Dansende dronninger og næsvise nisser.
Både Nauvi og Nauva så ud som om de kunne falde om af træthed, hvad øjeblik det skulle være. De havde været igang med at indsnuse duftnoterne fra mine stjerneaniskapsler, og forsigtigt slikke på kapslerne uden at ramme frøene, i temmelig lang tid.
For som Nauva snusfornuftigt sagde: ”Det skulle jo nødig blive til en vane, at skvatte om helt stiv og farveflimrende. Lidt styr må der gerne være på tingene. ”
Nauvi kluklo bare, og fortsatte med at indsnuse med lukkede øjne, mens Nauva forsigtigt satte sin lillebitte tungespids hen til den stjerneaniskapsel, hun stod med i hånden, og ”smagte” på den. En ret forvirrende ting at kigge på, for en ikke-flyvende, ikke-magisk grimrian som mig, havde hun på forhånd advaret mig om.
For, som hun rødmende havde sagt, mennesker kunne jo ikke gøre for, at de var grimme og som regel talte alt for højt, når de nu hverken kunne flyve som Fae eller leve som Fae.
Og grim – det mente hun så absolut, at jeg var. Grov hud, kæmpe næsebor, fedtet hår - efter Fae-standard, men deres hår var nu også så tyndt og fint, at det var er mirakel det i det hele taget kunne sidde fast på hovederne af dem – og stemme som en islandsk vulkan i udbrud.
Ikke lige det, jeg var vant til at høre om mig selv, men nu havde jeg jo snart været sammen med de to Fae i flere timer, og var blevet mere eller mindre vant til deres mange mærkværdige fordomme om os mennesker. Og når det skal være helt ærligt – så havde jeg jo selv haft fordomme om Fae - eller féer, som var det navn, jeg havde kendt dem under før i tiden – og fået dem sat af vejen lige så stille.
For de var jo hverken farlige eller åndeagtige. De var bare Fae – små væsner, der levede et liv fyldt med næsten det samme, som vi mennesker. Bortset måske lige fra magien. Og fe-støvet. Og de mytiske magiske kerner. Og Visningen, der fik dem til at visne til støv, og blæse væk med vinden.
Så, undrede jeg mig, hvorfor vi mennesker havde udstyret dem med så mange mærkelige levemåder, istedet for bare at acceptere at de var der – ligesom pixier, nisser og alle de andre – kunne jeg slet ikke begribe.
Mens vi havde sludret om alt og intet – mennesker og Fae – og forskelle på dette og hint – var indholdet i min lille gryde kølet så meget ned, at jeg kunne si vædsken over i et par Atamon-skyllede glas, jeg havde stillet parat for så mange timer siden.
Og sortere i æble/ananasstykkerne, så de kunne lægges i et glas for sig – med samt de to stjerneaniskapsler. Men ikke før jeg havde taget alle frøene ud af kapslerne, og lagt dem helt for sig selv. For dem ville jeg gerne have parat, til det snarlige besøg af Fae-flokkens ældste – så hun kunne se, at det ikke kun var a-nisserne der havde dem. Og måske smage på dem, såfremt hun da turde.
Både Nauvi og Nauva havde vist, at de turde smage på frøene. Og at de dermed havde fået åbnet for den magi, alle Fae efter sigende er født med evnen til at besidde. Så jeg var sådan set ikke så bekymret for deres ældstes mod, omkring dét, at smage.
Næh, det var helt andre bekymringer, der dukkede op i min – efter Fae’s mening helt sikkert Neanderthaler – hjerne. For hvordan skulle jeg servere siruppen, jeg havde lavet for Latima Kilrain ni Fiona, ældsten af flokken, Kronprinsessen af Stormenes Rige, grevinden af Lilae og Casiadia, og livsvarigt medlem af Drømmenes Parlament – hun, som Nauvi og Nauva kaldte deres Lys ?
Hvordan hylan skulle jeg – store, grove, menneskeabe kunne servere for så fine væsner, uden at klumre gevaldigt i det ?
Jeg delte mine bekymringer med de to små lykkestrålende Fae, og smilede bredt, da en glædesrislende latter indsvøbte mig i varme følelser og kærlige farver.
