REFLEKSION

Når du skriver en reflekterende artikel, skal du undersøge og reflektere over et danskfagligt emne eller spørgsmål. At reflektere vil sige at tænke, overveje og undre sig, og målet med artiklen er dels at formidle denne refleksion, dels at få læseren til at reflektere sammen med dig. 

Du skal gennem din artikel vise, at du både kan formulere abstrakte overvejelser over emnet og præsentere og inddrage konkrete eksempler, som du kobler til dine abstrakte overvejelser. De konkrete eksempler vil du blive bedt om at hente fra det tilknyttede tekstmateriale, men derudover kan eksemplerne også være egne iagttagelser, erfaringer og oplevelser, noget du har læst eller set i undervisningen, i avisen, på nettet, i fjernsynet el. lign., som du inddrager. Du vil ofte blive bedt om at gå i dybden med en del af det udleverede materiale. Det betyder ikke, at du skal foretage en fuldstændig analyse af materialet, men at du skal kunne uddrage en eller flere vigtige analytiske pointer, som du kan koble til dine abstrakte overvejelser om emnet og anvende som eksempler. 

Kendetegnende for den gode reflekterende artikel er, at den er drevet af en personlig stemme, som er opmærksom på at få læseren til at tænke med. Man vil derfor sige, at den reflekterende artikel er dialogisk, og at refleksionerne åbner emnet og viser, hvordan du gennem din tanke- og skriveproces bliver gradvist klogere på dit emne sammen med læseren.

HUSK

Indled med et personligt og fængende anslag.

Husk at se emnet fra forskellige perspektiver. Det skal være nuanceret.

 Din tankeproces skal være tydelig – du skal have en tydelig rød tråd i din reflekterende artikel. Vis, at du tænker og reflekterer undervejs og bliver klogere på dit emne, mens du skriver.

Du skal veksle mellem det generelle perspektiv og konkrete eksempler (f.eks. fra teksterne).

 Brug relevant FAGLIG viden og gerne anden relevant litteratur eller eksempler.

 Vær til stede i essayet: “Jeg kan alligevel ikke lade være at stille spørgsmålet:...”

Skriv levende og personligt.

PAS PÅ!

 Du skal  IKKE analysere teksterne til bunds, men inddrage vigtige analytiske pointer i dine overvejelser.

Du skal IKKE diskutere, men reflektere (i diskussionen er synspunkterne i fokus, i den reflekterende artikel er det emnet, der er i fokus).

Du skal IKKE referere tekstmaterialet, men bruge teksternes hovedpointer som affyringsrampe for dine eksempler og overvejelser.

 Du skal IKKE konkludere, men overveje og spekulere.

 Du skal IKKE skrive for privat (ikke noget med “Min tante Gerda elsker også hindbærsnitter.....”), men du skal skrive personligt, så læseren kan relatere til det, du skriver. 

 Du skal IKKE lave for mange retoriske spørgsmål!!!!

VIDEO - fra konkret til abstrakt

Refleksionscirklen

EKSEMPEL A

Skæbnen 

Det var en kold februardag for et par år siden. Telefonen ringede, og jeg kan huske, at min far tog den. Jeg glemmer aldrig min fars ansigtsudtryk, der på ét sekund skiftede fra smilende til trist og dybt alvorlig. Da min far havde afsluttet samtalen, fortalte han, at mor var kørt galt, men at hun var i live. Vejen hen til min mor på sygehuset har aldrig føltes så lang som den dag. Min mor var medtaget af ulykken, men vigtigst af alt, så var hun i live. Mens jeg sidder her i min HAY-stol og kigger ud på bilerne, der kører forbi, kommer jeg til at tænke på, om det mon var skæbnen, der ville, at min mor skulle køre galt den dag i februar. 

Skæbnen er et meget abstrakt begreb og måske derfor har mange mennesker svært ved at forholde sig til den. Hvis man slår ordet op i ordbogen, får man følgende definition: ”En højere magt som bestemmer over og styrer menneskets liv.” Betyder det, at nogen/noget på forhånd har bestemt, hvordan mit liv vil forme sig? En fatalist vil svare ja. Fatalismen (også kaldet skæbnetro) er en tro på, at ens skæbne er forudbestemt og uundgåelig. Det, der skal ske, vil ske. Omvendt kan man tro på, at man som menneske selv er i stand til at forme sin skæbne. Det sker gennem de valg, som man tager. Skæbnen har altid været omdiskuteret, og verdenens religioner har forskellige skæbneopfattelser. 

