SPROGLIG KARAKTERISTIK
Redegørelsen gengiver hvad afsenderen siger. I en karakteristik skal man belyse, hvordan afsenderen siger noget og hvad der er særligt for argumentationen i netop denne tekst.
En karakteristik kræver analyse af de sproglige virkemidler, forfatteren bruger til at formidle sine synspunkter. I karakteristikken skal du altså fokusere på argumentationsanalyse og analyse af retoriske virkemidler, hvor du beviser dine pointer med citater. Opbyg hvert enkelt lille afsnit i din karakteristik efter formlen: FAGLIG PÅSTAND + BELÆG + REFLEKSION (se under menuen faglig argumentation)
I en karakteristik kan du eventuelt udvælge og analysere nogle af de følgende punkter:
begynd gerne med hovedpåstand, belæg og hjemmel (evt. styrkemarkører, rygdækning)
ordvalg i teksten / ordvalgsargumenter
appelformer (etos, logos og patos)
argumentationskneb eller mangel på reel argumentation (fx generaliseringskneb osv.)
afsender- og modtagerforhold (det retoriske pentagram)
billedsprog (metaforer, sammenligning, pars pro toto osv.)
stilistik (anaforer, alliteration, kiasmer osv.)
sprogtone (sarkasme, ironi, humor osv.)
humorteori (overlegenhed, forløsning, uoverensstemmelse)
stil (høj: Formelt sprog og højt lixtal. Normal stil: Neutralt sprog. Lav stil fx talesprog)
osv. osv.
HUSK!
HUSK at dokumentere dine analyser med konkrete citater ! (BELÆG)
HUSK at overveje effekten af ordvalg, billedsprog osv.! (REFLEKSION)
HUSK at afslutte med kort at opsummere, hvad der helt overordnet er særlig karakteristisk for tekstens måde at argumentere.
PAS PÅ!
Du skal IKKE gennemgå ALLE punkter på listen, men selv udvælge dem, der er relevante i forhold til netop den tekst, du analyserer.
Du skal IKKE bare opremse retoriske virkemidler, men HUSKE at skrive hvilken effekt de forskellige virkemidler har.
Du skal IKKE diskutere eller tage stilling til tekstens indhold i karakteristikken.
EKSEMPEL PÅ KARAKTERISTIK
I det følgende vil jeg påvise Ellermanns hovedpåstand, belæg og hjemmel. Ellermanns hovedpåstand er, at unges udlands- og højskoleophold ikke er dannelsesprojekter, men derimod selvrealiseringsprojekter. Hans belæg for denne påstand er, at samfundets anerkendelse kun tilkommer dem, som er udfarende, rejselystende og har et farverigt CV: ”Oplevelses-CV’et kan åbenbart ikke blive omfattende nok, og det betragtes næsten som en synd at blive magelig, hvile i sig selv eller være lykkelig med det, man har.” Det bagvedliggende hjemmel er, at unge søger samfundets anerkendelse. Et andet centralt belæg Ellermann bruger til at underbygge sin hovedpåstand er, at unge komprimerer rejselængden ned til et minimum. Dette indikerer ifølge Ellermann, at det er rejsen som middel til selvrealisering og andres anerkendelse frem for rejsen som mål i sig selv, der interesserer de unge: ”Listen med muligt CV-pynt er lang, og mange føler nok, det ville være rart, hvis man blot hurtigt kunne strege nogle af posterne(…)” Det implicitte hjemmel i dette belæg er, at samfundet i højere grad anerkender mængden af oplevelser end kvaliteten af oplevelser.
En af argumentationsformens styrker er, at Ellermann formår at kombinere sin argumentation med forskellige appelformer. Indledningsvist fortæller han en anekdote fra sin gymnasietid, hvori han lægger vægt på, at han ikke selv var bedre end sine medstuderende: ”Undertegnede var på ingen måde hævet over flokken(…)” Effekten er, at læseren kan identificere sig med forfatteren i og med, at han understreger sin menneskelighed . Dette styrker hans etos. Desuden er et gennemgående træk i artiklen brugen af ledende retoriske spørgsmål . Spørgsmål som er stillet på en måde, hvor svaret forekommer indlysende (svarende til banalitetsargumenter): ”Men er der absolut nogen galt med at have fundet sig til rette i andedammen?” Med brugen af disse henvender Ellermann sig direkte til læseren, hvormed der er tale om patos-appel. Endelig appelleres der også enkelte steder til logos. Dette mest eksplicit udtrykt i henvisningen til en undersøgelse: ”I øjeblikket er der undersøgelser fremme, der viser(…)”. På den måde formår Ellermann altså både at appellere til etos, patos og logos.
Ellermann benytter sig desuden af en række argumentationskneb. I det følgende udpeges et par af de mest karakteristiske. Gennemgående er brugen af generaliseringsargumenter: ”Det er min klare opfattelse, at der ikke er noget mønster i de bekendtskaber, jeg er stødt på ift. modenhed/intelligens og hyppighedsgraden af udlands- og højskoleophold.” På baggrund af Ellermanns egen erfaring og opfattelse af hvad modenhed/intelligens er, udbreder han sin pointe til at gælde virkeligheden. I artiklens afslutning benytter Ellermann sig af et argumentationskneb, som på en gang er et sammenligningsargument og en form for utryghedsargument: ” Måske man en dag snart bliver dømt lige så hårdt i et selskab for at afsløre, at man har besudlet miljøet med en flyrejse til og fra New York, som hvis man i dag afsløres i at køre spirituskørsel.” Rejse sammenlignes med spirituskørsel. Dette er et skræmmeeksempel, idet ingen ønsker at sættes i bås med spiritusbilister.
På baggrund af foregående iagttagelser kan man sige noget om den grundlæggende sprogtone i artiklen. Artiklen er nemlig gennemgående præget af sarkasme: ”I voksenlivet vil den livsvigtige »water-cooler« -snak(…) gøre os til slaver af vores egen branding.” Det sarkastiske i dette citat består i, at den såkaldte »water-cooler«-snak beskrives som livsvigtig, selvom det tydeligvis er forfatterens hensigt at fremstille den som fordummende, overfladisk og selvpromoverende. Sarkasmens effekt i artiklen er generelt, at unges adfærd nedgøres og latterliggøres. Dermed tages der afstand og skabes distance til det moderne ungdomsliv.
Netop denne afstandstagen kan forstås ud fra afsender-modtagerforhold, som i det følgende berøres ud fra de mest relevante punkter i det retoriske pentagram. Ellermann er afsender og skriver til læsere af Berlingske Tidende. Traditionelt set er dette en konservativ avis, som typisk henvender sig til en voksen målgruppe. Derfor passer kritikken af netop unges rejseræs (emne) godt til målgruppen, der står inde for værdier som fædreland, tradition og langsom forandring. Dermed giver den sarkasme, som karakteriserer tonen i artiklen ligeledes god mening. Den appellerer nemlig netop til den voksne konservative læser, som distanceret kan ryste på hovedet af moderne unges desperate selvrealisering.
Karakteristisk for argumentationsformen er altså den nuancerede brug af appelformer. Herunder specielt etos og patos. Dette kombineres særligt med brugen af generaliseringsargumenter, mens den generelle sprogtone i artiklen er præget af spydighed og sarkasme. Dette skaber en afstand til moderne unge, som kan forstås med henblik på afsender-modtager forhold. Altså bygger Ellermanns artikel på meget andet end blot valide argumenter.