Hver eneste dag sidder jeg dér. Foran skærmen - parat til alt muligt - parat til virkelig at lade mit jeg komme ud gennem fingrene, og danse ned på de tomme felter foran mine øjne.
Hver eneste aften sidder jeg dér. Foran skærmen - parat til alt muligt - parat til virkelig at lade mit jeg komme ud gennem fingrene, og danse ned på de tomme felter foran mine øjne.
Hver eneste nat sidder jeg dér..........
Gentagelse på gentagelse. Dag efter dag. Aften efter aften. Nat efter nat. Søgende dét, der ligger indeni mig. Dét, der vil kunne sætte min sjæl fri, og åbne for sluserne til den uendelige mængde ord, følelser, bogstaver, sætninger, tanker - der allesammen lydløst skrigende søger at finde vej ud.
Jeg kan mærke dem banke på. Mærke, hvordan de hamrer knoerne til blods - sparker fødderne til knuste tådele - skriger stemmebåndene i flossede bidder - for at kunne komme til at være dét, de allesammen eksisterer for.
Dét, de er nødt til at være, for ikke at forsvinde i intetheden. For ikke at have eksisteret forgæves.
Hver eneste dag, aften, nat, mislykkes det, og de ord, der endelig kommer igennem til spidserne af mine hvileløse fingre, er kun fattige gentagelser af det samme uendelige mantra i utallige forklædninger.
"Èn dag ad gangen."
Jeg er næsten sikker på, at jeg - såfremt det endelig ville lykkes mig at lukke op for dem - endelig lykkes at lade vandfaldet opstå og tage fart - endelig lade strømmen af dem rive alt med sig ud over kanten - at jeg så ville kunne finde ind til dét, det hele endegyldigt handler om.
Beskrivelsen af min Sjæl.
Men bedst som jeg tror, at det er lykkedes mig at rive en flig af mørklægningen, der fylder vinduet i døren ind til dem - ordene, følelserne, bogstaverne, sætningerne, tankerne - skyder et blændende lys ud fra rummet bag døren gennem den åbnede flig, rammer mine øjne med en skarp plet af ubegribelig fylde, og blender mine tankers begyndelse til en uendelig ligegyldig mos af noget, så mange andre har tænkt, troet, talt, hørt, ment, sagt før.
Og min Sjæl blafrer stadigt ubeskrevet med vingerne, mens hullet fylder sig selv igen, og mit jeg's eksistens lydløst skrigende forbander mit ædru liv igen.
Hver eneste........