Embedded Files
Frederiksborg Slot. Bygget 1600 - 1630
Typisk soldaterudstyr fra Svenskekrigene. Kalmar Slot.
Sorø akademi. 1623. brugt af Chr. den 4, som Ridderakademi.
Bøn mod trolddom. Trykt i bog fra1600 tallet.
Byen Kristiansand i Norge anlagt af Christian den 4. fra 1641.
Her findes der stadig træhuse bygget ved byens grundlæggelse. Kaldet Posebyen.
Statue af Christian den 4. i Roskilde Domkirke. Udført af B. Thorvaldsen i 1840
Ålborghus. Oprindelig opført i 1555 som et fæstningsanlæg, men det viste sig snart at være ubrugeligt som fæstning. Derefter ombygget i 1630'erne og tilføjet en nordfløj mod havnen af Christian den 4.
Renæssance ca. 1500 til 1650.
Renæssance ca. 1500 til 1650.
Genfødsel og reformation.
Genfødsel og reformation.
I slutningen af middelalderen blev det tydeligt at Danmarks befolkning markant var opdelt i sociale grupper, kaldet stænder, og Danmark som mange andre lande i Europa var et feudalsamfund.
Et feudalsamfund er karakteristisk ved at hver stand har sin egen funktion og sine egne specielle rettigheder og pligter. I følge den dengang herskende forståelse var dette samfund indstiftet af en guddommelig orden og menneskelig lighed var ikke muligt.
Samfundet var et magthierarki, hvor toppen var kongemagten, den fremvoksen adel samt kirken. Den store brede del af hierarkiet var bønderne, der i perioden blev mere og mere undertrykt samt udsat for et magt og retssystem, der ikke gav dem mange andre muligheder end et hårdt slid på de fæstede gårde.
Ca. 80% af befolkningen var bønder, der ikke havde politisk indflydelse eller indflydelse på deres egen dagligdag. De var stavnsbundet, de kunne altså ikke flytte til et andet sogn eller til en by uden adelens tilladelse, de skulle arbejde på herremandens marker, når der var behov for det, samt betale afgifter til stat og adelen.
I Danmark talte adelen i begyndelsen af perioden ca. 2000 personer, altså en kvartdel af befolkningen, som i realiteten ejede 45% af landets jord, mens kongemagten ejede 50% af jorden. Tilbage var en lille gruppe selvstændige bønder, primært i Vestjylland og selvstændige købmænd i de fremvoksen byer.
Adelen var også repræsenteret som den lovgivende, udøvende og dømmende magt, samlet i det såkaldte rigråd., der ofte kun repræsenterede højadelen. Rigsrådet bestod af en kansler, rigshofmester, rentemester, marsk, admiral og udvalgte medlemmer af højadelen.
De adelige ejede ofte store godser, hvor de modsat bønderne, havde en masse særrettigheder, f.eks skattefrihed, men kunne til gengæld selv fastsætte skatten for de bønder, der tilhørte godset. De kunne arrestere folk og straffe dem, ofte uden hensyntagen til de få rettigheder, bønderne havde. Bøndernes vilkår var ikke meget forskelligt fra slaverne i koloniernes vilkår.
Denne samfundsstruktur førte nu og da til oprør, hvor bønderne forsøgte at få politisk indflydelse og frihed. Det helt store oprør kom i 1534 varede til 1536 kaldet Grevens fejde. Krigen her var ikke blot et bonde- borgeroprør men også en kamp om kongemagten, de tyske bystaters indflydelse. Ikke mindst var Grevens fejde en opgør med den katolske kirke i Danmark, inspireret af Martin Luther (1483-1546) i Tyskland.
Bønder tabte krigen, og oprørets ledere blev henrettet. Kongemagten styrkede sin position og lavede en opgør med den katolske kirke, der måtte aflevere deres værdier og jord til kongemagten samt adelen.
Med den katolske lærers forsvinden, opstod der en ny forståelse af mennesket i samfundet. Troen var nu en personlig sag. så hverken kirke eller præst var nødvendig for en forståelse af de kristen værdier, men betinget af individuelle holdninger. Det medførte at mange borgere og bønder forsøgte et oprør mod de verdslige autoriteter, men den nye lutherske tro fastholdt et krav om ubetinget lydighed over for sine foresatte og en forståelse af den rette lærer. Den lutherske tro vandt hurtig indpas og viden om troen blev distribueret til samfundet gennem den nye bogtrykkekunst opfundet af Johan Gutenberg (1394-1468).
Luthers lærer krævede accept af det feudale magthierarki, men lagde samtidig kimen til det fremvoksende borgerskabs krav om indflydelse gennem deres økonomiske udvikling. Gennem hårdt arbejde og den rigtige tro gør mennesket sig fortjent til Guds velvilje, en slags erstatning for den katolske kirkes himmerige. Rigtig mange købmænd blev en del af den internationale handel. og priserne på varer steg og steg. Dette var til fordel for godsejerne, bønderne og købmændene, men den dårligste del af befolkningen fik ringere levevilkår. på grund af de stigende priser.
Brød man reglerne omkring den lutherske tro, eller udgjorde en trussel imod den, så kunne man risikere voldsomme reaktioner, f.eks henrettelse, tortur. anklager om trolddom eller heksekunstner.
Tidens ideologi, design, kunst og arkitektur blev hentet i antikkens Rom og Grækenland. Efter katolicismens fald var der plads til individualitet for udvalgte velhavende sociale grupper. Den nye trykketeknik og bogformat gjorde det nemmere at få viden om antikkens styreform, kunst og historie. Der var en genfødsel med begrænsninger men det gamle stændersamfund, var under pres for en ide om betydningen af individet. Uddannelse blev udbredte på særlige skoler, universiteter, især adelens børn indgik den i denne nye oplysningsbølge, hvor naturvidenskaben udviklede sig, som dog samtidig udgjorde en trussel mod det statiske samfund.
Kong Christian den 4 (1577-1648) er nok den danske konge, der er mest kendt. Han var en driftige konge, der internt og eksternt var uhyre aktiv. Han startede mange tidstypiske projekter, der blev færdiggjort, men også mange konflikter og krige, der efterlod et fattigere land i en økonomisk recession.. Fjende var Sverige, og i realiteten var konflikterne udsprunget af, hvem der skulle have magten over Østersøen og dermed de økonomiske muligheder, det gav.
Indtægter fra Øresundstold og krigsskadeserstatninger fra Sverige havde gjort Chr. den IV til en af de rigeste fyrster i Europa. Derfor iværksatte han store pragtbyggerier overalt i Danmark, Norge og Sverige. Arkitektonisk kom Inspirationen fra Holland og Norditalien.
Læs mere i følgende artikler.
Processer mod trolddom i Danmark
Trolddomsprocesser. Godserne Nakkebølle- og Hagenskov på Fyn.
Trolddomsprocesser, Krigsflåder og Havstrømme
Bødlen gennem historien
Christian den 4.s kiste i Roskilde Domkirke.
Anes Kiste findes nær den nordlige spids af revet på den lille ø Lyø sydvest for Faaborg. Et sagn, der går tilbage til den sene Middelalder fortæller følgende: Lådne Ane boede på Lyø, men blev beskyldt for at være en heks, hvorefter hun blev henrettet. Efter henrettelsen blev hun lagt i en kiste og man satte kisten i havet. Den kom gang på gang tilbage til revet, derefter begravede de lokalbefolkningen hende under denne sten. Sagnet repræsenterer en mulighed hekseproces i Midelalderen.
Koldinghus. Slottet hvor Christian den 4 opholdt sig, da han involverede sig i hekseprocessen i Ribe mod Maren Spild. Hun var blot en ud af 11 personer i Ribe, som blev brændt på bålet i årene 1572 – 1652, altså primært under Christian den 4 og Maren Splid er nok også historisk en meget omtalte person på grund af hekseprocesserne i Danmark.
Mindetavle sat for Maren Spild 1600 -1641. Hun boede i Sønderportsgade 3 i Ribe og blev efter en dramatisk retssag brændt den 9. november 1641 for trolddom ved Galgebakkerne nord for Ribe, som én af de sidste kvinder i Danmark.
PROCESSER MOD TROLDDOM I DANMARK
Ole Jørgen Nørgaard
LAD OS STARTE HELT TILBAGE TIL HVOR KRISTENDOMMEN KOM TIL DANMARK
Ansgar kom til Danmark år 826.
I skolebøgerne stod en gang, at Ansgar kom til Danmark med Kristendommen i år 826.
- næsten som om, han havde kristendommen med i sin mappe!
Men Ansgar kom for sent
Kristendommen havde nemlig bredte sig fra mund til mund. Sådan havde også asatroen, nu den gamle religion, bredt sig i tidernes morgen. Historien om Tor og hans geder kom måske med de indtrængende Yamnayaerne omkring år 2000 BC - og havde faktisk senere igen nu fundet vej tilbage helt til kanten ad Himalayabjergene (7). Både asatroen og kristendommen var selvkørende - som fremtidens biler.
Da Ansgar kom til Hedeby, der dengang var en by i Danmark, stod der allerede der en veletableret kristen menighed. Menigheden ville ikke have noget med Ansgar at gøre, fordi han strøede om sig med penge. Menigheden antog derfor – med rette eller urette - han var agent fra den tyske kejser. På den anden side: Han kom også fra et meget velhavende kloster.
Ansgar rejste derfor videre til det andet store hedenske handelscenter i Østersøen, nemlig Birka på Ålandsøerne i det nuværende Sverige.
Harald Blåtand rejser sten: ikke flere korstog her!
Kristendommen var altså i Hedeby. Hvad med resten af Danmark?
Den danske konge, Harald Blåtand, rejste ca. år 965 et par stene ved kongsgården i Jelling, hvorpå han med runer bekendtgjorde, at han var ” -den Harald, der vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”. Nu må der være noget om snakken, selv om stenen nok så meget er tænkt som en markant besked til de tyske kejsere, Otte 1, Otto 2. og Otto 3. om, at flere korstog op gennem Jylland ikke var nødvendig. Otto 2. havde været helt oppe ved Limfjorden – og Svend Tveskæg havde ved den lejlighed måttet lade sig døbe og fået det kristne navn Otto! (på Jellingstenene hedder Gorms hustru i øvrigt Thaurui.( 4) At det blev oversat til Thyra, skyldtes alene, at Saxo skulle bruge et latinsk navn)
Tysk kejser udnævner biskopper i Danmark
I året 986 ud 988 udnævnte den tyske kejser en biskop til henholdsvis Århus og Odense. Det var rent proforma, for kejseren havde ikke nogen myndighed til at indsætte biskopper og slet ikke i Danmark. De biskopper, han udnævnte, kom formentlig aldrig til hverken Odense eller Århus, men der har vel været nogen kristendom på disse lokaliteter. Det, kejseren ville med udnævnelserne, var utvivlsomt at sikre, kirken i Danmark kom ind under den tyske kirke og ikke den engelske, som rygter fortalte, Svend Tveskæg netop havde planer med.
Danske korstog i Det hellige Land og Estland
Næste store begivenhed i kristendommen i Danmark, er korstogene. Det første danske korstog fandt sted i 1097 (under Erik Ejegod, der formentlig også bidrog med skibe). Erik Ejegod var samtidig på kombineret korstog og pilgrimsrejse.
En dansk korsfarerhær (9. Danske Korstog ) på vej til Det hellige Land, faldt ved Konya i det nuværende Tyrkiet i et baghold og blev nedkæmpet til sidste mand. Denne sidste mand skulle have været den danske prins, Svend (søn af Svend Estridsen). Svends kæreste, Florina, var også med, men flygtede fra slaget, blev fanget af tyrkerne og henrettet. Måske har hun, som Eleonora af Aquitanien, været med i korstoget, væbnet og i panser og plade. Da muslimer ikke må henrette jomfruer, har den stakkels pige måske haft endnu en traumatisk oplevelse, inden hun døde. Parrets historie var meget kendt i middelalderen og genstand for mytedannelse.
Svend her må i øvrigt have været halvbror til Knud den Hellige.
Mest kendt er dog korstoget til Estland i 1219, hvor man påstod, Dannebrog officielt faldt ned fra himlen, selv om flaget i virkeligheden faldt ned ved i et slag ved Fellin sydpå i Estland i år 1208. Kirken syntes, begivenheden passede bedre ved Lyndanis - og flyttede den dertil. Nu må så godt som hele landet være blevet kristent.
Trolddomsprocesser før reformationen
Lad os først se på forfølgelserne af troldfolk fra kristendommen kom til Danmark og indtil reformationen. For nemheds skyld vælger vi at se tidsrummet fra 826 til 1536, altså 710 år. Jo: der var nogle processer. Man mener, der har været en håndfuld, altså 5, højest 10. Men der kendes ingen heksebrændinger! Der findes ikke meget bevaret om trolddomsprocesser før reformationen. Her er en af de overleverede beretninger.
Trolddomsproces i Norge i 1300-tallet.
Om en heks i Norge og biskop Audfinn (11 Svendstrup). Her fortæller biskop Audfinn Sigurdsson fra Bergen i Norge (dengang dansk) i to breve om en trolddomsproces. Biskop Audfinn havde i flere uger hørt rygter om en bondekone ved navn Ragnhild, der udøvede trolddom og at hun skulle være ”- -endnu vederstyggeligere frafalden til den kætterske overtros afveje.”
Han indkaldte Ragnhild til forhør 13. januar 1325. Først nægtede Ragnhild alt, men bispen havde også indkaldt fogeden fra et tidligere lokalt forhør, hvor hun havde tilstået. Fogeden truede hende nu (med pinligt forhør?) og nu fortalte hun alt.
Synde-registret er alt for langt til at gengive her.
Anklagen lød på, at hun havde;
1.begået hor
2. begået blodskam (som på den tid var kætteri)
3.afsvoret Gud og givet sig til djævelen
4. udstedt forbandelser mod sin tidligere elsker
Den tidligere elsker var vist også død. Hun mistænktes også for at have forvoldt et dødsfald, men det kom ikke med i anklagen.
Hun kom i strengt fængsel og har åbenbart haft besøg der af biskoppen der. Hun mødte biskoppen i retten igen. Nu udtrykte hun anger over sine forbrydelser og vildfarelser og bad en straf, der ville føre hende tilbage til det kristne fællesskab. Biskoppen rådførte sig med sine brødre (munkene) og de kom med følgende dom:
1. resten af livet skulle hun faste to dage om ugen på vand og brød i 3 uger 4 gange om året.
2. hun skal drage på en pilgrimsfærd udenfor det norske rige.
Dermed havde biskoppen nøje fulgt kirkens love og kirken havde hentet det vildfarne får tilbage i menigheden!
Biskop Audfinn var en meget lærd mand. Han havde studeret Kanonisk ret (kirkeret) i Orleans i flere år og var en af den tids mest indflydelsesrige mænd i det hele taget. Han har åbenbart hæftet sig ved kristendommens bud om næstekærlighed!
Man kender ikke andre sager fra den tid, men retssagen her anses som forbillede for lignende sager indtil efter op 1400.
En sag fra udlandet
1431 kommer den stærkt atypiske retssag i Frankrig mod Jeanne D´arc, der efter en politisk dom som kætter bliver brændt levende. Hendes anklager havde også sørget for et særlig langsomt brændende bål for at trække hendes pinsler ud. Kirken fortrød – lidt sendrægtigt: I 1920, 500 år efter, blev hun helgenkåret.
Det skal siges, at i Frankrig brændte man i middelalderen rask væk folk med en anden opfattelse af kristendommen end den gængse, altså kætter, f.eks. Katharerne. De blev brændt i flokke. Undertegnede har været på en torveplads i Sydfrankrig, hvor flere hundrede katarer blev brændt samlet på et kæmpebål. Den hedder stadig ”Place a la Brulé.”
En uægte søn af dronning Margrethe I.!
I hele 1400-tallet kendes ingen håndtering af trolddom eller kættersk virksomhed i Danmark.
Dog blev i 1402 blev en ung mand brændt levende. Han rejste rundt i Tyskland og fortalte, han var enten uægte søn af dronning Margrethe I eller værre: Han fortalte, han var hendes afdøde søn Oluf, der havde undsluppet dronninge-moderens forsøg på at forgifte ham. Det var indirekte en beskyldning mod dronningen for kætteri og det blev, mildt sagt ikke opfattet populært. Margrethe krævede ham udleveret. Han blev dødsdømt og brændt levende på et bål.
Reformationen
Den vest-romerske kristendom splittes i to
Der havde været flere reformationer af den Romerske- Katolske kirke, men de var forløbet fredeligt – forholdsvis da.
