netop en sådan Fae var det, der for flere generationer siden havde indprentet i alle andre Fae – til et verdensmøde for Fae, hvor de ældste fra alle kontinenter havde mødtes – at menneskene var Fae-ædende monstre, der ikke kunne holde tænderne væk fra de ”lækre små hapsere”.
E Nuri hed han, den gamle Fae, der var hovedårsagen til mange generationers indgroet angst for os mennesker. Bare fordi han – ulig næsten alle andre Fae - havde et utroligt dårligt syn, og havde opfattet ét enkelt menneskes opførsel og udsagn forkert.
Han var kommet forbi mennesket – en stor, kluntet bonde fra Ural-bjergene – da denne havde sat sig for at spise sine medbragte klemmer, ude på den mark hvor han var igang med at høste med håndkraft.
Nu er der det, at netop under håndhøst af korn, kan der være ekstra mange Fae i nærheden. For det første fordi disse nyder duften af det friskhøstede korn – og for det andet, fordi der er så utroligt mange løsrevne kerner at høste for Fae, og tage med hjem til vinterlagring.
E Nuri havde sat sig et sted, hvor han vidste de unge Fae ikke ville forstyrre ham, og hvor han havde udsigt til mennesket. En ikke helt normal ageren for en Fae, men E Nuri var så gammel, at han ikke regnede med, noget vilddyr ville have interesse i hans tørre knogler.
Derudover mente han selv, at han smagte aldeles rædselsfuldt – han var nemlig kommet til at smage på sig, da han en dag sad eftertænksom og fraværende havde puttet sin tommelfinger i munden. Og dén – opdagede han – smagte aldeles ikke godt.
Det kunne nok skyldes, at han just før dette, havde haft fingeren – og hele hånden – nede i en kokasse, for at redde en anden Fae, der af vanvare var kommet til at sidde fast.
E Nuri sad altså dér – distræt kiggende på dette bjerg af et væsen. Kluntet, stinkende, med store grove tænder, og et ansigt selv en sydøstasiatisk bjergtrold ikke ville kunne holde af, sad så dette..... menneske...... og gumlede på de grove klumper brød, hans kone havde givet ham med ud i høstarbejdet.
Nu skete der så det, der af E Nuri blev opfattet som et bevis på menneskenes trang til at spise Fae, men som i virkeligheden havde en ganske anden forklaring. Der bare aldrig blev hørt.
Mennesket havde taget to klumper brød op, og holdt nu et i hver hånd. Der var åbenbart – og E Nuri sagde bagefter at han havde aldrig set noget så klamt – puttet noget pisket og rådnet komælk på det ene brødstykke, og et par slatne salatblade på det andet.
Han klappede nu begge stykker brød sammen – med en vældig lyd til følge – og bed dem midt over på én gang.
Her var det så, at E Nuri hørte det, der sidenhen skulle martre ham nat efter nat, bringe sved på hans pande hver gang han tænkte på det, og nedsætte hans evne til at både latre og Tingle for evigt.
Han hørte lyden af en Fae, der højlydt klagede sig, samtidig med den knasende lyd fra mennesketændernes vej gennem brødklumperne, og den pludselige standsning af den klagende Fae´s stemme, da mennesket gumlede løs på den klump, det havde bidt af brødet – og sank det.
For ikke at tale om det veltilfredse udbrud, mennesket var kommet med efter nedsynkningen af føden.
”Så’en en smager jo godt. Dén slags fanger jeg gerne flere af,”, udbrød mennesket nemlig, mens det slikkede sig om læberne.
Der er jo nok ikke noget at sige til, at E Nuri troede at der var tale om en – undskyld udtrykket – friskfanget og levende nedsvælget Fae, når man tænker på det han så og hørte.
Men tager man i betragtning, at hans syn var temmelig dårligt, og at der – samtidig med at brødstykkerne blev klappet sammen – var en Fae omme bag mennesket, der havde tabt hele sin sæk ned over tæerne, og derfor uvilkårligt var kommet til at skrige højt – sådan ganske kort – indtil hans sidemakker – en kvindelig Fae med forstand på den slags – havde klappet sine hænder over hans mund, så mennesket ikke ville lægge mærke til skriget – ja tager man det i betragtning, så kan det vise sig at være en ganske anden sag.
At så mennesket samtidig havde fået et stykke hjemmefanget fisk med på brødet – noget, som konen ikke havde renset alt for godt for ben – og som derfor knasede lidt højlydt – sætter jo kun streg under det hele.
Men for E Nuri var sagen klar.
Mennesket havde – i fuldt dagslys, og under ældre, fornuftige Fae’s opsyn – ædt og nedsvælget en levende, skrigende Fae.
Og tilmed sagt, at det var velsmagende......
Ingen – som i absolut ingen – kunne dengang få E Nuri til at fravige det, han selv mente der var sket. Og da han kort derefter var blevet valgt som kontinentets ældste – og dermed deltager i Fae Verdensmødet – brugte han dette møde til at viderebringe historien og den efter hans mening deri liggende advarsel, til alle de andre Fae ældste.