Mens jeg sidder her og spekulerer over skæbnen, så kommer jeg til at tænke på de mange udtryk, som vi har på dansk, der omhandler skæbnen. ”Skæbnens ironi”, ”Skæbnen ville, at...” og ”Hvad skæbnen har bestemt, kan man ej undvige” er blot nogle af de mange eksempler. Vi har også idiomet ”blive indhentet af sin skæbne”, hvilket er en eufemisme, der i en forskønnende omskrivning er et billede på døden. Man kan undre sig over, hvorfor vi mon har så mange udtryk/ idiomer, der omhandler skæbnen. Hvorfor er de ikke blevet skyllet ud med badevandet som ”knæhøj karse” og ”bred ymer”? Mine tanker herom er, at udtrykkene, der personificerer skæbnen, er med til at gøre begrebet mindre abstrakt og lettere tilgængeligt. Hvorimod eksempelvis slangudtrykkene fra 1970’erne lettere forsvinder fra vort sprog, fordi det netop er slang, og derfor udskiftes med tiden. 

I takt med, at vores samfund har udviklet sig, har skæbneopfattelsen det også. Tidligere troede man, at skæbnen var bestemt af guderne. Hvis det gik en dårligt, så var det gudernes straf. I dag tænker vi moderne mennesker meget rationelt. Alt skal have en forklaring, og derfor ligger det os fjernt at bruge det abstrakte begreb skæbnen, når noget skal forklares. I bestemte situationer kan mennesker dog stadig have brug for en skæbnetro. Når man er i krisesituationer, vender man sig oftere mod skæbnen. For nogle kan skæbnen være det, der giver mening, mens det for andre kan vække vrede og uretfærdighed. 

I og med skæbneopfattelser har været omdiskuteret i religioner og samfund, har det præget litteraturen. ”Der gives ingen skæbne, som ikke kan overvindes med foragt”, skriver den franske forfatter Albert Camus et sted i sit essay Sisyfos-myten fra 1942. Myten fortæller, at Sisyfos begår hybris og herefter følger nemesis, der indebærer, at Sisyfos uophørligt skal trille en sten op af et bjerg, hvorfra stenen vil rulle ned, og herpå skal Sisyfos atter påbegynde sit arbejde. Med citatet mener Camus, at enhver skæbne kan overvindes med den måde, som man forholder sig til sin skæbne på. I tråd med dette kommer jeg i tanke om en person, der virkelig har overvundet sin skæbne. Jason Watt. I 1999 var den danske racerkører ude for en tragisk motorcykelulykke, der gjorde ham lam fra brystet og ned. Det satte en brat stopper for hans karriere og han måtte nu revurdere sit liv. Hele hans liv var bygget op omkring racerkørsel, og nu kunne han ikke længere give den gas i bogstaveligste forstand. Det mest beundringsværdige er, at Jason Watt får kæmpet sig tilbage bag rattet og rent faktisk kommer til at køre racerbil igen. I dag er han både racerkører, forfatter, foredragsholder og tv-vært. 

Hvis man kigger på skæbnen ud fra et eksistentialistisk synspunkt, vil Camus og andre eksistentialister beskrive livet som meningsløst. Der er således ikke på forhånd en given mening med livet. Eksistentialismen mener, at man som menneske selv skal tage ansvaret for at give sit liv mening gennem de valg, man træffer. Valg skal her forstås i en bred forstand, idet de også omfatter de situationer, som man ikke vælger, eller ikke tror, at man vælger. Man har altid et valg. Man kan fundere over, hvad Sisyfos-myten, der indeholder mange eksistentialistiske træk, har af relevans for det moderne menneske i dag. Vi mennesker skal ligesom Sisyfos beskæftige os med det samme arbejde hver dag, hvilket gør vores skæbne ikke mindre absurd. Det er kun døden, man arbejder sig hen imod, vil Camus mene. Sisyfos er allerede død, så derfor er han værre stillet end os. Camus var radikal og ønskede netop, at mennesket skulle indse, at livet er absurd og meningsløst. ”Lykken og absurditeten er børn af samme jord”, står der i Sisyfos-myten. Her udtrykkes det, at først når man har erkendt, at livet er meningsløst, har man mulighed for at opnå sand lykke. 

Sisyfos er bevidst om sin skæbne, hvilket gør den tragisk. Alligevel beskriver Camus Sisyfos som en lykkelig mand, fordi Sisyfos forholder sig til og erkender sin skæbne. 