Den rigtig store, verdensomspændende, begivenhed for den Romersk-katolske kirke, var den reformation, der efter mere end 100 års intern diskussion og uro, nu splittede den Romersk-katolske kristendom i to uforenelige dele. I Danmark skete det efter en yderst blodig borgerkrig, Grevens Fejde.
Chr. III: et statskup
Efter borgerkrigen blev Reformationen indført i Danmark 1536 med et statskup af den sejrende Chr. III. De gamle katolske biskopper blev fængslet og kirkens gods inddraget.
Den katolske Kirke ejede dengang omkring halvdelen af al jord i Europa og formentlig også i Danmark. Det var et velkomment tilskud til statsfinanserne. Borgerkrigen, Grevens Fejde, havde kostet den nye konge, Chr. III, 500.000 rigsdaler - og statens årsindtægt var på o 38.000 om året (3 Hald Koch)
Sådan begynder i Danmark tilløbet til de trolddomsprocesser, der egentlig her skulle fortælles om.
Masseprocesserne
Det korte af det lange er, at alene i Danmark blev de næste 150 år (fra1540 til 1693), mindst 976 mennesker. mest kvinder, levende brændt på et bål. Heraf 600 i årene mellem 1617-25! Ligegyldigt hvordan man regner på det, så blev der på 150 år anklaget og brændt 200 til 300 gange flere, end der i hele de forløbne 700 år var blevet anklaget den mørke middelalder. Det var altså ikke den mørke middelalder, der afholdt trolddomsprocesser og brændte hekse!
Det var Renæssancen og den nyere tid!
Trolddomsprocesserne i renæssancen og den nyere tid! Hvordan?
Ja. Hvordan i alverden forklarer man det?
En af grundene var nok, at der var kommet en voldsom brutalitet og kynisme i både gejstlige og verdslige kredse i Norden efter det Stockholmske Blodbad, der jo var blevet gennemført som en kætterproces. Ude i Europa blev Chr: II ligefrem kaldt ”Nordens Nero”
Historiker vil se Chr. IV´s omhyggelige forfølgelse af formodede troldkvinder som en fortsættelse af en tendens, der begyndt med Chr. II´s massakrer i Stockholm. Skulle en læser ikke vide det, så lod Chr. II den forsamlede svenske adel, ca. 100 mennesker, halshugge og brænde – trods løfte om frit lejde!
Hvorfor kom processerne?
v Louise Nyholm Kallestrup Århus universitet
I flere år har forskeren Louise Nyholm Kallestrup fra Århus Universitet arbejdet med at finde en forklaring. Kallestrup skriver, at o år 1600 sker der forfærdelige ting i verden. Der kommer pest, naturkatastrofer (jordskælv, oversvømmelser), krige, Trediveårskrigen raser. Det må være Gud, der er vred og sender alle krige og ulykker og sygdomme. Guds vrede er stor! Så stor, at Gud forbereder dommedag ved at tillade djævelen sætte troldtøj i omløb.
Men krige, naturkatastrofer og sygdomme har menneskeheden altid haft.Der må være noget mere!
Brian Patrick McGuire. Professor i Middelalderhistorie
Processerne ligger senere end professorens interesseområde, men tiden forinden kender professoren.
Vi ser altså dybere tilbage til tiden og spørger middelalderforskeren, som siger:
”Der er ikke en enkel forklaring på de heksebrændinger som specielt præger 1500- og 1600-tallene. Men der opstod en slags panik, tanken om at djævelen var løs og fandtes alle vegne. Martin Luther bidrog med sin opfattelse af djævelens nærhed, som det kan ses i de samtaler bevarede fra hans Tischreden. I det som blev til katolsk Europa var der en lignende frygt for ondskab, som blev fremmet af dominikanernes Heksehammer
forfatterne gav heksefrygten et teologisk grundlag, selv om bogen blev fordømt af paven tre år efter dens publicering. Resultatet i både Nord- og Sydeuropa var en form for massehysteri som betød, at både konger og almindelige mennesker virkelig troede på, at der blev lavet pagter med djævelen for at skade andre mennesker.
Måske var forfølgelserne forberedte af de katastrofer som prægede Europa i 1300- og 1400-tallene misvækst, pest, 100 Års krig. Men frem til brændingen af Jeanne d'Arc var heksekunsten ikke brugt som årsag--Jeanne blev brændt i 1429 som kætter og ikke som heks. Vi skal helt til sidst i 1400-tallet for de første heksebrændinger (i Europa), og de forøges efter den protestantiske reformation. Også i katolsk Europa”.
Luther spredte rædsel?
De to eksperter kommer stort set med samme argumenter. Middelalder-forskeren lægger dog mere vægt i djævleopfattelsen og på, at Luther (1483-1546),i sine skrifter spredte rædsel for Djævlen. De fleste danske teologer lyttede dog her mere til Luthers ven, Melankton (der egentlig hed Phillip Schwarzerd).
Var trolddoms-forfølgelserne et produkt af den katolske Heksehammeren (1486) og Luthers tanker?
Heksehammeren
Malleus Maleficarum eller heksehammeren var en Håndbog i heksejagt fra 1486, udgivet af to tyske dominikaner-munke. De forsynede den medet forord, som de fejlagtigt påstod kom fra Paven, der senere bandlyste bogen. Det forhindrede dog ikke, at Heksehammeren i de kommende århundrede afløste et kærlighedsdigt fra 1200-tallet som det mest læste litterære værk i Europa! - også hos protestanter! Bogen havde en svaghed efter vor tids opfattelse, nemlig at den ikke havde forudset, at en anklaget kunne være uskyldig.
Processerne og den nye tros fremtrædende mænd.
Christian III
Først kongen, Christian III. (konge 1543-1559)
Han var i forvejen ivrig luthersk reformert og var blevet konge ved med adlens støtte at erobre Danmark i en blodig borgerkrig. Her havde borger og bønder kæmpet sammen mod adlen og den kommende konge - og tabt. Katolikker havde kæmpet mod reformerte - og tabt. Men også reformerte havde forbitret kæmpet mod reformerte! Hansaen, der tilhørte et forbund af reformerte stater og var den økonomiske supermagt i i Nordtyskland, kæmpede mod den reformerte Chr. III. Hansaen havde, med støtte fra England (Henrik 8.) kæmpet mod hollænderne, svenskerne, den kommende danske konge og en indre social revolution (i hovedbyen Lübeck) - og tabt knusende: Hansaen tabte ikke alene revolutionen og krigen, men forlist også datidens største internationale koncern, et økonomisk Imperium med over 100.000 indvånere.
Borgerkrigens sejrsherre, adelen og den nye danske konge, der var ivrig lutheraner, skulle nu have folk til at føre den nye tro ud over det danske rige.
Chr. III var også tydelig mærket af Grevefejdens grusomhed – og udenlandsk kritik af denne! Hans blodtørst var stillet – helt!
Han hentede 1537 en berømt tysk teolog, Johannes Bugenhagen (1485-1558) til at rådgive ved implementeringen af den nye tro i det danske rige. Der var i forvejen fremtrædende lutheranske teologer i Danmark, der allerede havde arbejdet for den nye tro
Blandt dem var: Peder Paladius (1503-1560)
Superintendant (reformert biskop)på Sjælland 1537 -1560 . PP kunne ikke lide de kloge koner, der kunne afhjælpe forskellige kvaler hos folk og fæ. Specielt var han optaget at, om Jordemødrene lettede de fødendes besværligheder med remser signelser eller planter. Hjælp mod sygdomme var også forkert. Han fortæller (2 Karsten Sejer Jensen), at ” -de brændte jo en hob tilforn af dem, udi Malmø oc andre steder oc hører vi til, at der sidder atter en hob grebben,i Malmø oc skulle brændes. Udi Jylland oc smålandene er der udi jagt efter dem som efter ulve, så der blev nu nyligen grebben oc brændt på Als oc de andre små omliggendes ved tolv oc fyrretyve- 52 troldkvinder, den ene røber den anden, så de følges henad til hin verden”.
De eneste grebne troldkvinder på det tidspunkt (1543-44) var imidlertid dem, der var anklager for at have forgjort kongens skibe, så Paladdius havde altså forbedret sandheden her! Sagt på nudansk: det hele var fake news!.
Senere spreder Paladius rygter om, at konges hoffolk, forklædt som bønder, skulle gå rundt og spørge efter kloge koner, der kunne signe eller helbrede et dårligt ben i den hensigt at fange de kloge koner og deres sympatisører.
Altså: Enhver form for trolddom var forbudt, også den hjælpsomme og brugen af helbredende urter. Paladius ville have de kloge koner brændt.
Hans Tausen (1494-1561)
Biskop i Ribe 1542-1561. I den endnu katolske tid prædikede Hans Tausen lutherdommen i forskellige kirker i København. For at få ham af vejen, blev han forflyttet til Jylland, hvor han fortsatte med at prædike for lutherdommen. Han burde strengt taget være blevet brændt af katolikkerne for sine kætterske ideer, men kongen, Frederik I, holdt valent hånden over ham. Også for ham var trolddom af enhver art kættersk og skulle straffes med bålet. Ja selv det at helbrede syge var kættersk, for sygdom var Guds skarpe ris og straf for synden. At forsøge at helbrede var at tage Gud riset af hånden: (2) ”Ja, dersom Gud i sin visdom har hændet at der er nogen af os nyttigt, at de lide nogen ulykke, hui ville vi det ej tage for det gode og lade os regere af Gud efter hans behagelighed os selvtilbedste:” Synd, han ikke oplevede et moderne hospital!
Han var åbenbart så påståelig i troen, at han blev biskop i Ribe, langt væk fra København.
Latinpoderne
Dengang levede unge på vej mod en højere uddannelse ved at tigge hos det bedre borgerskab i værtsbyen, hvor de gik i latinskole. Det foregik oftest på den måde, at studenten fandt en værtsfamilie, som han permanent kunne spise hos.
Et forslag fra kongen om at give de unge en slags SU, blev hårdt imødegået af Hans Tausen. Selv om bispen var en af rigets højest lønnede embedsmænd, mente han, at det var mere besværligt for ham i bispegården at få lønnen til at række, end det var for en ubemidlet student at finde føde fra dag til dag.
Der var formentlig flere grunde til, han kom til Ribe.
Hans Tausens far som troldkarl
Som et kuriosum skal lige nævnes, at Hans Tausens far, der var smed, ikke bonde, blev anklaget for at lave mosens pløre om til jern – selvfølgelig ved trolddom! Han udvandt myremalm! ( myr her =mose) efter jernalderens metode. Han slap dog for en proces.
Hemmingsen (1513-1600)
Professor i teologi ved Kbh´s Universitet 1533-79. Han havde studeret i Wittenberg og hældede nok mere til Melankton end til Luther. Altså. Han var ikke først og fremmestoptaget af trolddom. Han mente, sygdom var Guds straf. Derfor måtte man ikke forsøge at afhjælpe sygdomme og slet ikke ved den ondes hjælp. Sygdommen var Guds straf og man måtte ikke ved at helbrede, tage riset af Guds hånd.
i 1574 blev han impliceret i strid om nadver-læren og fik mundkurv på af kongen, Frederik II, (1559-1588)
Han udgav i 1575 en bog om helbredelse ved brug af (2) ” -anden vanbrug, bespottelse af Guds navn, der sker ved trolddom, ved signelse, manelse - - og anden vandbrug – item 33 proportioner imod trolddom”. Disse 33 proportioner var om at spå. Hemmingsen var også modstander af astrologi.
1579 blev han fyret som professor ved universitetet, fordi mange af hans meninger var for outrerede, selv for samtiden - og kongen.
Bemærk at alle de høje kirkefolk var imod at helbrede syge!
Hvordan havde landets meget få læger egentlig med det? Thomas Bartholine f.eks. ?1615 -1680)
Christian IV (1588-1648)
Chr. IV skulle vise sig som den værste heksejæger af dem alle.
At komme med en fyldestgørende beskrivelse af en meget aktiv konge gennem de 60 år, han regerede, lader sig ikke gøre. Alene hans brevveksling i bogform fylder flere meter i en reol.
Som reelt enevældig konge, var han øverste dommer i landet. Da højesteret blev oprettet, blev han øverste dommer der.
Han var arvelig, reelt enevældig – og lunefuld- konge af Gods nåde - og hertug i Holsten.
Kalmarkrigen 1611-13
Først kom Kalmar-krigen med Sverige, nemlig 1611-13. Danmark og Chr. IV slap gennem den med skindet på næsen. Danmark stod som sejrherre og fik en krigsskadeserstatning.
Trediveårskrigen 1625-29
Hertugdømme Holsten er værd at tage med, for det var som hertug af Holsten, Chr. IV i 1525 intervenerede i Trediveårskrigen i Tyskland. Rigsrådet ville nemlig ikke tillade ham at drage Danmark ind i krigen. Krigen gik alligevel ud over for danskerne. Ved Lutter am Barenberg blev Chr. IV´s tropper i 1526 eftertrykkelig slået af den ene af kejserens uovervindelige feltherrer, Tilly. Året efter besatte tropper fra den anden uovervindelige kejserlig feltherre, Wallenstein, hele Jylland. I 1529 måtte Danmark slutte en ydmygende fred.
Som konge af Guds nåde var Gud selvfølgelig indforstået med hvad Chr. IV i foretog sig, men alligevel gik det skidt for kongen den ene gang efter den anden. Guds vrede måtte altså skyldes undersåtterne. De levede ugudeligt og løsagtigt -eller endnu værre. Der var troldtøj i riget:
Den 4. august 1527 foreholdt Chr. IV rigsråderne (3 , bind 7), ” - - den ruin, som nu skinbarligen er for øjnene-” og anmodede rigsråderne om i hast at træffe foranstaltninger til landets forsvar. Kongens forslag var, at der over hele Danmark og Norge skulle afholdes tre almindelige faste- og bededage udover hvad der allerede var blevet påbudt i september 1626. Hele Jylland var besat af tyskere, så her har fastedagene næppe ændret noget der, men kongen demonstrerede, at det var folket, der skulle tøjles. Det lyder utroligt, men det var faktisk samtidig en spirende oprørsbevægelse i Jylland – til fordel for kongen!
Det er, så vidt vides, ikke senere sket, at faste- og bededage er brugt til landets forsvar. End ikke i vore dage.
1643-45 Torstenssonkrigen.
Krigen kom fuldstændigt uventet, skønt den danske gesandt i Sverige havde sendt den ene meddelelse efter den anden hjem om svenskernes krigsplaner. Kongen slog det hen og ingen forholdsregler blev foretaget i det hele taget. Så rykkede den svenske general, Torstensson, fra Tyskland op i Jylland med en hær, stort set uden modstand. Krigen bredte sig til Skåne. Det gik skidt for danskerne på alle fronter, men det skulle blive værre! Stormagterne, Frankrig og især Holland, blandede sig. Hollandske flådeenheder knuste den danske krigsflåde totalt. Danmark måtte afstå Harjedalen, Jæmtland og de store øer, Gotland og Øsel i Østersøen til Svenskerne og dertil udlåne Halland til Sverige i 30 år. Krigen havde været enormt dyr. Danmark var tæt på fallit. Sverige var nu førende i Norden!
Det Kongelig private liv
Kongens sexliv var eksotisk. Han havde en dronning Anna Cathrine af Brandenburg (død 1612) og var også gift med en elskerinde, Kirsten Munk,(1619, forvist fra hoffet 1630)som kongen til sidst anså for at være en heks. Herefter kom en ny, borgerlig elskerinde, Karen Hansen, datter af Brennerholms-skriveren og forlovet med en anden. Hendes forlovede fik i stedet hendes lillesøster og så var det forhold arrangeret. Året efter fødte hun kongen en søn. Herefter var Vibeke Kruuse, Kirsten Munks kammerpige, kongens faste elskerinde.
Når kongen rejste rundt i riget, forlangte han, at sengen skulle forvarmes. Dvs. med en pige eller kone af det bedre borgerskab, der også forventedes at varme kongen i løbet af natten. Der er gættet på, der kom omkring 20 børn af denne varmen senge.
Havde Chr. IV syfilis?
Med det sexliv, han havde, er det ikke usandsynligt.
Har elskerinderne fået sene aborter eller dødfødte børn?
For undersåtterne var sådanne sexvaner selvfølgeligt strengt forbudt og kunne straffes på livet.
Guds vrede og kongens
At landet trods den guddommelige konge var fulgt af ulykker, opfattede kongen som en tegn på, at Guds var vred på danskerne. Det var vist også Gud, der motiverede djævelen til at igangsætte verdens undergang ved at slippe en masse troldtøj og hjælpedjævle løs. De skulle bekæmpes.