”MenneskePer, du skal ikke være nervøs, ” sagde Nauvi leende, ”Nauva og jeg henter drikkekar og serveringsskåle om et øjeblik, så du vil kunne præsentere dine frembringelser bedre, end selv det fineste selskab af Fae nogensinde vil kunne gøre. Bare vi inden da, kan få lov til at smage på æblestykkerne og ananasserne, du har lavet. For så tror jeg, vores energi vil kunne mangedobles.”
Jeg kiggede undrende på ham – usikker på, hvad han egentlig mente. Hvilket fik ham til at kaste sig ud i en længere forklaring, om stjerneanisfrøenes eventuelle indvirkning på æblernes og ananassernes mulighed for at kunne lagre Fae-energi. Og om chilli’en og lakrids’ens potientelle multiplicerende effekter på samme.
Mens han gjorde det – og mens jeg sad der med åben mund og polypper og forsøgte at fatte hvad han snakkede om – fløj Nauva op til mig venstre øre, og hviskede skrupgrinende ind i det:
”Han er sådan en nørd, min Nauvi. En kæmpestor Nørd, der glemmer at ikke alle ved det samme som han.” Hun fortsatte lidt mindre grinende, men stadig med latter i stemmen: ”Det tager normalt næsten et halvt Fae-liv at lære om alle tings iboende energi, men Nauvi kendte allerede som lille forskellen på tingene. Så han er Fae’s bedste bud på en fremtidig Konge, med alt det han ved. ”
Det sidste hørte Nauvi, og det fik ham til at vende sig mod Nauva, og sige med strålende stemme: ”Og du skal være min Dronning, du, som er smukkest blandt Fae.”
Nauva nejede i luften hvor hun hang – en øvelse, jeg tvivler på ville kunne læres af os mennesker, dertil er vi nok alt for klumpede – og spurgte formfuldendt Nauvi, om han havde lyst til at danse.
Mine øjne troede ikke hvad de så, da Nauvi i en elegant bue fløj op ved siden af Nauva, mens gnister af lyd og farve vældede ud fra hans vinger. Et fyrværkeri af elegance, lyd, og farver omgav de to Fae, mens de tæt omslyngede hvirvlede rundt i luften foran mine øjne.
Jeg sad så fastlåst til dette spektakulære syn, at jeg slet ikke bemærkede den gæst, der lige var fløjet ind gennem min havedør. Sagde jeg gæst ? Jeg mente gæster – for bag min ryg var der linet op i tre rækker af Fae – den ene mere elegant end den anden.
Og allerforrest stod den smukkeste Fae, jeg indtil nu havde set.
Godt nok mente Nauvi at Nauva var Fae’s smukkeste, men det var nok hans kærlighed til hende, der gjorde ham forudindtaget – for hun, som svævede elegant i luften foran Fae-flokken, udtrålede en værdighed, kærlighed, og skønhed, som intet andet jeg nogensinde havde set.
Hun var.......... smuk.
Forvirret rømmede jeg mig hastigt – hvilket medførte en skælven i rækkerne af ellers pænt opstillede Fae – bare for at fange mine to venners opmærksomhed. Men intet virkede – de var så opslugt af kærligheden i deres dans, at ikke engang verdens ende ville have forstyrret dem.
Forfjamsket bukkede jeg hovedet mod Latima Kilrain ni Fiona, for hende måtte det jo være, der var kommet på besøg, og mumlede undskyldende, at det sikkert ikke var for at fornærme hende, at de to Fae var så opslugte af deres dans.
Hvilket fik hende til at lade en klingrende, klokkesprød latter vælde ud over læberne, inden hun stadig latrende sagde:
”Intet kan forstyrre dansende Fae, du menneske, især ikke, når kærlighed er på færde. Og dét viser både kronprinsen og hans blomsterfælle så tydeligt er gældende. Og kun i dansen, kan de nåes af andre Fae, så hvis du undskylder, du menneske, vil jeg byde min egen fælle op, og dele dansens glæde med dem.”
Hun vendte sig mod den forreste Fae i rækken lige bag hende, og strakte en yndefuldt slank hånd frem mod ham. En gestus, han straks gengældte ved at lægge sin hånd om livet på hende, og starte en dans til den musik, der sagte flød ud fra Nauvi og Nauva’s dans.