Historien blev naturligvis ikke dårligere, af at blive genfortalt og viderefortalt. Og inden længe var de 7 kontinenters historier om menneskets trang til Fae-kød, blevet så kraftigt forvansket, at det er tvivlsomt om selv E Nuri ville kunne genkende den oprindelige historie i dét, der fortaltes.
Det ene sted – blev det fortalt - var mennesket blevet set rive både ben og vinger af tilfangetagne Fae, for derefter at bide hovederne af dem, så han kunne sylte kroppene i lunken øl. Og det andet sted – hviskedes det i krogene – blev Fae regelmæssigt jagtet og brugt som fyld i tærter, hvori de blev bagt levende.
Men det allerværste var nok, at det hele kunne have været undgået, såfremt E Nuri havde haft bedre syn og bedre hørelse.
Så ville ingen Fae i næsten 30 generationer være blevet skræmt fra barnsben af historierne om de store, grumme, Fae-ædende mennesker.
Naturligvis var der med mellemrum sket noget, der tændte op i ilden under historierne igen. Som dengang en kvindelig Fae var kommet til at miste sin ene arm til en sulten rotte – den voksede nu hurtigt ud igen, Fae regenererer hurtigt – og flokkens ældste havde hørt det som en sulten skotte, hvilket denne skyndte sig at nedfælde i flokkens annaler.
Eller dengang en hel flok Fae havde forædt og fordrukket sig i en omgang let gæret sirup og morgendug fra året før – og ikke opdaget den menneskefod, der så godt som udslettede flokken.
Mennesket troede selv, hun havde trådt på en flok skovsnegle, og skrabede resterne af sin sko med en syrlig bemærkning om, at ”De ku’ da helt sikker ha’ smagt godt. Adr...” – noget, som de tre overlevende Fae skamløst brugte i de historier, der fortaltes i de lange vinternætter i deres nye flok.
For Fae er jo Fae – og selv et gys kan frembringe fnis og øjentindren.
Så derfor – for nu at gøre denne lange historie lidt kortere – var det kun de unge teenage Fae, der udfordrede historierne ved at lave manddomsprøver – lidt et forkert ord, for også kvindelige Fae gennemgik dem – der gik ud på at søge at komme så tæt på mennesker, som det var muligt, uden at blive ædt.
Her var så netop det, der var sket for mig og ”mine” Fae helt i denne ånd.
Jeg skrællede æbler – og Fae samlede forråd. Og naturligvis ”så” jeg ikke noget til at starte med – vi mennesker er jo dygtige til netop dét, ikke at se hvad der er lige for næsen af os. Og Fae er ganske dygtige til at bruge deres vinger på en sådan måde, at de nærmest ”udviskes” i en let dirrende dis.
Så langt – så godt.
For nu er jeg nemlig på vej ind i, at skulle fortælle hvad der skete efter, jeg var blevet efterladt forundret og eftertænksom af de to Fae Nauvi og Nauva.
Jeg kunne stadig se resterne af det farvespættede glitrende støv, de begge havde efterladt da de forsvandt ud gennem havedøren. Og da jeg rakte hånden frem, for at ”fange” noget af det, havde jeg nok ikke lige regnet med det, der skete.
Min hånd ramte det, der må siges at være begyndelsen på hele striben af vidunderligt farveglitrende Fae-støv – og på én gang ”trak” det hele – hele den glitrende, farvesprællende stribe af støv – sig ind i min håndflade.
Jeg hev hånden til mig i et spjæt, og kiggede undrende ned i håndfladen, hvor jeg kunne se de sidste kildrende rester forsvinde – og nøs ganske pludseligt voldsomt.
Et nys af den slags, der kun forekommer enkelte gange i livet.
Heldigvis.
For nyset drønede gennem hele min krop – fra tæer til fingerspidser – fra bagdel til kranietop – og endte med at rotere rundt nede i min mave, inden det brølende røg ud af mine næsebor i et gigagevaldigt sprøjt af væske, snot, madrester der havde siddet fast guderne må vide hvor, og andet jeg ikke anede hvad var.
Men det efterlod mig med en lykkefølelse i kroppen, jeg aldrig havde haft før. Den, jeg helt tilbage i begyndelsen af den her efterhånden lange historie, havde beskrevet som kildrende, men hvor Fae ville beskrive den som Tingling.
Og ud af det blå brød en befriende, glad latter frem fra mine læber, mens lykketårer dansede ned af mine kinder.
Nåede vi frem til det brændende besøg ? Nej, ikke helt. Men sådan er det, når jeg skal forsøge at fortælle om Fae. Inden jeg ser mig om, er jeg et helt andet sted, end der hvor jeg skulle være.
Blandt Fae siges det, at historier starter med et ord, men måske først slutter efter verdens ende.
Muligvis er det også sandt her – hvor du netop har læst 2.del af Rejsen Til Fae. Og hvor du – forhåbentlig – kan se frem til 3.del af alt det, der skete, da Fae kom forbi mit liv.