Svenske historikere fortæller med slet skjult skadefryd, hvordan kongen selv ivrigt deltog direkte i tortur af mistænkte kvinder, f.eks. Maren Splid.
De havde utvivlsomt ret.
Trolddom er grunden!
Kongens og rigets ulykke skulle have en årsag.
R.F.P.
Chr. IV´s valgsprog var ”Regna Firmat Pietas”, altså oversat ”Fromhed styrker Riget”. Af en eller anden grund opfattede menig mand det som ”Riget Fattes Penge”. Folket havde ret. Krigene kostede, nybyggerierne kostede. Kongens foretagsomhed gav underskud! Da kongen døde, var riget, trods hans energiske indsats – eller måske på grunds af den -, så godt som fallit.
Selv kongekronen var pantsat hos en købmand i Hamborg.
Myndighedernes Håndtering af processerne
Forudsætningerne for trolddomsprocesserne var, at myndighederne troede på trolddom.
Myndighederne ikke alene troede på trolddom. De higede efter at få processer i gang!
Især de kirkelige myndigheder. men også de verdslige forventede, Verdens undergang var nær.
Luther havde en manisk frygt for Djævelen og dennes aktivitet og så den som voldsom intensiveret.
Myndighederne mente, at djævelen søgte kontakt med enkelte mennesker eller omvendt. Mennesket og djævelen sluttede så en kontrakt: Djævelen fik menneskets sjæl og mennesket fik en hjælpedjævel, som trolddommen kunne udøves igennem.
En trolddomsproces begyndte som regel med, at en person anklagede en anden for ved trolddom ved at have forgjort et eller andet. Det kunne være alt fra at, anklagerens ko ikke mere ville give mælk til, at anklagede havde bragt kongens flåde til forlis ved, gennem hjælpe-djævle at rejse en storm. Ved større ulykker som forliset af en flåde, havde flere troldfolk arbejdet sammen.
Retssagen
Retssagen skulle rejses ved, at anklageren lagde sin hånd på anklagedes hoved og fremførte anklagen.
Herefter blev hørt evt. vidner og især kirkevidner. Disse sidste skulle fortælle, om anklagede kom regelmæssigt i kirken, hvilket liv hun havde ført (4 ud af 5 var kvinder).
Kvinder måtte ikke selv føre retssager, så var hun enlig kvinde, havde man allerede her et problem. Kun mænd måtte forsvare hende!
Retssagerne i de to laveste instanser skulle være færdige senest kl. 11 formiddag! Man kunne ikke forvente, at vidner, domsmænd eller nævninger var ædru senere på dagen!
Anklagede kom i forhør. Efter en forordning fra 1586 måtte anklagede ikke underkastes tortur, før hun havde tilstået. Det så man næsten altid stort på.
Havde hun ikke tilstået ved forhøret, kom torturen. Mest anvendte i begyndelsen var en klemme på anklagedes tommelfingre, et nærmest 8-tals formet instrument, der kunne skrues sammen og klemme fingrene indtil knoglerne knagede. Et lignende instrument fandtes til at klemme anklerne. Pinebænken var også en mulighed. Chr. V skulle have brugt bænken mod Maren Splid. Man havde også udstyr til at knuse kvidens hænder ublodigt. Man stak anklagedes hænder ned i et stort rum mellem to trekantede træklodser og hamrede klodserne ned om hænderne.
Som regel fortsatte torturen, indtil anklagede munden på gled. Formålet med torturen skulle egentlig være at få vedkommende til at angive andre troldkvinder. Det lykkedes som regel også, så egentlig kunne én enkelt troldkvinde brede trolddommen som ringe på vandet, indtil myndighedernes blodtørst var stillet. Torturen skulle også bidrage til at Gud blev mindre vred og at anklagedes sjæl kom kortere tid i skærsilden. Da formålet med brænde hende til aske netop var netop, at hun ikke skulle komme i himlen sammen med godtfolk, var det egentlig omsonst. Man kunne opstå af jord, men ikke af aske på dommens dag.
Hekseprøver
Var der efter torturen stadig tvivl om, at anklagede virkelig var en heks, kunne hun underkastes følgende prøver
Vandprøven:
Man bandt heksens på hænder og fødder sammen og smed hende i vandet. Flød hun ovenpå, var hun en heks. Sank hun og druknede, var hun ikke heks - og hendes sjæl var nu frelst og kunne flyve lige ind i himlen.
Tåreprøven
Hekse var ikke i stand til at græde. Græd hun ikke under torturen, var hun en heks.
Stikprøven
Heksen havde et sted på kroppen, hvor hun ikke kunne føle smerte, nemlig der, hvor djævelen havde sat sit mærke.
Vægtprøven
Heksen var lettere end hun burde være for at kunne flyve. Hun kunne dog trylle sig tungere.
Stålprøven.
Heksen kunne heller ikke sættes sig på noget stål. Vist et levn fra elvertroen.
Henrettelsen
Kort efter dommen blev den anklagede brændt. Hun blev i Danmark bundet til en stige ( i folkemunde kaldet Brudesengen) og væltet ind i et brændende bål. Heksen hylede selvfølgelig i bålet indtil hun var så forbrændt, at hun ikke kunne skrige mere!.
En af grundene til, hun hurtigt kom på bålet, var at undgå, at sagen skulle blive appelleret til en højere instans. Blev anklagede frikendt her, havde domsmændene fældet en forkert dom og kunne risikere at skulle udbetale erstatning til den anklagede. Det kunne de dog også risikere, selv om hun var blevet brændt. I 1576 kom en forordning om at trolddomsdømte skulle for landsretten også og fra i 1586 skulle alle dødsdømte i trolddomssager for højesteret. Lokalt søgte man stadig at undgå appeller.
Der blev bundet poser med krudt på heksen for at forkorte hendes lidelser. Det har ikke virket! Maren Split fik f.eks. bundet 15 g krudt til stigen. Det svarer til et kanonslag.
Bødlen fik af og til medfølelse med de ulykkelige og indkøbte vin eller mjød til henrettelsen, ½ til 1 pot (en pot ca. 1 l), en enkelt gang hele 2½ pot, måske lidt til bødlen selv også. Bulmeurt har også i hvert fald i udlandet, været brugt til at bedøve heksen med inden brændingen. Selv har jeg en lille mistanke om, at bulmeurt også af og til blev brugt under torturen her i landet. Dels tog det smerterne, dels fremmede det hallucinationer og fantasier om at flyve og feste o.s.v. – lidt i retning af LSD.
Brændingerne kulminerer i 1617. Iveren efter at finde hekse kulminerede op til 100-årsdagen for Luthers opslag på Kirkedøren i Wittenberg
Hvorfor holdt trolddomsprocesserne op?
Her i Danmark er en del af svaret, at Chr. IV døde.
Den næste konge, Frederik III, havde ikke samme fanatiske opfattelse af trolddomsprocesserne. Desuden fik han meget andet at se til. Han, eller rettere rigsrådet, erklærede Sverige krig. Danmark var helt uforberedt til en sådan krig. Vi kunne skrabe 25.000 dårligt uddannede og udrustede mænd sammen. Svenskerne havde en kamptrænet elitehær på 100.000 mand. Frederik var ikke fra begyndelsen designet til at skulle være konge. Han skulle have været biskop i Bremen, og som sådan stolede han på Gud. Et krigsspil blev ikke forsøgt. Den (til konge) udvalgte prins døde af druk, inden Chr. IV døde. Frederik III´s krig med svenskerne blev (også) en katastrofe. Efter den havde Frederik III problemer med adelen, som han elegant løste ved at indføre enevælden
Der blev indført en vis træghed i anklageprocessen. F.eks. at anklageren skulle betale retssagen.
Fra 1576 skulle trolddomsprocesser for en af landsretterne
Fra 1586 Skulle dødsdomme i trolddomssager for højesteret. Her sad de mænd i riget, der havde læst ved udenlandske universiteter og var påvirket af omsvinget ude. De så lidt ned på de emsige præster derhjemme. Det begyndte kirkens biskopper også at gøre.
Der var stadig en del hekseprocesser under Frederik III.
Processerne ebbede ud.
Der kom impulser fra udlandet
1610 Inkvisitionen i Spanien standsede forfølgelse hekse!
1682 Hekseprocesser forbydes i Frankrig
1714 Hekseprocesser forbydes i Preussen
1736 Hekseprocesser forbydes i England
En ny tid var på vej.
Mænd som Gallilei (1564-1642), Descart (1596-1650), Sir Francis Bacon (1561-1626) og Voltaire (1694-1727), gjorde sig gældende - for slet ikke at nævne Newton (1643-1727). Man kan da ikke måle tyngdekraften, regne Differential- og integralregning, beregne himmellegemernes baner - og samtidig lade andre tro på trolddom.
Lægen og toksikologen Paracelsus i Basel (1493-1541) påviste også allerede i 1538, at kviksølv kunne helbrede syfilis. Havde dette vakt mere opmærksomhed, kunne senere trolddomsprocesserne om de mange sene aborter og dødfødte børn måske være undgået.
Nogle Enkelte Processer
Der findes optegnelser om ca. 700 processer. Der har utvivlsomt været flere, men mange retsprotokoller er gået til i tiden efter processerne, bl.a. i Svenskekrigene.
Desuden havde domsmændene tit en udtalt modvilje ved at lade sig registrere, for havde man dømt forkert, skulle man bøde for det og måske betale erstatning til den anklagede.
Den første kendte proces
I 1539 kom den første hekseproces mod Maye Hareskår fra Stege, (5) anklage ukendt, tilstået efter tortur, utvivlsomt brændt . Vedkommende blev dømt til døden på bålet, men heksebrænding var endnu ikke rutine, så det juridiske og det praktiske skulle lige være på plads først. – og der skulle indsamles brænde til bålet. Hun blev først brændt i 1540.
Fra 1540 til 1602 var der i alt 16 kendte sager om trolddom,
I 1600 tallet kommer der rigtig gang i sagerne! De første år med henholdsvis 2,3,4, 5. 9 processer om året,
Herefter accelererer antallet. Året 1617 er det 100 år siden, Luther opslog sine teser på kirkedøren i Wittenberg.
Chr. IV henter den gamle reces fra 1579 hentes frem og den skærpes. Også folk, der kender troldfolk, skal nu straffes, hvis de ikke angiver troldfolkene. Dronningen var død i 1612 og Chr. IV var lige blevet gift med Kirsten Munk.
Processerne kulminerer i årene 1617 til 19 med 40 -65 om året. Ved 1620 er antallet igen i bund, men stiger lidt i 1630-erne og er næsten væk 1640-erne. I begyndelsen af 50-erne er der igen 3 sager. Så kommer en igen slutningen af i 1680-erne.¨
Den sidste er i 1693.
Den sidste heksebrænding
Medens den første heksebrænding er ret dårligt belyst nu, er der til gengæld mindst 3 eller 4 versioner af den sidste, hvoraf 1 fra første instans, som var slotsfogeden, 1 fra anden, som var Landsretten og 1 fra Højesteretten og formentlig en lokal tradition. (6 Jacobsen j.C.)
Altså: der var 4 kvinder impliceret. Anne Pallis, Karen Madses, Ingeborg Olufsdatter og Anne Kruse.
Ingeborg var gift med Oswald, der mishandlede hende. Karen Madses skulle levere de midler, der skulle pacificere Oswald. Hun begyndte med at give Oswald afskrab af en knogle fra kirkegården. Man forventede så, knoglens ejermand ville hjemsøge Oswald. Det skete ikke, så Oswald fik rigtig gift og døde. Det kom myndighederne for øre og de hentede Karen ind til forhør, her formentlig pinligt med tortur.
Karen udlagde her 5 kvinder som hekse. En af dem var Anne Pallis, der også blev forhørt og tilstod at have forgjort ridefogedens kvæg, fordi ridefogeden havde taget en god fæstegård fra hendes mand og givet den til sig selv. Under forhøret kom det også frem, at Annes mand Peder havde forelsket sig i en nabokone. Anne var blevet vred og havde lovet nabokonen en ulykke. Nabokonen fik et udslet, der formentlig var fnat. Det begyndte nemlig mellem fingrene og bredte sig til hele kroppen og til sidst døde hun.(Ja. Uden behandling kan man dø af fnat. Det gamle Testamentes Spedalskhed var måske også fnat). Nogle bymændene fik problemer med afgrøderne, fordi han havde taget Annes søn som soldat.
Anne kom i fængsel på Nykøbing slot. Byens præst, Gregers Zimmer opsøgte Anne i fængslet, efter en af versionerne sammen med 5 andre præster for at forhøre Anne – non stop i dage og nætter. Hun kom igen i forhør og tilstod nu, hun var troldkone. Fanden kom til hende i skikkelse af en sort kat (i en anden version en sort hund). Det var sket for 50 år siden. Den lokale nisse/hjælpedjævel havde hjulpet til i skikkelse af en hest, et får eller en buk. Hun mødtes med andre troldkoner på Hesnæs, hvor de slog på sort tromme med sorte trommestikker og dansede.
Anne blev ved Falster Nørre Herreds ting til døden på bålet. Efter 1676 skulle en sådan dom for landstinget og efter 1686 også for Højesteret – og i Højesteret skulle Ane have en forsvarer. Det skulle hun også have haft i Landsretten, men der glemte man det.
Ved Højesteret i København benægtede Anne at have været en troldkvinde. Hun havde været helt ”mørbanket af at ligge på halm og stenene i fængslet og af præsternes snak, som vi i dag ville have kaldt hjernevask. Dommerne i højesteret læste de 6 præsters forhør over Anne Pallis fra Falster sagde, ”Det er jo alene præsternes ord. Ikke hendes”.
11 af højesterets 17 dommere stemte for at dømme Ane som heks. Kongen, Chr. V, benådede hende til at blive halshugget inden hun kom på bålet.
Ane Kruse var død i fængslet (af tortur eller for egen hånd) men blev alligevel dømt til bålet (altså berøvet sin evige salighed i himlen)
Så 4. april 1693 blev Ane Kruse taget ud af kisten og brændt, Anne Pallis, der da var 74 år, fik af bødlen ½ pot vin eller mjød (ca ½ l) til 8 skilling, før hun blev halshugget og brændt. Karen (med knoglen og giften til Oswald) blev kagstrøget (pisket). Ingeborg, der havde været gift med den brutale Oswald, blev landsforvist, dvs. hun mistede sin ejendom og skulle flytte til en anden landsdel.
Bemærk, at den, der blev straffet hårdest, var den, der havde haft en sag med en øvrighedsperson, altså fogeden.
Der kom flere processer, men ikke flere heksebrændinger.
Processen mod Maren Splid
Det var en af de mest iøjnefaldende processer, dels pga. de mange fejl i processen, (5) dels ved Chr. IV´s indgriben.
Den begynder i 1637, da en af byens skræddere, Didrik Skrædder anklager Maren for at have forhekset ham. Didrik gik under øgenavnet Paradisskrædderen og havde ikke haft heldet med sig i sin profession i konkurrence med byens andre skræddere, bl.a. Marens mand, Lauritz. Maren driver en ølstue og her har Didrik heller ikke haft heldet med sig. Han vil helst ikke betale.
Didriks klage går ud på, at han en nat, da han lå og sov, var blevet overfaldet af tre kvinder, hvoraf den ene var Maren Splid eller djævelen i Maren skikkelse. De to havde holdt ham, den tredje, altså Maren, havde lagt sig oven på ham og vristet hans mund åben og blæst ham ned i halsen. Dengang skulle man endeligt sove med lukket mund for at undgå, at troldtøj smuttede ind ad de åbne huller. Da han vågnede, kastede han en unaturlig klump op. Denne klump blev vist frem til øvrigheden for at bekræfte Didriks historie.
Maren kom for retten.
Det lykkedes Lauritz at få sagen afvist, formentlig ved at stille med 15 mededs-mænd, der sagde god for Maren.
I 1639 anklager Didrik igen Maren Splid. Han har nu fundet 6 medanklager i byen proletariat, der mener, der er blevet syge efter at have skændtes med Maren. Denne gang henvender Didrik sig til selveste kongen, Christian IV, der opholder sig på Koldinghus. Kongen sætter sin Lensmand, Gregers Krabbe, på sagen, som rejses i Bytinget i Ribe. Maren bliver lagt i lænker under rådhuset og formentlig uendeligt dømt. Dvs. Den dom, hun forventes at få, alligevel skulle appelleres til næste instans, der var landstinget. Ribe havde dengang også landsting, her kaldet Rådstueretten, der består af byens ”patriciat”. Det frikender Maren!.
Kongens lensmand på Riberhus, indklager så sagen for Højesteret, dengang stadig Herredagen. Her erklæres Rådstuerettens dom (frifindelsen) af Maren for ugyldig.