Straks myldrede hele mit køkken og hele min stue, af dansende Fae. I par – enkeltvis – flyvende, flagrende, drejende, dirrende dansende. Og rent faktisk så intenst, at jeg kun kunne sætte mig ned, og lade glædestårerne strømme ned af mine kinder.
Nu nærmede flere Fae sig forsigtigt, mens de med småpludrende stemmer bad om lov til at dele min glæde med mig, ved at dele mine tårer med dem. Noget, jeg med største glæde sagde ja til – hvorefter den ene efter den anden fløj op til mine kinder, og forsigtigt samlede tåre efter tåre op i deres små fe-støv flasker. Hvilket bare fik al den lyd, der fyldte rummet, til at blive endnu mere intens og farverig.
Jeg lukkede øjnene – lige så stille og roligt, jeg kunne. Og nød lyden af dansen, lyden af stemmerne, og lyden af kærligheden i fulde drag. Lige indtil en stemme, der pludseligt lød i mit venstre øre, lige så tørt konstaterede, at det vist var på tide at få fundet ud af alt det der, om sirup og kerner.......
Og da jeg åbnede dem, mine øjne – kiggede jeg lige ind i øjnene på den mest grimme nisse, jeg nogensinde i mit liv havde set. At det så samtidig var den første æ g t e nisse, jeg havde set, understreger vel bare hans grimhed.
Dansen var stoppet, og Hendes Majestæt – ”Kald mig bare Fiona,” havde hun sagt, da jeg spurgte hvordan jeg skulle tiltale hende – hang nu ubevægeligt ved siden af nissebæstet, mens hendes øjne roligt betragtede ham.
Han afslørede et imponerende og skarptslebet tandsæt, da han højlydt bad om min tilladelse til at – som han sagde – ”Afprøve de der helt sikkert ikke hverken særligt godt fungerende eller særligt specielt smagende kerner, der er blevet påstået var lige så gode som eller måske endda bedre, end de kerner, vi a-nisser hvert år med møje og besvær samler sammen til disse utaknemlige flyvende skadedyr.”
I første omgang var jeg lidt forvirret. For – hvordan kunne han da vide noget som helst om stjerneanisfrøkernerne ? Det var jo kun ganske få timer siden, Nauvi som den første Fae havde smagt på dem? Og hvordan kunne han på nogen måde vide, at jeg havde inviteret Fiona – Hendes Majesæt, grevinden af – og så videre og så videre – og Fae-flokken på sirupssmagning ?
Lige indtil Nauva venstreørehviskende fik fortalt mig, at Fae kan samtænke over ganske store afstande, og at hun allerede da Nauvi var faldet omkuld i siruppen, havde samtænkt en meget mere end fyldig besked til Fiona, der i parentes bemærket var tante til hendes mosters første datters eneste kusine, og dermed så tæt beslægtet, at Nauva var den helt rigtige blomsterfælle til Nauvi.
Samt at a-nisser var berygtede for at sniglytte til Fae’s samtanker.
Ør i hovedet over den pludselige mængde informationer, svarede jeg ikke på a-nissens hånlige bemærkning, men snuppede bare en hel stjerneanis fra mit glas, og kastede den hen til ham.
Han greb den forfjamsket med begge hænder – for selvom nisser normalt ses som værende noget større end Fae, så var denne specielle nisse ikke meget andet, end et kvart blomsterhoved større end den største Fae.
Altså ikke rigtig noget, at skrive hjem om.
Og da han så vendte sit blik ned mod stjerneaniskapslen, og så hvad det var han stod med i hænderne, blev han først helt bleg, og dernæst sprutrasende rød i hovedet.
”Hvor har du.... Du har garanteret..... Den er stjålet fra os...... Eller.... Jamen, det kan ikke passe....., ”stammede han panisk og rasende,” Vi går konkurs, hvis ikke vi..... Fae-støv......Indkøb...... Jamen....”.
Alle Fae havde nu deres opmærksomhed rettet mod den hoppende og spruttende nisse, og så ud som om de afventede noget helt specielt.
