Brændende besøg – fortsat
Jeg kunne høre nyset runge, mens jeg stadig letleende tørrede lykketårerne af kinden. Og samtidig kunne jeg føle, hvordan lykken nærmest susede – tinglede – rundt i kroppen på mig, som om hele den stribe af multifarvet glitrende festøv, der var blevet suget ind i min håndflade, havde travlt med at fordele sig i alle min krops ellers så trætte og sygdomsramte celler.
Min hjerne boblede af fryd, mine øjne tindrede – og jeg var nødt til at sætte mig ned, af bare åndeløs splintrende glæde. Og er der én ting, jeg er nødt til at passe på med – så er det åndeløshed. Det kan jeg slet ikke tåle, men det er en anden historie – til en anden tid.
Fakta er, tænkte jeg muntert for mig selv, at jeg egentlig er i lidt af en kattepine. For hvis jeg træder så meget som et skridt forkert, når de lokale Fae kommer på besøg – kan jeg ende med at have cementeret menneskenes ry som Fae-ædende monstre i en sådan grad, at selv pixierne flygter skrækslagne.
Og dem skal der jo som bekendt en hel del til at skræmme.
Distræt og stadig dybt tænkende, kiggede jeg ned i min lille gryde, hvor grydeskeen nærmest virkede som om den havde fået sat motor på og var blevet selvkørende – og opdagede at det hele var begyndt at have en mørk, nærmest silkeagtig farve.
Jeg droppede et par stjerneanis i gryden, og tog den af, så indholdet kunne både trække og køle ned. Lidet anede jeg, at netop stjerneanis’erne senere ville afstedkomme forviklinger i allerhøjeste potens.
Men sådan er der jo så meget, man ikke kan se i forvejen. Skilsmisser, overskydende skat, Lotto-gevinster – det er altsammen til at forudse, bare man kigger ordentligt efter.
Men stjerneanis i æble/ananas/chilli/lakrids-sirup ? Dét, er der ingen mulighed som helst for at kunne forudse effekten af.
En høflig lille hosten ved mit venstre øre, samtidig med et let træk i øreflippen, afbrød min ellers så vidunderligt kaotiske tankerække, og fik mig til at dreje hovedet i lydens retning.
Og dér var hun igen – Nauva, min nyfundne Fae-ven. Stadig iklædt en letplisseret kjole og små sorte sko i balletskostil. Kjolen havde bare skiftet farve nu, og var et væld af forårsklare grønne nuancer af noget, der så ud som om det lige var sprunget ud.
Jeg smilede glad til hende, og blev mødt med et strålende tandrækkevisende smil, der – underligt nok – rørte ved noget dybt indeni mig.
”Jeg kommer med besked,” sagde hun, ”fra hende, der er vores ældste og vores lys.”
Endnu en gang imponerede det mig dybt, at det hun sagde – og som egentlig bare lød som en blanding af vindens hvisken, blåklokkers ringlen, og insekternes summen – automatisk blev oversat inde i mit øre. Så uden egentlig at tænke over det, røg det ud af mig: ”Hvordan gør du det ? Får mig til at forstå, hvad du siger ? Nauvi gjorde det samme, men heller ikke dér fandt jeg ud afr hvordan. Er det magi ?”
En rislende klingrende latter brød frem fra Nauva’s læber, og forkælede mine øregange i en sådan grad, at jeg ike kunne lade være med at le med.
”Åh nej, menneskePer,” lo hun, ” magi er det ikke. Bare en ganske lille smule vingestøv drysset i dine ører, så du ved hvad vi siger.”
”Faktisk,” fortsatte hun, ” burde du prøve at lytte ganske kraftigt til de lyde, der er i din have. Så opdager du, at du pludselig kan høre biernes snak, myrernes pludren, grossenollikernes tankeløse pladren, og ravnenes dybe samtaler. Men – gem det til senere, for jeg har en vigtig besked med til dig, der kræver hurtigt svar.”
Lettere rystet nikkede jeg bekræftende til hende, mens jeg tænkte ved mig selv, at den da godt nok var alt for langt ude. At jeg skulle kunne høre alt, hvad insekter og fugle sagde til hinanden – og også få noget fornuftigt ud af det ? Aldrig i livet, om det kunne være sandt.
”Lyt efter nu, menneskePer,” begyndte Nauva nu, ” for disse er ordene fra Latima Kilrain ni Fiona, ældsten af flokken, Kronprinsessen af Stormenes Rige, grevinden af Lilae og Casiadia, og livsvarigt medlem af Drømmenes Parlament.”
Hendes blik var fast og hendes stemme klar, mens hun kiggede mig ind i øjnene, og fortsatte sin tale.