Maren Splid lægges i lænker og overføres på kongens ordre nu til Blåtårn i København. Selv om hun ikke har tilstået, bliver hun ulovligt og på kongens ordre udsat for hård tortur de næste 9 måneder. Hun bliver underkastet nåleprøven for at finde det smerteløse sted, hvor djævelen havde rørt hende og hun må have lignet et pindsvin, inden nålene blev fjernet igen.
Hun bliver underkastet vandprøven. Med hænderne bundet til fødderne bliver hun holdt under vand med en stige, men kommer op til overfladen igen ”- som en gås.” Hun er på pinebænken utallige gange. Udenlandske (Svenske) historikere fortæller med skadefryd, at danskerkongen var meget nærværende under torturen af kvinderne her – ja at han på det nærmeste overtog bødlens rolle.
Efter 8-9 måneder giver Maren op. Hun kan se, torturen vil fortsætte, til hun tilstår, at hun er en heks.
Hun underkastes herefter i endnu en måned tortur på pinebænken – nu fuldt lovligt- da hun jo har tilstået. Nu er det skriveren og ikke kongen, der presser bødlen til at klemme hende lidt mere, så han kan høre, hvad hun siger. Torturen er nu for at få hende til at røbe de troldkvinder, hun har arbejdet sammen med.
Hun angiver Krøbels-Anne, der er den kloge kone hjemme fra Ribe. I alt angav Maren 6 kvinder, der igen kom under tortur og tilstod.
Hun bliver sendt tilbage til Ribe for at blive brændt der. Den 8. november føres hun ud til retterstedet. Kongen har også erstattet den lokale bøddel med en fra hovedstaden, (10 Palle Petersen) der har mere erfaring. Maren har formentlig haft besvær med at gå efter at være på pinebænken, måske et par hundrede gange. Hun har fået ½ kande mjød, inden proceduren går i gang. Hun kan sikkert ikke selv kunnet holde kanden. Hænderne virker heller ikke mere efter tortur. Måske har bødlens dreng holdt den for hende. Hun bliver bundet til stigen, den bliver rejst ca. 60 grader. En pose med 1 lod (ca.15g) krudt bliver bundet til hendes ryg for at forkorte hendes lidelser. (Yderst Sparsomt! Til at lade en 24 punds kanon blev brugt 500 gram).
Så blev stigen med Maren Splid væltet ned i bålet.
Maren blev brændt til aske og kunne ikke genopstå på dommens dag.
I alt 13 andre kvinder blev inddraget i sagen,
Kun én af dem blev brændt. Krøbel-Anne
Mares Splids ejendom blev inddraget af kronen, altså kongen.
Chr. IV fik således ca. 1000 daler ud af processen!
Dertil kom indtægten fra bøder fra de rådstuemænd, der havde dømt forkert og frikendt Maren.
Chr. IV skulle videre i sin kamp mod troldtøjet.
Næste sag venter allerede.(5)
Henvisninger:
1 Birkelund, Merete. ”Troldkvinden og hendes anklagere”. Danske hekseprocesser i det 16, og 17. århundrede med bilag om processerne i Østjylland” Arusia. 1983 ISBN 87-88032-04--3
2 Jensen, Karsten Sejr: ”Trolddom i Danmark 1500-1588” 1988 ISBN8788619-8.
3 Danstrup, John og Koch, Hal: ”Danmarks Historie, Bind 7 Christian 4.s Tidsalder1596-1660”. Politikens Forlag 1964
4 Imer, Lisbeth M. ”Danmarks Runestene” Gyldendag Nationalmuseet. 2016 ISBN 978-87-02-19132-5
5 Jacobsen, J.C. ”Danske domme i Trolddomssager i øverste instans” Det Berlingske Bogtrykkeri, i kommission: G.E. Gad 1966
6 Jacobsen, J.C.:” Den sidste Hexebrænding i Danmark 1693”Københhavn 1971 G.E.C Gads Forlag
7 Johansen, Jens Christian v..” Da Djævelen var ude. . . Trolddom i det 17. århundredes Danmark”. Odense Universitetsforlag 1991 ISBN 87-7492766 3, ISSN 0078 3307
8 Kristian Kristiansen. Personlig meddelelse v foredrag i Jysk Arkæologisk Selskab 5.5. 2016
9 Lind, John H., Jensen, , Carsten Selch, Jensen, Kurt Villads, Bysted Ane L. : ”Danske Korstog Krig og Mission i Østersøen
10 Petersen, Palle: ”Heksen på Bålet ”Borgens Forlag 1983 ISBN 87-418-8900 2 Roman
11 Svendstrup Torben: ”Magi og Trolddom i dansk middelalder”, 2019.Forlaget Ådalen, ISBN 978-87-93523-43-2 side70 og frem
Nakkebølle gods ved Faaborg .
Tegning ca. 1740'erne
Hagenskov slot ved Sønderby, Assens.
Resens Atlas 1677
Hagenskov slot i dag
Kruckows våbenskjold.
Kilde: Danmarks Adels Årbog
Henrettelsen af Christence Kruckow 1621 i Ålborg.
Heksedans. Kalkmaleri.
Elmelunde Kirke, Møen.
I husstanden på Nakkebølle gods var der i begyndelsen af 1600 en adelskvinde ved navn Christence Kruchow. Da godsejerens hustru Berte Friis døde, havde Christence Kruchow regnet med at komme i betragtning som ægtefælle, men Eiler Brockenhuus blev i stedet gift med Anne Bille. Det fyldte Christence med et sådant had, at hun sammen med to lokale kvinder samt den lokale præst besluttede at forhekse Anne Bille. En dukke blev både døbt og begravet på én nat i Aastrup kirke under godsejerens kirkebænk. Dette betød angiveligt, at alle Eiler og Annes børn døde.
I krypten under koret i Aastrup kirke er der en del børnekister fra dette ægteskab. De to lokale kvinder blev overhalet af skæbnen og hængt på Værnehøj syd for Aastrup Kirke.
Christence blev først frikendt i sagen, men blev senere sat i forbindelse med andre trolddomsaktiviteter, og blev henrettet i Ålborg i 1621.
Trolddomsprocesser.
Trolddomsprocesser.
Artikel om svangerskab, fødsel og døde børn.
Ole Jørgen Nørgaard
Artikel om svangerskab, fødsel og døde børn.
Ole Jørgen Nørgaard
Det følgende er beretningen om Trolddomsprocesserne og om svangerskab plus fødsel i 15-og 1600 tallet på to fynske herregårde, Hagenskov og Nakkebølle samt om de implicerede personer.
Trolddomsprocesserne på herregården Hagenskov på Fyn.
Hovedpersonen på Hagenskov var Anne Hardenberg (1566-1625), som var kusine til Anne Bille på Nakkebølle (1562-1640).
Ane Hardenberg blev som 21-årig i 1587 gift med Johan Rud (1550-1609) på godset Møgelkær ved Horsens. Johan Rud var 15 år ældre end hende. Hun blev først gravid efter 5 år års ægteskab. Hun trivedes ikke i ægteskabet – eller i det hele taget og slet ikke i graviditeten. Hun flyttede hjem til sine forældre på Hagenskov på Sydvestfyn under graviditeten på grund af sindslidelse, der var så voldsom, at hun til tider ikke kunne tale. Hun skrev en meget lang beretning om sin tilstand til sine forældre. Hun troede selv, lidelsen var påført hende af personer, ”- der førte sig frem som mine venner, men i hjertet ville de mig det ondt”.
Sagt på nudansk: hun var psykotisk med paranoide forestillinger, grænsende til skizofreni.
Men dengang kunne det kun være trolddom.
Hun blev, som nævnt, gravid og fødte en dreng 15. september 1592.
Hun blev først blev lykkelig igen, da barnet døde 17. juni 1593. Drengen var blevet døbt Otte. Han døde efter at være faldet ned ad en trappe i Hagenskov slot, da han var da 8 måneder gammel. I den alder har han næppe løbet rundt på slottets trapper, så dødsfaldet må i bedste fald betegnes som manglende omsorg – og i værste fald som forårsaget med overlæg!
Oplysningerne om at være; ” faldet ned ad en trappe” vil være særdeles velkendt i samtlige landets retssale, så godt som altid i forbindelse med vold i hjemmet.
Så står det ikke ligefrem mellem linjerne, at Anne Hardenberg dræbte sin dreng i en psykose?
Anne Hardenberg havde helt sikkert en fødselspsykose.
Fødselspsykoser ses i vore dage efter 1 af ca. 1000 fødsler Det er velkendt, at selv i vore dage kan en fødselspsykose føre til drab af den nyfødte. Der sker årligt her i landet i 2020-årene fra et til fire-fem drab på nyfødte under fødselspsykose. ( Psykiater Poul Videbæk i kommentar ang. Sunday Express)
Datidens adel følte sig allerede i forvejen hævet over almindelige menneskers liv og død og et dødt spædbarn var, hvad der kunne ske. Kvinderne i Hardenberg-familien var ydermere i 1500-tallet kendt for at have skrøbelige sind.
Anne Hardenbergs mand, Johan Rud, lod 3 år efter, altså i 1595 to lokale kvinder gribe, forhøre under tortur. De blev dømt til bålet ved Båg herredsting på Sydvestfyn og brændt kort efter.
Dette var ulovligt.
Efter 1586 måtte de lokale herredsting ikke fælde eller fuldbyrde dødsstraf for trolddom. Sagerne skulle have været til næste højere instans, altså landsretten.
De to dømte og brændte kvinder havde imidlertid under torturen (der også var ulovlig) også udpeget landets mest kendte og prominente person efter kongen, adelskvinden Karen Gyldenstierne, som bagmand /-kvinde til det hele.
Karen Gyldenstierne (1544-1613) hørte til landets allerhøjeste og allerrigeste adel, gift med selve rigsforstanderen, den lærde Holger Rosenkrans (1574-1642) på Boller slot ved Horsens i Østjylland. Der kom til en retssag, som varede hele 3 år, inden landets højeste domstol under den helt unge kong Chr. IV, på det tidspunkt 21 år, og hans rådgivere, der tvang parterne til et forlig. Stridigheder mellem landets adelsslægter var det værst tænkelige og aldeles uønsket for rigets styrelse. De to slægters repræsentanter måtte på kongens retterting sværge, at de ” herefter ikke vidste andet end godt at sige om hverandre”
Anne Hardenberg blev 59 år.
Trolddomsprocesserne på Nakkebølle
Hovedpersonerne på Nakkebølle er Ejler Jacobsen Brockenhuus, 1548-1602, hans hustru Anne Bille, 1562-1640 og kvinden Christence Kruckow 1558-1621.
Eiler Brockenhuus var søn af Jacob Brockenhuus, admiralen, der under Den nordiske Syvarskrig, 1563-70 i en af krigens første dage delte sine flåde i to, og med den mindre del indledte er søslag mod en større svensk flådeafdeling ved Gotland -og tabte!
Sammen med 700 danske søfolk endte han i svensk krigsfangeskab i 7 år – og måtte, sammen med mandskabet -i en svensk sejrsparade - defilere gennem gaderne i Stockholm! - Det var en ydmygelse, der sved, også hjemme i Danmark – især fordi kongen, Frederik II, udtrykkeligt havde forbudt admiralen at sprede sine skibe!
I 1574 overlod han Nakkebølle slot til sin søn, Eiler Brockenhuus.
Ejler Brockenhuus’ første hustru, Berte Friis, født 1549, dør 1582, altså 33 år gammel, i barselsseng. Hun havde været gift før og i det tidligere ægteskab fået 3 børn, hvoraf kun et overlevede. Nogle kilder siger, at den eneste overlevende var en dreng, andre, det var en pige, så der er usikkerhed i kilderne.
Ejler giftede sig igen i 1584 med den 20-årige Anne Bille, (født 1564, levede til 1640). Anne Bille fødte i tiden mellem 1584 og 1598, 17 børn, som alle var dødfødte eller døde som nyfødte.
Processerne på Nakkebølle begynder
Anne Bille på Nakkebølle havde åbenbart hentet inspiration hos sin kusine på Hagenskov og fået mistanke om, at trolddom også var årsagen til hendes problemer. I august 1596 blev en gamle kvinde fra Fåborg, Ousse Lauritzes, der havde tjent på godset, hentet fra sit hjem og bragt til Nakkebølle. Her blev hun spærret inde i slottets kælder og underkastet tortur.
Anne Bille og bødlen.
Godsejeren, Ejler Jacobsen Brockenhuus, var taget til Chr. IV´s kroningsfest i København i 1596, så det var fru Anne Bille selv, nu 32 år, der 6. august forhørte den anklagede Ousse. Hun var assisteret af den lokale bøddel for at ”få den hele og sande historie” om sine døde børn. Bødlen havde bragt sin tommelfingerskrue med. En lille handy ting, han kunne have i en lomme. Han sætter tommelskruen på gamle kones tommelfingre og drejer den til, til den gamle kvinde skriger af smerte. Der fremtvinges på den måde en utrolig historie. Ousse angav også en anden kvinde blandt slottets ansatte, nemlig Gunder Kældersvends.
En sandhed, fremtvunget på denne måde, vil hovedsagelig gengive, hvad forhørslederen ønsker at høre, ikke nødvendigvis sandheden. Og forhørslederen spørger nidkært ud om sin veninde på slottet, Christence Kruckow. Man får efter at have læst udfaldet, en mistanke om, at de to kvinder var rivaler.
Om godsejeren?
Forhørene var i øvrigt også ulovlige. Private, heller ikke adelige, måtte selv hverken forhøre og pine en anklaget. Anklagede skulle have været i retten. Tortur før en tilståelse var også efter recessen fra 1547 ulovlig, men blev rask væk brugt alligevel, også i retten. Dødsstraf i trolddomsager efter 1586 kunne kun fældes for landsretten, ikke i den lokale ting-ret.
De to gamle kvinder dømmes på Salling herreds ting og brændes
I oktober stod de to kvinder overfor herredsdommeren på Salling Herreds Ting. Dommeren var en fætter til Anne Billes mand. Han finder hurtigt begge kvinder skyldige og kort efter i 1597, bliver de begge levende brændt på bålet. Dermed forhindrede man dem effektivt i at tilbagekalde deres tilståelser, der var bragt frem ved ulovlig tortur.
Også brændingen af de to kvinder var ulovlig. Man overså, at de efter loven om trolddomssager fra 1586 også skulle have været dømt i næste instans, altså på Landstinget, inden de måtte henrettes.
Hovedpersonen
Hastværket havde en årsag.
Der var endnu en person indblandet.
Det var Christenze Kruckow. Hun var da en ca. 39-årig adelsdame, der, siden hun var ung, havde opholdt sig på Nakkebølle Slot for at lære adelige manerer og omgangsformer. Det var almindeligt brugt den gang.
De to gamle kvinder havde under torturen, forestået og vejledt af veninden Anne Bille, angivet Anne Billes veninde Christenze Kruckow, som leder af hekse -gruppen.
Anklagerne
Ifølge tilståelsen fra de 2 kvinder begyndte det første onde anslag på Anne Billes bryllupsdag i 1584. Her havde de tre kvinder målt brudeparrets seng med en snor, som Christenze havde slået knuder på og taget til sig – efter anklagen for senere at udøve trolddom med snoren. Senere var dette forhold eneste, Christenze vedgik, Hun fortalte, hun ville have en seng mage til brudeparrets og derfor havde målt sengen og sendt målene til en snedker i Roskilde. Formentlig har hun på denne måde villet antyde for bruden og måske især gommen, at hun havde ventet, det var hende, der skulle have sovet i brudens seng.
Måske fordi hun havde sovet i den tidligere og måske ligefrem havde fungeret som husmoderafløser i de 2 år, der gik mellem Ejler blev enke og til han giftede sig igen. Noget sådant ville for vor tid have være ret uskyldigt, men lige efter reformationen ville det have det kostet dem begge livet, hvis det kom frem. Det var stadigvæk her små 50 år efter reformationen ”lejemål”, som blev straffet med hårde straffe - også manden, f.eks. med tab af boelslod, dvs. konfiskation af anklagedes ejendom.
Christence Kruckow for Salling Herreds Ting
Heredsfogeden, Ejler Brockenhuus’ fætter, indkaldte den 9. december Christenze til herredstinget i Salling, anklaget for trolddom. Brochenhuus-familien havde sikkert håbet på ved en hurtig dom at få lukket munden på hende. Det var dem åbenbart meget om at gøre.
Var der noget, hun ikke måtte fortælle?
Herredsfogeden har åbenbart dømt hende allerede.
Indkaldelsen var endnu et brud på retsplejen.
Christenze Kurckow var adelig og kunne kun indkaldes til landets højeste domstol.