Hvilket jeg egentlig godt kunne forstå. For åbenbart var det en godt fortalt men aldrig oplevet myte blandt Fae, at når a-nisser blev stammende rasende – så ville de ende med at dampe ud af ørerne.
Og ganske rigtigt – pludselig stod en stråle af damp ud af hvert af de to nisseører, og den bette mand gav sig til at stortude, mens Fae hujende jublede og grinede.
Fiona – Hendes Majestæt, etc etc, du kender rumlen – åbnede nu munden for første gang siden dansen stoppede, og kiggede a-nissen dybt ind i øjnene, men hun langsomt og tydeligt sagde:
”Længe har Fae måttet tåle jer opførsel, Aniel A-nisse. Og længe har Fae tiet, mens støvet flød fra vore vinger og ned i jeres kister. Længe nok er vore så sjældne tårer endt på toppen af en grød, for at blive fortæret som slik. Det.... stopper...... nu !”
Hendes sidste ord rungede gennem både stue og køkken, med sådan en intensitet, at jeg skævede ud gennem mine vinduer for at se om naboerne stimlede sammen. Men de troede nok, det bare var mit fjernsyn, for ingen af dem kom løbende for at se, hvad det var, der skete.
Hvilket nok også var ganske godt. For a-nissen – som åbenbart hed Aniel – hoppede så rasende rundt blandt de stolte og nu stillestående Fae, at jeg ville have haft svært ved at bortforklare synet som hverken sumpgas, eller en sjælden konstellation af Venus og morgendug.
Det havde jeg nu heller ikke lyst til, for det var meget mere underholdende at se det, der udfoldede sig lige dér og lige da.
Hendes Maje.... Fiona fortsatte: ”Du vil derfor, Aniel A-nisse, tage hjem til din flok, og fortælle dem at det aldrig mere vil være nødvendigt for Fae nogen som helst steder i verdenen, at købe mytiske magiske kerner af a-nisser. For vi har, ” her slog hun ud med hånden mod mig, ” fået ven blandt menneskene, der ved hvor og hvordan man finder de kerner, der er så uundværlige for et rigtigt Fae-liv. Gå !! Jeg er Latima Kilrain ni Fiona, ældsten af flokken, Kronprinsessen af Stormenes Rige, grevinden af Lilae og Casiadia, og livsvarigt medlem af Drømmenes Parlament. Og .... Jeg.... Har... Talt !!”
Ved det sidste ord kastede hun begge sine hænder i vejret, fangede to blå gnister, der indtil da havde hængt truende ubevægeligt over hendes hoved – og klappede håndfladerne hårdt sammen. Dette fik en rullende, drønende, langvarig torden til at opstå udenfor, og understrege alvoren i det, hun havde sagt.
Og fik samtidig den nu andægtigt lyttende, hovedbøjende a-nisse til forsigtigt at mumle, at det jo heller ikke var sådan ment, og hvis det var, ville de da gerne dele høstene med Fae, sådan næsten uden..... nej helt uden..... beregning. Troede han nok. Tænkte han nok. Mente han nok.
Hvorefter han – Aniel A-nissen – trak sig lige så stille baglæns ud af min havedør – og forsvandt i et puffffffffff.
”Dér lærte han nok noget, ”hørte jeg en grinende Nauvi venstreørehviske, ” så ham ser vi ikke meget mere til de næste generationer. ”
Fiona – hun, som jo rent faktisk er den ældste Fae der lever, og ikke bare ældsten i sin egen flok – og som dermed har den endegyldige mening og magt blandt Fae – kiggede med lattertinglende øjne på mig, og fortalte at hun rent faktisk nok var kommet til at tage noget på forskud.
”For,” sagde hun,” jeg har jo slet ikke smagt på det, du har frembragt, du menneske, og slet ikke mærket dine kerner knase mellem mine tænder endnu. Så måske bliver jeg nødt til at gå bodsgang til a-nisserne, hvis nu ikke det, Nauvi og Nauva har samtænkt til mig passer. Hvilket slet ikke ville være så godt. Og hvilket Fae ikke ville kunne klare – altid at møde giftigt talende og giftigt udæskende a-nisser i al fremtid. Så, du menneske, jeg håber sandelig, at de har ret.”