”Vid, at du, menneskePer, nu står som den sten, der enten lader mennesker og Fae nærme sig hinanden igen, eller ender med at ødelægge alle fremtidige håb og fjerne Fae endegyldigt fra den verden, vi lige nu deler. For det er sådan, at hvis ikke tilliden til mennesket er til stede eller kan genskabes – vil jeg, Latima Kilrain ni Fiona, ældsten af flokken, Kronprinsessen af Stormenes Rige, grevinden af Lilae og Casiadia, og livsvarigt medlem af Drømmenes Parlament, bruge al den magi der ligger blandt Fae på én eneste opgave. ”
Nauva pausede lidt – åbenbart for at kunne understrege ældstens næste ord tilstrækkeligt, og fortsatte så men jeg med store øjne og vidtåbne ører tavst lyttede efter.
”Jeg vil sørge for, at fjerne al Fae fra denne verden, og flytte Fae og alt dertil hørende, til den nærmeste ikke-menneske-beboede verden. Og ved at gøre det, vil jeg opbruge magien fuldstændig, således at mennesket aldrig vil kunne mødes med Fae igen, og aldrig vil kunne vide, at vi engang var tæt på hinanden.
Disse er mine ord – og disse er ordene Nauva har fået med som svar på din invitation, menneskePer.
Valget er dit, og valget af tid ligeså.”
Jeg kiggede mundlam på Nauva, der forpustet sank lidt sammen, inden hun endegyldigt afsluttede beskeden med et ”Jeg er Nauva” – en måde, alle Fae afslutter vigtige samtaler eller beskeder, har jeg siden lært. Ved at sige navnet på den, der udtalte ordene.
Egentlig er det lidt forkert at skrive ordene..... ”Jeg er Nauva”, lyder helt anderledes på Fae. Helt... sådan......understregende. Som en blanding af dansende klokker, der møder en fuldtonende og tonalt samstemmende blandet insekt/fugle/blomster-lyd.
Smukt, som bare pokker.
Nauva stod nu afventende og kiggede på mig. Helt tydeligvis håbende på et eller andet værdigt og storslået, som hun kunne tage med hjem til ældsten, når hun havde brugt tid på at finpolere de enkelte lyde i det til Fae oversatte.
Men pludselig kunne jeg mærke en frygt begynde at rejse sig indeni mig. En frygt for, at de ord jeg ville vælge, ikke ville lyde godt på Fae. At de ville ende med at lyde som to lastbiler med skrigende smågrise og brægende geder, der rammer hinanden i en pøl fuld af ækelgrønne gasdampe.
Altså aldeles ikke godt.
”N-N-Na-Nauva,” stammede jeg febrilsk,” hvordan skal jeg ku-ku-kunne finde lige så fine, velklingende lyde, som dem du netop har indsvøbt mig i ? Jeg frygter, at jeg fe-fej-fejler, Nauva.”
Bestyrtet kiggede hun på mig – satte sig ned – og hvilede sit hoved i den ene hånd. Langsomt lukkede hun sine øjne, og lod vingerne begynde at blafre. Først langsomt, så hurtigere og hurtigere, indtil hun var næsten gemt i den dirrende dis, jeg første gang havde set under æbleskrælningen for ikke så længe siden.
Og da hendes vinger igen tabte fart – efter noget, der for mig virkede som en evighed – var hun ikke længere alene. Nauvi var dukket op ved hendes side, og sad nu tavst med blikket fastlåst til hendes øjne.
”Nauva, ” begyndte jeg, ”du...”. Hun løftede den ene hånd afværgende, mens hendes blik stadig var fastlåst til Nauvi’s, og jeg tav beskæmmet.
Endelig – efter endnu nogle minutter – drejede de begge hovederne og kiggede smilende på mig.
”MenneskePer,” sagde Nauvi, ”jeg glædes ved at se dig. Og jeg glædes ved at tilbyde dig den løsning, Nauva og jeg har samtænkt.”
Jeg smilede glad til ham, mens jeg opdagede hvor meget jeg egentlig havde savnet at se den Fae, der havde bragt hele Fae-verdenen ind i min opmærksomhed. Og skyndte mig at spørge, hvilken løsning han mente.
Både Nauva og han delte løsningen med mig – simultant talende, så deres stemmer inden oversættelsen lød som det mest vidunderlige klokkespil, med overtoner af bi’sk og ravnebas som rytme.
I al sin enkelthed gik deres løsning ud på, at anbefale mig så kort et svar som muligt, da ældsten normalt foretrak at ytre sig i korthed, og gerne så kryptisk som muligt. Og – bare for en sikkerheds skyld – at lade de to, Nauva og Nauvi, være de første til at smage den sirup, jeg fremstillede. Bare så jeg ikke risikerede, at ældsten gik op i flammer eller sygnede hen i sukkerforgiftning. Hvilket ville være ret træls, eftersom hun – ældsten – var ventet til det Verdensmøde, hun just havde indkaldt til – og hvor hun ville dele nyheden om forbrødringen mellem mennesker og Fae.
Hvis der kom nogen. Hvis jeg ikke spildte det hele på gulvet.
Hvilket jo åbenbart så absolut var en mulighed........
Jeg rystede tankerne væk, og spurgte Nauva hvordan vi skulle gå frem. Om jeg skulle skynde mig at finde en kort sætning, eller hvordan hun og Nauvi havde samtænkt tingene.