Hun skriver et langt forsvarsskrift for sig selv.
Som kvinde må hun ikke føre en retssag, heller ikke sin egen
Fogeden har indkaldt et passende antal ”uvildige vidner og gode mænd”, så han var sikker på at kunne få Christence Kruckow dømt.
Christenze Chruckows broder, Jens Kruckow møder 15. februar 1597 op på Salling herreds Ting for at forsvare sin søster.
Han læser sin søsters forsvarsskrift op.
Han gør desuden opmærksom på de fejl, der har været i rettergangen og på, at også at stævningen til det lokale Salling Herreds ting er ulovlig.
Christence Kruckow er nemlig adelig og kan kun dømmes af landets højeste domstol.
Han klagede til landsretten over den udisciplinerede retspleje, Christence Kruckow har været udsat for, og fik ret.
Herredsfogeden fik en bøde for sine dispositioner.
Christence Kruckow kom for kongens retter-ting.
Torturen Fortsætter på Nakkebølle
Hjemme på Nakkebølle fortsatte torturen.
Endnu en troldkone bliver afhørt. Det er Johanne Jenses. Hun kan fortælle, at hun og Christence Kruckow har været på Bloksbjerg to gange. Djævelen var vært og havde sørget for rigeligt at drikke. Christence Kruckow havde en hjælpedjævel ved navn Jeronimus. Christence Kruckow havde kommet en edderkop, en af djævelens skabninger i Anne Billes mælk og dermed skaftet djævelen afgang til Anne Billes krop.
Det værste var dog, at Christence Kruckow havde fået fremstillet et dukkebarn af voks og i 40 uger båret dukken unde sin højre arm. Hun havde fået en nu afdøde præst til at døbe dukken Anne. Dukken blev herefter ofret på altret i slotskirken i Åstrup og begravet under Anne Billes stol i kirken, medens heksene i kor messede:” Nu sætter vi al fru Anes Lykke og velfærd ned”. Johanne Jenses havde også været med til at sætte trolddom i Anne Billes seng i form tre stålkors, indpakket med hårtotter af tre troldkoner,
Også Johanne Jenses blev brændt ude at have været for landstinget.
Christence Kruckow kommer for kongens retterting i 1597. Chr. IV er nu 20 år og har stadig sine rådgivere om sig. Han er blevet kronet som konge året i forvejen. Centralmagten var interesseret i at bilægge stridigheder mellem adelige familier så hurtigt som muligt, for sådanne havde det med at brede sig til andre slægter. Rådgiverne slutter fred mellem slægterne Kruckhow, Brockenhuus og Bille. Deres stridigheder skal være bilagte og de skal ikke vide andet end godt at sige om hinanden.
På Nakkebølle fortsætter forhørerene – og Anne Bille fortsætter med at få døde børn.
.
Christence Kruckow endeligt
Endnu senere, nemlig i 1621, var Nakkebøllesagen medvirkende til, at Christenze Kruckow impliceret i endnu en trolddomsproces. Da er ikke alene hendes tre brødre, men hele hendes slægt uddød. Ingen mand ville forsvare hende mod kongen på kongens retter-ting.
Der var (illegalt) blevet indført påstande fra Nakkebølle i retsbøgerne i Ålborg, hvor Christence Kruckow nu boede. Hun kommer endnu igen for kongens retter-ting.
Chr. IV er nu 44 og fanatisk heksejæger.
Efter at have siddet et år i fængsel, dømmes hun 9. juni 1621 til døden på bålet. Hun mister sit adelskab. Dommen ændres dog til, at hun slipper for bålet, men skal halshugges med sværd. Det bliver hun 26.juni 1621.
Liget bliver begravet, måske i Søderholm Kirke?. Hun var da ca. 63 år.
Hun nåede inden dommen at indstifte et legat til studenter og ubemidlede fattige og gav en stor sum penge til de fattige i Ålborg. Ellers ville kongen have overtaget hendes formue. Hun blev dog nødt til at betale retssagen mod sig selv.
Anne Bille var blevet ved med at få dødfødte børn, indtil 1598. Det hjalp ikke, at troldkvinderne var blevet brændt.
I øvrigt gik der lokalt på egnen dengang et rygte om, at det var Anne Bille selv, der dræbte børnene. Hun druknede dem i en brønd i kælderen under slottet. Man kan jo nu spørge, om hun havde et motiv? Hun arvede i hvert fald Nakkebølle. På den anden side: Selv om nogle af børnene havde overlevet, havde hun nok haft sit på det tørre alligevel.
Hvorfor fik Anne Bille så mange døde børn?
Man har gættet på, hun havde syfilis. Syfilis smittede dengang dels ved sex, dels ved dårlig hygiejne. Især spiste man i almuen med hver sin ske af same grødfad, brugte samme drikkekar osv.. Sygdommen er kendt for at give sene aborter og dødfødte børn. Men Anne Bille blev imidlertid 76 år. Det er en meget høj levealder for en syfilispatient, faktisk alt for høj i betragtning af, at man ikke havde nogen effektiv behandling. (Kviksølvkure var kendt, men ser ikke ud til at have været brugt her – og også kurene var livsfarlige!) Syfilis havde hun sikkert ikke.
Så det var noget andet!
Spørger man en nuværende fødselslæge, (her speciallæge i gynækologi og Obstetrik, John D. Dræby. Odense) svarer han, at der kan være flere grunde.
1.Hun kan have haft fibromer eller andre misdannelser i sin livmoder. Fibromer er helt godartede, hårde, valnøddestore tumorer i livmoderen.
2.Der kan have været en uforligelighed mellem mandens og kvindens immunsystemer, så kvinden f.eks. danner antistoffer mod barnet. Der kan have været Rhesus-uforligelighed eller uforligelige vævstyper. Man ville dog i så fald ikke have ventet så mange graviditeter
3.En kromosomfejl hos en af ægtefællerne.
Kommentar
De to retssager er atypiske, fordi det her er både adel mod adel og adel mod menigmand.
Man får et tydeligt indtryk af, at adlen enten ikke kender landets love eller er fuldstændig ligeglade med dem, især når det gælder de fattige kvinder, der rask væk i begge sager ulovligt kommer under tortur, ulovligt dømmes og ulovligt henrettes, også af herredstingenes fogeder, der burde være dem, der førte opsyn med, at lovene blev overholdt.
Adlen havde fra gammel tid hånd-og halsret over bønderne og kunne gøre med dem, stort set hvad man ville, også slå dem ihjel.
At der i 1547 og 1586 var kommet love om behandling af anklagede i trolddomssager, så man stort på!
Man bemærker også, at enlige kvinder var ilde stedt. Kvinder måtte ikke føre retssager, så de måtte ikke forsvare sig selv. Følgen var næsten altid, at enlige kvinder ikke fik noget forsvar i det hele taget.
Henvisninger:
Internettet:
1-2 Hagenskov
3-5 Nakkebølle
1 https://wikipedia.org/wiki/Anne-Hardenberg#Ægteskab_og_børn
2 https://www.kvinfo.dk/side/597/bio/175/origin/170/
3 https://www.kroneborg.dk/281/nakkebølle
4 https://www.dengang.dk/artikler/5064
5 https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/540/
Psykiater Poul Videbæk i kommentar ang. Sunday Express
Speciallæge i gynækologi og Obstetrik, John D. Dræby. Odense i personlig meddelelse.
Christiansholm Fæstning var en del af Christian 4’s plan om et forsvar for den nyanlagte by Kristiansand i Sydnorge (1641). Christiansholm er i dag en meget velbevaret tårnfæstning På toppen af tårnet er der en platform med et kanonbatteri. Væggene i tårnet er 5 meter tykke.
Fæstningen var oprindelig også en del af forsvaret omkring øen Flekkerøy, der var den vigtigste havn i Sydnorge for skibe i Skagerrak.
Arkitekt for fæstningen var generalkvartermester Willhelm Coucheron. Den blev anlagt på en holm, ca. 100 meter fra land. Oprindelig blev bygget en pælebro ind til fastlandet, men i dag er fæstningen landfast.
Byens indbyggere var ikke glade for fæstningen og de ekstraskatter samt pligtarbejde, den medførte.
Dele af Kanonbatteriet på Christiansholms Fæstning.
Kong Jacob den 6. af Skotland og den 1. af England. 1566-1625. (Foto Royal Collection, London)
Trolddomsprocesser, Krigsflåder og Havstrømme
Trolddomsprocesser, Krigsflåder og Havstrømme
Ole Jørgen Nørgaard
Ole Jørgen Nørgaard
Prolog.
Den spanske flåde i Nordsøen år1588
Efter 2 års forberedelser forlod den spanske konge, Filip 2´s uovervindelige armada i maj 1588 Spanien for at erobre England. Armadaen bestod af 130 store skibe beregnet til landkrig på havet. Ombord var 20.000 soldater til entring af fjendtlige skibe, 8000 søfolk til at betjene skibene og 180 katolske præster til at sikre kontakten til Gud, her altså den katolske Gud.
Planen var at besejre den engelske flåde i kanalen, hente en spansk hær i det spanskstyrede Holland, landsætte hæren i England, afsætte den protestantiske dronning Elisabet, der året før, i 1587, havde ladet Skotlands katolske tidligere dronning, Marie Steward, halshugge. Dermed skulle England gøres katolsk igen. Derfor var Gud med spanierne.
Der var tænkt på alt
Intet kunne gå galt!
Men alt gik alligevel galt!
Kamphandlingerne gik galt. Englændernes krigsskibe, bygget til kamp på havet, udmanøvrerede armadaen, der flygtede nordpå gennem Den engelske Kanal og op i Nordsøen. Armadaen ville sejle hjem til Spanien vest om England og Irland. Der var da gået 3 måneder siden, Armadaen havde forladt Spanien. Skibene manglede mad og vand! Søfolk døde af sult og sygdom.
Spanierne sejlede mod nord til de var klar af Skotland. Derpå sejlede de mod vest i flere døgn. Måske har de kastet måleinstrumenter ud og kunnet se, de skød en god fart vestpå – uden at vide, det var farten i en modstrøm, de målte.
Da man var sikker på at være at være kommet et godt stykke vest for Irland, drejede kæmpeskibene mod syd - og nogle dage efter stødte de - helt bogstaveligt - på Irland.
Flere skibe forliste på den Irske kyst. Fra Den nye Verden, Amerika, havde Armadaen hjembragte kartofler, som nu skyllede op på Irlands kyster, hvor irerne hurtigt tog dem til sig.
De store strømme i det nordlige Atlanterhav, kendte spanierne ikke.
Den danske flåde i Nordsøen år 1589
Den 1. september 1589 begyndte 13 af den danske krigsflådes 34 store skibe at kaste fortøjeringerne og manøvrere op nordpå gennem Øresund. Sommeren igennem havde man forberedt skibene til det vanskelige togt over Nordsøen. Der var ikke sparret for bevillingerne til skibenes udrustning.
Der var tænkt på alt!
Intet kunne gå galt!
Men alt gik alligevel galt!
Rigsadmiralen
Skibene har været et imponerende syn og folk havde samlet sig ved kysterne for at se flåden sejle mod Skotland..
Hovedskibet Samson blev ført af rigsadmiral Peder Munk. Rigsadmiralen havde i 1565 været kommandant på kæmpeskibet Achilleus i det søslag, hvor søhelten fra Grevens Fejde, Herluf Trolle, blev dræbt. Peder Munk havde også 23 år tidligere, overlevet det store skibsforlis ud for Visby i 1566, hvor 15 danske orlovs-skibe med mellem 4000 og 8000 mand ombord forliste i en storm, som daværende flådechef endda var grundig advaret imod, fordi den var forventet!
I 1569 havde rigsadmiralen erobret og hjemført 150 fjendtlige handelsskibe fra kamphandlinger i Baltikum.
Prinsesse Anna og James 6.
Flåden skulle bringe den danske prinsesse Anna (1574-1619) til Edinburgh, hvor hun, kun 15 år gammel, skulle giftes med den skotske konge, Jacob 6.(1566-1625) Prinsesse Anne var søster til Chr. IV.(1577-1648), der først formeldt blev konge i af Danmark 1596.
Der var storpolitiske visioner forbundet med brylluppet. James 6. af Skotland (1567-1625) var søn af den henrettede Marie Steward, den katolske tidligere dronning af Skotland. Regenten i England, Elisabet 1., havde ingen arvinger, så James 6. havde mulighed for også at blive konge af England. Det blev han i 1603 under navnet James (Jacob) 1. . England og Skotland blev fra da samlet under én konge. Det skete på trods af, at hans moder, Marie Stewards henrettelse i 1587 , der havde været medvirkende til den spanske armadas angreb på England 1588. De forenede Kongeriger var nu en af Europas voksende stormagter.
Som konge var James 6. optaget af at forfølge trolddom. Han udgav 1597 et skrift om troldfolk og især om dæmoner. Som Chr. IV i Danmark deltog James.6. i tortur af mistænkte kvinder. James anså sig selv for at være en af de vigtigste mænd i den reformerte kristendom og antog derfor også at være mere udsat end alle andre for trolddom og Djævelens anslag i det hele taget.
Han må have været noget selvhøjtidelig.
Hans franske kollega, Henrik 4., kaldte ham ligefrem: ”Den viseste nar!”.
Har den opmærksomme læser studset over, at James er født næsten samtidig med, han blev konge, så er det ikke en fejl. Han blev valgt som konge af Skotland som, 1-årig, men landet blev styret af et råd til han blev myndig.
Den danske flådes efterårs-sejladsover Nordsøen
Prinsesse Anne var ombord på skibet Gideon, der havde en besætning på 250 mand. De store skibes vigtigste funktion var at være effektive som krigsmaskiner. De var ikke specielt egnede til dårligt vejr.
Erfarne søfolk varslede dårligt vejr før afsejlingen.
Da skibene lagde fra kaj, blev der affyret salut med de tunge hagebøsser som signal om, at nu var skibet i bevægelse.
To af bøsserne eksploderede ved salutten og dræbte de to skytter.
Dagen efter eksploderede en kanon på Gideon og dræbte en mand.
Modvind og storme spredte skibene, så de ikke mere udgjorde en samlet styrke.
I det hårde vejr i Skagerrak sprang de to store skibe, Josva og Gideon, læk i rum sø.
En bådsmand blev mast mellem de to store skibe. En anden faldt over bord og druknede
På grund af modvind i Skagerrak måtte skibene vende om og søge læ under Flækkerøy ved Kristiansand. Her lå Norges sydligste spids, hvor en tynd halvø og et rev gik flere km. ud i havet sydpå og gav læ for storme fra vest.
Det var nu snart oktober, som på grund af efterårsstormene blev anset for særlig farlig at sejle i.
Da skaderne på skibene var udbedret, forsøgte man så igen fra Flækkerøy at sejle over Nordsøen. Man måtte opgiver på halvvejen og vende tilbage til Kristiansand, hvor prinsesse Anna blev sat i land.
Sejladsen over Nordsøen var gået alt for langsomt. En student fra Ribe skrev i sin dagbog fra turen, at det virkede som om nogen eller noget sugede skibene baglands ind mod Norge for at forhindre rejsen.
Golfstrømmens vestgående strømme i Det nordlige Atlanterhav og Skagerrak vidste ingen af de implicerede noget om.
Besked til James 6.
Et mere egnet skib blev sendt over havet til Skotland for at fortælle James 6, hvorfor hans brud ikke var kommet.
Der var ingen problemer med sejlads den anden vej mod øst til Christiania over Nordsøen, så den giftelystne James.6. mødte kort efter op for straks at forenes med den meget unge brud i Kristiansand. Her blev parret gift – og gik straks til brudesengen - trods protester fra det danske hof og især enkedronningen.
Herefter tog parret til København for at fejre resten af brylluppet på behørig vis.
Brudeparret forårssejlads over Skagerrak
Først næste forår sejlede rigsadmiral Peder Munk det kongelige par over Vesterhavet til Edinburgh. Der var stadig problemer med modvind og storme, men det lykkedes.
Det var et ærestab for den nidkære admiral, at han ikke havde kunnet føre flåden over Nordsøen om efteråret.
Han anlagde sag mod rigsrentemesteren Christoffer Valkendorf for ikke at have bevilliget penge nok til flådens tur.
Valkendorf hentede støtte hos viceadmiralen, der kunne fortælle, at flåden havde fået alt, hvad man havde bedt om.
Rygter om trolddom
Der begyndte at gå rygter i København.
Tanken har ikke have været fremmed for James 6, der ivrigt forfulgte trolddom i Skotland og senere også i England og opfattede sig selv som særlig udsat for Djævelens onde anslag.