Hun tav – åbenbart helt forpustet – og kiggede afventende på mig. Imens rasede min hjerne rundt i tanker som – hvad jeg skulle servere i – hvad jeg skulle servere på – hvorfor Nauvi og Nauva ikke havde nået at.......
Og dér var de så – de to smukke små væsner – medbringende en hel favn fuld af sarte, tørrede blomsterhoveder, og lige så sarte, tørrede dækblade. Nauva dyppede den første af de tørrede blomsterhoveder i sirupsglasset, og rakte den over til Fiona, mens Nauvi fiskede et æblestykke og et stykke ananas op fra det andet glas, og præsenterede dem på det første dækblad for hende.
Begge bukkede de afventende hovederne, mens Latima Kilrain ni Fiona, ældsten af flokken, Kronprinsessen af Stormenes Rige, grevinden af Lilae og Casiadia, og livsvarigt medlem af Drømmenes Parlament, tog en slurk af siruppen, og nippede til de chilli og lakridssyltede frugter.
Hun blegnede en anelse, kunne jeg se – de var jo heller ikke just forsigtigt fremstillet, de to ting. Der var masser af lakrids, rørsukker, og chilli i det hele – og jeg havde da også selv måttet hoste diskret et par gange, første gang jeg smagte på det.
Men til hendes ære skal det siges, at hun slet ikke hostede, men bare sagde: ”Interessant......... Og hvor er så de kerner, det hele drejer sig om ?”
Jeg havde allerede fisket tre stjerneanisfrøkerner fra, og bød dem nu til hende, mens jeg krydsede mine fingre på ryggen. For sæt nu hvis....
Først duftede hun helt forsigtigt til dem. Så rakte hun helt forsigtigt sin tunge ud og slikkede lidt på dem. Og så – med en bevægelse, der var en dronning værdig, kastede hun dem ind i munden og knasede løs.
Alle Fae var i mellemtiden blevet helt stille, og ganske opmærksomme. Hvert et blik var rettet mod deres Ældste, deres Lys, og angsten for at miste hende lyste nærmest ud af øjnene på dem alle.
Hun stivnede – ikke helt så voldsomt som Nauvi og Nauva havde gjort – men væltede heller ikke omkuld som de havde. Til gengæld brød et vandfald af farver frem fra hele hendes krop, og spredte sig ud over de tyste Fae, der brød ud i en jublende glædesråben, og begyndte at hoppe og danse, hvor de end stod.
”Den fremtid bliver god, du menneske,” sagde hun lige så mildt, men dog med en vis hæshed i stemmen, ”for nu har Fae igen tillid til jer.”
Jeg bukkede langsomt hovedet, og svarede at den tillid aldrig måtte brydes, og at Fae altid ville kunne bruge mig som led mellem dem og os.
Plus en hel masse andet, jeg lige her og nu ikke er helt istand til at huske. Det var jo en ren fest, der var brudt ud omkring ørerne på mig. Nauvi og Nauva havde sat sig på mine skuldre – en på hver - og lænede sig op af mine øreflipper mens de betragtede deres med-Fae, der både smagte på sirup og sylt, inden de kastede sig over mit glas med stjerneaniskapsler, med en sådan hast at jeg frygtede det ville falde på gulvet.
Men heldigvis vidste og ved jeg, hvor man får fat i flere mytiske magiske stjerneaniskapsler, uden det går ud over Fae’s støv, guld, og tårer.
Festen varede lige indtil stjernerne begyndte at blegne på himlen, og endte med at jeg blev inviteret til Nauvi og Nauva’s forening, der skulle ske når deres blomsterknob var stor nok. Men det er en helt anden historie, som kræver en helt anden bog.
Den lille glasbeholder med tåreguldstøv ?
Den har jeg stadig. Den står her på bordet ved mig, og afventer dét ene absolutte øjeblik, hvor jeg slet ikke kan leve uden at indtage indholdet. Jeg tror bare, at det kommer til at vare rigtigt længe, for – som jeg altid har sagt :
Forskellen er ens, det er bare farven, der har en anden lyd, når man smager på den.