Det' sgu da rent ad helvede til, det hele.
Idiot, som jeg er, tøver jeg hele tiden med at tage beslutningen om at flytte - og jeg kan fandme ikke finde ud af, om det er fordi jeg bare er en selvcentreret, egoistisk kylling, eller om det er fordi jeg er i gang med at planlægge et fremtidigt tilbagefald. Sådan et vil der jo næsten automatisk komme, når jeg ikke længere har råd til at bo her, hvor jeg bor, og derfor begynder at undlade at betale de faste udgifter, for bare at kunne overleve - med det resultat, at min udlejer - en mand, jeg har stor venskabelig respekt for - bliver tvunget til at sætte mig på gaden.
Jeg kan allerede se det for mig - skrigende og sprællende vil jeg lade mig trække ud af min bolig, mens tårerne strømmer ned over kinderne, og jeg indvendig hungrer efter den forløsning, jeg før i tiden fandt så meget af i sprutten.
Det' ad helvede til.
Og al den der forbandede kærlighed - alle de der sindssyge lyster - omsorgen, ømheden, kyssene, kærtegnene, elskoven - ok, det var mest ren, rå sex - jeg havde sammen med min forlovede - kvinden, jeg valgte at investere alt i - alt det, ligger stadig indvendigt og ødelægger, smadrer, umuliggør samværet med andre - fordi kærlighed ikke har en Stop-knap. (Kæft, hvor lyder det hulkende sentimentalt, det lort).
Hvordan i helvede kommer jeg videre ? Hvordan får jeg fjernet alle de der deja vué øjeblikke, der gang på gang er ved at vælte vognen, når noget, jeg har set, oplevet, eller smagt på, sammen med hende, får min syge hjerne til at banke et sug af SAVN ned gennem kroppen ?
Hvordan kan jeg komme til at acceptere, at de sidste tre år af vores forhold var en løgn ? At hun tog til København for at blive voldbollet af min kammerat, og siden brugte min fortid - alt det, der var sket før hun kom ind i mit liv - mod mig, for at undgå at vores fælles venner skulle opdage at hun havde løjet overfor både dem og mig ?
Hun satte mit følelsesliv skakmat, fordi hendes egoisme kun tillod hendes egen eksistens.
Fuck, hvor jeg dog savner hende - uanset at hun var et dumt svin overfor mig - uanset, at hun valgte som hun gjorde - uanset, at hun stak af med alt, der stod på vores "fælles" konti, alt hvad vi havde sparet op i kontanter, alle møbler, alle redskaber - og efterlod alt lortet til mig.
Jeg savner duften af hende - smagen af hendes kys - følelsen af hendes krop tæt mod min. Den jamrende fælleshed, der opstod når vi elskede, og jeg endnu en gang havde hende "lige på spidsen af min finger".
Og jeg tør ikke - jeg tør kraftedeme ikke - lade nogen komme tæt på mig igen. Angsten for, at det samme skal ske igen, at jeg endnu en gang bliver svigtet, og efterladt såret og ødelagt, på grund af en andens ulyst til at elske fuldt ud - står skræmmende og klar i mit hjerte.
Jo, jeg har skam forsøgt. Indtil flere gange har jeg forsøgt at se, om jeg dog ikke kunne komme videre i mit følelsesliv - både som ren sex, i et D/s-forhold - som åndeligt samvær og kærlighed, som venskabelig fælleshed. Men enten skræmmer jeg dem væk, i min iver for at være to igen, eller også skræmmer jeg mig selv væk, i min angst for ikke at præstere godt nok.
Det' ad helvede til.
Og det er lige før, jeg bare har lyst til at trække stikket - enten ved at blive munk, og tilbringe resten af mit liv i eftertænksom ensomhed i et kloster på en fjerntliggende bjergtop, eller ved at tilslutte mig en eller anden nyreligiøs bevægelse, hvor jeg kan finde udløsning gennem flammende taler om Himmel og Helvede, og natlige seancer med beundrende, men religiøst afsporede og seksuelt frustrerede væsener af begge køn.
Jeg kunne også flytte på en øde ø, og så se hvor længe jeg ville overleve dér, når det eneste jeg ville kunne få af føde, var det jeg selv kunne fange, fiske, eller grave op af jorden.
Eller bare nøjes med at sige -at nu er nok nok - og fortsætte til den næste eksistens, efterladende den krop, der på det seneste har voldt mig så meget ubehag og fysisk smerte, til forbrændingen. Med det fedt, der i øjeblikket er indvendig i den, vil den vel kunne opvarme et parcelhus en dags tid eller to.
Hvilket ville give mit liv lidt mere mening, end den, jeg lige nu ikke kan se.
Det' ad helvede til med de der............
Krybende invaderer de sjælens arnested
besætter de tomme boliger
og kræver
smerte
Som igler i en kærlighedsløs verdens tomrum
suger de eksistensens rester ud
og efterlader
smerte
Hamret til følelsesmæssig invaliditets klare afslutning
erkendes rystende, blødende
kærligheden til
smerten.