Danske-kongens skibe måtte have været forgjort.
En lokal kvinde, Anne Koldings, sad maj 1590 i fængsel i "Prisonen" i København, og skulle brændes, dømt for trolddom. Dagen inden hun skulle på bålet, fik hun besøg af tre præster, der kom for at forhøre hende yderligere. Derefter kom tre kvinder, der skulle trøste hende før hendes henrettelse næste dag. Hendes henrettelse blev imidlertid udsat. Hun var nu mistænkt for at have været med til at forgøre kongens skibe. Under ny tortur tilstod hun også, at hun havde sendt sin hjælpedjævel ud til skibene i en tom øltønde, sammen med en håndfuld andre troldkvinders hjælpedjævle for dermed at forgøre kongens skibe. Hun angav under tortur nye troldkvinder, der igen under tortur angav nye, der igen under tortur osv. indtil blodtørsten var stillet.
I alt blev 13 kvinder brændt for at have forgjort flåden. Endnu en begik selvmord, inden hun nåede til torturen.
Hjemme i Skotland og senere i England indledte kong James også en heksejagt. Man ved, at omkring 70 mennesker, mest kvinder, blev anklaget for forsøg på ved trolddom at tage livet af det royale par- endog på befaling fra selve Djævelen. Man kan jo se det som en formildende omstændighed, at i England blev troldfolk hængt, ikke brændt levende.
Admiral Munk havde nu fået genskabt sin tabte ære. Det havde jo været Djævelen selv, han havde kæmpet mod ude på havet.
Torturen producerede troldfolkene
For en nutidig betragter kan det virke underligt, at myndighederne, eller i hvert fald de lærde, ikke kunne se, at det var retssystemet, der med tortur til tilståelser, producerede troldkarle og- kvinder. Der var godt nok enkelte, der protesterede, men det var også livsfarligt at betvivle systemet. F.eks. havde Dietrich Flade, rektoren for Universitetet i Trier og tidligere dommer i trolddomsprocesser, ytret tvivl om, troværdigheden af de tilståelser, der kom under tortur. Han endte med i 1589 selv at blive brændt for trolddom. En højtstående jesuitter sagde: ”Den eneste grund til, vi ikke alle allerede er brændte er, at vi endnu ikke har været underkastet tortur!” Udtalelsen i hvert fald så meget opsigt, at den blev refereret i et flyveblad, måske for at vise, hvor forrykte de katolske religiøse ledere kunne være!
1543. Kongens store sejlskibe forgøres på vej ind i havnen.
Allerede I 1543 altså under Chr. III, var der en proces mod troldfolk fra Malmø, Helsingør og København. Troldfolkene havde 10. august været samlet og havde forsøgt ved vejrmagi at forstyrre kongens skibe, når de anløb havnen i Helsingør.
Hvad der skete med skibene, vides ikke.
Hvad der videre skete troldfolket, ved man heller ikke, kun at sagen blev behandlet af Københavns Stadsholder, Eske Bille(1480-1552), der tog sig af sagen og var med til at forhøre kvinderne.
Krigsflåden og det store forlis i 1566
Også under syvårskrigen (1563-70) med Sverige skete der juli 1566 en ulykke med forliste krigsskibe og trolddom.
Efter et større søslag med svenskerne ved Øland 26.7. 1566 var den danske flåde, under admiral Hans Lauridsen, medtaget af kampen, ankret op ud for Visby på Gotland. Lensmanden Jens Bille, advarede admiral Lauritsen mod at ankre op lige ud for øens klippekyst, fordi selv en mindre vestenvind kan tvinge skibene ind mod klipperne og medføre beskadigelse af skibene eller ligefrem forlis.
Den 28. juli kommer en voldsom storm fra vest og 14 af de store skibe river sig løs fra deres ankring og driver ind mod klippekysten. Mandskabet kapper i desperation masterne i håb om, der vil gøre afdriften mindre og ankrene så kunne holde skibene. Det kan ankrene ikke. Skibene forliser i løbet af kun 6 timer. Mellem 6000 og 8000 mand omkom.
De døde og sårede fra søslaget var åbenbart endnu ombord på flåden. Det samme var åbenbart også kaptajnen på skibet Achilleus, Kristoffer Mogensson, der blev dødelig såret under slaget og døde lige efter. Han skulle have været begravet i kirken i Visby. Skæbnens ironi ville, hans skib blev det eneste, der ikke forliste i stormen. Det blev svært beskadiget og blev holdt flydende ved pumpning, indtil det sank 31. august. Man forsøgte at bjerge skibets kanoner, men det lykkedes ikke.
Blandt de omkomne var admiralen, Hans Lauritsen
1400 personer blev reddet i land. Blandt dem den senere rigsadmiral, Peder Munk.
Det kan virke underligt, at de sårede fra skibene ikke straks blev bragt i land i Visby. Det kan være fordi, der ikke var faciliteter, der kunne rumme og behandle dem.
Endnu mere underligt forekommer det, at den kommanderende admiral undlod at få skibene flyttet til et sikkert sted trods alle advarsler.
Var der noget galt på skibene?
Danskerne havde i juli 1566 også tropper ind i det svenske Vestergötland. Her stod nu Daniel Rantzau med ca. 8000 mand og presser svenskerne hårdt. En måned efter måtte han over hals og hoved afbryde det ellers heldige felttog. Der var udbrudt pest i hæren! Mere end 300 soldater døde om dagen! Med ¼ af den oprindelige styrke lykkedes det ham at komme tilbage til Danmark.
Men var der også pest i flåden?
Pest i flåden vil kunne forklare en hel del, bl.a. at der ikke på alle skibene var hænder nok til at sætte sejl igen – og også, at der fra skibene ikke var nogen kontakt til land, kun fra land til skibene. Den døde admiral Mogensson blev ikke søgt overført til kirken i Visby. Havde der været pest i flåden, ville det have været holdt strengt hemmeligt. Det ville have været en ulykke, hvis svenskerne fik det at vide.
Nutiden vil nok se ulykken som resultat af admirals Hans Lauritsens enorme inkompetence
Men datiden søgte en anden forklaring.
Hjemme i København søgte man efter de troldfolk, der kunne have rejst stormen. Flere formodede troldkvinder indrømmede under tortur, at de havde forgjort skibene. Man kender kun sagerne efter et senere referat af Peder Hansen Resen (1626-1688) en af de få, der ikke troede på trolddom. Han refererede derfor ikke meget om trolddomsprocesser, men mente, at stormen var et resultat af ” Guds uransagelige vilje”.
Hjælp Gud med at finde troldfolkene
Gud selv holdt også øje med menneskene, og en masse ting gjorde ham vred, så han sendte krig (trediveårskrigen 1618-48), pest (København 1601) ulykker, storme (1566), oversvømmelser (Ribe1601 og 1634) misvækst, (i Den lille Istid) klimakatastrofer, hunger osv.
Omvendt blev Gud glad, hvis menneskene levede et Luthersk liv uden udskejelser – og især glædedes han over jagt på troldfolk, gudfrygtighed, fastedage, kirkegang, ingen banden. Ingen lediggang, ingen lejemål, osv.. Tilsyneladende så Gud mest nidkært de nederste i samfundet og mindst kritisk på konge og adel. Fyrsten var Guds lensmand på Joden og skulle bedømmes efter, hvor ivrigt, han bekrigede troldfolkene.
.
Weltuntergangserlebnis år 1000
I slutningen af vikingetiden forventede både hedninger og kristne, at Verden ville gå under. Kristus havde sagt, han ville komme igen om 1000 år, men det var nok fordi, 1000 var det største tal i Jødernes talrække. I Norge ventede man Verdens undergang, fordi den populære, kristne konge, Olav Tryggvason var faldet i kamp mod danskerne. Mange andre ulykker gjorde, man ventede verdens undergang, men den udeblev.
Weltuntergangserlebnis år 1500
Men i tiden efter reformationen i 1536, altså 500 år senere, var både protestanter og katolikker grebet af en massepsykose. Man så reformationen som optakt til Verdens undergang. Paven var kørt ud på et sidespor og af de reformerte blev han betragtet som Antikrist! det direkte modsatte af Kristus, det værst tænkelige!
Vejen var nu ryddet for at dommens dag kunne komme og Kristus kunne vende tilbage.
Gud og djævelen samlede kræfter til det store opgør. Djævelen ved aktivt at opsøge mennesker og hyre mennesker til at virke for sig. ”Djævelen gik rundt som en glubende løve, søgende hvem han kan opsluge” stod der i Biblen
Altså: Find djævelens hjælpere!
Til gengæld for at få kraft fra Djævelen, måtte mennesket aflevere sin udødelige sjæl og fik i stedet magiske evner og en hjælpedjævel, oftest i form af et dyr. Formentlig ville den, der havde flest sjæle på sin side, vinde kampen om Verden, som ville gå under. Alle lutherske, kristne sjæle ville flyttede til den evige salighed hos Gud i himlen. Djævelens sjæle og katolikkernes ville være fordømt til evigt mørke og pinsler.
For myndighederne, især for Kongens lensmænd, gjaldt det at finde så mange som muligt af djævelens håndlangere for dermed at hjælpe Gud. Djævelens håndlangere var langt mere robuste end almindelige mennesker og skulle derfor behandles mere hårdhændet og strengere end almindelige mennesker, altså med tortur, trusler og den mest smertefulde død, der kunne tænkes.
I 1500- tallet mente man at se så mange tegn på Guds vrede, at man ventede, Gud ville lade Verden gå under. Faktisk var det i år 1589 og årene derefter, man forventede, verden ville forgå, Kristus komme tilbage og dømme levende og døde osv.
Havstrømmene
Når det ikke var trolddom, der sugede den danske flåde ind mod Norge ude i Nordsøen, hvad var det så?
Det var naturligvis havstrømmene!
Vikingerne kendte omkring år 1000, altså mere end 500 år tidligere, havstrømmene i Atlanterhavet. Vikingernes skibe og sejlføring var primitive i forhold til 1500-tallets skibe. Vikingerne måtte udnytte både sejl og skibe til det yderste, når de sejlede over det åbne hav. Vikingerne evnede dertil også at samle erfaringer om rejser over Det nordlige Atlanterhav fra mand til mand gennem århundrede. De vidste, at der gik havstrømme i Skagerrak, hvor senere Armadaen ville runde England i.
Senere opdagelser har vist, at der går hele to vestgående strømme i Nordatlanten og Skagerrak nemlig mod syd en varm sydvestgående overfladestrøm og længere mod nord en kold, vest-sydvestgående overfladestrøm Vikingernes erfaringer var glemt.
Spanierne kendte intet til havstrømme. I hvert fald ikke før, det var for sent.
Admiral Peder Munk og den tids søfolk vidste ikke noget om de to havstrømme.
Havde de vidst det, kunne mange liv have været sparet!
Kendte admiral Munk til Den Spanske Armada problemer om sommeren i samme farvand kun et år i forvejen?
Formentlig ikke. Han havde tilsyneladende ikke lært af andres erfaringer.
Det har ikke interesseret ham.
Admiralen vidste, hvad han skulle vide!
Golfstrømme hovedstrøm i Atlanterhavet blev dog beskrevet allerede i 1513 af Juan Ponce de Leon (1460-1521), spansk opdagelsesrejsende og guvernør i Puerto Rico.
Han opdagede, hvor Golfstrømmen begyndte og klarlagde at den løb ud i det nordlige Atlanterhav. Benjamin Franklin fulgte den senere over Atlanterhavet og kortlagde Golfstrømmens hovedstrømme ca. 1769-70. Rigtig udforskning af strømmene i Oceanerne begyndte først i 1700-tallet. Drivkraften her var den tyske videnskabsmand, Alexander von Humboldt (1769-1859), der kortlagde Golfstrømmen og dens grene på sine rejer over Atlanterhavet. Verdens længste strøm i Oceanerne, Humboldtstrømmen, er opkaldt efter ham. Den løber fra syd mod nord langs hele Sydamerikas.
Weltuntergangserlebnis år 2000?
Der er nu gået 500 år siden, man sidst, nærmest i en massepsykose, ventede, Verden ville gå under.
Kommer der en tilbagevendende forventning om Verdens undergang hvert 5. århundrede?. Lige nu i hvert fald ikke nær så voldsomt som sidst, men spiren til frygten er der! Vi er på vej ind i en ny varmeperiode. Kuldeperioderne, i den sidst del af den mørke middelalders(Den lille Istid) gav misvækst og hunger. Varmeperioderne i Bronzealderen og Vikingetiden var uden problemer. Den nye varmeperiode ventes imidlertid forstærket af menneske – skabt, industri-produceret drivhusgas, især CO2..
Henvisninger.
http://.jw.org/da/bibliotek/blade/g2007/Den-Spanske-Armada-En-sørejse-der-endte-med-tragedie/
http://da.wikipedia.orgr/wiki/Spanske_armada
www.kampfly.dk/SLAG/SlagS/SpanskeArmada.htm
https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Nordiska_strömar,Nordisk__familjeboook.png
https://.findagrave.com/memorial/825/juan-ponce_de_león
Kallestrup, Louise Nyholm : ”Heksejagt” Århus Universitetsforlag ISBN:978 87 7219 3373
Petersen, Kai: Danmarkshistoriens Hvornår skete det Fra Istiden til år 1960 Politikens Forlag 1966 P.S:
Bødlen i arbejde. Tegning fra 1700 tallet.
Ribe stadsret lovbog fra 1269
Natmænd påtog sig de værste opgaver i de fremvoksende bysamfund, f.eks at fjerne menneskelige ekskrementer og hjælpe bødlen. (Foto SN.dk)
Hogenberg, Frans (1535-1590) flamsk-tysk maler, Kobberplade trykt i værket "Tabulae aeneae exhibentes res gestas presertim in Belgio 1559-1586" Værket omfatter historiske billeder og kort fra det nuværende Belgien, Holland, Frankrig og Tyskland under religionskrigene med illustrationer af forskellige former for krigsførelse, henrettelse, kættersk forfølgelse, bøddelarbejde. Oprindelsesdato: 1559
Bødlen gennem Historien
Bødlen gennem Historien
Ole Jørgen Nørgaard.
Ole Jørgen Nørgaard.
Tilstanden før lov og ret
Hvordan håndhævede man lovene, før der var en central magt i landet?
I de ældste tider, vikingetid, tidlig middelalder, blev tyve, hvis de blev grebne, hængt af den bestjålne,
Ved mord og legemsbeskadigelser krævedes blodhævn. Den udøvedes ofte mod voldsmandens søn. Derved blev endnu en familie impliceret, nemlig pågældende søns moders, så blodhævnen havde det med at gribe om sig og løbe løbsk.
Det næste trin var at udlevere drabsmanden til den dræbtes familie, hvor familiens ældste, eller en på anden måde autoriserede person, dræbte ham. Tyveri blev anset for en meget alvorlig forbrydelse i oldtid og middelalder og der var dødsstraf ved hængning for selv mindre tyverier.
I Tyskland brugte man, før centralmagten tog over, at lade den sidst gifte i lokalsamfundet hænge tyven, i Danmark lod man alle trække i rebet, der løftede tyven og dermed hængte ham.
Før Ribe Ret blev etableret, løste man i Ribe-området problemet med at få hængt tyven uden at de implicerede selv ville pådrage sig ansvar for hængningen, således: Man satte tyven op på en vogn, forspændt med et par heste, køre vognen hen under et passende træ, gav tyven strikken om halsen og bandt rebets anden ende fast til en solid gren i passende højde. Så smed man sten og jordklumper på hestene, der så løb med vognen, medens tyven blev hængende og dinglede.
Centralmagten, her Ribe Ret, tog senere over,”- thi Bonden hænger sin Tyv for Hævn – Ombudsmanden skal lade Livsstraffen fulbyrdebyrde, thi han foretager hængningen for Rettens Skyld og for Kongens Vælde og ej Avind.”
Lov og ret og renovation.
Natmænd, Skraldemænd, Rakkere og Tatere.
Der er nogenlunde enighed om, at bødlens job opstod med byerne og udviklede sig samtidig med centralisering af magten i byerne og med centraliseringen i hele samfundet, altså i staten eller kongeriget. Det var der også andre erhverv, der gjorde.
Som der står et andet sted: ”I begyndelsen var kaos”. De gjaldt i højeste grad, da de danske byer opstod i årene 700-1200. I modsætning til de tyske byer, der havde en tradition fra antikken om, hvordan en by så ud og fungerede, opstod de danske vildtvoksende på steder, hvor der var en markedsplads, et havne-anlæg eller bare en vej. Man købte en grund og byggede et hus ud til vejen og efterhånden kom der flere huse langs vejen.