Kluk-latrende svarede hun, at hvis ikke det var alt for tidligt og alt for besværligt, så ville både hun og han vældigt gerne smage lidt på det der, der fyldte luften i mit køkken med så mange forunderlige duftende toner. Så kunne jeg få tænkt de tanker, der skulle til, mens de smagte og forhåbentlig nød.
”I smager bare løs,” sagde jeg, ”for I kan næppe tømme gryden med de små munde og de små maver. Der skal jo gerne være noget til ældsten og de andre Fae, når de kommer på besøg. Men lad mig hælde lidt op på en tallerken, så det kan køle lidt mere ned, end det har gjort indtil nu. Lidt varmt er det jo stadig.”
Den tallerken, jeg hentede i skabet, var hvid som kronbladene på en bellis, og kold som morgenis i december. Hvilket kun var godt, for da jeg hældte noget af væsken fra gryden over på den, dampede det stadig en smule.
Og jeg ville jo nødigt have, at Nauva og Nauvi brændte deres tunger.
Men da jeg sagde det til de to nu ivrigt omkringflyvende små Fae, lød det grangiveligt som om Nauvi pludseligt pralede, da han gensvarede: ”Jeg har drukket varmere ting, end det du præsenterer her, menneskePer. Og aldrig har min tunge mistet sin evne til Fae eller andet.”
Smilende fortalte jeg dem, at jeg så ville lade dem smage i fred og ro, mens jeg selv ville gå ind ved siden af, og dybtænke tanker, der måske kunne blive til ord, der kunne bruges.
De nikkede ivrigt til mig, og det sidste jeg så inden jeg gik ind i stuen og efterlod dem med en tallerken, hvor bunden var let dækket af æble/ananas/chilli/lakrids-sirup – var to Fae, der rakte munden ned til væsken.
I stuen satte jeg mig i den bedste lænestol, jeg havde og lukkede øjnene. Det er nu engang den bedste måde at tænke på, synes jeg. Og samtidig den måde, jeg normalt ville bruge for at få de helt rigtige ord frem.
Men jeg havde kun siddet der i nogle få minutter, og var overhovedet ikke kommet bare lidt i nærheden af noget brugbart, da jeg hørte et forfærdet, tyndt skrig, ude fra køkkenet.
Det lød fuldstændigt som om, Nauva havde skreget, at han var død........
Synet, der mødte mig, da jeg styrtede ud i køkkenet, var skræmmende. Nauva stod ved siden af den kridhvide tallerken, hvor Nauvi var væltet omkuld oven på siruppen.
Hun havde begge hænder foran øjnene, mens hun jamrende råbte: ”Nej, nej, nej – nu er det hele ødelagt. Nauvi visner, og jeg må flygte til et andet kontinent, for ikke at rammes af hendes straf. Det er....... ødelagt !”
Forsigtigt tog jeg fat i Nauvi’s lille krop, og førte ham op mod mit ansigt. Det var min mening, at lytte til hans bryst, for at høre om hans hjerte slog, men inden jeg nåede så langt, hang en rasende Nauva foran mit ansigt og nærmest spyttede gnister mens hun skreg:
”Du æder ham ikke, menneskedrog. Du ....æder....ham...ikke !! ”
For hvert ord hun spyttede ud mod mig, voksede en blå gnist, der hang i luften foran hende og glitrede, sig større og større. En gnist, jeg senere har lært ville kunne dræbe, såfremt den blev stor nok.
”Nauva,” sagde jeg blidt, ”Nauva, hør efter. Jeg har ikke tænkt mig at spise Nauvi, og du sårer mig faktisk ved at tro det. Men jeg forstår hvorfor du lader din angst finde de forkerte ord. Jeg vil bare lytte til hans hjerte, og finde ud af om han stadig er i.....”.
Inden jeg fik fuldført sætningen, mærkede jeg hvordan Nauvi’s krop spjættede, og hørte hvordan en for Fae fuldkommen unaturlig lyd kom fra hans mund.
Han bøvsede.
Bøvsede, ræbede, tordnede luft ud mellem læberne, mens han prøvede at komme op at sidde igen.
Nauva kastede sig over ham, og en kakofoni af lyde flød fra hendes læber – så hurtigt, at fe-støvet i mine ører ikke kunne nå at følge med, og slog fuldstændigt fra.
Det lød som om alverdens klokker, bier, blomster, og dyr udtalte deres dybeste kærlighed og deres dybeste frygt samtidigt. Og det bragte tårerne frem i mine øjne.
Hvorfor reagerede Nauvi sådan på min hjemmelavede sirup ? Og hvad var der med Nauva, siden hun i dén grad var villig til at flå mig i småstykker – trods hendes klare underlegenhed ?
Det finder du alt sammen ud af – i 4. del af Rejsen til Fae. Så hold dig bare parat, til at læse endnu et afsnit af fortællingen om den rejse, jeg begav mig ud på med den første skræl på et æble.