Et andet sted, hvor skæbnen tages op til diskussion, er i Peter Seebergs novelle Patienten (1962). Kort fortalt handler den om en mand, der på grund af sygdom får udskiftet alle de organer og lemmer, der overhovedet kan udskiftes i kroppen. Manden reflekterer over om han stadig kan være den samme på trods af den skæbne, der er hændt ham. Uanset hvor urimelig hans skæbne kan synes, så forholder han sig positivt til den. Det kan beskrives som ”Amor fati”, som er et udtryk af Friedrich Nietzsche, der betyder ”kærlighed til skæbnen”. Patienten accepterer sit liv og dets grundvilkår og vredes derfor ikke over sin skæbne. Amor fati tematiseres desuden i Karen Blixens tekster. Hos Blixen kommer det til udtryk, at man skal tage sin skæbne på sig og vokse med den. Herved viser man menneskelig storhed. Imens jeg beskriver ”amor fati” og det at elske sin skæbne og få det bedste ud af den, kommer jeg til at tænke på, at jeg i min daglige gang på de sociale medier ofte møder begrebet ”YOLO”, der er en forkortelse for You Only Live Ones. YOLO- begrebet kan ses som en opdatering af det latinske udtryk ”Carpe diem” (Grib dagen). Begreberne beskriver begge det at leve i nuet og få det bedste ud af livet så længe, man har det. 

Efter at have læst Camus og Seeberg, der som eksistentialister mener, at livet er meningsløst, har det fået mig til at overveje, hvad der giver livet menig eller om eksistentialisterne har ret i, at der ingen mening er. Skæbnen er svær at gøre sig klog på, men som med alt andet i dag, så forsøger vi alligevel. Måske var det skæbnen, der ville, at min mor skulle køre galt, men måske var det den selvsamme, der også ville, at hun skulle overleve det. Måske var det skæbnen, der ville, at Jason Watt skulle miste førligheden. Måske var det skæbnen, der i går ville, at Villy Søvndal skulle overleve en blodprop i hjertet. Og sådan kan man blive ved. Pointen er, at vi ikke ved det, og ikke kan vide det. Det er givetvis et spørgsmål, vi aldrig vil få svar på og samtidigt et spørgsmål man vil kunne finde hundredvis af forskellige svar på. Tak skæbne! 

EKSEMPEL B

Måder at læse 

En skrivekonkurrence med temaet ”mit livs rejse” var annonceret i avisen. En masse dygtige skribenter responderede med indlevende reportager om deres rejser til Peru, Hong Kong og Hawaii. Alligevel blev vinderen en ung knægt, der skrev, at hans livs rejse indtraf hver gang han i en sen nattetime listede sig ud gennem tagvinduet og op på taget med en cigaret i mundvigen og læste digte af Tove Ditlevsen. Da følte han, at han forlod hverdagens trivialitet og at verden stod stille. Denne sandfærdige anekdote blev jeg engang præsenteret for.  Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det netop må være måden, hvorpå litteratur skal læses. Som en personlig og eksistentiel rejse.

Den opslugte, passionerede og indlevende måde, som drengen i beretningen ovenfor læser litteratur på, minder mig på mange måder om det indtryk, som jeg får af tv-producenten Jonas Wegerlands møde med litteraturen i uddraget af Jan Kjærs Opdageren: ”Han fortabte sig i sine egne associationer, blev helt væk i sine egne minder, drømme, i noget, der lignede erkendelser.” Jonas læser ligeledes litteraturen på et personligt og eksistentielt plan. Han benytter litteraturen som springbræt til en mere generel erkendelse. Til at blive klogere på andres liv og på livet, men først og fremmest med udgangspunkt i egne associationer, drømme og minder. Desuden bider jeg mærke i et andet vigtigt aspekt i den måde Jonas læser litteratur på: ”Han gjorde sig ikke nogen tanker om, at dette muligvis var en udsædvanlig bog, han havde kun læst meget få romaner og havde intet sammenligningsgrundlag.” Jonas’ læsning er præget af en usædvanlig lav grad af faglighed. Han læser bare.