Man smed husets affald af madrester, slagteriaffald, potteskår o.l. ud på gaden foran huset eller rettere husene. Det kunne ikke gå i det lange løb. Man måtte have nogen til at fjerne affaldet. Det blev i tidens løb Natmanden. Han medbragte en skralde, så folk i tide kunne gøre deres affald klar til afhentning, så han blev også kaldt Skraldemanden.
Husene havde et gammeldags lokum, hvor man sad på et bræt og besørgede i en tønde. Den skulle tømmes af og til. Jobbet gik som regel til Natmanden.
Så var der Rakkeren. Han kunne også tømme lokummer, men skulle skaffe ådsler af selvdøde dyr væk, flå døde heste og kreaturer og andet uærligt arbejde og assistere bødlen, f.eks. med at begrave selvmordere udenfor kirkegården. Selvmord gjorde Gud vred, så der kom misvækst og dårlig høst i omegnen efter sådanne, så de skulle hurtigst muligt graves ned. Grænserne mellem, hvem der gjorde hvad, var flydende og kompetence-stridigheder og ligefrem slagsmål mellem de implicerede var meget almindelige.
I Danmark og Sverige havde man også Tatere. Det var formentlig fra begyndelsen indvandrede sigøjnere. Man ved, at den skotske konge, James 4. 1505 sendte den danske kong Hans (1481-1513) en gruppe tatere (musikanter?) og bad kong Hans tage vel imod den. Taterne her udviklede sig til en slags natmænd og var mest kendte fra Jylland, men var til sidst over hele landet, (f.eks. Ib fra Gøngehøvdingen). Folkemindeforskere siger dog, at taterne i deres sidste århundrede var danskere så godt som alle sammen. De blev anset for småkriminelle. Der blev af og til arrangeret jagter på taterne, f.eks. i 1574 under Frederik 2.
Bødlen
Bødlen og Mestermanden kommer lidt senere end de andre! Han skulle, da en centralmagt var opstået, fuldbyrde den straf, magtens domstole havde idømt. Straffene dengang (1300-1700) var barbariske! Henrettelser som radbrækning, partering, halshugning, hængning, brænding, afhugning eller knusning af hænder eller fingre, afskæring af ører eller hår, prygle folk, f.eks. skulle han prygle de sindssyge i dårekisten, hvis de var urolige. Han skulle klare brændemærkning, kagstrygning, piskning osv.. Landet over var der forskellige straffe for forskellige forbrydelser. Det blev standardiseret, med Danske Lov fra 1683 (Frederik 3. 1648-70), så de forskellige former for straffe blev ens landet over.
Fængselsstraf fandtes ikke. Der fandtes nemlig ingen fængsler til afsoning. Fængsler til afsoning begyndte som nævnt først at komme med Frederik 2. (1559-1588) og Christian 4. (1588-1648)
Bødlens indtægt
Indfangning af vilde hunde og svin, især på kirkegårdene, kunne også være bødlens job. Bødlen i Helsingør kunne i 1582 efter 1½ mdrs. jagt, indlevere 175 dræbte gadehunde og indkassere 2 skilling pr. stk. Året efter indleverede han 185 døde gadehunde. Bødlen var delvis præstationslønnet. Nedenfor er et uddrag af bødlens prisliste fra 1698. Listen er kun et uddrag. Der var flere handlinger på den originale. Beløbet er vist angivet i Rigsdaler.
Prisliste:
For et hoved med sværd at afhugge 10Dir
For et hoved med Økse af afhugge 8Dir
For en Hånd eller Finger at afhugge 4Dir
For En at hænge 10Rdl
For En af Galgen at nedtage 4Rdl
For en hel Krop at lægge på Stejler og Hjul 7Rd
For En at partere og lægge paa Stejler 12Rdl
For et Knib med gloende Tænger 2Rdl
For et Brændemærke 4Rdl
For at Kagstryge 5Rdl
For at brænde en Krop 10Rdl
Med de faste takster var det en stor fordel for bødlen, hvis hans kone kunne læse, skrive og især regne. Det kunne mestermanden som regel ikke selv.
Bødlen fik også fast løn. Dertil måtte han opkræve en slags told indenfor bygrænsen. En del af hans løn kunne således f.eks. være en vis del af de varer, der blev indført i byen gennem byens porte eller via byens havn og omsat på torvet, såsom brænde, æg. Kød og frugter, korn, halm, tørv osv...
Lidt mere specielt havde bødlen i Danmark krav på et lys af hver familie ved højtiderne. Bødlen tog selv rundt og samlede lysene ind og hans besøg huede absolut ikke de festende borgere! Denne sidste afgift blev afskaffet i Ribe allerede i 1562, men fortsatte i Ålborg til1720.
I tidens løb avancerede bødlen mellem alle de andre uærlige og endte med at skulle holde opsyn med natmand, skraldemænd og rakkere. Da skorstensfejerne kom til, skulle han også føre tilsyn med dem.
Christian II (1513-23) udstedte en forordning om, at alle byer skulle have en fastansat bøddel. Måske har det været sidst i hans embedsperiode, for Frederik II (1559-88) gjorde 1563 det samme og forlangte også en galge opstillet ved byens torv, så enhver, der nægtede at bruge kongens nye (underlødige) mønter i handlen, straks kunne klynges op!
Bødlen og Kirken
Den katolske kirke havde selvfølgelig også problemer med en offentlig ansat embedsmand, hvis erhverv stort set gik ud på at bryde det kristne bud om ikke at slå ihjel. Kirken forsøgte at afhjælpe det ved at pålægge bødlen med mellemrum at tage på pilgrimsfærd til de hellige steder. Dette igen førte hurtigt til, at der ved helligsteder og store kirker samledes en rand af aggressivt tiggende, udstødte eksistenser, der påstod at være bødler på pilgrimsrejse. Mod betaling kunne folk få lov til at slå den med ris o.l. ”- og de kunne græde, når de ville”, fortæller en besøgende fra et sådant sted.
Den danske teolog, Christjern Pedersen, forsøgte i 1515 i sit lille skrift ”Jærtegns-Postil” at komme med en praktisk løsning. Skriftet blev udgivet i Paris, men var trykt på dansk og blev hurtigt populær læsning for menigmand i Danmark, for det var nemlig blevet så populært, at man havde besvær med et få det afskaffet igen efter reformationen i 1536. Da var nemlig forfatteren blevet lutheraner.
”Jærtegns-Postil”
Postillen fortæller:
Der var en gang en bøddel, som hædrede Jomfru Maria med et Ave Maria. En dag, da han knælede for hendes alter og fremsagde sit Ave, kom der fra dommeren bud om, at han skulle hænge en mand. På vej til dette job blev han overfaldet og slået ihjel. Hans sjæl forlod ham og blev straks grebet af djævle fra Helvede. Samme nat var der mange mennesker på stedets kirkegård.
En præst, der kom forbi, spurgte, hvorfor der var så mange, også døde, samlet her om natten. Han fik at vide, at både Jomfru Maria og Djævelen ønskede den døde bøddels sjæl. Den aller-almægtige Gud skal i nat komme og dømme i sagen. Det ville præsten se. Ham gemte sig. Kort efter dalede ned fra himlen Den allervældigste Dommer, siddende på en domstol.
Han hørte de fremførte klager. Djævlene medbragte bødlens sjæl, bastet og bundet og fremførte, at afdøde bøddels mange-hånde store synder gjorde, hans sjæl, hun skulle tilhøre dem. (ja: sjovt nok var hans sjæl hunkøn).
Jomfru Maria fremførte, at i det øjeblik, bødlen døde, havde bødlen tjent hende og befalet sin sjæl til hende.
Dommeren, den alleralmægtigste Jesus, hørte dette. Jesus kunne han ikke se anden løsning på problemet end at bødlen fik sin sjæl tilbage for ”- at han kunne gøre Pligt og Bod for sine Synder”. Den allervældigste befalede også, at der om denne dom og denne hændelse skulle gå besked til Paven og at Paven skulle - ” gøre en særskilt almindelig Bøn(i alle kirker?) for ham ( altså for bødlen). Præsten, der havde gemt sig, blev hentet frem og pålagt at opsøge Paven med denne besked. Jomfru Maria gav præsten en dejlig rose med på vejen. Den skulle overbevise Paven om historiens sandhed. Det gjorde den også.
Siden blev denne Sjæl frelst og kom til Himmerige. ”Did kunne vi alle komme”
Hvis der er en morale på denne historie, må det dels være, at dels at når Jesus havde beskæftiget sig med bødlen, kunne andre også gøre det og dels, at når en synder som bødlen havde en chance for at komme i Himmerige, så kunne alle andre også komme i Himmerige, bare de fulgte kirkens forskrifter.
Klasseskel i Middelalderen og Renæssancen og senere. Ærlige og uærlige.
Øverst var pave og kejser. Under Paven kom gejstligheden, der nærmest var en stat i staten. Den havde egne love og domstole, men formelt ingen verdslig magt.
Konger og kejsere havde under sig alle andre, altså adelen, borgerne, bønderne, håndværkere søfolk etc..
Dertil kom en del af befolkningen, der strejfede omkring uden fast ernæring eller arbejde.
Denne sidste del kunne variere mellem 10% og 30% af totalbefolkningen.
Denne del af befolkningen var ”uærlige”. At stjæle eller at være uden indtægt gjorde en person uærlig. At være uærlig vil sige at være udenfor ethvert fællesskab. Uærlige kunne ikke blive medlem af håndværker-lavene eller noget lav i det hele taget. Bødlen var, alene ved sin omgang de uærlige forbrydere, uærlig. Hans specielle arbejde gjorde ham også endnu mere uærlig. Ingen andre ville have noget med ham eller hans virksomhed at gøre. Enhver, der alligevel havde kontakt med ham, blev også uærlig.
Det gik også ud over hans familie. Skulle hans kone føde, kunne der ikke skaffes hjælpende kvinder, døde konen ville ingen ligbærer bære hende til graven. Bødlens børn kunne ikke få en læreplads eller komme i skole. Døde begge forældre, havde man et problem med børnene. Ingen ville have med dem at gøre. Man placerede dem i byens Børnehus.
I nogle byer, f.eks. Helsingør med Sundtolden, blev bødlen ligefrem velstående, da han var delvis præstationslønnet og penge kunne afhjælpe uærligheden lidt ved bryllupper, barnedåb o.l.. Pengene var godt nok også uærlige, men lokale jøder havde en behandling, der kunne gøre de uærlige mønter ærlige – og de tog halvdelen af pengene for at rense dem!
Det påstås, at bøddeljobbets uærlighed også fulgte med, til de første fængselsfunktionærer helt op til o 1900!
Straffe i Middelalder og Renæssancen
Straffene i Middelalderen og langt op i Renæssancen var barbariske. De skulle virke afskrækkende. Det betød, at alle, der havde mulighed for at overvære afstraffelsen, skulle overvære dem. Det gjaldt også og især børn. Især skulle børnene, for at forebygge, at de senere i livet begik samme forbrydelse som den straffede. Selv små børn overværede halshugning, brænding, afhugning eller knusning af hænder, afskæring af ører eller hår, afhugning af fingre og hænder, prygl, brændemærkning, kagstrygning piskning osv.. Efter blodige henrettelser kunne man også opleve, at folk med epilepsi besteg skafottet for at sikre sig den henrettedes blod, der skulle være helbredende mod denne lidelse.
Man kan have tvivlet på, om, dette ikke i stedet ville gøre børnene mentalt afstumpede og rå.
En samtidig kogte også således tilskuernes reaktioner på retsplejen ned til tre hovedtyper:
”Kun tre fornøjelige Momenter har de (tilskuerne til afstraffelsen);
Hanrejens fortvivlelse,(hans kone var måske dødsdømt.), den Prygledes Skrig og den Hængtes Grimacer. Over det første godter man sig, man får Tårer i Øjnene af Latter over det andet,- men ved det tredje er Glæden på sin Højde, så man må holde sig i Siderne.”
Var dette virkelig det menige renæssance-menneske menneskesyn?
Eller fortalte her en person, der var led og ked af ved systemet?
Bødlens arbejde
Bødlen opbevarede mindre remedier til sit arbejde hjemme. Mest kendt fra især hekseprocesserne var tommelskruerne. En lille, handy ting, man kunne have i en lomme. Den havde en vis lighed med et par briller. Med den pinte han de mistænkte. Gamle koner fik tommelfingrene knust og tungen på gled. Forskellige piske hørte også til udstyret sammen med knive og tænger.
Bøddelsværdet blev oftest opbevaret hos bødlen, men vedligeholdt af en specialist i sværd, så det altid var ekstremt skarp. Ferme bødler kunne med sværdet hugge hovedet af to personer i samme hug. Nogle sværd kunne give lyd fra sig, f.eks. når den ugerning blev begået, de skulle straffe. Et bøddelsværd gav en nat hele 80 gange lyd fra sig. Kort efter blev sværdet brugt til at halshugge 80 sørøvere. Sværd, der havde taget mere end 100 liv kunne begynde at blive besværlige med egen vilje og nogle blev ligefrem begravet.
Det krævede en sikker hånd at hugge hovedet af en dømt med sværd. Med økse var det meget nemmere. For at stive sig af til henrettelsen med sværd, fik både bøddel og delinkvent op til 1½ pot vin før optrinet. Hvilket vin oplyses ikke, men det har været enten hvidvin eller brændevin. Delinkventen gik ofte ret fattet til døden. Dengang var døden ikke livets slutning. Man regnede med en fortsat tilværelse hinsides - i Himmerige- lige så sikkert, som folkepensionen i dag.
Hvordan blev man bøddel?
Hvordan blev man bøddel? Man kunne ikke komme i mesterlære. Fra 1400 og frem til ca.1600 skete
tilgang til bøddelarbejdet ofte ved, at en dødsdømt reddede livet ved at erstatte eller supplere den gamle bøddel. Bødler af den slags fik byens kendemærke brændt ind på kindbenet i den ene side af ansigtet. Dermed havde man sikret, at han ikke stak af fra jobbet, for brændemærket fortalte både, hvorfra han kom og hvad hans arbejde var. Flygtede han og blev fanget, blev han hængt!
Galgen
Var der fejl på galgen eller værre, var den helt i stykker, skulle den repareret.
Men håndværker-lavene ville ikke have med det at gøre. Det var uærligt arbejde og så blev man selv uærlig, Det var det værste, der kunne overgå en fri og ærlig mand. Men galgen skulle repareres eller måske flyttes.
Der var ingen vej uden om. Håndværkerne måtte fordele arbejdet mellem sig. Ingen slap, fordi han var syg eller bortrejst. Hver eneste mand fik tildelt et arbejde, hver eneste lille skrue var tildelt en mand og kom han ikke nu, blev skruen gemt, til han kunne komme senere og skrue den i. Så var det alligevel bedre at gøre det sammen med de andre end risikerer at blive uærlig ved måske bare at skrue en forkert skrue i senere. Det hele foregik med fuld musik og fanfare, så det lignede en byfest.
De fleste galger bestod at tre pæle i jorden og tre overliggere i en trekant på dem. Man havde så en vandret galgebjælke for byens folk, en anden for kongens dømte og en tredje for fremmede. Større galger havde også etager, så de værste tyve kom højest.
Bødlens ofre.
F.eks. folk, der havde bedrevet hor, altså haft sex udenfor ægteskabet, mest kvinder og allermest prostituerede kvinder, blev kagstrøget af bødlen. Dvs. de blev bundet til Kagen, en bred pæl på byens torv og pisket på den bare ryg, til den blødte. Andre, også mest kvinder, blev pisket ud af byen.
Bødlen skulle hænge mænd, der havde stjålet eller på anden måde gjort sig fortjent dertil, f.eks.. ved grove overtrædelser af byens regler.
Bødlen skulle også sørge for, at kvinder, der havde stjålet, blev levende begravet, -” sat kvik i Jord” som det hed i datidens rets-sprog - eller de blev druknet i en sæk.
Da hekseprocesserne begyndte i Danmark i 1539, altså 3 år efter Reformationen, fik bødlen et nyt arbejdsområde. De mistænkte troldkvinder og troldkarle skulle pines før der kom nogen tilståelse. Dertil blev især brugt tommelskruer og pinebænk. Man har kunnet opleve, hvordan bødlen kunne bede de, der skulle pines, om tilgivelse for de smerter, han skulle forvolde dem.
Ni af ti pinte var kvinder og det hændte, at den mistænkte døde på pinebænken. Blev den mistænkte dømt til bålet, var det også bødlen, der skulle sørge for både et bål af passende størrelse, tjære og for stigen, i bødlens slang kaldet ”brudesengen”. Den dømte skulle bindes til stigen og blev så enten skubbet eller væltet ind i bålet. Også her fik bøddel og den dømte vin at stive sig af med inden hændelsen. Heksen fik af og til en ladning krudt spændt på ryggen for at forkorte lidelserne. Det var ret symbolsk, for krudt var dyrt. Den kendte heks, Maren Splid i Ribe fik f.eks. 15 g krudt på ryggen, altså nogenlunde som et mindre kanonslag. En kanon af mindre kaliber brugte 500g.
Bødlen skulle også håndtere radbrækning. Her blev delinkventen spændt fast på jorden. Med et hjul til en hestevogn brækkede bødlen alle hans knogler. Man begyndte med benene, så armene og derefter ribbenene. Var det en nådig henrettelse, fik han til sidst også brækket nakken.
Det hændte, bødlen besvimede under sit arbejde. Det var risikabelt og han risikerede at blive lynchet af tilskuerne.
Selvmordsmordere
Der var i slut 1600- begyndelsen af 1700 tallet indført drakoniske straffe for folk, der brugte dødsstraf for drab til at begå selvmord. Fremgangsmåden var, at drabsmanden, der var blevet træt af livet, ville i Himmerige. Tog vedkommende nu livet af sig selv, kom han som selvmorder ikke i Himlen.
Derfor dræbte han eller hun i stedet et helt uskyldigt barn og blev som straf dødsdømt for dette. Der var en brist i logikken her, for Gud brød sig heller ikke om mordere, men metoden blev brugt. Denne selvmordsmetode søgte myndighederne at imødegå med voldsomme dødsstraffe til selvmords-mordere. Et sådant tilfælde var en soldat, der havde dræbt en tilfældig person.
Han blev radbrækket, men fik ikke halsen brækket til sidst. Stadig levende blev han lagt på hjul og stejle, altså han blev lagt på et hjul, der sad øverst på en ca.3 m lang, lodret stående stang. Han lå det meste af en dag og det meste af en nat og sang højlydt salmer på hjulet, indtil kongen befordrede ham kvalt med en snor. Åbenbart kunne han høres i et af de kongelige slotte.
En stilfuld radbrækning
Omvendt har man et brev fra en adelig familie, der takker bødlen for en stilfuld radbrækning af et familiemedlem! Måske har ofret her fået godt med bulmeurt eller lignende.
Hængningsmetoder.
Også hængning fandtes i flere versioner. Man begyndte med at enkelt reb om halsen, der strammedes og kvalte personen. Senere i 1600-tallet kunne der være både et halsjern om halsen på den hængte, et ekstra reb, der skulle holde ham oppe og en tyndere, snor, bødlen kvalte ham med til sidst.
Handel med den hængtes lemmer
Den hængte fik lov til at hænge, til han faldt ned af sig selv. Så skulle bødlen sørge for, han blev begravet ved galgen, ikke på kirkegården. Medens tyven hang godt moden i galgen, skulle bødlen også sørge for, at der ikke blev stjålet fingre og det, der ligner, eller ligefrem hænder fra den hængte. En finger fra en hængt tyv i brygget gav nemlig både øllet og brændevinen en ekstra stærk smag og virkning! Der var udenom galgen en livlig handel med den hængtes lemmer. Den hængtes tøj tilfaldt bødlen, så delinkventen havde kun det mest nødvendige på. Kvinder blev ikke hængt. Dengang brugte man ikke undertøj, så enhver ville kunne få kvindens mest intime dele at se, hvis hun kom op at hænge. Det var jo vildt uanstændigt!
EPISODER : uheldige bødler.
Huggede bødlen forkert og huggede ofret i skulderen eller bare ridsede halsen, var det pludseligt hans, bødlens, liv, det gjaldt. Flere bødler er blevet lynchet af vrede tilskuernes efter et sådant fejlhug – selv om det var forbudt at overfalde bødlen! Myndighederne havde forudset noget sådant, men kunne ikke forhindre det, når det blev aktuelt,
Helsingør: hele 2 uheldige bødler.
Helsingør var dengang Danmarks Klondike med Sundtolden som et knudepunkt i den internationale handel. Vi er i årene lige efter 1578.
En dag stod Helsingørs mestermand, mester Anders, udenfor sit hus, da en omstrejfende gris viste for meget interesse for hans enemærker. Han havde været oppe at skændes med Kristine Brænders kort tid i forvejen, så han var i dårligt humør. Han tog en lempelig sten og ville kaste den efter svinet. Da han svingede armen til kast, brækkede overarmen, så man kunne se benpiberne stikke frem under huden til begge sider.
Derpå svor i hvert bartskæren, der behandlede armen. Bødlen tænkte over, hvem der kunne have forvoldt dette unaturlige brud. (Vi ville i dag sige, han havde et patologisk brud, altså en defekt i knoglen). Krestine Brænders var naturligvis den mistænkte. Medens sagen stod på, bedredes armen åbenbart. Så skete det, at en kvinde, Johanne, dømtes til døden, fordi hun havde haft et seksuelt forhold til sin svoger og hun skulle nu rettes med sværd på Sletten. En måned tidligere havde Anders pisket 8 utugtige kvinder til blods ved kagen, så ham mente nok, armen nu kunne klare også dette job. Det gik bare ikke!
Første gang hug han ” - en liden Ring i hendes Hals, så Kvinden faldt om og gav et ynkeligt Skrig fra sig og derefter hug han 5 eller 6 hug og kunne dog ikke hugge Hovedet af hende. Den rasende Menneskemængde udenom Retterstedet lod sig nu ikke styre; man satte efter ham, ved et Gærde indhentede man den Flyende, og der- blev han af Almuen ynkelig slagen og tagen af Dage, og blev der Død.”
Krestine Brænders blev for øvrigt senere brændt for som heks at have forårsaget det første brud i mestermandens arm.
Mester Anders efterfølger, mester Anders Rasmussen fra Fyn, holdt ikke længe. Da et par mordere nogen tid efter skulle strække hals, og belært af forrige bøddels skæbne og den nyes mangel på erfaring, hentede magistraten mester Hans fra København til henrettelserne. Det blev mester Anders Rasmussen meget vred over og klagede over, at magistraten tog hans næring fra ham. Kort efter havde mester Anders Rasmussen gæster, nogle skippere, der sad og drak hos ham. En af dem beskyldte en anden for at have stjålet penge fra ham. Der opstod tumult. Den beskyldte flygtede. Mester Anders Rasmussen forfulgte ham, indhentede ham ved et plankeværk og dræbte ham med et knivstik. Magistraten i Helsingør hentede endnu en gang mester Hans fra København, ”- og denne kom agende i Triumf til Helsingør, hvor han kappede Hovedet af sin urolige kollega.” Bødlens hoved sad altså også løst!
Islands katolske Biskop
Islands sidste katolske biskop, John Arason, støttede et væbnet oprør mod Luthers lære på Island og dermed mod kongen, den Lutherske danske Christian III. Biskoppen blev fanget i 1550 i væbnet kamp og skulle, efter kongens, Chr. III dom, halshugges. Det skulle ske 7.november1550. Man havde hentet Bessestad-bødlen fra en større havneby på Island til dette arbejde. Hele fem gange huggede bødlen til inden han fik hovedet hugget af biskoppen. De islandske storbønder, der overværede begivenheden, var selv vandt til at aflive både folk og fæ. De blev rasende. De fangede bødlen og ” martrede ham grusomt ihjel.” De sluttede med at hældte smeltet bly i halsen på ham.
Manden, der bragte biskoppens dom fra Danmark tik Island, blev dræbt kort efter.
Stockholm
I 1681 huggede en skarpretter i Stockholm tre gange galt, og straks stormede de soldater, der skulle havet passet på at bødlen ikke blev lynchet, frem og dræbte ham på stedet!
Tyske bøddeldynastier
I begyndelsen af 1600 tallet ændrede bødlens arbejde og status sig. Der begyndte at komme hele dynastier af bødler fra Tyskland. De var dygtige folk, især til at få deres arbejde betalt. I 1600-tallets slutning begyndte de nye også at helbrede folk. Datidens læger måtte ikke obducere mennesker og lærte anatomi efter forældede skrifter, medens bødlen kunne skaffe sig viden om anatomi ved diskret at dissekere deres kunder. Det førte igen til stridigheder mellem mestermanden, barberen, feltskæreren og kirurgen. Efterhånden som bøddel og skarpretter blev arbejdsløs, skiftede de tyske skarpretter-dynastier arbejde. Rigtig mange af dem blev kendte og yderst dygtige læger eller tog andre krævende uddannelser. Kort sagt: De blev en del af Danmarks intellektuelle elite!
Den sidste danske bøddel og de sidste henrettelser,
Det vil være fristende at tage den sidste danske bøddel med blandt de uheldige, selv om han tidsmæssigt er nogle århundrede yngre end de andre. Han skulle godt nok ikke mere pine folk, men ”kun” med års mellemrum hugge hovedet af en dødsdømt.
At pine mistænkte for at få en tilståelse, blev godt nok forbudt allerede i 1547, men under hekseprocesserne i 16. og 17 århundrede blev det nærmest sædvane at pine en tilståelse frem. Hvornår sluttede denne praksis så? Det er ikke muligt at sætte en dato eller bare et årstal.
Henrettelser i 1800-tallet
1825 H.C. Andersen fortæller i ”Mit Livs Eventyr” om en tredobbelt henrettelse af en und pige og to mænd den 8. april 1825 ved Skælskør. De havde i fællesskab dræbt pigens far. De tre delinkventer blev fulgt til retterstedet af 3 præster og på selv retterstedet sang de seks en salme. H.C. Andersen skriver, at pigens stemme hørtes over alle de andres. Man begyndte henrettelserne med pigen. Hendes hoved faldt først i andet hug. Så fulgte de to mænd, der måtte lægge hovedet på samme, blodige blok og begge mistede det i første hug. Begge deres hoveder blev sat på en stage og deres kroppe lagt på stejle.
Så kom pigens gamle bedstemor grædende med en kiste og hentede pigens krop og hoved.
1853
22.2.1853 var Niels Nielsen blevet henrettet af bødlen fra Odense udenfor Svendborg. Det skete på Svendborgs galgebakke. Delinkventen var ganske ung, men havde et langt synderegister af mindre forbrydelser. En dag slog han arrestforvarerens søn på 5 år ihjel, da drengen legede i fængselsgården. Alle andre sigtelser end mordet blev frafaldet. Så faldt hammeren for ham - eller rettere : øksen. Han blev for barnemordet alene dømt til at have sin hals forbrudt og halshugget.
1881
Ellers blev i Danmark henrettet Rasmus Mørke i januar 1881 på Klystrup mark udenfor Hobro. Bødlen var Seistrup, der omtales nedenunder. Halshugningen forløb uden problemer.
1882 og 1892
Den sidste danske bøddel hed Jens Carl Theodor Seistrup. Han blev ansat som bøddel i 1866 til den fyrstelige løn af 1600 kr./år og blev i 1877 statsbøddel. Han blev fyret uden pension i 1906. Han skulle have halshugget tre mænd i sin tid. Den sidste, brandstifteren Jens Nielsen, i 1892 i Statsfængslet i Horsens – efter smertelige erfaringer med henrettelse nr. 2.
Her ved henrettelse nr. 2 blev Anders Sjællænder halshugget offentlig 22.11 1882. Der var end ikke ryddet for sne. Delinkventen var anbragt på en bjælke med hovedet fikseret mellem to bøjler. Dertil trak bødlens hjælper ofret i håret al kraft. Seistrup huggede med øksen, men gled med den ene fod i et sammentrådt isslag på jorden. Forestillingen var udendørs og på helt bar mark på Sølvberghøj ved Nakskov og overværet af ca. 3000 tilskuere. Hovedet gik ikke af. Hugget sad i skulderen.
Efter hug nr. 2 var nakkehvirvlerne hugget over, selv om delinkventen stadig gjorde synkebevægelser Først efter 3. hug 15 minutter senere kunne assistenten vise det afhuggede hoved frem for publikum. Henrettelsen var offentlig og blev bl.a. overværet af en journalist fra et dengang ret ukendt, revolutionært blad, Socialdemokraten. Journalisten var efter dette ivrig og overbevist modstander af dødsstraf !
Om dødsstraf i Danmark
Henrettelse med sværd blev i Danmark afskaffet i 1791, så alle henrettelser derefter var med håndholdt økse. Nogle foretrak i sin tid døden med sværdet, fordi man der fik sakramentet og kunne komme i Himlen og blive begravet på kirkegården. Det var en ærefuld henrettelse-metode. Det var øksen ikke. I Danmark fortsatte man med henrettelser med økse.
Dødsstraffen blev først afskaffet i Danmark i 1930. Den sidste henrettelse var da sket i 1892.
Efter 2. Verdenskrig indførtes dødsstraf igen. Der blev efter krigen afsagt 78 dødsdomme og ved skydning henrettet 46 personer. I den militære straffelov fortsatte dødsstraffen til 1978.
Bødlen dømmer Lybæks overborgmester, Jürgen Wullenwever.
Grevens Fejde om magten i Danmark og det mægtige Hansa-imperiums krig med Sverige og Holland var alt sammen iscenesat af Lybæks revolutionære borgmester, Jürgen Wullenwever.
I 1537 var han tæt på at have tabt det hele.
Han var stadig i gang med at organisere et angreb på Danmark. Syd for grænsen samlede landsknægteføreren Ûberlacker landsknægte til et angreb op i Jylland.
Pengene til landsknægtene hentede Wullenwever hos Henrik den 8.´s engelske Gesandt i Hamborg.
På en sådan tur efter penge blev han fanget af ærkebiskoppen af Bremen.
Ærkebiskoppen foreslog Chr. 3., at bytte sådan, at ærkebiskoppen blev Biskop i Roskilde, og kongen fik Wullenwever.
Kongen sagde nej!
Efter have være på pinebænken to gange, havnede Wullenwever i fangeskab på borgen Wolfenbüttel hos Hertug Henrik af Brunsvig.
Det stod helt klart, at efter de tab, han havde påført både de tabende og de vindende, ønskede begge sider ham død. Han har åbenbart i sit fangenskab kunne aflokke hertug Henrik (eller den danske konge, Chr. III) et løfte om, at han ikke skulle få en hård død (altså ikke blive radbrækket).
Det hele endte med, at anklagerne og dommerne samledes med den lænkede Wullenwever ved stigen op til skafottet og i dage diskuterede, hvordan han, Wullenwever, skulle dø. Man kunne ikke nå til enighed. Hans fjender så gerne, han fik en hård død ”altså for hjulet”, Det betød, han i så fald ville få brækket alle knogler i arme, ben og krop med et hjul fra en hestevogn inden han døde – og måske stadig i live lagt på et hjul på en svajende stage.
Til sidst bad man bødlen, mester Hans,(tyske bødlers kælenavn) afsige dommen: sværdet eller hjulet?. Hvad han ville foreslå? Det var 24. september 1537. Hovedpersonen knælede nu på skafottet. (lænkerne var tunge!)
Mester Hans sagde:
” Skal jeg finde hans Dom, så vil jeg føre ham ud (fra skafottet) ) og hugge ham i fire Dele, og lægge ham på fire Hjul, og dømme ham imellem Himmel og Jord for at han ikke mere skal gøre Sligt og en Anden tage sig det til Eftertanke.”
Man må formode, at mester Hans, medens han talte, svingede sværdet og dermed gjorde enhver diskussion om hans dom overflødig!
Wullenwever kom med sin sidste bemærkning og: ” - hans Hoved faldt, Kroppen parteredes og lagdes på Steiler.”
Her ender denne opbyggelige historie om bødlen!
---------------------------------------------
Wullenwever er stadig et idol for revolutionære tyskere.
Landsknægteføreren Uberlacker drejede 180 grader og begyndte med sine mænd et plyndringstogts ned gennem Tyskland. Her blev han fanget af lokale fyrster og halshugget.
Litteraturhenvisninger
Hugo Matthiessen ”BØDDEL ÓG GALGEFUGL, ET KUKTURHISTORISK FORSØG” Gyldendals Boghandel. Nordisk Forlag MDCCCCX (1910) .
Hovedparten af denne artikel er hentet fra denne bog
C. Paludan-Müller : ”Grevens Feide” Genudgivet og forlagt af selskabet for udgivelse af kilder til Dansk Historie. København 1971 Bind II Side 245.
Førsteudgaven er fra 1854
Beretningen om Wullenwevers endeligt er herfra.
Internet:
www.kulturavl.dk/1001fortaellinger/m/da_DA/kanehoest/newest/1/h-c.andersens-skildring-af-en -3-dobbelt-henrettelse-paa-kanehhoej
og andre opslag på internettet.
Page updated
Google Sites
Report abuse