Som sagt fristes en del af mig til at tænke, at denne personlige læsning præget af associationer og udeblivende forforståelse, er den eneste måde man virkeligt læser litteraturen, som den skal læses på. I imidlertid er der noget i mig, som stritter mod denne tankegang. For forudsætter man, at litteratur så og sige bør læses som et barn - forforståelsesløst, drømmende og naivt – så hævder man at den litteraturlæsning som f.eks. sker på højere læreanstalter så og sige er mindre optimal. Dette tænker jeg bestemt ikke er tilfældet, men derimod adskiller denne måde at læse litteratur på sig fra den personlige læsning. Denne læsning er nemlig faglig og dette er naturligvis et vidt begreb. Den faglige læsning dækker over en mangfoldighed af måder, som man kan læse litteratur på. Man kan f.eks. læse litteratur biografisk, nykritisk, psykoanalytisk, ideologikritisk eller strukturalistisk. Dette er alle sammen måder, eller måske snarere metoder, der står i kontrast til den ovenfor introducerede personlige læsning. Dette i og med at læsningen netop er præget af bevidste valg, en høj grad af forforståelse og frem for alt tekstnærhed. At man skal fortolke litteratur tekstnært er måske det vigtigste karakteristikum ved de faglige læsninger og det kendetegn som for alvor adskiller den fra den personlige læsning: ”Find det i teksten” bliver man som gymnasieelev prædiket dag ud og dag ind i fortolkningsfagene. 

Jeg kan alligevel ikke lade være med at dvæle ved, om der netop må være en dybere grund til, at lærere netop er så interesserede i at udbrede ”finde-det-i-teksten-propagandaen”. Det må nemlig netop være fordi, at gymnasieelever har en tilbøjelighed til ikke at være tekstnære. Vi kan så og sige ikke abstrahere fra egne associationer, forestillinger og drømme, hvormed læsningen bliver ufaglig og i højere grad personlig. Der forefindes altså en tilbøjelighed til, at der sker en sammensmeltning af den faglige og personlige læsning. 

Denne tilbøjelighed forsøger en moderne forfatter som Helle Helle netop at udstille. Helle Helle er minimalist, hvilket betyder at hendes litteratur er spækket med fortolkningsåbninger. Derfor er Helle Helles værker eftertragtede genstande for den faglige læsning. Problemet er blot, at man i læsningen af Helle Helles noveller netop får en følelse af at være for faglig. Når man med faglige briller på læser Helle Helles noveller, rammes man nemlig på den ene side af en enorm sult efter at fortolke og på den anden side af en konstant følelse af at overfortolke. Dermed udstiller Helle Helle den moderne læsers trang til at tillægge alt mening. Hun stiller spørgsmålstegn ved om læseren opdager mening i teksten eller opdigter mening i teksten. Den faglige læsning er netop karakteriseret ved at opdage, altså afdække og blotlægge mening i teksten, mens den personlige læsning er karakteriseret ved at opdigte mening i teksten, altså at bruge teksten som sprængbrat til en mere løssluppen personlig tolkning (som Jonas i Opdageren). Gennem sine meta-kommentarer til læseren stiller Helle Helle altså spørgsmålstegn ved hele præmissen om at kunne skelne mellem en faglig og en personlig læsning.  

                      Dette minder mig om, at min fætter engang fortalte mig, at han havde siddet til en, for ham at se, tung forelæsning om Emil Aarestrups lyrik. I mellemtiden blev den teoretisk langhårede gennemgang afbrudt, idet tårerne begyndte at trille ned af forelæserens kinder, mens der tilmed kunne spores gråd i hans stemme. Forelæseren blev simpelthen, til trods for at han havde gennemgået disse digte et utal af gange, ramt af Aarestrups senromantiske lyrik. Dette skyldes, at litteraturen behandler alment menneskelige eksistentielle temaer såsom dødsangst, forgængelighed og kærlighed. Beretningen får mig til at tænke på, hvordan faglig oplysning på ingen måde spærrer vejen for den personlige, eksistentielle læsning. 

Der er altså ingen tvivl om, at den faglige, tekstanalytiske læsning på en række områder adskiller sig fra den personlige læsning. Dette særligt med henblik på den personlige læsnings associerende stil overfor den faglige læsnings konstante krav om tekstnærhed. Men ligeså meget som de to måder at læse litteratur på adskiller sig fra hinanden, ligeså svære er de at adskille. Professoren kan, trods hans distancerede teoretiske udgangspunkt, ikke værne sig mod sin tilbøjelighed til at læse litteraturen på et personligt og eksistentielt plan. Som læser kan man altså helt afgjort tale om forskellige måder at læse litteratur på, men spørgsmålet er, om det i virkeligheden ikke er litteraturen selv, som i sidste ende afgør, hvordan den skal læses.